We deserve some peace... and rum... lots of rum.

Hun vidste godt at det ikke var nødvendigt at fortælle mere. Hendes ord og handlinger havde sikkert været mere end nok for ham - hun kunne næsten se det på hans ansigt, som han blidt gav hendes hånd et blidt klem. Normalvis ville hun ikke have været bleg for at springe i hans arme, og vise ham at hun mente det hun sagde - men lige nu; lige her… Hun kunne stadig mærke Jaspers hånd mod sin hage - tangen mod hendes fingre… At ignorere den følelse af had og foragt det vækkede i hende ville være som at ignorere den løve der var i fuld firspring efter én… umuligt.
"It's not the mafia I'm concerned about," sagde hun med et tøvende lille smil. Den Tidus hun havde set havde været fuld af had og foragt. Lige meget hvad Jasper havde gjort, så ville det være en grusom måde at dø på. Bare tanken om det der ventede Jasper fik hende til at føle sig ilde tilredt; ikke fordi hun havde ondt af manden - han fortjente hvert sekund af hvad end Tidus havde tiltænkt ham. Frygten lå ikke i om det var for meget for Jasper, men om det var for meget for Tidus. Ville han kunne se sig selv i øjnene efter det her? Ville han kunne se hende i øjnene?
Hun fulgte med ham, som han begyndte at gå. Hendes fingre gjorde stadig ondt, og at holde i hånd med ham var pinefuld i sig selv. Hun forstod hans behov for berøringen - efter de ord de lige havde delt, så var det logisk. Stille, efter lidt tid, trak hun dog hånden til sig, eftersom hun ikke kunne klare den brændende fornemmelse i fingrene mere. Det ville tage tid for det at hele ordentligt op. Hun ville være nærmest hjælpeløs i dagevis... Heldigvis havde hun sin magi, og den kunne ingen tage fra hende. Vel…?
"Perhaps we shouldn't tell Tidus about... You know, the pharmacy and stuff...’’ sagde hun, en smule tøvende. Hun vidste godt at det var vigtigt for Bienvido at der ikke var hemmeligheder mellem dem. Alligevel, så kendte han ikke til Cassandras liv før mafiaen; han anede intet om Arumia og Cassandras mange stedfædre. I Bienvidos hoved, så var Jasper den første og eneste der nogensinde havde misbrugt Cassandra. Hvis han vidste sandheden, så ville han jo aldrig lade en mand kigge på hende igen. ’’I don't want him to worry.." sagde hun så, vel vidende at Tivo i forvejen havde det svært ved at skulle holde det hemmeligt dengang Cassandra havde boet hos ham og arbejdet for mafiaen uden Tidus vidste det. Åh, de gange Tidus havde besøgt Tivo hvor Cassandra havde måtte gemme sig eller stikke af. Hun skammede sig næsten over det. Men det havde været nødvendigt; hun kunne ikke være der for Tidus når hans daværende mancandy mente at Cassandra var skyld i hans brors død… Hun bed sig svagt i læben, som hun blev mindet om den tid. Pludselig var den at foretrække over det de stod i nu. Følelser var blevet blottet, både dengang Tidus lå døende i hendes arme, og nu. Nogen havde krænget hendes brystkasse åben og tilladt at stille hendes følelser til frit skue - og resultatet var hjerteskærende. Havde Bienvido nogensinde vidst at Cassandra elskede Tidus, hvis hun ikke havde haft sit sammenbrud da han døde? Ville hun overhovedet indrømme sine følelser for Bienvido, hvis ikke hun havde været dum nok til at tirre mafiaen og mærke konsekvenserne på egen krop? Hun anede det ikke. Alt var bare nemmere, dengang hun makkede ret og holdt kæft. ’’Your offer,’’ mumlede hun så, mens de gik. ’’How far does it go?’’.
Hun ville ikke glemme Tidus eller Bienvido… Men hun frygtede at det måske kunne blive nødvendigt. ’’I hate the thought of forgetting what happened. Learning from my mistakes has always been my assertive.. but… If I can’t even look at my best friend without fearing him turning into his father, what friendship are left?’’ mumlede hun men shun gik; hendes blik rettet mod hendes sko. Det pinte hende; både skoene fordi de gjorde ondt, og tanken om at hun kunne risikere at miste Tidus endnu engang. ’’Why don’t we just elope or some shit.. Nobody needs us here anyways..’’ sukkede hun, uden egentlig at tænke over hvad hun lige havde sagt. ’’Nevermind,’’ sagde hun så, inden hun med hastige skridt gik videre. Hun ville finde Tidus, om så det betød endnu en omgang på den sofa. Hun ville sikre sig at han var okay.

Tivo vidste godt hvad hun mente med sine ord. Hun var ikke bekymret for mafiaen. Den kunne sikkert rende hende et hvis sted… hun frygtede for hvad den blonde kunne finde på nu når han havde magten. En smule nervøst over situationen, legede Tivo med fingerringene på hans fingre og sukkede.
Forhåbentlig ville tingene snart falde på plads. Cassandra fortjente det. Og det samme gjorde Tidus.
Hjertet gik i stå som hun bragte op hans evne. Hun havde altså overvejet det. I stedet for at svare hende med det samme, lod han hende tale ud, alt hvad der nu kunne gemme sig på hendes hjerte. Og hvad hun sagde, fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, samtidig med det fik hans hjerte til at banke så hurtigt. Løbe væk… de kunne stikke af. Han kunne få hende til at glemme Tidus… måske endda Jasper… hun ville intet kunne huske om mafiaen. Tanken om det gav Tivo en dårlig smag i munden. Og desværre… selvom han ikke ville det højt, så gav det også mening for ham, at det måske ville være bedre for Cassandra. Selv hvis hun skulle glemme ham… Hans hjerte bristede ved tanken om det hele.
Forsigtigt, endnu engang, tog han fat i hendes hånd, forhindrede hende i at stikke af. ”If… I can make it happen… but I want you to think it all through before desciding anything.”
Her gav han slip på hendes hånd igen. langsomt bevægede de sig hen til hovedkontoret.

Udenfor dørene, stod det ældste mafiamedlem og sugede nervøst på en smøg. I det han fik øje på Cassandra og Tivo, smed han den fra sig og lod resten af osen forlade sine læber. Hans rynker i panden blev tydeligere, som han undersøgte dem fra top til tå. Det ældste medlem var en af de rareste medlemmer. Hvilket sikkert var grunden til han stod i kød og blod foran dem lige nu.
”Your friend… I mean… Don Technique is inside…” sagde han og gav sig nu til at tænde en ny smøg med rystende hænder.
Tivo nikkede som tak og ville ellers gå forbi den ældre herre, til et greb om hans arm, fik varulven til at stoppe brat op. Et par grønne øjne der lyste op af advarsel så nu hen på manden. Dog faldt han hurtig til ro, som han intet truende kunne finde hos det ældste, rystende medlem.
”The kid… he´s… he needs some help… he´s gone a bit crazy… be careful,” lød det lavt og advarende fra ham. Her så han hen på Cass og gav ellers slip på Tivo.
I frygten for hvad Tivo ville se så snart han trådte ind, fik varulven til at gå en smule langsommere og ellers sørge for at have Cassandra tæt på sig.
”So much for family.” kunne han en sidste gang høre den ældre herre hviske.

Indenfor, i mørket, op af poolbordet stod Tidus og lænede sig afslappet tilbage. Stilhed sank sig tungt over ham. Han stirrede på et maleri af hans far, der hang så klassisk over en pejs, så flammernes lys gav det en intimiderende følelse over sig.
Den unge dæmon sukkede, rettede sig op og gik hen til maleriet, før han tog grilltangen nær pejsen. Her tillod han sig at skære i maleriet. Lige der hvor hans fars hals var. Gløderne åd maleriet op langsomt. En smule lumsk klukkede Tidus, betragtede deres hærværk, imens han svang rundt med grilltangen.

Han tog endnu engang fat i hendes hånd, hvilket fik hende til at ømme sig lavmælt. Han kunne lige så godt skære hendes hånd af; det havde sikkert været mindre smertefuldt. ’’Please, don’t,’’ sagde hun, som hun trak hånden til sig og fleksede lidt med den for at få den stikkende smerte til at forsvinde. I stedet spredte den sig op ad armen på hende i en summende og prikkende følelse, som om armen sov. ’’Let’s not discuss the matter further before our friend has a chance to have a word on the matter,’’ svarede hun, mere eller mindre bare for at lukke den samtale hun havde åbnet op ned igen. Hun kunne ikke lide at tænke på hvis hun efterlod Tidus. Det gensyn de endelig havde haft efter hun havde efterladt ham på hospitalet var smertefuld nok; at efterlade ham for bestandigt gav hende kvalme - eller måske var det bare pillerne hun lige havde slugt?

Da de ankom til deres destination genkendte hun ikke først den mand der stod ude foran. På trods af at hun havde været hos dem i et stykke tid, så havde hun sjældent mødt venlighed hos mafiaen. Det var ikke deres kendetegn. Hans hænder rystede, og det var forståeligt. Hvad end der skete indenfor ville ikke være rart. ’’He’s no Technique. You’ll do best to remember that,’’ svarede Cassandra som hun bevægede sig direkte forbi ham. Hendes ord var uden følelse, mest af alt fordi hendes hjerte hamrede så hårdt at hun knap kunne høre sig selv tale. Smertefulde pulseringer af blod blev sendt ud til hendes ekstremiteter og mindede hende endnu engang om hendes egen forbandede svaghed.
Lugten der mødte hende var overvældende. En blanding af blod, røg og sved; en stank hun havde siddet i, i flere timer, før drengene havde fundet hende. Hun kunne genkende lydende. Hvis hun ikke passede på, så ville hun med sikkerhed få massive traumer af hændelsen… Men det var nok for sent.

Cassandra var allerede forbi både Tivo og den gamle mand. Hun hørte ikke hans advarsel, og den havde heller ikke gjort nogen ændring. Hun ville finde Tidus, og hun ville gemme sig i hans arme bare for at mærke at han ikke var forsvundet for hende. Det var en skrækkelig tanke, at han måske ikke var den samme mere. Hvad hvis den mand hun snart ville stå ansigt til ansigt med ikke var hendes ven? Det tætteste hun kom på en bror var jo Tidus. Han måtte ikke være forsvundet - det kunne han ikke tillade sig. Hun måtte holde sig i live for hans skyld - han kunne ikke tillade sig at efterlade hende.
Cassandra bemærkede godt at varulven ved hendes side satte farten ned. Hun kommenterede ikke på det, for selv var hun rædselsslagen for hvad de ville finde når de endelig nåede frem til Tidus. Hendes frygt havde været berettiget, for den Tidus hun så foran sig da de endelig nåede frem var langtfra den blåøjede blondie hun kendte og stolede på. Han havde ændret sig, og hvad end hun havde set i hans blik da Tivo førte hende væk derfra for timer siden var der desværre stadig. Hun lyttede til hans klukken som han nærmest satte ild til billedet. Hun hævede hånden, og uden et ord bremsede hun hærværket og glødernes glubske fortæring af maleriet. Gløderne døde ud, og tilbage var et forkullet maleri hvor kun øjnene af mafiaens tidligere leder stirrede tilbage på dem. Hun så hen på Tidus inden hun sænkede hånden. ’’Don’t play with fire,’’ sagde hun, hendes tone hverken lattermild og drillesyg, men direkte konfronterende. ’’Are you alright?’’ spurgte hun, inden hun gik hen til ham og greb fat i den tang han stod og svingede rundt med. Hendes øjne stirrede direkte op på ham, og videde om det faktum at hun søgte sin ven - sin ’bror’ - i dæmonens blik.

Det skulle ikke komme bag på hende hvis Tidus kunne genkende hendes frygt. Han havde set den før - dengang han havde spiddet hende i skulderen. De var et yndigt par, de to. Hvis ikke den ene var ved at dø, så var den anden ved at blive sindssyg. ’’And why the fuck do I need to ask for a bloody hug!?’’ spurgte hun, dybt seriøst. Hun rakte ud og greb ham blidt om armen; gav den et blidt klem. Hun frygtede naturligvis resultaterne af et kram, men hun havde brug for ham. Hans eget lille mentale sammenbrud måtte vente; hun havde brug for ham til at være der for hende. Forhåbentlig forstod han det.

Tidus kunne ikke have set mere skuffet ud, i det flammerne stoppede og han nu ikke længere kunne lege med den dejlige, varme ild. Irriteret knurrede han og var klar til at give, hvem der end afbrød, en opsang, i det han opdagede det var Cassandra. Han havde bestemt ikke regnet med at hun ville være kommet tilbage så hurtigt. Men som han så hende, forvandlede alt sig inde i ham og han var nu igen til at genkende, med sin lyse aura og rolige blå øjne. ganske som håbet for Cassandra, lagde han sine egne problemer til side, for at gå hen og trække Cassandra i et kram. Dog var det et forsigtigt et... han kunne stadig dufte blodet fra hendes sår. Også selvom de skulle forestille at være healet.
"Don´t ask if I´m okay... It doesn´t matter... are you okay?" spurgte han bekymret. Her trak han ud af krammet og så undersøgende på hende. Tangen var nu blevet smidt og maleriet glemt. Nu kunne han kun dufte dets brændende rester. Jaspers øjne hang dog stadig så dømmende der i mørket.
Ind af rummet, kom Tivo gående og smilede svagt ved synet af dem. Uden at forstyrre dem, lænede han sig op af en af væggene, på vagt hvis der nu skulle komme nogle. Dog var det nok ikke længere tilfældet. Tidus havde overtaget mafiaen. Der var ikke længere problemer med hensyn til at skulle gemme sig... Gad vide hvor den blonde havde gjort af Jasper og Jerry?

Armene om hende fik hende til at smile skævt, på trods af st hun på ingen måde følte sig klar til intimiteten. Bare tanken om at han ikke var helt forsvundet varmede hende dybt - men varmen var kortvarig, da han spurgte hvordan hun havde det. “I’ll survive,” svarede hun med en lav mumlen. På trods af st hun havde indrømmet sine følelser over for TiVo, så var det tydeligt at Tidus var noget nær den eneste der kunne få hende til at føle sig sikker og tryg. Det var ikke fordi han gjorde noget specielt for det - han var bare sådan. Hun hørte TiVo komme ind, og nåede knap nok at sige noget før det hun havde håbet på kunne undgås faktisk skete; hun hev Tidus ned i endnu et minde.

Gadelygterne lyst fortovet op, mens hun stod og fumlede med at pakke pillen ud. Få skridt fra hende stod TiVo, årvågen og samtidig så påvirket af hele situationen. Posen i hendes hånd raslede fra de forskellige tests de lige havde været inde og købe.
Pillen landede på hendes tunge. Den smagte surt og kemisk, og få øjeblikke efter havde hun tømt flasken med vand fuldkommen. Alt gjorde ondt; hendes fingre brændte som åbne sår, hendes kæbe sved og hendes næse hamrende løs som bassen i hård rock musik. Hendes ben varede at give efter, men en tanke bagerst i hendes hoved krævede at hun endelig fik sagt sandheden - for hvad hvis hun ikke fik muligheden igen?
Tøvende forlod ordene hendes læber - erkendelsen om at hun havde følelser for TiVo. Hendes hjerte hamrede afsted som varulven gengældte ordene, og for en stund havde hun glemt smerterne. Hun havde glemt alt, undtagen at varulven gengældte hendes følelser. Kysset der fulgte derefter var kort og blidt som vingerne fra en sommerfugl, men det gjorde det ikke mindre virkeligt. Som mindet fadede ud blev de sidste ord i den sag ytret; “We better make sure Tidus is okay,”.

Tilbage i hovedkvarteret stod Cassandra forsat i dæmonens arme, velvidende at han havde hørt, set og følt langt mere end hvad planen havde været. Hun var dog taknemmelig for at han ikke havde set hvad der var sker få timer før. Hende der blev mishandlet, misbrugt.. eller hende der gav sig selv skylden for det hele. Af alt han kunne have set, så var dette alligevel det mildeste. “I swear, Tidus, if you tease him with this, I will beat you up,” hviskede hun i en lille tilkendegivelse af at hun var lettet over at han også kendte til det. Den hemmelighed ville være frygtelig at holde skjult.
“Now... where are they?” Spurgte hun så. Hun havde ikke lyst til at vide hvad hanhavde gjort ved dem, men... hun havde brug for det.

Før Cassandra kunne nå at stoppe det, havde hun taget Tidus med ned i endnu et minde, men heldigvis var det et godt minde. Et minde der fik smilet frem på Tidus læber. Hun havde erkendt sine følelser for Tivo. Endda kyssede ham! Men selvom scenariet var sødt, så var det hele også så forvirrende, siden han stadig kunne mærke hvilken smerte Cass havde i sig. Helt ned til hans fingerspidser.

Tilbage i det mørke rum, trak Tidus ud af krammet, så ned på Cass og satte med det samme hovedet på skrå. På den der drillende måde han altid gjorde. Som havde hun læst hans tanker, kommenterede hun på at han ikke skulle drille Tivo. Ikke nu. Tiden var der ikke. Han måtte bide sig i tungen for at holde alle sine kommentarer tilbage. Der var en underlig form for lettelse over hende… som havde hun det bedre nu hvor Tidus kendte til det. Han var klar til at se hen på Tivo, sende ham det kendte lille smirk, til Cassandra nu spurgte om noget andet. Stemningen vendte sig 180 grader. Hvor var de?
Tidus sukkede og gik hen til den anden side. ”Don..t worry about it…” sagde han lavt. Her så han hen på Cassandra igen. ”We won… That´s whats important.”
Forsigtigt lagde han en hånd på hendes arm. Hurtigt tog han den dog til sig igen. En smule uroligt, begyndte han nu at strejfe rundt, igen som en tiger i et bur.
Tivo gik hen ved siden af Cass. En smule uroligt så han på Tidus. ”Show us where they are Tidus.”
Et par lysende blå øjne så nu hen på Tivo, en smule advarende, samt nu en mundvig der løftede sig i en lille knurren. ”Not now.”
Irriteret knurrede Tivo nu af Tidus og gik hen imod ham. ”No time for that…”
Han blev afbrudt af, at Tidus nu vendte sig 180 grader og gik imod varulven, uden nogle former for frygt. Dette fik varulven til at stoppe og se overrasket på Tidus. Tidus stoppede kun få centimeter fra Tivo. ”I said… not now.” det var den blondes sidste advarsel i den sag.
Hurtigt ændrede det sig til et smil og et løft på skuldrene. ”You guys hungry??”

Normalvis ville hun ikke frygte hans reaktion - men Tivo var hans ven og den sidste ven hun havde haft noget kørende med… Ja, han døde. Det var klart hvis han ville have noget imod deres umiddelbare enighed om følelser - men alligevel lod det ikke til at være tilfældet. Hun smilede, som han trak sig ud af krammet; udelukkende fordi hun stolede på at han forstod at nu ikke var tidspunktet til spørgsmål omhandlende hendes accept af noget så latterligt som følelser.

Hendes spørgsmål fik dog syrnet situationen betragteligt - og hans svar fik hende til at bide hårdt sammen. ’’WE didn’t win anything, Tidus.’’ Svarede hun ham, da han prøvede at undslippe hendes spørgsmål. Han burde vide bedre. Han burde vide at hun ville blive ved indtil hun fik svar. Han bevægede sig uroligt - som et fortvivlet rovdyr - som Tivo bevægede sig hen ved siden af hende. Hun trådte et skridt til siden - et direkte signal til at hun ikke dannede front med varulven. I disse situationer stod hun alene, og hun konfronterede udelukkende Tidus som sig selv; ikke i følgeskab med andre.

Deres knurren fik Cassandra til at se lidt ned i gulvet - ikke fordi hun ikke var interesseret i deres diskussion, men fordi hun var sikker på at hun ville få det sidste ord hvis det var det hun ville. Hun var trods alt den der besad magi - ét ord og hun ville grille dem begge indtil de lyttede. Egentlig så var hun ikke nervøs i deres nærvær, men det sekund Tivo blev afbrudt af Tidus der nærmede sig, blev Cassandra mere eller mindre instinktiv. Hun trådte to skridt frem - og hvor Tidus ville have stået ansigt til ansigt med Tivo, stod der nu en heks med gyldenrøde øjne og så direkte på ham. ’’Don’t you dare act like that,’’ hviskede hun advarende. Hun vidste godt at han ikke var bange for hende - han havde set hende i hendes svageste stund for få øjeblikke siden. hun var på ingen måde stærk nok til at konfrontere ham hvis det blev en realitet… Men hun ville gøre sit bedste om nødvendigt. ’’Don’t you dare act like your father, or I’m out for good.’’ Hendes hvisken var ikke bare advarende - den var truende. Han skulle ikke være som sin far - han var bedre end det.

’’Now, show me where they are, and what you’ve done to them. You can go eat after that - I just lost my appetite,’’ sagde hun en smule skarpt, afventende. En del af hende ville helst bare søge sikkerhed bag Tivo, en anden del krævede at hun stod fast mellem dem og beviste over for hende selv at hun ikke frygtede Tidus; han var ikke Jasper.

Hverken Tivo eller Tidus burde være blevet overrasket over at Cassandra stillede sig ind imellem. Hvis du slog ordet stædig op i ordbogen, ville der være et billede af Cassandras kønne ansigt. Men alligevel, så begge mænd overrasket ned på Cass, som hun stillede sig imellem dem.
Specielt Tidus kunne mærke sit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Dog var han ikke sikker på om det var pga. hun blandede sig eller hendes ord der rørte ham. Han skulle ikke være som hans far. Dette fik ham til at spærre øjnene op. Som havde hun slået ham i maven, gik han et par skridt tilbage og betragtede hende med en smule afsky. Han kunne ikke forstå hun lige havde sagt de ord. Hurtigt så han den anden vej og sukkede.
”Fine.” var det eneste han kunne få presset ud. ”Then come along.” ligesom hende, havde han et skarpt toneleje og havde ikke tid til mere bullshit. Han gjorde et nik med sit hoved, et tegn på at de skulle følge med ham. Til at starte med, var Tivo ikke sikker på om han skulle følge med, men til sidst blev han enig med sig selv om at følge med. Hvad var det værste der kunne være sket med dem?
Som de gik igennem hovedkvarteret, ned til de store omklædningsrum, voksede en frygt inde i Tivo. En ide var ligeså stille begyndt at udvikle sig i hans hoved. Og han kunne ikke lide den.
Ganske som forventet. Der hang de… i det mørke omklædningsrum. Deres hænder var bundet fast med reb over deres hoveder, til de rør der altid larmede og skabte følelsen af et rumskib. Deres tæer kunne knap nok nå det kolde gulv. Kun blodet fra deres sår ramte det hårde flisegulv.
Jasper var den der løftede hovedet, som Tidus tændte for lyset og lænede sig op af væggen, med den koldeste aura man overhovedet kunne have.
Her klukkede Jasper koldt og lavt. ”Oh my, oh my… such royal company… what do I owe the pleasure?”
Tidus så her hen på Cass og Tivo. Trods alt var det dem der ønskede at se dem. Jerry sagde intet. Han hang bare der som liget af en gris til en slagter.

Cassandra forstod ham godt. De ord var urimelige, og hun ville uden tvivl undskylde for dem på et senere tidspunkt. Lige nu opførte han sig som den mand Cassandra frygtede han var ved at blive til, og nogen var nødt til st fortælle ham at han var nødt til at stoppe.
På trods af deres venskab, så frygtede hun at dette var det mere læber mindre permanente forhold mellem dem nu; hende der frygtede hans opførsel, og ham der ville se på hende med ren afsky hver gang han blev mindet om hans fars besidderiske opfattelse af hende. Alt gjorde stadig ondt, og da hun fulgte efter dæmonen igennem de mange gange måtte hun indrømme at behovet for at kaste op voksede. Hvorfor? Hvorfor var de endt i denne situation, fremfor at ligge hjemme på sofaen og pjatte med at mafiaen en dag blev deres?... hvor blev deres sidste rest af uskyldighed af?

Da de nåede til omklædningsrummet kunne hun lugte det med det samme; blod. Hun missede med øjnene, som Tidus tændte lyset. Stemmen fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, og en smule galde vendte sig i munden på hende. Åh, hvor var det ubehageligt der hele. Hvert eneste sekund hun var inærheden af Jasper var som at fornægte instinkterne. Hun skulle have dræbt ham i stedet. Kort vendte mindet om ham der forcerede sig adgang til hendes krop tilbage, og resulterede i en skælvende vejrtrækning. Hun overvejede at søge tryghed hos TiVo, men... nej, hun havde været svag nok. Hun hørte Jerry trække vejret, omend besværet, og rystede på hovedet. “Why the hell aren’t you dead yet?” Sukkede hun i et retorisk spørgsmål til mennesket. Selv hvis han havde prøvet at svare ville han ikke kunne, da hun løftede hånden. Blodet der havde samlet sig på gulvet dansede op ad Jerry, i en bevægelse der fulgte Cassandras fingre i en rytmisk dans. Blodet havde snoet sig om manden og i en enkelt bevægelse stoppede hendes fingres lette dans for at samle sig i en knyttet næve. Som en kvælerslange strammedes blodet om Jerry indtil knoglerne i hans krop var knust. Lunger punkteret og en nyre eller to sprængt... et enkelt smertefuldt udbrud, før han hang livløs foran dem. Både TiVo g Tidus ville kunne se det på hende; hun nød det. Og dog, under overfladen var der intet andet end den pige der var så bange for sig selv og andre, som skreg på st stikke af og aldrig blive fundet igen.

Hendes hånd returnerer til hendes side, skælvende. Magien tog hårdt på hende, men det kunne ikke komme bag på nogen. Hun brugte stadig meget energi på at heale sig selv. Hun så nu hen på Jasper, med et blik der var helt tomt for følelser. Hun trådte tættere på ham, indtil deres åndedræt ville ramme hinanden uden problemer. Hvis han prøvede, ville han sagtens kunne nå hende bare ved st fylde sine lunger. Hun kunne dufte ham, men duften var tvetydig. Hendes egenduft hang over ham, fra tidligere. Hun var stille, for en stund. Helt stille. Overfor hende var den mand hun aldrig kunne tilgive. Hans øjne, magen til hans søns, havde boret sig ind i hendes sjæl; som hans lem ind i hendes allerhelligste. Hun rakte ud, og lod fingre blidt glide over hans kæbe; et kærtegn hun ikke selv forstod. Et farvel? En tilgivelse? Nej... et løfte. Nærmest lydløst forlod ordene hendes læber, som var de kærtegn; “you’ll burn until the day I decide to forgive you. The day will, however, never come, for why should I harbor any memories of someone so insignificant as a lad that couldn’t even take me as a proper man?”.

Med de ord fjernede hun sin blide hånd, udelukkende for at føre den ned i mandens bukser. De fleste havde nok regnet ud hvad der ville ske; i en blidt bevægelse greb hun om hans testikler, og nærmest kærtegnede den i et øjeblik. Hun kunne mærke mandens kropslige reaktion, inden hun med det sødeste smil nogensinde kiggede op på ham. “You owe me something. And I don’t take fingers as payment,” sagde hun, knap højt nok til st det kunne høres, inden hun i en voldsom bevægelse knuste hans sten i hendes hånd. Lyden var nok til at give genlyd i omklædningsrummet. Hun slap ham, inden hun vendte ham ryggen og gik direkte hen til en håndvask og vaskede sine hænder grundigt.
Hun så hen Tidus, afventende. Hun havde uden tvivl lige bevist hvor grusom hun kunne være, hvis man behandlede hende ringe. Hvad var Tidus næste skridt? Hun undgik at se på TiVo. Han havde aldrig set hende dræbe før - og pludselig følte hun sig så ussel. Hun bed hårdt sammen, afventende.

Ingen af dem kunne nå at følge med i hvad der skete, før Jerry nu hang der, tom for liv. Tidus rynkede på næsen over det der skete. Det hele var som taget ud af en gyserfilm. Lyden af knoglerne der knækkede for derefter Jerrys sidste skrig.
Tidus så nu på Jerry. Det var ovre. Han var død. En af de værste mænd i hans liv var død. Her så han nu ned i gulvet. En person der havde været der ligeså langt tilbage han kunne huske, var blevet taget ud af hans liv og her stod han og følte ingenting. Ingen sorg. Ingen lettelse. Ingenting.
Som Cassandra gik hen imod Jasper, rakte Tivo kort ud efter hende, kun for at lade sin arm falde langs sin side igen. Det var bedst for hende at lade hende gå det igennem. Også selvom hun skulle se et monster i øjnene. Dog forstod han ikke helt hendes kælende håndbevægelser ned af Jaspers kæbe.
Selv hang Jasper og så noget så forvirret ud. Men stadig var der ikke til at finde frygt i hans blå øjne. Stoltheden brusede for meget i Jaspers åre til han nogensinde vil vise frygt. Selv med hans gode vens lig ved sin side. Han lod ikke facaden falde.
Facaden endte med at krakelere som Cassandra tog sin hånd ned i hans bukser. Og hun lod den ikke kun hvile der, hun greb om hans lem på en kærtegnende måde, hvilket var for godt til at være sandt.
Dette fik Både Tidus og Tivo til at sætte hovedet på skrå. For ikke at sige tage et skridt frem. De blev dog til som is, i det de hørte den kuldegysende lyd af sten der knuste. Begge spærrede de øjnene op og hev efter vejret. Jasper derimod skreg. Skreg højere end Tidus nogensinde havde hørt ham skrige. Tårer voksede i de ellers aldrig frygtfyldte øjne. I skam, så mennesket væk, holdt vejret og bed sin underlæbe til blods.
Cassandra så nu hen på Tidus. Den blonde kunne ikke finde fodfæste. Bare tanken om det der var sket, gjorde ham svimmel. De frygtede nu begge en smule Cassandra, men ikke nok til at holde sig fra hende.
Her gjorde Tidus en lille rysten på hele kroppen, før han gik hen imod døren og åbnede den. ”We´re moving.” igen. Der var ikke meget at sige. Han ønskede Jasper skulle lide. Derfor skulle han hænge der, ved siden af sin døde ven, med sine boller knust. ”let him hang in his own misery.”
På vejen ud, stødte de ind i resten af mafiaen, der alle sad og ventede i lædersofaerne. Som de fik øje på Cassandra og Tivo spærrede de øjnene op. De havde ikke regnet med at de ville komme tilbage så hurtigt.
Der var dog ingen der kunne svarer hvad de egentlig ventede på. Måske de forventede Tidus ville give dem den samme form for behandling.
Tidus så på dem. ”Jerry is dead.”
Dette fik dem til at dele urolige blikke med hinanden, før de så op på ham og gjorde et enkelt nik. Et tegn på at de accepterede det.
Tidus så her hen på Cassandra. ”Have you gotten you appetite back yet?”

Ord kunne ikke beskrive den tilfredshed hun følte ved Jaspers skrig. Han havde forvoldt hende så meget smerte at hun ikke kunne andet end elske når han endelig viste den svage side og erkendte at han var svagere end hende. Det var dét det hele handlede om; hun ville rejse sig mens han ville dø falden. Hun overlevede, hun ville komme videre. Han ville dø i smerte og uden venner. Karma var i sandhed guddommelig.
Hun havde i perifæren set at hendes to venner trådte tættere på, udelukkende for at stivne som små istapper ved mandens skrig. Som Tidus erklærede at de skulle videre, men hun var ikke klar. “Go ahead... I have something to do first.” Sagde hun. Uanset om de efterlod hende med Jasper eller ej, ville hun gå hen til mennesket igen. Med et fast greb om Jans hage tvang hun ham til at se på hende. “How sweet it is, just to hear you scream for me.... wasn’t that what you said back then? Back when you tried to break me the first time, before delivering me to Bienvido? Oh, dear Jasper... I can sense your pain. It tastes so... delicious.” Hviskede heksen, inden hun smilede skævt. “The truth is, I was ready to be yours. In every way possible - I would kill for you, if you asked.” Sagde hun, ganske lavmælt. Hun stirrede på ham med de gyldenrøde øjne, som hungrede efter den sårbarhed og smerte som hanlige havde udvist. “But I can’t join forces with someone as weak and idiotic as you. You belong six feet under, while your precious mafia turns to dust, just like the legacy you tried to build,”. Hun slap hans hage. Hvert et ord var sandt; havde han ikke skadet Tidus, så havde Cassandra accepteret hvad end Jasper havde besluttet. “I’ll see you in hell, my dear,” sagde hun med en sukkersød stemme, inden hun fulgte med TiVo og Tidus ud til mafiaen der sad og ventede på ord om hvad der nu skulle ske.

“It’ll be some time before I find joy in eating again,” svarede hun Tidus, en smule skarpt. Sandheden var at den pille hun havde slugt med en halv liter vand rumsterede i hendes indre og truede med at returnerer samme vej som den var kommet ind. Hun var svimmel, men det var af udmattelse. Hun havde fået hævn - nu var hendes krop så drænet igen, at hun nærmest kunne kollapse. Hun ville ikke vise det - hun ville ikke anerkende den udmattelse. Hun skulle fremstå stærk og hård når det handlede om mafiaen. Det hjalp ikke st hun var svag.
Hun kunne stadig lugte Jasper på sig. Hver gang hun bevægede sig kunne hun lugte den fæle mand - og det blev for meget for hende. I en hurtig bevægelse var hun smuttet forbi Tidus og de andre, og snublede nærmest ind på det nærmeste toilet. Hun smækkede døren i efter sig, inden hun krammede toilettet og i voldsomme krampetrækninger kastede alt indhold i hendes mave op.

Tivo var ikke helt tryg ved at lade hende være alene med Jasper. Men, der var vel ikke grund til at være bekymret. Jasper kunne ikke ligefrem gøre hende noget. Derfor tog han en dyb indånding og fulgte med Tidus ud. Nu stod han sig blot ansigt til ansigt med mafiaen. Eller, hvad der nu var tilbage af den.
”We have to talk and set some rules I think.”
Tidus pludselig ord var så stort et chok for Tivo, at han hoppede en smule på stedet, som han vendte sig om og så på sin ven. Tidus lå dog ikke mærke til det. Han blev bare stående og så på mafiaen. Mafiaen der nu sad og så ynkelig ud. Mere ynkelig end hvad Tivo nogensinde havde set dem.

Tilbage i det kolde omklædningsrum, Jasper hang og dinglede så ynkelig og kold, som Cass så tydeligt nød. Det var ydmygende. Meget ydmygende for det tidligere så magtfulde menneske. Alt hans magt var som forsvundet imellem hans fingre. Tynd sand han ikke kunne gribe igen.
Derfor sagde han intet til hendes ord. Han forsøgte endda at undgå og se på hende. Hvilket ikke blev taget hensyn til. Casandra greb om hans hage, tvang deres øjne til at mødes og hvis ikke hun følte sig overlegen allerede. Så ville hun i hvert fald nu. Hans øjne var i tårer, røde og opsvulmet.
Hendes ord ramte ham. Dog var det kun et skud man ville se, hvis man kiggede godt efter. I hans øjne kunne man se stoltheden, håb og livslyst krakeler. Dog… sagde han intet. Han lod hende gå i stilhed. De ville se hinanden i helvede. Dørens smæk gav et ekko og mennesket lod igen sit hoved hænge så tungt.

Tidus stod foran mafiaen, armene på kors og med et bestemt lille blik i sine øjne. Et blik der skreg at han kun lige var begyndt. Han så på mafiaen som så han et nyt projekt. Han var godt i gang med at snakke med de forskellige. Men, I det han hørte Cass komme ud, stoppede han dog med alt, for at se hen på hende og ellers høre om hun var sulten.
Dog takkede hun igen nej. Ligeså hurtigt som hun var kommet, forsvandt hun igen, ud på det nærmeste toilet. Bekymret så Tidus efter hende, før han sukkede og så hen på mafiaen igen.
”All for today… be back here tomorrow, 8.00… then we discuss the rest,” var hans sidste ord som leder, før han gik hen til badeværelset, hvor Cassandra var forsvundet ind. Han lænede sig op af væggen og ventede nu på hun skulle komme ud. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige til hende. Men han ville være der for hende… forhåbentlig havde hun fået sin hævn over Jasper. Også selvom manden stadig hang derinde… han var som et tortur tagselvbord.

Åh, hvor hun dog nød det. Hvert lille sekund hun kunne se hans facade bryde sammen og afsløre præcis hvor skrøbelig han havde været. Havde der engang været en del af hende der havde fostret nogle følelser for Jasper, så var den del død. Hvornår var hun ikke sikker på, men den lå begravet seks fod under jorden, uden nogen planer om genopstandelse. Som hun efterlod omklædningsrummet var det som om hun kunne høre hans hjerte hamre - men det var nok mere ønsketænkning end en realitet.

Da hun endelig havde sluttet sig til de andre var der ikke gået længe inden hun var forsvundet ud på toilettet. Hun var ikke sart; hun vidste udmærket godt at dette ville være reaktionen på pillen og det umiddelbare traume hun ville vågne op til om morgenen. Som hun hang ind over kummen og støttede sig mod porcelænet ben hun hårdt sammen. Havde det været den rigtige beslutning med den pille? Naturligvis havde det det! Tanken om konsekvensen hvis hun ikke havde taget den fik det til at vende sig i hende igen, og med nød og næppe fik hun holdt endnu en omgang galde fra at blive sendt ned i toilettet. Hun lukkede øjnene lidt, mens hun overvejede om hun var klar til at slutte sig til de andre igen eller ej. Nej, ikke endnu. Hun var svimmel og utilpas; det ville sætte dem i en dum situation.
Hun sukkede og krøb lidt sammen. Sidst hun havde stået i lignende situation havde været dengang Tidus havde overfaldet hende og... Ja, og hvad? De havde stadig ikke afklaret hvad der var sket den nat. Hun rystede på hovedet, mens billeder blandede sig for hendes indre syn. Ord blev sagt, hentydninger kastet om dem - insinuerende hentydninger... Pludselig var det ikke tanken om at Jasper havde misbrugt hende som fyldte hendes hoved, men tanken om at hun ikke anede om Tidus havde haft fornøjelsen af hende også. Han var en smuk mand, uden tvivl - men han var ikke hendes kop te... Nej, så hellere den grønøjede varulv der sikkert gik i cirkler om sig selv over alt det rod de nu stod i.

Hun rettede sig op og skyllede ud, inden hun vaklede hen til vasken. Med lukkede øjne tændte hun for det iskolde vand og begyndte at fylde vasken, indtil den var fyldt nok op til at hun kunne dække hele ansigtet med vand. Hun slukkede for vandet og stak hovedet i, mens hun prøvede at rense tankerne bare nogenlunde. Hvor mange sekunder hun havde stået sådan anede hun ikke, men pludselig måtte hun gispe efter vejret og uheldigvis nåede hun ikke at fjerne sig fra vandet inden hun indhalerede en god mundfuld vand. Hostende og harkende vaklede hun baglæns, mens hun gned vand ud af sine øjne. ''God fucking damnit!'' knurrede hun højlydt mellem sine host mens hun med udstrakt hånd støttede sig op mod væggen.

Det lå ikke til Cassandra havde i sinde om at komme ud forløbelig. Alle tankerne krøb op i ham. Med et dybt suk, lod han baghovedet hamre ind i væggen, så han svagt kunne mærke en smerte. Aldrig havde han følt sig så tom før. Det var en uhyggelig følelse.
Han bed sig i læben og sukkede igen. En sidste gang lod han baghovedet ramle ind i væggen. Måske han skulle tjekke om hun var okay? På den anden side… det ville også være en kræken i hendes privatliv. Men… det var en kræken ingen kendte til udover ham selv.
… Hvordan gjorde den tanke lige situationen retfærdig?
Til sidst kunne han dog ikke forhindre sig selv. Han læste hendes tanker, tjekkede om hun var uskadt, eller om hun var ved at æde sig selv op af mørket i hende. Tankerne hun kort havde var dog langt fra hvad Tidus forventede. Ligeså hurtigt han var begyndt at læse dem, ligeså hurtigt hoppede han ud af hendes hoved. Han lagde en hånd op til sine læber. Endnu engang fik hans kinder den røde farve.
Troede hun… troede hun at den dag de var fulde at de havde haft sex!? Hvorfor… hvorfor vidste han ikke om den tankegang!?
Fuldstændig smidt væk i sine egne tanker, begyndte Tidus at gå væk fra væggen i svingende bevægelser. Han følte sig pludselig lidt for svimmel. Hun troede… hun troede at han havde udnyttet hendes krop… ligesom hans far!?
Før hans krop ville ende med at ramme jorden, lod han sætte sig ned på den nærmeste stol. Frustreret og forvirret lagde han en hånd imod sin pande.
Tivo var den der hørte Cass råbe. Hurtigt var den grønøjet varulv henne ved badeværelsesdøren.
”Cass? Cass please come out now…” lød det bekymret fra ham. Trippende ventede han nu udenfor døren.

Cassandra vidste godt at de tanker der rodede rundt i hendes hoved var spild af tid. Lige nu var der vigtigere ting at tage sig af, end hvor meget hun havde fucket rundt i tingene i fortiden. Det var først da hun hørte varulvens bedende stemme at det gik op for hende at hun havde været derinde i en god rum tid. Hvor længe havde hun havde hovedet nede i enten toilettet eller vasken? Hun gik hen til toilettet og skyllede ud mens hun med den frie hånd gestikulerede mod døren ind til badeværelset. Døren gik op og stoppede omkring halvvejs åben, således at de vidste at de bare kunne komme ind. Hun tørrede noget opkast op så havde ramt ved siden af kummen, inden hun endnu engang skyllede ud og sikrede sig at der ikke var mere af hendes maves forhenværende indhold der lå et utilsigtet sted. Derefter gik hun hen til vasken og lukkede vandet hun havde dyppet hovedet i ud. Hun kiggede kort i spejlet, og genkendte knap sig selv. Alle de slag hun havde fået ville efterlade mærker der ville tage evigheder at få helet ordentlig op. Tanden skulle hun nok til tandlægen og få fikset, og næsen måtte hun nok erkende ikke ville være særlig lige når den engang groede sammen igen. Hun lukkede øjnene og sukkede for sig selv, inden hun måtte tage sig selv i at argumentere for at det var nemmere at gå tilbage i tiden og acceptere Jaspers tilbud. Hendes hånd på kanten af vasken knyttede sig sammen og efterlod hende i et lille klynk eftersom fingrene stadig gjorde ondt.

Måske var det bedst at hun kom videre? Måske var det for alles bedste hvis hun forsvandt for bestandigt? Hvis hun ikke var der til at skabe rod i deres liv, ville de så ikke have nemmere ved at bygge deres nye imperium - for det var vel hvad det var? Et imperium af tidligere mafia-kriminalitet, som nu skulle reformeres. Hun kunne ikke være behjælpelig i den situation, det vidste hun godt. Måske skulle hun bare… Stoppe med at lyve for sig selv? Hun hørte jo til på samme anstalt som hendes mor engang havde gjort sit sidste åndedrag. Billedet der var fastfrosset på hendes nethinde; hendes mor, sygeligt tynd og bleg. Hendes hjerne totalt grillet, så hun intet andet end en grøntsag var, som hun lå fastspændt til sin tilsølede seng. Billedet fik hende til at kollapse op ad væggen, hvor hun gled ned og sidde. Måske var hun ikke en skid bedre end Arumia? Måske var hun præcis lige så sindssyg? ’’I hate this,’’ hviskede hun nærmest lydløst, med grådkvalt stemme. Hendes hår dryppede ned over hende og efterlod hende som noget der lignede en druknet rotte. Eller, sådan følte hun sig.

Så snart Cassandra åbnede døren, gik der ikke mere end millisekunder, før Tivo var ved hendes side. Han påsatte sig direkte ved siden af hende på det kolde badeværelsesgulv. Nu hvor han ikke kunne ligge en arm om hende, sad han bare så tæt han kunne komme, uden at klemme eller presse hende for meget.
Hendes næsten lydløse hvisken fik hans hjerte til at galopere. Og det var bestemt ikke på den gode måde. Han så hen på hende og gjorde en såret lille grimasse. Ikke fordi hun havde såret ham, men fordi han var såret over hvor meget lort hun skulle være gået igennem.
”Yeah… It´s no trip to Disneyland,” lød det pludseligt fra døråbningen.
I det Tivo drejede hovedet, overraskede det ham ikke at finde Tidus stå der, med sit altid gåpåmodet smil. Han prøvede virkelig altid hvad han kunne for at holde negativitet ude. Forsigtigt gik Tidus nu hen og satte sig på den anden side af Cass. Tiden var ikke inde til at snakke med Cass om hendes tanker. Det måtte blive en anden gang. Til når hun havde det bedre. Så kunne Tidus kun håbe på at hun ikke havde trukket sig fra ham i mellemtiden.
Han lod baghovedet ramme væggen som han så op i loftet. En flue havde sat sig på den i forvejen grimme badeværelseslampe. ”Is it time to go do some relaxing stuff for once?”
Tivo klukkede lavt og rystede på hovedet. ”When will our life ever be relaxing Tidus?”
Svaret blev ikke til andet end et løft på skuldrene fra den blonde. Han vidste egentlig ikke hvad han skulle sige. Han følte for at få Cass ud af dette helvede. Men lige nu… var det bedste han… eller rettere de, kunne gøre var bare at sidde hos hende.

Cassandra havde allerede regnet ud at det ikke ville tage lang tid før varulven ville slutte sig til hende på badeværelset. Hun havde delt meget med Tivo, men langt fra nok til at han kunne forstå fuldt ud hvad hun gik og frygtede. Alt dette med Jasper og mafiaen var det rene vand mod hvad hun havde set sin mor gå igennem; en skæbne hun frygtede mere end noget andet.
Det var først da hun hørte Tidus’ stemme at hun så op, direkte hen på ham, som han så hen på dem med et smil fyldt med gåpåmod, på trods af den situation de stod i. Han gik hen og satte sig på den anden side af hende, og til trods for at hun havde bekendt sine følelser for Tivo tidligere, så var det Tidus’ skulder hun lænede sig op mod. Alt dette havde været hendes skyld, og hun vidste det var et spørgsmål om tid inden en af de tre besluttede sig for at forlade situationen og give op. Hvem, det kunne hun dog ikke finde ud af.

’’I’ve never been to Disneyland,’’ svarede hun i en mumlen, mens hun prøvede at finde ud af om de ikke bare burde komme videre og glemme alt hvad der var sket for en stund? ’’Maybe we should go do something relaxing? At least, more relaxing than sitting here…?’’ foreslog hun med et lille skævt smil. En god film og nogle snacks, pakket ind i en dybe på sofaen. Ja, det lød rimelig tiltalende lige nu. ’’Thanks for coming to get me out, guys,’’ sagde hun så, inden hun rakte ud og gav Tivo’s skulder et blidt klem mens hun forsat sad lænet op af Tidus. ’’I’m not sure how much longer I could have kept from removing the curse if you guys hadn’t shown up,’’.

Lyden af Cassandras rolige stemme, fik Tidus til at slappe af på en måde han havde savnet mere end noget andet. Det var længe siden han havde hørt hende snakke i en rolig stemme.
”In that case… we should go there… just for fun,” kommenterede han. Som hun lagde sit hoved på hans skulder, drejede han hovedet og kyssede toppen af hendes hoved. “Us three and the kingdom of Disney.”
Ud af sin øjenkrog kunne han føle Tivo stirre irriteret på ham. Tidus kunne godt regne ud at varulven ikke ligefrem havde lyst til at tage til Disneyland. “I´ve been there. It´s nice!”
Her himlede Tivo med øjnene og rystede på hovedet. Alvoren kom dog ind I billedet igen, som Cassandra nu takkede dem, hvilket fik dem begge til at smelte.
“Always,” svarede Tidus og kyssede igen toppen af hendes hoved.
Tivo tog hendes hand I sin. Forsigtigt, da hun selvfølgelig stadig var såret. “Yeah. Always.”
Her rejste Tidus sig forsigtigt op. “I say we go home, make some delicious food with snacks and a movie?”

På trods af hendes krop som skreg af smerte for hver bevægelse, så slappede hun i det mindste en smule af nu. Jasper kunne ikke gøre dem mere skade, og Jerry… Tja, hun måtte vel bare acceptere at hun havde myrdet endnu en mand. Hun anede dog ikke om hun kunne give andre end sig selv skylden for den handling - hun havde ageret ud fra en ide om at hævn ville få alt til at gøre mindre ondt. En ide der havde været forkert.
Hun smilede skævt og tilbageholdte en mild og nærmest lydløs latter, som Tidus erklærede at de burde tage til Disneyland. Masser af mennesker, larm og børn. Lige noget for Tivo - eller ikke! Hun kunne nærmest mærke varulven nedstirre Tidus, og med et skævt smil puffede hun blidt til Tidus. ’’It’s okay. I don’t need to go,’’ svarede hun, da hun havde fornemmet varulvens modvilje. ’’But let’s keep it in mind, for next time,’’ sagde hun, med ganske rolig stemme. Sandheden var at hun vidste at dette ikke var sidste gang trioen ville sidde i saksen, og kæmpe for at komme tilbage til hvad de var. De var uheldige nok; Cassandra var et fysisk og psykisk vrag, mens Tidus var i gang med at komme sig over sin egen død og overtagelsen af mafiaen. Tivo havde sikkert også sine ting og døje med - og nu havde han så Cassandra at passe på også. Hun skammede sig lidt over den tankegang; hun skulle passes på. Hvor ville hendes familie skamme sig, hvis de så hende nu. Hun bed sig i læben, skubbede tanken fra sig og så på Tidus hænderne som han gav hende et kys på toppen af hendes hoved efter at have konstateret hvad hun godt vidste. Forsigtigt kunne hun mærke Tivo’s hånd give hendes et blidt klem, og for ikke at få ham til at være nervøs over hendes smerte bed hun dem i sig.
Tidus rejste sig op og sagde nu højt hvad hun havde tænkt. Måske skulle hun lige tale med ham om deres lille scene tidligere, hvor hun havde sladret om hvad der var sket mellem hende og Tivo? Nej… Det var deres egen lille hemmelighed. Hvis Tidus ville snakke med Tivo om det, så måtte han selv finde en forklaring på hvor han vidste det fra. ’’Some food sure sounds good right about now..’’ indrømmede hun inden hun så hen på Tivo. ’’What do you say? A movie, a beer and some greasy food?’’.

Tivo så hen på Cassandra med et smil. Mere end noget andet var han klar til bare at slappe af. Og mere end noget andet var han klar til at lade hende slappe af. Han gjorde et nik med hovedet og rejste sig ellers op. De to unge mand rakte begge en af deres hænder ned til hende, hvis hun skulle bruge noget hjælp til at komme op. Hvis ikke, trak de ellers deres hånd til sig og begyndte at forlade badeværelset.
Hvor der før havde været så meget liv var basen nu pludselig så tom. Det lå til alle medlemmerne havde valgt at smutte. Forhåbentlig ville de komme igen kl. 8.
Ellers måtte Tidus jagte dem igennem byen med fakler og høtyve.
Den blonde fortsatte igennem hovedkvarteret og ud på parkeringspladsen. Heldigvis var bilen han kom i der stadig. Kort så han sig over skulderen for om at tjekke om de andre to nu fulgte med.
Så snart de var inde i bilen, kørte han afsted og jo mere de forsvandt i mørke og gadelampers lys, jo mere følte han sig tom. Han kiggede op i bakspejlet, på Tivo der havde sat sig og nu spillede en smule trommer på sine lår. Med et skævt smil, så Tidus frem for sig igen, nu kun for at spotte det selvlysende skilt af et gult M.
”Anyone in the mood for Mcdonalds?” han så skiftevis fra Cass til Tivo. Trods alt var det ikke nødvendigt for ham at spise længere. Han gjorde det blot kun for fornøjelse.

Det lod til at konsensus lå på at de skulle videre fra hovedkvarteret, og ud for at få tankerne rettet mod noget andet. Mad lod til at være det ’andet’ tankerne skulle rettes mod. Cassandra vidste jo godt at om lidt ville der være mere eller mindre tomt i hendes indre, når det kom til energi. Hun var træt, hun frøs og hun var sulten. Samtidig rumsterede kvalmen forsat i hende og advarede hende mod at give sig i kast med noget voldsomt at spise.
Som Tivo tilkendegav at han var klar til at komme videre også, og derefter rejste sig op for derefter at tilbyde hende en hånd sammen med Tidus, smilede hun skævt til dem begge. ’’I know I look like shite… You guys don’t have to act like I’m a bird with broken wings too,’’ sagde hun, i et forsøg på ikke at virke så hjælpeløs, mens hun stablede sig selv på benene.
Som de forlod badeværelset og bevægede sig igennem det nu tomme hovedkvarter kunne hun mærke hvordan hendes krop skreg efter at komme udenfor. Hun var vendt tilbage udelukkende for at sikre sig at Tidus var okay - nu da hun vidste at han ikke lå døende et eller andet sted, så kunne hun endelig slappe lidt af. Hun så forundret på Tidus, som han gik hen til bilen. I en flygtig tanke undrede hun sig over at Tidus overhovedet kunne være i stand til at køre efter dette - men de havde ikke rigtig andre muligheder. Hun lod hendes ømme fingre gribe fat om varulvens ærme og trak sig selv ind til ham hvorefter hun lagde armene om livet på ham. I et øjeblik stod hun bare og lyttede til hans hjerteslag, mens hun lukkede øjnene. Hun havde overlevet, takket være dem. Hun tog en dyb vejrtrækning, inden hun mumlede ind mod hans brystkasse; ’’thanks for not leaving me behind,’’ hviskede hun, inden hun kyssede diskret ham på brystkassen og slap ham for så at bevæge sig hen til bilen som Tidus allerede havde sat sig ind i.
Hun valgte med vilje ikke at sætte sig på forsædet. Sidst de to havde kørt bil - hende og Tidus - havde været kort efter at han havde fået at vide at hun var en del af mafiaen nu. Grumme minder ville forfølge hende. Derfor satte hun sig på bagsædet og krøb lidt sammen. På trods af at Tivo sad ved siden af hende og trommede på sine lår mens natten gled forbi dem udenfor, så vidste hun på et eller andet punkt at deres forhold havde ændret sig markant i løbet af de sidste to døgn. Hun hvilede hovedet mod bilens rude og lukkede øjnene blidt mens hun tegnede små symboler på hendes bukser - symboler der lyste op svagt hver gang hun færdiggjorde dem.
Det var først da Tidus spurgte om nogen havde lyst til McDonald’s at hun åbnede øjnene og så lidt frem for sig. ’’Yeah… Something cheesy sure sounds good right now!’’ indrømmede hun med et skævt smil. Cassandra havde altid været relativt usund i hendes spisevaner. Hun elskede fastfood. Alt for meget. Måske ville noget snask gøre hende træt så hun kunne sove uhindret? Det var i hvert fald et ønskescenarie lige nu.

Tivo blev ved Cassandras side hele tiden. Men han indrømmede gerne at han blev overrasket over, at hun tog fat i hans ærme og hev ham ind i en omfavnelse. En omfavnelse der fik alt varmen i ham til at blusse op. Med et lagde han armene om hende. Hans omfavnelse kunne føles som et løfte om aldrig at give op eller slip på hende. Som hun takkede ham, smilte han og skyndte sig at kysse hendes pande, før hun kunne smutte ud af hans favn. ”I would never leave you behind.”
Han følte for at sige det til hende, om hun så troede på det eller ej. Med et ømt smil på læben, fulgte han med Cassandra og satte sig ved hendes side. Den lille trommen på hans lår var mest for at distrahere ham selv for at tage Cassandras hånd. Specielt nu hvor hun stadig var en smule skadet.
Tidus så på dem begge i bakspejlet. De fik ham til at smile. Han var heldig at have to venner som dem. De var ved hans side… de forsvandt ikke.
Lyden af Cassandras genkendelige varme stemme, fik Tidus til at nikke og ellers dreje ind imod det store gule M. ”Cheese is god. I´m pretty sure.”
Tivo klukkede og rystede på hovedet. ”Are you saying the whole population are feasting on god?”
Bilen blev sat i parkeringen og Tidus så nu med et kækt smil om på Tivo. ”You never noticed?? There is a reason why people are praying… praying to god to keep being a delicious cheese.”
”You´re mental,” grinte Tivo som han pegede på Tidus. Her smuttede varulven ud af bilen og lukkede døren efter sig.
”I would say genious… but sure… mental to whose who refuses the truth.” Tidus grinte og forlod nu selv bilen. Først når drengene var sikker på at Cassandra fulgte med dem, begav de sig ind på fastfoodrestauranten. Duften af fødder og mad blev blandet sammen i en pærevending. Rundt omkring ved bordene, sad alle bymenneskerne, i gang med at gnaske deres sidste måltid på aftenen ind.
Fnisende tøser og fyre der søgte efter et sidste forsøg på at få en tøs med hjem.
Tidus gik roligt op til en af skærmene for at bestille noget mad. Han elskede når han kunne slippe for at snakke med cashieren. ”What do you guys want?” man kunne se på Tidus skærm at han allerede havde bestilt en del chili cheese tops.

Cassandra havde igennem den relativt korte tid de havde kørt haft tankerne hvilende på det sidste minde hun havde af dem alle tre glade. Det var svært - for at være ærlig. Hvornår havde hun sidst været rigtig glad? Hun kunne ikke huske det. Måske var dét i virkeligheden hvad hun søgte ved at bekende sine følelser for Tivo? Hun var usikker på alt - følelser, sikkerhed, tryghed. Hun havde ikke noget fast holdepunkt i hendes liv; hvad skulle hun gøre? Måske var det fordi hun var så pokkers øretæveindbydende? Måske hvis hun bare var stille og tog imod de slag livet ville komme med - så ville livet måske ikke sende så mange slag? Nej, Det var ikke hende - men hun kunne uden tvivl godt være lidt mindre ’vild’. Det krævede bare at hun lagde låg på sine følelser endnu engang. Det var nok hvad der var brug for.

’’I don’t know if I would call something made of old milk for a god - but I guess that is what we make it to be,’’ sagde hun for sig selv. Hun tog en dyb vejrtrækning, som drengene begge forlod bilen. I et øjeblik sad hun og stirrede direkte på nakkestøtten foran sig. Hendes øjne pulserede i en skiftende rytme mellem deres naturlige brune farve og en gyldenrød tone. Nej, hun var ikke vred - intet lignende. Hun kunne fornemme præcis hvem der sad inde på den populære familierestaurant; Jonathan og Elizabeth. Var det bedre at hun blev i bilen mens drengene fik noget at spise? Hun ville ikke skabe problemer. Sidste gang Tidus havde set Jonathan nær Cassandra havde været dengang de havde skaffet Tandstikken af vejen. Calsifer var ikke længere blandt dem - lighteren var uvildigt blevet efterladt i Oakley-brødrenes lejlighed. Der var intet der bandt hende til Jonathan længere, undtagen det faktum at han engang havde været hendes nærmeste ven og… Tja, de havde engang delt en drøm om en fremtid med en familie og alt det pjat.

Cassandra steg ud af bilen, uden egentlig at se på hverken Tivo eller Tidus. Hun fulgte med dem, tavs, og som Tidus gik i gang med sin bestilling måtte Cassandra erkende at hun ikke havde appetitten til at spise. Hun gik forbi dem begge, op til kassen, hvor cashieren så en smule forskrækket på hende; hun lignede trods alt en der var blevet godt og grundigt gennemtæsket - hvilket også var tilfældet. ’’A large coffee,’’ sagde hun bare, og hev hendes dankort frem fra lommen i hendes bukser. Hun fik sin kaffe relativt hurtigt - inden drengene var færdige med at bestille. Derefter var hun på vej hen til dem igen, men blev afbrudt af en velkendt skikkelse som trådte ind foran hende. ’’We need to talk,’’ lød den velkendte stemme, mens Cassandra drejede ansigtet væk i håb om at han ikke bemærkede hendes forslåede ansigt. Hun bed hårdt sammen da hun mærkede to fingre gribe om hendes hage og tvang hende til at se direkte på vampyren foran hende. ’’Who did this to you? Was it that mutt you’ve been couch-crashing at?’’ spurgte Jonathan mens man kunne se hvordan hans øjne begyndte at gløde svagt. ’’Jasper Technique,’’ svarede Cassandra, mens hun vred sit ansigt fri fra hans greb. ’’But that is no concern of yours, J,’’ sagde hun, sammenbidt. Jonathan så frustreret på hende. ‘’When are you going to admit that you can’t handle this on your bloody own!?’’ sukkede vampyren, og da Cassandra i ren frustration bevægede sig forbi Jonathan greb han fat i hendes håndled. Hun tabte kaffen, hvilket larmede højlydt da den ramte gulvet. De stod begge som frosset, mens Cassandras evne hev dem ned i det minde hun havde håbet på at fortrænge; Cassandra og Jonathan på et hospital, midt under den alt for tidlige fødsel der stjal deres barn fra dem.

Skælvende trak Cassandra sin hånd til sig og undskyldende over for personalet fik hun samlet kaffekoppen op og med en enkelt bevægelse forsvandt kaffen fra gulvet og tilbage i koppen. Jonathan så sønderknust på hende som hun gik forbi ham og hen til Tidus. Tavs tog hun bilnøglen fra Tidus’ lomme og gik udenfor. Hun gik hen til bilen og skulle til at låse den op inden hun hørte Elizabeth komme ud fra restauranten. ’’Leave me alone,’’ sukkede Cass, men Elizabeth var endnu en af dem der aldrig lyttede. ’’He’s just trying to help, you little ungrateful witch,’’ snerrede Elizabeth. Cass vendte sig og så direkte på Elizabeth. ‘’Oh, I’m ungrateful!?’’ udbrød Cassandra med et truende tonefald. ’’I told you to leave me alone, you bitch. Why the hell can’t you understand such a simple order! Go back and make sure that your brother understands that I want nothing to do with any of you!’’ snerrede Cassandra mens hun åbnede bildøren. ‘’He knows about Calsifer. He knows about your son,’’ sagde Elizabeth højlydt. Cassandra stirrede på den kvindelige vampyr mens hun bed hårdt sammen. ’’I don’t want to talk about it, Elizabeth. Leave me alone.’’ Svarede Cassandra inden hun satte sig ind i bilen, på bagsædet, og smækkede døren. Hun kunne ikke overskue alt dette. Hun var svimmel og træt, og det hjalp ikke at hun skulle bruge magi for at gøre rent efter noget værre rod.

Tidus opfattede med det samme hvor anspændt Cass var. Det hangt tungt i luften. Med det samme så han rundt, tjekkede efter det mindste der kunne være skyld i dette. Han fandt hvad han søgte. Henne ved Cass, nær kassen, stod Jonathan og så på hende med glødende øjne. Glødende øjne i vrede.
Hurtigt lagde Tidus en hånd på Tivos skulder, bad ham om at blive ved skærmen, før Tidus nu bevægede sig hen imod Cassandra. Han var ikke mere end lige kommet der hen før kaffen blev tabt på gulvet. I ren reaktion var han klar til at springe i flæsket på Jonathan. Dog virkede det til at Cassandra havde det hele under kontrol. Eller… hun havde i sinde om at komme væk derfra så hurtigt som muligt. Nok til at hun tog bilnøglerne op af hans lommer uden at sige et eneste ord til ham. Bekymret så han efter hende, nu kun for at opdage at en kvinde fulgte hende ud, kun for at råbe af hende. Hurtigere end et lyn var Tidus ude ved bilen. Han stillede sig ind foran Elizabeth og så ned på hende. Hans blik var en blå farve af advarsel. En advarsel om at hun skulle lade Cass være.
”Leave here alone. She has been through enough to be taking care of you right now… so… let us just serparate camly… okay?” spurgte han og så ind i Elizabeths øjne. Han prøvede at lyde så roligt som muligt.
Tilbage i restauranten var Tivo gået hen til Jonathan. Med en lille knurren, stillede han sig truende foran ham, forsøgte at gøre sig højere og stærkere. ”Who the fuck are you?!” han greb fat i Jonathan krave. ”If you ever get close to her again… I swear…” Tivo gav ikke engang Jonathan muligheden for at svare.

Cassandra havde igennem hele situationen kun ønsket én ting; at komme væk. Da det gik op for hende at det var Tidus der var fulgt efter hende, indså hun at Tivo stadig var derinde. Ikke nok med det, han var alene med Jonathan. Elizabeth smilede skævt af Tidus. ’’Oh, she’s been through enough? Tell that to my brother - you know, the guy who’s only trying to get his family together again. She’s the one keeping secrets, running away! He just wants to know where his son is - okay? So back off, blondie,’’ sagde hun med armene over kors og et løftet øjenbryn. Tidus skræmte ikke en århundrede gammel vampyrinde med en forkærlighed for dæmonblod.

Indenfor var situationen knap så afslappet. Jonathan var blevet grebet fat i af Tivo, mens varulven prøvede at gøre sig både større og stærkere. ’’I’m the reason she’s alive in the first place,’’ svarede Jonathan da Tivo krævede at vide hvem han var. Varulven havde tydeligvis ikke fået historien om hvorfor Cassandra var dukket op i Gaia, eller hvorfor hun vidste hvordan man brugte blodmagi. Hans øjne glødede i ren advarsel, som han fjernede Tivos hånd fra sin krave i en let bevægelse. ’’If I get close to her again, it’s between me, her and our son. Back off, Fido!’’ svarede vampyren i en lav men fast stemme. Pludselig kunne Elizabeths stemme høres fra parkeringspladsen; ’Joe - get your butt out here! We’re leaving!’. Med et skævt smil blinkede Jonathan til Tivo. ’’Keep an eye on her ’till I return,’’ inden han drejede om på hælen, og begyndte at gå. ’’Good boy,’’ sagde han med et hånligt smil på læben, inden han forsvandt for øjnene af Tivo, og kort tid efter dukkede op ude på parkeringspladsen.

Elizabeth havde allerede sat sig ind i bilen og startet motoren, da Jonathan dukkede op. Han så kort hen på Tidus med et skævt smil. ’’Don’t worry… She’ll be fine.’’ Kluklo vampyren inden han så på Cassandra som forsat sat inde i bilen og krøb sammen for bare at slippe for det hele. Derefter satte han sig ind i bilen sammen med Elizabeth, og ganske hurtigt forlod de parkeringspladsen.
Cassandra lukkede øjnene, men ikke fordi hun var træt. Nej, hun kæmpede for bravt for ikke at bryde sammen, som hun knugede den ene hånd hårdt sammen. Jonathan var på alle måder en alt for voldsomt påmindelse om det liv hun engang havde ønsket sig - et liv der var forsvundet ud mellem fingrene på hende som sand i et timeglas. Hver gang hun var tæt på at være sammen med en der gjorde hende lykkelig, så var Jonathan dér; den stædige påmindelse om at hun ikke fortjente den lykke. Hun bed sammen, da hendes knyttede hånd dunkede svagt af smerte. Lige nu ville hun bare hjem og være i fred - men det ville aldrig blive en mulighed når hun boede sammen med Tivo og Tidus. Hun ville aldrig være alene. ’’Nothing like this person, unloveable,’’ sukkede hun - en linje i en af de sange hun havde lyttet så utroligt mange gange til. Hun lænede sig tilbage på bagsædet, og hvilede hovedet mod nakkestøtten. ’’I wonder if I’ll ever be able to leave this behind,’’ sukkede hun med så lave n stemme at den måtte være nærmest umulig at høre for andre.