We deserve some peace... and rum... lots of rum.

A topic to @Cassandra <3
Påklædning - Bare med en sort T-shirt i stedet.

Sted: Tivos lejlighed.
Tid: Middagstid.
Vejr: solskin og glade dage.


Efter at være blevet udskrevet fra hospitalet, gik Tidus en smule forvildet rundt, da han bestemt ikke havde nogle anelse om hvor han kunne tillade sig at tage hen. Cassandra virkede stadig vred på ham, hvilket var forståeligt på nogle punkter, så måske han ikke skulle genere hende mere. Constantine havde heldigvis ikke informeret hans far om at han var i live, efter Tidus havde forklaret manden situationen og røvhullet bestemt ikke skulle vide hvor han var. Den gamle skulle tro han var død. Dette ville komme mere som et chok når Tidus stak en dolk igennem hans hjerte eller værre ting. For det var hans mål lige nu. Hævn hang tungt over ham. Mere end hvad den nogensinde havde gjort.
Tidus følte ikke engang at han kunne tage hjem til sit hus længere. Men, han havde gjort det alligevel for at hente Queen, samt noget tøj og kontanter. For ikke at sige han havde fået en snak med Emory om at de nok ikke kunne bo der længere... måske når Jasper engang var ude af billedet.
Han kunne selvfølgelig også altid opsøge Christian... men på den anden side ville han føle sig som en klods om mandens ben og lige nu... havde Tidus egentlig bare brug for at snakke med Cassandra og høre hendes stemme.
Derfor, med den lille beagle Queen ved sin side, tog han hjem til Tivo. Hvor han havde fundet ud af at Cassandra boede.
Alle sanser var så nyt for ham... Nu når han var... dæmon? Han skulle stadig lige vende sig til den tanke. Var det som om at en kraftigere energi gik igennem ham.
Han bankede på hos Tivo og gik ellers ind. Det første han så var ikke Tivo. Tvært imod kunne han høre at hans varulve kompagnen var i badet. Han så derimod en Cass sidde på Sofaen. Forsigtigt gik han hen til hende, dog uden at sige noget, da han ikke havde den fjerneste anelse om hvordan han skulle starte samtalen.
Queen fangede ikke atmosfæren. Den lille overlykkelige beagle løb hen til Cass og sprang op af hendes ben.

P: Sorte oversized sweatpants, en sports-bh og sort sportstape tværs over kravebenet for at skjule magemærket.

Cassandra havde ikke sagt meget, siden hun havde set Tidus på hospitalet. Hun havde anerkendt at han var i live - og vågen - men det var også dét. Hun var fremstået som svag og knust, i den tid hun ikke havde forladt hans side, men da hun havde set hendes plads optaget af en anden havde hun indset at hun ikke havde været den støtte han havde haft brug for; ellers var han vågnet med hende ved sin side, frem for en eller anden fremmed kvinde.

Tivo havde prøvet at tale med hende om det, men hun havde lukket af. Hun var ikke interesseret i at blive mindet om det faktum at han havde set hende sådan. Naturligvis skulle Tidus nok have overlevet, med eller uden hendes hjælp. Det vidste hun godt nu. Ord med ganske få stavelser havde passeret over hendes læber fra tid til anden, efter hun kom hjem fra hospitalet. Ja, hun virkede nok mere som en skald af sig selv, fremfor den glade og lyse kvinde hun engang havde været. Hendes gyldne glød i hendes øjne var erstattet med noget dybere og rødligt, og hendes solkyssede hud var blev mere grålig.

Som hun sad i sofaen og egentlig bare stirrede ud i luften hørte hun døren gå op efter der var blevet banket på. Hun så Queen før hun så Tidus, og med et lille skævt smil trak hun Queen op i sit skød. Archimedes, den lille pjuskede ugle, tudede interesseret fra hans plads i vindueskarmen, mens han hoppede op og ned, og kiggede på Tidus. ''Hey pumpkin,'' sagde hun stille, men blidt, til den lille beagle, mens hun kløede den bag øret. Hun tog en dyb vejrtrækning inden hun endelig så hen på Tidus. Han, som hende selv, så anderledes ud. De var heller ikke de sammen personer længere, så det kom ikke bag på hende.

''I see that you're up and about,'' konstaterede hun, med en stemme der ville være svær at tyde følelser ud fra. Hun holdt sine kort tæt fra nu af. Hun følte sig stadig svigtet, på trods af at Tivo havde prøvet at fortælle hende hvordan Tidus havde fortrudt hans opførsel. Hun kunne ikke se hvordan de to nogensinde skulle kunne nå til et punkt hvor de ville være som før; hun var for ødelagt til det.

Det gjorde ondt at se hende sådan. Kvinden med gløden i sine øjne var forlængst forsvundet. Forsvundet sammen med døden af sin mage og svigtet fra ham. Tidus sukkede og gik et skridt tættere på hende. Om hun så ville eller ej, ville han gøre sit for at få hende tilbage igen. De havde brug for hinanden. Om de så ville det eller ej. Hans stædighed skulle nu tages i brug. Stædigheden for at få sin søster og nære ven igen.
"as much as I can be yes," lød hans stemme en smule grødet. Efter at have "sovet" i så langtid, ville det stadig tage ham lidt tid at finde sin stemme igen.
Han endte med at sætte sig ved hendes side imens han nervøst legede med sine hænder. Hurtigt rystede han den nervøsitet fra ham. Han vidste godt at han havde gjort noget lort. At efterlade hende på baren havde været et dårligt valg. Et valg som han så tilbage på og kunne have skæret sine egne boller af for. Alting var kommet i en stor pærevending og han havde stukket halen imellem benene!
"Cass... I know you been through a lot of shit and I just left you in it... I have no excuses..." Han så ned i gulvet. "But we need to figure this out... we... I´m sorry... I took some wrong choices... Please do yell at me... scream for all I care... Get it out of your system!" Han så nu på hende. De blå øjne, nu mere lysende end før, så en smule desperat på hende. "I know you want to... so come on!"
Han forsøgte desperat at presse hende ud i at komme ud med alt sin vrede og svigt. Dette hjalp normalt på folk og derfor ville han have hende til det.

For hende handlede det ikke om vrede. Det havde det aldrig gjort. Han ville have hende til at reagere, for det var nemmere at forholde sig til, end det faktum at hun ikke havde mere at sige. Hun forstod ham godt; det måtte være pinefuldt at se en man ville ønske ville tale til en bare stirre på dem. Præcis som da han havde ligget på sofaen, døende.
Som han satte sig ved siden af hende fortrak hun ikke en mine. Hun forsatte med at kæle Queen, mens hun lyttede til den nyskabte dæmons bøn om at hun skulle reagere. Hans undskyldning, over det faktum han havde efterladt hende. Han forstod ikke hvad han havde efterladt hende til, og hun havde ikke i sinde at fortælle ham det. Han vidste det velsagtens, hvis han ransagede sit sind; han kendte sin far bedre end de fleste. Når den mand ikke fik sin vilje, så var hun blevet hans boksebold.

Hun mærkede hans øjne på hende, men hun følte sig ude af stand til at reagere. I stedet tog hun en dyb men behersket vejrtrækning inden hun atter fjernede sit blik fra hunden i sit skød, og så på Tidus. Der var ikke et spor af følelser i hendes blik; han havde kostet hende nok tårer.
''You don't get to come here, and tell me what to do. You don't get that right,'' svarede hun ham, efter hans bøn om at hun skulle reagere var afsluttet. Hun reagerede, men ikke med råben og skrigen. Hendes ord var beherskede og afmålte. ''I have nothing to get out of my system,'' sagde hun så, inden hun kort så ned på Queen.

Hun fjernede hunden fra sit skød, og rejste sig op. I stedet for at blive vred og ked af det, valgte hun at trække sig fra situationen. Hun havde lyst til at skrige ham så hårdt ind i ørene at han ville blive døv. Men hun kunne ikke få sig selv til det. Ikke længere; det var alligevel spild af energi. Han ville gøre det igen - efterlade hende - når han ikke fik sin vilje. Sådan var det bare.
Hun så kort på ham, velvidende at hun sikkert ville bryde sammen foran næsen på ham, hvis hun så meget som overvejede at indrømme hvor bange hun havde været. Hvor tilfreds ville han ikke være over det? Over at hun indrømmede hun savnede ham og var så ræd for at han skulle dø? - Nej, han fik ikke den glæde. Ikke nu.

''I don't give a flying fuck for your conscience,'' fik hun endelig sagt, en smule mere vredt end hvad hun egentlig havde lyst til. Hun var i forvejen ikke i humøret til at snakke, og hans behov for at få afklaret hvor hun stod gjorde det hele langt mere frustrerende. ''Go call Levi, I'm sure he would like to listen to your whining.'' sukkede hun så, decideret opgivende. Hun rystede på hovedet, inden hun bevægede sig ud i køkkenet for at lave sig selv en kop te. Hun skælvede, som hun stod ind over køkkenvasken med hendes øjne lukket hårdt i for ikke at give efter. Hun havde ikke engang rørt ham, siden han vågnede. Den mand hun havde holdt i sin hånd for så lang tid, og nu kunne hun ikke engang få sig selv til at røre ved ham. Hun skammede sig over sin egen smålighed, men hun var ikke klar til at give slip på det svigt.

Tidus burde have sagt sig selv at hun nok ikke bare ville det gå så let. Langt fra. Dette var ikke noget der ville gå væk bare på en dag. Hvad end hun følte imod ham, så var det ikke noget som bare let ville gå væk og at alle de andre ting hang hende over hovedet, hjalp nok heller ikke.
Som hun rejste sig, fulgte han hende nøje, kun for at se hende gå i vrede ud i køkkenet. Men først efter hun havde sagt nogle ord der stak ham i brystet. I stedet for at lade det vise, sukkede han og lænede sig tilbage i sofaen. Ved hans fødder sad Queen. Den stakkels hund havde tydeligvis fanget atmosfæren nu og pev derfor en smule. Blidt aede han sin kærlige hund over hovedet og så ud imod køkkenet.
Han var virkelig ikke sikker på hvad han mere kunne gøre eller sige. En ting var dog sikkert. Han havde ikke i sinde om at give op. Døden havde åndet ham i nakken og han havde fået en chance mere. Den havde han ikke i sinde om at smide væk på et liv uden Cassandra. Om hun så ville det eller ej. Det lød måske lidt forkert… men han var sikker på at tingene nok skulle løse sig.
Tivo kom ud af badet og smilte stort som han så Tidus. ”Ey you!”
Tidus smilte her stort til Tivo og rejste sig op. Det var ret at se hans irriterende ansigt igen. ”Ey Tivo!”
”still not ma name! Learn spanish you little…” her sukkede han opgivende og mødte Tidus på halvvejen hvor de slog armene om hinanden. En lille rolig omfavnelse. ”Good to see you again goldie.”
Det var rart… en omfavnelse… Tidus smilte ømt og nogle sekunder trak han væk.
”Give Cass some time Tidus…” hviskede Tivo så lavt han kunne. ”She´s is a wreck on two feets.”
Tidus smilte svagt og gjorde et nik. Herpå så den blonde hen på den søde ugle og forsøgte at række en hånd frem for at ae dets hoved blidt.
Derimod gik Tivo ud i køkkenet og klappede Cass på hovedet. ”Time heals all wounds ma dear Cassandra.” her stak han hovedet ind i køleskabet.

Cassandra havde hørt hvordan de to mænd havde hilst på hinanden - naturligvis; de havde intet i klemme med hinanden, udover en ødelagt sofa.
Archimedes, den lille pjuskede ugle, sad og stirrede nysgerrigt på Tidus. Sidst han havde set den blonde mand havde han ligget bevidstløs og døende på sofaen, så at se ham oprejst og med ord flydende ud af hans mund virkede fremmed for uglen; og ganske interessant. Som Tidus rakte hånden frem til den, hoppede den glædeligt op på hans hånd og pustede sig lidt op for at lade som om han var større end han egentlig var.

Tivo kom ud i køkkenet og klappede Cassandra på hovedet. ''I know...'' sukkede hun opgivende. Hun vidste godt at det ikke udelukkende var Tidus' skyld, men hun var så frustreret at hun kunne græde. Hun stod der bare, lænet ind over vasken, som hun følte kvalmen rejse i halsen på hende. Hun behandlede Tidus som skidt, selvom han ikke havde fortjent det, udelukkende fordi hun var bange for at mærke endnu en dolk i ryggen fra ham.
''Could time hurry up then? I'm tired of feeling like I'm falling to pieces..'' hviskede hun sammenbidt, inden hun rettede sig op og trak vejret dybt; skælvende. Hun stirrede på arret der havde formet sig langs hendes underarm fra dengang hun havde anvendt magi for at se hvad der var sket med Tidus.
''I need a moment with him..'' sukkede hun så, inden hun gik ind i stuen igen. Hun så på Tidus mens hun prøvede at finde sine ord, men hun var tom. Hvor skulle hun starte?

Hun gik hen til ham med hurtige skridt, og hvis man kendte Cassandra så havde det sikkert været med intentionen om at slå ham, hårdt. Men i stedet trykkede hun sig bare ind til ham, og begravede sit ansigt mod hans skulder. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, og mens hun kæmpede med tårerne der var på vej til at trille ned af hendes kinder, prøvede hun at rømme sig for ikke at lyde helt grådkvalt når nu hun endelig prøvede at sige noget.

Da Archimedes hoppede ned på hans finger, kunne man ligeså godt have givet Tidus den største spand af guld, som han lyste op af bare glæde. Og da det nuttede lille væsen pustede sig op, kunne Tidus have smeltet på stedet. Hvor var han nuttet!
”Aren´t you just adorable!” han nussede nu det søde væsen med sin anden hånd. Selv hvis den bed ham, ville han stadig finde det ufatteligt bedårende.

Det var et interessant lille drama han var endt i. Eller… i midten af. Hende og Tidus skulle nok finde ud af det. Det blev de sku nødt til. Der var ikke nogen af dem der kunne gå igennem det faktum at de havde mistet the Oakleys alene. Lænet ind over vasken virkede Cass pludselig så sårbar… en side hun normalt ikke ville vise nogle. Ud af sin øjenkrog holdte Tivo øje med hende, men ellers virkede det til, at han bare var fokuseret på køleskabet og dets godter.
Kommentaren hun sagde om tiden fik ham til at klukke. Hvis bare tiden gad og stå stille af og til i stedet. Aldrig kunne tiden gøre en tilfreds.
I det hun så sagde at hun havde brug for et øjeblik med Tidus, fjernede han nu langt om længe blikket fra køleskabet og lukkede det i. før han overhovedet kunne nå at kommentere det dog, var hun allerede forsvundet ud af køkkenet, klar til at stå ansigt til ansigt med den blonde.
Tivo forblev ude i køkkenet og gav dem lidt privatliv.

Tidus var overrasket over at se Cass. Men, det lykkedes ham alligevel at sende hende et lille smil. Et lille skævt og forsigtigt smil. Med hurtige skridt gik hun hen imod ham og som Tidus forventede et slag, lukkede han øjnene i og ventede på det. I stedet… kom der dog et en form for omfavnelse. Lykken skød igennem ham som et stof! Dette var et godt tegn og hvor havde han dog haft brug for det i langtid.
Hurtigt slog han armene om hende og trak hende tættere ind til sig. Han havde brug for bare at have hende der… sikre sig at de ikke blev adskilt igen… om det så bare var for få sekunder.
uden at sige noget, blev han bare ved med at have hende i sin favn og ligge sin hage på toppen af hendes hoved.

Hun havde ikke været klar til at indrømme over for andre lige præcis hvordan hun havde det. Ligemeget hvor mange gange hun havde prøvet at fortælle Tidus om hvor meget hun savnede ham, så var det endt ud i tårevædet gråd mens hun tiggede ham om at vågne. Aldrig, ikke en eneste gang, var han vågnet eller havde reageret. Selvom hun ikke kunne give ham skylden, så havde hun følt sig så tabt.
Som de stod der, trykket tæt ind til hinanden, skælvede hun. Naturligvis var det hårdt for hende at lade som om hun var ligeglad med ham, for hun vidste at det var løgn. Hun havde brug for ham. Hun kunne ikke undvære ham som en fast del af hendes liv.

Som hans hage ramte hendes hoved, og deres hud ramte hinanden for første gang siden han vågnede fra sin koma, var det som om alt blev sort omkring dem. Det var sket før, i korte udbrud; men denne gang var anderledes.
De stod stadig i lejligheden, men der var mørkt udenfor, og hoveddøren stod åben. På knæ foran sofaen sad en Cassandra, smurt ind i blod, mens hun pressede mod såret på en livløs Tidus. De alt for velkendt ord forlod Cassandras læber, som hun tiggede og bad Tidus om at komme tilbage; ''Please, don't leave me... I can't be in this world without you..''.
Selvom det var Cassandras minde, så var det som om de begge to stod ganske få meter fra sofaen hvor han havde ligget. Duften af blod, og smagen af salte tårer, ville være overvældende hos Tidus, da han ville både høre, føle, lugte og smage det samme som hende, da hun oplevede situationen. Den rigtig Cassandra stod der bare, og stirrede på mindet af de to... Tivo var ingen steder at finde - udelukkende fordi hun ikke havde skænket ham en ærlig tanke i situationen.
Scenen i mindet skiftede, som ambulancereddere kom og hentede Tidus, og politiet måtte holde Cassandra tilbage som hun prøvede at følge efter ham. Da Tidus var væk, og Tivo var taget afsted, sad Cassandra tilbage på den gennemblødte sofa og stirrede tomt ud for sig.

Som mindet af Cassandra der sad der og stirrede tomt ud i rummet forsvandt langsomt, og de nu atter stod med armene om hinanden, skælvede hun forsat. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvad var der at sige? Hvad var der at gøre? Hun kunne ikke gå tilbage til at virke ligeglad. Hun havde ikke noget at skulle have sagt, inden Tidus blev smidt direkte ned i et andet minde:

Cassandra stod med lange kloligende negle borende ind i Jaspers hals, som hun havde presset ham hårdt op ad væggen. Med sin frie hånd slog hun ud og skabte et vindstød så kraftigt at de få mænd han havde med sig faldt omkuld. Cassandras rasende ord, som hun forbandede Jasper for hans forædderriske handling; det had hun følte over for den mand var enormt - men ikke på grund af hvahan havde gjort ved hende; han havde skadet Tidus. Hendes stemme - så rasende, drabelig og blodig - som hun svor at han ville lide, inden hun lagde en forbandelse over ham. Hun forsvandt ud i regnen - tilbage mod hospitalet.

Igen forsvandt mindet, og de stod nu atter tæt i en omfavning. Cassandra havde ikke lyst til at give slip, men udmattelsen havde fået overtaget, og hun trak sig væk inden hun satte sig på sofaen. Hun fnøs opgivende, inden hun gned sit ansigt. ''How much of that did you just see?'' spurgte hun, inden hun så op på Tidus igen. Hendes øjne, normalt gyldne og varme, var erstattet af en blodig ækvivalent, som varslede om hvad hun var blevet. Hun vidste ikke hvad hun skulle forholde sig til. Kendte han overhovedet til den smerte hun havde gennemlevet før han vågnede?

Endnu engang opslugt af mørke blev Tidus suget ind i et andet univers. Men denne gang… var han ikke alene. Ved sin side stod Cassandra og før han nåede at blinke var de igen i lejligheden. Som Tidus skulle til at kommentere om hun også følte den syret fornemmelse, blev han overrasket over at se Cass side foran… HAM!? Dog var han langt fra i en god tilstand. Blod rendte ned og farvede hans favorit gule sweater rød. Tidus sank en klump. Duften af blod gav ham en svimlende fornemmelse og smagen af salt hang på hans tunge. Han forsøgte at sige noget, men intet kom ud, intet skete… ikke mere end et syret form for minde der spillede sig som en film foran ham.
Alt kaosen skete for hurtigt… lyden af sirener fra ambulancer… folkene der forsøgte at holde Cass tilbage. Det hele på en gang. Han fandt sig selv i at få mere og mere kvalme.
Da de igen var tilbage nåede han ikke at sige noget, før de blev smidt ind i et andet minde og denne gang stod monsteret selv i samme rum. Hans far. Til Tidus fornøjelse havde Cass sine negle borede ind i mandens hals. Aldrig havde han set Cass så rasende og blodig. Og nok prøvede hans far at skjule det, men Tidus kunne sagtens se at manden frygtede kvinden der stod foran ham. Tidus hørte Cass forbande Jasper. En handling han elskede. Og det bedste af det hele var at hun ikke havde dræbt mennesket. Det ville Tidus stadig kunne have æren for.
Igen stod de tilbage i lejligheden, med armene om hinanden, begge forvirret. Cassandra endte med at give slip og gik hen for at sætte sig på sofaen. Det var stadig umuligt for Tidus at finde sine ord. Den varme og gyldne glød var heller ikke længere til at finde i Cass øjne. I stedet så han noget blodigt i dem.
”I saw it all,” svarede han hende ærligt. Han gik hen og satte sig ved hendes side. ”I just do not have an answer to how I saw it… and what it was…” Kort så han frem for sig, før han drejede hovedet og så hen på hende igen. hans egne øjne var tydeligt i deres søgen på svar. ”What was it that I saw Cass?”

Stod det tid Cassandra, så fik han intet svar. En del af hende var stadig skræmt, såret og rasende over at han havde vendt hende ryggen - og som skæbnen ville det, så var han også blevet straffet for det. Ved siden af hende sad nu noget fremmed - noget hun ikke anede om hun turde kalde sin ven.
''You saw a blood curse.'' svarede hun ham, inden hun så på ham igen; hendes blik en smule opgivende.
''I was raised using blood and dark magic.'' indrømmede hun, en smule stille. Hun kunne ikke lide at tale om det faktum at hun var skabt til at være hvad de fleste virkelig betegnede som en ond heks. Hun havde lyst til at bede ham glemme hvad han lige havde set, men det kunne hun ikke forlange.

''I found you at the mansion,'' indrømmede hun så inden hun så ned på sinde hænder. Flere steder var huden på hendes fingre tynd og sårbar efter hun havde pillet så meget i den, nervøst, mens hun havde tigget ham om at vågne. ''I brought you here, and I... I couldn't wake you up,'' sagde hun inden hun så på ham igen; et blik der understregede at hun ikke ønskede at tale særlig meget om det. ''The taxi driver called the ambulance.'' sagde hun så, inden hun så ned på sine hænder igen. Skulle hun indrømme hvad hun i virkeligheden havde gjort ved ham? Fortjente han ikke at vide at hun havde brugt blodmagi på ham?

''I needed to know who did it to you, Tidus,'' sagde hun så, inden hun så ind over skulderen for at se om Tivo lyttede med. Han havde trods alt set ritualet, og vidste hvad hun talte om. ''You couldn't have told me, and I needed to hurt whoever touched you badly,'' sukkede hun. ''Whoever tried to take you from me, I needed to make them suffer... I knew it was him, but I needed to be sure,'' indrømmede hun så, inden hun holdte sin arm ud så man kunne se det lange og tydelige ar fra kniven hvor hun havde skåret sig selv. ''I would have killed him right on the spot, but...'' hun stoppede sig selv, da hun ikke ville indrømme lige præcis hvad der havde stoppet hende; tanken om at hun i det mindste havde en lille del af Tidus i hans far ramte hende hårdt.

''I don't know how you saw it, though.'' sukkede hun så. ''It started happening right after I found you... It's happened before, when I was still using the magic I was trained to use..'' indrømmede hun. Der var en tydelig forbindelse mellem den mørke magi hun var oplært i, og den nyfundne egenskab til at sende andre ind i hendes minder. Hun anede dog ikke hvordan hun skulle styre det, endnu.

Måske det ikke burde være så tydeligt for Tidus, at Cassandra ikke havde lyst til at svare ham, men det var det skam. Det generede ham helt ind til benene. Tydeligvis var han stadig ikke fuldkommen tilgivet for sine fejl. Den tilgivelse ville nok ende med at tage sin tid. Sin smertefulde lange tid.
Lige nu. Skulle hans fokus dog ligge i at lytte til hvad Cass havde at fortælle. Blod forbandelse… mørke magi. En masse hemmeligheder kom på banen nu. Hemmeligheder Cass tydeligvis ikke var stolt af.
Så det var hvad han lige havde været vidne til. Mørke magi… noget som hun var opdraget i at bruge. Han lavede en lille sørgmodig grimasse, da hendes ord førte ham tilbage til dagen, hvor hun fortalte om sin barndom og hvad der var sket med hende. Hurtigt kom han dog i tanke om at hun ikke ønskede medlidenhed, hvilket gjorde at han hurtigt fjernede sin såkaldte sørgmodig grimasse og i stedet betragtede hendes hænder. Huden var blevet så tynd… sikkert efter nervøsitet.
Fortællingen kom nu over på dagen hvor hans far havde stukket ham ned. En dag hun tydeligvis ikke ønskede at snakke meget om. Det var i hvert fald hvad hendes gyldne øjne skreg. Derfor bed han sig stædigt i læben for at holde alle sine spørgsmål inde. Dem der kriblede rundt i halsen på ham for at komme ud. Det var hendes tur til at snakke og fortælle. Uden afbrydelser.
Hun havde endda sågar brugt denne mørke magi på ham… for at finde frem til morderen. Dette måtte have været grunden til scenen af hende der truede Jasper på livet.
Nok sad Cass og snakkede om at hun havde truet nogle på livet… samt havde brug for at såre dem, men det varmede Tidus at hun havde gjort alt dette, fordi hun ville skade vedkommende for at ’myrde’ Tidus. For ikke at sige at hun sad og sagde at hun var bange for han blev taget fra hende.
Brat stoppede hun dog sin fortælling. Her kunne han ikke holde tungen for munden længere.
”But why didn´t you?” lød det lavt fra ham.
Hun havde chancen til at dræbe Jasper… hvad holdt hende tilbage? Han var som sagt en smule taknemmelig for det… men hvorfor?
Han var nysgerrig på så meget omkring hende, men ønskede ikke at overvælde hende med spørgsmål.
Før Cass kunne nå at svare, kom Tivo ind og satte sig i lænestolen foran dem, med intet mindre end et kalkunlår i munden. Han så her fra Cassandra til Tidus. ”What? I couldn´t keep giving you privacy in my own god dam nappartment.”
Tidus himlede med øjnene men kunne ikke lade være med at smile bare en smule.

Hun forstod godt hans sørgmodige mine, på trods af at den ikke var ønsket. Hun skulle ikke bestemme hvad han følte, lige som hun ikke engang havde kunne kontrollere hendes egne følelser i løbet af hans tid på hospitalet. For hende, var det i virkeligheden ikke et spørgsmål om hvad de følte, men hvordan de skjulte det bedst muligt over for andre.
Hans spørgsmål fik hende til at se direkte på ham, men hun nåede ikke at give et svar før hun blev afbrudt af Tivo der mente at han skulle høre med. Som var Cass og Tidus en sæbeopera satte Tivo sig i sin lænestol og spiste hvad lod til at være et kalkunlår, mens han studerede dem begge.
''First of all, shut up.'' sagde hun roligt til Tivo, inden hun blinkede til ham så han havde fået et hint til at hun ikke mente det ondt. Derefter så hun igen på Tidus. ''I didn't kill that piece of shite because I was scared to death.'' indrømmede hun, inden hun så lidt ned på sine hænder. ''Besides, I wanted to be in complete and utter control over what happened to that little...'' hun tav, inden hun så på Tidus igen. ''I want him to suffer first. I want to tear his guts out and force him to eat them,'' hendes øjne skiftede kort til deres mere rødlige natur.
''He did me wrong, Tidus. A quick death is to mercyfull.'' sagde hun så, mens hun så direkte på ham.

''Besides,'' sagde hun så, inden Archimedes hoppede over til hende, ganske let. Et øjeblik kunne man have set en lighed mellem Maleficent og hendes krage, som Cassandra løftede uglen op og aede den over fjerene. ''A curse can be much worse than death, don't you agree?'' hun løftede et øjenbryn, mens hun så på uglen. Hendes stemme var skiftet tilbage til en rolig og fattet tone, ingen hun tog en dyb vejrtrækning. Uglen tudede af hende i et tonefald der tilkendegav at den gav hende ret. ''You are the only one that can kill him now,'' sagde hun så, med et skuldertræk. ''That was the point of the curse. I can do what I want with him - even cut his head off and put it in a box. He won't die until you kill him. I think that is a rather ironic twist, don't you?'' spurgte hun så, og så hen på Tidus. Jo, Cassandra havde ændret sig. Hun var blevet mere tilbøjelig til at handle ondsindet; modbydeligt. Måske var det en velsignelse for Jasper, at han ikke kunne dø medmindre den søn han selv havde myrdet ville dræbe ham - hvis det ikke var fordi den søn stod lyslevende foran Cassandra nu. Åh, skæbnen elskede at lave numre.

Cassandra så nu hen på Tivo. ''So, should I start the hunt for my own place, or can you survive me staying here, now that Blondie here is up again?'' spurgte hun med et lille skævt smil. Bag ved smilet og den nogenlunde rolige facade var hun ved at knække sammen igen. Hun ville ikke vise det, men Tivo havde efterhånden set hende på alle stadier af følelsesskalaen, så han burde kende til de små ting der afslørede hende. Tidus derimod, han havde næppe opfanget andet end hendes forklaring om at det stod til ham at myrde hans far.

Tivo så fortsat fra det ene unge væsen til det andet. Lyttede nysgerrigt med. Trods alt sagde de ikke noget han ikke allerede vidste. Cassandra lille blink og ordre om at han skulle holde mund, fik ham bare til at grine, hvorpå han ellers kasuelt spiste videre af sit kalkunlår. Et ret sjov ting at gøre, syndes han selv, foran to vegetarer. Eller ja… den ene var nødt til at æde sjæle nu. Den tanke fik Tivo til at lave en underlig grimasse. En grimasse ingen lå mærke til. Tydeligvis var de to unge væsner for optaget.
Alt hvad Cass sagde var nu som sød musik for Tidus. Hun slog ikke idioten ihjel fordi hun ønskede at torturere manden først. Det var perfekt. Det var helt perfekt. Som hun så direkte på ham, skabte han øjenkontakt med hende og gjorde et nik. Tidus lyst til hævn hang næsten over ham som en tung regnsky. Cass skulle nok få torturen ind… og Tidus… Tidus ville have den forrygende ære i at slå manden ihjel.
Archimedes hoppede over til hende i et passende tidspunkt. Hun sad nu der som en vaskeægte villain. Dette fik ham til at smile.
”I freaking love it,” kom det ud imellem hans læber. ”I know maybe it´s not the right kind of words to use for it… but I do. Your curse is brilliant… that bastard shall pay for everything.” Tidus fik en ondskabsfuldt glimt i sine øjne og et hævngerrigt lille smil.
Cass var blevet en smule mørkere… men indenunder kunne Tidus stadig finde den Cass han havde lært at kende.
I det hun henvendte opmærksomheden imod Tivo, sad Varulven og rakte resterne af kalkunlåret til Archimedes, for at se om han ville have det.
Dette fik Tidus til at række frem og fjerne kalkunlåret ud af uglens åsyn. ”Dooooon´t.”
Tivo så her hen på Cass. ”No… you can stay as much as you want to… both of you can.” Han smilte her ømt til dem.

Hun smilede over den måde Tidus reagerede på. På trods af at de begge var - eller havde været - ret så venlige og behagelig personer førhen, så havde livet givet dem kort som de havde lidt bittert under.
''Good, 'cause I ain't undoing it.'' sagde hun så. Hun smilede varmt over Tivos ømme smil, velvidende at der lå mere bag det end bare ømhed. Hun kommenterede dog ikke på det. Det måtte også være en lettelse for ham at se Tidus i live. Som Tivo rakte Archimedes resterne af hans kalkunlår, kunne man se uglens begejstring som den pustede sig op, klar til at spise; lige indtil Tidus fjernede maden for næbet af uglen, hvilket fik den til at skrige utilfreds af ham.
Cass tog i en blid bevægelse kalkunlåret fra Tidus, inden hun lod Archimedes spise af det uhæmmet. Den lille ugle havde en mægtig appetit.
''Owls are carnivores, Tidus,'' sagde hun så, inden hun blinkede til ham. Uglen udstødte i ny og næ en lille tilfreds lyd mens den spiste.

''I guess that I owe you a new couch, at least,'' sagde hun så, og så hen på Tivo igen. Hun så atter på Tidus, denne gang med et lidt mere alvorligt blik. ''I must admit, I was a bit hurt about the fact that you didn't even think about calling me for help. What were you thinking? Levi's going to be a dad soon, and you put both him, Alison and their baby at risk? What if he had picked up? Your dad wouldn't dream of killing me; he likes me too much,'' den sidste sætning kendte Tivo desværre sandheden bag. Jasper nød at voldtage hende for meget til at myrde hende. ''But Levi is not important to him. So what if he is son of an angel, or whatever!? He could have died!'' sukkede hun. Hun spillede langt mere på det faktum at hun var bekymret for Levi, end på det faktum at hun var dybt såret over at han ikke havde prøvet at bede hende om hjælp. Hun og Tivo havde uden tvivl kunne gøre mere, end Levi. Men så igen, Levi var hans ven.. Det var Cassandra ikke..

I det uglen skreg utilfreds af Tidus, spærrede han kort øjnene op, til Cass tog kalkunlåret fra ham. Her grinte han kærligt og gjorde et løft på skuldrene. Nu som uglen sad og spiste af låret med sine søde lyde, glemte Tidus helt hvad de snakkede om, til han kunne mærke Cass alvorlige blik på ham.
Hvad hun sagde fik det til at løbe Tidus koldt ned ad ryggen. Igen havde han været selvisk og langt fra tænkt over hvad der kunne være sket med Levi hvis nu opkaldet var blevet besvaret. Denne skyldfølelse var tydelig at se på ham. Han så nu flovt væk og ned i gulvet. Hans hjerte hamrede så kraftigt bare ved tanken om hvor meget fare han kunne have smidt Levi i. Det værste var at han ikke tænkte… Han var stukket ned og gjorde måske bare et desperat lille forsøg på at høre Levis stemme…
Dog tog han sig selv i at sige. ”I wasn´t thinking… I was stabbed…”
Sarkasme… Sarkasme han ikke burde bruge lige nu. Nok advarede Cassandra ham om at Levi kunne være død… men manden var udødelig.
Tivo sukkede højlydt. ”Both of you live to much in the paaaast… relax!” Her rejste han sig op og gik ud i køkkenet. Her kom han tilbage med tre øl og rakte dem en. ”Tidus is a demon now… Cass do dark magic… you’ll be a dark little duo and with me…” han gjorde en stor arm bevægelse og hentydede til sig selv. ”We’ll be a perfect dark little trio!”
Tidus sukkede og åbnede øllen.

''You poor unfortunate soul,'' sukkede Cassandra sarkastisk, med et skævt lille smil af Tidus, som sarkastisk nævnte at han var blevet stukket ned. ''I know, I was there,'' sagde hun så, og blinkede kort til ham. Ja, godtnok var hun såret over at han havde tænkt på Levi før han havde tænkt på hende, men hun måtte bare lære at leve med det faktum at hun ikke var nummer et på hans liste.
Som Tivo kom ud med en øl til dem hver smilede Cassandra tilfreds. ''You are a sweetheart, Tivo! You can't be dark. Admit it!'' lo hun med et drilsk smil som hun åbnede sin øl.

''Anyway - I suggest that I try to forget the fact that I'm not your number one person anymore, if you allow me to do whatever I want to that pice of shite,'' sagde hun inden hun løftede øllen for at 'skåle' med dem, inden hun tog en stor tår. Det gjorde ingen gavn at hun bebrejdede Tidus for hvad hun var blevet såret over; han var ikke herre over hendes følelser, og derfor kunne han ikke blive bebrejdet for dem i længden.

''Oh, yeah! You're a demon! How's that going for ya'?'' spurgte hun så med et lille skævt smil. Hun skammede sig ærlig talt lidt over hendes reaktion da han vågnede; han havde end ikke fået set hende ordenligt før hun var stukket af igen grundet de to kvinder der havde været der for at hjælpe ham. Hun var egoistisk og bitter, og hun følte mere og mere at den drøm alle piger havde om at blive en disney-prinsesse var blevet en grum realitet; hun var blevet den onde heks i stedet. En lækker, ond heks - men alligevel...

''By the way, Tivo...'' sagde hun så, inden hun så direkte hen på varulven. ''You don't get to tell me when I should relax, you cute little mut,'' sagde hun, en smule kælent inden hun blinkede til ham. Hun tog endnu en tår af sin øl, mens Archimedes havde besluttet sig for at prøve at slæbe knoglen var kalkunlåret med sig hen til hans sædvanlige plads i vindueskarmen.

Så snart Cass nævnte Poor unfortunate soul, begyndte Tidus at nynne titlen til den klassiske skurke sang fra the little mermaid. Lige nu havde Tivo ret. Han burde ikke dvale mere i fortiden. Han gad ikke. For fucking sake, han var næsten død som en fucking 21årig! Han havde ikke i sinde om at spilde resten af livet på noget!
Kommentaren Cass kom med at hun ikke var hans nummer 1 gav ham en lille urolighed I maven. Nok var det sagt i drilske toner, men inderst inde vidste han jo godt, at det generede hende og gjorde ondt på hende. Tidus håbede på at hun vidste hvor meget han elskede hende.
”I will allow you anything towards that man,” sagde han og løftede nu sin egen øl i en skål. ”And you will always be in my top 5.” her så han drilsk hen på Cass. Forhåbentlig vidste hun godt at det var sagt i sjov. Hun var mere for ham end bare en top 5.
Tivo forstod intet og ønskede egentlig ikke at blande sig. Derfor løftede han på skuldrene, skålede sammen med dem og tog en ordentlig tår af sin øl.
Snakken kom nu over på at Tidus nu var en dæmon. Hvilket gjorde ham en smule utilpas på punkter… som det altid gjorde når han skulle snakke om sig selv. Han begyndte her at balancere en smule med sin dåseøl på hånden. ”It´s uhm… I haven´t really had time to check it out yet…” sagde han og så her hen på Cass med et smil. Her stillede han øllen fra sig. ”So for now… fine.”
Indeni var han ved at panikke af bare spænding og nervøsitet. Han var en dæmon nu… han skulle æde sjæle.
Da Cass åbenlys flirtede med Tivo, kom der et drilsk lille smil frem på Tidus læber, som han valgte at gemme væk bag øllen. Tivo derimod fik sit klassiske charmerende smil på læben som han så hen på den smukke heks. ”I can tell you to do anything, anytime I want you cute little witch.” åbenlyst blinkede han til hende.
”What did I miss here guys?” lød det nu overrasket fra Tidus som han så fra den ene til den anden. Stadig hang der et drilsk smil på hans læber.

Cassandra nikkede til Tidus, som han gav hende lov til at gørlige præcis hvad hun ville med Jasper. Det skulle nok blive sjovt, tiden var inde. For nu, havde hun travlt med at nå tilbage til det punkt hun havde været på tidligere med hendes fysik. Hun var blevet spinkel og nærmest underernæret at se på. Hun havde brug for sin træning, sin mad og hendes sollys; selvom skyggerne skreg mere efter hende end nogensinde.
”Darling, I’ll always be you number one, you just don’t know it,” hun blinkede til Tidus med et skævt smil. ”I don’t settle for less,” sagde hun så med et lille drilsk glimt i øjet, inden hun nikkede da han kom med standard svaret for hvordan det var at være dæmon. ”you’re terrified...” sagde hun så, en smule skummelt, som om hun havde set direkte igennem ham. Hun nikkede, og kiggede kort hen på TiVo, som han svarede hende igen. ”is that so? And how do you expect to make me do anything for you, when all you ever do is look at me like you’re Joey from FRIENDS, and I’m a sandwich?” lo hun med det samme drilsk smil fra før, inden hun så hen på Tidus.
”You haven’t missed anything!” sagde hun, tydeligvis med et sarkastisk element i hendes stemme. Hun tog endnu en tår af sin øl, inden hun så tilbage på TiVo, afventende. Måske ville han forklare Tidus hvad der skete?

Cass havde ikke i sinde om at være andet end Tidus nummer 1. Denne kommentar fik Tidus til at grine kærligt. Det var rart for Tidus at han kunne have dette forhold med Cass igen... også selvom der nok gik lidt tid før de var 100% på lige fod igen.
Det var skam et standard svar Tidus endte med at komme med. Det indrømmede han gerne. Men, han havde ellers ingen anelse om hvad han skulle sige. Ikke lige nu... ikke efter han endelig var kommet ud af hospitalet.
Og som altid, kunne Cass læse ham let som ingenting... hun kunne se han var bange! Her bed han sig i læben og så den anden vej.
“I guess... I guess I’m a bit terrified yes... but...” han så nu over på Cass. “Also ohhhh So hella excited!” Her smilte han stort og havde det klassiske glimt i øjet, der altid gjorde tegn på, at han var klar på eventyr. Et glimt der var skarpere nu i den blå farve takket være dæmonens dna.
TiVo kunne ikke andet end at grine kækt over Cass kommentar. Ja, han fandt hende meget smuk, og ja, han ville ikke have noget imod at ende i pjalterne sammen med hende.
Men, men, men... livet var en strid en for hende og derfor havde TiVo valgt at give Cass. Specielt med sådan en som Jasper på nakken af hende.
“Well, well, what can I say? Joey and I have that in comment. We like a delicious meal,” her blinkede han flirtende til Cass. Dog ikke uden at Tidus smed sin allerede tomme øl dåse i hovedet på ham.
“Cut it out and tell me what is really going on,” lød det i en tone der både var drilsk og alvorlig fra den blonde. En højst mærkværdig blanding.
TiVo tog sig til tindingen og kom med en lille knurren. “Me cago en la puta!” Bandede han irriteret og så ellers hun hen på Tidus. “Fine... Tidus... as you know... cass is a part of the mafia... which means... your father...” han bed her sin tunge og så hen på Cass.
Tidus hjerte slog knuder. Han havde allerede en fornemmelse og det fik ham til at væmmes.

Det første der skete var at hun stivnede, som TiVo forklarede at hun var en del af mafiaen, og derfor havde Jasper... TiVo tav, og Cassandra tømte sin øl. Hun så kort på TiVo med et sammenbidte udtryk, inden hun nikkede en enkelt gang og rettede sit blik mod den blonde dæmon foran hende.
“As I was trying to tell you that evening where you left me at the bar,” sagde hun inden hun sukkede og gned sit ansigt lidt med sin ene håndryg. “I needed to work, after what happened back at the Oakley’s. Your dad offered me work,” sagde hun inden hun lænede sig tilbage i sofaen og krydsede sine arme som en form for beskyttelse over for sig selv; en følelse af tryghed. “The first time I messed up, another man got killed. Your father decided that my punishment was a thorough beating. When that stopped working, he decided to punish me by raping me.” Sagde hun, uden st fjerne sine øjne fra Tidus. Hun kunne fornemme TiVo ud af øjenkrogen, men hun lod sit blik forblive fastslået på den blonde dæmon.
“After you left took the dog instead of following orders, he started to be more... forceful.” Mumlede hun, inden hun kort lod sine øjne lande på TiVo. “I can’t recall how many times I’ve returned to here, beaten and broken.” Der var en undertone af noget taknemmelighed i hendes stemme. TiVo havde mere end en gang passet hende mens hun kom ovenpå igen.
Hun tog en dyb vejrtrækning og så på Tidus igen. “I...” hun sukkede kort og så undskyldende på ham. “That’s why I...” hun tav, inden hun krøb lidt sammen. “That’s why I asked him to punish me, and not you, when you disobeyed him... he wanted to kill you, and every time he raped me, he would describe a number of different ways he could kill you if I didn’t complied..” hun så lidt ned, da hun endelig havde indrømmet lige præcis hvad der havde gjort at hun havde fundet sig i det.
“I’m so sorry...” mumlede hun så, inden hun krøb helt sammen og så lidt ned; præcis som hun havde gjort så mange gange mens hun havde siddet hos ham på hospitalet.

Tidus værste mareridt var sket. Hans far. Hans latterlige gamle mand, havde ikke kun tæsket Cass, men også voldtaget hende. Nedgraderet hende på den værste måde. Vrede boblede syrende inde i Tidus. Han kunne ikke kontrollere sin vrede. Den voksede sig større og større. Og det var en vrede kun rettet imod hans far.
Som han så han på Cassandra, så han hende mere sårbar end nogensinde. Hun sad der... bange for at forklare det hele og fuck hvor gjorde det ondt på Tidus. Tanken om hvad hun havde været igennem. Hans hjerte gjorde ondt... så ondt.
Før han nåede at stoppe sig selv, var han henne ved Cass, lagde armene om hende. Uden hun overhovedet skulle have noget at have sagt, krammede han hende hårdt ind til sig. Han ville beskytte hende. Fra nu af. Om det så galt alt andet... ting skulle ændres drastisk og han skulle nok sørge for at Cass fik alt den hævn hun havde brug for.
Tænk at Jasper havde brugt ham, som trussel imod Cass, også alligevel skadet ham. Den mand skulle fucking tortureres... døden ville være for nem.
“Don’t ever apologies for that mans cruelty.” Lød det endelig fra Tidus. Han havde været så opslugt i tankerne at han helt havde glemt at tale.
TiVo selv sad og rystede. Rystede af bare vrede. Bekymret så han hen på Cass. Heldigvis lå det til at hun følte sig sikre hos dem nu... og nu var det endelig ude... alle de hemmeligheder.
“I’m sorry...” sagde Tidus lavt.
Undskyld for ikke at have vidst det. Undskyld for at være gået fra hende. Undskyld for alt det lort der var sket.

Havde Cassandra vidst at han ville reagere på den måde, så havde hun ikke fortalt ham det. Hun vidste at Tivo mere end en gang havde prøvet at hjælpe hende - hun ville ikke bede Tidus om det samme.
Ingen hun nåede at reagere på bevægelse, var hun trukket ind i Tidus' favn, hvor han krugede hende hårdt ind tilsig. En del af hende havde hungret efter den omfavnelse, mens en anden del prøvede ihærdigt at fastholde en form for facade.
Hans ord fik hende til at bide sammen. Hun undskyldte ikke for hans fars behandling af hende, men for hendes manglende handling når det kom til at beskytte Tidus. Hun burde havde fortalt ham hvad der skete, men da han efterlod hende på baren havde hun opgivet.
Som han undskyldte rystede hun svagt på hovedet.
''It doesn't matter anymore. You're alive, and so am I. Your father, on the other hand, he might not be so lucky when we're done with him,'' sagde hun, inden hun ganske forsigtigt trak sig ud fra omfavnelsen.
Der var ikke flere hemmeligheder mellem dem - og det føltes som luften var renset fuldkommen. Der var ting hun ikke ville indrømme, men som de alle tre vidste. Det samme gjaldt for dem alle. Det var ikke hemmeligheder, men usagte sandheder.

''I need a shower,'' sukkede hun så. Bare at snakke om Jasper fik hende til at føle sig ulækker og beskidt. Hun kravlede forbi Tidus, inden hun gav ham et blidt kys på kinden; en tilkendegivelse af at hun forsat anså ham som værende noget at vigtigste i hendes liv. Hun så hen på Tivo med et taknemmeligt smil, inden hun forsvandt ud på badeværelset, hvor hun lukkede døren bag sig og bare stod og prøvede at samle sine tanker lidt inden hun begyndte at tage sit tøj af. Som altid låste hun ikke døren; det var efterhånden mere en realitet at hun kollapsede når hun var i bad, specielt fordi det oftest var når hun kom hjem efter en af Jaspers udskejelser.
Det var en vane, at sørge for at Tivo kunne komme ind og hjælpe hende uden at bryde døren ned; desværre havde døren set bedre dage, da hun de første par gange havde nægtet at lade døren våre ulåst, og Tivo havde forceret sig adgang på dørens bekostning.

Fra nu af, skulle tingene ændres drastisk og den første ændring blev nok at få hans far af vejen. Hvilket var noget han ville planlægge sammen med Cassandra. Og når man snakkede om Cassandra, fulgte Tidus hendes bevægelser, som hun forsvandt ud af syne. Noget så inderligt, ville han have ønsket at de forfærdelige ting var sket for Cass. Efter alt det hun var gået igennem, fortjente hun mere end noget andet at være lykkelig.. Luften var renset imellem dem. Oakley brødrene var blevet lagt bag dem. Lige meget hvor meget man så kunne ende med at savne dem...
Hurtigt rystede han det fra sig og så nu hen på Tivo, der havde sine grønne øjne klistret ned på den øl dåse han havde i hånden.
"You like her?" lød det pludseligt fra Tidus.
Enden overrasket over spørgsmålet eller Tidus pludselig henvendelse, løftede Tivo blikket fra øllen og kom med et lille skævt smil. Det skæve smil der altid lurede ballade bag.
"I care for her... I find her beautiful... I´ll admit that," var alt Tivo svarede. Selvsikkert og som var det enden på samtalen, tog han en ordentlig tår af øllen ved at læne hovedet tilbage.
"Doesn´t really answer my question Tivo."
"Who´s Tivo again?" var varulvens eneste svar som han så hen på Tidus. Der gik dog ikke længe før de begge brød ud i latter. For Tidus var det rart endelig at grine igen. Det havde føltes som for alt for langtid siden.
De sad nu begge roligt og snakkede... ventede på at Cass kom ud af badet, så de ellers kunne finde frem til hvad der skulle ske.

Det tog ikke lang tid for hende at komme ind under bruseren. Normalvis havde hun suget varmen til sig, og ladet den give hende liv igen, men i den senere tid havde varmen fra vandet været uudholdelig. Det var ikke fordi det skoldede hende, men hun kunne ikke håndtere den mere; hun vred sig ved de varme stråler, inden hun fik skruet den ned til de 38 grader som hun havde erfaret ikke påvirkede hendes hud.
Hun tog sig god tid; hver kvadratcentimeter af hendes krop blev skurret, og dampen lå tykt i luften. Efter knap en halv time måtte hun endelig få sig selv til at slukke for vandet, og trådte ud på bademåtten. Hun havde haft en plan om at ændre indretningen i hele lejligheden, da det var tydeligt at det var en mand der boede der. Hendes ting var gemt væk, og kom kun frem når hun skulle bruge dem; en sikkerhedsforanstaltningen der lod hende forsvinde hurtigt, hvis hun fik brug for det.
Hun var forsat ikke tryg nok til at slå sig ned. Hun havde forsvundet gentagende gange, i tiden hun havde boet hos Tivo. Nogle gange dage, andre gange uger, hvor hun ikke gav lyd fra sig. Hun havde dog været let at finde i den tid Tidus havde været på hospitalet; hvis hun ikke var ved hans side, så var hun hjemme hos Tivo for at få et bad, noget at spise eller lidt søvn.. Hun var et vrag efter den periode.

Hun så sig i spejlet, mens hun tørrede sit hår en smule med håndklædet. Sportstapen der havde dækket hendes magemærke var ved at glide af, så i en hurtig bevægelse trak hun tapen helt af, uden at kigge på mærket under det. I den lille toilettaske hendes ting stod i trak hun rullen med sportstape frem, sammen med en saks. Hun klippede et stykke langt nok til at dække mærket, inden hun viklede håndklædet om sin krop og uden at kigge tilbage i spejlet forlod hun badeværelset - iført intet andet end håndklædet.
''Tivo? Would you give me a hand with this?'' spurgte hun, en anelse bedende, mens hun med den frie hånd, som ikke holdte håndklædet oppe og lukket om hende, viftede sportstapen hun lige havde gjort klar. Det var ved at blive en rutine efter hånden; hun havde endnu ikke selv set navnet der var markeret på hendes krop. Hun så ikke rigtig hen på Tidus; mest af alt fordi hun ikke kunne lide tanken om at han nu vidste hvad hans far havde påført hende. Hun kunne desværre se meget af hans far i hans ansigt, hvilket var noget hun arbejdede på at komme sig over. Men det tog tid..

Badeværelses døren gik op og ud trådte Cass, i intet mindre end et håndklæde, hvilket fik Tivo til automatisk at rejse sig op. Han kendte proceduren. Tidus derimod, sad bare og så forvirret fra den ene til den anden. Havde de to fået så stærkt et bånd i tiden han var væk?? eller, de havde selvfølgelig også haft tiden sammen, i det Cass var stukket af. Nysgerrig så Tidus på, til det gik op for ham at han nok var uhøflig hvis han blev ved med at stirre. Derfor fokuserede han nu ned på sine hænder og lod Tivo dække Cass mærke til.
Tivo smilte forsigtigt til Cass. Herpå gjorde han hvad han allerede havde gjort flere tusind gange. Rolige hænder hjalp hende med at dække det nye magemærke til. Hun ønskede ikke at vide sin nye mages navn. hvilket var forståeligt efter hvad der var sket med hendes sidste mage.
Lige som Tivo tænkte det, kørte den selv samme tanke igennem Tidus hoved. Den blondes mave begyndte uroligt at rumle ved tanken. Det måtte ikke være det nemmeste at have mistet sin mage. Han sukkede og gik ud i køkkenet for at åbne en ny øl.
"There we go," lød det kært fra Tivo som magemærket igen var dækket til. Her smilte han varmt til Cass. "Are you gonna be okay my darling dear?"