We deserve some peace... and rum... lots of rum.

Tidus kunne ikke tro den tøs! Stod hun rent faktisk og truede ham?! Han knurrede en lille smule af Elizabeth, hvorpå han endda trådte et skridt hen imod hende, så han tårnede en smule over hende. Om hun så var interesseret i hans blod eller ej. ”Enough. Your brother should fight his own fights then… instead of you doing it for him.” Tidus sørgede for at han stillede sig så meget i vejen at man ikke kunne se Cass ind igennem bilruden.

Tilbage i restauranten var Tivo ved at koge over. Myggen stod foran ham, snakkede som om at han stadig kendte Cassandra, selv efter alt det lort hun var gået igennem!
”Fido!?” udbrød han fornærmet. Dog… måtte han indrømme at det var som et mavepust at høre ham sige: søn. Havde Cassandra en søn med denne vampyr… men… hvad!? Hvornår… hvorfor havde hun aldrig sagt det. Jonathans små hunde bemærkninger fik ham til at knurre lavt. Men at kommentere dem… det kunne han ikke lige nu. Før han nåede at komme til sig selv, var vampyren forsvundet ud af fingrene på ham. Tilbage til sin lille vampyr søster.

Ved bilen, var Tidus kravlet ind ved siden af Cass og sad nu og stirrede efter bilen som den kørte væk. Hele dette scenarie havde skubbet dem alle 3 tilbage i mørket. Tilbage til plads 0. Forsigtigt synkede Tidus mere ned i sædet. Elizabeth vidste godt hvilke knapper hun havde trykket på i det hun havde råbt JOE. Det kaldenavn tikkede noget inde i både ham og Cass.
Forsigtigt lagde han en arm omkring Cass. Ud af sin øjenkrog kunne han se Tivo der nærmede sig bilen.
Den blonde hørte ikke hvad hun sagde. hvilket vidst kun var godt. ”So much for having a nice little meal.” Forsigtigt kyssede han hendes tinding.
Ind af bilen, satte Tivo sig nu og drejede sig om for at se på dem.
”You oka?” spurgte han bekymret nu Cassandra.

Det havde taget hende år at komme sig over sin opvækst. Da hun endelig var blevet normal - hun studerede, hun havde en mand der elskede hende… Så kollapsede det hele. Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle Jonathan om noget af alt det der var sket - og kendte hun ham ret, så vidste han det allerede. Da Tidus satte sig ind i bilen, og dermed ved siden af hende, kunne hun ikke lade være med at ønske at hun var alene lige nu. Cass og Tidus delte det traume - Oakley-brødrene. Det var som et blive slået hjem i Ludo, udelukkende for at få besked på at man ikke havde flere slag med terningen i spillet. Fastlåst i en fortid der på ingen måde kunne gavne dem, sad de nu der og lignede to hængemuler. Hun ville have svaret på Tidus kommentar, hvis det ikke havde været fordi Tivo nu kom ud til dem i bilen. Det hele gjorde ondt, og egentlig så havde hun bare behov for ro. Hun så kort op på Tivo. Hun vidste det, allerede inden Jonathan havde sluttet sig til Elizabeth ude i bilen; Jonathan havde fortalt Tivo om Calsifer.

’’Define ’okay’, Bienvido.’’ Sagde hun, hendes stemme helt modløs. ’’I don’t think getting abducted, tortured and raped can classify as being okay, okay!? I- I need you guys to just leave me alone. I need to be alone.’’ Panikken voksede I hendes stemme, og det sekund hun var færdig med at tale var hun steget ud af bilen igen, og havde smækket døren efter sig. Hun elskede dem så ufatteligt højt - men lige nu kunne hun ikke klare at være sammen med dem. Der var alt for meget der bare gjorde ondt - hendes krop, hendes sind og hendes hjerte. Hele hendes væsen. Hun kunne mærke tårer begynde at trille ned af hendes kinder mens hun begyndte at gå - udelukkende fordi hun manglede at græde ud. Ja, hun havde grædt tilbage i lejligheden, mens Tivo havde tigget hende om at tale med ham. Men dette var anderledes. Dette var ikke gråd af smerte, men af frustration. Hun var ved at skubbe dem væk, og det gjorde så ondt at hun ikke kunne beskrive det. Hun gik bare, uden at se sig tilbage. Hun lagde armene om sig selv og lod den kølige natteluft omslutte hende, som hun vandrede. Vinden tørrede hendes tårer, men efterlod hendes kinder isnende kolde.

Hvornår havde hun sidst følt sådan her? Havde det været efter hun havde stukket af fra Josiah? Havde det været da hun havde flygtet fra Jonathan? Muligvis. Men lige nu, virkede det hele ubærligt. Hun endte på en bænk et godt stykke fra lejligheden de tre delte. Dér sad hun, og stirrede tomt ud for sig. Al den vrede, frustration og indebrændelse hun havde gået rundt med var afløst af den følelse hun frygtede allermest; sorg. Sorg ændrede folk - og hun frygtede at ændre sig så meget at hun ikke kunne genkende sig selv. Hun gned sit ansigt, mens hun kunne mærke at kulden havde grebet godt fast i hendes krop. Hun var i forvejen så mager at hendes krop ikke havde meget varme at arbejde med; nu blev det bare forværret. Hvor længe hun havde siddet der anede hun ikke. Først da solens stråler ramte hende fra horisonten gik det op for hende at hun havde været ude hele natten. Hun kiggede op mod lejligheden, og indså at drengene sikkert kunne have set hende sidde derned og stirre tomt ud for sig i flere timer. Hvor måtte hun se ynkelig ud…

Ligeså snart Tivo havde spurgt om hun var okay, fortrød han sine ord og som en hund der var blevet skældt ud, så han ned i bilens gulv i skam. Ingen af drengene kunne nå at stoppe hende, før hun bad dem om at lade hende være og ellers smuttede ud af bilen. Ramt af panik, skulle Tivo til at følge efter hende, hvis ikke Tidus havde taget fat i varulvens overarm. Blidt rystede han på hovedet. En måde at sige: Lad hende være for nu.
Tivo så en sidste gang efter Cassandra, før han så ned i gulvet igen og drejede bilnøglen om. Motoren startede og overdøvede nu den skærende stilhed.
I nærhedens af tvillingernes lejlighed, bed Tidus sig tøvende i læben og før de kom alt for langt væk, bad han Tivo om at sætte ham af. Forvirret kørte varulven ind til siden og så op på Tidus i bakspejlet.
”See you back in the apartment,”informerede Tidus, før han steg ud af bilen og nu stod foran en bygning han aldrig havde troet han skulle se igen. Tivo kiggede en sidste gang efter Tidus før han kørte væk.

Med et bankende hjerte og tunge fødder, begav han sig ind i bygningen og stod nu i opgangen. En tung hovedpine spredte sig i hans hoved jo tættere han kom på lejligheden. Men… måske hun var der… måske hun var gået tilbage efter Calsifer og finde minderne. Ikke at han var sikker på hun ønskede at få de minder igen. Var det en undskyldning at han ledte efter Cass? Ønskede han i virkeligheden bare selv at gå tilbage?
Hans hånd rystede som han hev ned i håndtaget. Døren var åben. Forsigtigt kiggede Tidus ind, bare for at tjekke om der overhovedet boede andre. Dog var der ikke en sjæl at finde… ikke engang Cass. Lejligheden lignede sig selv, udover den havde brug for en kærlig hånd med rengøringen.
Hjertet bankede som ti vilde heste i det han trådte ind. Alt var som det plejede. Han gik videre ind i lejligheden, satte sig på sofaen og så rundt. Hans blik stoppede ved køkkenbordet.

”ONE NORMAL DINNER!” lød Joes beklagende stemme. ”That´s all I want!” Dog kunne det søde menneske ikke skjule en latter i sin stemme.
Ved hans side sad Cassandra og klukkede. Den søde lille varmen klukken. ”Come on Joe… It was one little joke.”
Overfor dem sad Elijah og Tidus. Tidus havde smidt sit ene ben over Eli. Generelt sad han bare rigtig dovent på stolen. ”Yeah Joe! You know I wouldnt do that to you brother!” blinkede han drilsk til Joe.
Elijah puffede nu til Tidus. Hans søde kinder var røde i farven. ”Would you drop it you stupid little man!” ordene havde svært ved at komme ud takket være latteren.
”LITTLE!?”
Dette fik dem alle tre til at grine højlydt. Tidus derimod sad bare og forsøgte at holde en latter tilbage, imens han prøvede at virke så fornærmet som muligt.

Tilbage i stuen, forsvandt skikkelserne nu fra køkkenbordet og Tidus sad nu alene på sofaen. Han smilte svagt og lagde her en hånd imod brystet.
Joe… et menneske så sødt og rart var ikke længere til at finde i denne verden. Pludselig følte hans hjerte så tungt igen. Døden var og blev en modbydelig del af livet.
Tidus rejste sig op fra sofaen. Han var begyndt at få den værste kvalme af lejlighedens duft. Minderne satte sig fast på hans hoved, som den værste tunge hovedpine. Men alligevel, stoppede han op ved terrassedøren, kiggede ud og mærkede sit hjerte svagt knuse på ny.

Tidus stod lænet op af Elijah. De havde viklet et tæppe omkring skuldrene, som de stod nær gelænderet og betragtede udsigten af Gaia. Roligt placerede Tidus en hånd på Elijahs, legede forsigtigt med menneskets fingre, uden at tage øjnene fra udsigten. Han lyttede til lyden af Elijahs hjertebanken.
”It´s cold out here,” mumlede Elijah. Herefter drejede han hovedet og kyssede Tidus tinding.
”Naaaaah… You´re just a wuss,” klukkede Tidus og så nu drilsk op på sit menneske.
Elijah så ned på ham med et løftet øjenbryn og før Tidus kunne nå at blinke, havde mennesket snurrede sig rundt, lagt en arm om Tidus og trak ham ind til sig. ”A wuss there needs some warmth.”
Med et lille bankende hjerte, så Tidus op i menneskets øjne og følte sig så hjemme. Deres læber mødtes i et kys. Et kys passioneret men stadig så uskyldigt.
”Ey you two!” lød det pludselig fra døren.
De drejede begge deres hoved og så overrasket hen imod døren ind til lejligheden. Ingen andre end Cass stod der med et kækt smil. ”Come on in… Pizzas here.”


Irriteret knurrede Tidus over minderne. Den irriteret knurren kom kun af smerten de gav ham. Hurtigt gik han ud i køkkenet, greb Cassandras lighter og betragtede den svagt. Gad vide om Calsifer stadig var derinde? Forsigtigt strøg han tommelfingeren hen over dets overflade, før han puttede den i lommen. Hjertet var stadig tungt som han gik imod udgangen. En sidste gang så han sig over skulderen, før han valgte at smutte ud og lukke døren bag sig.

Han gik den halvlange tur hjem. På vejen fandt han ingen andre end Cassandra. Hun sad der på en bænk, frossen og grædefærdig. Forsigtigt gik han hen til hende, tog sin jakke af og tog den omkring hende. Herefter satte han sig hos hende. Siden hun gerne ville være alene, sagde han ikke et ord, men sørgede bare for at være ved hendes side.
Uden at tænke over konsekvenserne endnu engang, tog han Calsifer op af lommen og rakte den til hende. Hvis hun overhovedet ønskede at få den lille drage tilbage.

Det kom lige så meget bag på hende selv som det gjorde på dem at hun forlod bilen. Hun kunne næsten fornemme hvordan mindst én af dem var på vej efter hende, men blev bremset af et eller andet. Hun havde før stukket af fra de ubehagelige situationer - gemt sig som den forskræmte og forpinte lille pige hun var inderst inde. Kun få kendte til den del af hende - hendes opvækst og hendes evige frygt for at vende tilbage til den slags. Tidus kendte til dele af sandheden - men langtfra det hele. Det gjorde ingen, udover hende selv. Og hun ville tage den hemmelighed med sig i graven, medmindre nogen tvang den ud af hende.
Hvor længe hun havde siddet på bænken før hendes ven dukkede op anede hun ikke. Stilheden opslugte dem, og truede med at kvæle dem i et forsøg på at få dem i tale. ’’You went back there, didn’t you…?’’ hviskede hun, som hun lænede sig op ad ham og hvilede hovedet mod hans skulder. På trods af at han havde lagt hans jakke om hende, så rystede hun at kulde. Hun kunne ikke få sig selv til at se på ham, og da han forsigtigt rakte hende lighteren kunne hun mærke hvordan tårer truede med at drukne den sidste del af selvkontrol hun havde. Hun lukkede øjnene, uden at tage imod lighteren. Den var et minde om så mange hjerteskærende ting - et minde hun ikke kunne holde ud at tænke på.
’’We were so happy back then…’’ hviskede hun - hendes stemme truede med at afsløre hendes pine, men hun trak vejret så kontrolleret at det ville være svært at give slip på kontrollen. ’’All four of us. We joked a lot, didn’t we?’’ spurgte hun, inden hun sukkede stille. I hendes øjne var det en fortid hun nok aldrig ville huske tilbage på som lykkelig. Hun ville aldrig blive lykkelig - det lå ikke i hendes kort. At skabe en familie, at blive elsket. Nej, det var ikke hendes skæbne. Hendes skæbne var bestemt af at hun var så mentalt ustabil at hun ikke ville kunne leve et normal liv. ’’He warned me… Jasper. He warned me, that if I didn’t follow orders, then he would hurt you. I thought I did as he told me to, but I… I must have done something wrong… I am so sorry, Tidus…’’ hviskede hun, inden hun bed sig i læben. Igen truede hendes stemme med at afsløre alt for meget.
’’I… I don’t think either of you are safe as long as I’m around… Maybe I’m just not meant to be close to anyone.’’ Sagde hun så, inden hun så lidt op på himlen, mens hun kunne mærke tårer trille ned af hendes kølige kinder. ’’I should have killed him when I had the chance… I should have left him with a dagger in his back, bleeding to death, before he could ever touch you. Why did I have to be so fucking stupid!? Why the fuck didn’t I just kill that bastard the first time he touched me!?...’’ sukkede hun, tydeligvis fuldkommen uforstående over for hvorfor hun havde været så forsigtig. Hvorfor havde hun nogensinde ladet en anden mand røre hende? Fra nu af var der ingen der rørte hende, udover hvis hun gav dem tilladelse. Ingen, udover Tidus og Tivo… Tivo… Åh guder, hun havde skældt ham ud! Hun havde snerret ad ham for at spørge om hun var okay…! Skammen væltede ind over hende, som hun så det sårede blik for sig.
’’Once, I dreamed of getting married. My father, walking me down the aisle; a big white gown and all that… Like everything else, I came to learn that my dreams remain just that; dreams. I’m not going to survive falling in love. I tried to protect the only man I loved - and I ended up beaten and broken… Resistance is futile, and happiness is a fool’s hunt for gold…’’ indrømmede hun så. Måske forstod Tidus det ikke - hendes måde at fortælle ham at hun faktisk elskede ham. Stod valget mellem Tivo og Tidus, så ville Tivo uden tvivl tabe. Hun kunne ikke undvære det eneste familie hun egentlig følte hun havde tilbage. Hendes far var i live, men lige så ubrugelig som han var vis. Kloge ord gavnede kun den belæste i situationen hvor sværdet var knækket og dragen forstod engelsk.

Før han overhovedet havde vist hende lighteren, kunne hun med det samme regne ud hvor han havde været. Måske det var en duft han havde over sig eller også skreg hans ansigt bare sandheden. Han vidste ikke hvad han skulle svare. Derfor lod han stilheden æde dem op. Hendes rysten gik direkte igennem ham. Automatisk begyndte han selv at ryste.
Som han rakte hende lighteren, ventede han nu med et bankende hjerte og en kraftig hovedpine, på hvordan hun ville reagere. Hendes reaktion knuste hans hjerte. Stemmen der altid var så stolt og stærk, var nu en lille hvisken der var på randen til at knække. Han sagde intet. I stedet lyttede han bare til hende. Selv kunne han mærke nogle tårer presse sig på.
Hvert et ord Cass kom med var som knive. Hun fortjente så meget bedre, men desværre havde skæbnen bare sin måde at smadre lykken på. Specielt hendes lykke.
Joe havde været inde for hendes rækkevidde… men var nu forsvundet som dug for solen. Jasper havde derefter ødelagt hende. Samlet hende op for jorden, kun for at smide hende ned igen og trampe mere på hende. Hårdt bed han sig i underlæben som han nu kunne mærke sig tåre trille ned ad hans kinder. De føltes som is i kulden.
Alt det med Jasper var langt fra hendes skyld. Hans egen død var ej heller hendes skyld.
Han trak hende ind til sig. Omfavnede hende. Han havde lyst til at sige så meget til hende. Fortælle hende at alting nok skulle ordne sig. Men lige nu… var det som om at selv den mindste lille optimisme tanke var forsvundet fra ham. Alt håb var udslettet med sorg.
Ligesom ham selv, havde hun drømt om et stille og roligt liv. Drømt om at modtage en helt speciel form for kærlighed. En kærlighed de nu begge mente de ikke fortjente.
”Cass…” mumlede han lavt. Hans egen stemme knækket, afsløret granden til gråd. ”Nothing… Nothing of this was is your fault…” Han klemte en smule mere om hende. I den anden hånd klemte han om lighteren. ”You are ment to be close to me… no matter how much danger that might bring me in… I don´t care… You´re my family… I can´t lose you too.” svagt rystede hans skuldre. Men han fortsatte med at gemme sit ansigt væk. Han forstod på en måde godt at hun sagde hun elskede ham… men han ville ikke kommentere meget på det, da han vidste hvordan Cass havde det med den slags. ”We were… we were happy… you… me and the twins… but the past… is…” minderne fik ham til at ryste endnu mere.
Han vidste ikke hvad han skulle sige. Forsigtigt løftede han ansigtet væk, så på hende og lod hende kort få et glimt af hans tåreramte øjne, før han trak hende ind i et kram igen. ”You… are the only one who keeps me saint.”

Havde tiden været en anden - havde hun mødt Tidus før alt det med Jonathan - så havde hun ikke siddet på en bænk og gemt sig som en lille forskræmt pige. Hendes liv havde været hårdt, og dette var ingen undtagelse. Hun havde folk der elskede hende og som ville gøre alt for hende, men alligevel følte hun at hun lige så godt bare kunne forsvinde, for ingen ville savne hende. Hun mente hvert et ord; det var hendes skyld, det hele. Josiah var ikke død hvis han ikke havde mødt hende. Tidus var ikke død, hvis Jasper ikke havde brugt Cassandra som et stykke legetøj for at få sin vilje over for sin søn, og Tivo ville ikke stå med følelser for nogen så værdiløs som hende… Det ville være bedst for alle, hvis hun bare forsvandt for en stund, og lod alle leve et liv uforstyrret af hendes evige elendighed. Hun ville aldrig sige det til dem. Hun ville aldrig sige at hun ville forsvinde - for de ville lede efter hende. De ville uden tvivl prøve at finde hende og tvinge hende hjem igen. Hjem… Hvor det så end var efterhånden… Hun kunne ikke blive boede der. Hun kunne ikke bo med Tivo længere - ikke efter alt dette.
Hun lyttede til hans ord, selvom hun kunne høre at han var lige så tæt på grådens rand som hende selv. Forstod han ikke at hun… Vent - kaldte han hende for familie? Hun trykkede sig op af ham, for at vise at hun havde hørt ham. Hun fik ikke lov til at gemme sig, da han trak hende ud fra sine arme så hun kunne se hans tårevædede øjne. ’’If I keep you sane, why are we sitting here then?’’ spurgte hun stille, som hun pressede sig ind til ham igen. Hun vidste godt at spørgsmålet ikke var fair, men det var det eneste eksempel hun havde.
’’I can’t stay with you guys anymore…’’ hviskede hun så, inden hun snøftede og tørrede et par tårer væk fra hendes kinder. ’’We need to stop this pity-party…’’ sagde hun så, inden hun trak sig ud af hans omfavnelse. ’’Don’t tell Tivo about this until I’ve left, okay? I’ll be back, I promise, but… Right now, I need to be alone. I’ll go grab some things from the flat, and then I’ll… Well, I’ll go home. I need to go home.’’ Sukkede hun. Tidus havde aldrig været i en hytte, havde han? Hun havde arvet den, men i virkeligheden var der ikke andet end spøgelser i det hus. Minder om det ældre ægtepar der havde behandlet hende som et barnebarn, minder om Josiah der oplevede hendes verden… Hun sukkede for sig selv. Det ville være lige så smertefuldt at vende tilbage til den lejlighed hun havde skaffet sammen med Josiah… Men hun var nødt til at indfinde sig med at alle steder ville hjemsøge hende, hvis hun levede i den frygt.
Hun tog forsigtigt lighteren ud af hans hånd, mens klumpen i hendes hals voksede. Hun havde ikke kunne kontrollere ild-magi siden hun havde sendt Josiah i en koma. Hvad hvis det var et tegn på at Calsifer ikke var der længere? Tanken fik hende til at lægge lighteren i lommen. ’’Cheer up, buttercup… After all, we’re still alive,’’ sagde hun inden hun tog en dyb vejrtrækning; om end en smule skælvende. ’’And to all those that have hurt us… Screw them!’’

// OUT MA LOVELY WOMAN....

Wonder if you are reading this....

**Play the music!**

NEAAAR FAAAAAAAAR WHEREEEEEEEEEEEEEEEVER YOU ARE! //