A chaos wedding - Calvin

Sted - I hans fars og mors hus.
Vejr - Ingen skyer og relativt vindstille.
Omgivelser - Kun deres nærmeste familie.
Påklædning - Et fint sort jakkesæt.

@Calvin.

Hans bryllup... Han skulle giftes. Det var aldrig noget han havde regnet med, slet ikke på denne måde. Det var arrangeret, måske ikke lige den måde han helst ville giftes på. I starten da hans far sagde at han blev givet væk, flippede han fuldstændig ud. Han ville ikke giftes med nogen han ikke kendte eller elskede, men hans far sagde at det var godt for forretningen.
Acacio tænkte mere over det, heldigvis var det med en mand, så hans forældre havde accepteret at han var til mænd... eller så var der bare ikke andre på markedet?
Han endte med selv at se bare en smule positivt på det, han havde ikke meget tid tilbage, han ville i det mindste giftes og hvis denne måde, var den eneste måde, så måtte det bare være sådan.

De havde valgt at holde brylluppet hjemme hos hans familie, i deres kæmpe hus. Der var masser af plads og de havde pyntet haven rigtig fint, et par enkelte stole med masser af blomster til. Selvom det ikke var et rigtigt bryllup, måtte det gerne føles sådan for ham.
Han var spændt på at se manden han skulle giftes med. Han kendte kun hans navn, Calvin. Hvad hvis det var en gammel mand? Han rystede bare ved tanken om det, ad! Det ville alligevel ikke vare lang tid for ham alligevel, så han kunne vel være ligeglad med hvordan personen så ud.
Et dybt suk kom fra ham, som han kiggede på sig selv i spejlet, rettede på sit fine jakkesæt, som sad perfekt på hans krop. Hans mor stod ved siden af ham og gav ham et stort smil.
I know this isn't what you wanted, but you will make me and dad proud. sagde han og gav ham et blidt kys på kinden. Han smilede bare tilbage, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Om han turde at sige noget.

Det var kommet til at de skulle ned og vies. Acacio's hænder var en anelse svedige af nervøsitet, som han kiggede rundt da han kom ned til stueetagen og hen til haven.
Der sad et par enkelte mennesker derude, lidt fra hans familie og lidt fra Calvin's. Det var ikke mange, det ville de heller ikke. Det var ikke et rigtigt bryllup og det skulle helst ikke ud til offentligheden heller. Det havde hans far i hvert fald sagt.
Han gik hen til hvor præsten stod klar til at vie dem, der var ingen musik, heller ikke noget med at en far fulgte en op til alteret, nej for det var ikke et rigtigt bryllup, selvom det var det Acacio havde drømt om.
Hans mor satte sig ned ved siden af hans far, og kiggede spændt op på Acacio, som havde sine øjne rettet mod personen foran ham, hans soon-to-come mand.
Han fik store øjne da han så ham, han var slet ikke gammel eller grim! Han så slet ikke dårlig ud! Det blev måske et fint bryllup efter alt, selvom det ikke var rigtigt.

"Just remember what's on the line.. now go and make us proud.." lød det ondskabsfuldt fra kvinden der skulle forstille at være Calvins mor - men i virkeligheden bare var den sindssyge videnskabskvinde, der havde eksperimentet på ham og William igennem de sidste mange måneder. Lige nu var manden han i virkeligheden elskede fanget og blev højst sandsynligt tortureret, hvis Calvin ikke gjorde hvad der blev sagt, så ville han dø - hans William, hans mage. Hvem end de var, dem der holdte hans elskede til fange, så havde de brug for penge - og den her løsning havde været den hurtigeste og den nemmeste - det var også den eneste grund til hvorfor Calvin stod her idag og ikke længere hang i et par lænker ved siden af William i den mørke kælder, der havde været hans hjem i så mange dage.

"Yes.." lød det stille fra Calvin, som det var med tungt hjerte, han forlod sin falske mor, og bevægede sig op til hvor præsten stod, imens han spejdede omkring sig, kiggede efter hvem end de havde bestemt sig for han skulle giftes med. Det var et bryllup, selvfølgelig var det det - og lige nu skulle han bare oprette facaden, lade som om han var her præcis af samme årsag som sin kommende kone..
Calvin havde intet information fået, var bare blevet hevet op af sit fangehul, smidt ind under det kolde vand - skrubbet ren for snavs, skidt og blod, selv om han stadig var fyldt med alle slags farvede blå mærker, og havde en del sår og skader, samt ar over alt på sin krop. Nu var han bare blevet smidt i et jakkesæt og kørt herhen. Kun på vejen havde han fået en kort briefing, men ikke noget specielt - det var også lidt lige meget, det eneste der betød noget for ham, var at holde William i live - og det her var den eneste måde.
Hans øjne fangede så en drengs blik, som drengen bevægede sig tættere på - gik det lige så langsomt op for Calvin, det altså var ham, han jo så skulle giftes med? Eller hvad?

Han vendte sig lidt imod ham, som drengen standsede foran ham og præsten, og sendte ham et forsøgende smil, vidste ikke helt hvad han skulle gøre, eller sige? Burde han sige noget? Hvad sagde man? Han vidste jo ikke engang hvad han hed..
Så et smil måtte være nok.. for nu..
I stedet rettede han sin opmærksomhed mod præsten da han begyndte at tale, de lysfølsomme øjne blev klemt lidt sammen, så man kunne se de mørke render under hans øjne mere tydeligt - han var dehydreret og udsultet, med det lykkes ham dog at blive stående oprejst. Ind til præsten spurgte ind til noget, som Calvin ikke helt forstod, så han kiggede bare på den anden dreng, som præsten havde kaldt for Acacio? og ventede på hvad han svarede, så kunne han vel bare gøre det sammen bagefter ik?
Han lyttede til Acacios ord og gentog dem så bare, da præsten henvendte sig til ham "I do.." - uden helt at vide hvad det betød - men det mysterium blev hurtigt løst, for så blev de erklæret gift! Now can I go back to William? Please.. I miss him.. tænkte han bare for sig selv, som de triste øjne mødte Acacios - poor child.. you have no idea what you're getting yourself into..
Et kys blev nævnt, men Calvin reagerede knap nok, smilede bare som han vendte sig om og gik væk fra præsten og Acacio, nu var det jo ovre ik? Han havde jo gjort hvad han skulle ik?

Han forsatte ind i huset, hvor han lænede sig træt op af en dørstolpe og ventede bare på sine falske forældre, der ville komme og vise ham tilbage til fangehullet.. tilbage til William.

Da fyren gav ham et lille smil, kunne Acacio ikke lade være med at blive lidt rød om kinderne. Han virkede sød, måske lige så nervøs som Acacio var. Han så ikke ud til at vide hvad der helt rigtig skete, hvilket gjorde Acacio en anelse nervøs? Havde han ingen anelse om hvad der skete, havde han ikke fået noget af vide? Han så heller ikke særlig frisk ud, træt i hvert fald.
Han vendte sig dog bare mod præsten, da han begyndte at ramse de typiske sætninger op, ord han havde hørt så mange gange før, fra de fleste film han havde set. Han havde ikke lige regnet med at han skulle være den der stod og skulle acceptere de ord, slet ikke sådan.
Han ville have at brylluppet skulle være perfekt, men det var slet ikke hvad det var. Det var akavet og stille, det gjorde Acacio irriteret, for det meste gik alt efter hans hoved! Hvorfor gjorde dette ikke?!
Han holdt stramt fast i det nederste af hans jakkesæt, nervøsiteten satte ind da præsten kom til det sidste og han skulle sige ja.
Han sank en klump og kiggede hen på Calvin. I do sagde han og ventede så til at Calvin sagde det samme.
Et lille smil kom frem på hans læber, da Calvin også sagde ja og da han endelig var blevet gift.
Han smil forsvandt dog hurtigt, da han så det triste blik i Calvin's øjne. Han blev nysgerrig på hvad Calvins historie var, hvorfor han giftede sig med Acacio, hvis han virkede så trist.
Lige da de skulle til at kysse, hvilket gjorde Acacio mega nervøs, gik Calvin. Gæsterne begyndte at mumle og både præsten og Acacio kiggede undrende efter Calvin. Hv... Hvad skete der lige? Acacio blev stående lidt, for at lade det sænke ind. Måske var det for det bedste, intet kys imellem dem betød at det ikke ville være så akavet, right?

Et dybt suk kom fra Acacio, da han så hans mor vifte ham hen imod Calvin, som var gået videre ind i huset. Han himlede med øjne, men gik så alligevel efter ham, hvor han fandt ham lænende op af en dørstolpe.
Han rømmede sig lidt og kradsede sig selv lidt på armen af nervøsitet.
Hey... so... what's your story? spurgte han halv akavet og kiggede undrende på ham. Hvad stod han og ventede på? Hvorfor gik han bare, når cermonien ikke var færdig. Acacio var nysgerrig, han ville vide hvad der var med denne fyr. Han skulle nok få det af vide på en eller anden måde.

Calvin så sig om da en helt anden stemme, end den han havde regnet med, talte til ham. "Acacio?" sagde han stille og sendte ham et smil der kunne charmere hvem som helst. "My what?" sagde han bare forvirret, som han drejede sig lidt imod ham og lod sit blik vandre op og ned af ham, how old is he? he has to be at least 18 right, that's the age someone has to be? For all the formal stuff, right?
"Will you excuse me for just a minut? Wait here.." sagde han så bare helt høfligt og forlod så for anden gang på under fem minutter Acacio til sig selv.
Han gik ud af bagdøren og stod et øjeblik bare og kiggede ud mod indkørslen og friheden - en ting han aldrig hade haft, han kunne mærke en knugende længsel. Hvis ikke det havde været for William, så havde han stukket af lige her og nu, men William var vigtigere, han ville gi' alt for at redde ham, sin frihed, sit liv - alt.

Ud af døren bag ham kom hans falske forældre, de så ikke specielt glade ud. "What the hell do you think you're doing?! You're ruining everything! Now everyone thinks you're some fucked up little drug addict or something worse.. mental ill!" lød det strengt fra kvinden, Calvin så lidt forvirret på hende, forstod ikke helt hendes fornærmelser, men valgte bare at lade det ligge "What do you mean, you said to marry him, I did? Now will you let William go?" spurgte han helt bedende, som hans øjne blev helt blanke.
"You have to stay fucking married to him! At least until the paperwork is done.. and then sure, we'll let him go! Now go back in there, and pretend your ass off like your little shit soulmates life depends on it, because it does!" råbte hun af ham. Han stirrede bare tomt tilbage på hende, som han gik forbi hende og tilbage ind i huset. Han vidste godt hun ikke havde tænkt sig at lade William gå, bare fordi hun sagde hun ville, men hvis han gjorde det her - så overlevede han i hvert fald, og Calvin fik vel lov til at være sammen med ham igen? Og det var ærligtalt meget bedre end alternativet.

Han fandt tilbage til Acacio, "I'm back.. what is next?" spurgte han bare, det var lidt svært at lyve, når man ikke havde nogen ide om hvordan man løj om det her? Fordi man simpelhen bare ikke vidste hvordan the real deal så ud? Han havde aldrig været til et bryllup før, han havde aldrig set en film med et bryllup før - alt hans information om den her verden var det William havde fortalt ham. Før jorden havde han tilbragt tusinde år i helved, og selv om han havde været her i måske et halvt år nu, så var det stadig meget nyt for ham, han var stadig ved at lære.

Acacio fik et ordentligt kig på ham, da han fandt frem til hvad han egentlig kiggede efter. Hans ur. Han fik store øjne og begyndte at hoste lidt, da han så hvor mange år Calvin havde tilbage at leve i. Han måtte være et overnaturligt væsen... Just great, selvom Acacio ikke ville dø om så længe, ville denne fyr stadig være i live, langt tid efter Acacio var død.
Han blev revet lidt ud af det, da hans navn forlod Calvin's læber og et charmerende smil pyntede det flotte ansigt. Yo... your story gentog han og så lidt afventende på ham. Han var blevet endnu mere nysgerrig.
Et utilfredst udtryk viste sig, da Calvin sagde han blev nød til at gå. Det var det samme udtryk Acacio altid havde, når han ikke fik hvad han ville eller tingene ikke gik efter hans hoved. Tingene gik i hvert fald slet ikke efter hans hoved.
Ud af instinkt kiggede han ned på sin arm, hvor forskellige cifre stod, som kun var synligt for ham. Han blev dog overrasket da han så det stod stille! Hvad betød det lige? Den stod på 100 dage, 55 minutter og 56 sekunder, præcist, uden at bevæge sig. Men efter ikke så lang tid begyndte det at bevæge sig igen. Han sukkede tungt og rystede på hovedet, selvfølgelig ville der ikke være noget mirakel.
Han stod bare og ventede på at Calvin ville komme tilbage. Hvad skulle han overhovedet? Hvorfor rendte han hele tiden væk fra ham?

Han vendte sig lidt om og kiggede ud mod haven. De forskellige familie medlemmer stod og talte med hinanden, nogen grinte, andre så seriøse ud. Hans mor og far så ud til at være lige så undrende som han selv var.
Han ville komme til at savne den familie... Det var derfor han ville gøre alt for at gøre hans liv mindeværdigt, inden alt gik galt.
Han fik sig lidt af en overraskelse, da Calvin var tilbage igen. Et forsigtigt smil var på Acacio's læber da han vendte sig om.
Time for the reception I guess... Eating mumlede han. Han kiggede lidt rundt og så at hans forældre var på vej ind i deres balsal af en stue.
Acacio tog blidt fat om Calvin's håndled, inden han gik hen til stuen. Éla(come) sagde han hurtigt på græsk, uden rigtig at tænke over det.
Som de trådte ind i stuen, kiggede folk straks på dem. Hans familie med øjne fyldt med glæde, siden de fleste fra hans familie ikke rigtig vidste hvad pokker der forgik og troede bare at det var et normalt bryllup. Det var dog noget lidt andet med Calvin's familie. Acacio vidste ikke helt hvad han skulle sige om dem, så han lod dem bare være.
Han tog Calvin med hen til hvor de skulle sidde, hvor han slap ham.
Han holdt en hurtig tale, hvor han bare sagde at der var buffet og at de skulle have tak for at være kommet.

Receptionen varede i lang tid, sådan var det med hans familie, de elskede at spise og snakke, spise og snakke osv. Men da det endelig var ovre og de fleste gæster var gået, undtagen forældrene selvfølgelig, var det også på tide at Acacio og Calvin kom 'hjem af'
Hans mor og far havde allerede sagt at de skulle bo sammen i Acacio's hus, der var heldigvis mere end et værelse, så de ikke skulle sove sammen. Det havde Acacio ikke lige lyst til.
Acacio vendte sig mod Calvin og strøg hånden gennem sit hår.
So... Ready to head to my house? Or ours I should say spurgte han og halv grinede, mere eller mindre akavet.

"Eating?" hviskede han bare helt stille tilbage, forstod det slet slet ikke. There is food? When did I last eat? Calvin fulgte efter Acacio, eller lod sig trække nok nærmere, ind i stuen - som var fuldkommen overdådig, ligesom resten af huset. Men især for Calvin, der kun kunne sammenligne det med den kælder han havde været spærret inde i, og før det - helved? Men til gengæld så vidste han heller ikke, hvad den pragtfulde balsals-stue stod for, faktisk så sagde det ham ikke rigtig noget. Selvfølgelig duftede det bedre, og lyset og luften var mere behagelige, men det var nok også det for ham.
Calvin sendte den store forsamling endnu et charme smil, selv om han nok selv følte sig en smule akavet og ilde til mode - han var slet ikke vant til så store forsamlinger, alle de her mennesker omkring ham, det var underligt.

Han satte sig ned med Acacio, og svarede mest bare ja og nej på de fleste spørgsmål, så da middagen var forbi, havde de nok ikke rigtig lært hinanden så meget bedre at kende end før. Desuden så havde Calvin været stærkt optaget af at spise, og spise, og spise - som han havde proppet sig så meget, at han havde kastet op - og så spist igen.
Det var ikke det eneste, for da de to skulle afsted, så var Calvin også lettere beruset - eller ærligt, pløre fuld, som han for første gang i sit liv havde drukket alkohol - uden selvfølgelig at vide at det var det han havde drukket. Han så på Acacio og hen mod sine falske forældre, var det meningen? Men de nikkede bare, og så huskede Calvin hvad de havde sagt - så længe han var gift med Acacio og gjorde det overbevisende nok, så var William i sikkerhed..

Så han nikkede, "Yes please.." lød det fra ham, som den enkle Acacio blev til to, da Calvin var begyndt at se dobbelt. Han valkede hen til bilen der skulle køre dem ud til huset, og kravlede ind på sædet ved siden af Acacio - "I feel really weird.." hviskede han så lidt tøvende og lukkede øjnene i et ønske om at få alt den mærkelige snorren væk. Det gjorde ham dog bare mere skidt, så da bilen standsede åbnede han døren og kastede så op endnu engang. Hans mave slet ikke vant til alt den mad, alt den væske, og hans hoved slet ikke vant til alkohol.
Han gav et let klynk fra sig, som han nærmere opgivende vaklede ud af bilen og satte sig ned på græsplænen op til huset. "Can I stay here, please?" lød det stille fra calvin, der fandt det bløde græs mere end nok, og sikkert den bedste nats søvn han havde fået i gud ved hvor længe. Så han drættede bare om på græsset, helt tom for energi, som han lå og kiggede lidt op på stjernerne, imens søvnen sneg sig ind - hvornår havde han sidst sovet?

I længere tid han var sammen med Calvin, jo mere fortryd han at han var blevet gift med ham. Fyren var fuldstændig mærkelig! Han havde ædt så meget at han havde kastet op, og efter det havde han bare spist mere! Og så var han også blevet så fuld at det var svært for Acacio overhovedet at styre ham. Hvordan skulle han kunne klare denne fyr? Acacio var på ingen måde stærk nok til at holde ham oppe, hvis han pludselig skulle gå omkuld! Hvordan var det også for en opførsel til sit bryllup?! Han troede hans forældre ville give ham til en med lidt mere class og som havde mere styr på tingene, men han endte bare med en som var på samme niveau som ham!?
Acacio vinkede bare farvel til forældrene, som han fulgte med Calvin ud til bilen og ind i den.
Han himlede lidt med øjne af ham, da han sagde at han havde det mærkeligt. Det var måske ikke så MÆRKELIGT! Han havde spist alt for meget og han havde drukket alt for meget.
What the hell is wrong with you? sagde han irriteret og lagde sine arme overkors, han ville bare gerne hjem!
Da de endelig var nået til huset kastede Calvin endnu engang op. Gjorde næsten at Acacio fulgte trop, men det gjorde han heldigvis ikke.
Han rystede bare på hovedet af den ynkelige fyr han havde giftet sig med, som lagde sig på græsset og ville sove der. Han havde næsten lyst til at lade ham ligge, men så kom han til at tænke på hans mor og far, han vidste hvad de ville sige.
Et suk kom fra ham, hvordan pokker skulle han få denne fyr ind i huset? Han kunne ikke bære ham!
You can't stay here! I have a room for you, with a bed. sagde han og prøvede at hive ham op fra græsplænen. Trelós(Crazy) mumlede han og kiggede bare ned på ham.
Come on, you need to walk yourself, I can't carry you hvæsede han opgivende.

Calvin kiggede op på drengen og rystede meget svagt på hovedet "I don't know, I'm sorry.." klynkede han bare, som han lukkede øjnene i, men det hjalp ikke - fik bare det hele til at køre endnu mere rundt, så han blev nød til at åbne dem igen, og se op på Acacios vrede ansigt, hvilket fik ham til at krympe sig endnu mere - bange for at Acacio ville slå ham eller på anden måde fysisk straffe ham. Det var jo alt hvad han var vant til, så hvordan skulle han forvente andet? I'm so sorry, please don't hurt me, I don't know what's happening, it feels weird, I've never felt like this before.. everything hurts..

Han kiggede på ham igen forvirret - a bed? William talked about that.. his bed, his soft bed, promised me if we ever got out, he would take me to it.. and make me the happiest witch on earth..
"No bed please.." lød det bare trist fra Calvin - der kun kunne sætte en seng i sammenhæng med William, og den oplevelse de skulle have haft sammen, i sådan en seng - det var ikke noget han havde lyst til med ham her, det var noget han gemte kun til William.
"Please leave me.." mumlede han bare selv, og sukkede helt opgivende - som han virkelig prøvede at tænke det igennem, men det var så forvirrende og alting gjorde så ondt, hans hoved hamred helt vildt! But I need to be married to him, I need to be convincing, I need to.. to save William.. how do I do that.. I know nothing.. he'll find out, and then.. they kill William! Nono! Okay, just do as he tells you to.. that's gotta help.. please please!

Så kom han alligevel på benene, selv om han havde svært ved at stå op, og da han gik op mod huset, zikzakkede han også en hel del, som han stoppede foran døren. "Acacio, how old are you?" spurgte han så, som spørgsmålet igen var poppet op i hans hoved. At least he hasen't hurt me.. yet..

Acacio sukkede tungt. Nu undskyldte han også. Måske skulle han tage en anden drejning med denne fyr? Tale... roligt til ham? Det var bare slet ikke Acacio når han var sur. Han vidste han havde problemer med sin personlighed, men det var han egentlig lidt ligeglad med, kun dem som virkelig kendte ham, vidste hvordan han var, sådan skulle det også være.
Acacio kiggede bare opgivende ned på ham, han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne trække ham med ind, men det ville være alt for meget postyr.
Han rullede med øjne da Calvin ikke ville sove i en seng? Hvad pokker var der i vejen med ham, hvorfor ville han ikke sove i en seng? Hvordan sov han ellers normalt, hvis ikke i en seng? På gulvet måske, det ville give mening, siden han gerne ville sove på græsset, måske var han vant til det.
Come on, a bed is nice, and you get it all to yourself sagde han bare og prøvede at hive ham med op.
I'm not leaving you out here, even though you are really making me think about it. vrissede han og kiggede bare hen mod sit hus med længsel.

Et kort gisp kom fra ham, da Calvin endelig valgte at rejse sig op og gå med ham op til huset. Gad vide hvad der fik ham til at ændre mening? Acacio prøvede bare at støtte ham så godt som muligt, så han ikke faldt på vejen derop.
Da de var ved døren fiskede han sine nøgler op, og låste døren op så de hurtigt kunne komme ind og sove. Hvad Calvin overhovedet noget tøj med? Ugh, det gad han ikke at tænke over nu.
Acacio var overrasket over det random spørgsmål han fik, men valgte så bare at svare på det, siden at de nu var gift og de lige så godt kunne lære hinanden at kende.
19, and you? spurgte han. Han var klar over at Calvin nok havde levet i længere tid, end hvad hans krop viste dog.
Han fik ham med ind i huset, det var næsten lige så stort som hans mors og fars, men lidt mindre, siden han kun var en person. Køkken og stue lå i en, siden det var et åbent køkken. Der var et kæmpe fjernsyn, stor sofa, en pejs, alt hvad ens hjerte kunne begære, det tog Acacio bare forgivet.
Han førte Calvin lige forbi alting, hen til et gæsteværelse
This is where you will be sleeping... I'm right beside. mumlede han og fik Calvin ført over til sengen, hvor han lod ham dumpe ned.
Acacio kiggede lidt akavet ned på ham og kradsede sig i nakken. Hvad skulle han nu gøre? Kunne han bare lade ham være? Han var fuld... kunne han mon klare sig selv, han virkede helt ude af den. Det var alt for meget arbejde for Acacio det her, han plejede at få sin mor og far til at klare sine ting for sig. Hvorfor skulle han nu selv gøre det? De havde vel ikke regnet med at Calvin var den der nu skulle klare hns ting vel? For det var håbløst.

"To myself?" gentog han bare, forstod det ikke helt - what does he mean, William said that.. but.. didn't he.. or.. did I just hear what I wanted to hear? Maybe it's normal, to have a bed.. to yourself - stop questioning him about all this, you'll just freak him out! Pressing goddammit!
"Oh okay.. cool.. I guess.." mumlede han så bare, og prøvede ikke at virke alt for mærkelig, men det var nok alt for sent nu. "Nineteen? That is young, isen't it? To get married I mean.." mumlede han så bare og sukkede igen over hvor dum han lød, how old I am? I don't know.. fuck I don't know.. just say something.. anything, it's not normal to not have an age! "Twenty.." sagde han så bare, og håbede på at det var.. normalt..

Han gik med ind i huset, men var ærlig talt alt for fuld til rigtig at lægge mærke til alting lige nu, så han fulgte bare med op på det der værelse, hvor han skulle bo nu - hvilket var underligt, for han var vant til at bo i kælderen - han vidste ærligtalt ikke om han brød sig særlig meget om det her.. maybe I can ask to sleep in the basement.. I would feel better there I think.. maybe.. no that's stupid, don't ask him that, just do as you're told!
Han trådte ind i værelset og så sig lidt omkring, forvirret igen, havde aldrig set noget ligende, men fra hvad han havde fået fortalt, så var han ret sikker på hvad sengen var - og den skulle han sove i? Alene.. No I don't wanna be alone in here.. please don't leave me here.. please..
"Are you leaving me? Please don't.." bad han så bare, og sendte Acacio et hjælpeløst hundevalpe blik, "Stay?" tiggede han så. Ikke fordi han nødvendigvis havde lyst til at sove sammen med Acacio, men tanken om at være helt alene, så langt væk fra alt hvad han kendte, så langt væk fra William, i det her enorme hus helt alene.. det skræmte ham bare helt sindssygt.. og tanke om at drengen var der hos ham.. gjorde det bare en lille bitte smule bedre, også selv om han var en komplet fremmed.

Acacio nikkede bare. Hvad var det fyren ikke forstod? Hvorfor var han så mærkelig, det virkede som om han intet vidste, som om han var et barn der først lige var begyndt at udforske verden... eller nej... det var værre.
Han tænkte lidt over hvad Calvin sagde. 19? det var vel ret ungt at blive gift, han kendte ikke mange der blev gift på det tidspunkt, udover ham selvfølgelig, men han havde en ret vigtig grund, som ingen skulle vide. Han havde slet ikke fortalt hans forældre det, han ville ikke gøre dem ulykkelige og han vidste bare at de ikke ville forstå det og prøve at ændre det, men det nyttede ikke, han havde prøvet så mange gange.
It's a bit early, but I have my... person reasons sagde han og kiggede på Calvin. Han var kun et år ældre end ham, men han regnede med at det vel bare var hans krop... Det var vel også nok at vide. Han nikkede lidt. I guess we are both early with the marriage thing sagde han.

Acacio fik store øjne, da Calvin faktisk bad ham om at blive hos ham inde på værelset? Han var fuld, han måtte være så fuld, at han faktisk ville det? Ville Acacio gå med til det?
Acacio hvæsede som han kiggede på Calvin. Han så så nervøs ud, så hjælpeløs, hvorfor så han sådan ud?! Var han virkelig bange for at sove alene? Hvem havde han dog gift sig med!!
Han sukkede dog opgivende og nikkede så bare. I will stay, but only till you fall asleep sagde han irriteret og tog sin mobil op af sin bukselomme, inden han gik hen og lagde sig i den anden side af sengen og begyndte bare at kigge sin mobil igennem for diverse notifikationer.
Han kiggede hen på Calvin for et kort øjeblik og valgte så at spørge om hans tøj alligevel.
Don't you have any clothes with you? A suit is not nice to sleep in Han havde på ingen måde lyst til at forslå at han fyren bare sov halv nøgen, hell to the no.

"Okay" sagde han bare, ville ikke rode mere i det, desuden var han alt for fuld og træt til at have en nogenlunde pragmatisk samtale lige nu - han ville nok bare gøre sig selv mere til grind, end han allerede var. "I guess we are" gav han bare Acacio ret, uden overhovedet at vide om han burde eller ej, han havde intet at forholde sig til jo.
Han sukkede helt lettet, som Acacio fortalte han ville blive hos ham, også selv om det kun var ind til han var faldet i søvn - det var i det mindste bedre end ingen ting, hvis han så bare kunne lade være med at vågne op i løbet af natten, for det ville helt sikkert freake ham ud.
"Thank you.." hviskede han, som man virkelig kunne høre oprigtigheden i hans stemme, han var virkelig taknemmelig.

"It isen't?" mumlede han så bare, som han havde fulgt Acacio med øjnene, som drengen havde smidt sig i sengen med en eller anden dims der kunne lyse i hånden, cellphone.. lød Williams forklarende stemme i hans hoved, selv om det på nuværende tispunkt ikke hjalp meget.
"I don't have anything else, I'll just take it off.." sagde han så bare med et let skuldertræk, som blufærdighed selvfølgelig heller ikke var en del af Calvins liv, han havde været nøgen foran William mange gange, og aldrig skammet sig, eller følt det var akavet eller ubehageligt, det havde måske heller ikke været helt af eget valg og i særlige rare situationer, men han havde aldrig prøvet at skjule sin krop for William, han skjulte aldrig noget for William. Så han så heller ikke hvorfor Acacio ville have noget imod det..

Han klædte sig af, og det var ikke bare overtøjet, men det hele der røg, til Calvin stod helt nøgen foran drengen i sengen, fuldkommen ignorant overfor det stadie hans krop var i - han lignede en der var blevet trampet på af ti vilde elefanter! Med alle hans blå, lilla, og sorte mærker - alle hans sår og hans ar, og så var han tynd - alt for tynd til hvad godt var. Men Calvin vidste ikke hvor unormalt det var, han kendte kun William og William så lige sådan ud fra alt tortureren. Han gik hen til sengen og satte sig ned på kanten, det føltes underligt, meget.. blødt..
Før han forsøgende lagde sig ned, bare oven på dynen og det hele, anede ikke hvordan det rigtig fungerede vel.. men det måtte vel bare være sådan her ik? Han lå da okay.. han blev i hvert fald meget mere træt nu.

Acacio nikkede bare til Calvin, da han sagde tak for at han ville blive hos ham.
Måske var det hele var for overvældende for ham? Han var også fuld. Acacio sukkede bare tungt og rystede på hovedet. Hvordan skulle han tage sig af ham her, han kunne knap nok tage sig af sig selv. Måske var det gennemtænkt fra hans mor og fars side? Havde de gjort det med vilje, så Acacio kunne lære at klare ting selv. Tsk, sikkert! De var så snu og alligevel ville Acacio dem bare det bedste.
Han rystede på hovedet, som svar til Calvin, han følte dog at fyren ville få mere ud af et ordentligt svar.
No, don't you have a pyjamas with you? spurgte han. Alle ville da tage deres nattøj med sig, hvis de vidste at de skulle overnatte right? Han skulle jo flytte ind, hvorfor havde han ikke nogen ting? Var han fattig? Hjemløs? Det ville ikke give mening, hvordan pokker ville dette bryllup have nogen form for gode for hans families firma?
Acacio lagde ikke meget mærke til hvad han sagde, han troede bare at han ville tage jakkesættet af, så kunne Acacio altid låne ham noget af sit eget tøj, de så ud til at være nogenlunde samme størrelse right?
Dog da han valgte at kigge hen mod Calvin, fik han sig noget af en overraskelse da han så ham nøgen.
Et hvin kom fra Acacio og han holdt sig hurtigt for øjne.
Jesus christ dude! Cover up! sagde han skræmt, mens hans kinder blev helt røde.
Han kiggede dog lidt gennem sine fingre, uden at kigge helt ned. Han fik sig lidt af et chok, da han så hvordan han så ud. Hvad pokker var der sket med ham? Hvorfor var han så tynd? Hvorfor havde han så mange skræmmer?
Acacios øjne fulgte ham bare, som han lagde sig nøgen ned i sengen uden at tage dynen over sig. Acacio nåede dog lige at løfte den lidt, før han lagde den oven på ham, så han kunne dække ham. Han havde ikke lyst til at kigge på den nøgne fyr, det blev bare så mærkeligt at ligge i samme seng... Hvorfor skulle han lige tage alt tøjet af? Havde han ingen form for filter?
What happened to you spurgte han bare lige ud. Acacio var en der var meget nysgerrig anlagt, det lå nok til at han troede han kunne spørge om alle mulige ting også selv om det var privat, han ville vide det alligevel. Han ville vide hvad der var sket med Calvin, hvorfor han så sådan ud, hvorfor hans far havde valgt en som ham.

"Pyjamas?" mumlede han bare træt og rystede på hovedet, de var da ankommet til huset sammen - så måtte Acacio jo også vide at Calvin slet ikke havde haft noget med sig. Han ejede jo ingen ting, det var lidt som om at hans falske forældre slet ikke havde tænkt det her igennem, regnede de bare med at Calvin kunne klare alt det her på egen hånd? Han ville gerne lyve for Acacio, men han anede ikke hvad han skulle sige, han vidste ikke hvad der var troværdigt i den her verden, han kunne lige så let ende op med at gøre det hele værre, end bedre - hvis han løj. Det var nærmest ment til at mislykkes var det ikke..

"What.. oh.. eh.. sorry?" sagde han så bare og trak den der mærkelige dyne dims op over sig, for den var egentlig meget rar alligevel. Han smilede bare lidt hemmelighedsfuldt da Acacio spurgte ind til hans ødelagte krop, men igen - anede han ikke hvad han skulle sige, han kunne ikke sige sandheden, men han kunne heller ikke finde på en god nok løgn til at snyde Acacio. "Private.." mumlede han så bare, og brugte Acacios egne ord imod ham. Han skubbede sig om på siden, så han kom tættere på Acacio og så lidt op på ham, "I'm sorry that I did everything wrong, you seem like a nice guy, you deserve something better.. I'll try and make it up to you tomorrow, yes? Goodnight.." sagde han så bare, før han puttede sig ind til Acacio og lukkede øjnene, det gav ham bare så meget tryghed at have drengen der, og med alt der var sket den dag - ja så faldt han hurtigt i søvn.

Et skævt smil hvilede på Acacio's læber og han rystede bare på hovedet. Vidste han ikke hvad en pyjamas var? Hvor pokker kom han fra, siden han ikke kendte til det? Whatever, doesn't seem like you need it anyways. sagde han og lagde sig bare ordentligt tilrette i sengen. Han ville prøve at holde sig vågen til at Calvin var faldet i søvn, sagen var bare at Acacio også var meget træt og han vidste ikke hvor lang tid han kunne holde sig vågen.
Han håbede det ville være varmt nok for Calvin, at ligge nøgen med bare et tæppe på, det kunne hurtigt blive til en lille snue, hvis man ikke passede på. Han sagde dog ikke noget, fyren var gammel nok til at tage sig af sig selv, troede han i hvert fald.
Acacio gav en lille utilfreds lyd fra sig, da Calvin bare sagde privat. Han ville vide hvad det var der havde gjort han så sådan ud. Var der nogen efter ham, var det hans mor og far der gjorde det? De virkede mærkelige nok til at kunne gøre sådan noget mod deres barn.
Tch vrissede han og kiggede bare på sin mobil, da Calvin vendte sig om mod Acacio og kom tættere på, hvilket gjorde at han blev en anelse nervøs.
Han kigede ned på Calvin som han begyndte at undskyldige for dagen. Det havde været mærkeligt, han havde været endnu mere mærkelig, men han behøvede dog ikke at sige undskyld eller gøre det bedre, det var trodsalt ikke et rigtigt ægteskab vel? Han satte dog pris på det og smilede bare til ham og nikkede.
Goodnight. svarede han tilbage.
Han blev meget overrasket da Calvin puttede sig ind mod ham, Acacio ville havde sagt noget og sikkert skubbet ham væk, hvis det ikke havde været fordi fyren allerede var så godt som i drømmeland og han virkede til at være meget nervøs i hans nye omgivelser.
Acacio var normalt meget reserveret, men han lod Calvin gøre hvad han ville, lige denne gang. Uheldigvis faldt han selv i søvn, stadig i sit jakkesæt og uden at gå ind i sin seng, som han havde lovet sig selv.
Uden at ligge mærke til det, var hans ur begyndte at tælle op ad, som de lå gennem natten, puttende mod hinanden.

Næste morgen.

Acacio vågnede langsomt, han havde ingen anelse om hvad klokken var, men det var også lige meget, han skulle ingenting.
Han blinkede lidt for at vende sig til lyset, inden han kiggede ned ved siden af sig og så stadig Calvin. Havde de virkelig puttet hele natten? Hans kinder bliver røde og han prøvede hurtigt at komme ud af Calvin's arme og ud af sengen, som han rettede sit jakkesæt ud. Han fandt dog sig selv kiggende på den sovende skikkelse, i hvert fald i nogle sekunder uden at gøre noget.

Calvin mumlede lidt i søvnen, i det Acacio sneg sig ud af hans greb, og klik så blev hans gode drømme til onde mareridt. Få minutter efter satte han sig op i sengen med rædselmalet i ansigtet, som han stirrede tomt ud i luften og trak vejret i hårde stød, helt svedig og bleg. "Wi.." gispede han ud mellem tænderne, men nåede dog ikke at udtale hele magens navn, før han fik øje på Acacio og gårdagens begivenheder begyndte at vende tilbage til ham.. "Acacio.. husband.." sagde han så stille, og slappede lidt mere af igen, som han sendte sin mand et undskyldende og meget forsigtigt smil.

Han kravlede så langsomt ud af sengen og så sig lidt desorienteret omkring, "Bathroom?" spurgte han så lidt fortvivlet, håbede han brugte det rigtige ord for det han havde brug for. Han mærkede dog hurtigt Acacios stirren igen, som han rakte ud og hev tæppet op omkring sin nøgne krop, "Sorry! I forgot.. can I borrow something.. to wear?" sagde han lidt forsigtigt og smilede igen lidt undskyldende til Acacio - what are we suppose to do now? Be married, yes, but what do married people do? Try and remember, William most have told you something useful.. mhmm can't.. my head hurts to bad!

Acacio blev en smule bekymret da Calvin lige pludselig satte sig op og rædslen tydeligt kunne ses. Måtte være et mareridt, et slemt et åbenbart, for at kunne gøre fyren så bange. Han nikkede bare da han sagde hans navn. Og ja... den titel som de nu havde. You alright? spurgte han nysgerrigt.
Hans nysgerrighed forsvandt dog hurtigt og hans hånd dækkede sine øjne, da Calvin rejste sig op uden at have noget som helst på, ligesom da de lagde sig til at sove.
Acacio rømmede sig lidt da Calvin spurgte hvor badeværelset var. Han tog hånden væk fra sine øjne og pegede i retningen af en dør ikke langt fra sengen, som førte til soveværelsets badeværelse. Han kunne ikke lade være med at kigge på ham, men han kiggede dog... ikke hele vejen ned. Han rødmede da Calvin tydeligvis kunne mærke hans blik og tog et tæppe rundt om sig.
Han nikkede og smilede akavet. Sure... I will get you something sagde han og gik ud af værelset og ind på sit eget.
Han tog et par almindelige boxers, en hvid t-shirt og et par jogginbukser, det var vel det man havde behov for om morgnen. Han vidste ikke om Calvin havde nogle planer om at gå, men ellers måtte han bare låne noget andet.
Han gik hen til gæsteværelset igen og skulle til at åbne da han stoppede. Han ville ikke gå ind og se ham nøgen igen, det var så pinligt! Han bankede på døren og sagde så højt Can I go in?
Han stod og ventede med tøjet, turde slet ikke at åbne døren.

"Yes thank you, just a bad dream.. I hope I didn't scare you.." sagde han venligt, som han prøvede at skubbe indholdet af mareridet på afstand, skubbe William ud af sine tanker - fokusere på det her i stedet, det var jo i sidste ende den eneste måde hvorpå han kunne hjælpe ham.
"Thank you!" sagde han glad, som han dog ikke helt kunne lade være med netop nu, at bemærke at Acacio selv stadig havde tøjet fra igår på? Var det ikke ham der havde sagt man ikke kunne sove i et jakkesæt? Og var det ikke ham der havde sagt, at han kun ville blive ind til Calvin var faldet i søvn? Var han blevet hele natten alligevel? Skulle han spørge? Probably not, just keep it to yourself, don't try and freak him out..

"I'm really sorry for yesterday by the way, I think I ate someting.. bad.." mumlede han bare, fuldkommen udviden overfor alkohollens effekt selvfølgelig, men hvor skulle han også vide det fra?
Han så lidt efter Acacio der forsvandt ud af døren, for at finde tøj frem til Calvin. Han smed bare tæppet igen og gik så hen til den dør der førte ud til badeværelset. Han så sig lidt omkring derude gik langsomt rundt til de forskellige elementer toilet.. sink.. shower.. oh maybe I should take one of those.. a shower.. something you both stand in and take at the same time! Some cold water would probably do me well.. good I'm so thirsty! Han forlod kort brugseren og gik hen til håndvasken, som han efter lidt tid fik lukket op for vandet og stak sit hoved ind under. Efter at have drukket en halv balje vand, gik hen lidt omtåget tilbage til brugseren for at prøve at regne ud hvordan den fungerede. Han vendte sig halvt om da han hørte en banken. "Yes come in, I'm out here. I need your help.." kaldte han efter Acacio, som han ventede på Acacio ville komme ind på badeværelset - igen havde han glemt alt om den der blufærdighed, som virkelig bare ikke eksisterede over for ham. "I can't get this thing to work.. can you show me how?" spurgte han venligt og sendte drengen et varmt smil - han havde det allerede meget bedre, det måtte være vandet - han havde nok været dobbelt så dehydreret som før. Bare han nu ikke kastede det op igen..

Acacio rystede bare på hovedet, han skræmte ham ikke rigtigt, han var mere nysgerrig på hvad der fik fyren til at vågne sådan. Hvad for et mareridt han havde haft. Han ville vide mere om denne fyr, han var dog på ingen måde villig til at lade fyren vide noget om Acacio.
Calvin var så mærkelig i Acacio's øjne. Han opførte sig mærkeligt, han vidste ikke basiske ting, som om han havde været fuldstændig lukket væk fra verden omkring ham i al den tid han havde været i live.
Han spiste noget forkert? Mere alkoholen! Det var det han talte om, som om han ikke vidste hvad der havde gjort ham så ude af fokus og balance.
Han rystede bare på hovedet og lod være med at sige noget.

Da Calvin sagde at han sagtens kunne komme ind, åbnede Acacio bare døren lykkelig uviden om at Calvin stadig var nøgen. Han lagde tøjet på sengen og gik ud på badeværelset, siden han havde brug for hjælp, men da han kom der ud kom der er hvin fra Acacio, da han så den nøgne Calvin foran sig igen. Calvin! Cover up sagde han frustereret og fokuserede sit blik mod hans øjne. Han skulle ikke se hvad der hang dernede! Næh nej!
Endnu en mærkelig ting Calvin sagde, han vidste ikke hvordan man tændte en brugser? Et suk kom fra Acacio og han bevægede sig varsomt hen mod Calvin og badet. Han drejede på de to håndtag, så han også kunne justere varmen for ham. Han vidste dog ikke hvor varmt han kunne lide det, så han tog den bare på lunken.
Derefter tog han et håndklæde fra et skab og lagde det ved vasken, så det var klart da han kom ud.
After shower, dry yourself with the towel. I laid the clothes on the bed. sagde han inden han hurtigt gik ud igen.
Han følte han blev nød til at forklare ham alt! Var det sådan det var at være forældre? Hvorfor skulle han lige gøre det her? Det var alt for meget arbejde, han gad ikke!
Et tsk kom fra ham, som han gik ud på sit eget badeværelse og tog sit jakkesæt af. Endelig kunne han slippe ud af det, han havde fuldstændig glemt det.
Som han tog det af tjekkede han sit ur, men der var noget forkert... den stod på 105 dage? Men den var nede på 100 dage dagen før? Der måtte være noget forkert? Eller havde han selv set forkert. Han hævede et bryn men trak så bare på skuldrene, inden han gik under brugseren og tog et dejligt varmt bad.
Han kom ud af badeværelset, med en morgenkåbe om sig, kiggende efter om Calvin var kommet ud og havde klaret sig. Den fyr var en håndfuld, skulle han virkelig kigge efter ham de næste 105 dage?

"Oh! Sorry!" udbrød han så igen som hans blik forsvandt ned over sin egen nøgne krop, men hvad skulle han dække sig med? Han fik dog fat i badeforhænget og hev det lidt ind foran sin egen krop, som han sendte Acacio et undskyldende men charmerende smil - I have to be better at remembering that.. nudity scares him somehow.. I don't wanna scare him..
"Right!" sagde han hurtigt og nikkede forstående, håbede bare han kunne huske alt det, men det skulle nok gå! "Okay see you!" sagde han hurtigt, som Acacio forsvandt ud af badeværelset, og han selv blev meget optaget af brugseren og vandet der sprøjtede ud af brugserhovedet, han havde da aldrig set ligende!
Han tog sig sammen og gled ind under den tykke stråle, som øjnene gled i i ren velbehag, det føltes utroligt. Han plaskede lidt rundt i badet noget tid, og da han begyndte at kede sig undersøgte han hylden med forskellige flasker med underlige duftende tykke væsker. Han fik det ud over alt selvfølgelig, både shampoo, balsam og forskellige kropsshampooer og alle muligt andre - sikkert mega dyre produkter. Ind til han gav op da han fik noget i øjet, og stillede det hele tilbage på hylden - selv om han nok stank langt væk af alle mulige blandede dufte nu.

Han slukkede for vandet og trådte ud, som han skabte en kæmpe pøl på gulvet, imens han vandrede omkring på toilettet, til han kom i tanke om håndklædet! Han tørrede sin krop og smed bare håndklædet på gulvet, før han gik tilbage til soveværelset og kom i tøjet. I did it! And all by myself.. God I can't wait to tell William, that I had a shower! And it was amazing!
Hans mave kom så med en lettere knurren, ikke helt tilfreds med de par mundfulde vand den havde fået ind til videre - men nu var Calvin ret vant til at være sulten, så han slog det bare hen - og gik i stedet i gang med at udforske det store hus, og selvfølgelig hvert enkel rum!
Han endte op i stuen, som han sad og stirrede på det slukkede fjernsyn - it's a television.. I know this one.. but why is it all black, there suppose to be people in it, right? It's weird..

Acacio fandt ham siddende foran tv'et. Han hævede et bryn og gik langsomt hen til ham. Acacio kunne ikke lade være med at grine lidt, da han så at det var slukket og at han bare kiggede på en tom skærm.
Han tog fjernbetjeningen og tændte for det. Der kom en tilfældig serie på fjernsynet, men Acacio lagde ikke meget mærke til det.
It's funnier when it's turned on sagde han og smilede skævt til Calvin.
Han kiggede på ham og huskede tilbage til den krop han havde set, da han ikke var dækket til. Fyren havde brug for mad... skulle han virkelig lave mad til dem begge, eller skulle han tilkalde en som han plejede. Han gad bare ikke at der kom nogen ind og så dem i samme hus, det lignede ikke Acacio at være sammen med nogen, de ville sikkert se mærkeligt på det.
Want some breakfast? spurgte han og lagde sine arme over kors. Acacio blev vel nød til at lave mad, han havde på fornemmelsen at Calvin ikke kunne i hvert fald. Calvin blev mere og mere hårdt arbejde, han turde slet ikke tænke på hvordan han havde klaret det ude på badeværelset!
Han nikkede sit hoved i retningen af hans store køkken, for at få fyren med derhen så de kunne lave noget mad.
Om det så bare blev noget frugt eller noget morgenprodukt, det måtte Calvin vel selv bestemme. Acacio kunne ikke lave mad, han ville sikkert brænde selv spaghetti på.
What do you want? You can have anything... other than food that needs to be cooked. sagde han og kiggede afventende på Calvin.

Calvin så op som Acacio kom ind, som han trak brynene lidt sammen i en undren, over den morgenkåbe Acacio havde på, han forstod den ikke helt, den ligende en kjole - men så alligevel ikke helt.
Han blev dog distrahere idet Acacio tændte for den sorte kasse og skræmte Calvin fra hvid og sans, som der ud af ingen ting pludselig var frem fremmed mennesker i deres stue, der bare stod og talte, som havde altid været der?! Han kravlede et par meget tilbage, som han havde siddet på gulvet jo, og skulede nu bare ondt til tv'et - vidste ikke helt hvad han skulle syntes om det, det var virkelig underligt, han forstod det slet ikke. "Who are they, the people in the box? I mean.. television.. in the television.." sagde han så stille og rettede sig selv, som om det blev meget bedre..


Han så op på Acacio som hans mave slog en let koldbøtte da Acacio spurgte om han ville have morgenmad, se det vidste han hvad var! For hvis der var noget William godt kunne lide at tale om, så var det mad! Det havde sikkert noget at gøre med sultekuren i fangekælderen, hvor de eneste de havde spist var forskellige slags grød, eller mærkelige færdigretter og selvfølgelig dåsemad.. imens havde William altid fortalt om alle sine livretter, og så havde den ækle mad været lidt nemmere at sluge..
"I would love to!" sagde han så hurtigt, som han rejste sig, også for at komme væk fra det underlige fjernsyn. Han fulgte efter Accaio ud i køkkenet og så sig lidt omkring, som han faktisk følte sig lidt mere på hjemmebane nu.. selv om han aldrig havde set de her ting i virkeligheden, så havde William altså været ret omhyggelige.. "Pancakes? Can I have some pancakes please.." sagde han så tøvende, som han huskede det som en af Williams yndlings spise - og han vidste præcis hvad man skulle gøre for at lave pandekager, så Acacaio behøvede slet ikke se sådan der ud altså! Okay måske lidt.. for Calvin skulle nok have.. hjælp.. alligevel.. men han havde da i det mindste en ide om det her, i forhold til alt det andet.
"I think I know how to make them.. do you have any.. eggs.. those round white things.. form chickens?" sagde han så og sendte Acacio et stort smil, helt stolt over sin viden, selv om han nok bare havde gjort det endnu mere underligt ved at forklare Acacio hvad æg var.

Han hævede et bryn da han så hvor skræmt Calvin egentlig blev, efter han havde tændt for tv'et. Hvorfor var han så skræmt, havde han aldrig set et tv før? Hvem var han, hvorfor opførte han sig så mærkeligt. Han var så nysgerrig, det var simpelthen ikke normalt, og så kaldte han det en boks? From which age are you from? Have you never seen a telly before? spurgte han overrasket, som han så fyren rykke tilbage fra fjernsynet og se ondt på det. Acacio havde ingen anelse om hvordan han skulle takle det her.

Acacio kiggede bare på ham, holdt øje med ham som de gik til køkkenet. Han var som et barn på en eller anden måde. Han kunne ikke tage sig af et barn, for pokker fyren var et år ældre end ham, hvorfor opførte han sig sådan. Måske havde han virkelig været lukket væk fra alt?
Acacio sukkede tungt, da han spurgte om han kunne få pandekager. Men det skulle laves og det kunne Acacio bestemt ikke. Han fandt sig dog i en situation hvor han ikke kunne finde ud af at sige nej til Calvin, han vidste ikke hvorfor, måske fordi han virkede så freaking lost.
Han nikkede så bare og blev lidt mere positiv, da Calvin sagde at han ville lave pandekagerne selv. Kunne han virkelig finde ud af det? Det virkede slet ikke sådan som han havde opført sig. Turde han overhovedet give ham lov til at bruge komfuret? Det blev jo mega varmt, hvad hvis han brændte huset ned? eller brændte sig selv.
Han bed sig i læben og nikkede så, som han gik hen til sit køleskab og tog hvad der skulle bruges ud, samt de tørre ingridienser der skulle bruges.
Um... I'm just gonna stay out here... making sure you don't burn the place down sagde han og satte sig på en bar stol ved øen i midten af køkkenet. Det var nu ikke så meget hans hus han bekymrede sig om, han kunne få sine forældre til at købe et nyt, det var mere Calvin som ikke skulle brænde sig, så han blev og kiggede på.

"Which age?" sagde han stille og tænkte lidt, men rystede så bare på hovedet, "I don't know, you kinda lose track of time down there.. and no, no I havn't.." sagde han så bare og sendte Acacio et stort smil, som bare voksede endnu større, da Acacio gav ham lov til at lave pandekager og begyndte at finde alt det frem han skulle bruge til dem. Han så lidt efter Acacio og nikkede så "Probably a good idea.." mumlede han bare, og trak så den skål hen til sig, som Acacio havde fundet frem, som han tog æsken med æg op og kiggede indgående på den, som ville æggene på magisk vis knække sig selv og hoppe op i skålen. Men han var ikke helt ved siden af! For snart fik heksen mumlet et lille ord på et ældgammel sprog, og så blev det lige pludselig nemt at lave pandekager, som det sådan set faktisk begyndte at lave sig selv - og Calvin egentlig bare gik i vejen når han forsøgte at hjælpe. Lidt efter gav han bare op og stod og stirrede imens pandekagerne blev bagt på panden, igen - helt af sig selv, som stod der en usynlig pandekage mester og gjorde alt arbejdet.

"I think I'm doing pretty good tho'" sagde han så bare med et stort smil, før han lænede sig ind over kogeøen og frem mod Acacio, "Why did you get married to me? Do you like me? No, because you didn't knew me before.. so that can't be it, even tho' I was told, I'm pretty handsome.. So you're not completely out of luck are you? But why then.. to help your family? Is that all?" spurgte han så, og lød nærmest helt arrogant, som han forhørte Acacio, egentlig ret nysgerrig efter at høre hans side af historien, imens han bare stod der med det der arrogante charme smil om læberne, hov.

Dernede? Hvor nede. Acacio kiggede underligt på ham. Hvem var den her fyr, han gemte på noget det var der ingen tvivl om. Ingen kunne vel nogensinde være så clueless som ham? Down there? Down where? Where are you from? spurgte han nysgerrigt, han holdte ikke tilbage længere, det var simpelthen for mærkeligt.
Han nikkede bare da Calvin også var enig med at det var en god ide, at Acacio nok blev og holdt øje. Hvad han dog ikke havde regnet med var at tingene pludselig begyndte at gå igang af sig selv uden at Calvin skulle røre en finger, selvom han prøvede.
Acacio fik store øjne og begyndte at smile Omg, you are a witch! That's so cool! sagde han henrykt og kiggede på mens pandekagerne lavede sig selv.
Han blev dog slået lidt ud af den, da Calvin pludselig begyndte at spørge indtil hvorfor han havde giftet sig med ham. Hvorfor han havde sagt ja.
Han bed sig i læben og kiggede ned på sit håndled, hvor hans ur var. Det var ikke noget han ville fortælle andre, han fortalte aldrig nogen om sin evne, mest fordi det gjorde dem ukomfortable at vide at han vidste hvornår de skulle dø og så gad de ikke at hænge ud med ham mere. Han havde dog heller ikke brug for nogen, så det var vel lige meget, right?
Reasons that don't concern you sagde han bare og lagde en hånd over sit ur, så han ikke kiggede mere på det, han blev bare mere og mere distraheret.
Hvad han dog ikke havde lagt mærke til var at det var stoppet.