~ THE WEDDING ~ David x Sylvester

For fremmede øjne ville dette ligne en gestus af kærlighed. En smuk, romantisk lilje fyldt dag. En dag med smil og et rolig live band der fik den solrige have til at live op. Det var ikke noget stort bryllup, blot de nærmeste fra de to familier. Godt og vel 30 mennesker samlet til denne begivenhed. Til denne dag der ville blive dokumenteret af fotografen der gik og blitzede de gode øjeblikke. Samlede billeder til et fotoalbum af løgne. 

Sylvester prøvede at smile, det gjorde han virkelig. Men det var en smule svært, for ham var det hele meget anstrengt. Det havde føltes som om at den her dag var kommet lidt for hurtigt. Det var som om at han fra den ene dag til den anden gik fra at have flere år til ægteskabet, til at stå foran ham. David. Høj, flot, han var nærmest perfekt skabt. Lige bortset fra at Sylvester ikke elskede ham, overhoved. Han kendte ham ikke. Ikke rigtig i hvert fald. Han vidste hvor gammel han var, hvem hans familie var, men anede stort set ikke hvad David interesserede sig for eller hvordan han drak sin kaffe. Interesserede det i sidste ende overhoved Sylvester? Var det hele ikke alligevel bare et spil for galleriet? 

Han vidste i hvert fald at han ikke havde særligt meget interesse i det her ægteskab - men hvorfor gjorde han det så? I sidste ende var der mange ting der gjorde at Sylvester gik med til dette ægteskab, den største grund? Dårlig samvittighed. Selvfølgelig var Sylvester ikke glad, det var en dag hvor han blev bundet til en anden person som han ikke elskede. Will I ever say I love you to anybody? Will I ever say it to David?

Sylvester hørte knapt nok efter, alt han gjorde lige nu føltes mekanisk. Præsten plaprede, sagde en masse ord og de brune øjne stirrede nærmest bare på David - fattede ikke at han var ægte, fattede ikke hvorfor han gjorde det her. Han var ikke sikker på om han så skræmt ud eller forvirret for David - forhåbentligt så Sylvester ikke alt for ængstelig ud. Hans mund føltes tør og sammensnørret, Im not even sure I can talk, what if I lost my voice forever, woul I still have to get married?

Han rømmede sig blot, så ind i de brune øjne og sagde: "I do"
To ord, de to sværeste ord han nogen sinde havde stiftet bekendtskab med. Han havde i flere dage, flere uger, frygtet de to ord! Havde hele tiden frygtet, at når tiden endelig var inde til faktisk at sige dem, så ville de ikke blive sagt, at han ville gå i baglås, blive mundlam, bare stå der? Stå og stirre!
Men sådan skulle det ikke blive, faktisk havde han intet problem haft, de to små ord havde været lige så nemme at få over læberne, som andre to-ordssætninger (Like; I know and yeah right; and so on.)

Men det krævede ikke andet end et glimt ned til rækken af stole, der aller forest på hans side selvfølgelig, sad hans forældre. Blikket i deres øjne sagde alt, han havde ikke behov for mere end det.
Hans blik var igen på manden foran ham, kunne man overhovedet kalde ham det? He lookes like a little boy.. Hmpf. Betragtede ham stille som han også fik sagt sit: I do
Præsten talte videre lidt og så var der ringene.
Han vendte sig om mod sin 'best man' og modtog ringen fra ham, før han igen vendte sig mod Sylvester. Han placerede ringen på hans finger uden at tøve, før han rakte sin hånd frem og Sylvester kunne gengælde ritualet. Præsten erklærede dem ægtemand, de skulle forsegle det med et kys.
Ville et kindkys gå an? Nok ikke.
Det var første gang han sådan rigtig tøvede faktisk, lænede sig endelig lidt frem, tøvede igen.
Så lukkede han sine øjne i og trykkede et kort akavet tante-kys mod Sylvesters læber, før han meget hurtigt lænede sig væk fra ham igen.
Det var det.
Han tog hans arm, som de forlod 'alteret' og gik ned mellem stolerækkerne, de var gift. Folk klappede, smilede, var glade, alle i højt humør. Hans egen maske var klisteret på hans ansigt, et venligt smil om læberne, værnede om at han var tilfreds med hvad der var sket. Det var han ikke, slet ikke, langt fra.
Men hans egen mening? Ligegyldigt. Hans egne følelser? Ligegyldige.
Gad vide hvad Sylvesters mening var? Om den også var ligegyldig?
Han kendte ham ikke, havde ikke set ham på andet end billeder før idag, han anede ikke hvem han var, hvad hans meninger var?
Men det var ærlig talt også ligegyldigt, Sylvester var ligegyldig.