❃ Magic will fix everything!.. Right? (Reign - Stephen)

Reign hævede et øjenbryn lidt af forklaringen. Siden hvornår havde Razor ladet ham sove uden kamp? Normalt havde Reign skullet forklare om og om igen, at han var træt, og at han skulle tidligt op, før halvdæmonen gav op og lod ham sove. Hvad i himlens navn var der sket i den tid, han havde været væk?
Men den tanke blev hurtigt glemt ved drengens spørgsmål, der i stedet fik julelys frem i menneskets øjne. "Now?" det var meningen, det skulle lyde skeptisk, men endte ud i en langt mere spændt tone, som Reign udmærket godt vidste lugtede langt væk af desperation. Men han kunne ikke gøre for det. Tanken om al den kropskontakt de to havde misset var ulidelig, og han var mere end klar til at gøre op for det en, to - ti gange.
Razor forlod rummet og efterlod mennesket til sine egne tanker, der meget hurtig var gået fra maling til sjofelheder. Nu havde de også malet i, hvad? 4? 5 minutter? De fortjente en pause til at indhente det forsømte. Væggene skulle nok blive malet på et tidspunkt.

Forsvundet hen i sine egne tanker endte mennesket ud med at male ovenpå den samme plet igen og igen og lagde først mærke til Razors stemme efter al for lang tid. "Huh? No way," lød det skeptisk. Han lagde penslen fra sig og smuttede selv ind i stuen, forbi Razor, for at kigge ud af vinduet. Og skepsissen forsvandt brat.
Folk blev ført ind i politibiler. Eller hvad de nu end var. Det var ikke de klassiske hvide biler med blå streger, dette var pansrede vogne med blink for oven, der lyste for fuld udblæsning. "What the hell," Reign blinkede forvirret ned mod dem og smuttede ud på altanen, selvom kulden skar gennem marv og ben, "what's going on?"
Hans hjerte begyndte at banke hurtigere, som nervøsiteten ligeså stille banede sig vej. Tænk hvis området havde været udsat for skyderier, eller hvis en form for bandekrig havde fundet sted, og han bare havde sovet fra det. Og nu stod han bare og malede. Det virkede helt surrealistisk.
Det klogeste havde uden tvivl været at skynde sig ned og sætte sig ind i en af bilerne, men i sin egen forvirring, skyndte Reign sig i stedet ind og tændte for tv'et i et håb om, at det ville kunne forklare, hvad der skete. Og rigtignok var nyhedsværten godt igang med at fortælle om situationen; zombieangrebet var forværret, og de havde formeret sig utroligt meget på kun få dage. Byens myndigheder havde regnet med, de havde kunnet holde det under kontrol, men havde i sidste ende fejlet, og nu blev folk evakueret til akademiet. Det var vigtigt at finde en politivogn, hvis man ville i sikkerhed, fortalte hun videre, og hvis dette var umuligt, skulle man holde sig indendøre.
"No way," lød det næsten lydløst fra Reign, der fortsat stod med fjernbetjeningen i hånden. Smed den først fra sig, da han i hast vendte tilbage ud på altanen og gentog, "no way..." Den sidste vogn blev lukket og kørte afsted, ud af parkeringspladsen bag den lange række af identiske køretøjer. Det var for sent. De havde sovet fra hele affæren og var blevet efterladt.

Det var meget mere fristende at lure mennesket til senge gymnastisk end at glo på blinkende lys fra en altan eller male en væg i en kedelig hvid farve. Faktisk - så var det så meget mere at han et øjeblik overvejede at gribe fat i Reign som han farede forbi og forsvandt ud på altanen for at tjekke hvad det var halvdæmonen havde plapret omkring. Han rodede sig kort lidt i håret før han så bare trak lidt på den ene skulder. " I don't know - probably some... " Han overvejede det lidt. Well - der var uendelige muligheder til hvad der kunne foregå. zombier var en ting. Men ville de virkelig kaste så mange mennesker ud i verden hvis det var det der var problemet? Måske.. måske ikke - det var lidt dumme, så det var vel egentlig meget muligt. Han kløede sig lidt i nakken og fulgte Reign med blikket som han tonsede ind igen og tændte for fjernsynet - kun for at forsvinde ud igen.
" Stop for second - it's not like the world is ending.. " Sagde han så bare lidt og rynkede panden en smule. Han forstod måske bare ikke helt hvad det var der foregik. Han kunne lytte til fjernsynet - se billederne derpå. Men Reigns udtryk var ærligtalt en smule.. meget mere underholdende.
" No way what? Are we going to die? " Spurgte han så og smuttede hen til mennesket - lod kort blikket glide ned mod gaden men rettede det så mod mennesket et øjeblik efter. " Yas - finally, then we can be together forever - if you agree to enter hell with me.. " Sagde han så bare med et lille halv drillende smil. " I doubt heaven is a open door when it comes to me. " Han skar en grimasse - sarkastisk før han kort overvejede det lidt. Sikkert et dårligt tidspunkt at joke på. Reigns hjerteslag afslørede alting. At han nok ikke lige nu, synes at ting som dette var specielt underholdende.

Han forsøgte også at fokusere lidt mere på stemmerne i tv'et - bare lige for at have en formmelse uden at forvente at Reign forklarede. " so.. the zombies for real are taking over huh..." en lidt mere neutral tone nåede endelig halvdæmonens mund. Ikke flere jokes - lige nu. Desuden måtte han nok hellere gemme sin glæde over mulighederne der meldte sig, han kunne kaste om sig med døde zombie kroppe inden længe. Det kunne man ikke klage over. Han rettede blikket mod Reigns ansigt før han lod hovedet glide lidt på skrå.
" Nothing bad has happened yet - we're not dead - and pretty safe up here.. So unless you're totally out of food - we might be able to survive for juuuust a few hours.. " Sagde han så bare lidt. " Which ofcourse gives us plenty of time tooo.. " han trådte så bare helt hen til mennesket og lod kort fingrende danse hen over hans skulder.

Reign fandt ikke noget som helst af det sjovt. Eller spændende. Eller noget andet positivt for den sags skyld. "Don't you get it?" han viftede Razors hånd væk, slet ikke i humør til noget som helst, og så på ham, "they left us. Maybe getting people to the academy is just an safety precaution but what if it's not? What if the dead actually proliferate and suddenly they're- everywhere. Who says they're unable to walk up stair or- or bang in doors." Reign lavede en hurtig håndbevægelse mod hoveddøren og kunne mærke, at nevøsiteten langsomt var ved at forvandle sig til panik. Nok mest af hans egne tanker, der havde det med at gå lidt amok i uventede og farlige situationer.
Men han ville jo bare ikke dø. Var endelig kommet tilbage og havde glædet sig over at kunne bruge tid med Razor i denne nye verden, og nu blev det hele måske revet væk med ét zombiebid. Halvdæmonen var muligvis stærk, men han ville ikke kunne redde dem begge, hvis de stod omringet af hundredevis af levende døde.

"I'm not having this," lød det sammenbidt fra mennesket, idet han gik indenfor og ringede politiet op. Forklarede situationen men fik ikke megen hjælp af den stakkels politimand i den anden ende, der lød stresset og sikkert havde taget imod tusinde af de samme slags opringninger den dag.
"You gotta come pick us up," gentog han for tredje gang, traskende frem og tilbage i stuen, "we can't just stay here. What are we gonna do if they infiltrate the apartment, huh? You're just gonna leave us to die?" Reign vidste, han ikke var retfærdig, men blev nødt til at sætte sin overlevelse før høfligheden denne gang. Han nægtede bare at sidde forskræmt i lejligheden og håbe på, det hele gik over. Hvis akademiet var sikkert, ville han derhen.
"Fine. We'll get there ourselves," bed Reign efter endnu engang at have fået at vide, at hvis folk ikke nåede polititransporten, var der intet at gøre, og lagde på med et frustreret tryk på mobilskærmen. Lod et øjeblik blikket hvile ind på det tomme værelse, inden et irriteret suk fyldte stuen, og han gik ud for at tage overtøj på i en fart, "come on, Razor. I'll drive us to the academy."

Hvad kunne han have forventet? Tingene var med et tilbage som de plejede - som i 'tilbage til hvad det altid havde været' noget kom i vejen for alting. Og det var typisk nok noget der ikke bare kunne skubbes til side. Også selvom Razor ikke helt forstod alvoren i det - det var jo bare zombier? Levende døde. De havde da klaret sig igennem værre. Han rynkede kort næsen en smule og blev stående et øjeblik med blikket rettet ned mod gaden som Reign forlod altanen og trådte indenfor igen. Det var tydeligt at mærke på mennesket at der var en masse frustrationer der røg rundt i hans hoved. Razor gjorde sit for at sætte sig ind i det - men kun et øjeblik. For så gav han op og måtte nok bare følge trop og ikke stille spørgsmålstegn. Han kunne være det våben han nu var trænet til at være. Beskytte Reign hvis det blev en nødvendighed.

Han lukkede døren til altanen da han endelig selv trådte ind og lod betragtende blikket lande på mennesket som han gik rundt - tydeligt irriteret på personen i den anden ende af røret. " Reign could you calm down for a second.. " Sagde han så bare lidt og bed sig kort lidt i læben. Han holdt blikket mod fyrens ansigt - men bevægede sig alligevel hen og fik sig snuppet en jakke - eller, en eller anden form for overtøj. Det var måske en god idé og han regnede ikke med at det ville være et problem for Reign at han nuppede en.
" Please.. " Sagde han så bare et øjeblik efter og stoppede lidt op i sine bevægelser. Han rettede sig kort lidt op før han kort skævede ud mod gaden ved altanen, men rettede så blikket tilbage mod Reign. " Nothing is gonna happen - it's not like they're crawling up the walls just yet. And we're kinda unbreakable when we're together. " Sagde han så. Han havde ikke lyst til at fare ud i verden uden i det mindste lige at have.. det var jo lige før han kunne foretrække at sætte tænderne i en salat end at stikke af til en skole. Det var mere spændende at vente på zombierne - men selvfølgelig vidste han godt at det aldrig ville blive en mulighed. Reign var alligevel den kloge af de to og kendte nok i sidste ende denne verden bedre. Og hvis skolen var hvor man var i sikkerhed, så måtte Razor nok hellere bare acceptere at det var der de skulle hen. I det mindste for Reigns skyld.
Han strakte kort armene lidt ud til siderne før han skævede mod loftet et kort sekund. " Caaaan we at least stop for snacks on the way? We probably wont even have to pay if the city is on a lock down anyway? " Sagde han så bare og kunne ikke helt lade være med at smile lidt skævt. Han mente det dog. Det var enormt fristende og det var sikkert begrænset hvad der var hvor de skulle hen. Og han slog vidst aldrig rigtig ihjel for madens skyld i Reigns selskab - hvilket nok var en ting der skulle blive ved med at være sådan. Hvert fald indtil det blev livsnødvendigt.

"Let's do us both a favour and not test that theory," sagde Reign blot, idet han stak i et par tilfældige sneakers, og pludselig fangede sig selv i det lille spejl, der hang ved døren. Forsøgte at gnide malerpletten, han i mellemtiden havde glemt alt om, væk, men gav hurtigt op igen, da den ikke rokkede sig ud af stedet.
Så endelig mod halvdæmonen, fuldt påklædt, og brugte et enkelt sekund på at nyde synet af den kære dreng i sin jakke. Selv i krisesituationer var det nogle gange nødvendigt at stoppe og nyde skønheden. "We're not gonna steal," skældte Reign dog bare ud og snuppede en müslibar fra skabet, der blev stoppet ned i Razors jakkelomme, "here you go. Now, come on."

Nede på parkeringspladsen var der utroligt stille. Ingen mennesker gik rundt - men heller ingen zombier, gudskelov. Til gengæld kunne Reign se, han ikke var alene med idéen om selv at køre til akademiet; flere biler susede forbi på hovedvejen et stykke fra dem, de fleste proppet med kufferter og andet baggage. En enkelt havde taget en hel campingvogn med. Hvor længe regnede folk med, dette ville stå på?
Reigns hjertebanken stilnede lidt ned, som han satte mod bilen. Måske var det slet ikke så uhyggeligt alligevel. Det var ikke som i alle de zombiefilm, Hollywood havde lavet - gaderne var ikke fyldt med kæmpe horder af rådne væsener, og det flød ikke med kropsdele og lig. Alt var normalt - lige bortset fra, at der manglede mennesker gående på gaden.

Han satte sig ind og var næsten helt rolig. Intet kunne skade dem nu og om en lille times tid ville de være på akademiet, i sikkerhed og beskyttet af myndighederne. Ingen grund til panik. Snart var bilen på vejen og kørte afsted i fred og fordragelighed i kø med de andre biler. "We're gonna be okay. This isn't so bad," sagde Reign lettet og sendte Razor et lille smil, "lean back. Enjoy the trip." Han forsøgte at lette stemningen endnu mere med lidt musik fra radioen, men alle kanaler var optaget af nyheder og advarsler omkring zombieangrebet, så den blev hurtigt slukket igen.
Men turen blev ikke så lang, som mennesket havde håbet. Bilen begyndte at sprutte, og Reign kendte udmærket godt den lyd. Det var en gammel, gammel bil, der havde det med at gå i stå, og når det skete, hjalp det kun at rode foran og forhåbentligt finde problemet.
"No, no, no, no, no, come on," han rettede sig op i sædet, da bilen satte farten ned, og lod fingrene glide kælende hen langs rattet, "come on, baby, not now. I really need you to work." Men søde ord fungerede ikke som en mirakelkur for biler, og snart var køretøjet stoppet helt, mens de andre biler på vejen fortsat kørte udenom og forbi dem.

Meget utilfreds gloede han bare lidt mod Reign et øjeblik. " So this is what I get to survive on? You're the worst. " Sagde han så bare lidt og sukkede kort lidt. Lænede hovedet tilbage et sekund før han så bare smuttede med Reign ud af lejligheden. Fint nok - de måtte nok hellere bare komme afsted. Han lyttede omkring dem som de gik afsted mod bilen. Det virkede ikke som om der var så forfærdeligt meget fare at komme efter herude. De eneste lyde der var ud over dem selv var bilerne på vejen der kørte. Meget stærkt. Hvilken vel egentlig var lidt et problem - for det måtte betyde at folk faktisk forsøgte at komme væk. Normalt kunne man høre ting fra boliger omkring dem, men nej. Han lod blikket glide rundt før han så bare lod sig dumpe ind på sædet ved siden af Reign da de nåede bilen.
" I'm calm - you're the who's freaking out. " Sagde han så bare med et lille grin før han vippede lidt med sine fødder. Han var dog alligevel meget opmærksom på omgivelserne. Hvor stille der så end kunne være - så vidste man aldrig med sådan nogle væsner. Dukkede nærmest op ud af ingenting.

" Why is it that the academy is safer than anywhere else? " Spurgte han så bare lidt og lod blikket lande på Reign. Han rynkede dog panden lidt da bilen pludselig agerede mærkeligt og vidst slet ikke helt fungerede som den skulle. Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt. " I love how this turned into a suicide mission.. " Sagde han så bare lidt før han kort rettede sig lidt op. Han lod blikket glide ud af vinduerne. Spejede området et sekund før han kort bed sig lidt i læben. Han hadede lidt sig selv for at finde det underholdende. Men det var sikkert kun indtil det hele gik i totalt kaos - lige nu var der ingen fare - men måske om fem minutter og bilen stadig ikke virkede.
" Sooo.. Do you know how to fix it? " Spurgte han så bare lidt. " I'll keep an eye out for zombies if you do.. " Sagde han så bare lidt før han så bare lod hovedet glide lidt på skrå. " I don't know how these cars work - so yea. Hopefully you do. " Han forsøgte så vidt som muligt at lyde så lidt drillende som muligt, holde sin dårlige humor på et minimum og se tingene fra Reigns paniske side. Det var bare så svært. Især når man sad med en inderlig lyst til at slagte levende døde og nærmest håbede på der ville dukke nogle op. " Or we could just walk the rest of the way? " Dårligt forslag - det vidste han godt. Men det var vel bedre end ingen forslag!

Reign skævede skarpt hen mod Razor, slet ikke i humør til de vittigheder, der virkede til at kunne forlade drengens mund i selv de værste situationer, og gloede så tilbage på rattet som om det at stirre ville være den magiske løsning, der fik bilen startet igen. "Yeah. Yeah, I do," sagde han i et forsøg på at holde panikken lidt i skak. Der havde ikke sket noget fra den lille tur gennem parkeringspladsen og hen til bilen, så mon ikke også de overlevede det her uden problemer. Jo. Han skulle bare lære at slappe af og suge Razors altid afslappede attitude til sig.
Reign tog en dyb indånding og gjorde sig klar til at gå udenfor, inden han besluttede sig først at lade endnu et skarpt blik falde på halvdæmonen, "but you stay in here in the meantime. Okay? Stay." Gentog ordet klart og tydeligt, som man ville gøre det med en hund, man forsøgte at lære et trick eller en ordre. Selv håndbevægelsen var med - menneskets hånd svævede lidt mellem dem, blev der et øjeblik. Og forsvandt så udenfor sammen med ham.

Reign forsøgte sig først med at tomle om hjælp til de andre billister, men ingen stoppede. Det gav god mening - han ville heller ikke selv have stoppet. Ondt som det lød, var førsteprioriteten lige nu at få ham selv og Razor i sikkerhed.
Køleren blev løftet, efter håbet om at få nogle til at stoppe var tørret ind til næsten ingenting, og mennesket stirrede ned på de mange dele, han efterhånden havde fiflet med nogle gange. Mange gange. Han pillede ved de sædvanlige dele, ledninger, sikringer men havde ikke let ved at koncentrere sig. Blev med ved at titte op fra sit gemmested bag køleren og sikre sig, der ikke pludselig var en helt hær af zombier på vej mod dem, selvom Razor havde lovet, han ville holde øje. Men der måtte Reign alligevel sætte grænsen; bare fordi han elskede Razor overalt på jorden betød det ikke, han stolede på ham som vagthund. Drengen havde koncentrationsevne som en 5-årig.
Reign kradsede sig forvirret i tindingen, da problemet virkede til at være anderledes, end det plejede. I hvert fald virkede ingen af de ting, han plejede at gøre. Men der skulle ikke meget mere til end et løft på en lille klap ude i siden for at se, at noget var blevet ristet. En af delene, han anede ærligt talt ikke, hvad det var for en. Men den var helt død.
"Fuck..." forlod det hviskende hans sammenbidte tænder, som han forsigtigt prikkede til delen uden helt at vide hvorfor. Heldigvis gav dem ham ikke stød, så det var da én god ting, der var sket den dag.

Razor vippede kort lidt med sin ene fod før han så bare kort bed sig lidt i læben. En smule utålmodig måtte man vel egenlig gerne være. Han skævede lidt mod Reign. Forsøgte lidt at tyde det kære menneske - men som sædvanligt var det lidt en opgave som var umulig at løse. Hurtigt fik han dog rynket panden og lod hovedet glide på skrå. " Wait what..? " Han havde da så sandelig ingen planer om at blive inden i bilen. Hvordan skulle han kunne holde øje med zombier og være Reigns midlertige bodyguard hvis han bare skulle blive siddende her? Nej nej - det gik ikke. Alligevel lyttede han et øjeblik til menneskets ord - det vil sige, de omkring 30 sekunder han i sidste ende kunne holde sig selv stille på sædet før hans tålmodighed var rendt ud og han ikke længe orkede at blive. Så ud af bilen kom han, meget hurtigt. Lod bildøren lukke bag sig og trissede hen for at lure lidt mod hvad Reign lavede. Selvfølgelig ikke uden stadig at have et øre omkring på mere eller mindre alting der foregik omkring dem. Også selvom zombie lyde nok meget hurtigt ville kunne blive overdøvet af motorlyde fra andre biler på gaden. Det var egentlig ikke helt fair - denne verden havde sine ulemper og biler var en af dem. De larmede mere end hvad godt var.

" Soooo we're screwed? " Spurgte han så bare lidt et par sekunder efter Reigns lille 'fuck' udtalelse. Han foldede sine hænder bag sin ryg før han så bare smilede lidt skævt. " We could just walk - and I'm still counting on snacks on the way. " Sagde han så bare - en smule drillende før han kort bed sig lidt i læben. " Oooor we could just borrow a car? Right? Isn't there some way to like.. do that? " Han lod hovedet glide lidt på skrå før han så bare lod blikket glide rundt på gaden. Han kneb kort øjnene lidt sammen, kun for kort efter at rynke panden en smule. " Maybe in a few moments the car will be the least of our problems.. " sagde han så bare lidt og fygtede kort sine læber lidt. Han var i tvivl et øjeblik. Forsøgte at spore sig ind på om det var en spadserende død person eller en faktisk person. Alt stank lige nu - så det var svært at tyde fæl stank fra dødbringende stank.
Hans blik skævede kort lidt mod Reign, før det røg tilbage mod bevægelsen i mørket. Tydeligt ikke en levende person. Men heller ikke en der havde travlt med at finde hen til dem. Nærmere en der legede med sit ikke eksiterende liv på vejen hvor de få biler susede forbi. Man kunne håbe en eller anden ramte ind i væsnet før eller siden. Det ville skubbe et problem ud af verden. Medmindre en tiltrak flere - det ville være skidt.

Reign rettede sig op, da Razors stemme lød bag ham, og reagerede ikke på, at han var kommet udenfor efter udtrykkeligt at have fået det modsatte at vide - havde forventet ikke at få pareret sin ordre. Han rystede på hovedet uden at fjerne blikket fra de mange himstregimser, der befandt sig under køleren, "it's gonna take at least two hours to walk," og gnubbede sig lidt på siden af næseryggen, hvilket den oliebefængte finger fik lavet en mørk plet på, der endte med at stå i kontrast til den hvide malingstreg på kinden og få ham til at ligne en dårlig efterligning af en fransk mimer.
Reign åbnede munden for at protestere mod det næste. Han stjal ikke en bil sådan uden videre - og kunne heller ikke finde ud af det. I film så det så let ud at pille ved nogle ledninger under rattet og trykke dem mod hinanden til de slog gnister og, bum, så kørte bilen. Men hvad vidste han om det?
Han valgte blot igen at ryste på hovedet med et kortfattet, "no," og slog køleren ned. Havde det lidt skidt med at skyde alle Razors idéer ned, men de var ikke til megen hjælp.
Til gengæld begyndte en anden plan at forme sig i menneskets hoved, og trods det heller ikke var optimalt, var det deres bedste mulighed. Men han nåede ikke at fortælle om den, før Razors ord fik hans blik til at søge hen på den levende døde, der var på vej midt ud på vejen.

Chancerne for, at den blev kørt ned i den heftige trafik, var stor. Men chancerne for, at en af kørerne bremsede op og satte en voldsom kædereaktion igang af bremsende, skrigende biler og gav væsenet lov til at krydse vejen uden problemer, var der også. Og det gjorde Reign utilpas.
"Maybe we..." Reign fugtede sine læber og kunne tydeligt mærke panikken svække hans dømmekraft allerede. Det var for tidligt til den slags, de var knapt nok i fare endnu.
Bilen var død og kunne kun fikses af en mekaniker, det var helt sikkert. Ingen ville stoppe og hjælpe dem. Og at gå derhen var for stort et sats. Der var ikke andet at gøre end at forsøge sig med hans plan og håbe, der ikke skete noget på vejen.
"Let's go, Raze," lød det lavmældt fra det stressede menneske, der slugte en klump i halsen, og sendte bilen et sidste blik, inden han greb fat i halvdæmonens håndled og forlod den gamle skrammelkasse, der trods alt havde givet ham mange gode ture. Men dette blev ikke en af dem.
Zombien virkede ikke til at have fået øje på dem, i hvert fald var den ikke interesseret og fulgte heller ikke efter, hvilket Reign tjekkede mange gange på sin vej afsted. Indtil han tog en smutvej gennem en gyde og ikke kunne se den mere. Der gik lidt, inden han slap drengens håndled og så ned på ham uden at stoppe sin hastige gang gennem byen, "we'll head to my workplace. The place contains cars and I have a key. We'll borrow one and head to the academy." Det virkede nok ikke meget anderledes end Razors eget forslag, men hvis man kendte ham godt nok, vidste man, hvad han mente med at låne ting. Hans definition var anderledes end menneskets. Hvis denne plan gik som den skulle, havde de en bil, en tilhørende bilnøgle, kørte den op til akademiet, kørte den tilbage og trak lidt fra i prisen for bilvasken. Ingen kom til skade, ingen mistede sin bil, og alle var glade.
"It's so quiet," pointerede Reign og lod blikket glide rundt i de stille, tomme gader. Det føltes næsten som om, de var helt alene i en eller anden sær, dystopisk fremtid.

Hans blik var mere eller mindre hele tiden spejdende rundt på gaden. Han lyttede til Reign - men eftersom der ikke var meget at komme efter ved sine forslag i mennesket, så forsøgte han måske mest bare at komme op med andre idéer. Det var dog ikke fordi han havde voldsomt mange. Hvis det stod til Razor så gik de bare - eller løb, en blanding af begge dele. Men det var heller ikke et problem for ham at komme hurtigt afsted. Han kunne for den sags skyld skyde genvej hen over bygningerne og være der på kort tid. Men han havde ingen planer om at smutte fra Reign, og to timer virkede alligevel lige til at være længe nok at famle rundt i farezonen. Han rettede sig kort lidt op før han så bare rettede blikket lidt mod Reign igen. Som tydeligt kun blev mere og mere frustreret for hvert øjeblik der gik.

Han smuttede dog hurtigt med da de gik afsted. Ingen grund til at blive stående ved en alligevel ødelagt bil. Han skævede kort lidt rundt men rettede så bare blikket lidt mod mennesket ved sin side. Han kunne ikke helt lade være med at smile. Bekymringerne i ham havde sluppet for længst. I sidste ende var det det faktum at Reign igen huskede ham der betød noget. Han ville bare gerne have lov at nyde det og ikke fare afsted. Flugt fra zombier - ikke nødvendigt når de var dumme væsner der kunne dræbes hurtigere end så mange andre. Bare lige en kæp i hovedet og de var stille igen. Det værste var at de stank som bare fanden.
" Your work place? Is that far from here? " Spurgte han så bare lidt og lod hovedet glide en smule på skrå. Han overvejede det kort lidt men skævede så bare lidt ned af gaden. Men så frem igen. Reign havde ret - der var meget stille. " Quiet indeed.. Just before the storm. I wonder.. " Sagde han så bare med et øjebliks måske lidt for spændt udtryk. " If the storm this time involves zombies.. " Han skævede kort lidt mod Reign før han så bare kort puffede til ham. " Or maybe just a hell of alot of snow.. " Hans blik gled kort efter op mod himlen før han rynkede næsen lidt. Hvad håbede man på? Zombier - helt klart zombier. Razor elskede sne, men det var koldt - og det var ikke ligefrem fordi påklædningen til sådan et vejr var noget der var blevet overvejet på vej ud af døren. Han lod blikket glide rundt på omgivelserne før han smuttede hen og vred et halv langt stykke metal fri fra et gammelt gelænder. Han lod det kort dreje lidt rundt mellem sine hænder før han rakte det til Reign. " Take this.. Just in case. " Sagde han så bare med et lille sødt smil om læberne.

"No, twenty, thirty minutes maybe," svarede Reign, der fangede sit spejlbillede i et butiksvindue, men denne gang ikke gad prøve at gøre sig ren. Det var et luksusproblem lige nu og slet ikke noget, de havde tid til.
Blikket vendte tilbage til halvdæmonen, der fik mennesket til at skære en grimasse med sine ord. "Could you stop being so excited about danger? If anything happens-" Ja, hvad så? Han vidste det egentlig ikke. Hvis der skete noget med ham, skete der noget med ham, og sådan var det. Men hvis der skete noget med Razor, der nærmest søgte farer ud i en ellers allerede meget farlig situation, vidste han slet ikke, hvordan han ville reagere.
Fortsættelsen fandt vej i et højlydt suk fra mennesket, hvis blik allerede havde søgt videre rundt på omgivelserne. Scannede konstant for nyttige smutveje og gemmesteder, hvis der nu skulle ske noget. Desværre var det ikke hans kompetence at finde sådan noget, så det endte oftest op i steder, der sikkert slet ikke ville være særlig smarte at gemme sig, eller smutveje, der endte blindt.

Razors gave fik trukket hans opmærksomhed til sig, og skønt Reigns krop og sind stadig var fyldt med uro, fik det et smil frem på hans læber. "A late valentine's present, hm? What a romantic," drillede han og tog imod det, der med lidt fantasi, kunne bruges som et våben. Svingede den et par gange foran sig, vejede den og var klar til at bruge den, hvis der imod alle odds skulle ske noget.
De var endt i den ene ende af gågaden, der føltes helt utrolig bred, nu den for en gangs skyld var tom. Et par cykler lå smidt hér og dér, og skrald og plastikposer blev ført hen ad gaden af vinden, men ellers lignede det sig selv. Nåh, jo, og så var der nogle, der havde smadret døren ind til elektronikbutikken. Nogle, der havde misbrugt situationen til at stjæle, mistænkte Reign. Det kunne næsten ikke undgås.
"When this is over, we should go somewhere," smed mennesket pludselig ud mellem dem, selvom han godt vidste, det ikke var særlig passende at tale om sådan noget nu. Men de virkede aldrig rigtigt til at kunne få fem minutter i fred til faktisk at tale om sådan noget, så nu var vel ligeså godt som ethvert andet tidspunkt. "We could go to Germany. Or Paris," Reign sendte drengen et smil, "or New York." Han flyttede gelænderstykket hen i den modsatte hånd for at kunne holde i hånd med Razor - noget der også var helt enormt upassende lige nu, men som alligevel fristede for meget til at lade være.

Men inden hans hånd nåede Razors, kom en person løbende mod dem fra den modsatte ende af gågaden. En mand, så Reign snart, i høj fart og med blod på hele den ene side af trøjen, som det ikke var til at sige om var hans eget eller ej. I hvert fald var mennesket hurtigt på vagt og klar til at forsvare sig, hvis han prøvede på noget.
Men manden fortsatte bare forbi, højlydt stønnende af forpustelse og sendte dem ikke så meget som et blik. "Hey, wait!" råbte mennesket efter ham uden nogen reaktion fra manden, der snart forsvandt hen i den tågedis, der var begyndt at forme sig efter al det regn, de havde haft de seneste par dage. Han sukkede og sendte Razor et hurtigt blik. Fortsatte sin gang et par meter endnu, før endnu en person kom løbende. En kvinde denne gang med noget i sin favn. Nogen. Et barn.
Reign åbnede munden for at sige noget, for at spørge ind til, hvor de var på vej hen? Om de løb fra noget? Men kvinden kom ham i forekøbet med sin stemme, grådkvalt og forpustet, "don't go that way!" Stoppede ikke sit løb og havde snart fulgt efter manden ind i tågen.
Reign var instinktivt stoppet og gloede efter de eneste to mennesker, det havde lykkedes dem at finde og som ligeså hurtigt var forsvundet. Så snart frem for sig igen, ind i tågen og forsøgte at fornemme, hvad det mon var, der befandt sig foran dem. Han kendte gågaden, vidste at lidt frem for dem var isbutikken. Så den lille plads, hvor der ofte var kræmmer - og loppemarked. Så den lille italienske restaurant, han for ikke mere end et par måneder siden, havde været på en date. Så en af de fine tøjbutikker, han aldrig havde været inde i. Vero Moda? Fendi? Nej, han kunne ikke huske det. Dyrt var det i hvert fald.

De kunne ikke stoppe nu. Hvis de gjorde, havde de ingen backupplan. Man kunne ikke bare løbe uden et plan.
"Come," Reign greb en af de væltede cykler og klappede på bagagebrægeret efter selv at have sat sig op, "hop on. And hold on tight." Cyklede afsted efter at have sikret sig, Razor var kommet på plads, og endte så snart, det var muligt, inde på de små sidegader i stedet for på hovedgågaden. Hvis det var der, problemet var, var løsningen vel bare at undgå netop det område. Det sagde hans hjerne i hvert fald, men det fik nu alligevel ikke hans hjerte til at stoppe med at banke løs i en sådan grad, at det føltes som om, det var ved at hoppe ud af brystkassen på ham.

" As romantic as it gets. " Sagde han så bare og 'bukkede' kort i et æresfulgt buk før han kort rystede lidt grinene på hovedet. " Now stop complaining - I'm just trying to make our last hours worth the while. " Sagde han så bare med et skævt smil om læberne. Ikke det der lignede - Razor var bare en adrenalin junkie som virkelig havde en trang til at slå en masse levende døde i hjel uden at tænke over konsekvenserne det kunne have at rende ind i sådan en flok. Han lod kort blikket glide lidt rundt. Overvejede sine muligheder for hvilket våben han selv lige skulle have med sig rundt på deres gå tur. Han rettede sig kort lidt op men lod så blikket rette sig mod Reign. " Sure - where ever you like.. If going home is out of the picture ofcourse.. " Sagde han så bare lidt før han kort overvejede det. Han rynkede kort panden en smule. Mest over sig selv - hvad var det han sagde? Det var vel ikke finder noget i ham stadig ønskede at komme hjem til underworld.. Det håbede han ikke.. det var umuligt. Og dumt. Han bed sig kort lidt i læben før han undrende rettede blikket frem på gaden da lyden af fodspor ramte hans øre og kort efter dukkede der en mand op der løb afsted.

" Well that was... " endnu en kom løbende. Det var først der Razor sådan faktisk overvejede hvad der måske ventede dem længere fremme. Og smilet om hans læber voksede lidt ved kvindens ord som hun løb forbi. " You can't outrun death.. " mumlede han så bare med et lille smil før han kort pillede lidt ved sine fingre. Han lod blikket glide rundt og skulle lige til at smutte hen og snuppe et stykke træ der lå, det kunne nok flækkes til et mere brugbart våben. Men Reign kom ham i forkøbet og havde fundet en cykel. " What?.. But.. " Han rynkede næsen en smule utilfreds og mumlede lidt utydeligt 'but this is the fun part' .. Endelig tog han sig dog alligevel sammen.
" Where are we going? " Spurgte han så bare og rynkede kort panden, som han endelig fik sig sat bag på cyklen og lod Reign bestemme vejen. Han skævede kort tilbage - men lod så ellers bare sanserne tage over - sørgede for at de ikke drønede lige ind i en mængde af zombier. I det mindste var det en sjov måde at komme hurtigere afsted på. Razor var ikke selv hvad man kunne kalde mester i at cykle - så det at sidde bag på var da meget bedre. Han kunne ikke helt lade være med at smile lidt skævt over det. På flugt fra zombier på en cykel. Yep.
" It stinks.. I bet they're just around the corner.. " sagde han så bare lidt og holdt fast lige under sadlen på cyklen, men også lidt i Reigns trøje med den anden hånd. " Shit! No Fuck! Turn! right there!! " Sagde han så hurtigt og højt da en zombie tråde frem tæt ved et sving fra en anden side gade. Medmindre Reign havde var hurtig til at suse udenom ville det være et grumt sammenstød. De kom som ud af det blå - irriterende.

"The carwash. Just- not the short way," svarede Reign og løftede kort hånden fra styret for at fjerne en tot hår, der var landet i øjet i irriterede. I den anden lå metalstykket stadig, holdt godt fast mellem håndfladen og cykelstyret. De var på rette vej, selvom det var en omvej. Snart ville de være i en bil, hvilket var meget sikrere end på en cykel. Og så - akademiet.
Reign var ikke dårlig til at cykle. Muligvis var barndomsminderne om cykelture med vennerne og hjem fra byen, halvberuset, falske, men det var erfaringen, de havde ført med sig, til gengæld ikke. Han kunne køre bil. Han kunne cykle. Og han kunne tæve enhver i det nye Metal Gear Solid, selvom han i teorien ikke havde spillet i mere end et par år.
Men det afholdte ham ikke fra at reagere for langsomt på Razors opråb, da et væsen, en af disse zombier, trådte ud foran dem. Drejede nåede han. Men ikke sikkert nok til at holde cyklen oppe, og snart lå den på jorden med det ene hjul fortsat drejende, langsomt som et pariserhjul.

Reign ømmede sig efter faldet og slog øjnene op til et hæsligt ansigt. En politimand, fortalte det sorte/neongule tøj, samt hatten, der lå ved siden af. Øjnene var hvide og personlighedsløse, læberne tørre og fyldt med sand, og blod flød ud af et stort snit gennem venstre øjenbryn. Han rallede højlydt med tungen og stak armene frem mod mennesket, der hvinende rykkede sig væk, hen ad asfalten og hurtigt kom på benene igen. Først der opdagede han, at politimandens ben var væk, og tarmene hang ud af enden på ham i stedet. Zombien gjorde et godt forsøg på at komme frem, men det var ikke let kun med arme.
Reign trak vejret højlydt og tørt ved det skrækindjagende blik og lykkedes kun at flytte det, da det gik op for ham, der trods alt lige havde været en anden zombie - denne her med ben, hvis hans øjne ikke havde bedraget ham. Men den virkede pludselig så uvigtig. Et langt mere alarmerende syn end en zombiepolitimand uden ben ramte mennesket, da hans blik endte nede af en af gyderne mellem to butikker og fangede det, man måtte regne med, var det, de to mennesker var løbet væk fra. En horde af zombier. Det var ikke til at sige hvor mange, da gyden ikke var stor nok til at lade Reign afgøre det.
De gik. Havde ikke set ham endnu. Indtil én af dem, en ranglet mand med langt, brunt hår og kæben revet af så på ham. Lod de døde, hvide øjne finde Reigns blågrå, udspilede og meget levende øjne.

At kysse asfalten var heller ikke noget der ikke kunne have været forudset. Alt andet ville næsten være mærkeligt. På trods af Reigns alligevel imponerende cykel evner. Han fik hurtigt skubbet sig op at sidde på knæ efter lige at have skubbe lidt til cyklen med sit ene ben. Ingen grundt til at dase for længe på jorden når der var zombier lidt midt i det hele. Han skævede kort mod zombien på jorden mens han fik skubbet sig resten af vejen op at stå. " Holy.. " Sagde han lidt som han trådte hen ved siden af Reign og lod blikket finde præcis samme retning. Zombien på jorden som tydeligt ikke havde meget forstand på at komme fremad var ikke så skræmmende. Men den anden zombie de før havde været ved at køre ind i havde vendt snuden mod dem. Razor var hurtig og havde inden man kunne se som om snuppet den metal tingenot han tidligere havde givet Reign og slået den gennem skallen på zombien inden den nåede alt for tæt på. Smart - men nej, lige gyldig i forhold til mængden der var for enden af gyden. Det var der hans blik søgte hen så snart han var sikker på at zombien der var tæt på var død. Razor lod kort hovedet glide lidt på skrå før han lod smilet om hans læber vokse en smule.
" Maybe they had a point, we're screwed if we go this way.. " Sagde han lidt med et lille grin. " I guess we should get out of here.. Now. " hviskede han så bare lidt før han lod blikket glide rundt, det søgte et øjeblik op mod tagene på husene før han kneb øjnene lidt sammen. " If it's faster for you to bike without me.. I'll just run next to you. " Sagde han så og lod blikket ramme Reign. Ikke at det var en holdbar plan i længden. Men halvdæmonen var hurtig og cyklen kunne umuligt være sværere at køre på uden en bag på.

Han overvejede det et øjeblik - jep, det gjorde han faktisk. Der var alt for mange. Selv hvis han forsøgte at pløje sig vej gennem dem ville en af dem helt sikkert ende op som zombie føde - eller få et bid af dem og senere bare blive en af dem selv. Det var ikke super fristende. Havde der nu kun været en ti stykker. Så var det meget muligt, men nej. Han skævede lidt mod Reign og håbede at mennesket kunne slå sig ud af sin trance inden meget kort tid så de kunne komme videre. " We need a car - if me agreeing with you makes things go faster, then lets go! " Sagde han så lidt. Zombierne var på vej i mange retninger - men mest i denne retning, og det var ikke hvad de havde brug for lige nu, de skulle væk. Hen til skolen - som forhåbentlig havde noget lækkert man kunne stoppe i hovedet. Han tænkte stadig på snacks. Forfærdelig type.

Det lykkedes kun lige Reign at rive sig ud af den trance, han var endt i, stirrende ind i de tomme øjne, da et knald lød, og zombien, der havde forårsaget deres fald, havde fået en ordentlig én på hovedet. Synet af hjernemasse væltende ud af væsenets baghoved var ikke behageligt men fik i det mindste vækket mennesket nok til at kunne reagere. Blikket flakkede et par gange fra Razor og til horden af zombier, der klodset maste sig igennem den smalle gyde. Nogle af dem faldt og blev trådt på af resten, der kun virkede til at fokusere på at komme frem til mennesket og halvdæmonen. De åbnede og lukkede deres munde, men kun lyde, Reign ikke kunne identificere som noget som helst, forlod dem.
Hans hjertebanken kunne høres helt oppe i hovedet og satte en pludselig frygt igang for, at øjeæblerne ville give efter og poppe ud af hovedet. "Right," lød det med en dirrende stemme, og selvom Reign ikke var sikker på, om det nu var den smarteste idé, satte han mod cyklen, som Razor havde forslået. Benene føltes som gelé, og han var ved at falde flere gange på de få meter derhen, men det lykkedes.
Han løftede den op, mens lydene i gyden blev højere, og opdagede til sin rædsel, at faldet havde bøjet cyklens forhjul til en grad, der gjorde den umulig at bruge. Et lavmældt 'no' lå på Reigns læber men nåede aldrig rigtigt at komme ud, før zombierne dukkede op fra gydens åbning og skilte de to ad. De delte sig selv i to grupper - ikke fordi de var kloge, men simpelthen fordi nogle så Reign først, mens andre fik øje på Razor.

Mennesket havde intet valg, og trods mavefornemmelsen ikke var meget for at lade ham gøre det, måtte han løbe, væk fra Razor, væk fra de kødædende væsener og i den sikkerhed, der forhåbentligt ventede ham et eller andet sted derude. Ikke at han havde et mål. Reigns tanker var ét stort virvar, og han kunne knapt nok huske, hvor han befandt sig henne. Kun fokusere på sine ben, på ikke at falde, og på sin paniske vejrtrækning.
De var bag ham, det kunne han høre. Og pludselig dukkede en gruppe også op foran, frem foran et hjørne, og tvang Reign ned ad en ny sidegade. Frem, frem, frem, videre frem. Kunne ikke stoppe nu, selvom brystet efterhånden havde snøret sig godt sammen i smerte.
Først da det blev for meget, og forpustelsen var ved at skabe sorte pletter for menneskets øjne, løb han ind af den første åbne dør, han så. Smækkede den i med et knald og ledte efter noget til at blokere den med. Nåede kun lige at skubbe en kommode hen foran døren, inden den blev slået til. Igen og igen, og for hvert skub rykkede kommoden sig lidt, selvom Reign pressede alt, hvad han kunne, for at holde den på plads.
"Help!!" skreg han desperat, selvom han havde forladt Razor, og der ikke havde været andre at se i miles omkreds. Men han var på den og kunne ikke håbe på andet end et mirakel. Hævede stemmen og gentog med en sådan kræft, at halsen ømmede sig, "HELP!!!"

Heldigvis lyttede Reign til hvad Razor sagde - men uheldigvis formede zombie gruppen sig hurtigt til noget der gik totalt imod deres plan. Razor nåede at slå skallen i stykker på et par af zombierne før det gik op for ham at der ingen mulighed overhovedet var for at han ville kunne gøre det hurtigt og effektivt nok til at komme igennem mængden og på samme side af gruppen som Reign. En ubehagelig følelse bredte sig i Razor - hurtigere og hurtigere ud i alle små dele af hans krop.
" Reign! Run! Get out of here! " Råbte han hurtigt, håbede at mennesket hørte ham - bad til at han kunne slippe væk fra zombierne. Han havde på ingen måde lyst til at se Reign som en levende død indenfor kort tid. Aldrig nogensinde. Han skævede rundt, trådte tilbage - var klar med det metal han havde mellem hænderne til hvis det skulle blive nødvendigt - alligevel var hans tanker alle andre steder. Han skulle finde en måde at komme til Reign på. Hans blik gled med det samme op på bygninger - der var vel ikke chancer for at zombierne kunne kravle på bygninger som han selv kunne? Smilet om hans læber voksede og han var hurtigt ved den nærmeste mur og i en fart på vej op af den. Det var noget mere udmattende at skulle bevæge sig langt på den måde. Men hvis det gjorde at han ville kunne komme udenom zombierne og gøre et forsøg på at finde Reign. Så var det det han gjorde.

Men selvom han kunne skyde genvej - så var det svært at fange menneskets fært gennem stanken af råd som havde lagt sig som en tyk tåge omkring hans sanser. Han måtte lede - håbe på at der på et eller andet tidspunkt ville dukke en genkendelig duft op. Eller en lød - bare et eller andet. Men det var svært. Og dog, han hørte ham. Han kunne høre hans stemme - ikke ligefrem på den måde man ønskede for han bed om hjælp - og hvad Razor ikke kunne lige nu, det var at hjælpe. Der var simpelthen for mange zombier. Hans blik spejdede omkring ham på jorden. Han skulle på en eller anden måde over på den bygning - også videre til en næste. Men der var langt mellem tagene lige her så det ville kræve en hvis akrobatik. Han måtte give det et forsøg.

Det var ikke faktiske stemmer han havde forestillet sig der skulle komme fra bygningen. Men ingen tvivl om at det var noget han ville agere på så snart lyden slog til. Den lille heks havde ikke tænkt sig at lade folk i stikken bare fordi han selv var i sikkerhed bag magi i sin egen lejlighed. Det tog en del energi - men det var en energi han gerne ville bruge hvis det betød at han kunne gøre en god gerning, måske redde en sjæl fra det der foregik udenfor i gaderne for tiden. Desuden havde han intet andet at tage sig selv - lidt selskab i galskaben ville ikke gøre ham ondt. Men hvert fald! Han slog en mindre portal op og endte kort efter ved siden af mennesket der kæmpede med at holde en enormt mængde zombier ude. Vito tøvede ikke et øjeblik før han havde snuppet fyrens hånd og ført dem begge tilbage i lejligheden. Det var i samme bygning - men øverst oppe. Ingen mørke væsner havde muligheden for at komme ind, hvilket skyldtes den magi han havde kæmpet en brag kamp om at få langt omkring sin bolig - noget skulle jo holde ham sikker, og med ingen evner indenfor selvforsvar - så var hans magi hvad han kunne bruge.

Han slap med det samme fyren og tråde et par skridt væk. Mest fordi han vidste at sådan en halv portals rejse ikke var hvad man forventede når fremmede havde taget fat i en uden en lyd.
" Don't panic - I'm not a Muerto.. You are safe here.." Sagde han hurtigt og lod hænderne tilte op ved siden af sit hoved. Bare lige for at vise at der intet var at være bange for - hvert fald ikke sådan, af skadelige ting i hans hænder. Eller andre steder i lejligheden. Mennesket virkede ikke til at være specielt roligt og det var kun forståeligt med hvad der skete derude. Men derfor ville han stadig gerne hjælpe, gøre sit bedste hvert fald. Ingen fortjente at være derude på egen hånd. Det ville man hvert fald ikke overleve.
" I'm sorry for.. Sort of kidnapping you.. I'm.. Vito.. " Fik han så endelig sagt og forsøgte sig lidt med et lidt venligt smil - forhåbentlig uden at virke alt for kejtet og creepy.

Reign havde vendt sig med ryggen til døren, men selvom han brugte al sin styrke samt hele sin kropsvægt, fortsatte hans fødder stabilt med at glide hen ad gulvet, få centimeter af gangen, af de utrættelige zombiers skubben og masen.
Sveddråberne dannede sig som små glimt af frygt og anspændelse på hans pande, og hænderne var røde af presset.
Alting virkede så håbløst, lige indtil nogen dukkede op ud af det blå. Reign troede et sekund, det var Razor - det lignede ham lidt - men da det gik op for mennesket, han ikke kendte personen, kunne han kun fokusere på øjnene. Brune øjne, ikke hvide. Levende, ikke døde. Øjnene på en person, der kunne hjælpe, vidste han - uanset hvor forskrækket han var blevet over den pludselige optræden i det, der førhen havde været et tomt rum. Derfor var det heller ikke den typiske frygt, der normalt fyldte mennesket, der boblede op i ham, da fyren greb fat i hans hånd og trak ham med ind i... hvor de nu end endte.

Uanset hvor de var, tog den ukontroversielle portalrejse på Reign og fik ham til at snuble over kanten af gulvtæppet. Greb ud efter noget, en tilfældig bordkant, og nåede kun lige akkurat at blive stående. Fik hastigt rettet ryggen, og det var egentlig først i det øjeblik, det rolige ydre atter falmede.
Han var et ukendt sted, et hjem virkede det som om - hus? Lejlighed? - sammen med en fremmed, der havde ført ham derhen på et sekund eller mindre. Magi, der var ikke andre muligheder. Så selvom denne fremmede var lidt af en splejs, betød det ikke, han var magtesløs - så meget havde Razors bekendtskab da lært ham. Og selvom han stod med hænderne hævet som en uskyldig fredsmægler, behøvede det ikke at være sandheden.
Det blev Reign i hvert fald ved med at sige til sig selv.
Men som fyren stod der og virkede oprigtig hjælpsom og venlig, var det alligevel for svært at være mistænksom. Stemmen, kropssproget, smilet - hvis fyren løj, var Reign ikke i stand til at se det mindste igennem det.
"... Reign," lød det snart som svar, som mennesket forsøgte selv at udvise et mere imødekommende kropssprog. Det var bare svært, når man for få sekunder siden havde kæmpet for sit liv og kun var undsluppet med nød og næppe.
Han løftede armen og tørrede sveden af i jakkeærmet uden at fjerne blikket fra denne 'Vito'. Tydeligvis stadig på vagt, "how did you do that?"

Han kunne sagtens se hvor mærkeligt det måtte være. Blive fragtet på den måde op i en totalt fremmed lejlighed. Totalt afskåret fra det kaos der havde formet sig nede på gaden. Og i hele byen. Det var forfærdeligt. Vito havde overvejet for længst at forlade sin lejlighed og søge væk sammen med alle andre. Men det var gået op for ham at chancerne for at overleve nok i sidste ende var lige så små her som hvis man besluttede at søge et andet sted hen. Var man overhovedet sikker på at få en plads blandt mængden der søgte mod skolen? Nej - han kunne også have taget til sit arbejde. Det var en top sikret bygning og han var ikke et sekund i tvivl om at der ville man være i sikkerhed. Men alligevel havde han valgt sin lejlighed. Her var trygt - han kunne beskytte sig med magi så længe at zombierne ikke decideret kunne rive mure ned. Desuden kunne de hverken lugte eller høre hvad der foregik i lejligheden. Det var sådanne tidspunkter han virkelig satte pris på at være heks.

“ Im sorry - this is probably really weird.. “ sagde han hurtigt før han kort rodede sig op i håret og lod lidt forvirret hånden glide ned i hans nakke. “ do what? Get you up here? We’re in the same building you ran into. I just.. made a portal up to my apartment. Dont worry - we’re safe. For now at least. “ han nikkede kort nogle gange før han lod blikket glide rundt i lejligheden. Det var en ret stor tag lejlighed - men kun bestående af to rum. Sture og køkken i den ene ende af et stort rum hvor der også var en del med ‘soveværelse’ der var en dør der førte ud til en stor altan og en anden dør der førte ud til et badeværelset spækket med alt for mange planter. “ they cant hear or smell us up here. And Um - I made this kind of Secure barrior around the apartment that nothing non living should be able to get through. I hope, Im not the most epic witch but I know a few thing “ sagde han så lidt, om det var for at berolige sin gæst eller sig selv vidste han Faltisk ikke helt. Måsle en blanding af begge dele.

“ Im sorry if I scared you. what were you doing out there? “ spurgte han så og lod blikket flakke mod Reign. Han rettede sig kort lidt op men smuttede så hurtigt hen i køkkenet hvor han lod blikket flakke rundt på mulighederne. Han var rimelig forberedt på at skulle være her i noget tid. Især nu hvor det ikke ligefrem kostede penge at besøge et supermarked. “ do you want anything to drink? “ spurgte han så hurtigt. “ eat? “ han lod igen blikket finde fyren. Forsøgte at være så venlig som muligt. Hvert fald nu hvor han ikke rigtig vidste hvordan han ellers skulle reagere på den situation han havde sat sig selv i. Han fortrød ikke - hellere hjælpe når han hørte et råb om hjælp frem for at have på samvittigheden at han kunne have hjulpet men selv var for bange til faktisk at gøre det. Desuden ville det slå tankerne væk fra det faktum at han var ulykkelig over alt sit eget rod. Så hellere være i kaotisk virkelig med en fremmed. Så længe han ikke Black outede midt i det hele så skulle det hele vel nok gå.

"Huh..." lød det flat og uimponeret fra Reign, der egentlig var mere interesseret i præcis, hvordan fyren havde skabt denne portal. Eller rettere - hvilket væsen, der kunne skabe portaler. Hvad var han for en? Han havde reddet ham. Eller blot stjålet måltidet fra zombierne for selv at guffe lidt menneskekød i sig. Der var meget derude, der spiste mennesker, og dette behøvede slet ikke at være anderledes.
Reign lød først blikket forlade Vito, da fyren selv gjorde det, og greb muligheden for at finde ud af, hvor han nu lige var. En lejlighed, havde Vito sagt. En taglejlighed, lignede det. Reign havde altid drømt om sådan en - ikke fordi det var specielt luksuriøst, men fordi de altid fik det til at se helt fantastisk ud i møbelmagasinerne. Hvis det blev indrettet rigtigt, kunne det store rum forvandles til en millionbolig. Og fyren her havde da lidt styr på sin indre arkitekt, kunne det ses.
Menneskets blik røg tilbage og låste sig fast på fyren, der snart besvarede det ustillede spørgsmål. En heks. Hekse var okay. Stephen havde været okay. Og hekse spiste ikke mennesker - lige bortset fra den skøre hekse-kannibal-kult, man hørte så meget i nyhederne om for et par år siden. Det havde været noget værre noget.

Reign blev mere og mere tiltrukket af denne heks' attitude, der ikke udviste andet end venlighed og troværdighed. Hans tid gennem livet havde gjort ham mistænksom, måske lidt for mistænksom. Og så igen; flere havde sagt, hans natur var for godtroende, så det var snart ikke til at vide, hvad man skulle tro.
Lige nu vidste han kun, at han fik det dårligt i maven over at være så kold og kynisk over for en person, der forsøgte at hjælpe. Der virkede oprigtig god.
"I was- running. Trying not to get eaten," svarede mennesket og lod skuldrene sænke sig, idet han lydløst pustede ud og forsøgte at slappe af i den fremmedes selskab. I et sekund var Reign på vagt igen - fyren bevægede sig - men da han blot banede sig vej ud til køkkenet, slappede mennesket atter af.
"No," sagde Reign bare men skiftede hurtig mening og kæmpede imod sine høflighedskomplekser, "I mean- yeah. I-If it's not too much trouble." Det var alt for meget at bede om efter at have fået reddet røven ud af en dødbringende situation, men den sammenknebene følelse i maven kunne ikke ignoreres for evigt. Reign var vågnet sent og havde ikke nået at spise morgenmad. Frokosten var også blevet skippet - synet af Razor liggende ved siden af sig i sin seng havde mættet ham fuldt ud på det tidspunkt.
Razor... ville han mon stole på denne heks?

Reign spilede øjnene op, forfærdet over sig selv, og hvad han havde glemt. Razor. Han havde glemt Razor. "Razor," forlod det åndeløst hans læber, inden mennesket i tre lange skridt var nået hen til det nærmeste vindue og kiggede ud af det i håb om at finde sin halvdæmon. Men han var for højt oppe til at kunne se andet end uklare klatter. Noget bevægede sig nede på gaderne, men om det blot var horder af zombier, eller om Razor var i blandt dem, var ikke til at sige, men mindre man havde supersyn. Eller... bare en kikkert.
"Hey, you," Reign vendte sig om mod fyren og forsøte ikke at skjule desperationen i hverken stemme eller ansigtet. "I mean- Vito. My friend is still down there, he's all alone and I- I left him and you gotta help him get to safety, too," plaprede han hurtigt løs i en lang, ustoppelig sætning, mens han nærmede sig heksen. Stoppede foran baren, placerede sine hænder på disken og så på sin redningsmand med et ynkeligt tiggende blik, "please. Please."

Vito lod blikket hvile mod Reign et øjeblik. " It's not - To be honest it gets kinda lonely to eat by yourself every day. I wouldn't mind cooking up something. It's not exactly like 'going out' is more tempting right now.. " Sagde han så bare lidt og rynkede kort panden lidt over sig selv men rystede det så bare af sig. Desuden var det rart for en gangs skyld ikke et være måltidet. Det var stadig en tanke der gjorde ond. Med en mage der havde tendens til at miste kontrol og bruge en som blodbank. Well - at spise et måltid med hvad der virkede til venligt selskab ville han ikke klage over.
Det gav kort et sæt i Vito som han ellers lige var på vej til at finde nogle ting frem fra køleskabet, men Reign fangede hans opmærksomhed og han vendte blikket mod fyren. Lod et øjeblik hovedet glide en smule spørgende på skrå. Dog kun og kort efterfulgt af en rynket pande. " Your friend is out there? " Spurgte han så bare lidt før han kort skævede mod vinduet men lod så køleskabslågen glide langsomt i igen. " And when exactly did you - split up with your friend? " Spurgte han så lidt. Også selvom alle hans tanker med det samme var i hvor ondt han havde af fyren. Der var da ingen chance for at man kunne overleve den bølge af levende døde der spadserede omkring. Fyren her var heldig - meget. Vito kunne tage lidt af æren for det held - men hvis der var endnu en? Han tvivlede ærlig talt på at der var meget at komme efter ved at søge efter ham.

" I don't know if I can - I can try, but.. I kinda need to know where he is. The only reason I was able to get to you is because I live here, I walk past the doors everyday. " Han bed sig kort i læben. Lod hånden glide om i hans nakke. Tydeligt i tvivl om hvad han faktisk burde gøre. Han ville gerne hjælpe - men at finde hans ven derude? Var det overhovedet muligt. Hvis han vidste præcis hvor? Måske han kunne søge - der måtte være en besvægelse for at finde folk. Der gik ikke mange øjeblikke før han trådte væk fra køleskabet og hen til bordet hvor der få sekunder efter landede en bog på, som han selvfølgelig ved hjælp af magi havde fået fingrende i fra bogreolen i den anden ende af rummet. Han bladrede et par sidder - så lidt flere og til sidst lidt tilbage i bogen før han så bare stoppede og læste de krumme bogstaverne på siden. Det hele stod på fransk, men i sidste ende var det mere bogstaverne der var svære at tyde frem for ordene. Han lod så blikket glide mod fyren igen.
" I might be able to find him - what exactly does he look like? " Spurgte han så bare før han rettede sig en smule op. Vito brugte aldrig rigtig den form for magi - mest fordi han egentlig ikke havde brug for at finde folk. Der var lige da han skulle finde sin mage, men der havde været kontakter der kunne spore ham for ham før han overhovedet havde overvejet hvordan han selv kunne gøre det.

Reign nikkede panikslagent og trak fingrene ind under håndfladerne, der lå godt presset ned mod bordet. Han havde det stadig elendigt over at have glemt Razor og endnu værre - forladt ham midt i krigszonen. Men zombierne var væltet ud lige mellem dem og havde ikke givet ham noget valg - det vidste Razor vel godt, ikke? Selvfølgelig kunne han have væltet ind i dem i et forsøg på at komme hen til drengen, men det ville ikke have resulteret i andet end at være blevet flået levende.
"I don't- I dunno. Ten minutes ago? Fifteen, maybe," forsøgte mennesket at svare, mens hånden havde fundet op i håret og uglede det mere end højst nødvendigt. Det var ikke let at holde styr på tiden midt i al den stress - Reign ville knapt nok ane, hvad tid på dagen det var, hvis det ikke var, fordi hans mave havde givet et hint om, at han havde sprunget to måltider over.
"Just try. Please," gentog mennesket endnu engang i sit desperate toneleje og måtte modstå fristelsen til ikke at skynde på Vito, der tydeligvis allerede arbejdede på højtryk. Lod blikket skæve fra bogens sider og op til fyrens ansigt, indtil et spørgsmål afbrød den korte stilhed, der havde nået at forme sig mellem dem.
"He, um- kinda like you. Brown hair, slender, a bit smaller, I think. No shoes and he always wears this- this collar," sagde Reign og "tegnede" halsbåndet henover sin egen hals i et forsøg på at få Vito til at forstå så godt som muligt. Ikke at et halsbånd var let at misforstå - det var de færreste, der rendte rundt i offentligheden med sådan ét.

Reign kørte hænderne henover disken og så ned i gulvet med et tilhørende, "oh god..." Alting kørte abnormt meget rundt i ham og forvandlede hans krop til et angstens tempel. Razor. Stakkels Razor, helt alene derude. Han var en stærk dreng, der kunne overvinde det meste. Men disse Muertos førte en sygdom med sig, der ikke var let bare sådan at undgå, så selv hvis man overlevede et møde med dem, kunne man stadig smittes.
"I remember, we were close to that ice cream store. The, uh- fuck, what's it called? Freezeria. The Freezeria," fortalte Reign og fugtede underlæben. Håbede enhver information kunne hjælpe, selvom det var svært at huske noget som helst, når ens hjerne var så fokuseret på den dumme hybrids sikkerhed. "Can you do it? Can you find him?" fulgte spørgsmålet hurtigt med et tilhørende afventende blik, selvom Vito allerede havde informeret Reign om, at han ikke var sikker, "maybe you- if you could just make some sort of contact. I just really need to know he's safe."

Vito forsøgte at koncentrere sig. Men måtte nok indrømme at han følte et hvis pres på sine skuldre. Han ville helst ikke skuffe og skulle fortælle fyren at det ikke var muligt at finde hans ven. Især ikke når chancerne for at han var i live var så små som noget kunne være. Han skævede kort mod vinduet før han så bare lod blikket lande på Reign igen. Han bed sig kort lidt i læben før han så bare nikkede en smule. " I might be able to signal him and figure out if he's al.. If he's okay. But only if he respons. " Sagde han så lidt før han kort rettede sig lidt op. Han var ikke sikker på han kunne få direkte kontakt til stedet. Især ikke når han havde den barriere omkring lejligheden som han havde. Så var det kun få ting der kunne ryge igennem.
Han lyttede til beskrivelsen af hans ven og lod blikket glide ned i bogen imens. Han mumlede så bare nogle ord og gjorde kort en bevægelse med sine hænder. Der var ingen tid at spilde hvis han skulle nå at gøre et forsøg - jo hurtigere han prøvede jo større chance for var der at der faktisk ville være en eller anden form for kontakt. Han lukkede øjnene og koncentrerede sig. Han prøvede virkelig - det var ikke engang fordi det var en kompliceret ting at gøre med magi - men det faktum at han var en smule stresset ved det og noget stod i vejen for om han kunne eller ej. Han rynkede kort panden lidt før han åbnede øjnene lidt og rettede blikket mod bogen. " Let me try something else.. " Sagde han så bare hurtigt og bladrede gennem siderne i bogen. Han fugtede kort sine læber lidt mens han blik flakkede rundt på siderne - dog skævede han et øjeblik kort mod Reign. Kunne godt fornemme at han skulle skynde sig. Det var klart fyren var bekymret. Var Vito blevet skilt fra en ven ude i det kaos ville han selv være helt ude af den. Heldigvis vidste han at dem han kendte var i sikkerhed. Det gik han hvert fald ud fra.

Han prøvede med en anden besvægelse - samme kontration som før, nye hånd bevægelser og andre ord blev mumlen frem ud over hans læber. Denne gang virkede det. Han var stille et stykke tid. Det eneste der rørte sig var øjnene bag de lukkede øjenlåg.
" He's alive.. I don't know where he is - He's blocking me out. " Sagde han så lidt da han endelig åbnede øjnene og rettede blikket mod Reign igen. " But alive - maybe safe - I don't really know. The only feeling was worry - no fear or anything like that. " Sagde han så lidt og pillede kort lidt ved den ene side af bogen. " I wish I could tell you more, but.. I'm not the best magician out there so.. " Han rodede sig kort lidt i håret før han så bare overvejede det en smule. Han pladrede kort lidt mere i bogen. Tjekkede om der skulle være andre muligheder for en måde at finde ud af det. Han kunne selvfølgelig lave en portal og tjekke derude - men han havde selv en frygt for hvad der skete derude så det var ikke lige hvad han følte mest for lige nu. Heller ikke selvom han virkelig ønskede at hjælpe.
" Maybe I can send out something - Like, something so that he would be able to find his way over here. I don't know - a signal so that he would know its you who's trying to find him? " Han lod blikket hvile Reigns ansigt før han nikkede en smule. Det kunne være hvad som helst. Også selvom det var farligt at lure folk ud hvis de havde fundet et sikkert sted. Men det var alligevel begrænset hvor sikker man kunne være derude lige meget hvor man så havde fundet sig til rette.

Mennesket, der ellers havde forsøgt at holde sin vejrtrækning nogenlunde stabil, glemte helt at trække vejret, da Vito stod dér med øjnene lukkede og lignede én, der var ved at gøre... noget. Der skete noget. Og rigtignok sagde fyren snart noget, der fik vejrtrækningen igang igen sammen med den overvældende følelse af lettelse. Selvfølgelig kunne hans ord ikke sikre, at Razor var i sikkerhed, men bare det, at han var i live, betød alt. Selv et lille smil fik lov til at bane sig vej til Reigns mundviger af ordene - selvfølgelig var halvdæmonen ikke bange. Han var aldrig bange, han var en af de modigste personer, Reign nogensinde havde mødt.
Han rystede hurtigt på hovedet og rettede sig op fra disken, "no, no, you're great! I mean, you..." overvejede et sekund sine ord, inden han fortsatte, "that was amazing. More than I could've asked for." Hvad, han forlangte, var alt for meget for en simpel heks som Vito. Blot de enkelte informationer, han havde fundet frem til, var helt utrolige.

"A signal? Maybe we- no, that won't work..." skød Reign hurtigt sit eget forslag om en note ned. Razor kunne stadig ikke læse. Den dumme, dumme dreng forstod ikke hvor meget, det ville hjælpe dem begge at få det lært.
Han lænede sig atter ind over disken og bed sig tænksomt i læben, mens et stressens tryk ramte hans hoved fra begge sider. Et signal, et signal...
Tømte indholdet af sine jakkelommer ud på disken i håb om, at der var noget, der ville kunne hjælpe der. En halv pakke cigaretter, en gammel kvittering, nøgler og indpakningen fra en marsbar. Håbløst. "Urghh," ømmede mennesket sig og gned sig i tindingen, inden hans blik fandt tilbage på Vito, "do you think- maybe a drawing? Would he even see that?"

Heldigvis virkede det lidt - han ville ønske han kunne hjælpe mere end han kunne. Men det at søge efter folk var ikke hans stærke side. Hvis det var, så havde han nok for længst brugt det til at finde Hale. Han ville ønske han kunne finde ham - gid det var nemmere. Men han havde fået skabt en eller anden kontakt og kunne på den måde vide om fyrens ven var i live eller ej, heldigvis virkede det til at det var tilfældet. Og eftersom det havde været en nogenlunde rolig kontakt, så var der vidst ikke unødvendigt meget at bekymre sig om. Heller ikke selvom det meget hurtigt kunne ændre sig. Det var et spørgsmål om sekunder før en rolig situation kunne vende til det modsatte ude i den verden der farede omkring.
" A drawing? " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide lidt på skrå. " I might be able to make something on this building - but I can't promise it will work.. " Sagde han så lidt før han kort skævede lidt mod døren der førte ud på altanen. Det ville da hvert fald måske kunne lede en person med hjernen intakt i denne retning. Det var vel i sidste ende det de prøvede på. Det var for risikabelt at gå derud selv og lede. Man ville nok ikke slippe levende fra det medmindre man havde faretruende evner der kunne få en ud af sådanne situationer.

" It's only because he's blocking me out, sometimes these spells makes it possible to send signals through the mind, but I can reach quite enough for that to happen. What kind of drawing would make him know it is you? " Spurgte han så lidt. " Something that wouldnt lure just anyone this way. 'Cause I'm not really interested in sharing my apartment with all the crazies that might apear.. " Sagde han så lidt og rodede sig kort lidt undskyldende i håret. Men Vito vidste at der var nok af dem her i byen og at der uden tvivl kunne dukke nogle op hvis der blev tegnet en åbenlys invitation på bygningens mure. Vito var dog villig til at prøve - han havde det lidt skidt med at vide at der var en derude der faktisk var i risiko for at miste livet blandt de modbydelige væsner. Og han brød sig bestemt ikke om hvis han skulle være den der informerede denne fyr om det. Reign virkede som en god fyr - så det ville være noget af en strid en af skulle fortælle. Det ville han ikke.
" Or we could just go out on the balcony and take a look - they cant reach us up here anyway.. at least not yet. " Sagde han så bare og trådte kort efter mod døren der førte ud. Man kunne se rimelig langt derude fra, men nok ikke nok til at skimte en person mellem alt det andet kaos. Men man kunne jo aldrig vide.