❃ Magic will fix everything!.. Right? (Reign - Stephen)

Selv Stephens åndedræt var blevet en smule hurtigere efter at have set det minde, han netop havde vist Reign, pulsen dunkede irriterende i hans øre og han kunne mærke hvordan det ligesom gjorde ham lidt træt. Det var han så åbenbart ikke den eneste der var blevet, han mærkede lidt overraskende hvordan mennesket faldt lidt sammen i stolen, og besluttede sig for at bruge Stephens skulder som en hovedpude? Altså, det havde han da ikke fået lov til? Men det var nu meget sødt, så han skubbede ham ikke sådan lige fra sig. Det virkede også til at irritere den larmende skabning henne i buret, hvilket jo bare gjorde det lige en tand sjovere. Dog overvejede han at smide en besværgelse over Razor, så han ikke kunne råbe sådan op længere, men.. Han havde brug for at tale med ham, så det ville være dumt alligevel.

"Shhh little monster.. Can't you see his sleeping?" brummede han stille, som han rakte en hånd op og nussede det søde menneske kærligt i håret, mest bare for at pisse Razor af egentlig. "Cute one you got here.. Maybe I'll take him? And leave you with no memories of him? That would be fun too, don't you think?" mumbled han flabet til Razor. Ja han var et røvhul, men der var bare visse typer - der virkelig bragte det frem i ham, såsom Razor for eksempel.
Han slap dog hurtigt Reign igen, og man ville nok have regnet med at manden ville falde ned på gulvet i det Stephen rejste sig op, men det skete ikke, i stedet glincede lidt rød magi i luften og Regin lå det næste øjeblik placeret i sofaen, hvor Stephen lige havde siddet.

Så gik han langsomt over til buret og lod menneske få et øjeblik til lige at hvile sig lidt. Hans fingre gled nemt gennem magien og han tog fat om tremmerne, som han sendte Razor et lidt nysgerrigt blik. Selv om drengen prøvede at bevare den hårde attitude, så var det ikke svært at se hvordan han nu havde ændret sig en smule, i hvert fald følelses mæssigt. Han var bekymret for Reign, det var tydligt. Og deres kærlighed virkede mere end bare ægte, så måske Stephen ikke helt kunne undgå at have lidt ondt af ham? "Hey.. His okay, just tired.. I promise.." sagde han så til sidst og sendte så endelig Razor et lidt mere 'I get how you feel' smil som den flabede attitude var forsvunden lidt væk igen. "So.. Let's get down to business shall we? I want some of your poison, and.. I want you to bring me that fucked up demon you've been hanging around with.. And.. Thats it.. For now.. But I might add, I want one more favor.. That I'll collect later on, sometime after this is done? Okay?" sagde han i en rolig tone som han betragtede den lille hybrid inde i buret.

Reigns øjne lukkede sig helt sammen, og han lagde stort set ikke mærke til det ændrede underlag - eller det faktum at han pludselig lå ned for den sags skyld. Kunne nok have sovet nøgen i sne lige nu uden at føle sig påvirket overhovedet.
Alligevel var han usikker på, om han faktisk sov. Han var afslappet, øjnene var lukket og kunne da heller intet høre omkring sig. Men det føltes alligevel anderledes end søvn. Som om han lige var en tand mere ved bevidsthed, end man var, når man sov. Og så så han ansigter. Razors. Stephens. Og så... en anden fyr. En han ikke kendte. Men som han alligevel kendte navnet på, der hele tiden gav genlyd i hans hoved som en svag hvisken.
Ga... Gab... Gabriel.
Det var ikke en drøm. Men heller ikke virkelighed. Reign vidste ikke, hvad det var og havde heller ikke energi til at forsøge at regne det ud. Ville bare ligge der i sofaen med munden på klem og armen hængende ned langs siden.

Det løb ham koldt ned af ryggen ved heksens ord - kunne han finde på det? Sikkert! Indtil nu havde han intet andet vist end at være en smule for drillesyg eller hvad man kunne kalde det. Syg var han hvert fald. Ikke at Razor havde noget at forsvare sig med, han var ikke ligefrem helt stabil for oven heller. Men det ændrede ikke på at han ikke kunne acceptere at folk ikke makkede ret når han havde brug for at de var alvorlige. Selvisk - ja.
" Just tired? Are you for real? He just colapse.. thats.. No! " Sagde han så bare i en bidende tone før han rynkede næsen en smule. Razor kunne ikke finde hold i det Stephen sagde, han havde brug for alle de svar der ikke var blevet leveret. " Nothing happened - how can he be tired.. " mumlede han så bare som hans blik et øjeblik flakkede fra den ene til den anden person. Han kunne slet ikke lige overskue det. Bare træt - så træt kunne man vel ikke blive af at lave absolut ingenting. Han forstod det ikke, men forsøgte på den anden side heller ikke helt at forstå. Det glippede kort i ham da Stephen pludseligs snakkede om betaling.
" You're not getting anything if it didn't work! " Hvæsede han så bare og slog hånden mod tremmerne. Dog gik der ikke længe før han så bare rettede sig lidt op. Razor vidste godt at det nok var et dødt løb - at forvente at de kunne gå herfra uden at betale fyren bare et eller andet. Men Razor var stædig og mente ærlig talt ikke at han skulle have noget hvis ikke han havde formået at gøre hvad de havde spurgt efter.

Hans blik gled et øjeblik tilbage mod Reign før han så bare bed sig lidt i inderlæben. Han vidste ærligt ikke hvad han skulle gøre. Stephen var en irriterende heks, men deres lod i noget der for Razor hvert fald virkede som en nødvendighed. Han fugtede kort sine læber lidt men rettede så blikket lidt mod Stephen igen, et skævende - skeptisk blik før han rynkede næsen lidt.
" Did it work? " Spurgte han så endelig. " It didn't did it? Why is he asleep? What did you do? " Han kneb kort øjnene lidt sammen. Meget skeptisk - men havde han grund til andet. Han havde intet set af hvad de havde set og det generede ham grænseløst. Han forsøgte nok for første gang oprigtigt faktisk at holde sin vrede lidt tilbage. Det var underligt - normalt var det dæmonen i ham der styrede hans arrighed og vrede, men det kom aldrig rigtig ud som det han følte nu.

"Okay hey.. Little boy, you need to calm the fuck down.. Relax, take a death breath, and count to 10, or what ever works for you!" sagde han en smule irriteret, men prøvede faktisk oprigtigt at få drengen til at slappe lidt mere af - okay måske var det hans egen skyld han var kommet så meget op og køre, men altså, jeez? Chill!
"Yes he is tired, that's whats happen when you play around with the beautiful mind of a weak human being!" mumlede han bare sådan lidt opgivende, inden han gav slip på tremmerne. Han gik rundt om buret og tilbage ind i køkkenet hvor han åbnede for køleskabet og stirrede lidt på dens tomme indre, havde han ikke lige handlet ind? Okay måske ikke? Han lukkede kort øjnene, og da han åbnede dem igen, stod en dåsecola på hylden, han hev den ud og smækkede døren til køleskabet igen.

"Well.. I'm not doing anything before I get payed, how is that now?" sagde han roligt og skævede lidt ondskabsfuldt til Razor, men ærligtalt, så var han bare træt nu og ville gerne have det her overstået.
Han gik hen til mennesket på sofaen og knipsede et par gange foran hans ansigt, "Hey there cutiepie, time to wake up now, before you'll give the little slave a heart attack!" kaldte han, som han bukkede sig ned og ruskede lidt liv i mennesket, selv om han havde åbnet øjnene virkede han stadig en smule fra den, sådan lidt rundtosset og forvirret? Men nå ja, han var jo bare et menneske, så selvfølgelig. Han hjalp ham op og side i sofaen og åbnede so sodavanden for ham, som han stak ind mellem hans fingre. "Drink this, and you'll feel better" sagde han hurtigt, og nikkede opmuntrende til mennesket, Reign? Yeah.. Sukker ville hjælpe, han havde nok bare lavt blodsukker, or something, Stephen var sgu ikke læge.

Så gik han roligt tilbage til buret og kiggede undersøgende på Razor, "It's actually quite sweet.. That you care so much.. I would let you out, to go hold his hand or something, but.. I'm not sure it's such a good idea.. You seem to be pretty mad at me? For some reason? And I don't wanna see you get hurt, trying to do that eye thing you talked about befor, so for your own safety, maybe we should let you stay in there?" sagde han roligt i en nok lidt flabet tone, men det var sgu Razor selv der bragte det frem i ham.. "Or what do you think Reign?" sagde han roligt og vente sig om mod mennesket igen, der forhåbentlig havde fået lidt mere farve i kinderne nu.

Reign blinkede med de trætte øjne, der lignede noget på et menneske, der havde sovet flere timer i træk, og var et øjeblik forvirret over, hvor han egentlig var. Mere end et øjeblik faktisk. Først efter han var kommet op at sidde på den bløde underflade og havde fået stukket noget koldt i hånden. En øl? Nej, vent, en cola.
"Wha...?" lød det grødet fra mennesket, der så op på et ansigt, der virkede noget mere venligt end før. Om det var skuespil eller ej var ikke til at vurdere - slet ikke i den tilstand. Men i det mindste forstod han nu, at det var Stephen, og at de var i gang med at få hans gamle minder bragt tilbage. Og hvad der så end havde fået ham til at falde i søvn var ikke til at sige. Han var bare pludselig blevet så... træt?
Reign hævede colaen og tog en tår, inden han overhovedet havde overvejet, om den kunne være fuld af dødsbringende gift. Men hvis heksen havde tænkt sig at dræbe ham, havde han nok gjort det nu - og ikke med noget så trivielt som gift.

Som brusen fik lov til at glide ned gennem hans hals, skævede Reign efter Stephen og førte til sidst blikket hen på Razor, der ikke så særlig tilfreds ud i sit fangenskab. Det gav vel mening. Og så igen - han ville langt hellere selv sidde i fangenskab lige nu end sidde der i uvidenhed om, hvad hans sind snart skulle gennemgå. Om det ville ende fatalt eller lykkeligt. Om han snart ikke ville kunne huske noget af dette, eller om han ville huske alting. Om han ville huske Razor og den anden ukendte fyr, der havde vist sig.
Menneskets blik lå fortsat på halvdæmonen, mens tankerne var et helt andet sted. Røg først ud af sin trance, da heksen sagde hans navn, og rettede sig en anelse op. Glemte næsten at holde fast på colaen og stillede den fra sig, inden noget gik galt, "I-... It depends," blikket flakkede et par gange mellem de to unge væsener og landede til sidst på Stephen, "will it get done faster if he stays?"
"If so, jus' keep him in there." Reign slugte en klump.
Det var måske strengt at lade Razor blive derinde, men han så pt. ud til at have problemer med sit eget temperament lige nu, så heksen havde muligvis en pointe med det, han sagde.
Reign gnubbede nervøst hænderne mod hinanden og spurgte kort efter med et hint af bøn i sig, "can we just get this over with? Please?" Det skulle overståes, og det skulle være nu. Angsten og bekymringerne var næsten ubærlige.

" I dont even know how to pay you? I doubt a bite would make you happy.. It sure wouldn't give you anything usefull.." Sagde han så bare i en kort hvæsende tone før han så bare rystede lidt på hovedet. Det var også en smule freaky hvor meget heksen egentlig vidste om dem - på trods af ikke engang at kende dem, han kendte deres navne før de overhovedet havde præsenteret sig og Razors evner? Det var altså.. Well! Han følte sig hvert fald langt fra som stalkeren i dette selskab.
Han skævede lidt over mod Reign før han kort lidt sank en klump. Øjeblikket han åbnede øjnene faldt Razor en smule mere til ro - ikke at han på nogen måde følte sig rolig, men i det mindste havde Reign ikke mistet evnen til eksistens ved at heksen havde pillet ved hans hoved. Razor var nok forvirret i sidste ende lige meget hvad der så end skete. Og det faktum at han var blevet plantet bag tremmer gjorde det kun en smule mere frustrerende. - Han havde intet imod fangeskab - ikke medmindre der ikke var udsigt til at komme ud igen. Han havde trods alt tilbragt en stor del af sit liv i bur. Men det betød ikke at han lige nu synes det var det fedeste. Det var irriterende! Og han ville ud - og dog. Reigns ord gav ham en mavepuster og han trådte et skridt tilbage fra tremmerne før han kort rynkede panden en smule. " You gotte be kidding.. " mumlede han så bare lidt og skævede kort lidt mod tremmerne før han skævede mod Stephen få sekunder efter. Razor var enig - det skulle helst bare gerne gøres hurtigst som muligt.

" Not if you your eyes missing would intervene with your magic and make it less likely to work.. " Sagde han så bare og rynkede næsen en smule. Lysten til at rive hans øjne ud ville nok altid være det. Men han gjorde det ikke. Hvorfor ødelægge fjæset på fyren som forhåbentlig kunne hjælpe - før han faktisk havde hjalp? Det smarteste ville vel være faktisk at vente til bag efter i det mindste.
Han lod i stedet bare armene glide over kors og hvilede lidt mere på det ene ben end det andet, kun for at understrege sin irritation. Hans blik endte nok mest bare med at være rettet mod Reign. Hvis han var vågen nu og Stephen ikke gjorde ham noget, så måtte Razor vel passe sin plads herovre og lade det hele falde på plads. For håbentlig. Han havde en nivende fornemmelse i kroppen af bekymring for at det hele slet ikke ville gå. De ville gå tomhændet herfra og have betalt en masse. Totalt spild. Medmindre han kunne få lov at rive hovedet af heksen bag efter, så ville det nok ikke være helt spild. Tanken fik et øjeblik det dæmoniske smil frem over hans læber. Låst inde i et bur - well, så måtte folk omkring en acceptere at tankerne røg andre steder hen for ikke at lade den indeklemte følelse tage over.

Stephen sendte mennesket et blidt smil, han var kommet lidt mere til sig selv, måske stadig en anelse bleg, men det ville nok ikke gå over lige med det samme. Disse skrøbelige væsner havde det med at tage sin tid om at heale, rimelig kedeligt egentlig, men af en ret bestemt grund havde Stephen alligevel et ret blødt punkt for mennesker. Vel også derfor han kun var hård ved Razor, men en tand mere blid og venligsindet når det kom til Reign. "Actually.. Thats exactly what I want.." sagde han roligt som han vendte sig blik tilbage til Razor. Der var kommet lidt mere ro på hybriden, dog var hadet i hans øjne stadig ret tydligt, det var vel bare den effekt Stephen som regel havde, og hvorfor ændre på noget man var så god til egentlig?
Han skævede tilbage til mennesket, og en mild, håndende latter gled over hans læber, ved hans ord. "Yes of cause cute one.. I just need a little something form the pretty slave here, and then I'll fix you up real nice, don't you worry.. Just relax, drink your cola" sagde han roligt og blinkede kort til Reign, før han tog et skridt frem mod buret.
"Now sweety.. If you'll please.. Bite me? Oh and promise me to do those two favours I asked, right? And I'll promise to bring the real Reign back, deal?" sagde han roligt, før han uden videre stak sin arm ind mellem tremmerne, så Razor kunne sætte sine giftige tænder i hans varme hud. Ikke at det ville påvirke ham, han havde selvfølgelig allerede forberedt lidt magi til at tage sig af hvad end effekt Razors gift normalt havde på folk, i stedet stod han nu med et lille glas/krukke i den anden hånd, og lige så snart Razor bed ham og gav slip på giften, ville glas/krukken blive fyldt op med hans gift.

Reign havde egentlig ikke som sådan dårlig samvittighed men endte alligevel med at sende et undskyldende blik hen til Razor, der som forventet ikke virkede helt tilfreds med vurderingen af, hvorvidt han skulle ud eller ej. Egentlig vidste Reign heller ikke, om han tog den forkerte beslutning ved at lade ham blive derinde. Knægten kunne trods alt beskytte ham, hvis Stephens hensigter vendte. Det var bare så enormt svært at tro på, at en halvdæmon nogensinde ville beskytte et menneske - næsten komisk.
Han skævede ned mod den glimtende kolde dåsecola igen, da heksen nævnte den, og kunne godt mærke på sig selv, at appetitten slet ikke var til det. Ikke engang noget så simpelt som en cola.
Alligevel gjorde han, hvad han fik besked på, og greb den atter. Stephen havde ret. Hvis han var faldet i noget der mindede om søvn bare ved at få vist to minder - som han stadig ikke var sikker på om var virkelige eller et ondsindet trick - så ville han have brug for alle sine kræfter for at overleve at få mast 20 års minder ind i skallen. Dåsen blev tømt i tre store slurke.

Reign overvejede kort, om der var andet, han kunne gøre for at klargøre sig selv til "rejsen" men blev i stedet fanget af Stephens ord til Razor og så op på dem. Han havde ikke lyst til at se det. Slet ikke. Havde allerede hørt mere end nok om dæmonbid og blod og gift i nyhederne - dette var blot endnu en påmindelse om hvilke syge væsener, der eksisterede og raserede denne verden.
Og alligevel.
Alligevel kunne Reign ikke kigge væk. Som om noget i ham håbede, at det komplet omvendte ville ske. At Razor ville nægte, eller at Stephen ville trække tilbudet tilbage. At det måske slet ikke var slemt, som hans hoved gjorde det til, men nærmere mindede om en blodprøve hos lægen - helt humant.
Reign blinkede et par gange, afventende, og glemte næsten om den tomme dåse, han stadig havde i hånden.

Razor rynkede panden en smule og lod vuderende blikket glide lidt op og ned af Stephen. Han var ikke en gigantisk mand - en heks var ikke det mest faretruende eller døde væsen man kunne sætte tænderne i. Hvilket var godt for Razor, det betød han smagte bedre end hvis han havde været en vampyr eller noget i den dur. På den anden side - hvis giften virkede på Stephen, så ville han til gengæld være lammet for en god stund. Halvdæmonen overvejede det et øjeblik før han skævede lidt mod fyrens arm. Han håbede lidt på at det faktisk virkede - det kunne være sjovt at lamme det plørede smil af heksens læber. Selv samme smil som et øjeblik måske havde fundet vej over Razors læber. Han lod armene falde ned langs siderne før han så bare rynkede næsen en smule.
" Deal.. " Sagde han så bare kort før han kort skævede lidt hen mod Reign, dog røg hans blik rimelig hurtigt tilbage på Stephen igen og han trådte tilbage mod tremmerne hvor heksens arm så fint var blottet. Han lod kort tungen glide over sine tænder før han rettede sig lidt op. Han lod kort to fingre strejfe den følsomme hud på underarmen. Måske var det en god deal - Razor kunne altid spise lidt, så hvorfor ikke udnytte øjeblikke. Han skævede kort mod Stephen ansigt og lagde et øjeblik an til faktisk at bide før et lille smil bredte sig over hans læber.

" Oh - I forgot to mention, I don't bite without drinking. " Sagde han så bare kort lidt før han nikkede - men havde så ellers hurtigt fået et fast greb omkring hans håndled - kun så han ikke kunne trække sin arm tilbage lige med det samme. Razors tænderne borede sig ellers ned i huden. Samme sekund som blodet ramte hans tunge var den evige lyst til blod vendt tilbage i hans øjne - nærmest dyrisk. Og det at tage for sig af goderne var noget man nok ikke skulle stå ivejen for medmindre man ville miste sin arm helt. Det var nu heller ikke så tit man sådan lige fik smagsprøver af en heks. Han huskede dem ikke fra underworld - men her vrimlede det med dem. Og alligevel holdt han sig til livretter.
Razor vidste ikke selv hvor meget gift der egentlig ville komme ud af det - især ikke når han valgte at drikke en del af blodet selv, men noget kom der vel? Ellers måtte han jo bare prøve igen. Han skævede kort mod Stephen før han så endelig tog sig sammen til faktisk at give slip. Men tydeligt lidt i indre magt kamp om hvorvidt han burde eller ej. " Top five - give or take.. Maybe you witches aren't that bad after all.. " sagde han så bare med et kort smil, som dog forduftede et øjeblik som han rettede sig lidt op og slap grebet om fyrens håndled.

Stephen nikkede let som Razor indvilligede, og gav efter for Stephens krav. Så kunne de måske endelig komme videre i teksten. Nok nød han at lege lidt med den lille djævel foran sig, men ærlig talt så ville han bare gerne have dem ud af sin lejlighed, jo hurtigere jo bedre virkelig. Han fulgte roligt Razors bevægelser og smilede bare opmuntrende til ham, han havde givet ham lov, troede han at han ville trække i land nu? Han skævede dog kort til mennesket, det var begyndt at bælle sin sodavand, utrolig lydig alligevel, man skulle bare have den rigtige tone vel. Et smil formede sig kort om hans læber, før det udviklede sig til et grin ved de ord Razor nu kom med. Hans opmærksomhed gled tilbage til ham og han blinkede bare drillende, "Well you better just drink up then, ha' honey?" hviskede han med et smørret smil. Inden drengen fik taget sig sammen og endelig sank de gifte tænder ind i Stephens arm. Smerten vred sig gennem hans krop, og et støn forlod hans læber, som han bed tænderne lige sammen, og strammede om glasset/krukken i sin hånd. Den blev da også langsomt fyldt, ikke helt, men mere end rigeligt altså. Og Stephn slap for at falde lam om. Alligevel gik en intens følelse igennem ham da Razor begyndte at suge, og han lukkede kort øjnene som adrenalinen sparkede gang i hans krop og nærmest tilintetgjorde den sidste smule 'fuldhed' der var over ham.
Blikket var lidt skarpere da han igen åbnede øjnene, hånden mellem Razors finger rakte ud og tog hårdt fat i hans krave, som han træk ham nærmere tremmerne, nærmer ham selv. Endnu et lettere støn forlod hans læber, som mere blod forlod hans krop, et form for rus tvang sin vej gennem hans krop, og han kneb igen øjnene lidt sammen, ind til Razor endelig gav slip.
Langsomt sænkede han armen, som blodet begyndte at løbe fra bidemærket og ned af hans hånd og håndled, hvortil det bare dryppede ned på gulvet.
Han sendte Razor et kort blik før han bare nikkede, "Depends.." sagde han eftertænksomt, og trak så på skulderen. Han hævede den anden hånd op, så Razor kunne se det lille glas/krukke, hvor giften havde samlet sig i bunden af det. "Wanna hold his hands while I bring back your man?" spurgte han roligt, før han vendte sig om og gik hen over gulvet til han kunne sætte sig ned i sofaen sammen ved siden af Reign. Han rykkede sig tilbage mod armlænet med ryggen, før han spredte sin ben, og lagde en pude foran sit skød. "When ever you're ready handsome.." brummede han kort, som han klappede let på puden, så Reign forstod han skulle ligge sig ned i sofaen med hovedet på puden.
Da han igen løftede sine arme, var såret healet fuldkommen, og blodet var forsvundet igen.
Hans blik mødte Razor og han ventede lidt på at den lille hybrid fik bestemt sig. "That is, if you're gonna be a good little boy.. And behave yourself." mumlede han drillende.

Reign formåede alligevel at fjerne blikket, så snart blodet forlod kroppens indre, hvor det hørte til, og flød ud i blandt dem. Var i et øjeblik sikker på, han kunne lugte det henne fra sin plads af, men et måtte være noget, han bildte sig ind. Menneskenæsen var trods alt ikke særlig stærk i forhold til så mange andre væseners lugtesans. Og gudskelov for det.
Reign forsøgte at tænke glade tanker, mens betalingen blev fuldført, og så først tilbage på dem, da han var sikker på, de var færdige. Og så begyndte kvalmen. Den var fæl denne gang og fik mavesyren til at køre rundt i maven på mennesket. Om det var blodet, nervøsiteten eller det faktum, at han blev udnævnt til at være Razors, der var værst, var ikke til at sige. Nok en god blanding af det hele.

Stephen var vendt tilbage til sofaen, og det gik op for Reign, at de var tæt på nu. Tæt på at kunne starte. Kvalmen blandede sig med frygten og blev til ét stort virvar. Alligevel nikkede han et enkelt gang, "right," og gjorde alt, hvad han kunne, for ikke at se så bange ud, som han følte sig. Ikke kun fordi det var flovt blandt to fyre, der ikke udviste frygt overhovedet, men for ikke at miste sig selv til angsten. Nogle gange hjalp det at benægte over for sig selv.
"Right..." gentog han, denne gang lavere, og vendte ryggen til Stephen, inden han lagde hovedet tilbage på puden. Og der gav hans krop efter for det stadie, den var i, i form af hurtige vejrtrækninger, et højlydt bankende hjerte og løftede hår ned ad begge arme. Reign var ikke bange for smerten, men for det ukendte. Der var tusinder af mulige udfald til dette. Og kun én af dem ville gøre alle glade.
"Oh, god," lød det skælvende fra mennesket, der lukkede øjnene i for ikke at føle sig fanget under loftet, der pludselig virkede utroligt tæt på. Og det, der før havde virket som en frastødende tanke, var nu det eneste, Reign havde brug for; at blive holdt i hånden.

Razor kunne ikke helt lade være med at grine lidt før han tørrede sig om munden. " Mhmm.. " Sagde han så bare kort - lod smagen af blod blive i sin mund så længe som muligt. Det faktum at det faktisk havde gjort bare lidt ondt på Stephen gav alligevel et lille boost til en smule bedre humør. På trods af at hvad der skulle til at ske stadig fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen og han frygtede for Reign på alle måder. Nok også for sig selv - mistede han Reign mistede han.. Han havde ikke planer om at miste ham. Razor skulle tage stilling til sin egen kontrol inden han besluttede hvorvidt Reign skulle holdes i hånden eller ej? Egentlig var det slet ikke et spørgsmål. Razor nægtede at lade det ske uden at kunne få lov at sidde ved hans side.
Razors blik fandt hen på mennesket før han så bare nikkede hurtigt nogle gange. " Yes, I wanna hold his hand. " Sagde han så bare kort. Uden at skabe for mange flere problemer ved at te sig som et 5 årrig barn. Han rettede sig kort lidt op før han skævede lidt mod tremmerne men rettede så blikket mod dem igen. Der var ingen tvivl - han ville meget hurtigt, så snart muligheden bød sig - løbe ud af det dumme bur og hen ved siden af Reign. Finde en plads på gulvet og stjæle menneskets hånd. Holde godt fast i den. Ikke give slip - slet ikke. Egentlig ville han helst bare kravle op ved siden af mennesket og være et med ham. Bare lige for at give ham noget af al den frygtløshed der af natur lå i Razor - selvom han var nervøs og bange for hvad der kunne ske, kunne det ikke måles med hvad Reign selv måtte føle. Det var alligevel ikke noget han havde tænkt sig at lade Reign være alene med. Han stolede ikke hundrede procent på Stephen. Selvom han af en eller anden grund de seneste par minutter havde været overraskende venlig overfor Reign så var det stadig ikke nok til at overbevise halvdæmonen.

Han havde lyst til at spørge hvad der kunne gå galt. Men lyden af Reigns hjerne skreg i forvejen nok af angst og nervøsitet. " First time for everything.. I just got goosebumps.. " mumlede han så bare lidt og skævede mod sine arme før han kort bed sig en smule i læben, men rettede så bare blikket tilbage mod Reign. Hans fulde opmærksomhed var sådan set mod Reign - Stephen kunne måske få et enkelt blik engang imellem, men ærlig - så var det slet ikke ham der interesserede Razor lige nu - eller på noget andet tidspunkt. Ikke så længe han bare gjorde alting så det hele ville blive som det burde. Eller - hvert fald bare sørge for at Reign havde hovedet i behold når de gik herfra. Helst med alle de rigtige minder. For en gang skyld faktisk lade et af de sande mareridt ende op som en af de drømme der faktisk fik ben at gå på.

Stephen smilede kort som han betragtede mennesket tage mod til sig, og igen, gøre som han blev bedt om. Lidt tøvende godt nok, men det var blot nervøsitet. Sådan var det med det ukendte vel og mærket, han forstod det godt. Han lod Reign ligge sig til rette på puden, før hans igen rettede blikket mod Razor, han virkede ivrig efter at komme ud.. Hmm.
"Very well then.." sagde han roligt. Et rødt glimt spillede i hans øjne, og et øjeblik efter sad Razor på den stol Regin tidligere havde siddet på, ved siden af sofaen. Endnu et øjeblik gik og så forsvandt det bur Razor før havde været spærret inde i. "Stay.. And don't test me.." sagde han lidt halv truende til tonefald, før han vendte sin opmærksomhed tilbage til Reign.
Mennesket havde lukket øjnene i og Stephen kunne tydligt høre det hurtige hjerteslag og det lidt hektiske åndedræt. Han strøg håret væk fra mennesket pande for at få lidt bedre adgang til hans tændinger, før han lagde sine pegefingere herimod og blot masserede ham lidt. "Okay Reign, just relax.. It won't hurt okay? I'm gonna put you to sleep, and when you'll wake up, you'll remember everything okay.." sagde han roligt og skævede kort til Razor. Så nikkede han igen og trykkede sine pegefingre hårdt ind mod menneskets tændinger og lukkede så øjnene.
Først måtte han kreaere en for drøm, som han kunne lulle Reign ind i, og da tiden lige nu ikke var til at finde på noget, og han ville ikke sende Reign ind i et mareridt, for så ville det først gå galt.. Så derfor gav han bare Regin en af sine egne minder, lod ham drømme lidt om en sød lille trold med lyseblå øjne og mørkeblond hår, og en ret interesant sneboldkamp! Han anede ikke rigtig selv hvem fyren var, han kunne ikke huske det, bare hans udsende, hans ansigt mere, og nogen få usammenhængende minder hvor han tit dukkede op.. Hvilket virkede perfekt, så ville det virke som en rigtig drøm.
Så lod hans Reign falde hen til billederne af den lille trold.
Han åbnede øjnene igen, ventede på at Reign vejrtrækning blev helt tung, og hans krop slappede af. Han skævede lidt til Razor, og nikkede roligt, "He's sleeping.. I'm gonna begin now.. I might take some time.." mumlede han stille, "Don't disturb me okay, or it might go wrong.." fortalte hans Razor. Før han igen vendte tilbage til det sovende menneske og lukkede igen øjnene i koncentration.
Så rakte han langsomt ind i sindet på den sovende mand, og åbnede forsigtigt op for hans den del af hans hjerne der var fyldt med undertrykte minder, og en efter en hev ham dem forsigtigt frem. Han kunne ikke selv undgå at se hver og en af dem, nogen bar i glimt, nogen i billeder, nogen i fastforward. Men det var alligevel en del minder han skulle rive og flå i for at få adgang til, så det ville nok alligevel tage hele natten..

Det hjalp lidt at høre Stephen sige, det i det mindste ikke ville gøre ondt. Faktisk hjalp det meste, han sagde og gjorde, og Reign lod sig et øjeblik falde hen i forundringen over, at en heks kunne gøre ham bedre tilpas - noget han ville have grinet højlydt af, hvis en anden havde fortalt ham det.
Derfor fulgte mennesket også instrukserne blindt og forsøgte at slappe nok af til at falde i søvn helt af sig selv. Ikke at det betød noget i det lange løb, for Stephens besværgelse - eller hvad hekse nu plejede at kalde det - virkede som den skulle og lullede Reign ind i en dyb og behagelig søvn. Man kunne sågar næsten skimte et smil i menneskets mundvig, hvis man virkelig kiggede efter.

Razor havde ikke planer om at forstyrre. Ingen planer at være på tværs. Agere på nogen måde så det ville gå galt. Han ville sidde stille. Holde Reign i holden. Være - hvad end for en opbakning der var brug for. Også selvom han allerede efter bare tyve sekunder fandt det enormt frustrerende at sidde stille. Og det eneste han kunne se sig selv gøre var at vippe med sin fod, nusse Reigns hånd og lade blikket betragte vær og en lille detalje på mennesket foran sig. Tiden gik alt for langsomt - og hans nødplaner med ting lave, at kaste sin koncentration imod svandt stille ud. Selv det at glo lidt på Stephen engang imellem blev en ting der med tiden heller ikke var voldsomt underholdende. Der skete ingenting. Han ville meget hellere være en del af hvad der foregik i hovedet på Reign. Forhåbentlig var han en stor del af det - men lige nu.. ville han også gerne selv se så fredelig ud i en dyb søvn. Han skævede lidt rundt i rummet før han rynkede næsen en smule. Foldede sine læber mod hinden for at holde sig selv fra at snakke. Det var forfærdeligt - i det mindste var han ikke i bur. Han havde varmen fra Reigns hånd at tage stilling til.

Han endte nok i sidste ende med at sidde med kroppen lænet mod sine ben og med Reigns hånd mellem sine. Hagen placeret mod sit ene knæ og blikket sådan lidt blank ud i luften. Kun for at lade det få glæden ved gang på gang at se mennesket ansigt. Ikke kigge på hele tiden, men genvinde den fornemmelse han fik i maven hver gang han vendte blikket mod ham. Den der behagelige sommerfugle agtige fornemmelse. For en gangs skyld nyde den og ikke have en dæmon i baghovedet der ihærdigt forsøgte at vende det til kvalme. For det var jo slet ikke sådan det var.
Uden lyd blev ordene 'this is taking forever' mimet frem over hans læber før han tog en dyb indånding. Det var hårdt. Alt for hårdt. Men lukkede han øjnene ville han falde ned fra stolen. Og han skulle ikke sove - han kunne ikke våve over Reign og sikre hans sikkerhed hvis han sov. Det ville være dumt. Desuden var han ikke træt - bare rastløs. Men det at løbe rundt ville heller ikke være en god støtte. Havde han overhovedet brug for en støtte? Han sov jo bare - eller gjorde han? Razors blik landede på Stephen - forsøgte at tyde hver der skete. Men halvdæmonen anede ingenting. Hvor meget han så end prøvede.

Stephen faldt også selv lidt hen i tanker, eller i Reigns tanker var det vel egentlig, tidligere tanker i alt fald, minder, der fik hans hoved til at snurre og hans krop til at gøre ondt på alle tænkelige måder. Nok ville det være smertefrit for Reign, men for Stephen var det noget andet, det var hans evne der blev taget i brug, og prisen for et indgreb så omfattende som dette, var stor. En gang imellem lod han et støn af smerte glide over sine læber. Til tider var der måske en smule glæde at se i hans ansigt, som han oplevede nogen af Reigns mere glade minder, dog var der også sorg at spotte som det mere triste og hjerteskærrende viste sig.
Et par tåre formede sig i Stephens øjne og han græd lydløst, alt imens han blot forsatte, pressede sig selv til det sidst.
Da nutiden endelig slog ind var solen stået op, og langsomt, meget langsomt gled han tilbage i virkeligheden, med en hovedpine som dunkede så forfærdeligt hårdt, truede med at knuse hans kranie. Han fjernede sine fingre fra den sovende Reigns pande, og skævede kort omkring sig, som han fik øje på Razor. Han var alligevel falden i søvn, panden mod sit knæ og Reigns hånd stadig mellem sine egne.. Hvilket bare fik flere tåre frem i øjnene på Stephen.. Det var svært ikke at føle for dem.. Nu han havde set hele deres historie, fra start til ende. Han sukkede stille og rakte ud og nussede forsigtigt Razor blidt på skulderen. "Razor.. Sweety.. It's time to wake up.. It's done.. Reign is gonna wake up in a few minuts, and you wanna be here for him when he does.. He can be a bit dizzy to start with, but it will be fine, just give him some time.. Okay?" sagde han blidt og slap igen Razors skulder som drengen vågnede op. Han placerede sine fingre mod reigns tændinger igen, og satte væknings processen i gang. Så slap han ham igen, fik sig selv skubbet ud af sofaen, uden alt for meget besvær.
"I'm just gonna run to the bathroom.. Okay.." mumlede han stille, før han kom helt op og stå og forlod så de to fyre, som han gik ud på toilettet og lukkede døren bag sig.
Og så kolapsede han på gulvet... En krampeagtigt tilstand begyndte.. men snart lå han helt slap igen.. gav et par små lyde fra sig.. some skyggerne fik fat omkring ham og hev ham langsomt ind i det smertefulde mørke.. trak og sled i ham.. åd ham i et stykke.. Kickstartede hans hukommelse.

Reign fulgte sneboldkampen intenst, som var det en vigtig fodboldkamp, og kunne enkelte gange ikke lade være med at grine, når sneboldene landede lige midt i ansigtet på hvem, det så end var, der spillede. Det var ikke som at se en filmscene, som det havde været før. Han var der, midt i sneen, selvom den ikke var kold. Ingen kunne se ham, men han kunne se dem. Kommentere på de gode kast, selvom ingen hørte.
Endnu en snebold var netop blevet kastet igennem luften, da pibelyden ligeså stille begyndte, og fik Reign til at tage sig til hovedet for til sidst at falde på knæ i sneen. Til sidst var det så højt, ulideligt højt, at han ikke kunne hverken tænke eller tale. Kun trykke fingrene ind mod sit hoved og håbe, de på magisk vis kunne nå igennem og hive lyden ud.

Snelandskabet blev erstattet af mørke, da lyden lige så stille aftog, og Reign var ikke sikker på, hvor længe han lå dér, vågen og ved bevidsthed, ude i stand til at åbne øjnene, før de endelig slog op og afslørede den samme lejlighed, han var faldet i søvn i. Det samme loft med de samme træpaneler og den samme lugt af øl.
Reign blinkede hastigt og så pludselig slet ikke træt ud. Lignede heller ikke en, der lige havde sovet. Var ved bevidsthed og klar til dagens gøremål - bortset selvfølgelig fra at det var midt om natten. Han skubbede sig selv op at sidde og stirrede frem for sig, mens hjernen kæmpede bravt med at forbinde de gamle og nye minder til noget, der gav mening.
Og endelig efter hvad der virkede som timer så han til siden og lod blikket finde Razor. Åbnede munden for at sige noget, men da der ingen lyd kom, rykkede han sig i en enkelt bevægelse ind for at kramme ham, mens følelserne, hans hjerne endnu ikke helt havde sammenfattet, ligeså stille begyndte at svulme op i ham som en stor svamp.
Der gik et par sekunder, inden Reign forstod, han krammede luften ved siden af halvdæmonen og blinkede igen. Forvirret og ude af stand til at forstå, hvordan han kunne misse en person, der sad så tæt på. Bare hans koordinationsevne nu ikke var ødelagt for evigt.
Men det var den ikke, det kunne den ikke være. For da mennesket først var kommet sig over sin egen fejl, lykkedes det at gribe fat om drengens nakke og trykke ham hårdt ind til sig.

Det havde slet ikke været meningen - slet ikke! Det var nok også derfor hans første reaktion på vækningen var en svag knurrende lyd. Nærmest som var han stadig vågen bag de lukkede øjne. Som om hans sanser stadig var opmærksom på hvad der skete i rummet. Sov han nogensinde helt? Eller var hans dyriske instinkter altid på vagt? Nej - eller jo, men oftest i tilfælde hvor han ikke lå i en seng hvis tryghed han kendte til, så sov han aldrig helt. Det blik der rettede sig mod Stephen så snart han endelig fik åbnet sine øjne - var dog ikke et bistert et af slagsen, nok nærmere et kort lidt forvirret udtryk - som hurtigt blev erstattet af overraskelse, men også et strejf af bekymring. Hans blik gled fra heksen også tilbage på Reign, kun for at lade det falde mod Stephen igen som han forlod stuen. Han nikkede et par gange som svar på hvad der blev sagt og fik sig rettet en smule op. Stadig uden at slippe menneskets hånd.

Burde man tjekke om Stephen var okay? - Ja. Men burde var død i Razors verden. Hans verden bestod af Reign og kun Reign.

Han bemærkede lyde fra badeværelset. Burde man være bekymret? Ja - men Razor var Razor. Selvisk på nærmest alle punkter. Et tak ville måske endda være for meget at forlange. Lige meget hvad, ville Reign være den der havde den største del af halvdæmonens opmærksomhed. Især da han endelig begyndte at røre på sig. Ordene der på ingen tid kastede sig rundt i hans hoved for at få lov at komme ud først, blev sat i bur. Hans blik sagde i sidste ende det hele. Så håbefuldt noget kunne være. Blikket var rettet mod menneskets ansigt - helt stille var der. Hvis man så bort fra lyden af de hjerteslag Razors øre kæmpede for ikke at lade sig døse væk i. Han havde lyst til at sige noget - alting. Men ventede. Reigns blik der endelig blev vendt mod sig fik hele hans krop til at reagere og som en hund der ventede på sin godbid fandt han det så forfærdeligt svært at sidde stille.
Måske fordi han følte det stadig var så skrøbeligt? Det måtte være derfor. Havde det ikke været for det - så havde han kastet sig over mennesket for længst og bare bedt til at han faktisk denne gang var klar over hvem der havde kastet sig i armene på ham. Heldigvis skete det omvendte - og der gik da heller ikke mere end et split sekund før halvdæmonens arme var viklet omkring mennesket og knugede sig indtil ham. Begravede ansigtet ved hans skulder, hans hals - hans hår. Han var ikke engang sikker på Reign huskede ham - eller om krammet bare var en reaktion på hvad end der var sket. Han håbede dog stadig, så inderligt meget på at han ikke længere var en skygge fra fortiden. Turde han spørge? Selvfølgelig gjorde han det - om lidt, når han havde fået sin vejrtrækning tilbage til faktisk at kunne tage og ikke bare inhalere mennesket fuldstændig. Men så snart det skete havde han ingen ord - han anede simpelthen ikke hvad han skulle sige. Lige nu var kontakten mellem dem alt hvad han havde brug for. Og alligevel.. " Goodmorning.. " fik han så endelig fremmumlet sig med et lille smil gemt i tonen i sin stemme. Måske var det alligevel hvad der burde siges - hvad ellers kunne man sige? Det virkede som en fin ting at sige. Forhåbentlig var det en god morgen. Det ville sekunderne derefter nok afsløre.

Reign lod i et øjeblik sig selv forsvinde hen i en ekstase af halvdæmonens genkendelige duft, mens den ekstreme følelse af savn begyndte at finde op til overfladen. Og lykke. Masser af lykke. Også selvom det var svært at tro på, at dette var virkeligt, og at Razor virkelig sad ved siden af ham.
Hans stemme gav menneskets kuldegysninger ned ad hele kroppen, og det var lige, så nakkehårene stod op. Godt nok havde han tilbragt tid med drengen, siden han var kommet til Gaia gennem portalen, men han havde behandlet ham som skidt og slet ikke nydt de små ting ved ham, som han ellers havde forelsket sig i om og om igen. Men nu kunne han endelig for alvor suge dem til sig for første gang i over et år.
Reign havde brug for at gøre noget, inden han svarede, og løsnede kun lige akkurat grebet nok til at kunne kysse Razor. Igen og igen. Så tredobbelt af alting og var derfor slet ikke sikker på, han ramte drengens læber, men det gjorde heller ikke noget, at det var klodset og uromantisk. Det vigtigste var at lade kroppen op ved hjælp af hybriden, der allerede for flere år siden var begyndt af fungere som et batteri for mennesket. Han blev flad og kunne slet ikke noget uden Razor, det havde de sat fast op til flere gange allerede.
"'Morning," lød et grødet svar endelig fra Reign, der sendte drengen et betaget blik og et tilhørende smil. Grebet havde også løsnet sig helt, nu han var en smule mere sikker på, Razor ikke ville forsvinde væk fra ham igen lige med det samme. Brugte i stedet fingrene til at røre ved hans ansigt, ved kæben, hagen, ørerne, kindbenet - bare lige for at tjekke, at der ikke sad en eller anden mikrochip et sted, og at halvdæmonen viste sig at være en hyperintelligent robot, fremtidsforskere forsøgte at snyde ham med. Hvem vidste, måske havde han sovet flere hundrede år.

Nope - han måtte have mere af Reign. Det var ikke nok. Han kunne mærke det - måden han krammede ham på. Det var ikke bare et 'jeg har oplevet noget uhyggeligt' sort of kram. Det var et længselsfuldt kram. Præcis som Razors selv trak sig mere og mere over i. Han havde ikke lyst til at give slip. Slet ikke lyst til at give slip. Han ville holde om ham for evigt. Okay måske ikke for evigt, der var mange andre ting han også meget gerne ville have lov at gøre. Men alt sammen med mennesket. Han lod blikket finde hans ansigt med et lille grin som han kort efter mærkede kys fra. Der gik dog ikke mange øjeblikke før Razor selv lod sine læber fange menneskets - kun lige for et kort øjeblik før han så bare kort bed sig lidt i læben. Det kriblede i hele hans krop. Han anede igen ikke hvad han skulle sige - kunne kun sidde og kigge, studere mennesket med sit blik. Også selvom han på ingen måde så anderledes ud, så var det alligevel noget helt andet. Blikket i hans øjne - den gnist han huskede Reign bar i øjnene var der - den han havde savnet som havde været der, men ikke helt været til stede.

Han kunne ikke helt lade være med at grine en smule før hans blik skævede imod menneskets fingre der rørte ved ham. Han sank kort lidt en klump og måtte et øjeblik måske faktisk anstrenge sig lidt for ikke at lade den glæde han hundrede procent følte i sin krop tage over for meget, lade den stige ham for meget til hovedet og lade hans øjne lave et vildt vand plaskeri midt i det hele. Det var der ikke brug for. Han blinkede i stedet et par gange - holdt det på afstand og lod i stedet fingrene fra sin ene hånd glide op gennem fyrens hår. Det var som om noget helt forfærdeligt tungt var blevet revet væk fra hans skuldre, en trykken for brystet var lettet og han kunne trække vejret igen.
" Security question - do you believe in talking cats? " Spurgte han så bare lidt og lod blikket hvile mod Reign - det var måske egentlig mest ment som en joke - men i sidste ende ville det også bare lige bekræfte om Reign havde hukommelse fra det eller ej. Razor kunne vel ikke være sikker før han havde - måske.. det føltes rigtigt. Han kunne mærke det, på en eller anden underlig måde kunne han mærke det. Reign var til stede som Reign - Reign med Razor som en del af sit liv. Egentlig havde han mest bare lyst til at kysse ham igen. Og igen - også lige endnu engang. Fortælle gennem et kys hvor meget han havde savnet ham - selvom han havde været der. Men så alligevel ikke.

Reign måtte virkelig koncentrere sig for ikke at spinde som en kat af Razors fingre i sin "pels". Han hungrede efter nærværet mellem dem, hvor fejlagtigt det så end var endt ud flere gange, og havde mest lyst til at gnubbe sig op af drengen til den lyse morgen for at være sikker på at få duften indprentet ordentligt på sig. Var træt af at lugte af sig selv, når blandingen af dem begge var så meget bedre.
Deres blikke fandt hinanden, selvom drengen fortsat havde fire øjne, og det ikke var helt let at regne ud, hvilke man skulle kigge ind i. Reign slugte en klump - for første gang den aften af glæde og ikke frygt - og smilede igen ved spørgsmålet. "Only on pirate ships," sagde han og lod nu også den anden hånd finde fra sofaen og op til Razors ansigt. Det var helt umuligt ikke at røre konstant og hele tiden.

Han lænede sig ind og kyssede ham igen, denne gang lidt mere sikker på, han ramte læberne, og trak Razor ind i et nyt kram. "I can't believe you came here for me..." mumlede han lavmældt og hvilede læberne på stykket mellem hals og skulder. Der var så meget, han gerne ville sige til Razor, så meget han gerne ville undskylde og takke for. Men det her var ikke stedet.
De var stadig i heksens lejlighed. Og uanset hvor venligt han havde behandlet Reign til sidst, ville han ikke blive der et sekund længere end højest nødvendigt. Ville hjem i sin egen seng og sove sammen med Razor. Vågne op til ham.
"Let's go home," foreslog Reign, da det lykkedes at lade halvdæmonen ud af krammet igen, og skævede rundt i den uindrettede lejlighed, "where did he went? Stephen."

Han huskede - Mere behøvede der ikke blive sagt - Han huskede. Razor var overbevist. Og følte sig mere og mere let - lettet - lettere end let. Han kunne næsten flyve. Hvis han da så bare havde haft vinger. Han lod ikke sine hænder forsvinde fra fyrens krop på noget tidspunkt, allerhelst sad han nok på hans skød lige nu, med armene omkring ham - kyssede ham indtil hans læber blev ømme. Var det ikke fordi han nærmest holdt fast i Reign, så ville de måske halv rystende hænder blive afsløret. Men lige nu var de stille - eller også var hele hans krop bare i et gear der gav ham lyst til at springe rundt i glæde over at han ikke længe var en fremmed i sit eget hjem. For Reign var hans hjem.
" Ofcourse I did.. " fik han kort sagt efter at have ladt sine læber mødes med Reigns igen. Dog blev krammet nok i sidste ende hvad der vandt og Razor krammede ham tæt indtil sig. Måske nærmest for tæt. Styrken i den lille krop var ikke altid fyldt med hensyn. Men gjorde det så meget lige nu? Han ville jo bare gerne være tæt på. Tættere end tæt.

Hjem - det var slet ikke dårlige ord i hans øre. Smilet om hans læber voksede før han nikkede en smule. Han slap ham lidt, også lidt mere. Endelig helt - også selvom det var svært og slet ikke rigtig til at overskue. Han havde fået et kram der føltes præcis som Reign ville give et kram. Et kram han tidligere kun kunne drømme om. Uden medlidenhed - frygt eller afsky.
" The bathroom.. " Sagde Razor så endelig og lod kort blikket glide i den retning Stephen var forsvundet i. Hans øre opfangede stadig lyde der burde være bekymrende. Lyde han før havde lukket ude og kun forkuseret på Reign. De var der stadig, nu hvor han satte ørerne efter det. Ikke høje lyde, nok mest hans hjerteslag - puls - vejrtrækning. Det faktum at.. Han rystede kort lidt på hovedet før han rettede blikket tilbage mod Reign og smilet vendte tilbage.
" Maybe he just reeeeally needed to pee - I mean, working all night and not being able to. " Han bed sig kort lidt i inderlæben og lod helt uden at være diskret sine fingre glide ind i Reigns ene hånd. Kontakt. Han måtte mærke ham - hele tiden.

"Bathroom, of course," lød det svagt fra Reign, hvis blik også var endt henne på døren. Overvejede lidt hvordan heksen mon havde det nu, for selvom han viden omkring besværgelser var lig nul, regnede han med, det måtte kræve noget energi. Alle hekse havde en grænse, ingen kunne bruge magi konstant og hele tiden. Hvis det var tilfældet, havde hekse nok fyldt en del mere i denne verden - måske sågar taget over den.
Blikket vendte tilbage på Razor, selvom badeværelsesdøren stadig havde menneskets opmærksomhed, "right. Yeah, you're probably- right." Smilet blev gengældt men kun i et øjeblik. Reign var for optaget af at lytte efter et eller andet, der kunne bryde stilheden fra bag døren. Skridt, en rindende hane, en toiletudtrækning, bare noget. Men der var intet.

Han havde brug for at gøre noget, der kunne forsikre om, at alt var fint, og rejste sig derfor fra sofaen. Trak hastigt hånden ud af Razors for i stedet at bruge drengens skulder som støtte. "I'm okay, I'm okay," skyndte han sig at sige og forsøgte alt, hvad han kunne for at fokusere med øjnene og vænne sine ben ud af deres geléagtige stadie. Tog en dyb indånding og trådte frem, da han var sikker på, han ikke ville falde, trods skridtene fortsat var usikre.
"Stephen?" Reign bankede et par gange på døren og mærkede, hvordan kroppen hastigt reparerede sig selv. "We're leaving now. Stephen?" Han havde ikke viderligt lyst til at snakke mere med fyren, med følte de i det mindste kunne give ham et tak, inden de gik. "Are you okay in there?" Forsøgte Reign igen og skævede ned mod håndtaget i overvejelsen om at forsøge at åbne op derud til. Hvem vidste, måske var døren slet ikke låst.

Han havde mest lyst til bare at omklamre menneskets hånd med sine egne. Ikke lade ham flytte sig fra sofaen. Men måske var det alligevel for meget forlangt af den godhed han vidste mennesket bar i sig. Han fulgte Reign med blikket som han rejste sig og trådte over til badeværelset. Så allerhelst at de bare smuttede hjem. Men altså nej - okay. Han kunne måske vente det øjeblik det ville tage at sørge at tjekke om Stephen stadig i live - eller om minde seancen havde taget livet af ham. Razor vippede kort lidt med sin ene fod før han så bare rejste sig og smuttede med hen til døren. Eftersom det ikke virkede til at der var respons fra den anden side lige med det samme. Det var dog mest for at være tæt på Reign, ikke så meget på at være støttende omkring hvad end der gemte sig bag badeværelsesdøren.
" Maybe he's dead.. " mumlede han så bare lidt, dog en smule jokene. Razor vidste han ikke var død - han kunne høre ham trække vejret, høre hans hjerte slå. Måske en information han burde dele med Reign i stedet for at lade som om han ikke anede hvad der skete. Altså det gjorde han ikke - men ligefrem at joke med døden var måske heller ikke det bedste kort at trække op af lommen. Han fugtede kort sine læber lidt og stoppede op da han nåede hen til mennesket.

Han skævede kort lidt mod Reign, men rettede så blikket mod døren igen et øjeblik efter. Mon det egentlig var svært at slå en heks ihjel ved overforbrug af deres magi? Han bed sig kort lidt i læben før han så bare skævede tilbage mod sofaen. Razor joinede og bankede kort lidt på døren. Jo hurtigere de fandt ud af om Stephen var okay - fik sagt farvel og sådan nogle ting - jo hurtigere kunne de komme hjem. Måske var det bare at skubbe døren op. Tjekke, vinke og fordufte som intet var hændt. Razor kunne alligevel ikke fokusere på andet end tanken om at være i armene på Reign igen. Det var det eneste han ville - alt andet var ligegyldigt.

Mindet, rungede forsat i hovedet. Skyggerne mere intense, mere altopslugende. En mild jamren forlod hans læber, som han lyttede til sin egen stemme i det minde der udspillede sig for hans øjne. Flere tåre trillede ned over hans kinder, de lukkede øjnene var knebet hårdt sammen, og kroppen havde nu formet sig til nærmeste en lille kugle, som han vred sig, forsøgte at gøre sig så lille så som muligt, så de ikke kunne nå til ham.


Endnu et minde, lyden af hans egen stemme igen. Et minde, et ubarmhjertigt minde, glimt kørte forbi hans indre syn. Tvunget tilbage til fortiden, tilbage i det uendelig smertehelved, hvor alting gjorde ondt, hele tiden, hver gang han tænkte på det, og nu.. Alle følelserne opslugte hans krop, og knappen 'fastforward' blev trykket ned, han blev suget gemmen tid og sted.
En dreng lå foran ham, en lille mørkhåret engel, han lå så stille, nærmest.. Livløs.. Lyden af bil der var løbet løbsk ramte hans øregang, og han kneb øjnene hårdere sammen, som om det ville stoppe sammestødet.
Men det gjorde det ikke, bilen.. Ramte.. Og skriget fængede luften omkring ham.. Den værste lyd der overhovedet fandtes. Ingen fortjente det her, ingen.. Alligevel skete det bare.. igen og igen og igen..
Og i sengen foran ham lå drengen, smukkeste lille engel i verden.. Helt, helt, helt stille..
Skriget blev ved og ved og ved, som et ekko af hans tanker.
Til sidst blev det alligevel for meget, og på toiletgulvet der var virkelighed, begyndte Stephen også at skrige, skrige og skrige og skrige og skrige.