A chaos wedding - Calvin

Acacio rejste sig hurtigt op da der blev banket på døren og den blev lukket op. Han var tilbage, han vidste det bare, han måtte være tilbage! Som han kom til syne, tog Acacio et lille skridt tilbage, han så forfærdelig ud, hvad var der dog sket med ham.
Han kom med en ulykkelig lyd, som han hurtigt gik helt hen til Calvin og krammede sig ind til ham, han holdt fast om han som om han aldrig ville lade ham gå. Please don't leave me, I don't wanna die. I don't wanna sound egoistic, but I need you tiggede han desperat, han var så bange for at han ville gå igen.
Han holdt forsigtigt om han, han ville ikke gøre sådan at han fik ondt, han kunne se at han var helt forslået, hvad pokker var der sket? Hvem havde gjort det mod ham. Han kiggede på ham og lod ham gå.
Acacio trådte et skridt tilbage, for at se ordentligt på ham.
What happened to you? spurgte han og gned sine trætte øjne. Han så forfærdelig ud, måske skulle de gå på hospitalet? Tilkalde politiet? HAn vidste ikke hvad de skulle gøre. Han var heks, men det betød vel ikke man var uovervindelig.
Han trak ham med hen til sofaen, da han så blikket mod pejsen. Han gik hurtigt hen for at tænde op i den, uden at gøre meget, det var en af de moderne.
You should change your clothes sagde han bekymret og gik hurtigt efter en tshirt og et par pyjams bukser til ham, så han ikke sad i det samme våde tøj.
You can move closer to the fire place, you should warm up han kiggede hen på pejsen som var godt igang med at varme op, men det ville nok gå hurtigere hvis man sad foran den, selvfølgelig ikke for tæt.

Calvin blev helt chokeret da Acacio kom hen for at kramme ham, først var han helt bange for om Acacio var vred på ham, og krympede sig som ham kom nærmere, bange for at få flere bank - men det var præcis det modsatte. Han sukkede stille og lagde forsigtigt sine arme om Acacio også, havde det straks meget bedre - selv om han fik lidt ondt i maven over Acacios ord, for han kunne jo ikke blive for evigt. But I can give him more time, and I can make the time I spend here as good as possible for him - that's the least I can do.. I need to ask him how to be a good husband, what does a husband even do? And what excatly did I do wrong, so I can make try and do it right..
"It' okay, I'm here.." hviskede han bare blidt tilbage, så havde han hverken sagt for lidt eller for meget.
Han slap ham lidt forsigtigt igen og sendte ham et trist smil, "Oh.. I don't remember.. I blacked out.." mumlede han undskyldende og trak på skulderne - det var ikke helt ærligt, men han kunne ikke fortælle hvad der var sket præcis..
Hans falske forældre havde selvfølgelig fundet ham, og gjort det her ved ham og beordrede ham til at vende tilbage til Acacio straks, papirarbejdet var åbenbart ikke komplet endnu, men der var selvfølgelig også kun gået to dage, så de havde stadig behov for ham til at lade som om han var deres søn, og til at lade som om han var lykkeligt gift til Acacio. De havde straffet ham ret hårdt, og så havde de sat ham af ved huset igen, efter de havde taget hans magi bog..

"I should.." sagde han bare stille og træt, som han betragtede Acacio tænde for pejsen, han kunne nærmest mærke varmen helt instant.. det var rart.. det havde han brug for.
Han så op da han fik rakt det nye tøj, som hans trætte og udmattede hjerne bare begyndte at skifte - lige der midt i stuen, som han igen havde glemt alt om blufærdighed, men lige nu var det altså også ret fair - han var helt brugt, han kunne ikke tænke klart overhovedet. Han tog alt tøjet af, og trak så de nye natbukser på selv om han ikke havde undertøj på - før han også fik t-shirt overhovedet. Så gik han hen og satte sig på gulvet foran pejsen og sad bare lidt og stirrede ind i den, "Do you have anything to eat? I haven eaten.. since yesterday.. morning.. I'm hungry now.." lød det stille og eftertænksomt fra ham, som han blev ved med at stirre ind i pejsen. Han skulle lige komme sig, og så skulle han nok gøre alt det han havde lovet sig selv - og Acacio - være en god mand for ham, så længe det varede.

Acacio vidste ikke hvorfor han var sådan overfor en komplet fremmed. Han vidste ikke engang selv at han var så desperat for at leve. Han blev dog lidt roligere af Calvins ord og tog en dyb indånding.
Han kiggede lidt undrende på ham, da han sagde at han ikke kunne huske det. Var han virkelig banket så hårdt at han havde fået et blackout? Han blev lidt bekymret, men vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre.
Do witches heal? Or should we go to the hospital? It looks bad? spurgte han bekymret.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, han så så træt ud, måske skulle de bare gå i seng? Han havde brug for hvile. Acacio var virkelig ikke god til at muntre folk op, men han ville gerne prøve. Han vidste dog ikke hvordan. Ugh.

Han sagde ikke noget da Calvin bare tog sit tøj af og tog nyt på, uden at gå et andet sted hen. Han holdt sig bare for øjne og lod ham. Han tog det andet tøj op og smed det til vask hurtigt.
Han gik tilbage og så ham sidde foran pejsen, godt, så kunne han blive varm!
Mad, selvfølgelig. Yeah, sure! I will get it sagde han hurtigt, inden han gik ud i køkkenet og lavede en skål med guldkorn og mælk. Han gik hen og satte den foran ham. Sorry, its the only thing I know how to make sagde han og grinte lidt, inden han satte sig ned ved siden af ham. Are you sure you are okay? spurgte han forsigtigt.

Han løftede hovedet en smule, men drejede det ikke mod Acacio som han svarede ham - "I'll heal - no need for hospital things" sagde han så bare, havde selvfølglig en ide om hvad det betød, men uden at være sikker - men han behøvede det ikke, ligegyldigt hvad det betød - så havde han ikke lyst til at forlade pejsen lige nu, så han blev siddende.
Han kunne langsomt mærke hvordan hans krop tog imod varmen, først kun udvendig, men langsomt nåede den helt ind under huden, og varmede ham indvendig også. "Thank you Acacio!" sagde han glad, nu i meget bedre humør, det var utroligt hvad lidt varme kunne gøre af forskel.
Han tog imod skålen og kiggede bare lidt ned i den, "beans?" sagde han stille, det lignede noget af det han havde fået før, i fangekælderen - men lige nu var han ærligtalt alt for sulten til overhovedet at være kræsen..
Han løftede bare skeen med mælk og fuldkorn og førte den ind mellem læberne. "MHMM! WHA!" lød et bare højt fra ham, som han knasede guldkornene flade mellem tænderne og sukkeret mødte hans tunge. "This is not beans! This is great, it taste amazing, thank you!" lød det glad fra ham, som han hurtigt spiste videre, det smagte formidabelt, kunne han ikke bare få det her og så pandekager hver dag?!
"Yes I'm good.. have you been to school today?" sagde han så bare for at skifte samtale emne, og lede det hen på Acacio i stedet for.

Acacio nikkede bare da Calvin sagde at han ikke havde brug for at komme på hospitalet. Så behøvede han heller ikke at starte bilen op og alt sådan noget. Det var ret godt at have en heks i huset, der var så mange ting der blev nemmere af det. Men ville det være at udnytte ham?
Ikke hvis han selv ville jo...
Acacio kiggede bare på ham som han blev varmet foran pejsen. Gad vide hvor han havde været henne? Hvad vil han alligevel kunne gøre, hvis han fik det af vide? Ingen ting! Så stærk var Acacio slet ikke!
Han smilede til Calvin, da han så ud til at blive gladere og sagde tak. Det var dog det mindste han kunne gøre, det var jo bare lidt varme.
Et grin forlod ham da Calvin kiggede på skålen med guldkorn og troede at det var bønner. Ja, han var helt sikkert lidt langt tilbage i tiden. Men så ville han da blive glædeligt overrasket når han så smagte hvad det virkelig var.
Acacio havde ret og Calvins reaktion på guldkornene var ret sjovt, som han blev helt overrasket over smagen. It's cereal, and you are welcome sagde han blidt og satte sig ned ved siden af Calvin, foran pejsen.
Acacio løftede et bryn af det mærkelige emneskift, men trak så bare på skulderne og rystede på hovedet.
No, I haven't. I was home, hoping to god that you would come back sagde han nervøst. Det lød desperat, han var desperat, men han ville heller ikke holde det tilbage. Calvin skulle vide at det var virkelig ham der holdt ham i live, så han ikke tog væk og Acacio blev ladt alene til at dø.
I'm sorry if I freaked you out mumlede han og kiggede hen på Calvin med et halv smil.

"Cereals.." mumlede han bare lidt, mest for at huske sig selv på det - i takt med at han lærte så meget nyt, så kunne det godt gå hen og blive en smule overvældende, men han ville gøre sit aller bedste for at huske så meget af det som muligt. "Oh.." sagde han stille og så op på Acacio med et ømt undskyldende blik, "I'm sorry that I just left you like that, I din't think i trough.. I just needed a little time.." sagde han stille, som han så forsigtigt rakte en hånd ud mod Acacio - "It's okay - come sit with me?" lød det blidt fra ham, som han ventede på Acacio ville komme hen og sætte sig på gulvet ved siden af ham. I det han gjorde tog heksen forsigtigt Acacios hånd og strøg ham blidt over håndryggen med sin tommeltot. Han brugte sin fri hånd til at spise videre af sine guldkorn. "Can I ask you anything?" sagde han så stille, som han igen så op på mennesket og sendte ham et charmerende smil. "Have you ever.. had.. uhm what is it.. a partner before? A boyfriend.. or girlfriend I mean?" spurgte han så alligevel, som han fumlede lidt efter de rette ord. Måske havde Acacio prøvet det før, og havde lidt bedre erfaring end Calvin, og måske han ville dele ud af den? Hjælpe Calvin med at være en bedre partner for Acacio, så længe han nu kunne. [color=#9933ff]"I mean.. I have a lot of questions about it, I.. would like to be.. the husband that you.. deserve.. but I am.. not sure how.. please tell me?"[/color sagde han ømt, som han slugte de sidste guldkorn og satte skålen fra sig, som han rykkede lidt tættere på Acacio, imens han stadig holdte ham i hånden.

Acacio rystede bare på hovedet for sig selv, mens han ikke kunne lade være med at grine lidt. Det var en mærkelig person han havde giftet sig med, ikke ligefrem normal, men så var han heller ikke normal, så det var vel fint nok.
Acacio smilede bare til Calvin, som han så det undskyldne blik og selve undskyldningen der fulgte med. Han rystede blidt på hovedet. Han havde intet at undskylde for. Det var meget at forklare, det var måske ikke den bedste måde han forklarede det på. Han kunne jo heller ikke tvinge Calvin til at blive ved ham.
It's okay, I know it's a lot to take it. I guess it's just easy for me, because I lived with it all my life forklarede han inden han tog imod Calvin's hånd og fik sat sig.
Acacio sankt dybt, som Calvin stadig havde hans hånd og begyndte at stryge ham over håndryggen. Det var rart på en måde, men ikke en kontakt han var vant til. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle synes om det, men han lod bare sig selv nyde det.
Acacio nikkede bare da Calvin spurgte om han kunne spørge om alt. Acacio havde ikke rigtig noget at gemme længere, så han kunne vel spørge om alt. Han havde dog ikke regnet med spørgsmålet der kom til ham.
Han grinedel idt til at starte med, imens han tænkte over hvordan han skulle svare det.
Not really no afslørede han og smilede til Calvin. Han havde haft kærester, pige kærester, men det var for at gemme sin seksualitet, han gjorde aldrig noget for dem, så han havde ingen erfaring.
Ikke udover det han havde set i film selvfølgelig.
Acacio blev lidt overrasket over det Calvin sagde. Manden han fortjente? Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. det var sødt af ham, no doubt, men han vidste ikke helt om han kunne fortælle hvordan han skulle være.
I'm not sure what to tell you. Let's just care for eachother and support eachother, that's a start right? sagde han og smilede som Calvin rykkede tættere på ham, stadig med hans hånd i hans. Det var en hyggelig følese, at være sammen med en foran pejsen, han var ikke alene som han plejede at være, det var rart til en forskel.

Calvin smilede bare forsigtigt og nikkede så lidt - "it's okay, I'm here now - and I wanna help, in any way possible, just tell me what you want, and I'll try and give it to you.." sagde han så blidt - as long as I can.. tænkte han ved sig selv, det kunne jo ikke vare evigt, men nu han var her, og fanget her, så kunne han da bruge sin tid her så fornuftigt som muligt - og gøre livet lidt nemmere og ja - bedre - for Acacio.
"Oh okay.. so we're both.. uhm.. newbies?" sagde han glad og smilede lidt, jamen det var vel egentlig meget rart, så var der ikke en masse forventinger Calvin skulle forsøge at leve op til, hvis Acacio ikke rigtig havde prøvet noget før? Så kunne de vel bare starte forfra sammen, ik..
"Yes.. sounds good to me.. but, how do I care for you Acacio? I know I did something wrong when we got married, because uhm.. my mom looked at me like I was.. yes.. so.. how should it have been? Maybe we can start there.. and then you can tell me, what do married people do? Like.. do we.. sex?" sagde han så stille, helt stille og roligt, som han jo bare var nysgerrig, og jo ikke forstod det nok også var et lidt ømt emne - ligesom når han bare smed tøjet uden at tænke over det.

Han slappede meget mere af nu, siden Calvin var kommet hjem. Han havde følt sig tømt for energi hele dagen, fordi det eneste han havde koncentreret og bekymret sig om, var om Calvin overhovedet ville komme tilbage. I just want you to be at my side as much as you can... I don't need to go to school, I just wanna be with you mumlede han forsigtigt og kiggede på Calvin. Det var så mærkeligt at sige, han havde aldrig sagt sådan noget til nogen. Det var jo ikke fordi han elskede Calvin, han havde nærmest lige mødt ham, men han havde allerede brug for ham mere end nogen anden og det gjorde ham faktisk ret bange.
Han nikkede lidt og grinte kort. Ja, de var vel begge to newbies når det kom til at have et forhold og alt hvad der fulgte med. Han havde set fra diverse kærlighedsfilm, at det ikke var nemt at holde et forhold. Der var så meget drama, men det var selvfølgelig også film, det overdrev vel altid lidt, right?
I guess we are. We just have to be honest with eachother right? Speak up if there is something one of us need. sagde han og trak på skulderne. Det var vel det bedste de kunne gøre indtil videre, indtil det lærte hinanden bedre at kende. Det var små skridt de måtte tage, der var nok ingen af dem der var klar til alt hvad et par gjorde med det samme.
Acacio var ved at kvales da Calvin spurgte ind til sex. Det var ikke lige noget han havde regnet med eller tænkt særlig meget over. Det var vel noget et par gjorde, men ikke noget Acacio overhovedet var klar til. Slet ikke følelsesmæssigt, de var jo komplet fremmede til hinanden.
Han rystede på hovedet og grinte lidt. Let's just start slow. No sex in the beginning, but we can share a bed, we already do that, since you can't sleep alone right? sagde han smilende. And about the weddind. I think it was because you just left me at the alter, you kinda had to stay with me the whole evening. But we won't have to do that again, so let's not focus on that. Just remember if we ever go to a party or big gathering, we usually sit together and stuff like that Der var meget der skulle forklares, det var lidt svært når han ikke selv havde oplevet det rigtigt. Han havde bare set film eller kigget efter hvad hans mor og far havde gjort.

"I will, but I think you should go back to school no matter what, we can't be together all the time no matter what.. I also need a little space every once in a while.. sorry" fortalte han forsigtigt, men han prøvede bare at være ærlig, de kunne jo ikke gå op og ned af hinanden 24/7, så ville de jo blive total crazy oven i hovedet..
"Sounds about right" sagde han bare og gav Acacio ret, det var præcis det han havde tænkt jo, det ville komme meget længere med det her, hvis de bare var ærlige med hinanden - eller altså så ærlig som man kunne blive jo - for Calvin kunne jo alligevel ikke rigtig bare fortælle Acacio alting vel?! Men så meget som muligt selvfølgelig..

Calvin så bare lidt forvirret tilbage på Acacio der.. grinte.. af ham? "Okay.. no sex? Why no sex? You don't find me sexy? and yes I wanna share a bed, I can't sleep otherwise.." sagde han spørgende, men han skulle bare lige forstå det, i og med han intet vidste, så blev han jo nød til bare at spørge ikke?

"Oh.. right.. sti together okay.. and stuff? What stuff? I've seen people hold hands.. we do that too right? You like this?" sagde han så spørgende, som de jo netop sad og holdte i hånd, men for at understrege pointen holdte Calvin deres hænder op så Acacio kunne se hvad han mente, "and.. kissing? Do we kiss? When do we kiss? How do we kiss.. can we try it now? I've never tried it before.. I wanna try it it.. can we?" lød det bare fra Calvin, der var virkelig klar til ja.. det hele.. han ville bare gerne gøre det rigtigt, og virkelig gøre Acacio glad.. så længe han kunne altså.. ja han var all in.
Han lænsede sig frem mod Acacio, klar til at prøve det der kysse noget, hvis altså Acacio gav ham lov da.

Han havde ret, Acacio blev nød til at tage i skole, de kunne ikke være sammen hele tiden. Calvin havde selvfølgelig brug for plads, og det kunne han godt forstå. Han var bare desperat, han ville ikke dø i så ung en alder og han var meget tæt på det.
Han nikkede og prøvede at smile lidt overbærende. I understand, you need your space too svarede han og prøvede at virke mindre desperat og clingy, som han nok virkede til at være.

Acacio blev selv forvirret da Calvin begyndte at spørge ind til hvorfor Acacio ikke ville have sex med ham. Det var en utrolig mærkelig samtale at have med ham. Hvad pokker skulle han sige? Calvin så virkelig godt ud, Acacio ville lyve hvis han sagde at han ikke fandt ham sexet, men… var det noget at sige til en han nærmest ikke kendte.
That’s not what I mean at all, I’m just not ready for… the whole intercourse thing yet. mumlede han og tavs lidt.

Han smilede blidt til Calvin, da han begyndte at tale om at holde i hånd. Det var ikke noget Acacio havde gjort, hans forældre havde aldrig gjort det og han havde sjælendt gjort det med hans tidligere… “kærester”
Det føltes dog behageligt da det gjorde det. Yeah, we can hold hands, I like that sagde han stille og kiggede på deres hænder.
Han fik dog lidt svært med at synke, da Calvin spurgte ind til om de ikke også godt kunne kysse. Hvad pokker skete der lige? Han vidste ikke Calvin var så frembrusende, Acacio var meget mere tilbageholdene, men pludselig lænede han sig længere frem og Acacio var nysgerrig, så han lænede selv frem, indtil deres læber mødtes i et kort, forsøgende og blidt kys. Acacio trak sig tilbage med røde kinder og rømmede sig lidt. Han vidste ikke lige hvor god han var til at kysse, men det var ikke dårligt, det kys de havde udvekslede.
I guess we can kiss, sometimes mumlede han lavt.

"Yes, so do you" sagde han bare mildt, selv om Acacio måske ikke ville indrømme det, han sendte ham bare et ømt smil, og håbede det var okay. "Okay? So you do find me attractive? That's good, then we can have sex, when you want it" sagde han bare og nikkede og sendte Acacio et smil, han ville aldrig gøre noget Acacio ikke ville ha', eller ikke var klar til, det var helt sikkert, Acacio måtte selv sige til så, når han ville så skulle de gøre det, og ikke før eller senere, Calvin var klar, klar til at gøre hvad som helst for ham, så længe muligheden var der.
"I like it too" sagde han bare ømt og smilede til Acacio, der nu langsomt rykkede sig tættere på ham, som han lukkede øjnene let i og mærkede det bløde kys ramme sine læber - det føltes rart, rart og varmt. Han rykkede sig lidt tilbage og sendte Acacio endnu et smil, han så sød ud med de lidt røde læber, "anytime you want too.." sagde han glad tilbage, havde også brudt sig ganske godt om kysset, det var slet ikke ubehageligt, selv om han måske fik en smule dårlig samvittighed overfor William, men han var sikker på han ville forstå det og tilgive det - ikke? Jov, det ville han, William var den bedste, han savnede ham så meget uf.. selv om han gerne ville blive og gøre Acacio glad, så ville han også bare virkelig gerne tilbage til William.. åh det var svært.

Han havde behov for afstand? Det var nok det han aller mest ikke behøvede. Hvis han ikke var tæt nok på, ville hans ur bare tælle ned af og han var i den samme båd igen, med at være bange for at miste sit eget liv. Han sagde dog ikke noget, han svarede ikke tilbage.
Hvem ville ikke synes at Calvin var tiltrækkende, han var så freaking lækker! Men... sex var bare så tidligt, var det ikke? Yeah mumlede han bare lavt. Fik ham på ingen måde til at indrømme hvad han virkelig tænkte.
Det var rart bare at være sammen med Calvin på den måde, de sad bare foran pejsen og talte sammen, prøvede sig frem til hvordan de skulle få det hele til at gå. Han kiggede bare på Calvin med et smil på læben, måske en anelse opslugt af ham efter deres kys. Han ville gerne have mere, men så alligevel holdt han sig selv tilbage. Han rømmede sig lidt og sænkede sit blik.
Anyways.. Are you okay now? Maybe wanna go to bed? Det var trods alt ret sent nu og Acacio kunne sikkert kun tænke sig frem til hvor træt Calvin måtte være. Og måske havde han også selv brug for det og ville egentlig gerne ligge tæt på Calvin. Han smilede blidt til ham.

"Please" sagde han bare med et let smil, han var også virkelig træt nu, ville også gerne bare i seng, så det var hvad de gjorde.
Midt om natten vågnede Calvin dog op i ekstrem smerte, en så voldsom smerte han aldrig i sit liv havde følt før, som han kæmpede sig ud på badeværelset og sprøjtede vand i ansigtet, klynkende, skrigende, det var fuldkommen ulideligt - til han fik øje på navnet på sit kraveben, som langsomt lige foran hans øjne falmede væk! NO!!!
Han fik forvildet sig tilbage til værelset, måtte have larmet så meget nu at han havde vækket Acacio op, men han kunne slet ikke forholde sig til ham lige nu, hele hans verden var ved at falde for hinanden! Han greb ud efter sit tøj og hev det lidt halvt på, som han bare skubbede Acacio fra sig, "No don't! I need to go! I'm sorry, I'm sorry, I need to.. I need to.. go.." gispede han bare højt og lidende, som han fik skubbet Acacio nok væk til at kunne løbe ud af værelset ud af huset, for slet slet ikke at se sig tilbage igen..

Acacio fik det største chok, da Calvin lige pludselig rejste sig op fra sengen og løb ud på badeværelset. Han blev så forvirret og nervøs, siden han ikke rigtig vidste hvad der skete. Han rejste sig også op for at finde ud af hvad der var igang med at ske.
Calvin, what's going on? spurgte han skræmt og prøvede at gå hen til ham. Men han blev bare skubbet væk igen? Han forstod ikke hvad der skete og det skræmte ham ærligtalt at se Calvin sådan. Calvin? han prøvede igen, bare lidt mere rolig, men endte med at blive skubbet væk igen. Han blev nød til at gå? Hvad mente han? Hvorhen?! Han prøvede at løbe efter ham, gribe efter ham, men han var allerede ude af døren og væk. Hvad skete der lige?


~ 90 dage efter ~

Acacio havde været i fuldstændig panik de sidste par dage. Han havde ikke fået meget søvn, fordi han prøvede at lede efter Calvin, samtidig med at han hele tiden brugte tid på at kigge efter mulige måder han kunne forblive levende på. Det var noget han havde brugt det meste af hans liv på, han var dog stoppet efter lidt og accepteret hans død, men efter Calvin blev en del af hans liv og en måde han kunne leve på, havde han pludselig fundet sin vilje til at leve, som lige pludselig var blevet revet ud af hans hænder igen.
Han kunne ikke finde Calvin, lige siden den nat. Han havde ledt og ledt, men havde intet fundet. Der var syv dage tilbage for ham at leve i, han talte sekunder, minutter og timer, hvordan kunne han lade være, det var lige på hans håndled!
Han gik langs gaden, kiggede forgæves efter en snært af håb. Han lignede nærmest en zombie, der var sorte poser under hans øjne og hans hår var så sjusket. Hvordan havde han bare ladet sig selv gå på den måde.
Han havde mistet lidt af sit håb, han var langsomt ved at acceptere det igen, men der var ikke flere dage hvor han bare kunne nyde sit liv, det var slut og han havde ikke engang sagt farvel til hans forældre... eller prøvet at forklare.

Det var blevet sent, og mørket var på vej i det gadelygterne klikkede tændt, og skyggerne voksede til uhyggelige størrelser. Calvin bemærkede dog intet af det, af den skumle stemning, af den triste stemning - at håbet der var forsvundet mellem fingerne på Acacio - han havde ingen tanker givet ham på denne helt almindelige onsdag - faktisk havde han ikke givet ham mange tanker på det seneste - havde ligesom haft nok at se til ik?
Han var faldet lidt ned i dybt hul ligesome, efter at have mistet William, havde intet i livet bare virket særlig opmuntrende, han havde ikke været lykkelig i et sekund siden, og følte ej hellere at han fortjente nogen lykke overhovedet - måske var det derfor han ikke var taget hjem til Acacio igen, følte ikke han fortjente ham, og følte måske bare han ville have gjort hans liv ubærligt, og bare ville være en sort skygge og en plageånd - ingen havde lyst til den slags selskab vel..

I stedet havde han fundet nogen mindre gode venner, og var flytte ind hos en pige han havde haft et par one-night stands med, som Calvin nok havde lært en del siden Acacio sidst havde set ham, om det var godt eller skidt.. deeeet..
Lige nu gik han i en gruppe af "venner", på vej til en club længere nede af gaden, som han havde en tøs under armen og de gik og delte en flaske rødvin - han lagde slet ikke mærke til Acacio som de gik forbi ham på gaden, en af hans venner gjorde dog og fløjtede bare drillende efter drengen - Calvin så intet tog bare en slurk af vinen.

Acacio stoppede langsomt op, da han var sikkert på at han lige så Calvin gå forbi sig. Det kunne ikke være andre end ham, hans ur stoppede også. Han vendte sig om for at se Calvin gå med en pige ved sin side og King's hjerte gik itu. De var stadig gift jo, hvorfor var han bare gået? Hvad var der sket med ham. Det lignede slet ikke den Calvin han kendte, den rolige og blide Calvin.
Calvin? sagde han en anelse spørgende, ikke helt sikker på at det var ham. Det kunne være hans onde tvilling, right? Det fandtes jo, havde han hørt.
Han havde svært ved at holde sig oppe når han bare stod og kiggede på ham. Han havde brug for at bevæge sig, hvis han skulle holde sig vågen. Men han havde endelig fundet ham som han havde brug for, ham der gjorde at han endelig ville kunne få lov til at sove igen.
Han var bange for hvad der ville ske dog, han virkede til at være kommet videre, helt ligeglad med hvad der egentlig skete med Acacio. Det gjorde så ondt, men selvom det gjorde ondt, kunne han ikke nægte at han havde brug for Calvin.
Han gik tættere på for at se han ordentligt, men det var meget forsigtigt. Hvis han tog fejl ville han ikke ende med at få en knytnæve i ansigtet, så ville han helt sikkert gå kold og bare falde om.

Calvin drejede blikket lidt bagud, som hans navn lød på én ikke helt så fremmeds læber, han genkendte stemmen før han genkendte personen, som et snedigt charmesmil formede sig om hans læber. "Who's the boy Cal?" fniste en af tøserne bare, som havde lagt mærke til hvordan Calvin var stoppe op, og nu var hele flokken så bremset helt, som de alle stirrede på Acacio, ikke helt så venligt som det nok kunne være blevet. "Husband.." grinede Calvin bare, som de andre fulgte hans latter, troede selvfølgelig bare han jokede, men det gjorde han jo sådan set ikke. Han førte to fingre op til panden og lavede en hurtig flabet hilsen, hvor han kørte fingre væk fra panden, som man hilste i flyvåbnet. Så drejede han bare rundt og forsatte hen af gaden, der var intet han kunne gøre alligevel, selv om hans tanker stadig blev hos Acacio, og ikke helt kunne lade være med at fundere over den skrækkelige tilstand drengen havde været i, var det hans skyld?

Hans venner var dog ikke helt lige så hurtige til at ignorer drengen, som han selv havde været, som de bare lidt nysgerrigt stirrede på Acacio, "You really are his husband aren't you?" lød det bare lidt tænksomt fra en fyr, der kun kunne se sandheden i nærmest alt - en af hans evner. "Oh he is?! Well then he must come with us! Come on hon'.. mhmm" lød det fra en af tøserne der gik frem mod Acacio, lagde en arm om nakken på ham og hev ham med gruppen, hvor Calvin nu var et par meter længere fremme og på vej ind på en club.

Hans hjerte begyndte at banke hundred kilometer i timen, da Calvin vendte sig om mod ham. Han havde savnet ham, ikke blot fordi han fik uret til at stoppe, men måske fordi at han faktisk endte med at syntes ret godt om ham. Måden hans læber føltes mod hans, hans hånd der passede perfekt og når de sov sammen, fordi Calvin ikke kunne sove alene. Han savnede det så meget.
Det skar i hans hjerte da han bare grinte efter at havde kaldt ham hans mand. Acacio havde gået med til at blive gift med ham, fordi han ville vide hvordan det var i de sidste dage han havde, og han endte med at ville leve længere, for at kunne være gift længere med Calvin.
Han havde lyst til at råbe af ham, kalde ham alle mulige navne, fordi han var så kold og kynisk, men han havde ingen krafter til det, han var alt for træt og udmattet, klar til bare at falde om lige på gaden og tage to dages søvn.
Han stod lidt forstenet og kiggede efter Calvin, der bare begyndte at gå videre og inden længe begyndte hans ur at gå igen.
Han fik et mindre chok da en af Calvins venner, åbenbart, var kommet frem til at Calvins svar ikke var for sjov.
Acacio nikkede bare trist og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, indtil han bare blev slæbt med af en pige. Han havde ikke rigtig lyst, han var ikke typen der løb efter en der ikke ville have noget med ham at gøre, men så igen... han havde aldrig rigtig været forelsket før havde han.
En vrede kom til ham og han kunne ikke rigtig stoppe sig selv. You bastard! råbte han efter ham og kom fri fra pigens greb. Like hell he was going in there. Han var for træt til det og han ville ikke se hvordan Calvin agerede sig i en club, når han var som han var lige der. En helt anden Calvin.

Calvin drejede sig lidt som der blev råbt af ham, lige inden han skulle til at træde inden for - og opdagede så at Acacio var fulgt efter ham, eller var blevet slæbt med af hende den mørkhåret, forhelved altså. Et sexet frækt smil spillede bare om hans læber, "You guys go ahead, I'll just be a few seconds.." sagde han så bare til sine venner, hvor de fleste gik ind, men ham fyren fra før stoppede alligevel op og så lidt trodsigt på Acacio, "don't worry Brandon.. just a minut.." sagde han forsikrende, som Brandon fyren alligevel trådte ind på klubben, og Calvin så gik over til Acacio, "Come with? I'll buy you a drink?" sagde han så bare med et charmerende smil om læberne, men der var alligevel lidt dårlig samvittighed og fortrydelse i hans blik, men altså, han kunne jo ikke gøre det om nu vel?
"A last one probably" sagde han bare lidt strengt, som han rakte ud og tog fat i Acacios arm, "there you go, now you have a few more minuts to spare.. so what do you really have to lose?" hviskede han bare med et drillende smil om læberne, som han nikkede mod klubben.

Han ventede bare på at han kunne få Calvin alene, så da Calvin bedte de andre om at gå ind, blev han en anelse håbefuld. Han havde håbet lidt af det var vennernes indflydelse der gjorde at han var sådan... men det var en tanke som hurtigt blev lavet om på, da Calvin åbnede sin forbandede mund og kom med nogle af de dummeste sætninger han nogensinde havde hørt. Få en drink med ham? Han måtte være sindssyg! Så han ud til at være i nogen tilstand til at kunne drikke? Han så halvdød ud, han lignede noget katten havde slæbt ind og han vidste det godt, men han havde ingen energi til at ændre det.
Han skubbede hårdt væk da han greb fat i hans arm. Hvordan kunne han sige sådan noget, uden at tænke et sekundt over det. Acacio ville miste sit liv om 7 dage og Calvin var bare ligeglad... Ikke at han vidste at han ville dø om syv dage, men han vidste hvad det indebar at han ikke var ved Acacio's side! Kólos!(Asshole) råbte han af ham. Han kunne ikke længere styre sin tåre, da han både var så vred og ked af det. Han kunne ikke være det bekendt! Hvordan kunne han bare lege med hans liv på den måde, som om han bare tog det som en joke.
Why did you become like this? This isn't you klynkede han. Han havde aller mest lyst til at gå, men samtidig så havde han kun syv dage tilbage.

"Oh come on Acacio.. you saw the witch mark on me, you live in this city, you know what that means - I was never meant to be yours.. it would never have lasted" sagde han så bare lidt opgivende, men det var jo rigtigt, han havde altid haft en plan om at skulle finde tilbage til William, han havde aldrig tænkt sig at blive sammen med Acacio ligegyldigt hvad jo. Nu var det så bare ikke William men en anden med navnet Krystal, som han ikke kendte og faktisk ikke gad kende, han gad aldrig finde hende, gad aldrig føle hvad han følte med William med nogen andre nogensinde igen, fuck kærlighed, han hadet det! Det gav ikke andet end problemer, se nu bare her forhelved argh!
"The only reason why I married you, was because my kidnappers told me they would kill William if I didn't, and they wanted your partens money, so I agreed so that I could keep the ONLY person I loved alive - but they killed him anyway, so I guess we both lost ha? Now you at least know the truth.. but sure, I'm sorry you had to.. be sucked in the middle of all that, but I can't help you with anything now Acacio, it's just too late.. and now, if you don't want that drink, I'll have to go.. because I sure need one.." sagde han så bare som han trådte over mod døren, med et stik af samvittighed i brystet, men det var jo ikke hans skyld, og det var ikke Acacios skyld.. de var bare begge blevet udnyttet af nogle meget onde personer.. men det var der jo ikke noget at gøre ved nu.. og hvordan skulle han kunne hjælpe Acacio når han ikke engang kunne hjælpe sig selv.. det var jo nytteløst!

Han sænkede skamfuldt sit blik. Det var rigtigt, han havde det mærke som Acacio godt kendte til. Men alligevel lod han sig selv falde lidt for ham. Det var ikke fair for Calvin eller hans mage, men han kunne ikke styre sine følelser. Han havde følt at Calvin var ham der skulle rede ham, ham der skulle holde ham i live. Han sukkede trist og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, indtil at Calvin begyndte at forklare hvorfor han egentlig giftede sig med Acacio.
Det gjorde ondt at høre på, at William havde været grunden til det, at Calvin hele tiden kun havde elsket sin mage... men alligevel kysset og holdt i hånden med Acacio. Han følte sig udnyttet på en eller anden måde, men han kunne godt forstå Calvin, han ville rede den han elskede og Acacio var bare den uheldige fyr.
Han kiggede op på Calvin. Ville han bare gå? Var det det? Han ville ikke hjælpe ham, ville ikke forhindre ham i at dø? Men... hvordan... hvorfor? Han kiggede desperat efter ham. You can't just let me die. Please hviskede han før han begyndte at græde. Han var så træt, træt af at lede efter Calvin, træt af at have håb. Han ville ikke gøre noget for noget længere, så han valgte bare at tigge og be, han kunne ikke gøre andet, han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, hvad der ville kunne få Calvin til at blive hos ham.

Calvin slog bare lidt ud med armene, "what else am I suppose to do Acacio?" sukkede han bare tungt, hvad skulle han gøre hva! Han kunne jo ikke bare.. være sammen med ham.. bare så Acacio ikke døde vel.. det var sgu også lidt egoistisk.. alligevel fik han dårlig samvittighed, forfanden altså! "Please stop crying.. fuck.." sukkede han bare irriteret, og kiggede ind på klubben, "you already look like shit, this doesn't make it better you know.. Jesus.. just.. stay here then.. one minut.. wait for me.." mumlede han bare surt, og gik så ind på klubben, men kom dog igen.. et par minutter senere, med en flaske sprut i hånden, som han nikkede mod en taxi, "let's just get you home.." mumlede han, kunne jo alligevel ikke bare efterlade den grædende dreng midt på gaden helt alene vel.. selv om han var lidt af et røvhul nu, så havde han svært ved at være ligeglad med Acacio.. han var ikke forelsket i ham eller noget, men alligevel havde nok lidt følelser for ham, de havde jo alligevel boet sammen og ja - de var vel gift, selv om det var ret meget fake, men ja..
Han fik dem ind i taxien og fortalte bare deres adresse, det var vel egentlig stadig deres hus..
Da de kom frem, hjalp han ham ud og op til huset, som han lod Acacio om at låse op, "you need a shower.. and sleep.." sukkede han bare, og gik med ind, som han lukkede døren bag dem og gik med Acacio oven på, han greb dog et glas på vejen og hældte en drink op til sig selv, som han stillede flasken fra sig på kommoden i soveværelset, og tog en lang tår, og så endnu en, før han stillede glasset også. "Okay shower.." sagde han så bare, som han lynede Acacios jakke op og trak den af ham, før han tog fat i hans t-shirt og trak den over hovedet på ham, uden et ord mere fik han så bare åbnet hans bukser og trak dem ned, som han gled ned på hug, hjalp ham af med sko og strømper og så bukserne, "sh!" mumlede han bare, gad ikke høre på nogen protester, skulle bare have Acacio i bad og i seng, og fyren kunne jo åbenbart ikke finde ud af at gøre noget selv vel.. så måtte han jo bare gøre det for ham altså. Han tog hans hånd og hev ham med ud på badeværelset hvor han tændte for brugseren, og vendte sig så mod Acacio, tøvede kort med tog så bare fat i hans underbukser og hev dem ned, fik ham ud af dem og hjalp ham ind i brugseren, som han rakte ud efter noget shampoo, og ventede på at Acacio var klar til at få vasket hår.

Help me bedte han helt ynkeligt. Han ville da ikke stå der og græde for åben gade, men han kunne forfanden ikke holde det inde! Han var udmattet, han havde lov til at græde! Han havde ledt efter den dumme fyr i over 2 måneder! Den skiderrik!! Han kunne da ikke bare stoppe, fordi han blev bedt om det.
Han fik dog lidt håb igen, selvom det nok var dumt, da det lød som om at Calvin gav sig og ville hjælpe ham. Han stod bare og ventede indtil han kom tilbage med alkohol i hånden. Virkelig? Han virkede ikke som typen... Men det var nok fordi han havde mistet den han elskede, så han kunne vel godt følge ham på et eller andet punkt.
Acacio nikkede lidt da Calvin ville tage ham hjem. Han tørrede sine øjne inden de kom ind i taxien.

Huset lignede noget der var løgn, nok fordi Acacio brugte det meste af dagene og lidt af natten på at lede efter Calvin eller lede efter en måde han kunne leve videre på. Han havde ikke fundet noget, ikke engang at blive vampyr ville hjælpe ham, for det var bare en skæbne han ikke kunne komme væk fra.
Han ville næsten ikke have Calvin med ind, men det blev han nød til.
Han tændte for lyset da de var inde og kiggede lidt rundt. Tøj, bøger, tallerkner og glas lå rundt omkring. Ting han ikke orkede at rydde op, for han ville bare bruge det igen og igen.
Sleep mumlede han bare. Han ville bare sove, han kunne sove når Calvin var, bare han ville sove ved siden af ham.
Han gik op til hans værelse, som nærmest lignede det samme som resten af huset. Tøj og bøger over det hele. Sengen var det eneste der så pænt ud, den var pænt redt, det var nok... omkring 4 dage siden han sidst havde sovet i den.
Han skulle til at protestere om badet, men holdt helt op da Calvin begyndte at tage hans jakke af og efter det hans trøje. Han begyndte faktisk bare at tage hans tøj af, som måske var lidt... grænseoverskridende for ham, det var de aldrig rigtig kommet til.. Han lod dog være med at sige noget, da Calvin tyssede på ham.
Han lod sig bare hive med ud på badeværelset, han kunne grave sig ned et sted, da hans underbukser blev taget af og han stod i ingenting, som Calvin førte ham under det varme vand. Hans muskler slappede helt af og han lod sin læne tilbage mod væggen med lukkede øjne. Han kunne sove lige der hvis det skulle være, men han ville helst ind i sengen, så han lænede sig frem igen. Da Calvin begyndte at vaske hans hår, kunne han ikke lade være med at sukke nydende. Det føltes fantastisk, den masserende følelse i hovedbunden.
Don't leave me, stay for tonight bedte han søvnigt.