We deserve some peace... and rum... lots of rum.

På et eller andet punkt, så var Cassandra mere eller mindre klar på bare at brænde hendes magemærke af. Hun havde hørt om andre der gjorde det. Du slap ikke for magebåndet, men du slap for at kende navnet på det skæbnen havde vurderet som dit livs vigtigste forhold. Hun fandt det upassende, og lige nu havde hun det fint ved bare at dække det til.
Tivo hjalp, som han havde gjort et utal af gange. Hun var ikke nervøs for den kropskontakt der var mellem dem, men hun forstod godt at Tidus valgte at lade dem være alene når noget så intimt fandt sted.
''Thanks,'' sagde hun ganske roligt, men som varulven spurgte hende om hun ville blive okay, så kiggede hun en smule mistroisk på ham. ''First of all, yes. I thinks so?'' svarede hun, inden hun løftede et øjenbryn og så lagde hovedet lidt på skrå; som en hund der prøvede at forstå hvad der skete. ''Why are you sounding like Molly Weasley?'' spurgte hun så, inden hun blinkede til ham. ''Stick to your spanish, Tivo,'' klukkede hun så, inden hun smilede skævt til ham. ''I really need to learn your name, don't I?'' spurgte hun så, inden hun så ud mod køkkenet. ''I'll go grab some clothes, and then.. I don't know,'' indrømmede hun. Det lignede ikke Cassandra at mangle en handleplan. Hun var ude at synk med sig selv, og det skræmte hende.

Tivo lavede et sjovt ansigt som hun spurgte ham hvorfor han nu lød som Molly Weasley.
”Who?” spurgte han. På hans læber sad der det altid kække og charmerende smil. For ham var det altid rart når de havde disse samtaler. Disse drillende og en smule flirtende samtaler. Han klukkede som hun sagde han skulle foreholde sig til sit spanske. ”Aya ay, I just tried to be a bith british.”
Hendes lille blink til ham kunne smelte ham. Dette skjulte han bag et altid kækt smil. ”yeah… that or you can just call me babe from now on.” Yeah… han flirtede en hel del med hende. Men hey? Hvordan kunne han lade være? Som Cass pludselig virkede en smule forvirret, boostede det hans selvtillid en smule mere, men i stedet for at følge sin natur i at flirte videre, tog han hendes hånd i sin og gav den et klem. ”I can tell Tidus to leave if you´re still not comfortable around him.”han sagde det lavt i håbet om at den blonde ikke hørte det.
Dog, som han sagde det, stod Tidus i køkkenets døråbning og kom med en lille rømmen. Bare for at advare dem om at han var der, før de snakkede videre og sagde noget de måske ikke ønskede han skulle høre.
”It´s okay… I will leave and give you guys some privacy,” sagde han roligt og kærligt før han gik hen og samlede sine nøgler op. Han havde ingen anelse om hvor hen, men det skulle nok gå.
Her smilte han kærligt til Cass. Forhåbentlig ville hans tilstedeværelse stoppe med at gøre hende utryg på et tidspunkt.

’’We really need to watch those movies!’’ sukkede hun af Tivo, da han ikke anede hvem Molly var. Det gjorde næsten ondt på hende, at han ikke kendte til Harry Potter - eller at han ikke kendte lige så meget til det som hun gjorde. Det var nødvendigt! Livsvigtigt! ’’Why on the godesses green earth would you want to sound British? That’s just foolish,’’ sukkede hun med et skævt smil, inden hun måtte bide sig selv i læben for ikke at le højlydt da han sagde at hun bare kunne kalde ham babe. ’’Like the pig? That wouldn’t be fair to any of you,’’ sagde hun inden hun puffede let til ham. Archimedes tudede højlydt, da Tivo sagde at han kunne bede Tidus gå; tydeligvis var ingen af dem interesseret i den løsning. ’’It’s not-’’ prøvede hun at forklare, men Tidus afbrød hende ved at rømme sig. Som han gik hen og samlede sine nøgler op tudede uglen endnu engang og fløj direkte hen og satte sig på nøglerne. Cassandra kunne ikke være mere enig.

’’Tidus Borgia, don’t you even dare walk out that door! I’ve not cared for your arse for days in that hospital, for you to leave me standing in a towel!’’ sagde hun, med et skævt smil. Hun kiggede kort på Tivo, med et blik der havde til formål at forsikre ham om at Tidus ikke var problemet. Han var aldrig problemet. Han var ikke hans fars søn; det vidste hun godt. Havde han været det, så havde han ikke accepteret Tivo’s flirteri, eftersom Jasper havde ville have hende for ham selv. Tidus var hendes ven; Jasper var ikke. Hun trådte forbi Tivo og hen til Tidus. De tre ar fra dengang han havde mistet kontrollen og angrebet hende var efterhånden fadet en smule og lignede mere eller mindre ar fra en ulykke. De var ikke til at placere hvis man ikke kendte til dem.

’’I don’t need any of you to tell me when I need people to leave, okay? I need for you both to sit down, with a beer, and wait for me to get dressed. I’m not standing here in next to nothing and plotting for revenge!’’ kluklo hun med et lille skævt smil, inden hun lagde en hånd på Tidus’ hånd hvor han havde samlet nøglerne op. ’’Drop them, or I’ll make Archimedes fetch them. Remember, he’s a carnivore,’’ truede hun med et skævt og drilsk smil, inden hun gav hans hånd et klem.

Tivo forstod ingen Harry Potter referencer. Englænder… de var nogle spøjse nogle med deres referencer og søde accent. ”I would try to sound british to fit in.” lød det drilsk fra Tivo. ”But yeah… you´re right… i Probably shouldn´t be trying that again.”
Igen nævnte hun en reference han ikke forstod, hvilket var derfor han nu stod som et stort spørgsmålstegn og satte endda sit hoved på skrå. ”What pig?”
Tidus havde ikke set den komme, at det søde lille væsen til Archimedes ville sætte sig på hans nøgler, med andre ord hans hånd. Det fik ham til at smile kærligt. Og det næste han ikke så komme, var Cass der kom hen til ham og kaldte ham ved mellemnavn. Det fik ham til at klukke og ellers lægge nøglerne igen. herefter aede han den søde ugle over hovedet. Queen stak sin nysgerrige snude op på sofabordet og forsøgte at slikke Archimedes. ”Okay okay… I will stay.” han smilte kærligt til Cass og satte sig ellers ned på sofaen igen. ”Then get dressed, unless you wanna make a towel the new kind of fashion.” Han klemte blidt hendes hånd tilbage, før han gav slip på den og så hen på Tivo, der bare stod og dansede en smule underligt på stedet. Lidt efter tog han sig dog sammen og gik ud for at finde nogle nye øl.
"Btw... thank you for not using my last name," kommenterede Tidus en smule drilsk. Men han mente det dog. Efternavnet Technique ville snart være fortid.

“Fit in with who? Tidus isn’t British, and neither am I!” Kluklo Cassandra inden hun himlede med øjnene som han spurgte ind til hvilken gris hun talte om. Han havde virkelig ikke oplevet børnefilm, havde han? Archimedes, den søde lille ugle, kiggede legesygt på Queen som den prøvede at slikke på uglen. Uglen hoppede ned fra Tidus og hen foran hunden, hvor den slog sine vinger ud for st vise hvor stor den var i forhold til hunden. Cassandra smilede skævt, men sagde ikke noget til det. Archimedes kunne forsvare sig selv hvis det blev nødvendigt.

Tidus satte sig ned i sofaen igen, og ganske roligt så hun hen på TiVo med et insisterende blik. “Sit.”, sagde hun, med et drilsk smil, inden hun så tilbage på Tidus. “Admit it, none of you guys have complained about me and my towel!” Sagde hun så, og puffede blidt til TiVo. Han havde set hende uden tøj på før - blandt andet når hun var kollapset i badet. Hun var ikke generet omkring det. Og hunhavde stadig ikke afklaret med Tidus hvad der var sket den nat hjemme hos ham. Hun var efterhånden også en smule ligeglad.

Som Tidus var kommet tilbage med et par øl, havde Cass trukket i bh og et par af Tivos træningsbukser. Eftersom hendes egne lå ude på badeværelset, så havde hun tager sig friheden at låne dem. Hvis han var uenig måtte han jo tage dem af hende.
“It’s not your last name anymore,” konstaterede hun, og så direkte på Tidus. “You and I are more family than you could ever be with him,” kommenterede hun så, som hun stillede sig med armene over kors. “From now on, you’re a Laveau, like me.” Sagde hun så. Der var ikke meget i navnet, da den sidste heks med det navn var død. Men det var det tætteste hun var på familie, eftersom hendes egen slægt ikke længere ønskede hende. De var som herreløse hunde, klar til at starte deres eget hierarki.

Queen logrede legesygt med halen som Archimedes blot pustede sig op. Trippende på sine små poter, begyndte hun nu at gø en smule af uglen, til Tidus bad hende om at tie stille. I stedet kom hun nu med et utilfredst lille grynt. Dette fik blot Tidus til at grine og ae Queens bløde hoved, for derefter også at stryge Archimedes hen over fjerne.
Cass lille kommando til Tivo som var han en hund, var ret så underholdende for Tidus og specielt som Tivo adlød hende, ved at sætte sig ned.
”Why on earth would we complain Cassandra?” lød det spørgende i en drilsk tone fra Tivo. Hvis hun så hen på ham, ville han smile sit klassiske charmerende smil til hende og ellers kort kigge ned af hende. Dette blev ikke uset af Tidus. Han puffede hårdt nok til Tivo så varulven kort ville tilte ned på siden i sofaen.
”You can flirt, but stop looking at her body like it is a treat for you to eat,” sagde Tidus drilsk.
Tivo klukkede og satte sig op. ”You rather want me to look at you…” Tivos ord blev afbrudt af Tidus smed en pude i fjæset på ulven. ”I´ll take that as yes.” sidste ord fra ulven. Ord der var en smule utydelig takket være puden.
Tidus grinte og i det Cass kom tilbage, sendte han hende et stort smil og lænede sig ellers tilbage i sofaen. Hendes lille ide om at dele efternavn var nu ikke helt tosset. ”Tidus and Cassandra Laveau… it doesn´t sound that bad.” Tidus kunne ikke udtale navnet helt korrekt.
”even that you can´t pronounce properly.”
”Shut up dog face!”

Cassandra sukkede opgivende af de to mænd, som de lod til at have deres eget lille show kørende. De forstod sandelig at få hende til at føle sig som et tredje hjul til tider; hvilket ikke altid var helt skidt. Hun var glad for ikke altid at være i centrum. Al den opmærksomhed kunne til tider gøre hende utilpas, til et punkt hvor hun ikke magtede snakke mere om tingene. Tivo og Tidus lod til at balancere der godt; om det var for hendes skyld eller ej.

’’Yuo’re butchering it, but I think with time, you might just be able to pass as a Laveau,’’ kluklo hun inden hun rakte frem og nappede Tivos øl og tog en tår af den. ’’If he’s a dog face, what are you? And I? Please, be more considerate in your insults, dear brother. Some of us feels excluded when you make insults based on race!’’ kluklo hun med et drilsk smil inden hun stillede Tivos øl tilbage til ham.
‘’Anyway!’’ sagde hun så, inden hun så skiftevis på de to mænd foran hende. ’’What the hell are we going to do? Living isn’t free. There’s rent, food, housekeeping supplies, laundry.. Since Tidus is expected dead, and I just cursed the shite out of the boss, we’re not allowed back. And you, Tivo, since I was staying with you at the time all of this crap happened, they surely aren’t going to accept you trying to make a living with them again,’’ sagde hun inden hun rakte frem og endnu engang tog en tår af Tivos øl.

‘’I suggest we finish off that dickhead and take over the mafia,’’ sagde hun så, inden hun så tøvende på Tidus. Hun vidste ikke helt hvor han stod i alt dette; men hun var overbevist om at han ikke var interesseret i den måde mafiaen havde kørt på mens de havde været der. De kunne reformere den, gøre den til noget bedre. Måske kunne de endda gøre den til en velgørende organisation, fremfor deres aktiver inden for narkotika, menneskehandel og andre blodige optakter.

Tidus grinte og gjorde et løft på skuldrene. ”I´m a… demon face?” det kom ud en smule tøvende fra ham. Han havde absolut ingen anelse om det gav mening. ”But fine fine, I wouldn´t insult any by their race anymore dear sister.”
Fra at være en smule drilske, til nu at have en lidt alvorlige samtale om hvad de nu skulle gøre, siden mafiaen nok snart ville finde ud af at de alle var her. Her løftede Tivo beroligende en hånd og viftede med den. ”Well obviously… you two have to hide whenever I hear some of the mafia men getting near here, until we got that mafia leader prick under control.” Uden at tænke over det, lod han bare Cassandra tage hans øl og så snart hun var færdig, tog han den tilbage igen og snuppede selv en tår. ”But yeah Cass… Right now it ain´t save for you two to be anywhere.” han så her hen på Cass. ”And I agree with her… Kill Jasper, take over the mafia and then all problems solved.”
Tidus bed sig tænkende i læben og rystede herpå på hovedet. ”The only thing is… that I want the mafia out of the way… not take over it. It stands for nothing good and I will not be a part of it any longer.” han så her hen på Cass med et skævt smil. ”Soo… I say, Kill Jasper and everyone who´s against us.”

Som Tidus prøvede at redde hans manglende inklusion når det kom til hans fornærmelser kunne Cassandra ikke lade være med at komme med et lille overbærende smil. Eftersom han nu anerkendte hendes forespørgsel om ikke at fornærme andre baseret på deres race, så ville hun ikke brokke sig mere over det. Hun nikkede blidt, som en tilkendegivelse af at hun havde hørt ham, inden snakken vendte sig mod den egentlig problematik; mafiaen, og i særdeleshed Jasper Technique.

’’I don’t plan on hiding, if that’s what you’re suggesting,’’ sagde hun, en smule skarpt. Hun havde gemt sig selv væk alt for længe til at kunne forestille sig at gemme sig for en mand der havde gjort hende ondt på så mange måder. Han fortjente ikke tilfredsstillelsen af hende der var på flugt fra ham; det var trods alt hende der havde forbandet ham for øjnene af hans mænd, og som ganske let kunne slå ham ihjel. En blodsforbandelse kunne kun hæves af en heks som var direkte relateret til den heks der lagde forbandelsen (eller den selvsamme heks, i nogle tilfælde). Jasper havde ingen mulighed for at myrde hende, hvis han ville slippe af med forbandelsen.

’’If Jasper ever want to be rid of the curse, he needs me alive’’ sagde hun så, og så en smule fraværende ud i luften mellem Tidus og Tivo mens hun tænkte. ’’There are two options; seek him out on our own initiative or wait for him to find us. I don’t like waiting,’’ indrømmede hun inden hun så på Tidus som han sagde at han ikke ville have mafiaen overlevede hans fars død. Den skulle i graven med ham.

’’I don’t agree. You’re the heir to it all, obviously. Your vision of the organization will be final, after all. With Jasper dead, his men can decide if they want to follow you and your visions, or if they want to leave their mafia-days behind them for good. Giving them an out will be a way of declaring truce.’’ Sagde hun roligt, inden Archimedes landede på hendes ene hånd. Hun begyndte at ae den over hovedet, og i en stille brummen tilkendegav uglen at det var ganske behageligt.

’’If you don’t want the mafia at all, then let me handle it? Your father did choose me as your handler after all,’’ sagde hun en smule tøvende. Hun havde ikke haft lyst til at fortælle ham hvad Jaspers plan egentlig havde været. Hun var ikke selv sikker. Der havde været rygter; hvisken i krogene. Men hun anede det ikke med sikkerhed. ’’I’m not saying that we a continuing the mafia; we’re reforming it. Maybe even to be some sort of charitable organization. I have some suggestions on fields that needs a hand..’’ sagde hun så, velvidende at Tivo ikke kendte til hendes fortid. Tidus kendte til de stedfædre hun havde haft; voldelige mænd der havde påtvunget sig intime forhold med hende allerede inden hun havde haft en ide om hvad det var. Hun havde ingen steder haft at flygte til, og først da Jonathan havde reddet hende ud af mishandlingen var hun begyndt at forstå at ikke alle mænd var modbydelige.

Cassandras ide omkring mafiaen var ikke helt dårlig. De kunne sagtens ændre mafiaen. Tage over den. Mafiaen var omkring at støtte hinanden, hvilket Jasper for længst havde ødelagt ved at slå sin egen søn ihjel. Hvis de andre mænd fra mafiaen vidste dette, ville nogle af dem nok gå bag om ryggen på deres såkaldte leder og støtte Tidus i stedet. For ikke at sige at Tidus vidste nogle af mændene ikke ville bryde sig om hvad Jasper havde gjort imod Cass.
Ved Cassandras side, sad Tivo og nikkede, fuldkommen enig med den smukke unge heks. ”Reform the mafia… you two can do that.” han nikkede som sit sidste ord.
Tidus sukkede og kørte en hånd igennem sine blonde lokker. Lige nu kunne han egentlig selv bruge et bad. ”Guys… it´s a good idea but I…”
Pludselig blev der banket hårdt på døren, hvilket fik både Tivo og Tidus til at hoppe på stedet.
”Bienvido,” lød det bag døren.
Tidus gengældte med det samme stemmen. Jerry. En af mændene fra mafiaen. Og ikke en af de rare. Denne mand slikkede konstant Jasper i røven. ”Open up the door. Now.”
Hurtigere end et lyn, var Tivo oppe på benene og skyndte sig her at gå ind på soveværelset. ”Follow me you two!” det blev sagt i en lav og bestemt tone.
Tidus stillede ikke spørgsmål, han fulgte hurtigt med Tivo, kun for at ende inde i varulvens soveværelse. Før han kunne nå at spørge hvad planen var, åbnede Tivo sit skab og inde i skabet åbnede han en hemmelig lille dør. ”You will get a bit squished, but get in!”
Igen, ej et ord blev undslap Tidus læber, før Tivo skubbede ham ind i rummet. I baggrunden kunne man høre Jerry hamre fortsat på døren. Her så Tivo hen på Cass. Han smilte beroligende til hende. ”You´ll be safe in there.”

Det var forståeligt nok at Tidus ikke var interesseret i at forsætte med mafiaen. Hans far havde i den grad reformeret den til værende hvad han så som det mest lukrative; noget som Cassandra godt kunne forstå, men hun var ikke tilhænger af det. Mafiaen var kendt for mord, vold, stoffer og handel med mennesker. Ingen af de ting var noget Cassandra havde været interesseret i at arbejde med dengang hun stod uden andre valg, men hun havde bidt i det sure æble og accepteret det. Tidus var forkælet på det punkt; han var skånet for det meste af hvad hans far egentlig havde af luner. Stod det til Cassandra ville hun aldrig vise ham præcis hvad Jasper havde gjort ved hende, bare for at undgå at Tidus fik mere ondt af hende.

Tivo lod til at være enig med hende, men Tidus var tøvende. Hun måtte respektere at hans indblanding i det foretagende ville være minimalt, hvis overhovedet eksisterende. Som Tidus var ved at forklare noget blev der hamret hårdt på døren, og den stemme kunne ingen af dem fejlplacere; Jerry. Cassandra havde flere gange haft problemer med ham, da han ikke var enig i at Jasper skulle have hende for sig selv. Hun havde været under Jaspers beskyttelse dengang; nu var hun fair game. Tivo var hurtigt henne ved sit soveværelse, og krævede at Cassandra og Tidus fulgte med ham. Lydløst gjorde hun som der blev sagt, og da Tidus blev skubbet ind i dette rum i skabet så Cassandra modvilligt på Tivo. Kendte han overhovedet til hendes angst for små rum? - og så med Tidus? Sidst de havde været så tæt havde han prøvet at slå hende ihjel.

’’I don’t want to be safe by hiding, and you know it!’’ hviskede hun en smule arrigt inden hun kravlede ind til Tidus. Døren lukkede til det lille rum, og efterlød dem i mørke, mens man kunne høre den anden dør - døren til klædeskabet blive lukket også. Tidus ville sikkert kunne høre mere end hende; hans hørelse var nok bedre. Hendes hjerte hamrede afsted; ikke af frygt for rummet eller det faktum at de sad så tæt. Nej, det var frygten for at de fandt Tidus. At gemme sig var en idiotisk plan. At gemme sig sammen, var endnu dummere. Hvis de gemte sig hver for sig, og man fandt hende, ville man ikke tænke at der gemte sig andre. Men sammen, var de sårbare. Hendes øjne var skiftet fra deres brune kulør til det rødgyldne skær der lyste ganske blidt op mellem dem, i kontrast til Tidus’ øjne. Hun lagde en hånd på hans, lydløst. Hun var kold som is, og hun skælvede svagt. Ræd for hvad der skulle ske, hvis de fandt dem, sad hun sammenkrøbet i dette lille hemmelige rum sammen med Tidus, og ventede på at det hele bare ville forsvinde. Sidste gang hun havde gemt sig sådan, havde været da hun var 10 år gammel, og hendes stedfar havde ledt efter hende i en brandert for at mishandle hende.

Lige nu kunne Tivo ikke bruge Cassandras modstand til noget. Mafiaen kunne ikke vide hun var her. De skulle tro at hun var gået under jorden, lige siden hun havde kastet en forbandelse på deres såkaldte leder. Men alligevel sendte varulven hende et undskyldende smil, inden hun kravlede ind til Tidus og blev lukket inde i mørket. Han vidste at begge hans venner ikke var glad for små rum og mørke, men lige nu var der ingen anden udvej.
Hurtigt smed Tivo alt sit tøj, udover boxerserne, samt uglede sit hår. Dette ville gøre at det lignede han lige var vågnet og derfor ikke havde åbnet døren med det samme. Her luntede han ud til døren og åbnede den med et sæt, samt et irriteret udtryk i sine grønne øjne. Skuespil til at han lige var blevet vækket op.
”WTF Jerry!?” knurrede varulven.
Jerry fnyste, hvorpå han ellers bare skubbede Tivo til side, for at kigge rundt i lejligheden. ”Just making sure that the witch ain´t here.”
”What? That traitors bitch?” som havde han intet at skjule, satte Tivo sig på sofaen og drak videre af sin dåseøl. Jerry løftede på et øjenbryn over han så de forskellige åbnede øl. Som Tivo opdagede Jerrys blik skar han en grimasse. ”I´ve been drinking a lot ever since I heard the news about Tidus…” løj han. ”Have you found the killer yet?”
Jerry rystede på hovedet. ”No. We do not even have a clue who could have killed him… some people are assuming it was either Constantine or Kieran.”
Dette fik Tivo til at sætte på hovedet på skrå. Selvfølgelig ville Jasper sætte skylden over på de mænd han så som sine brødre. Den forræderiske hund! ”I see.” Tivo tog en tår af sin øl igen.
Jerry blev ved med at gå rundt og snuse. Heldigvis var manden bare et menneske og havde derfor ingen overnaturlige sanser.
Inde i rummet i skabet, sad Tidus tæt op af Cass, med et bankende hjerte og den største frygt for at trække vejret. Som Cassandra lagde en hånd på hans, faldt han en smule mere til ro og lagde sin anden hånd imod sit bankende hjerte, samt sit helt nye ar fra sin fars kniv. Nu som han sad i dette rum, kunne han huske tilbage på tiden, hvor han var blevet smidt ind i små rum og værelser, som straf fra hans far. Og nu… gemte han sig for at hans far ikke skulle vide han eksisterede. Ironisk.
Han kunne høre samtalen imellem Tivo og Jerry. Tænk at hans far fik dem til at mistænke Constantine… det var jo absurd. For ikke at sige Kieran, der allerede var en forræder overfor politiet.
Jerry sukkede, men i stedet for at gå ud, satte han sig i lænestolen overfor Tivo. ”You were friends with Tidus… He took you in and saved you from your previous mafia… And you lived with the witch, who seems to assume Jasper killed his own son… are you sure you´re not on that side too?”
Tivo kneb øjnene sammen. ”I am no traitor you fucking cunt. Jasper would not kill his own son.”
Løgne… løgne… løgne…
Tidus klemte en smule hårdere om Cassandras hånd. Gid Jerry gad at skride… Bekymret så Tidus hen på Cass og bemærkede her de lysende øjne.

Det hele flammede op i Cassandra, som hun sad dér; sammenklemt og skræmt. Al den vrede, frustration og had som hun havde gemt væk fra både Tidus, Tivo og resten af mafiaen. Kun Jasper og få af hans mænd som hun havde slået omkuld under forbandelsen havde set hendes vrede; og kun en brøkdel af den. Hun trak læberne op i en krøllet lydløs snærren. Heldigvis var den usynlig i mørket, medmindre Tidus havde fået evnen til at se med manglen på lys. Hun anede ikke hvad han var i stand til. Hun lyttede, og som hun mærkede Tidus klemme hendes hånd gik det op for hende at hvad hun normalvis anså som værende hende der var bange, i virkeligheden ikke var frygt.

Hun lukkede øjnene, og holdt hans hånd tæt i sin. Hun trak vejret i en beroligende rytme, da hun ville risikere at sende dem begge dybt ned i et minde hvis hun panikkede. Hun kunne ikke risikere at de begge blev sendt så langt væk at de ikke ville have kontrol over deres egne kroppe. Det ville ikke ende godt. Hun var ikke bange - det var ikke frygt der brusede i hendes årer - det var magi. Magi der skreg på at komme ud, og reagere. Magi hun havde gemt væk i tyve år; magi hun ikke stolede på. Magi, som muligvis kunne redde dem alle tre, og gøre at hun ikke skulle frygte Jasper længere.

Hendes læber begyndte at bevæge sig, nærmest lydløst. Ord formede sig, så svagt at selv Tidus ville have svært ved at høre det. Ord, så ældgamle at tebanske ord havde svært ved at beskrive dem. Ord hun havde lært af sin mor, som havde lært dem af sin svigerinde. Ord fra Laveau-slægtens oprindelse. Hendes pegefinger på den hånd hun holdt Tidus’ hånd i bevægede sig over hans hud; tegnede symboler og emmede af magi fra hendes fingerspids ned i hans hud. Hun ville ud; hun ville vise at hun ikke var bange for de tåber som havde handlet imod hende. Men ikke endnu. Hun måtte vente; ventetiden var en pine.

Cassandras vrede var tydelig. Det føltes som en lille flamme i mørket. En flamme så kraftigt at den nærmest slikkede ens hud fri for ens knogler. Tidus forstod hende. Han vidste at denne vrede var rettet imod Jerry… Jerry og Jasper for den sags skyld. Selv havde Tidus lyst til at gå ind i stuen, flå idioten fra hinanden og se ham lide. Men tiden var ikke inde endnu. Som Cass begyndte at bevæge sine læber lydløst, så Tidus en smule spørgende hen på hende, til det gik op for ham at det var magi.
Shit. Jerry havde bare at smutte og det skulle være nu.
Inde i stuen derimod, sad Tivo og knyttede sine næver for ikke at springe i flæsket på Jerry. Tydeligvis var det en vrede Jerry kunne mærke. Det stride menneske, sukkede og rejste sig op, hvorpå han en sidste gang så rundt. ”Jasper expects you to come back to the base soon Bienvido.”
Før Tivo kunne nå at svare, var manden allerede på vej ud ad døren, vendte ryggen til Tivo. Et tegn på at han ikke frygtede varulvens vrede. Det pissede Tivo fuldstændig af. Men alligevel var det ikke tid til at lade vreden tage over.
Minutterne gik, før Tivo var sikker på at han ikke længere kunne høre Jerry og derfor gik ind til de andre, for at lukke dem ud. ”You okay?” dette spørgsmål var tydeligvis rettet imod Cassandra.

Kun en tåbe frygtede ikke magi. På trods af at Cassandra var heksen i deres lille trekløver, så var hun også rædselsslagen for at bruge magi som ikke var trænet ordentlig. Derfor havde hun taget afstand til magien hendes mor havde anvendt; blod-magi. Det var ondt, modbydeligt… Det smittede brugeren med en stank af død når det blev anvendt; men det kunne redde liv. Hun vidste godt selv hvorfor hun havde frygtet at bruge det; nu var det bare på tide at hun indså at den frygt ikke længere var valid.

Hun følte Tidus blik lande på hende, men hun gav blot hans hånd et lille klem, mens hun hørte Jerry rejse sig. I hvad der føltes som evigheder ventede hun på at Tivo ville komme tilbage og lukke dem ud. Så snart han åbnede døren til det alt for lille kammer var hun nærmest fløjet ud derfra. ’’I’ll answer that in a minute,’’ sagde hun, inden hun så hen mod soveværelsets vindue. Kun Tivo havde set hende bruge blod-magi før, så han kunne muligvis genkende blikket i hendes øjne. Tidus derimod, ville næppe forstå hvad der skulle til at ske. Hvor det tidligere havde været hendes eget blod hun havde anvendt til en besværgelse, var det i aften ikke hende der stod for skud. Jerry skulle ikke true Tivo ved at komme her.

Før hverken Tivo eller Tidus kunne sige hende imod, var hun henne ved vinduet, som hun åbnede uden besvær. Derefter klatrede hun ud, ganske smidigt, og forsvandt. Fordelen ved at stikke af så mange gange dengang hun var barn havde været at hun havde lært at forlade bygninger på alternative måder; i aften var et glimrende eksempel. Jerry var ikke engang nået ud af opgangen, da hun landede på fortovet. Han stod og talte telefon, da han fik øje på hende. Jerry var en dumpap, som mente at han kunne klare alt. Han var ikke bange for hende, og uden tøven lagde han røret på, smed telefonen i lommen, og nærmede sig hende med et hånfuldt smil. Han åbnede munden for at sige noget, men blod kvalte hans svælg, og druknede lyden. Et dyrisk, rasende udtryk glødede i hendes øjne. ’’If you ever come near Tidus, Bienvido or me again, I’ll rip off your pathetic little cock and stuff it down our throat!’’ knurrede hun as ham, mens blodet begyndte at løbe fra hans øjne, ører og næse. Det lod til at Jerry prøvede at sige noget til hende, men hans ord druknede i en gurglen på grund af blodet.

’’You better head back to the base and tell them that if I see anyone coming near me or my family again,’’ startede hun, mens hun gik tættere på Jerry. Hendes ene hånd dansede i symboler, som hun nonverbalt holdte besværgelsen der tvang Jerrys blod til at strømme frit i gang. ’’I’ll kill every single one of you little fuckers,’’ snerrede hun, inden hun med en hurtig bevægelse lagde an til at sparke Jerry så hårdt at han faldt om. Når han engang ville vågne, ville han ikke ane hvad vej hun var gået. Jerry greb dog fat om hendes ben, i det hun var ved at ramme ham, og fik hende hamret ned i asfalten. Hun drejede sig mens hun flåede benet til sig. Benet lavede en højlydt knasende lyd, som vidnede om at hun var kommet til skade. Hun blødte, som en knogle stak ud af et åbent sår på benets skinneben, hvilket alt sammen heldigvis var dækket af det store sweatbukser hun havde ’lånt’ af Tivo. Hun ignorerede den øredøvende smerte, mens hun med en hård bevægelse fik slået Jerry lige på næsen. Som planlagt mistede han bevidstheden, men ikke før hun selv havde kommet til skade. Typisk. Intet gik som hun ville det.

Hun hev sig selv op og stå ved at støtte sig op ad muren, hvorefter hun humpede ind i opgaven, og hoppede på et ben op ad trapperne, inden hun bare gik ind af hoveddøren til lejligheden og dumpede ned i sofaen. Hele vejen bed hun hårdt sammen for ikke at klynke af smerte over frakturen. Hendes hænder var smurt ind i Jerrys blod, og buksebenet dryppede af hendes eget blod. Hun krængede buksebenet op til over knæet, inden hun i stor frustration måtte erkende at det ville kræve mere energi end hun var tilfreds med for at kunne hele en fraktur i den skala. ’’He won’t be bothering us again,’’ sagde hun så, inden hun greb ud efter den første og bedste øl der var en sjat tilbage i og tømte den ned i svælget.

Hverken Tivo eller Tidus var forberedt på at Cass sprang ud af vinduet som en anden adrenalin jonkie. Ej kunne Tidus heller genkende Cass. Hendes øjne var som opslugt af blod.
Hurtigt var de to mænd henne ved vinduet, kiggede ud, nu kun for at opdage hvem Cass havde i sinde om at springe i flæsket på.
”OH FUCKING SHIT BISCUITS!” lød det højlydt fra Tidus. Før Tivo overhovedet nåede at blinke, var Tidus allerede forsvundet ud af lejligheden, klar til at hjælpe Cass.
”No… stay… pendejo!” knurrede Tivo opgivende og så nu ud ad vinduet. Det lå til at Cass klarede sig og Jerry fik den største omgang bøllebank. Det vil sige indtil at selv helt oppe fra hans lejlighed, kunne han høre Cass ben knække og lugte blodet. Endda næsten smage metallet på hans tunge.
Her knurrede Tivo og var skam på vej ud ad døren, til han stoppede op på stedet, fast frosset i sine tanker. Hvis de alle angreb Jerry nu… så var de nødt til at slå ham ihjel. Cassandra havde nævnt Tidus… plus hun havde sagt at han aldrig skulle true Tivo eller Tidus… Jerry kunne ende med at tage hjem og sladre… med andre ord… så var de alle fucked mere end de allerede var. Irriteret knurrede han og rystede på hovedet. Det var en ting de måtte fikse senere… lige nu skulle han hjælpe Cass.
Men før han trådte ud ad døren, kom en haltende Cass ind, med støtte fra Tidus der hjalp hende hen på sofaen. ”You are fucking crazy Cass!” Lød det beklageligt fra Tidus. ”Badass but crazy!” Her så han ned på hendes sår. ”First aid kit… now Tivo.”
Tivo nikkede og gik ellers ud i køkkenet. Her hentede han førstehjælpskassen og kom ellers tilbage til dem. ”Not to rush you… but we better do something about Jerry outside… or else we have to flee immidately.” her rakte han den lille taske til Tidus.
”Cass ain´t going anywhere in this condition,” mumlede Tidus som han sad og tjekkede til hendes ben.
Tivo skar en lille grimasse, hvorpå han ellers smuttede ud af døren, ned af gangene for at tjekke til den besvimet Jerry.

Cassandra havde ikke tænkt over sine ord, indtil hun sad oppe i sofaen. Hun var klar til at anerkende at hun havde begået en fejl, men lige nu var det faktum at en del af hendes knogle så ud til at hygge sig uden for dens normale position. Hun skar tænder, efter Tidus havde hjulpet hende op i lejligheden og ind på sofaen, i en kombination af frustration og smerte; hendes egen dumhed havde endnu engang forårsaget problemer for Tidus. Hun havde endda hørt hans udbrud helt oppe fra lejligheden da han havde opdaget hende. I en relativt rolig bevægelse strakte hun benet ud, mens hun hørte hvordan den brækkede knogle knasede og gav efter. Hun ynkede sig lidt, velvidende at det ville gøre forfærdeligt ondt at få rettet det på plads - men rettes, det skulle det altså.

Tivo havde ret, som han påpegede at de burde gøre noget ved Jerry - selvom Cassandra ikke kunne gøre en skid med det ben. Før hun overhovedet kunne nå at svare Tivo, havde Tidus konstateret at hun ikke kom nogle vegne med det ben. Forbandet! Hun sukkede frustreret som Tivo ellers besluttede sig for at håndtere sagen selv. Hun havde været en kæmpe idiot. Da Tivo var forsvundet ud af lejligheden, bed Cassandra hårdt sammen igen og så nu ned på benet. ’’I messed up,’’ sukkede hun, en god del frustreret. Hvad dælan havde hun tænkt på? Ikke nok med at hun havde mistet besindelsen, så havde hun afsløret at Tidus var der. Hun var nødt til at finde et andet sted de kunne være. Hun havde været en kæmpe nar.

’’I’m sorry,’’ sukkede hun, uden at se på Tidus. Hun hadede sine røde øjne, når ting som disse var resultatet. Et brækket ben kunne hun leve med, men ikke tanken om at hun nu havde placeret dem i overhængende fare fordi hun havde mistet besindelsen. En førstehjælpstaske ville være spild af tid, når hun i sig selv bare kunne bruge magi for at hele det. På trods af at hendes affinitet lå i blod-magi, så havde hun stadig muligheden for at anvende de mere basale besværgelser; herunder at hele sig selv. Et brækket ben kunne ikke heles perfekt, når det var så slemt, men det kunne heles til et punkt hvor hun ville kunne gå tilnærmelsesvis normalt når hun engang vågnede igen; det ville dræne hende fuldkommen for energi bare at prøve.

På en måde følte hun sig som det sorte får igen. Hun var ude af stand til at kontrollere sin vrede, og hendes handlingerne havde altid konsekvenser hun ikke havde tænkt over. Hun var en plage, og hun vidste det. Hun var præcis som sin mor.
’’Go grab me a beer, will ya’?’’ spurgte hun med et lille skævt smil; et smil der gemte på det faktum at hun var på kanten af at bryde grædende sammen over hendes egen dumhed. Om Tidus rejste sig og hentede en øl til hende eller ej var lige meget, for kort efter hun havde spurgt bed hun godt fat i skulderstroppen på hendes sports-bh, hvorefter hun førte begge hænder over det udstrakte ben. Hun skreg med sammenbidte tænder, så dæmpet som menneskeligt muligt, mens hun rykkede knoglen på plads med en høj knasende lyd og et ordentligt smæld. På trods af at hendes ben nu lod til at være rettet helt ud, var der stadig et gabende hul hvor knoglen havde brudt huden, og knoglen i sig selv var stadig brækket. Hendes hænder, nu indsmurt i både hendes og Jerrys blod, lyste svagt op som hun med sammenbidte tænder nu mumlede den samme besværgelse igen og igen. Huden lukkede sig ganske langsomt, mens man gentagende gange kunne høre små smæld og knasende lyde fra knoglerne i hendes ben der prøvede at sætte sig normalt sammen igen.

I løbet af et minuts tid var hendes mumlen blevet til en nærmest utydelig hvisken, og hendes øjne havde svært ved at forblive åbne. Energien hun brugte på at hele sig selv sugede sig selv ud af hende, og efterlod hende kølig, bleg og udmattet. Inden for en halv time ville hun falde om på sofaen, med et ben der ikke længere blødte, men som forsat var så skrøbeligt at hun ikke ville kunne støtte på det. Indtil benet havde haft tid til at rekonstruere sammensætningen i knogle, muskel og hud, ville hun ikke kunne bruge det; ulempen ved magi var der altid.

Tidus kunne med det samme mærke hendes urolighed. Hvilket fik ham til at se op på hende med sit altid ømme smil. ”Hey hey… sometimes temper takes over once actions… I understand your anger…” her tjekkede han til hendes sår og skar en lille grimasse. ”Shit… I think we should get you to a hospital…” han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre ved dette. Knoglen stak ud og lignede noget fra en gyserfilm.
I det hun bad ham om at hente en øl, sukkede han, men rejste sig alligevel op for at gå ud i køkkenet. Hun var ligesom ham. Alkohol kunne altid hjælpe i situationer som disse.
Som han var ude i køkkenet, trådte Tivo ind ad døren, lukkede den hurtigt bag sig og var parat til at sige et par ting eller to, i det han så den udmattet Cass. Magien hun havde brugt hang stadig over hende. Hurtigt var han henne ved hende, støttede hende og hviskede beroligende ord til hende.
Blot væk i få sekunder, overraskede det egentlig ikke Tidus, at Cass havde forsøgt at heale sig selv. Hurtigt var han også ved hendes side.
”Jerry is gone,” sagde Tivo lavmælt og fjernede en hårlokke fra Cass pande. ”As soon as she is able to… we have to go.” alvorligt så han nu ind i Tidus blå øjne.
Tidus nikkede forstående og så ellers bekymret ned på Cass. ”She is gonna be fine Tidus… she just used a lot of magic.”
”Still…” mumlede Tidus. Han ville høre ordene fra Cassandra. Han vil selv have hende til at sige hun nok skulle klare den.

Kom det bag på nogen at Cassandra havde handlet uden at tænke? På det punkt var hun utilregnelig, og hun hadede sig selv for det. Hendes vrede og angst havde bygget sig op til noget der nu havde sat dem alle tre i fare, og alligevel hang de allerede om hende igen og pyldrede om hende, som var hun deres kæreste eje. Havde det ikke været for de to, så havde hun sikkert ikke overlevet hvad der var sket med Josiah. Hun skammede sig, specielt over at deres affektion for hende ikke blev gengældt i hendes handlinger. Hun udsatte dem konstant for mere og mere, hver gang pressede hun deres tillid og venskab til det yderste. Hun var ikke det værd. Det kunne hun ikke være.

Hun havde ikke lyst til at de skulle tænke på hende. De skulle komme væk, så hvis - nej, når - Jerry afslørede dem på grund af hendes åndssvage fejl, så ville Jerry ikke ane hvor han skulle finde dem igen. Hun kunne mærke hvordan hendes øjne sved, mens tårer formede sig i dem. Hun var for udmattet til at trække sig væk fra dem, og selv hvis hun havde haft energien, så var hendes ben stadig for skrøbeligt. Det var jo latterligt, det her. De skulle bare se at komme væk, og så skulle hun nok finde dem når hun engang havde lært at være mere ansvarlig. På et eller andet punkt ville hun bare ønske at mafiaen tog hende, og gjorde det af med hende. Så var der heller ingen til at ophæve den forbandelse hun havde lagt over Jasper.

Hun mærkede Tivo fjerne en lok hår fra hendes pande, og lod blidt sit hoved hvile mod hans hånd. Hun lukkede øjnene i, velvidende at hun ikke havde tid til at sove. De havde ikke tid som en ressource, ikke lige nu. Alligevel, så kunne hun ikke forhindre den udmattelse der drev ind over hende. Hun forbandede sig selv og sin idioti. Hun ville sige til Tidus at Tivo havde ret, men det krævede at hendes læber ville lystre hende. Hver gang hun prøvede at ytre et ord, så druknede det i en mumlen. Hun var for træt. Hun trak vejret overfladisk, stadig pint en del af den smerte der dunkede i hendes ben, mens hendes øjne gled helt i, og hendes bevidsthed drev længere og længere ud i en tung søvn.

I det Cass faldt i søvn, sørgede Tidus for at hun var pakket godt ind i tæppet, før han blidt kyssede hendes pande og rejste sig op. Herpå gned han sig ellers selv en smule i øjnene. Han havde ikke haft fået ordentligt søvn i ret så langtid. Hvilket han så småt var begyndt at kunne mærke.
Som han så hen på Tivo, stod varulven og snakkede i telefon. Med hvem havde Tidus ingen anelse om. Han gik hen, aede Queen bag øret og så ellers rundt i lejligheden. De var nu heller ikke længere i sikkerhed her. Tingene udviklede sig til det værste. Forhåbentlig ville det snart ændre sig.
Han så her om på Cass med et ømt smil. Hun fortjente noget ro. En ro han vidste hun ikke ville finde, før Jasper lå død for hendes fødder.
”Some people will be here tommorow… they can´t be here sooner… they will take you guys somewhere safe…” forklarede Tivo. Tydeligvis hentydede han til dem han lige havde snakket med.
”what about you then?”
”I´m gonna be fine Tidus. You and Cass are in the bullseye right now… which is why you requi…”
”They´re after you too now Tivo. They will expect you to know something… therefore you need to hide too.” Tidus så på Tivo, skabte øjenkontakt og var stædig nok til ikke at se væk, indtil varulven sukkede.

Som klokken havde nærmet sig 3.00, var Tidus faldet i søvn i lænestolen, med den lille Queen på sit skød. På gulvet, foran sofaen Cass lå på, sad Tivo og tvang sig selv til ikke at sove. Hvis Cassandra vågnede, ville han dreje hovedet, se om på hende med et ømt smil. ”heey sleeping beauty.” det blev sagt lavt og roligt.

Hendes søvn bar præg af hvad der lige var sket. Den var urolig, men hver gang hun prøvede at rykke på sig måtte hun give fortabt; hendes krop lystrede ikke. Det var som at være paralyseret. Hun kunne intet. Hun genkendte ordene der blev anvendt omkring hende, som de to mænd prøvede at finde en løsning. Tivo, som altid, tænkte at han nok skulle klare sig. Tidus var en skydeskive, og Cassandra’s hoved skulle serveres på et fad. Sikke en ræddelighed hun havde sat dem i. Som hun lå og svævede ind og ud af bevidsthed. Hver gang hun vågnede, åbnede hun øjnene så meget som hun magtede, for at sikre sig at der ikke var sket dem noget. Hun var overbevist om, at efter hendes dumhed, ville hun vågne op til dem begge fuldkommen slagtede; hvis hun da vågnede.

En enkelt gang da hun vågnede, drejede Tivo hovedet og smilede ømt til hende. Hun prøvede at række ud efter ham, men hendes hånd lystrede ikke. I stedet smilede hun et nærmest ikke-eksisterende smil, før hun døsede hen igen. Hun var patetisk, når hun ikke engang kunne finde ud af at holde dem ude af ballade.

Solen var stået op, da hun åbnede øjnene igen. På trods af flere timers søvn, så kunne hun ikke magte andet end at åbne øjnene, se sig omkring og dreje hovedet. Hendes krop var tung og nærmest livløs, og hendes stemme ru, som hun prøvede at sige et eller andet; ældgamle ord som de fleste ville have gættet på var hebraisk. Der skete intet ved ordene; hendes magi var endnu ikke nået til at punkt hvor hun kunne så meget som fremsige en besværgelse. Hun lukkede øjnene igen i frustration, mens hun tog en dyb vejrtrækning. Hun følte sig så åndssvag. Havde hun ikke prøvet at hele sig selv med magi, så havde de haft muligheden for at være væk nu, og i sikkerhed. Hun udsatte dem alle for en unødvendig farer; noget hun åbenbart var god til.

Natten strakte sig langt ud for dem alle tre. De alle vågnede op til flere gange. Eller, hvad angik Tivo, så sov han ikke overhovedet. Da det derfor blev morgen, tog han til bageren og hentede ham og Cass noget morgenmad. Han regnede ikke med at Tidus ville spise mere. Dog, blev han noget så overrasket, i det han trådte ind og Tidus duftede det ny friskbagte brød. Dæmonens øjne lyste op.
”Is that bread and cake!?” lød det i en jubel fra ham.
Tivo sukkede. ”yeeees… but remember you´re demon now… you actually don´t need food anymore?” det kom dog ud i drillende toner.
Tidus stak sin læbe ud, satte sig i sofaen og slog armene over kors. ”Doesn´t mean that I wont eat it for the delicious taste.” Her så han drilsk hen på Tivo. Det blonde morgenhår strittede ud til alle sider.
Varulven klukkede og tjekkede ellers til Cassandra. ”Are you ready for some breakfeast dear Cass?”
”When are your people gonna be here Tivo?” spurgte Tidus. Han havde rejst sig fra lænestolen, også for at tjekke til den såret Cass, der så vidt han husker, heller ikke den største fan af at vågne tidligt.
”I´m gonna call them later, now food.” Her gjorde han klar til at lave noget mad til Cassandra.

Hun anede ikke hvad klokken var. Hun vidste bare at hun var træt; hendes krop var på ingen måde interesseret i at reagere, og på et eller andet punkt så havde hun slet ikke lyst til at vågne. Hun følte sig fuldkommen latterlig, og at drengene nussede så meget om hende når hun var skyld i at kattepinen de sad i var tidoblet. Hun åbnede øjnene som Tidus i en jubel spurgte ind til maden Tivo var kommet med. For at være ærlig, så var hun ikke interesseret i maden; Tidus kunne få det hvis han ville. På en måde, så vidste hun godt at hun skulle spise for overhovedet at få sin energi tilbage, men hun havde på ingen måde lyst til det.

Som de begge havde besluttet sig for at tjekke til hende måtte hun krybe lidt sammen for at undgå deres blikke. Hun drejede hovedet så det tæppe Tidus havde lagt over hende nu dækkede hendes ansigt. På en måde kunne man beskrive den følelser der summede i hendes krop som værende ekstreme tømmermænd. I en lav og hæs mumlen bad hun dem om at lade hende være i fred; en forespørgsel hun ikke var helt sikker på at de ville acceptere. Archimedes, den lille brune ugle, lettede fra sin rede i vindueskarmen og slog ud med vingerne. Han gled igennem luften og landede foran Cassandras hoved så den stod mellem Tivo og Tidus, og Cassandra. Den så direkte på Tivo med store øjne; øjne der vidnede om at den ville få et mindre bitch-flip på dem begge to hvis de ikke bare lod Cassandra være i fred.

En stor del af hendes udmattelse var psykisk. Normalvis ville hun bare skulle have varmen, sove lidt og få spist, så havde hun det fint. Denne gang var anderledes. Hun var så træt, og så håbløst irriteret over at hun havde handlet så pokkers selvisk. Utroligt hvad ens egne tanker kunne gøre ved ens energiniveau.

Så snart den søde lille ugle stillede sig i vejen, løftede begge unge mænd hænderne i overgivelse og gik ellers væk. De ville nu lade hende sove i ro og mag. Dog efterlod Tivo noget mad til hende, hvis hun skulle gå hen og blive sulten.

Den næste dag, var Tivos mænd stadig ikke kommet, derfor var varulven kort gået udenfor for at snakke alvorligt i telefon med dem. Til at starte med, sad Tidus ved Cassandras side, til han hørte Tivo råbe hvilken alarmerede ham. Derfor forlod han kun Cass i hvad der føltes som sekunder. Dog… var de sekunder mere end rigelig for andre personer.
Ind af vinduet, som var det ingenting, kom en af mafia mændene og gned sine håndled.
”As you suspected boss. She is here,” snakkede han ind i en lille høretelefon. Med sine kolde bevægelser, gik han hen til Cass, smilte lumsk og satte sig på hug foran hende. ”You´re gonna come with me little princess.” Hvis hun var vågen, ville han tage klorofon op til hendes læber, bare for at hun ikke ville skrige. Her samlede han hende op og som den samme vej han var kommet ud, sprang han ud af vinduet med den lille heks i sine arme.

Når Cass endelig vågnede igen, ville hun finde sit bundet fast på hænder og fødder, sat på en sofa og foran hende sad en kvinde. Smuk og med lange gyldne lokker hængende ned over hendes bryst. ”Hello hello.” hendes accent var tyk og russisk. ”Another one who pissed of the Technique mafia.” Hun sad her og legede med sit hår.

Hun var ikke bange for at mafiaen fandt dem; hun var bange for hvad der skete hvis Tivo's mænd ikke snart fik bragt Tidus væk fra lejligheden. Hun var ligeglad med sig selv; mafiaen havde dræbt hende for længst hvis det var deres planer - nej, de ville ikke dræbe hende når de fandt hende; så ville deres kære leder ikke kunne få hævet forbandelsen.
Timerne gik, og i ny og næ vendte hun sig om for at se hvad der foregik omkring hende. Langt det meste af tiden lå hun ellers og så ind mod sofaens rygstøtte, for ikke at ligge op til at hverken varulven eller dæmonen hun delte lejlighed med pt. besluttede sig for at inddrage hende i samtalerne. Hun var døset hen som Tidus efterlod hende alene i mindre end et par minutter. Hvilket lod til at være tid nok til at mafiaen slog til. Hvorfor de havde ventet, og ikke bare havde taget sig af Tidus forstod hun ikke - ikke indtil hun hørte manden tale med nogen på trods af at der var ingen andre i rummet. Hun drejede hovedet og satte sig op, kun for at se direkte på det væmmelige væsen af en mand der sad på hug ved siden af sofaen og så på hende med et lumsk smil. Den kære ugle skreg op, som manden rakte ud efter Cassandra med en kloroform-klud i hans hånd. Der gik få øjeblikke før Cassandra ikke længere kunne kæmpe imod den pludselige magtesløshed, og besvimede.

Da hun vågnede sad hun på en sofa, præcis som da hun var blevet vækket ret så brat tidligere; med den lille ændring at hun var bundet på hænder og fødder - og det var ikke deres lejlighed. Hvor end hun befandt sig, så stank der frygteligt af en kombination mellem røg, mug og blod. Hun missede med øjnene, mens hun prøvede at vride sine hænder fri; uden held. Stemmen fra en kvinde fik hende til at dreje hovedet mod en lyshåret dame. Den russiske accent fik hende til at spænde kæben. Dette var en kliche af en anden verden; hun var blevet kidnappet af mafiaen og stod nu til bøllebank af en russisk kvinde. Men hey, i det mindste var hun ikke italiensk. ''I didn't piss off the mafia; I cursed their shit-faced boss,'' knurrede hun lavt. Hendes magi var ved at vende tilbage, men hun ville ikke risikere at bruge al sin energi på endnu en omgang fejlslåen overlevelse. Sidste gang havde hun afsløret Tidus, og sat sig selv i denne dumme situation. Måske var det bedst bare at se hvad der skete, inden hun handlede forhastet.
Hun fortrød hurtigt det valg, da den blonde kvinde rejste sig fra hendes stol og trådte nærmere Cassandra med et smørret smil på hendes læber. ''I was told you were a feisty one,'' sagde kvinden mens hun rakte ud efter Cassandras ansigt, og greb hendes hage med to fingre. ''You and I are going to have so much fun together, little princess,''.

Timerne gik. For hver gang hun blev spurgt, kom hun med det samme svar i forskellige formater. Go fuck a mountain. Jump into a wall. Go blow your dad. Hun havde ingen intention om at fortælle dem noget som helst. Spørgsmålet var idiotisk - de havde lige været i lejligheden og alligevel krævede de at hun fortalte dem hvor Jaspers søn var. Cassandra modtog endnu et slag på siden af kæben, hvilket efterlod hendes læbe flækket, mens hun spyttede blod og en tand ud. Hendes ene øje var hævet og næsten sort, mens hendes næse blødte og havde fået et unaturligt knæk på grund af en omgang slag den havde modtaget. Hendes mave brændte nærmest efter den omgang mavepustere hun havde fået, for hver gang hendes svar ikke levede op til deres krav. Fingre var brækket af at blive bukket bagover indtil de rørte håndryggen; fingernegle flået af hvilket havde efterladt hendes hænder dækket i blod. Hun skælvede; ikke af frygt, men af smerte. Den blonde kvinde lo med en latter som Cassandra kun kunne sammenligne med Harley Quinn. Hun var jo manisk. ''Come on doll, just tell us where you're hiding him. We just want to bring him home,'' løj kvinden som hun lænede sit ansigt helt hen til Cassandras, inden hun slikkede blodet fra Cassandras læbe i sig. ''idi trakhni sebya!'' snerrede Cassandra med sammenbidte tænder. I det mindste kunne de ikke slå hende ihjel. Alt andet de kunne gøre ved hende ville hun overleve. Hun ville ikke lade dem få tilfredsstillelsen af at se hende knække.