Just to set the record straight - Reign

"Somewhere over the rainbow, way up high,
There's a land that I heard of once in a lullaby.
Somewhere over the rainbow, skies are blue,
And the dreams that you dare to dream really do come true."
Gentog han hviskende de fængende ord fra en kendt børnesang, i en mere eller mindre grådkvalt stemme. Han tog en pause for at snøfte ind igen, skjulte sit beskidte ansigt i sine beskidte hænder, som følelserne overvældede ham igen og igen - ude af stand til at kontrollere det meget længere - men sangen hjalp jo.
"Someday I'll wish upon a star,
And wake up where the clouds are far,
Behind me.
Where troubles melt like lemon drops,
Away above the chimney tops,
That's where you'll find me."
Forsatte han mellem alle de hulk han kom med, som han stadig græd noget uhæmmet ned i sine hænder - sangen var blevet mere en mumlen end noget forståeligt egentlig. Men det skulle jo hjælpe, det var det der var meningen.
Han opfangede så en lyd fra et fjernt sted, og så måske alligevel ikke? Alting havde været en smule off i et par dage, hans magi var begyndte at fejle ham igen, lige gyldigt hvad han spiste syntes han aldrig rigtig at blive mæt? Hans hud var blevet ligebleg og hans øjne var begyndt at lyse en hel del.
Han rejste sig en smule på knæ og vendte sig om, som han tittede frem fra sit gemmested. Han havde siddet på den kolde jord og sunget for sig selv, omme bag ved en af de lukkede boder. Her kom næsten aldrig nogen om aften eller natten, selv om stedet var overrendt i dagtimerne - men måske en havde valgt at skyde genvej, eller var faret vildt?
"Somewhere over the rainbow, bluebirds fly,
Birds fly over the rainbow. Why then, oh, why can't I?"

Han hviskede det stille for sig selv, som han løftede op i kraven på sin hættetrøje og tørrede sit ansigt lidt fri fra tåre og snot. Ikke at han blev speciel meget kønnere at kigge på af den grund da.
Han forsatte med at kigge spændt ud i halvmørket, som fodtrin nærmede sig og lyden blev højere. Hans hals snørrede sig næsten helt sammen, som duften af menneske tog bo i hans næse.
Hans hæse stemme hostede et par gange, for at komme af med ubehaget, men det blev der dog bare og brændte endnu vildere end før. Han rejste sig op og forlod sit gemme sted, som han stille krydsede ind og ud mellem alle de lukkede boder, og nærmede sig mennesket.
For til sidst at stille sig i vejen, kun et par meter i mellem dem.
"If happy little bluebirds fly,
Beyond the rainbow, why, oh, why can't I?"
Udtalte han, en smule mere kontrolleret, som den voldsomme hulken var stoppet - stemmen var dog stadig hæs og ru, og hans øjne var blanke og en smule rødlige.
"You know why? Oh wait! Don't I know you?!" udbrød han så, efter sit spørgsmål. Han tog et skridt nærmere for bedre at kunne se mennesket an - et eller andet begyndte at spirer bagerst i hans hukommelse. But why - would I think of spiders just now? That makes absolutely no sense?! Who is he?