A chaos wedding - Calvin

Hmm should I just tell him? I don't see why I should lie about it? I know I'm suppose to pretend being the son of the mad scientists, but for that I wouldn't have to alter my background story, would I? It's a bit of a grey area really..
"Down in hell, I wasn't born there tho' - I was kidnapped at birth.. spend almost all my life down there.. Until recently when I was freed - that's why I don't know anything, about this world.." sagde han så, valgte alligevel at være ærlig overfor Acacio, han virkede som en flink fyr, god af hjerte god af sind - hvis han kunne, ville han gerne være ærlig over for ham, så ofte som muligt.
"Oh yes! I forgot to tell you, but thank you - I think it's pretty cool too.." sagde han bare glad, only one thing, I wish I was better at it, that I had control over it, so I could use my powers to help William, but I can't - I'm still a complete newbie, in everything.. It's hard.. to always be the odd one out.. hmm..

Han trak sig lidt tilbage, da Acacio så pludselig lod til at blive fornærmet, og hans øjne mødte hans bare hud, som han nu skjulte med den ene hånd, dog var Calvin uforståelig overfor hvad det var han prøvede at gemme. "I'm sorry I didn't mean to pry, I was just curious, I know nothing about you.. tell me something else then? What do you do, on a normal basic, do you work? Or mhmm that other thing.. school? Do you do school?" sagde han så, og gjorde virkelig sit bedste for bare at være en normal fyr der prøvede at lære Acacio bedre at kende, selv om han ikke helt kunne skjule sin uvidenhed, over for helt normale begreber som arbejde og skole. Han lænede sig lidt mere frem og lagde blidt en hånd mod Acacios skulder, som han gav et par venskabelige klap, for at undskylde og bede om tilgivelse. Han slap ham igen, og vendte sig om for at se til pandekagerne, stakken blev større og større og Calvins mave knurrede sultent ved synet, han kunne næsten ikke vente. Han listede hen i køleskabet og åbnede lågen som hans øjne løb ned over alle de forskellige vare, det var næsten helt overvældende, "Do.. you have any chocolate milk?" lød det så spørgende fra ham, selv om kartonen stod lige foran ham - men han havde ingen ide om hvordan den så ud, og.. han kunne ikke læse - i alt fald ikke engelsk.

Helvede?! Han havde været i helvede? Acacio kiggede på ham med store øjne, en smule skræmt som han stod overfor en som havde overlevet helvede. Han sank en klump og nikkede så bare. Ja, det ville vel forklare at han ikke vidste de forskellige ting. Så blev han vel nød til at forklare ham meget for at han kunne leve ordentligt right?
Ugh, det gad han næsten ikke jo.
Hell? That's... um different sagde han og kløede sig lidt i håret. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til ham. Han havde ikke hørt om at nogen nogensinde havde været i helvede, det var... nyt.
Acacio nikkede bare og gav ham et akavet smil, da han sagde at han havde glemt at fortælle at han var heks. Der var så mange ting der kunne være nemmere med en heks i huset! Det ville blive nogle lette 105 dage for ham!

Han sukkede tungt og rystede bare på hovedet. Han behøvede ikke at sige undskyld, han skulle bare ikke spørge om det igen. Han grinte lidt da han begyndte at spørge ind til hvad han lavede.
I do go to school, but I'm rarely there. I rely on my family's money and live a life of luxury. As long as it lasts sagde han og mumlede det sidste, bare for sig selv.
Acacio's øjne fulgte Calvin da han gik hen og åbnede køleskabet. Pandekagerne var snart færdige og den dejlige aoroma fløj rundt i køkkenet. Det var lang tid siden at han havde fået pandekager. Og nu stod hans mand og lavede dem til ham... Det var mærkeligt.
Han rejste sig op, da Calvin spurgte til chokolademælken og Acacio nikkede bare, inden han gik hen og tog den lige foran ham og rakte den til ham.
Why did you marry me? spurgte han som et skud tilbage mod ham. Som altid, han ville gerne høre mere om ham... men han var ikke villig til at give samme information.

"Very much indeed.. but I don't like talking about it, it was not very pleasant down there.." sagde han så bare, med de lidt mere triste øjne - ikke at hans tid på jorden havde været meget bedre, han var gået fra det ene helved til det næste. I det mindste havde han mødt William, og han havde klart været det lys han havde haft brug for i sin ellers mørke eksistens, uden ham havde han sikkert ikke overlevet lige så længe.
"Yes, school it is!" sagde han bare glad og nikkede så, han var ret sikker på han forstod hvad Acacio mente med penge, men alligevel blev han lidt i tvivl, han kunne ikke helt fornemme om det at Acacio levede af sine forældres penge i sit luksus hus, var en god ting for ham eller en skidt en. "As long as it makes you happy, yes?" prøvede han lidt opmuntrende, fordi stemningen ærligtalt var blevet en del trygget. "What do you do.. in school?" spurgte han så, igen for blot at lære drengen bedre at kende, han anede ikke hvor lang tid han skulle være her - men han havde en fornemmelse af, at tide ville gå hurtigere, hvis han interagerede med Acacio. Igen han virkede som en flink ung mand, så det var ikke noget han havde det store imod.
"Me? Because my parents wanted me to.. In fact they didn't give me much choice.. I don't wanna tell you why, at least not before you tell me your secret too.. You know which one I'm referring to.." sagde han så bare og blinkede så bare til Acacio, ja Calvin var en mand med mange talenter, ikke de normale hverdags kunstner. Men! Han havde derimod en ret speciel sjette sans om man ville, en sans om bedrag, hemmeligheder, løgne - bare en lille ting han havde lært at gennemskue efter sine mange år i heleved.
"Thank you, now let's eat, shall we?" sagde han så og bare kartonen hen til bordet, som han lidt forvirret så sig om efter - glas, tallerkner og bestik..

Acacio forstod godt hvorfor han ikke ville tale mere om det, men en del af ham forstod ikke og ville bare presse ham til at sige det. Det ville han normalt gøre, men det var også fordi han aldrig ville se dem igen, ham her blev han nød til at være sammen med i noget tid.
I understand svarede han og gav ham et blidt smil.
Acacio hade skole, nok mest fordi han ikke rigtig havde nogle venner der, han var ikke særlig god til at virke imødekommende. Det havde han nu heller ikke lyst til, for at være ærlig, tsk.
Glad, så længe han var glad, ja. Han vidste snart ikke rigig hvad det ord indebar. Han havde ikke haft meget tid til at være glad, ikke når der var en konstant reminder om at få det bedste ud af livet. Yeah, happy mumlede han.
Acacio hævede et bryn, da han spurgte om hvad han lavede i skolen. Fagene mund? Well, I get teached in greek, latin, riding, astrology and art ramsede han op. Det var mange fag, men han kunne klare det. Godt nok viste han der ikke meget, men han var utrolig klog og havde altid været den bedste i hans klasse.
Han lyttede interessant efter hvad Calvin sagde, men rullede så bare med øjne da han sagde, at han ikke ville fortælle mere, medmindre han fortalte sin hemmelighed. Var han så nem at gennemskue? Tsk. Not gonna happen, besides you wouldn't like my secret. sagde han og smilede bare skævt til ham.
Acacio nikkede da Calvin ville spise. Han grinte bare da han kiggede rundt efter de forskellige ting, så Acacio tog bare tingene ud og dækkede op til dem ved det store spisebord ikke langt fra køkkenet. Han satte dem dog overfor hinanden, det ville være mærkeligt at sidde en meter fra hinanden.
Han dækkede op og satte sig så, klar til at spise nogle pandekager!
Have you had pancakes before? spurgte han nysgerrigt og kiggede på Calvin.

"Yes?" sagde han så ikke helt overbevist, Acacio virkede ikke ærlig omkring det i alt fald, hvorfor mon han ikke var glad? Var det på grund af ægteskabet med Calvin, var han også blevet tvunget? Det var selvfølgelig ikke rart, men heldigvis ville det ikke vare evig, så snart deres ægteskab var godkendt, og de rent faktisk var gift lovligt og stod i alle arkiverne - så ville Calvin være væk, og Acacio kunne igen leve sit liv som intet var hændt. Men det var jo slet ikke sikkert, slet slet ikke, at det var derfor Acacio ikke var glad? Måske ville han gerne være gift, og måske ødelagde Calvin det for ham? Med slet ikke at ane hvordan man var gift? Og måske var det noget helt trejde.. det var svært at sige jo.

"Aah.. I know latin as well, or I mean, latin is the only language I know how to read.." sagde han så stille, som skrifterne i Helved selvfølgelig alle havde været på latin.
"But it sounds like some good subject, or maybe not? I can't really tell, maybe you wanna explain? What are they about, and.. do you like them?" sagde han så bare, glad for at lære Acacio bedre at kende, og ind til videre gik det egentlig også meget godt.
Han fulgte efter ham ind i spisestuen, som han skulede ondt til tv'et men valgte at sætte sig så han slet ikke kunne se det, da de havde sat sig ved bordet, dukkede pandekagerne på magisk vis op på deres tallerkener, og kakaomælken havde selv hældt sig op i deres krus - blot med et lille bitte ord fra Calvin af.
"You don't know yet.. I'm not as anyone you've ever met.. maybe I'll like it? Or if anything.. I'm sure I can handel it.." sagde han så bare igen med et lidt kækt blink, før han gik i gang med maden, "Not yet, my.. friend.. told me about them.. he told me about a lot of stuff, but I haven't really seen that much for myself yet.." sagde han bare, og samlede bare pandekagen op med fingerne, var ikke rigtig vant til bestik, så han anede ikke hvad det skulle bruges til.. han begyndte i stedet bare at spise.. og snart var han i himlen. "Wow.. it's.. heaven.. can we eat this all the time, please.." mumlede han med mad i munden, som hans øjne lyste op som julelys, alt for begejstrede over pandekagerne, men altså - de smagte virkelig godt! De smagte af det bedste han nogen sinde havde spist - William havde ret.. nu var det også Calvins livret.

Han ville ikke rigtig komme længere ind på det, alt havde jo noget at gøre med hans dumme evne. Alt ville være bedre hvis han ikke havde den evne! Så behøvede han ikke gå og bekymre sig, han behøvede ikke at gå og være angst over det hele tiden.
Han nikkede bare, han kunne ikke sige mere og han håbede at Calvin kunne forstå en hentydning selvom han havde brugt det meste af sin tid i helvede.
Han kunne ikke sige at han var overrasket over at han Calvin kunne læse latin, der var sikkert mange magibøger på latin right? Men det var da sjovt at de begge kunne latin, så havde de vel noget tilfælles right?
Are there a lot of magicbooks in Latin? spurgte han nysgerrigt.
Han grinte lidt af Calvins desperate forsøg på at lære Acacio at kende. Han ville normalt ikke synes om det, men måske var det bedre at lukke op nu, han havde alligevel ikke meget at miste right?
I like my subjects a lot, mostly Greek, it takes me back home... I miss home a lot, but we came here because of my mom and dads work sagde han og legede lidt med sin morgenkåbe.
Et smil hvilkede på hans læber som de satte sig ned og maden selv kom på tallerknen, samt væsken. Det var det rene luksus. Magi! Så behøvede man ikke at hæve en finger. Hvorfor havde han aldrig tænkt på at hyre en heks? Tsk.
Han smilede lidt og rystede på hovedet. Han håbede da ikke at han kunne lide hans hemmelighed, det ville vel betyde at han ville kunne lide tanken om at Acacio skulle dø snart. Eller... måske var det en god ting for Calvin? Han vidste det ikke rigtigt.
Hmm... I don't hope you will like it then. Either way, let's just leave it at that sagde han og kiggede sultent ned på pandekagen foran ham.
Your friend has good taste kommenterede han inden han begyndte at spise sin pandekage. Det var så lang tid siden, han elskede den smag! Det var en ting han kunne lide ved england, de spiste pandekager til morgenmad!
Han grinte og nikkede. Sure, you just make it svarede han og smilede som han proppede sin mund med pandekagen.

Calvin så op, munden fuld af pandekage og nikkede bare, som han fik tygget lidt mere af inden han svarede - "There is yes, but I've never read in one, unfortunately, all my magic is self taught - but it's okay, I'm kinda a natural, my real parents must have been really powerfull magicians.." sagde han så bare, selvfølgelig var der stadig meget at lære, han ville helse at få muligheden for at studere magi meget mere - alt hvad han kunne ind til videre, hjalp ham ikke specielt meget i det store hele, han ville gerne kunne forsvare sig selv - gøre en forskel - hjælpe William.. og ikke bare bage pandekager.
"Oh? You are not from here either? I'm sorry you had to move away, it's never easy to leave.. your loved once behind.." sagde han stille, som han lidt fik en klump i halsen, ved tanken om William helt alene i fangekælderen, han kunne endda mærke hvordan hans øjne begyndte at svie - og hurtigt mistede han også appetiten. Han tog en mundfuld kakaomælk og rejste sig så fra bordet. "Very well then, I'm gonna go.. now.. then.. see you around!" sagde han så bare, som han gik hen til trappen og hurtigt spurtede op af den, til han nåede sit værelse og lukkede døren bag sig. Han lagde sig bare på sengen og lod tårerne flyde, imens han puttede lidt med puden og savnede sin mage mere og mere, det var helt ubærligt.. og derfor kom han heller ikke ud fra værelset resten af dagen.. ikke engang til aften, hvor det måske ville være normalt at komme ned og få noget at spise? Men Calvin havde allerede fået mere end han plejede på en helt uge nærmest, så han lå blev liggende i sin seng, havde nu puttet sig helt ned under både dyner og tæpper, som han havde trukket for, så der var blevet helt mørkt i værelset - så han kunne drømme sig væk til kælderen og i sine tanker være sammen med William igen.

Oh, så det var åbenbart ikke hans magibøger der var på latin? Måske var det bare fordi han var så gammel at han kunne latin? Han vidste det ikke helt, men der var også noget andet der fik hans opmærksomhed.
Hans rigtige forældre? Hvem var så dem til brylluppet? Måske nogen der havde fundet ham da han kom tilbage fra helvedet? So the ones at the wedding wasn't your real parents? spurgte han undrende, mens han tog den næste pandekage og spiste.
Det var tydeligt for Acacio at Calvin blev nedtrykt ved at tale om hjem. Det kunne han godt forstå med alt det han havde været igennem, kidnappet og så helvede, han savnede sikkert selv hjem og dem han holdt af. Han sukkede tungt som Calvin sagde han havde fået nok og ville gå hen til sig selv. Acacio nikkede bare og lod ham, mens han begyndte at rytte op.
Hans ur var igen stoppet i nogle sekunder, før det begyndte at gå igen. Gad vide hvad der var galt, måske var det hans evne som svigtede ham? Det ville dog være mærkeligt.
Da han havde ryddet op fik han lyst til at gå hen til Calvin og tjekke op på hvordan han havde det. Men han lod være og gik ind til sig selv.
Uret tikkede afsted som dagen gik og det snart blev aften. Han havde ikke hørt til Calvin resten af dagen, han måtte havde været virkelig nedtrykt efter deres snak. Acacio troede ellers lige han skulle til at lukke sig op, men det blev ikke rigtig til noget alligevel, det var nok også for det bedste.
Han lå bare i sin seng, havde stadig lysten til at gå ind og tjekke op på Calvin, men han ville hellere give ham plads til at tage det hele ind. Det var noget de begge to måtte have brug for.
Han lagde sig til at sove, med en pude krammet ind til sig.

Næste dag.

Han vågnede sent den næste morgen, han vidste ikke hvorfor, han havde gået tidligt i seng, men alligevel havde han sovet i lang tid. Det gjorde ham dog heller ikke noget.
Han rejste sig fra sengen og strakte sig. Han havde et par pyjamas bukser på som han havde skiftet til inden han sov, det var alt andet bedre end at sove i en morgenkåbe.

Det havde ikke været nemt at tage sig sammen igen, faktisk havde det været helt umuligt. Men da trætheden så alligevel slog ind, begyndte han at føle ubehaget krybe op af armene, og han følte sig mere alene end nogen sinde før - selv om han havde tilbragt utallige år helt helt alene.. det var bare noget andet nu, nu han var vant til at William altid var der til at få ham igennem de lange dage og nætter - og nu var han helt alene? I det her kæmpe hus, sammen med en lille dreng han slet ikke kendte.. Men stadig, det var bedre end ingen ting.. tænk hvis Acacio heller ikke havde været der - så var han måske blevet helt gal oven i hovedet af ensomhed og savn..

Han gav op på at falde i søvn, men kunne også mærke hvor rastløs han var blevet, i stedet tog han igen et brugsebad, det var utrolig lindrende og fik ham til at falde lidt ned igen. Han gik nøgen tilbage til sengen og igen prøvede han at falde i søvn, det var ikke fordi han ikke var træt jo.. men det nyttede ikke.. til sidst bestemt han sig for at liste sig ind til Acacio, som heldigvis lå i sengen allerede, så skulle han ikke ud og lede efter ham.
Han gik ind i værelset lukkede døren efter sig, kravlede op i sengen og gled ned under dynen til drengen, "Acacio?" hviskede han stille, men drengen reagerede ikke, han sov nok allerede - så Calvin kravlede bare lidt tættere på, men ikke helt så tæt på som igår og lukkede sine øjne, som han ret hurtigt forsvandt ind i drømmeland.

Han vågnede lidt sløret den næste dag, lige som Acacio stod op. Han satte sig træt op i sengen og så sig lidt omkring i det nye værelse, som han smilede et alt for charmerende morgensmil til Acacio. "Good morning.." han havde selvfølgelig slet ikke tænkt over at Acacio ikke anede at han havde sneget sig ind til ham i nat, og sikkert ville få et chok når han opdagede det..
Calvin strakte sig bare og så op på Acacio med sit charme smil og lettere forførende blik, han havde det meget bedre nu.. Acacio havde åbenbart den virkning på ham.

Acacio fik sig noget af et chok, da han hørte en stemme bag sig. Han drejede hurtigt om for at Calvin i sin seng. Hvordan? Hvornår. Han kiggede måbende på ham, som han ikke rigtig forstod hvad der skete. Var han bare sneget sig ind til Acacio i løbet af natten. Af en eller anden grund fandt han det ikke ukomfortabelt. Hans kinder blev røde og han bed sig lidt i læben af nervøsitet.
Han vidste ikke hvad han skulle sige, han var stadig lidt overrasket over at Calvin var i hans seng, det virkede så mærkeligt at have nogen så tæt på.
Umm... good morning svaret han som han strøg en hånd gennem sit hår. When did you get in here? Why? spurgte han nysgerrigt. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle håndtere det. Godt nok havde de sovet sammen en gang før, men der var Calvin også fuld og havde brug for en ved siden af og Acacio faldt i søvn. Han havde ikke regnet med at det skulle ske en anden gang, men Calvin havde åbenbart stadig brug for at have en ved siden af sig?
Acacio gik hurtitg hen og tog en tshirt fra sit skab og tog den på, så han ikke var blottet overfor Calvin. Det var hans mand... men det var falsk og han var nærmest fremmed for ham.
Um.. we should get breakfast, you want breakfast? sagde han hurtigt, en anelse desperat for at komme ud af denne akavet situation. Det hjalp slet ikke med det smil han havde på læben og det blik han sendte ham. Det gav ham kuldegysninger. Hvad pokker havde fyren gang i?

Calvin gabte bare lidt og rystede svagt på hovedet, "I don't know what time" sagde han bare med et skuldertræk, faktisk kunne han slet ikke klokken, så det ville blive meget svært at afgøre. "I can't sleep alone.." sagde han så bare meget ærligt, hvilket jo var sandheden, og han ville meget heller sove sammen med Acacio, denne fremmed fyr, end han ville sove helt alene i det mørke værelse - så kunne sengen være så blød som den ville, det hjalp ikke på hans ensomhed og utryghed. "And you make me feel safe.." sagde han videre, som han betragtede Acacio og hans kinder blive lettere lyserøde, se dét vidste han godt hvad betød.. åh alle de gange William havde fået ham til at rødme sådan der..
Men hvad det præcis var der fik Acacio til at rødme var han ikke sikker på? Han lod blikket glide lidt ned og op af hans krop, nu han så ham uden så meget tøj på - han var anderledes end Calvin, hans hud var  helt fin og hel, han kunne ikke skimte et eneste ar - han var smuk.. Men han var også anderledes bygget, mere petite i det, og højre og mere ranglet end Calvin, mindre bredskuldret.
"I would love to!" sagde han så bare, før han strøg dynene til siden og kravlede ud af sengen - igen - ubemærket af sin egen nøgenhed som han gik helt hen til Acacio, stillede sig lige foran ham. "But before that, can I get a hug? Or would that be to much for you?" sagde han så, igen med det charmerende smil og det lidt forførende blik - slået til helt automatisk. Han var bare meget charmerende af natur vel? Men lige nu kunne han bare virkelig godt bruge et kram, alt det igår havde alligevel taget ret hårdt på ham - og han havde brug for den fysiske kontakt, havde brug for det sociale samvær med en anden person, til bare at ligge en lille dæmper på hans savn. Han havde allerede rakt sine arme ud efter Acacio, håbede bare alt han kunne på ikke at gå en afvisning.. stadig ikke.. bevidst om sin egen nøgenhed.. han glemte det bare.

Han havde godt regnet med at det var fordi han ikke kunne sove, og af en eller anden grund lod han ham bare. Han vidste dog ikke om han ville lade det blive en ting der skete hele tiden, men han ville vel ikke kunne stoppe ham, hvis fyren kom i løbet af natten mens han sov, det var slet ikke fair jo!
Han blev dog lidt overrasket over det andet han sagde. Han følte sig sikker med ham? Oh, det var noget andet, nogen han ikke rigtig havde hørt fra nogle før. Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvordan kunne han sige at han skulle lade være, når nu han sagde det. Tsk. Han sukkede tungt. I.. Guess you can sleep with me, if that makes you feel better, till you start being able to sleep alone sagde han og kløede sig i nakken.
Acacio trådte et skridt tilbage og dækkede sine øjne til igen, da Calvin lige pludselig strøg dynen af sig og han igen var nøgen! Hvad var det drengen ikke forstod. En klagende lyd kom fra Acacio, som fyren kom gående hen imod ham. Dette var alt for mærkeligt! Nu ville han også have et kram? Men han var nøgen, det kunne Acacio da ikke, det ville være pinligt... det kendte ikke hinanden godt nok!
Men fyren havde allerede sine arme rakt imod ham.
Wait mumlede han, inden han gik hen og tog en ren morgenkåbe, gav Calvin den på så han var dækket til og gav ham så et kram. Det var først der han egentlig lagde mærke til at Calvin var mindre end ham.
You need to remember to cover yourself mumlede han og hvilede sin hage let mod Calvin's hår.

"Thank you.." hviskede han stille og sendte ham et taknemmeligt smil, selv om han var ret sikker på han aldrig ville blive ok nok til at sove helt alene - men det sagde han ikke højt, de havde alligevel ikke uendeligt tid sammen, og snart ville Acacio sove alene igen, så det var vel en fin aftale. Han så dog godt hvordan Acacio dækkede øjnene, som han kom med et suk, "Argh.. sorry.. I forgot.. again.." mumlede han så bare, lidt irriteret over han ikke bare kunne huske det, han ville jo helst ikke gøre Acacio skidt tilpas - selv om han også var begyndt at blive ret nysgerrig - hvorfor generede det ham så meget?
Han tog imod morgenkåben og bandt hurtigt rebet omkring livet, før han endelig fik sit kram. Han lagde armene tæt omkring Acacio og puttede sig ansigt ind mod hans hals, som han blidt åndede varmt ud imod. Oh this feels amazing, just what I needed.. - "You smell really nice.." sagde han stille, som han bare trykkede Acacio tættere ind til sig - i et nok ikke helt så mandigt kram, men han havde bare brug for nærheden, bare lige et par sekunder længere..
"I do, sorry I keep forgetting - but if you don't mind me asking - why exactly? Does it really make you feel that uncomfortable, is it because I'm bruised?" spurgte han stille, stadig med ansigtet mod Acacios hals, som han snuste dybt ind, mærkede hvordan roen bare bredte sig til hver en del af hans krop, og han blev helt varm inden i af glæde - maybe we can be.. friends? I never had a friend before.. I would be nice.. I think..

Acacio nikkede bare med et smil. Han vidste ikke lige hvorfor han egentlig gav denne fremmede lov til så meget, men han var jo trodsalt gift med ham, så hvorfor ikke prøve at leve et normalt gift liv, inden helvede brød løs.
Han vidste ikke hvordan han kunne få Calvin til at huske at tage tøj på, måske nogle små sedler som hang på døre som førte til rum der var fælles? Eller måske skulle han ligge tøj til ham konstant. Han prøvede at finde ud af det, han ville helst ikke blive ved med at rende ind i ham helt nøgen.
Han tog en skarp vejrtrækning, som Calvin lagde sine arme om ham og puttede sig ind til ham. Han var ikke vant til denne form for kontakt til nogen, ikke engang hans egen mor krammede ham på den måde. Han havde aldrig rigtig haft en rigtig ven til at kunne gøre dette med. Han måtte indrømme at det føltes godt på en eller anden måde.
Han rømmede sig lidt, da en varme steg til hans kinder, efter han hørte hvad Calvin sagde.
Thanks mumlede han stille, han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige, skulle han sige det tilbage? Han var lidt forvirret.
Et overrasket, hmm, kom fra ham, da Calvin spurgte ind til hvorfor han ikke ville se ham nøgen. Hvordan... pokker skulle han lige forklare den. Det var de færreste der ville se en fremmede helt nøgen, det var da også de færreste der ville se deres venner nøgne, sådan var det vel bare, men han forstod det selvfølgelig ikke. Det havde dog intet med hans udseende at gøre, på nogen måde.
Acacio rystede på hovedet og gav et lille grin fra sig. No, not because you are bruised. I'm just... shy, when it comes to stuff like that. erkendede han og trak på skulderne. Mon det var nok med krammet nu? Han vidste ikke hvor lang tid Calvin havde brug for, men det var tydeligt at han havde brug for mere end bare et klap og et sidekram. Han sank en klump, som Calvin's ånde kildede hans hals. Han var så tæt på ham, han vidste ikke hvad han skulle gøre. Still not gonna tell my why you are bruised though? spurgte han, denne gang ikke på grund af at han var nysgerrig, men egentlig en smule bekymret, selvom han måske ikke lige sagde det højt.

Calvin forsatte bare med at putte sig ind til Acacio, det føltes vidunderligt - han kunne ikke huske sidste gang han havde været så afslappet - samtidig med at føle sig både veludhvilet og mæt? Det var en sær fornemmelse, men en han imødekom med åbne arme. "Shy?" hviskede han tilbage, og tænkte tilbage på første gang han havde set William nøgen, hvordan fyren havde rødmede helt vildt - og det der intime øjeblik var opstået, hvor Calvin selvfølgelig også var blevet helt rød i ansigtet - og nu forstod han måske lidt bedre hvorfor, og hvad Acacio mente. Selv om det nok ikke nødvendigvis ville gøre ham bedre til at huske at tage tøj på?
"I think.. I know what you mean.." sagde han så stille, og trak sig så endelig lidt tilbage, slap ham langsomt igen, "I'll go get dressed then.." sagde han glad, og kiggede fyren ind i øjnene, som han slap ham helt og trak bare på skulderne, på vej omkring ham og ud af værelset. "I fell.." lød det bare fra ham, før han var ude af værelset. Det var en ret gennemskuelige løgn, han havde valgt det meget bevidst ja, han ville ikke fortælle ham det - hvordan kunne han fortælle ham det? Hvad ville der overhovedet ske hvis han fortalt Acacio sandheden? Han ville sikkert fortælle sine forældre det, og så ville de fortælle det videre til Calvins falske forældre, og så ville.. William.. dø.. nej, han kunne ikke sige noget, det måtte bare forblive en hemmelighed, hvis Acacio kunne have hemmeligheder, så kunne Calvin også!

Han fik skiftet til tøjet fra igår, før han gik ned til køkkenet og overvejede for sig selv hvad han kunne tænkte sig, han kunne ikke helt lade være med at drømme om pandekager igen, da det virkelig var det bedste han nogen sinde havde smagt.. men så igen, han burde måske prøve noget andet også? Måske det ville smage lige så godt, eller bedre? Han åbnede køleskabet og kiggede lidt på hylderne, før han hørte Acacio komme ned af trappen. Han vendte sig mod ham, "What is your favorite food? I'll make it for you.." sagde han kærligt som han sendte Acacio et stort charmerende smil.

Acacio kom med en hmm lyd, for ligesom at bekræfte at det var hvad han blev. Hvem kunne ikke blive genert når nogen stod nøgen foran en. Måske var der nogen som var cool på den måde, men det var han i hvert fald ikke, det havde måske noget med hans opdragelse at gøre?
Han smilede blidt til ham, da han sagde at han selv forstod det og trak sig lidt. Acacio lod ham bare gå og lod sine arme falde til hans sider. That sounds like a good idea svarede han til det med tøjet. De måtte finde noget tøj til ham, så han ikke skulle låne af Acacio. Havde han ikke selv noget han kunne hente, eller skulle de købe et helt nyt klædeskab til ham? Det kunne de vel godt, han havde pengene til det, men ville Calvin acceptere det. Det kunne han vel blive nød til, han havde intet tøj!
Han himlede med øjne og grinte lidt, da han hørte Calvin's svar, som så tydeligt var løgn. Men han ville ikke snage, så han lod det bare ligge og ventede til at han måske selv ville fortælle det en dag når de kendte hinanden bedre... inden de 105 dage selvfølgelig.
Han kiggede ned på sit håndled og fik lidt af et chok, da han så hvad den stod på nu. 110? Hvordan kunne det være rigtigt? Hvorfor gik den op? Var det et mirakel? Det kunne det ikke være, for den gik ned i det han kiggede på det? Han kiggede efter Calvin med et undrende blik... Alt det begyndte da han kom til?
Han valgte at han ville holde mere øje med det, når han var i nærheden af Calvin, så da han kom ned i stuen og hen til Calvin kiggede han igen på sit håndled, hvor han så at det lige pludselig stod helt stille, hvor det før havde gået ned. Han kiggede uforstående på Calvin, hvad var det lige der skete?
Gyros sagde han bare uden at tænke. Han stirrede bare på Calvin, kunne denne fyr virkelig være grunden til at hans ur stoppede og gik op? Men hvordan var det muligt.

Han fik dog ikke helt samme varme velkomst, som han prøvede at give.. Acacio virkede distraheret og fraværrende - som han mumlede en ret ud, Calvin aldrig havde hørt om før. "Okay, if you get ingredients.. I can try and make it happen.." sagde han forsøgende, han var ikke sikker på det ville lykkes lige så fantastisk som med pandekagerne, som var en ret han havde kendt mere eller mindre til - men han kunne da give det et skud?
Han kiggede igen på Acacio, der ikke havde rørt sig ud af flækken, stod bare og stirrede ned på.. sin hånd? Og så.. stirrede han på Calvin, med sådan en underligt blik? Did I do something wrong?
"I'm sorry but are you okay? You seem a little bit off.. did I do something?" spurgte han så bare, som han drejede sig mod Acacio.. som hans blik vandrede ned over sig selv.. men nej.. han havde faktisk tøj på! Hvad kunne det ellers være? Var det krammet der havde gjort ham utilpas? Men det havde ikke virket sådan før? Måske var det løftet om at sove sammen han nu fortrød?
"Acacio? Please tell me.. what is wrong?" sagde han igen forsøgende og gik et skridt nærmere ham, som han rakte ud og lagde sin hånd på hans skulder for at udtrykke sine bekymring.

Han nikkede bare da Calvin sagde at skulle hente ingredienserne, men han gjorde dog ikke noget ved det. Han stod stille og stirrede stadig på Calvin. Han prøvede at finde ud af hvordan det hang sammen, hvordan Calvin kunne sætte hans tid på pause. Og på en eller anden måde kunne han også hæve hans tid, men han havde ikke fundet ud af hvordan han gjorde det endnu.
Han var på ingen måde okay og man kunne godt sige at det var Calvin som gjorde noget. Han kunne bare ikke forklare det, det betød at han også skulle tale om sin evne med ham og det ville han ikke!
Han kiggede på sit håndled igen, det stod stadig stille, selv sexkunderne, der var intet som gik ned. Dog så snart Calvin’s hånd lå på hans skulder, skete der noget han ikke havde set før. Det talte op.
Han trak sig lidt tilbage så Calvin slap og hans ur nu bare stod stille. Han begyndte at gå tilbage, lige indtil uret gik igen og han var omkring en meter og en halv væk fra ham. Det var helt klar Calvin der gjorde dette, men hvordan?! Hvad pokker skulle han overhovedet gøre ved det? Calvin var af en eller anden grund, i stand til at stoppe ham for at dø for tidligt, han kunne endda give ham tid... et smil formede sig og han gik tæt på Calvin igen.
Everything is fine, I will get the ingredients sagde han, inden han begyndte at samle det hele, for det meste med sit blik rettet mod Calvin, for at vide sig sikker på at han blev der.

Calvin betragtede så bare Acacio gå helt i selvsving, som han opførte sig virkelig underlige, begyndte at gå frem og tilbage i køkkenet, og svarede ikke på Calvins spørgsmål overhovedet. "Acacio.. please.." lød det bedende fra Calvin, som han bare gerne ville vide hvad der forgik, han blev jo helt vildt bekymret.
Han stirrede bare efter ham, som Acacio bare alt var fint, og begyndte at finde det frem som Calvin skulle bruge til madlavningen. "If you won't tell me.." sagde han så bare overvejende men vidste ikke helt hvordan han skulle afslutte sætningen, anede ikke hvordan han skulle få Acacio til at fortælle ham det. På den anden side ville han jo også gerne respektere hans hemmelighed, men når han opførte sig så mærkeligt, at Calvin blev helt bekymret og bange - så blev han altså nød til bare at sige et eller andet..
Han rømmede sig bare og så kort på ham som han sagde: "I'm not hungry anymore.. I'll be.. outside.." før han gik forbi ham og gennem huset, han nåede hen til hoveddøren, som han gik ud af og lukkede efter sig. Han blev dog bare stående her, som han glippede lidt mod sollyset og så sig omkring i den lille have og indkørsel. Han kunne mærke en higende fornemmelse i sig, efter bare at sætte i spurt og forsvinde fra det lille hus, for aldrig at se sig tilbage - men der var en, meget god grund, til hvorfor han lige nu følte sig total paralyseret og derfor blot blev stående på dørtærsklen, turde ikke flytte sig hverken frem eller tilbage.
Han anede ikke hvad reglerne var jo, måtte han overhovedet gå udenfor? Han havde aldrig rigtig været udenfor før, kun få gange hvilket kunne tælles på en hånd. Han var bange for at der ville ske noget fuldkommen forfærdeligt, trådte han ned fra dørtærsklen, så han måtte hellere bare blive hvor han var, og ikke udfordre skæbnen. Men det var nu rart, selv om det var koldt, og han hverken havde sko eller jakke, luften var bare frisk og skøn - han lod bare sig selv stå og fryse lidt, imens hans næse blev rød og hans læber blev blå, men det var ligemeget, han havde prøvet meget værre end en smule kulde.

Han kunne ikke... han kunne ikke fortælle ham den hemmelighed, han havde ikke engang fortalt det til hans forældre! Hvorfor fik han dog lysten til at sige alt til Calvin, som om han ville komme ud med alle sine byrder til ham! Ugh!
Han så undskyldne på ham, han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre. Calvin ville vide hvad det var, men Acacio vidste ikke om han burde.
Hvad hvis han ikke fortalte noget? Hvad ville der ske?
Han kiggede efter ham da han sagde at han ikke var sulten og gik.
Han ville da ikke gå vel? Han ville ikke forlade ham? Hans ur begyndte at gå igen og han blev desperat. Han gik hurtigt eter ham for at holde uret fast, men da Calvin gik ud vidste Acacio ikke om han skulle gå efter. Hans ur stoppede dog, så det viste ham at han ikke gik væk fra huset i hvert fald.
Han sukkede tungt, han ville ikke lade Calvin gå, han havde brug for ham nu for at holde sig selv i live, lige meget hvor egoistisk det lød, så måtte han holde Calvin hos sig.
Calvin? sagde han forsigtigt som han åbnede døren. Han havde været derude for lang tid, han vidste at han stod der, ellers ville hans ur vel gå igen med at tælle igen. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle Calvin hvad der forgik. Det var ikke meningen at han skulle blandes ind i det. Han skulle bare dø om 100 dage og så var det over right? Han sukkede tungt. Måske burde han fortælle ham det? Calvin var egentlig Acacio's håb om at forblive i live. Han ville leve, han ville ikke dø, selvom han virkede til at have accepteret det, men nu havde han muligheden for at overleve, hvem ville ikke tage imod den mulighed?
Calvin I will explain, just get in, you are freezing out there mumlede han. Han ville sige det, det var en god ide, han skulle alligevel være sammen med Calvin i lang tid ikke? De var jo blevet gift, så han blev vel nød til at fortælle hans hemmelighed på et eller andet tidspunkt.

Calvin drejede sig let i døren, som han havde lagt armene omkring sig selv og stod og rystede ganske svagt i sine bare tær og den tynde t-shirt, som om årstiden krævede både vinterjakke og halstørklæde, for slet ikke at tale om sko! "Yes?" sagde han stille, ud mellem de frosne læber, som han betragtede Acacio gennem døråbningen. Han kunne stadig se hvordan der var noget der gik Acacio på, noget der ikke var som det skulle være måske - og det bekymrede ham mere end han ville have troet, for en han stort set ikke kendte - men det føltes alligevel som om de to allerede nu, så utroligt hurtigt havde dannet et bånd. Han følte sig tryg i Acacios selskab, følte sig tilpas omkring ham, og mere afslappet end han havde været i lang tid - selvfølgelig uden at fjerne hans angst fuldkommen.
"You will?" sagde han så og rystede kort på hovedet, "I'm fine.." sagde han så bare, men af på baggrund af Acacios ønske om at få ham ind i huset igen, gik han alligevel ind af døren og lukkede den roligt i bag sig. "You don't have to tell me, if it makes you uncomfortable - just - maybe tell me if it was me? Did I do something? Is it the clothes thing? I'll promise to try and not be naked around you. Just.. I don't like to see you like this.. worried and.. sad? What can I do to make it better?" sagde han så, som han tog et skridt frem mod Acacio, så de stod rimelig tæt sammen, så Acacio ikke havde mulighed for at bakke ud, eller flygte - ikke lige så let i hvert fald - nu Calvin krævede hans fulde opmærksomhed.

Hvad pokker lavede han også derude og så i så lang tid! Han frøs jo! Det var tydeligt at se og så med så lidt tøj på i det vejr! Hvad havde han også tænkt sig altså. Acacio kunne ikke lide at han stod og frøs derude. Hvorfor gik han ikke ind, var han for stædig? Han rystede på hovedet af fyren og håbede bare at han ville komme med ind. Yes, just get in sagde han og åbnede døren helt så han hurtigt kunne komme ind. You are not fine, you are freezing, we need to warm you up, so you don't get sick sagde han. Han vidste ikke om hekse overhovedet kunne blive syge, men det var normalt for mennesker at blive syge af at være ude i kulden i alt for lidt tøj! Så han var lidt bekymret.
Calvins ord gjorde at hans hjerte knugede sig lidt. Hvorfor var han så sød? Var han ikke sur over at de var blevet gift? Hvorfor bekymrede han sig om Acacio? Hvorfor bekymrede Acacio sig om ham?
Han stoppede kort med at trække vejret, da Calvin gik tættere på ham og han var lukket lidt inde. Det var... mærkeligt at være så tæt på ham på den måde.
Selvom Calvin sagde at han ikke var nød til at fortælle ham det, blev han vel alligevel nød til det. Han skulle forstå situationen, så ville det også være nemmere at leve sammen. Calvin ville vide hvorfor Acacio altid var så tæt på ham.
It has nothing to do about you... well not in a negative way. sukkede han og gjorde sig klar til at fortælle ham det hele... eller i hvert fald nok til at han forstod det.
I have this.. curse or gift, I dunno. But it gives me the abillity to see other peoples lifespance, their clock. I can see mine too. han stoppede lidt for at tjekke om han var helt med, hvor han så fortsatte. Since I was little I have known I didn't have much time left. My time is almost running out, I only have about 100 days left. That's why I said yes to marrying you, I wanted to know how it felt, it didn't really go as I thought... han gav et lille grin fra sig, men fortsatte, han var ikke kommet til det Calvin blev nød til at vide.
Since you appeared, my clock has been acting weird. It stops when you are near me, it goes up when you have contact with me... I think... you are keeping me alive afsluttede han og kiggede bekymret på Calvin. Han håbede han forstod, han håbede han troede på ham og ikke blev overvældet af hvad han sagde. Han havde ikke råd til at miste ham...

"Don't worry about that, I don't get sick.." sagde han så bare med et let smil, men det varmede nu alligevel lidt om hjertet at Acacio også bekymrede sig for ham - ligesom han bekymrede sig for Acacio. Maybe we could be friends.. even after? Oh probably not.. I guess he'll hate me when he finds out..
Han havde dog alligevel sine arme oppe omkring sig selv, nok blev han ikke syg, men han blev kold og han frøs - men det behøvede de ikke gøre en stor ting ud af, som sagt - han havde prøvet meget værre.
"Yes.." sagde han så, som han lyttede i det Acacio var på vej til at fortælle ham sin hemmelighed. Ability, but he's human? - a clock? That shows.. what? - "What do you mean? You can see.. how much time.. people have left?" sagde han stille, som han prøvede at forstå det - men han havde aldrig hørt ligende!
Heldigvis forklarede Acacio videre, og han lyttede efter, som han begyndte at forstå bedre og bedre. "100 days.. left.." gentog han bare, som blikket i hans øjnene blev en smule trist og medlidenheds agtigt, men hvordan kunne han ikke - lige det her forstod han godt - ønsket om ikke at dø og slet ikke så tideligt! Han var kun 19 år gammel? That's why he married me? Oh dear good.. I feel awful! I've been tricking a sick.. dying boy.. who thinks.. I'm gonna spend the rest of his.. time with him? Married.. oh god.. this is truly awful, I feel sick!
"I'm so sorry.. I.." begyndte han, men Acacio var ikke færdig endnu - og det sidste endte alligevel med at chokere Calvin, som han måbede helt af ham. "I.. am keeping you.. alive.. wow.. that's.. wow.." sagde han så bare og pustede langsomt ud som han prøvede at fordøje alt den her nye information, hvilket var.. svært.. hvad skulle han gøre nu? I wanna tell him the truth.. I so wanna tell him the truth.. I can't stand this, keeping him on the blind side like this.. making a fool out of him! For god sake he's dying! And here I am, taking away his dying wish! Oh god it's horrible.. but what can I do.. what can I do.. it's him or William.. and.. I.. fuck..
"I need to go.." kom det så fra ham, som han så sig lidt omkring i indgangen, spottede en jakke og tog den på, som han også stjal et par af Acacios sko, ligeglad med om det var klipklapper eller hvad det var - før han åbnede døren og endnu engang gik ud. "I'm sorry.." sagde han bare, som han denne gang bevægede væk fra huset, ned gennem haven og ud til vejen - før han forsvandt hen af gaden.

Han kunne se hvordan alt det her var meget for Calvin, han håbede bare ikke at det var alt for meget. Han ville ikke have at han blev overvældet og pludselig løb. Han prøvede virkelig at sige det uden at det blev for meget. Men han kunne se at da han sagde det sidste, var der noget som gik galt og han kiggede pludselig efter Calvin, som sagde han blev nød til at gå. Hans hjerte sank som han kiggede med tiggende øjne efter Calvin, for at få ham til at blive. No, please... Calvin don't! tiggede han som Calvin begyndte at tage jakke og sko på. Han ville ikke tvinge ham til at blive, men han kunne heller ikke holde til hvis han valgte at gå. Så da han åbnede døren og gik væk fra huset, da Acacio's ur endnu engang begyndte at tælle ned, brød han sammen. Calvin havde været hans håb for at leve. Han havde givet op på sit liv for lang tid siden, der var ingen måder at han kunne leve videre, men så kom Calvin og endelig fik Acacio bare en smule håb. Det blev bare revet ud af hans hænder, og han stod tilbage med en tom følelse.

Aften

Calvin var ikke kommet tilbage, han var stadig væk og Acacio kunne ikke stoppe med at kigge på sit ur som stadig talte ned. Hans tåre var tørret, men det var fordi han ikke havde flere tåre at fælde. Han var så træt og hans øjne var helt hævede. Han kunne ikke sove, han ville vente på Calvin kom hjem, om det så blev til langt ud på natten. Han var så bekymret, hvad hvis der var sket ham noget eller hvad hvis han bare slet ikke kom tilbage. Han lå bare i sofaen og kiggede nogen gange hen mod døren. Fjernsynet kørte, men han lagde slet ikke mærke til det.

Hans syn var nu blevet så dårligt, han knap nok kunne se ud af det højre øje, som han vaklede op mod hoveddøren i mørket. Bag ham ramte et par forlygter kort huset, som bilen der havde sat ham af kørte sin vej. Han vendte sig kort om og gav et stille suk fra sig, som han bankede lidt på døren, før han åbnede den og gik ind. For det første, så var han gennemblødt, for det andet så havde han fået et blåt øje der nu var hævet helt op så han ikke kunne se ud af det, for det trejde så var hans tøj ødelagt og tværet ind i blod et par steder, og for det fjerde så var hans læbe flækket og blødte stadig.
Han valkede ind og smed skoene, som han lyttede lidt efter tv'et, og gik udfra det var der Acacio var..
Han humpede ind i stuen og fik straks øje på drengen i sofaen, de triste øjne så helt ulykkeligt på ham - what do I do now.. I don't want to hurt him.. I don't.. but in the end.. I have to.. so maybe I just.. make him happy while I'm here? That's the least I can do..
"Hey.. I'm sorry I left.. I needed to clear my head.. but I'm back now.. how are you? " lød det stille fra ham, som han lagde en gennemblødt bog fra sig på sofabordet og sendte pejsen et langt blik - han var iskold igen, og nu frøs han, rigtigt - og var selvfølgelig også gennembanket og øm, som han gav et træt suk fra sig. Han havde haft en anden bog med sig også, men den havde de taget - dem der havde gjort det her ved ham..
Det havde været en magi bog, han havde fundet den på biblioteket sammen med den anden han havde lånt, som selvfølgelig var på latin, så Calvin kunne forstå den. Det var bare et eventyr egentlig, men han havde lånt den fordi der angiveligt skulle være et bryllup deri, og han var blevet en smule nysgerrig - desuden ville han gerne gøre det lidt bedre, det at være gift - bare så længe det varede altså.