We deserve some peace... and rum... lots of rum.

Man kunne sige det enden havde været for Tidus held eller Cassandras uheld, at han var gået ud af døren i det sekund mafiaen havde sneget sig ind. Havde han været der, ville de have taget dem begge også ville Cass ikke være blevet tortureret på samme måde. De havde stadig tortureret hende… men af helt, helt andre grunde. Det havde været for at få hende til at fjerne forbandelserne.
Som den russiske kvinde skulle til at give Cassandra endnu en lussing, blev hun stoppet halvvejs af at Jerry trådte ind. Hans rømmen rungede igennem lokalet. Skabte endda et ekko. I det hun så hen på hende, svang hendes gyldne lokker om hende i et smukt sving. En skam at sådan en skønhed kunne have så meget ondskab.
”Step away from the beauty… your jalousy is showing,” lød det kækt fra ham. Dette fik den russiske skønhed til at fnyse og gå væk fra Cassandra.
”I´m guessing she haven´t spiled the beans yet.” Jerry gik herhen og tog fat i Cassandras hage. Kolde øjne så ned i Cassandras, som han tvang hende til at se på ham. ”You´re here for one reason. Jaspers pleasure and to spill the beans of how to remove the leaders curse and were his son is hiding.” her slap han hendes hage. ”Since you spilled the beans about the kid being alive.”
Han trådte nu væk. Hans bevægelser var snu som en slanges. Den russiske kvinde sukkede irriteret. ”So Jasper keep this mud for his own pleasure?”
”Yes. He is indeed,” lød det nu fra den nye åbne dør. Her stod ingen andre end Jasper. ”Cassandra is a beauty… a beauty there could save herself if she just told us her secrets.” Jasper stillede sig foran Cassandra. De velkendte blå øjne der også sad på Tidus, så nu ned på Cassandra, som han smilte noget så lumsk til hende. ”Have you missed me baby?”

Endnu et slag var ved at ramme hende - men stemmen der skar igennem hos både Cassandra og den blonde kvinde var nok til at få det til at sortnes for hendes øjne; Jerry.
Cassandra var ikke bange for Jerry. Nok havde han brækket hendes ben, men hun havde brækket hans næse. Even Steven. For nogen ville der ikke være nogen tvivl; hun var tæt på at knække. Den blonde kvinde var hårdhændet - men intet i forhold til den mand der stod i døren. Som kvinden trådte væk, og Jerry nærmede sig måtte Cassandra erkende at hun nok ikke slap derfra i ét stykke. Hun havde ikke ligefrem været mild ved Jerry sidst de sås. Som han greb om hendes hage og tvang hende til at se ind i hans kolde hårde øjne, formede et skævt smil sig på hendes læbe. '''How's the nose, you little shit?'' spurgte hun lavmælt. Jerrys ord fik hende til at le let, selvom det gjorde ondt i hver eneste fiber i hendes krop. ''That's two things, bird-brain.'' påpegede hun med et hånefuldt smil.

Blondinens ord fik hende til at blotte tænderne i et sner; tydeligvis utilfreds med sammenligningen. ''Who are you calling a mutt, you hideous little spermtank!?'' knurrede hun højlydt, men hendes ord døde ud som hun nu indså at den sidste mand hun havde behov for at se nu stod i døren. Hun kunne mærke hvordan hun stivnede svagt, hendes læbe bævrende. Hans ord - på trods af at det var så mildt som at kalde hende en skønhed - fik det til at vende sig i hende.
Han trådte nærmere; alt for tæt til hvad hun brød sig om. Hun kunne lugte ham; nærmest følte hans ånde mod sin hud, som hans utålelige stemme ytrede hans spørgsmål, fulgt af et lumsk smil. Hun så direkte på ham, men hvor hun normalvis ville rette sig og bevise at hun ikke var bange for ham - hendes øjne glødende med magi - ville ikke ske i dag. Hvis hun valgte at bruge sin magi, ville det enten være for at slå ham ihjel, eller for at dø selv. Hendes forbandelse forhindrede hende i det førstnævnte. Jasper ville ikke dø medmindre Tidus slog ham ihjel. ''Awh, how sweet - you actually bothered to ask before fucking me this time!'' sagde hun med tyk sarkasme spredt over hendes ord. Hun havde ikke et gran respekt for den mand. Tværtimod. Med hendes dybe brune øjne så hun op på ham; udelukkende for at se hendes bedste ven stirre tilbage i form af de velkendte blå øjne. Det syn var nok til at knække hende tusind gange. Hun slog blikket ned, hvilket resulterede i at hun stirrede direkte mod hans skød i stedet. ''Could you speed things up? I know that it usually doesn't take long anyway, but I'm not in the mood, 'baby'...''

Vreden lyste tydeligvis op i den blondes øjne over Cassandras ord. En aura så ulidelig og stærk rungede nu omkring hende. Klar til at give Cassandra et nyt slag hun ville kunne huske, løftede Jerry sin arm og forhindrede hende i at gå videre. ”Na ah… leave her… Jasper is gonna make her regret her words.”
Det frydede tydeligvis Jasper at Cassandra ikke var glad for at se ham. Et lusket lille smil, mere skummelt end djævlen selv, sad nu på hans læber. Siden skønheden var så såret som hun var, kunne hun ikke bruge sin magi imod ham. Hun slog endda sit blik ned og nægtede at se ham i øjnene. Noget havde knækket hende i dag. Med andre ord… Tidus var stadig i live. Var der noget Jasper havde lært, så var det at Cassandra havde en svaghed for hans søn, hvilket tit kunne bruges imod hende. Han klukkede over hendes kække kommentar.
”Speed things up? Ohhhh darling… what is the fun in that?” lød hans stemme, spindende som en kat. Her gled han en finger langs hendes hage. ”But… You´ll have to wait an hour or two… I got something to do.” her rettede han sig op og så hen på Jerry. ”Both you and Tanya leave Cassandra alone… let her sit here in the dark.” En sidste gang så de blå øjne om på Cassandra. ”Have fun ma eager little woman.”
Inden længe ville døren lukke i med et ekko følgende. Mørket ville hurtigt omringe Cassandra. Lugten af røg klistrede sig til ens næse. Udenfor ville hun kunne høre mumlen fra mafiamedlemmerne.

Tilbage ved Tidus og Tivo kunne de to unge mænd føle vreden boble. En vrede der var ved at koge over. Specielt Tidus lod vreden tage over ham.
”That´s fucking it!” råbte han op. Blodåre var tydelige i hans knoer som han knugede hænderne sammen. Før varulven kunne nå at stoppe ham, var han på vej ud af døren, klar til at gå imod mafiaen. Han bed tænderne sammen. Dæmonblodet kogende i hans åre som han med tunge skridt begav sig hen til et bestemt sted.
”Tidus! Goldie! Come back!” lød Tivo´s stemme i baggrunden.
Dog stoppede Tidus ikke op. Stædigt blev han ved med at gå. Nok vidste han ikke hvor de havde taget Cassandra hen. Men han vidste hvor en af gemmestederne var her i nærheden. Hvis ikke hun var der, så kunne han tvinge det ud hvor hun var.

Endnu engang bag en butik, i et lille lokale ingen kendte til, sad nogle mænd fra The technique mafia og spillede kort. Røg hang tungt i rummet som en tåge. Kun en smule lys sneg sig ind igennem et enkelt hul i gardinet.
Det vil sige indtil Tidus åbnede døren derind, hvilket fik dem alle til at hoppe en smule i sædet, for derefter at vende hovedet og se hen på ham. Alle spærrede de øjnene op.
”Kiddo,” lød det forbløffet fra den ældste af dem. Han rejste sig endda op. ”You… you´re alive?”
Tidus knurrede bare af dem. Dæmonblodet ville få hans øjne til at lyse op i mørket. Før den ældste nåede at blinke, smed Tidus ham op af væggen, ved at holde hårdt fast i hans krave. ”Where is Jasper?!” Stemmen var hæs og næsten ukendelig.
Manden hev efter vejret og så forskræmt ned på Tidus. ”Tidu…”
Tidus smadrede mandens baghoved ind i væggen. ”Where is Jasper!?”
De andre to mænd i rummet var som fast frosset. Tidus aura var skræmmende. De havde aldrig oplevet noget lignende.
”The base… the head base in Gaia…” kom det endelig ud fra den ældste. Hans stemme så hæs og skrøbelig, tydeligvis grebet af frygt og en smule forvirring. ”That… that is what he was heading… maybe he´s still there…”
Efter disse ord, gav Tidus slip på manden, lod ham falde til jorden som en kluddedukke. Her drejede Tidus hovedet om og så hen på de andre mænd. De havde nu taget modet til sig, kun for at tage en mobil frem, klar til at ringe og sladre til ingen andre end Jasper. Før de havde nået at blinke, var Tidus oppe foran dem, tog mobilen ud af hånden på dem og greb derefter den ene mand om halsen, for at smide ham ned i jorden.

Tilbage ved Cassandra var de to timer nu gået. Døren gik op ind til rummet, lod lidt lys ramme Cassandras smadrede ansigt og irritere hendes øjne. I døråbningen stod ingen andre end Jasper.
”Hello my darling,” her trådte han frem, tændte lyset og lukkede døren bag sig, samt låste den. Igen satte han sig foran hende. Han fjernede en hårlokke fra hendes ansigt. ”Make this easy for yourself babe… tell me how to remove the curse.”

‘’Well, we both know that you don’t last more than two seconds anyway,’’ svarede hun menneskemanden foran hende. Hun skælvede, men ikke af frygt for hvad han kunne finde på; nej, det var ren vrede over hans spindende tone. Engang havde hun søgt sikkerhed og tilflugt i hans arme; nu sad hun forslået og knækket i en fugtig kælder og måtte tage de slag hun selv var forskyldt. ‘’Are you scared of dying little human?’’ hviskede hun til Jasper, inden hun i en hurtig bevægelse spyttede ham direkte i hovedet; en kombination af spyt og blod. Som han gav dem ordre til at lade hende være kunne hun mærke hvordan hun faldt lidt til ro indeni. To timer hvor hun ikke blev tæsket løs på; det var sød musik i hendes ører. ’’Oh, I’m not your woman.. If anything, I’m your son’s.’’ svarede hun, relativt kæk. Hun elskede Tidus, både som en bror og som en mand. Der var intet romantisk mellem dem - og alligevel så ville hun til enhver tid ofre sig for at sikre sig at han var i sikkerhed. Det var hvad alt dette handlede om; hun havde kvajet sig, og måtte nu sikre sig at hun ikke udsatte Tidus for mere.
Som de forlod hende og lukkede døren kunne hun mærke mørket omslutte hende. Hun var tæt på at græde, men hun vidste at hvis tårer trillede ned ad hendes kinder ville de efterlade spor i det blod der var tværet ud i hendes ansigt. Jasper ville kunne se det, og han ville fryde sig. Derfor kæmpede hun bravt for ikke at bryde ud i gråd. I stedet hviskede hun den alt for velkendte vuggevise Jonathan havde trøstet hende med hver gang hun havde haft et tilbagefald. Hun havde sunget den for Tidus i ny og næ mens han lå i koma, men udelukkende når de var alene; Tivo havde aldrig hørt den. Han havde næppe hørt Cassandra synge overhovedet, medmindre det var i badet. Hun havde lært at hendes ord - specielt hendes sang - havde en effekt på mange. Hun anede dog ikke hvorfor. Måske var det fordi hendes sange indeholdt besværgelser? Hun anede det ikke.

Da de to timer var gået - alt for langsomt, og med utallige besværgelser hængende i luften der ventede på at hun befriede dem - blev døren endelig åbnet. Lyset fik hende til at misse med øjnene, men hun rykkede sig ikke. Hun ventede, indtil hun hørte hans stemme; Jasper. Døren lukkede bag ham, og hendes hjerte sank som hun hørte ham låse den. Hun rettede sig op, som hun så ham komme nærmere; hun kunne knap nok se ud af det ene øjne, og hun kunne på ingen måde sidde fuldkommen oprejst. Hun kunne ikke bevæge fingrene; de var alle brækkede, og deres fingernegle var flået af for flere timer siden. De dunkede stadig af smerte. Blodet var tørret ud efterhånden, og føltes stift mod hendes hud. Som han satte sig foran hende kunne hun mærke hvordan hendes krop skreg efter at rykke sig væk fra ham, men hun kunne ikke rykke sig. Hun kunne ikke flytte sig fra hans berøring, som han fjernede en lok hår fra hendes ansigt. ’’Ye bum’s oot the windae, ye fuckin’ bampot!’’ snerrede hun, lavmælt. Hun vidste udmærket godt at Jasper ikke forstod skotsk; den perfekte måde at svare ham på så han ikke kunne bruge hendes ord til andet end grobunden for frustrationer. ’’Get tae fuck, arsepeice!’’ snerrede hun inden hun spyttede ned foran ham. Hun havde ingen intentioner om at fortælle ham hvordan hun var den eneste der kunne hæve forbandelsen.

Jasper hadede at Cassandra havde dannet sådan et bånd til hans søn. Hans latterlige lille søn, hvis Technique blod buldrede i hans åre, til det største spild. Men på samme tid at Jasper hadede det, kunne han også bruge det til sin fordel. Hvilket han havde gjort brug af i fortiden. Men nu… nu… Japser knurrede irriteret ved tanken.
Nu var hans søn i live. Knægten kunne sladre til mafiaen om hvem der virkelig slog ham ihjel. Derfor ville Jasper miste alt. Men… af en eller anden grund, kunne Jasper ikke forestille sig at Tidus ville slå ham ihjel. Knægten ville ikke kunne slå sit eget DNA ihjel, lige meget hvor meget han så pralede med det. Derfor smilte Jasper overlegent til Cassandra. Han var ikke bange for at dø. Langt fra.

De to timer var gået. Cassandra lignede stadig en der havde overlevet en tornado. Det frydede det lille menneskes hjerte. Hun var fuldstændig under hans kontrol. Det var perfekt.
For hver gang hun kom med sin lille fornærmelse, voksede hans luskede smil, der stadig kunne skræmme den sejeste mand på jorden. Hans blå øjne lyste næsten op i mørket.
”It´s like you want me to touch and hurt you… just tell me and I will forget all of this… your little curse… you could be mine? You could rule it all?” her lagde han begge hænder på hendes kinder, tvang hende til at se på ham. I hvad der skulle være et blidt kærtegn, kørte han sine tommelfinger frem og tilbage på hendes kinder. ”Just corporate my dear Cassandra.”
Han så ind i hendes øjne. Forsøgte at læse hendes sjæl. Hun var en stærk kvinde. En han ville have ved sin side. Om det så var igennem frygt. Hendes gyldne øjne kunne skære igennem alle… en kvalitet Jasper havde forelsket sig i.
"Come on my dear," lød det spindende fra ham. hans hænder gled nu fra hendes kinder ned til hendes hals. "You and me... rulling Gaia." hænderne fortsatte med at køre længere og længere ned. Berøringer der ville have været tirrende i andre tilfælde... men nu... ville det sende advarsels signaler igennem Cassandra.

Det tog ikke mange sekunder før hun genkendte hans lavmælte knurren over hendes kommentar om ikke at være hans. Hun smilede selvtilfreds over det, udelukkende fordi hun vidste at han ikke kunne dræbe hende selv hvis han ville. Det var kært, at han prøvede at skræmme hende. Hun var ikke bange for denne menneskemand - specielt ikke når man tænkte på hvad der ville ske med ham det sekund hun fik nok af hans forbandede magttrip og besluttede sig for at løfte forbandelsen udelukkende for at dræbe ham selv sekundet efter.

De blå øjne som hun havde kendt så godt fra Tidus hvilede på hende mens de nærmest lyste op i mørket omkring dem. Det var sjovt at tænke på hvordan hun havde arvet sin mors brune øjne, men sin fars gyldne; en arv der nu var blandet med hendes brug af blodmagi. Den gyldne undertone var blevet dyb og rød. Hans ord var lokkende; som slangen i Paradisets Have. Hun kendte den alt for godt - og hun afskyede den; stemmen som hun udmærket godt vidste ledte til intet andet end smerte, død og ødelæggelse. Han lagde begge hænder på hendes kinder og tvang hende til at se op på ham. Hendes kæbe var spændt, på trods af smerten det medbragte. Skade hende? Troede han virkelig at hun var så tomhjernet at hun ikke vidste hvad han havde gang i? Forstod han ikke at det sekund hun fik nok at ham, så ville han miste alt? ’’You’re full of shite,’’ svarede hun ham, mens hans tommelfinger kærtegnede hendes kind; et kærtegn der aldrig ville føles ægte.
Som han så ind i hendes øjne ville der ikke være et gram frygt at spore i hende - tværtimod. Foran hende var manden som havde myrdet hendes kæreste ven - hendes eneste ven. Han havde endda frækheden at prøve at lokke hende med magt; ’’A man who fights for power can’t afford to lose to a girl,’’ svarede hun ham, ganske roligt, selvom hun skælvede under hans berøring. ’’You don’t rule anything, Jasper,’’ hviskede hun så, som hans hænder gled ned fra hendes ansigt, og vandrede over hendes hals for blot at forsætte længere ned. Hver en fiber i hende strittede imod, men hun kunne ikke undgå at føle sig skadefro ved tanken om at hun havde ret. ’’You have no kingdom to offer; only a graveyard with your own tomb stone waiting for you,’’. Hendes øjne skiftede fra deres brune natur til den samme rødgyldne farve som da hun have angrebet Jerry; en farve Jasper kun havde set dengang hun forbandede ham. ’’And I’ll never be yours,’’ hviskede hun i en kælen tone. ’’I belong to the real leader of the Technique-mafia,’’.

Cassandra takkede nej til tilbuddet. Nej til tilbuddet om at være hans lille mafia frue. Nej til tilbuddet om at komme fri. Tydeligvis skuffede, sukkede mennesket og rejste sig op. Tårnede over Cassandra. Han så ned på hende og satte hovedet på skrå. ”You had your chance my dear.” Her så han ned på sit ur. ”I guess we have a little time.”
Stemningen i rummet blev nu så tung som Jasper så hen på Cassandra. Et blik fyldt med ondskab. Langsomt trådte han tættere og tættere på hende. ”A little time to give you some more pleasure my love.”
Tættere og tættere på. ”Just you and me.” Hans stemme var rene kuldegys ned af rygsøjlen. Han gik hen foran hende, løftede hende endnu engang hendes hage og tvang hende til at se på ham.
”I missed this.”
Efter de ord trak han tøjet af hende. Nød at hun var bundet fast af strips. Nød at hun ikke kunne gå imod ham. Han tog alt hvad han kunne fra hende. Hvert et lille suk blev slugt til ham. Dog… var det ikke mange man kunne få ud af Cass. Stoltheden osede ud af hende i en tung lille sky. En stolthed Jasper så gerne ville knække.
Rummets mørke aura blev tungere og tungere.

2 timer var endnu gået. Jasper havde forladt Cass alene for en time siden. Alene på den kolde sofa, kun iført undertøj, havde han efterladt hende til hendes skæbne. Pludselig ville der komme en del rumstering udenfor døren. Cassandra ville kunne gengælde ingen andre end Tivo´s stemme. Alle råbte af hinanden- Ting blev smadret og udover Tivo´s stemme, ville hun også kunne genkende ingen andre end Tanyas og Jerrys. Pludselig blev døren sparket ind. Omringet af lyset udefra, stod ingen andre end Tivo og da han endelig fik øje på Cassandra, var han hurtigere end et lyn hos hende.
”Cassandra!” Han gled nærmest på knæ hen ad gulvet. Her hev han arrigt stripsene fra hinanden. ”Cassandra… oh no…” Uroligt kiggede han rundt på hendes krop.
Et skud rungede pludselig igennem det lille rum. Dette fik Tivo til at vende sig om og rent automatisk startede han med at skygge Cass. Henne i døren, slugt op af mørket, stod Jerry med en pistol rettede imod loftet.
”That was a warning shot you little mud… get away from her… now!” han rettede nu pistolen imod Tivo.
Stædigt blev Tivo stående foran Cassandra.

Hans ord rungede i hendes hoved, som han rejste sig op. Hun ville ikke give efter; hun ville ikke bukke under for hans trussel. Han kunne ikke gøre Tidus noget - det var det vigtigste. Så længe han var her med hende, ville Tidus være i sikkerhed. Hun ville aldrig indrømme det over for Tidus, men hun ville ofre langt mere end bare sin krop for at beskytte ham. Han var den lillebror der altid kom i problemer; bortset fra at problemerne til tider var Cassandras skyld. ’’A chance to do what? Backstab you son just like you did? No thank you, arsepiece,’’ svarede hun mens han så ned på sit ur. Hun havde forventet hvad der ville ske nu; han kunne ikke lade være. Han kunne ikke frasige sig muligheden for at misbruge hende en sidste gang. Surt for ham; hvis hun døde ville han ikke kunne ophæve forbandelsen. Det var lose-lose for ham, men win-win for hende. Altid. So what, at hun fik et par knubs og var kvæstet; han fik ikke sin vilje i det lange løb.

’’Pleasure? The only pleasure I feel is when you growl at me for not getting things your way,’’ kluklo hun af ham, mens han trådte tættere på. Hun ville aldrig indrømme at hun frygtede hans berøring hver eneste gang. Hun ville aldrig erkende at hun var bange; hvis hun først troede på det, så var det en realitet. Hun var ikke svag af sind; hun var ikke knækket. Han havde ikke vundet. At han prøvede at knuse hende psykisk ved at misbruge hende fysisk var spild af tid; hun havde oplevet langt værre smerte da hun så hendes bedste ven forbløde på det kolde hårde gulv.
’’That makes one of us,’’ sagde hun med sammenbidte tænder som han tvang hende til endnu engang at se på ham. De rødgyldne øjne glødede ulmende i mørket og advarede ham om den smerte der ville påfalde ham hvis han ikke stoppede; en tom trussel. Hun ville ikke risikere noget. Hendes tøj blev fjernet i voldsomme ryk, mens hun prøvede ihærdigt at vride sig fri.

Minutterne gik som var de timer. Hver berøring, blid som hård, fik hende til at bide sammen for ikke at lave lyde der kunne bidrage til menneskets tilfredsstillelse. Hun besluttede sig for at lukke øjnene og fokusere på alt andet end hvad der foregik i rummet; alt andet end hvad der blev påtvunget hendes krop. Hun havde ingen anelse om hvor længe han havde været i gang. Endnu engang havde det virket at lukke ned - som hun havde gjort hver gang han havde forceret sig; hver gang nogen som helst havde forceret sig hos hende. Det var egentlig tragisk at tænke på, at en kvinde i en alder af kun 24 somre var blevet så vant til at lukke ned for altid i den slags situationer. Hun havde aldrig, og ville aldrig, tale med nogen om hvad der skete i hendes hoved under disse hændelser; endnu en grund til at hun fra nu af måtte holde sig fra den fysiske kontakt, indtil hun havde lært at styre det. Hun ville ikke risikere at andre så meget som så hvad der skete med hende.

Hun lå og skælvede af ren smerte og kulde, da hun bemærkede rumsteringen på den anden side af døren. Hun krøb langsomt hen mod det nærmeste hjørne af den sofa hun var smidt i; sofaen var allerede tilsølet i blod og andre kropsvæsker - stadig fugtig efter den times tid Jasper havde fornøjet sig med hende. Det ringede for hendes ører, larmen virkede langt højere end noget andet hun nogensinde havde hørt. Hun kunne genkende stemmer, men kun ganske svagt. Der blev råbt og kastet med ting, hvilket fik hende til at tro at nogen fra mafiaen måske havde opdaget hvad der i virkeligheden var sket den nat hvor hun havde fundet Tidus. Det, eller også var der nogen der var meget imod hvad der lige var sket med hende. Hun forstod ikke ordene, og hun missede med øjnene da døren blev sparket op og siluetten af endnu en mand stod der. I et kort øjeblik kunne hun høre sig selv klynke ’’No more…’’.

Skikkelsen nærmede sig alt for hurtigt, og fik hende til at krybe endnu mere sammen. Først da skikkelsen endelig talte genkendte hun accenten og de grønne øjne der kiggede på hende i en kombination af arrigskab og en anden følelse hun ikke kunne placere. Selvom hun lå i undertøj følte hun sig komplet nøgen, og da han flåede de strips der holdte hende bundet op trak hun sig hurtigt væk fra ham. Før hun kunne sige noget rungede et skud igennem luften med et øredøvende brag. Tivo stod foran hende, hvilket fik hende til at frygte endnu mere for hans sikkerhed. Hvad lavede han egentlig her?! Hvor var Tidus!? Havde han efterladt Tidus alene i lejligheden?! De havde jo lige været der, var han en komplet idiot!?
’’I have.. Had enough of… Your… Fuckin’… Bullshit!’’ stønnede hun af Jerry, mens hun placerede det ene efter det andet ben på gulvet. Stød af smerte blev sendt op gennem benene på hende, og mindede hende om hvad der var blevet gjort ved hende tidligere. Hendes hænder dryppede af blod, ganske langsomt, som hun rejste sig op. Store blodansamlinger prydede hendes torso; den tape der normalt sad og dækkede hendes magemærke hang i en tynd hæftning og dinglede. Hendes hår var klistret af blod og spyt. Hun rakte en hånd frem og med en dyb stemme så meget ulig hendes naturlige toner at det lød som hun var besat af en dæmon udtalte hun et ældgammelt ord mens hun mimikerede hans positur. Hun spejlede ham, stående med armen udstrakt som pegede hun på ham med en pistol. Hun sænkede armen og hans arm spejlede hendes. Pistolen i hans hånd pegede nu på hans egen fod. ’’Step away from the beauty - you’re jalousy is showing,’’ sagde hun i hendes naturlige smukke stemme, inden hendes arm der mimikerede hans trykkede på en usynlig aftrækker. Pistolen gik af og skød en kugle direkte ned i hans fod. Han skreg, men han kunne ikke rykke sig. I stedet fulgte hans krop hendes bevægelser, som hun strakte begge arme ud. Hendes fingre, samtlige i forvejen brækket gentagende gange, dunkede af smerte, som hun i en voldsom bevægelse tog fat i sin ene tommelfinger og bukkede den hele vejen tilbage mod håndryggen. Jerry kiggede panisk på hende som hans krop spejlede hendes handling. Han skreg endnu engang som hans egen tommelfinger nu sad fuldkommen forkert på hans hånd.

Endnu et ældgammelt ord forlod hendes læber og løsnede ham fra besværgelsen. Han tog sig til hånden i ren smerte, mens hun rakte ud og samlede pistolen op. Hun rettede den direkte mod Jerry, mens hendes læber krøllede sig tilbage over hendes tænder i et selvtilfreds smil. ’’I warned you… If you ever came near me or my family again, I would rip your pecker off and stuff it down your fucking throat!’’ knurrede hun, lavmælt. ‘’I guess I’ll just settle on killing you instead,’’.

Tivo var ikke sikker på hvad han skulle gøre I denne situation. Hvis han trådte et skridt frem, kunne han risikere at Jerry affyrede et nyt skud. Et skud der ikke ville være et advarselsskud. Og ikke nok med det kunne ramme ham. Det kunne ramme Cassandra. Og når man snakkede om den smukke sol.
Tivo hørte hendes stemme. Klart og tydeligt. Den skar igennem rummet. Tivo tøvede næsten helt med at se om på hende. Men han gjorde det. Og hold da op… han havde ikke forventet at se hende sådan. Som taget ud fra ’the ring’, gik hun med tunge skridt hen imod Jerry, blodet dryppende ned på gulvet. Det gav et lille ekko i rummet. Et ekko kun Tivo var sikker på han kunne høre. Han så skræmt på hende, men samtidig var han også imponeret over hvilken styrke hun bar. Specielt efter det hun havde været igennem.
Pludselig var hun blevet Jerrys dukkefører. Det lille ubetydelige menneske, rystede nu som en chihuahua, i frygt og smerte fra skuddet. Den pistol han før havde klingret sig til af sikkerhed, var nu i hænderne på en sindsforstyrret heks, hvis øjne kunne dræbe.
”Bitch,” lykkedes det alligevel frygtsom for mennesket at hvæse.
Tivo knurrede og ville træde et skridt frem, men blev stoppet som han hørte et skrig. Et skrig han aldrig nogensinde havde hørt før. Før han nåede at blinke, blev en mand smidt ind af døren, ramte sofaen så den væltede, stadig med manden ovenpå.
Manden var ingen andre end Jasper. Vaklende kom han op og stå. Hans øjne var fyldt med raseri som han så rundt i lokalet. Her spyttede han blod ud til siden og tørrede munden efter med sin håndflade.
”I guess I did deserve that,” mumlede han og så nu på den næste skikkelse der trådte ind af døren.
Tivo så derhen imod, kun for at få et lille skævt smil på læben, som han så Tidus stå i døren. Så tung og tyk hang auraen stadig over ham.
”Ohh… You deserve so much more you piece of shit,” knurrede Tidus og trådte frem. I det han fik øje på Cass spærrede han øjnene op. Hun var kun iført undertøj… havde de…
Rasende lyste Tidus blå øjne nu kraftigere op end nogensinde. ”What did you do to her?” hans stemme var rungende og skræmmende.
Jasper fnyste og så her hen på Jerry, ignorerede fuldkommen sin søn, som han forsøgte at træde hen imod sin ven. Dog kom han ikke langt før Tidus pludselig stod foran ham, en hånd grebet om halsen, hvorpå han strammede grebet mere og mere. den unge dæmon drejede her hovedet og så hen på Cassandra. ”Enjoy your torture Cass.” Der var noget lumsk og ondskabsfuldt over Tidus smil.

Hun vidste godt at det var forkert; øje for øje og tand for tand fungerede ikke i denne verden. Alligevel var det tilfredsstillende at høre Jerry klynke og ynke som han tog sig til hånden. Med pistolen rettet direkte mod ham tog hun en dyb vejrtrækning inden hun affyrede endnu et skud; denne gang i hans lår. Endnu et, i det andet lår. Et i skulderen. Hvis han overlevede, og dermed ikke døde af blodtabet, så ville han næppe kunne gå eller bruge sin højre arm nogensinde igen. Utroligt hvad så lille en kugle kunne gøre, hvis man ville det nok.
Al den vrede der havde hobet sig op i Cassandra var forsvundet som dug fra solen efter at Jasper blev smidt ind af døren og ramte sofaen. Tidus fulgte trop, og stod nu og stirrede på Cassandra med opspilede øjne. Hun ville dække sig til, men vidste at Tidus havde set mere end dette. Den eneste i dette rum der ikke havde, var Jerry. Auraen fra Tidus fik Cassandra til at bakke et enkelt skridt baglæns. Han havde aldrig været ondsindet, den kære blonde mand, men lige dér frygtede hun han. Han lignede den mand han for alt i verden ikke ville ligne; den mand der sad i sofaen og fnyste af dem som Tidus krævede at få fortalt hvad Jasper havde gjort ved hende.

Cassandra stillede sig hen til Tivo, i ren angst, som hun så på de to mænd; far og søn. Hun skælvede, som hun knap kunne kende forskel på dem; deres auraer var nærmest den samme mørke og tætte masse - og som Tidus greb sin far om halsen og drejede hovedet for at så på Cassandra, der var det ikke Tidus hun følte blikket fra, men Jasper. Det lumske og ondskabsfulde smil ville cementeres i hendes sind, sammen med de blå øjne der på ingen måde vidnede om det dejlige væsen der gemte sig bag dem. ’Enjoy your torture’… Ordene virkede som fremmed toner for hende. Hun skulle ikke torturere andre; hun havde lidt nok til at hun ikke ville nærme sig den mand igen. Hun drejede hovedet lidt væk, og nærmest gemte sit blik mod Tivo. Måske ville han forstå hendes stille bøn om at få det hele overstået så hun kunne komme hjem i bad og væk fra det hele.

Hverken Tidus eller Tivo havde set det komme, at Cassandra reagerede som hun gjorde. Dog burde de at have set det komme. Hun var lige blevet voldtaget. Måske de lige skulle give hende en chance. Den vrede hun havde før, blev tydeligvis sat på ingen andre end Jerry. Det modbydelige lille menneske der ikke kunne andet end at skrige i smerte over skuddene. Dog var han langtfra den man lå mærke til nu.
Forsigtigt lagde Tivo en arm om Cassandra. Men først efter at han havde taget sin jakke af og lagt den om hende. ”Let´s get you out of here.” lød hans stemme beroligende i hendes øre.
Tidus ville gerne stoppe og være der for hende. Men hans vrede imod Jasper var for stor lige nu. Han kunne ikke sænke den. Lige meget hvor meget han så gerne ville. Langsomt ville hans måneblege hud blive mere og mere mørk, som blev han opslugt af natten. Klør, skarpe som knive, ville vokse ud i stedet for de fine fingernegle. Borre sig ind i Jaspers skrøbelige hals. ”Take her away Tivo. Home. Safety.”
Tidus var ikke længere til at genkende. Hvilket var grunden til Tivo ikke tøvede med at løfte Cass op i sine arme, bære hende hjem i sikkerhed, skjult fra mafiaens øjne. Som Tivo gik, ville man kunne høre lyden af Jaspers skrig. Det rungede igennem værelserne. Klistrede sig til væggene og sladrede.

Så snart Tivo trådte ind ad lejlighedsdøren, satte han forsigtigt Cassandra ned på sofaen og så på hende. De grønne øjne lyste op af bekymring. Hvis bare de var kommet før.
Forsigtigt forsøgte den rolige varulv at tage hendes hånd, for at give den et lille klem. Han ville sige noget. Men vidste ikke hvad. Hans hjerte gjorde ondt. Meget ondt.
Med et blik fyldt med kærlighed, tog han hendes hånd op til sine læber og kyssede den blidt. Bare de havde været der hurtigere…

Hun kunne ikke genkende den mand der stod foran hende. Hvor Tidus engang havde strålet igennem, var det nu noget langt mørkere der havde overtaget ham; præcis som når hendes vrede opslugte hende og tvang hende til at gøre ting hun senere ville fortryde. Hun ville stoppe ham - men manden han stod med neglene boret ind i halsen på var ingen anden end det menneske der lige havde gjort hende ondt i flere timer. Hun følte ingen sympati for Jasper; men i det sekund fortrød hun at hun ikke havde accepteret hans tilbud. Hun var muligvis skyld i mandens uundgåelige død…
Tivo’s jakke blev lagt over hendes skuldre, og skælvende trak hun den tættere om sig. De havde alle sammen set mere af hendes krop end hvad hun brød sig om; det eneste hun ville var at gemme sig væk. Varulvens stemme kildede i hendes øre, som han havde placeret en arm om hende. Ingen ord kunne beskrive den følelse der løb gennem hende; så mange indtryk skreg efter at blive beskrevet, men kun ét ord var plantet på hendes læber; ’’tak’’.

Tidus stemme var heller ikke til at genkende. Hun vidste at det var ham, men hun kunne hverken genkende hans udseende, hans opførsel eller hans stemme. Måske var det i virkeligheden det væsen der havde angrebet hende dengang, og efterladt de tre store ar på hendes kraveben? Hun anede det ikke. Tivo løftede hende op i sine arme, og på trods af at hun selv ville gøre noget for at kunne virke mindre ynkelig, så måtte hun erkende at hun havde brugt mere energi på at undgå at vende vrangen ud på Tanya. Hun kunne knap nok snakke. Hvad end hun havde brugt af energi på at konfrontere Jerry, havde været den lille rest hun kunne fremtvinge. Tivo’s skridt virkede hurtige og ubesværede; Cassandra var ikke ligefrem lille og let af bygning, så det faktum at han bare bar på hende på den måde var relativt imponerende. Hun lagde hovedet mod hans skulder, mens hun tænkte på sidste gang nogen havde båret hende på den måde… Tidus, efter han havde angrebet hende.
Lyden af Jaspers skrig fik hende til at skælve endnu mere. Hun ville ikke indrømme det, men hun havde hørt nok skrig og smerteudbrud. Hun havde set nok blod, fået nok tæsk… Hun ville aldrig i nærheden af alt dette igen.

Da de endelig var tilbage i lejligheden var hun blevet placeret på sofaen. De grønne øjne hun kendte så godt lyste op af bekymring men hun kunne ikke få sig selv til at se ham i øjnene. Hendes øje var hævet, det andet blåt omkring og blodsprængt. Hendes næse havde været brækket, og det samme havde hendes kæbe. Blodansamlinger på hendes hals vidnede om de gentagende kvælningsforsøg, mens totter af hendes hår var flået ud ved rødderne og efterlod blødende plamager. Hele hendes krop var banket; blodansamlinger og blå mærker efter støvler kunne ses på hendes ribben, mens der ned af hendes ryg var brandmærker efter hvad man måtte formode var cigaretter der var skoddet mod hendes nøgne hud. Hun havde ingen negle; hverken på fingrene eller tæerne. Flere af hendes fingre var fastlåst i en anstrængt stilling for at undgå at de ville tage yderligere skade.
Som han løftede hendes hånd og gav den et lille klem gik et stød af smerte gennem hånden og hele vejen op i armen på hende. Hun bed sammen, men klynket undslap hendes sammenbidte kæbe og rungede ud i lejligheden. Hun ville bede ham slippe hende - men det var en bøn hun havde gentaget knap hundrede gange i løbet af de sidste mange timer. Hun kunne ikke få sig selv til at sige det endnu engang. Hun mærkede tårerne der samlede sig i hendes øjne. Hun var endelig hjemme, ’i sikkerhed’. Sandheden var at hun aldrig ville føle sig sikker i lejligheden igen. Hun var blevet taget fra selvsamme sofa, med kun en dør mellem hende og dem der normalt ville passe på hende. Sikkerhed var et ord hun ikke længere turde stole på. Tårerne trillede ned ad hendes kinder og blandede sig med blodet der var tværet ud i hendes ansigt. Spor af tårerne der viskede blodet væk kunne ses i al tydelighed. Hun havde lyst til bare at kravle ud i badet, låse døren og gemme sig mens vandet ville fjerne alle spor af hvad der var sket. Alle fysiske spor, i hvert fald.

Så snart det lille klynk forlod hendes læber, gav Tivo slip på hendes hånd og så undskyldende på hende. Tårerne trillede ned ad hendes ellers altid så fine kinder. Det gav ham en voldsom uro at se hende i denne tilstand. Og han havde desværre ikke den fjerneste anelse om hvad han skulle gøre for hun fik det bedre. Den stærke heks han havde lært at kende, var endnu engang blive brækket midt over, som et legetøj. Et legetøj Jasper ikke længere havde brug for. Selvom Tivo ikke burde, så sad han med en rar følelse i maven, ved tanken om at Tidus var i gang med at torturer manden, der stod bag Cassandras smerte.
Hurtigt rystede han den tanke væk. Lige nu handlede det om Cassandra.
Så forsigtigt han kunne, rejste han sig op for ikke at forskrække den smukke heks og gik ud på badeværelset. Her gjorde han et lille bad klar til hende. Puttede hendes favorit sæbe deri, gjorde det til hendes favorit temperatur. Han vidste godt at det ikke var nok… men han vidste virkelig ellers ikke hvad han skulle gøre. Hvis han krammede hende, frygtede han at hun ville føle sig for klemt i hans arme. Mande omfavnelse havde hun vist fået nok af.
Som badet var klar, trådte han ud i stuen og satte sig foran Cass. ”I… Prepared a bath for you… I know it´s not enough right now… but yeah…” han smilte en smule nervøst og ømt til hende. Han frygtede hun ville lukke sig fuldstændig inde. Inde i hendes lille mørke. De grønne øjne så op på hende. Søgte efter noget. Hvad kunne han ikke svare på.

Tilbage i basen, havde det lykkedes Tidus at samle noget af mafiaen, så de stod på ræd og række. Forvirret delte de blikke med hinanden og hviskede. Foran dem, bundet fast til en stol med strips der skar ind i hans håndled, sad deres leder og lignede noget der var løgn. Begge øje hævede og blå. Foran hans mund sad der et ordentlig stykke gaffatape.
Utålmodig, som en løve i et bur, gik Tidus rundt frem og tilbage.
”Are you even thinking his through Tidus?” lød det spørgende fra det ældste mafiamedlem.
Tidus klukkede. En ond lille klukken. ”Ohhhhohoho… I´m thinking every fucking thing through.”
”Sooo… Jasper was the one who killed you?”
Brat stoppede Tidus op, så ud på de 10 forskellige mafiamedlemmer, der alle lignede dådyr fanget i et par billygter.
”But you´re alive?”
Den kommentar fik Tidus til at grine og ryste på hovedet. ”Nice Daniel… did you spot that all by yourself?”
Daniel sank en smule og så ned i jorden. De andre så kort hen på ham før de så op på Tidus igen. ”Soo… what now?”
”We wait.” Tidus gik hen foran sin far og trak de sorte dæmonkløer frem. ”Wait just a little.”

Han gav slip på hendes hånd, og ganske forsigtigt rejste han sig. Hun så på ham ud af øjenkrogen, men prøvede for så vidt muligt at undgå at rykke for meget på sig. Han var så sød og betænksom, men i denne stund kunne hun ikke tænke på andet end hvad hun lige havde været igennem. Jasper havde påtvunget sig hendes krop mange gange før, uden at det havde påvirket hende. Hun havde lært at lukke den del ude; lært at afvise tankerne der flød rundt i hovedet på hende. Han forsvandt ud på badeværelset, og hun kunne med lethed genkende lyden af rindende vand; han var i gang med at gøre et bad klar til hende. Hun lod hendes hænder strække sig ud foran hende, mens hun stirrede ned på de blodige stumper. Hvor hun engang havde haft lange lakerede negle, var der intet andet end størknet blod tilbage. Hun skælvede, men ikke af kulde eller frygt. Rent chok havde overtaget hendes krop, som hun sad der og stirrede på et af de mange resultater der var af hendes egen dumhed. Hun lukkede øjnene, mens hun tænkte tilbage på den mand de efterlod Jasper hos; Tidus, så vred og forstyrret at han hverken lignede eller lød som sig selv mere. Det hele var hendes skyld. Hun havde været det svage led; den med den korte lunte og den alt for store følelsesmæssige forbindelse til en person hvis liv hun gentagende gange ødelagde.

Det tog ikke lang tid før Tivo vendte tilbage og satte sig foran hende. Hans øjne søgte hendes, men hun kunne ikke få sig selv til at se på ham. Hun følte sig tom og hul; snart ville hun sikkert også føle sig ligegyldig. Hun vidste at hun ikke var det, men havde hun overlevet hvis de ikke havde fundet hende? Havde Jasper ladet hende overleve?
Tøvende, uden at sige noget som helst, kom hun op og stå. Hun støttede sig til væggen, som hun vaklede ud på badeværelset. Døren smækkede bag hende og låstes. Hun havde ikke behov for låsen; det var instinktivt. Hun smed hans jakke fra sig og i forsigtige bevægelser krængede hun sit undertøj af, inden hun gled ned i vandet. Det føltes gloende hedt, da hun var så nedkølet, og hun klynkede lavmælt som tæerne mødte vandet, da der hvor hendes tånegle engang havde siddet nu blev varmet op og dunkede voldsomt. Det samme skete da hun gled helt ned i vandet, så kun hendes hoved var oven vande. Alt gjorde ondt, men på trods af det begyndte hun ganske blidt at vaske sin krop. Den blide berøring blev voldsommere, som hun begyndte at kradse med de stumpede fingerspidser på de steder hvor Jasper havde rørt hende. Vandet plaskede om hende og i en blanding af arrige udbrud og hulken blev hun ved med at kradse i sin hud. Da det ingen effekt havde fandt hun hendes hårbørste, som lå inden for rækkevidde af badet. Hun brugte børsten til at kradse, hvilket resulterede i store røde plamager hvor huden var nærmest flået væk. Hun smed børsten fra sig og krøb sammen endnu engang. Hvorfor påvirkede det hende så meget!? Hvorfor lod hun Jasper komme ind under huden på hende!? Hun hulkede lavmælt, mens hun krøb så tæt sammen at hun kunne være pakket ned i en lille flyttekasse.

Måden Cassandra vaklende kom op og stå, fik Tivos hjerte til at knibe så ubehageligt, som havde djævlens hånd snoet pigtråd omkring det. Dog måtte han holde denne smerte inde. Cassandra havde brug for nogle der støttede hende, hvis hun ønskede det og ikke en tudeprins der sad og fik ondt af hende.
Nok var det ikke meningen, men han kunne høre hendes hulk. Små hulk der kunne få selv det koldeste væsen til at bløde op. Han følte for at gå derud, være der for hende, men i stedet blev han siddende. Han ventede på hun kom ud. Tålmodigt som han nu kunne.
Til sidste endte han dog med at gå ud og banke på døren. Så roligt han nu kunne, tog han en dyb indånding og ventede på hun ville komme med en lyd.
”Cass… Cassandra… are you… are you alright in there?” spurgte han så med så meget ro i stemmen han nu kunne finde.

En del af hende kæmpede for at bevare roen. En del der gemte sig i et hjørne af hendes sind, og tiggede hendes krop om at falde til ro. Lige meget hjalp det For hver bevægelse gjorde noget ondt - hvis ikke hendes krop, så hendes hjerte. Han havde advaret hende - og hun havde ignoreret det. Tidus havde klart og tydeligt advaret hende om hvad der ville ske når mafiaen ikke skulle bruge hende mere. Som altid, så skulle hun have lyttet. Blodet løb ud i vandet - ikke kun fra hendes fingre, men også fra steder hvor hendes hysteriske kløen havde efterladt rifter i hendes hud. Hun hev efter vejret, som hun hørte Tivo noget så forsigtigt prøve at spørge ind til hende. Hvad skulle hun svare? Hun kunne lyve, og sige at hun bare var ked af det, men han var en varulv og han ville uden tvivl kunne lugte blodet. Hver åbning i hendes krop brændte, når hun tænkte på hvad der var blevet gjort ved hende. Hun havde engang været som dem - arbejdet som dem. Havde dette været hvad hendes ofre havde gjort, når hun var færdig med dem? ''I deserved it...'' hviskede hun nærmest åndeløst, mens hun så ned i det nu blodrøde vand.
''What a stupid question to ask someone who's just been abducted, tortured and raped - don't you fucking think!?'' sukkede hun med skælvende stemme. Det var nemmere at fremstå hård og grov, end at erkende over for ham at hun i sandhed var knækket. ''Go grab me a beer and some clothes, will you?'' spurgte hun så, uden at åbne døren. Uanset om han svarede hende eller ej, så ville hun finde sæben frem og nærmest tømme hele bøtten ud over sig selv. Hun skurrede og skrubbede - og ved de steder hvor Jasper havde givet hende specielt meget opmærksomhed var hun ekstra grundig. Hun kunne ikke rense sig indvendigt, selvom det var hvad hun ønskede allermest.
Hun rejste sig op fra badet, og lod vandet dræne ud inden Tivo ville få mulighed for at kunne se det blodige vand. Hun trak et håndklæde om sig, og gennemblødt åbnede hun døren. Hendes fingre var endnu engang stoppet med at bløde, men de gjorde stadig ondt. Man kunne nærmest se hvordan hendes krop var på overarbejde for at hele sig selv - men det var ikke kroppen der var mest skadet længere.
''I need to go to a pharmacy...'' mumlede hun uden at se på Tivo. Tanken om det var nok til at gøre hende dårlig - men hun ville ikke indrømme det. Hun ville ikke engang nævne hvad hun manglede, for det ville sikkert pisse Tivo ret så meget af.

En del af ham vidste udemærket godt at det var et dumt spørgsmål at stille. Selvfølgelig var hun ikke okay. Ikke efter det Jasper havde udsat hende for. Men han vidste ikke hvordan han ellers skulle konfrontere hende. Hvordan han skulle få hende ud af badeværelset.
Og han hørte hendes hvisken. Hendes lille åndeløse hvisken om at det var hendes skyld. Dette fik ham til at knurre lavt for sig selv. Ikke over hende. Men over ingen andre end Jasper. Jasper det røvhul. Jasper monsteret i menneskeform.
Hendes næste ord, denne gang rettede imod ham, fik ham til at sukke og køre en hånd igennem de sorte hårlokker. ”Cassandra…” hendes navn sad pludselig så tungt på hans tunge. Det var tydeligt hvor meget hun skælvede i sin stemme. Han ville gøre alt for at hun bare ville lade ham tage hende i sine arme nu.
Som hun bad ham om at hente tøj og øl til hende, sukkede han, men gjorde som bedt om. Cassandra havde han lært godt nok at kende, til at vide hun ikke ligefrem var åben omkring sine følelser.
I det hun endelig trådte ud, kun iført sit håndklæde, lignede hun 10 dages regnvejr. Han gik her hen til hende, rakte hende tøjet og gik ellers ud i køkkenet, for at hente den iskolde øl.
”In that case, get dressed… I´ll drive you there…” sagde han med sine altid så rolige stemme. Herpå rakte han øllen. Hurtigere end som et lyn, var han dog ude i køkkenet igen, hvor man kunne høre raslen fra nøgler. For ikke at sige en dåse blev åbnet. Hurtigere end noget andet, tømte han øllen og bøvsede bagefter en ordentlig bøvs. Han kunne godt regne ud hvad Cassandra ville på apoteket. Tanken gav ham kuldegysninger.
Her kom han ud fra køkkenet. ”Are you ready?”

‘’That’s my name… Wanna buy it?’’ sukkede hun. Den samme dumme joke der var blevet brugt i evigheder, hver gang hun var utilpas ved en situation. Alligevel, som hun havde tørt sin krop nogenlunde af og åbnede døren, var hun blevet mødt af Tivo der stod klar med tøj til hende. Alt for lidt tøj… Der var ikke tøj nok i hendes garderobe til at dække hende ordentlig til, følte hun. Hun følte sig beskidt, på trods af at hun lige havde skrubbet sig selv til blods i badet. Tragisk, ville nogen kalde det. Andre ville kalde det selvforskyldt.
Hun kravlede i tøjet relativt hurtigt, men måtte bide hårdt sammen for ikke at klynke hver gang noget gjorde ondt. Hun lignede lort - det vidste hun godt. Hun var forslået og mishandlet - enhver der ville se hende kunne jo se at hun havde været udsat for noget værre møg. ’’I…’’ startede hun, men hendes ord ville ikke ud. De ville ikke forlade hendes læber. ’’Can we walk instead?’’ spurgte hun så. Tanken om at sidde ned bare to sekunder gjorde hende utilpas. Det ville det nok gøre længe. Hun rakte ud efter den alt for store sweater hun havde stålet fra Tidus for længe siden, og var ved at trække den over sig, men stoppede da hun genkendte duften. Hun smed den fra sig, en smule arrigt, hvorefter hun gik hen i hendes taske som der igennem al den tid hun havde boet hos Tivo havde stået ved siden af sofaen. Hun trak en enorm cardigan op, som hun trak over hovedet uden tøven. Den var nærmest en kjole i længden, og med et bånd strammede hun den ind så den forblev lukket. Det eneste hud der var at se på hende var hendes hænder og ansigt. Hun kunne ikke udstå tanken om at andre så på hende lige nu. Hun tog imod øllen med en rystende hånd, og præcis som Tivo så tømte hun den i en lang mundfuld inden hun stillede den fra sig på sofabordet. Hun fik taget sin pung - hun endte nok med at hoste op for alle de ting hun nu engang skulle have nede på apoteket. Forbandet…

Stemningen i lejligheden var så tung. Alt for tung. Det var som om tiden var skruet tilbage… tilbage til hvor Tidus havde været døden nær og Cass igen sad med den ødelagte sweater. En sweater hun dog denne gang ikke ville kendes ved. Hun smed den fra som var den brændende varm.
Kort så Tivo hen på sweateren, et spørgende udtryk, hvor han derpå så hen på Cassandra. Hun ville meget heller gå derhen. Uden at svare hende, gjorde han et nik og smed bilnøglerne fra sig.
Det gjorde stadig ondt på ham at se hende sådan. Hvis han kunne, ville han gøre alt for hun fik det bedre… dette fik ham til at spærre øjnene op. Han kunne… han kunne faktisk hjælpe, men om hun var villig til det, kunne han ikke vides sikker. Og var der noget han ikke ville, så var det at gå imod hendes vilje.
Før hun kunne nå at sige ham imod, gik han hen imod hende, lagde armene om hende i en beskyttende omfavnelse. ”I can… make you forget him Cassandra…” han hviskede det stille ned i hendes skulder. ”All memories of that horrible man… you´ll forget it…” hans hænder greb en smule hårdt om cardiganen.
Forhåbentlig ville hun ikke se sig vred på ham… han ville bare så gerne hjælpe hende.

Omfavnelsen fik hende til at krybe sammen skælvende. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede ubehageligt hurtigt i hendes bryst, og hvordan hun fik svært ved at trække vejret. Hans hvisken fik hende til at lukke øjnene, mens hun kunne mærke hvordan hans hænder greb relativt hårdt fat i hendes cardigan. ’’I don’t want to talk about it, Bienvido..’’ sukkede hun så, inden hun forsigtigt kravlede ud af hans arme og så direkte på ham. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle forklare det. Hun kunne ikke sætte ord på den følelse der var i hendes krop. Den gjorde ondt - den sved og brændte hvor han havde misbrugt hende. Selv hendes læber føltes som om de var ved at falde af. Det var sjældent hun brugte hans rigtige navn. Tivo var lettere - men det var ikke alvorligt nok i denne situation.
Hun skulle til at sige noget, da hun mærkede kvalmen rejse sig i hende. Hendes øjenkontakt med ham blev brudt, som hun med sin pung i hånden rykkede sig væk fra ham, forbi ham og hen mod hoveddøren. ’’It’s okay if you go check up on Tidus… I’m sure he still needs someone to keep him safe.’’ Sagde hun, med en stemme der var mere eller mindre tømt for følelser. Hun var så mentalt udmattet, og hendes krop gjorde så ondt… Var dette virkelig hende? Var dette virkelig Cassandra, eller havde Jasper taget alt fra hende? Hendes navn på hans læber rungede i hendes ører i et ekko, mens hun tøvende tog fat i dørens håndtag. Hvordan skulle hun nogensinde kunne se på Tidus igen? Tivo havde set hende sådan her før - han havde set efterdønningerne af Jaspers mishandling. Men Tidus… Han havde aldrig set hende forslået og knækket… Hendes læbe bævrede ved tanken mens hun lod panden hvile mod døren. Hvorfor var den eneste følelse i hendes krop at hun fortjente alt hvad der var blevet gjort ved hende?

Cassandra var for stolt et væsen. Alt for stolt til at indrømme hun havde brug for andres hjælp. Hun rystede i hans omfavnelse, noget som han aldrig havde ønsket skulle ske, hvilket var derfor han nu trådte lidt væk fra hende. For ikke at sige hun brugte hans rigtige navn. Hvilket gjorde det klart hvilken alvorlig situation de stod i. Han sukkede trist og betragtede hende som hun vaklede rundt.
Det var nu tydeligt at hun ønskede han smuttede. Sikkert for hun kunne være alene for at lade tårerne trille. Her gik han hen til hende, stod nær hendes side, dog uden at røre hende.
”I´m staying by your side… Tidus can handle himself right now,” sagde han lavt. Igen, så forsigtigt han kunne, lagde han sin hånd på Cassandras. Deres forskellige hudtoner passede så perfekt sammen. ”I´m here Cass… even though when you don´t want me to… okay?” hvis hun kiggede op på ham, ville han smile så forsigtigt til hende, før han fjernede sin hånd. Han havde lyst til at lade den sidde der. Men han vidste hun ikke var så tryg ved at blive rørt lige nu.

Hun svarede ham ikke. Hun forblev stille, som han sagde at Tidus kunne klare sig selv, og at han ville blive hos hende i stedet. Det virkede forkert. Hun var den stærke af de to, var hun ikke?! Lige nu, der var hun ingenting. Hun var lille, ubetydelig og svag - og værst af alt; muligvis allerede gravid med hvad der kunne være Tidus' bror eller søster. Tanken gjorde hende syg - kvalmen voksede i halsen på hende og truede med at kvæle hende hvis hun ikke fik noget frisk luft. Hun ignorerede hans hånd på hendes, selvom det var svært. Hun plejede at gemme sig i hans favn når hun var utryg eller ked af det. Nu? Nu kunne hun ikke engang se på ham uden at føle sig ubetydelig.
Døren gik op, og hun forlod lejligheden uden at hente på ham. Af flere grunde kunne hun ikke vente med at finde det nærmeste apotek og købe hele rækken med tests og piller. ''I need some air,'' mumlede hun for sig selv, mens hun gik ned af trapperne. Hvert skridt gjorde ondt, men hun var fast besluttet på at hvad der var sket ikke skulle stoppe hende. Ingen skulle stoppe hende.
Da hun endelig var kommet ud i den friske luft stod hun kort og trak vejret dybt ned i lungerne. Hun trængte til en smøg... Hun begyndte at gå, tavs, og forblev tavs i de knap ti minutter der gik før hun ankom til et apotek. De var ved at lukke, så farmaceuten kiggede noget mærkeligt på Cassandra, som hun smed enhver tænkelig form for test i en indkøbskurv. Graviditetstests af flere mærker og modeller samt tests der kunne be- og afkræfte sygdomme der kunne overføres seksuelt. Hun undgik at se på Tivo - hun kunne ikke lide tanken om at han så hende på den måde... Så sårbar. Hun gik op til disken og stillede kurven fra sig. ''And some painkillers and a Morning-after pill, please,'' sagde hun uden at se på farmaceuten. Farmaceuten begyndte at forklare om hvordan en fortrydelsespille skulle tages, inden Cassandra med et undskyldende tonefald svarede halvvejs igennem forklaringen; ''I've done it before.. But thanks,''. Hun betalte - og regningen var bestemt ikke billig - hvorefter hun fik det hele pakket ned i en diskret brun papirspose, og fik en flaske vand i hånden. Hun forlod apoteket igen, udelukkende for at stå få meter fra indgangen og pakke pillen ud. Uden at tøve - og uden at se efter om Tivo overhovedet var der sammen med hende - tog hun pillen i munden og tømte flasken med vand i én omgang ned i hendes hals. Det var tydeligt at hun stadig rystede, da hun prøvede at skrue låget på flasken igen.
Hun så hen på Tivo, en smule tøvende. Hvis ikke nu var det rette tidspunkt, så ville hun aldrig få det sagt. Ikke fordi hun troede at der ville ske dem noget - ikke noget værre end dette. Men hun var bange, og hun havde brug for at tale med nogen om alle de følelser der havde rumsteret i hende den seneste tid...
''Bienvido, I...'' startede hun, men hun anede ikke om hun skulle indrømme det eller ej. ''... I... I think I'm in love with you...'' sagde hun, men man kunne se på hende lige præcis hvad hun mente. Hun var ikke i tvivl - men at ytre sig om en eventuel tvivl gjorde det muligt for hende at spille det hele af som en joke eller fejl hvis han ikke gengældte det. Hun stod en smule akavet og knugede posen fra apoteket i hånden, mens hun overvejede om hun ikke bare skulle løbe hen og gemme sig i et hjørne efter hvad hun lige havde sagt.

På hele turen, stilled Tivo ingen spørgsmål, samt lod han ikke sit blik hvile over hende som hun bevægede sig rundt I apoteket. Han kunne selvfølgelig ikke undgå at bemærke hun hev forskellig ting til sig, som stod hun I et supermarked I en zombie epidemi. For hver gang han bemærkede nogle kiggede hen imod Cassandra, stilled han sig I vejen for deres blik og sendte dem en af sine egne. Hvis de ikke snart fandt noget andet at glo på, skulle han nok sørge for at de slet ikke ville kunne glo længere.
Så snart de var færdige, var han som en loyal hund, der stod ved hendes side og stillede ikke spørgsmål til de ting hun købte. Han kendte til sagen. Han vidste hvorfor. Det gav ham lysten til at kaste op. Ikke pga. Hende, men pga. Det monsteret havde gjort imod hende.
Som de trådte udenfor, så han sig omkring, holdt stadig øje med om nogle skulle holde øje med dem. Men pludselig… Var det alt andet end det han kunne tænke på. Hendes ord var som taget ud af hans vildeste scenarier. Overrasket så han hen på hende, spærrede op sine grønne øjne og adskilte sine læber. Hun var forelsket I ham… hun var virkelig forelsket I ham?
Havde det ikke været for hvad hun var blevet udsat for, havde han trukket hende ind til sig, svunget hende rundt og givet hende et sus. Men nu vidste han ikke om han overhovedet måtte røre hende.
“Cassandra…” kom det ud som en åndeløs hvisken. Han kunne se og mærke på hende at hun havde lyst til at gemme sig fra ham. “I… I know I´m in love with you.” Forsigtigt gik han hen imod hende, tog hendes hånd og så ind I hendes øjne. “I would give everything up for you.”
Hans hjerte bankede så hurtigt. Forhåbentlig ville hun ikke trække væk fra ham. Forhåbentlig ville hun ikke ryste under hans berøring. “You´re… my everything…”

Hun var svimmel - men det kunne lige så vel være på grund af det faktum at hun lige havde tømt en flaske vand og slugt en pille der inden længe sikkert ville gøre hende endnu mere syg. Hendes hjerte hamrede, som var hun ved at besvime, og det eneste hun kunne høre var hendes egne ord runge hult imellem dem. Havde hun lige indrømmet det? Sådan, højlydt? Det måtte hun have, for hun kunne se på hans ansigt at han i et kort øjeblik tænkte det samme som hende; 'havde hun lige sagt det?'.
Han var så forsigtig, både i sine ord og i sine bevægelser. Normalvis ville hun lade ham ligge sine arme om hende og bare gemme hende væk fra verdenen, men lige nu kunne hun ikke klare tanken om berøring. Og så alligevel... Hans hånd søgte hendes, og selvom hun skælvede så trak hun sig ikke væk; tværtimod. Bevægelsen var hurtig, og handlingen var flygtig, men det gjorde den ikke mindre virkelig. Hun lagde sin frie hånd om hans nakke, og uden tøven trak hun sig selv lidt op mod ham. Deres læber mødtes, flygtigt og uden tid til at danne et ordenligt sensorisk indtryk, inden hun gav slip på ham og tog et skridt baglæns. ''So, roomies with feelings involved…. That's gonna be easy-piecey'' sagde hun, inden hun så ned på posen i hendes hånd; den samme hånd som Tivo stod med. ''We need to get Tidus before he fucks up...'' sagde hun så, inden hun så op på Tivo; direkte ind i hans grønne øjne. Hun ville sige mere - gøre mere - men nu var ikke det rette tidspunkt. Når de alle tre var tilbage i lejligheden - sikre og trygge - så ville hun med glæde uddybe. Lige nu handlede det om at sørge for at Tidus ikke rodede sig ud i flere problemer.

Det var nu med et bankende hjerte, at Tivo så ned på Cassandra, som hun trådte tættere på ham. Hun sneg en af sine hænder om hans nakke, lod deres læber mødes og selv om det blot var i få sekunder, så mærkede han sommerfuglene i hans mave. Det skridt hun trådte bagud, fik ham kort til at række ud efter hende, bare for blot at tage fat i hendes hånd igen. Han smilte ømt til hende. Stadig med et hjerte der bankede noget så hurtigt.
Som de fik skabt en øjenkontakt, kunne han sagtens se at der var noget hun så gerne ville fortælle ham, men som hun bare ikke kunne få ud. Med et ømt smil, klemte han hendes hånd kort, for at forsikre hende om at hun ikke behøvede at sige mere. Der var allerede blevet sagt mere imellem dem end hvad Tivo kunne have drømt om.
”If you are ready, then we will go to Tidus… if not, then believe me, I think he have the mafia under control,” forsikrede han hende med et smil. Her gav han slip på hendes hånd. ”And yes… roomies with feelings… it´s gonna be good.”
Forsigtigt begyndte han at gå. Hvis hun ønskede at tage tilbage til hovedkvarteret, så ville han gøre det, men hvis hun tøvede bare en smule, så ville han ikke drømme om at begive sig derhen.