The final battle - Kol - Dove - Rebekah - Roy -

S: Deres hjem.
O: Hvad der er.
T: Omkring 2:00 om natten
V: Lige gyldigt indenfor
P: Et par sorte jeans, en rød sweater, håret sat op i en hestehale.
@Kol, @Roy <3

---

Det var sent. Virkelig sent, og tårerne havde løbet henover hendes kinder i de sidste par timer, og i sidste ende var der vel ikke mere at tage fra. Hun var kommet til denne her beslutning at på trods af alt - så vidste hun hvad hun fortjente, og hun vidste nu hvorfor hun ikke skulle gå og tage beslutninger selv. Calla var blevet klogere, følte hun selv. Livet havde slået hende over fingrene, måske var det i sidste ende hvad Kol havde håbet på. At Calla ville knuse sit eget hjerte. Calla havde stadigvæk blod rundt om læberne fra da hun angreb Jessalyn, og hun havde fundet frem til det andet hus hende og Kol boede i. Det palæ som Irene også nogle gang var i. Fordi hun vidste at Roy kendte til det andet sted, og hun ville ikke risikere at han gjorde noget dumt. Sidst hun havde været der havde Calla også været såret og Roy havde fulgt hende. Det var heldigt nok at hendes far ikke havde opdagdet det. Calla vidste Kol ikke ville være vildt glad over det faktum at hun ikke havde holdt deres aftale. Aftalen om at komme med folk havde stoppet kort efter hun havde mødt Roy og Dove. Hele hendes kontakt med sin far var gået ned da hun havde opdaget sandheden, men nu og her som hendes hjerte gjorde ondt. Vidste hun at hendes far også var den person der ikke ville tale ud om det, eller kræve hun gjorde det. Den form for følelse lå ikke til ham eller Calla. Hvilket nok gjorde at selvom hun burde tage den med sin mor, så var det Kol der kunne få hendes tanker på noget helt andet. I hvad han end havde i tankerne. Calla vidste ikke om han ville straffe hende,som de andre gange når hun havde gjort noget galt - eller hvad hun skulle forvente.
"Daddy.. I'm home.. I learned my lesson.." sagde hun ud i rummet, men hun vidste han hørte hende. Tydeligt at se på Calla at hun havde grædt, men selvom hun kendte sin far - så håbede hun at han ikke lavede en stor scene ud af det.

Calla havde taget sit valg. Han havde valgt dem. Det var lige meget. Han havde et es oppe i ærmet. Han havde ikke tænkt sig at give hende op så let. Foran ham i kælderen, lå der et rødbrunt væsen. Det var højt og spinkelt, havde lange sorte kløer på både fødder og hænder. Dens mund bestod af sylespidse tænder. Øjnene var åbne og havde en syregrøn farve. Det var perfekt til at hente Calla hjem. Hvis han så bare kunne få lidt liv i det. Dens brystkasse var åbnet op. Hjertet sad i midten. Det var blevet helt sort efter det mislykkedes forsøg. Han havde brug for et nyt. Han havde brug for Calla hentede det til ham. Som om hans ønskede blev opfyldt, kunne han høre hendes stemme oppefra. Han trådte ud af den beklædning der beskyttede hans tøj og gik op til hende. ”About time Calla. You have really let me down this time. But I will let it go. That’s what dads do.” Han trådte hen til hende og lagde en arm om hendes skulder. ”You come at a perfect time. I am working on something big this time. And I need your help to finish it.” Han kunne godt se stregerne ned af hendes kind. Han vidste også hvad de betød. Han vidste bare ikke hvad han skulle gøre ved det. Han var heller ikke specielt interesseret i det. ”Do you want to see?” Han førte hans frie hånd hen mod kælderen. Hun vidste alting spændende foregik dernede. Det var der han skabte hende. ”Only you can finish it.” På trods af Kol forstod minimalt om folks følelser, vidste han nok om deres psykologi til at vide, hvordan man kunne manipulere med folk. Hvis han gav hende følelse af at have et formål, en plads at udfylde, ville hun måske ikke gå fra ham igen.

Calla følte hun havde en masse at sige, men hvert eneste ord hun kendte forsvandt fra hendes hukommelse som han lagde sin hånd på hende. Man skulle tro at hun skulle være mere rolig af at han lod det gå, men det var hun ikke. Faktisk var det der at Calla begyndte at blive opmærksom. Let hævede hun et bryn da han sagde han var igang med noget, men havde brug for hendes hjælp. Endelig noget hun kunne gøre godt og ikke bare ødelægge. Det var hvad hun havde brug for, at føle at hun kunne bedrage med noget. Let sank hun en klump og nikkede let da han viste vej mod kælderen. Only you can finish it, de ord fik hende til at kigge over på ham.
"Then, what are we waiting up here for?" spurgte hun og flyttede blikket tilbage mod kælderen. Det havde aldrig været mere besværligt men alligevel føltes nødvendigt at gå derned. Hendes ben havde føltes som sten imens hun var gået ned i kælderen.
"What do you need?" Spurgte hun lidt efter og vendte sig mod sin far igen. Calla var let at manipulere med lige nu for ham, og det var tydeligt. Det skreg ud af hendes øjne at hun ønskede at føle noget andet end hvad der pillede hendes hjerte fra hinanden lige nu. Calla bed sig let i læben, og smagen af Jessalyns indtørrede blod fik hendes øjne til at skifte til den sortefarve igen. Hvilket ikke ligefrem var noget hun var glad for, men ligemeget hvor meget hun hadede at hun foran sin far viste sin monsteriske side - måtte hun vel snart lærer at det var hvad hun var - der var ingen grund til at blive ved med at prøve at skjule den.

Kol fik et smil på hans læber, da hun virkede begejstret for at komme i gang. Meget kunne man sige om Dove. Hun var måske en bedre forældre end han. Hvis man ønskede et funktionelt barn, var det hende man skulle gå til, men Calla var dysfunktionel, og hun vidste hvem der bedst kunne hjælpe hende nu: Ham. Han stillede sig foran det lange bord med det læderagtige væsen liggende. Han drejede hovedet på hende i stedet, da hun spurgte hvad han skulle bruge han. Kol gik hen og rev det ødelagte hjerte ud af brystet og smed det i en spand med andre ødelagte hjerte. ”A strong heart,” sagde han og tørrede hans hænder af i et viskestykke. Han havde brug for Calla til at finde et stærkt hjerte, der kunne skabe liv i dette væsen. Han drejede sig mod hende, og lod hans hånd hvile ved siden af en klo. ”Can you get me that? If you can, we can bring this beauty to life.” Han var overbevidst om hun ville sige ja. Han så hvordan hendes øjne skiftede farve, sandsynligvis på grund af blodet om hendes læber. Det bragte endnu et smil frem på hans læber. Han var oprigtigt glad for Calla var tilbage.

//Beklager de er så korte. Jeg skal lige finde min indre Kol igen xD Jeg tænker Dove kan komme ind efter dit næste svar.

Calla så på det læderagtige monster der lå på bordet, og stvinede kort. Faktisk anede hun ikke hvad hun først skulle sige om det, men det brød hun sig ikke om. Det var en ting hun kunne sige. Let sank hun en klump som han så på hende. A strong heart, billeder fløj igennem hendes hoved med folk hun havde mødt. Der var mange stærke folk hun havde mødt, Roy, Livia, Dove, Rebekah, men ingen af dem ønskede hun at tage hjertet fra. Faktisk ønskede hun ikke engang at tage et hjerte fra Jessalyn. Det var pointen med det, et stærkt hjerte gjorde du kendte folk for at vide sådanne ting. Men var det nu hun skulle være det monster hun var? Finde en hun kendte og tage deres liv fra dem på den måde til ære for det monster? Mørket i hende sagde ja, men lyset i hende som prøvede at kæmpe for ikke at blive slugt levende.
"I can't, not tonight at least. People might look for me, I almost killed someone.. and there was a scene.. so, I don't think tonight will be such a good idea. I can be the monster you made me tomorrow - if thats okay?" Svarede hun en anelse nervøst. Men selvom hun havde bedt Roy om ikke at gå efter hende, så tvivlede hun på at han hørte meget efter. Desuden kunne hun pludselig mærke denne her form for stikken i sig, nogle prøvede at bryde hendes lille besværgelse hun havde over sig for at gemme sig for Kol. Hun var klar over enten det var Rebekah eller Dove - de var nok de eneste der kunne trænge igennem den.

//Det er helt iorden, bare husk det vi snakkede om xD <3

Kol så på hende som hun bevægede sig væk i sine tanker. Sandsynligvis for at tænke på, og udvælge, en med et stærkt hjerte. Han forventede hun ville tage af sted med det samme. Det ville hun have gjort tidligere. Hendes mor og skolen havde ødelagt hende. Han kneb øjnene en anelse sammen, da hun mente det var bedre i morgen. Han tøvede med en reaktion. ”Looks like you could need the rest. It’s totally fine,” sagde han og gik hen mod et andet bord med skuffer. ”Don’t run up to your room yet. I have a surprise for you,” han åbnede en skuffe og greb en nål. Den var fyldt med en klar væske. Det mindede om dem han havde givet hende, da han først havde skabt hende. Men denne ville skabe en helt ny evne i hende. Han trådte hen til hende. ”You probably don’t remember this. You were so young when it happened. Your mother probably told you I took you away from her. I didn’t. She left you here. She didn’t want you. She probably don’t want you now either.” Han vidste det ikke var sandt. Han vidste hun var på vej.

Det var også derfor han blev nød til at gøre det nu, inden Dove kunne ødelægge det hele. ”That’s why I made you this way. I want you to close yourself off from the people who will hurt you. And you do Calla. You’re like me. We’re both consumed by darkness. We two belong together. Nobody else wants us.” Han greb fat om hendes arm, da han så det sidste lys gå ud i hendes øjne og blive overtaget af mørke. I det øjeblik, stak han nålen ind i hendes arm. Da han trak den ud igen, lukkede såret sig hurtigt sammen. ”You can go now.” Dove ville ikke være i stand til at redde hende nu. Calla ville blive en del af mørket en gang for alle.

Calla vidste selvfølgelig også godt det ikke var den reaktion han forventede. Men Calla havde ikke lyst og det var virkelig svært ikke at måske løbe ind i nogle på vejen. Tænkte hun i hvertfald. Hun så på sin far der gik over til et andet bord, og hun lystrede blindt. Calla rynkede overraskende på brynet da han nævnte han havde en overraskelse til hende. Han tog en nål op med noget væske, hvilket fik hende automatisk til at træde et skridt tilbage. Calla var bange for nålen ingen tvivl om det, men hun prøvede ikke at være. Det næste han sagde fik hende til at lytte meget voldsomt efter. Det var den perfekte aften at fortælle hende sådan noget på, hvis man ville have noget ud af det. Øjnene man skulle tro de snart ikke kunne klare flere tårer, hun kunne mærke hvordan det sveg i hendes øjne og hun ønskede at græde.
"She don't want me.. because I'm a monster.." hviskede Calla lidt og hendes blik blev tomt. Let løftede hun blikket en anelse da han snakkede videre om, hvorfor han havde gjort hende som hunvar nu.
"You saved me?" hun virkede overrasket over den nye sandhed hun begyndte at tro på. Det gav pludselig mening i hnedes forvirrede sind. Calla ønskede ikke at have nogen smerte i hjertet mere og hun nikkede derefter. Nobody else wants us, det var sandheden. Calla så tom ud, helt ødelagt. Kol stak nålen i hendes system og hun kunne mærke væsken angribe hendes krop. Hvordan den passede perfekt ind i hendes healings baner, for hvem ville ellers kunne lave den perfekte gift til hendes krop end den person der kendte hendes healings system bedst? Såret healede hurtigt igen, som om intet var sket. Men Calla kunne føle det. Føle hvordan mørket trak sig sammen og langsomt kvalte det sidste lys der var tilbage i hendes sind. Alt blev til had, mørke.. og hun nikkede til Kol.
"Thank you dad, I feel much better," sagde hun så og gik ovenpå igen.

Dove vidste godt hvor Kol boede. Det var samme sted som sidst de havde en konflikt. Denne gang var bare anderledes. Denne gang ville hun ikke tabe. Hun nærmede sig huset. Hun havde hendes mors beskyttelse besværgelse. Den kunne hjælpe hende en del af vejen, men for en sikkerheds skyld havde hun også kastet en besværgelse der gjorde hendes magi ikke gjorde sig bemærket for andre hekse. For Kol ville helt sikkert fornemme hende komme, bare på den energi hendes magi gav fra sig. Hun nærmede sig huset. Hendes vrede havde bredt sig for hvert et skridt hun tog. Hun vidste godt Calla selv var taget derhen, men det var kun fordi Dove ikke havde været der for hende. Hun havde ikke været den bedste mor. Det ville ændre sig nu. Hun stoppede foran huset og så imod det. Hun havde kun dårlige minder derfra. Men nu ville hun hente sin datter og stoppe alle der kom i hendes vej. Ingen skulle ønske at være offer for Doves vrede. Hun var mor og hun var heks. Hun var pissed. Hun gik op til huset og trådte uden videre ind. Calla stod i stuen. ”Calla. Don’t believe him. I love you, every part of you. You don’t need to be here. You can come with me. We can be happy.” Uden videre gik hun hen og lagde armene om hende. ”I am here for you. I will always be.” Hun aede hende over håret og så hende i øjnene. De var så mørke, det næsten skræmte hende. Men hun vidste hendes datter var derinde. Hun ville ikke give op, før hendes glade pige var tilbage. ”Come back to me.”

Kol så på hende som hun troede på hans løgne. Han havde kæmpet for hende og vundet. Men ikke fordi han ville redde hende eller faktisk ønskede hende. Han ville bare bruge hende. Hun var perfekt til hans eksperimenter, fordi de allerede havde et bånd. ”That’s right sweety. You are. And Dove doesn’t like monsters.” Han lagde en hånd mod hendes skulder, men virkede næsten til at føle afsky ved berøringen og fjernede den hurtigt igen. ”Of course I did. We monsters have to stick together. I will always fight for you.” Han lagde sprøjten fra sig og så på hende, som hun gik ovenpå. Ikke lang tid efter, blev en stemme ført gennem gulvbrædderne. Han havde ikke hørt stemmen i lang tid. Stakkels Dove prøvede at få hans gode datter tilbage. Men det var for sent. Hun var væk. Han gik op af trappen, men blev ude af syne for nu. Han ville gerne se Doves ansigt, når hun åbnede han havde vundet igen. Hun kunne lige så godt give op. Calla ville aldrig blive hendes. Hun var et monster, og kun han forstod hvordan det føltes. Han ventede spændt på at Calla ville fortælle hende hvad hun virkelig mente om sin mor. Hendes ord var forgæves.

Calla vendte stille blikket mod døren som den gik op, det virkede nærmest som en spøgelsesbevægelse. Måden hun følelsesløst så hen imod døren. Dove kom ind af den, fik direkte imod hende, ordene fløj igennem Carmens hoved som endeløse ekko. Calla skulle til at ryste på hovedet, sige noget, til at Dove lagde armene om hende, aede hende over håret som deres øjne mødtes. Calla var langt væk i mørket, og der var ingen vej til bage.
"You are to late again. The darkness came, but you never did," svarede hun koldt og tog hendes hånd. "I'm not who you want me to be. I will never be. He understands me. He turned me into this so I can be free from pain.. all that happened to me was pain while I was out.. now. I can finally see things more clear," tilføjede hun og vippede hovedet let på skrå. Calla bed stille sin læbe, som hun så Dove i øjnene. Det var som om at inde i hende, at i dette mørke hav - kunne hun pludselig mærke sig selv svømme mod overfladen. Bare i små træk, der var langvej til at at hun kunne få vejret igen, men hun kæmpede stadigvæk.
"You don't know what its like. Every action you do, changes you. I'm tried okay? I'm tired of fighting, surviving was killing me and he fixed it. There is nothing good about me anymore, you should stop searching for something that doesn't exist," sagde hun så og slap Doves hånd. "Do yourself that favor," tilføjede hun og trådte et skridt tilbage.

Det gjorde ondt på Dove at se hende sådan. Han havde fjernet alt mørket fra hende. Han havde ødelagt hende, og han ville ikke slippe af sted med det. ”Is that what he told you. That I never came for you. Calla, I’ve been fighting for you every day. I never gave up on you. Don’t let him destroy you.” Hun så ned på deres hænder, så op på hende igen. ”But this darkness, it will take away everything that is good about life. You will never feel love again. Don’t you remember when we met. What did you feel? And what about Roy. He’s important to you sweetheart. If you let the darkness consume you, you will break his heart. If you won’t do this for yourself, do it for the people who love you. We will die if you don’t fight this.” Hun så noget ændre i hendes øjne. Et ganske øjeblik, men det var der. Hendes ord hjalp. ”I know Calla. I’m fighting it too. Darkness is something we all have in us. And that’s my fault. I know that. But I will not let go now Calla. I will keep fighting for you for the rest of my life. I will never give up on you. Neither will Roy and Rebekah. He didn’t fix you Calla. He’s killing you.” Hun så på hende da hun trådte et skridt tilbage. Det knuste hendes hjerte. ”Kol!” Råbte hun efter ham. ”Get out here now, or I will find you. Let’s settle this like last time. I know you want to fight for her custody, so let’s do it.”

Kol smilede, da Calla fuldstændig ødelagde hendes mors hjerte. Han trådte dog alligevel frem, da hun bad ham om det. Han stillede sig ved siden af Calla. ”We can fight, but she’s an adult now. She wants to be here. And she’s dark now. You won’t get her back. Not like you want her to.” Han lagde armene over kors og så på Dove. ”You know you won’t win. I’m stronger than you. Always have been.” Før hun overhovedet nåede at bruge hendes magi, havde han væltet hende omkuld. Han førte en hånd væk fra sig selv, og hun fløj hen af gulvet ind i muren. Hun blev slået ud. Det var så meget lettere end sidste gang. ”She’s weak Calla. She can’t fight for you. Not like I can. Why don’t you go get some sleep. I will take care of your mother.” Han gik hen til Dove og lagde en hånd mod hendes brystkasse. Måske han kunne bruge hendes hjerte til hans nye monster. ”It’s too bad Dovey. For a second there, I thought she would believe you. Guess not.”

Der var et eller andet som klingede og hang ved. Men Calla kunne ikke få det til at reagere i hende, hvilket nok var derfor hun prøvede at komme væk fra det. Kol kom frem da Dove kaldte ham ud. Bag masken var hun ganske usikker på hvad der skulle ske, men hun brød sig ikke om hele situationen. Det var første gang hun faktisk så sine forældre stå sammen. Et stik i hjertet fik hende inderst inde til at gispe som Dove blev kastet igennem lokalet. Hjertet begyndte at banke hurtigere og hurtigere, ikke at Kol ville kunne hører det. Calla var på vej til at vende rundt og gå ind på sit værelse. Faktisk var hun gået de første par skridt, men hun stoppede op på vejen. De grønne øjne så på Kol der gik nærmere hendes mor, og lagde en hånd mod hendes brystkasse. Så slog det hende, at han kunne bruge hendes hjerte - hvilket betød at hendes mor ville dø. Calla rystede på hovedet og hun brugte sine vampyriske evner til at løbe hen og skubbe Kol væk.
"Get away from her," vrissede hun og de sorte øjne var tilbage. "I'm not gonna let you take her heart, do you hear me?" Det var ikke et spørgsmål. Calla holdt sine mørke øjne mod Kol. Det var et godt tegn, der var stadigvæk godhed tilbage i Calla og lige nu strålede det ud af hende.
Dog kom noget hendes sanser i forkøbet, og selvom hun prøvede ikke at tænke for meget over det - så kunne hun altid finde Roy på hans fært.
"Incendia!" Kom det så fra hende og ild opstod i rummet over imod Kol. "Phasmatos salver A Distum," gjorde blot ilden større så han ikke kunne se at Calla greb fat i Dove og løb til den anden ende at huset tættere mod entreen.
"Mum.. Mum, it's me.. wake up. Please.. wake up," hviskede hun stille og kiggede til siden i håb om Kol ikke var for hurtig for hende. Calla lagde hånden hen over Dove og mumlede nogle healende ord. DEt var ikke en besværgelse modsat de andre hun brute så ofte men forhåbenligt virkede det.

Dove havde ikke set det komme, da Kol kastede en besværgelse mod hende. Hun væltede ned på gulvet, og blev slynget hen af gulvet, indtil hun ramte en væg og blev slået ud. Hun nåede lige at blive overbevist om, hun havde tabt Calla endnu engang. Hun havde ikke været stærk nok. Hun fornemmede ikke hendes omgivelser, før hun hørte Callas stemme. Hun lød som sig selv igen, og sagde ikke nogle ord det egentlig bare var Kols ord med hendes stemme. Hun åbnede øjnene og så den datter hun havde lært at kende. Den datter hun elskede. ”You’re back,” sagde hun og omfavnede hendes ansigt. ”He won’t get away with this. I promise.” Langsomt kom hun på benene og faldt sin balance. Hun gik hen imod ilden og lod den falde i sig selv igen. Hun brugte en ganske velkendt besværgelse for hende, og låste ham fast mod væggen bag ham. ”She came back, because she is not dark. She is not light either. She is both. A proper father would see that and help her embrace it. But you never were much of a father, were you? If you try to take her away again, you will not only have to deal with me, but with Rebekah Sinclair. You remember my mother, don’t you? You might be strong, but with her by my side, you are nothing. So I suggest you leave us be. Consider yourself warned.” Hun lod hendes hånd falde og greb fat om Callas hånd. ”Let’s go.” Hun gik imod hoveddøren.

Roy havde drukket indholdet i den lille flaske, den smagte ikke rigtig af det helt store og han følte sig ikke anderledes, men han stolede på at den ville gøre ham stærkere, for en stund.
Han havde sit fokus på at få hentet Calla og så at komme sikkert ud, alle sammen. Så da Rebekah tog fat i hans arm, nikkede han sig klar og de forsvandt fra Sinclair Mansion, for at dukke op i gangen i en stor rød røgsky.
Han så kort rundt og fik så øje på Calla og Dove, og han trådte frem og spurgte "Are you guys alright? Where is he?". Han så kort rundt, inden hans øjne igen først fandt Dove og så Calla. De så ikke ud til at være i alt for god stand, men de stod op og trak vejret, hvilket altid var noget. Som Roy fik øjenkontakt med Calla, kunne han ikke undgå at blive overvældet og han tog de sidste skridt for at nå hende og han slog armene om hende og hviskede "I'm so glad you're okay. And I'm so sorry, Calla.". Han trak sig igen og så så på Dove og kort over på Rebekah og spurgte "What happens now?".

Det tog ikke meget mere for dem end at Rebekah havde fået dem til Kols sted, ved et knibs med fingerne. En rødrøgsky var måske lidt for afslørende, men ikke mindst mindeværdigt - i følge Rebekah.
"I heard my name," sagde hun blot og trådte tættere på Dove og Kol. Så på Kol som hang på væggen som en anden pynte genstand. Let vippede hun hovedet på skrå. "It suits him just staying there," pointerede hun tilføjende. Kort så hun over på Roy som fandt Calla, det var det vigtigste. Dog alligevel måtte Rebekah indrømme noget, det virkede for nemt. burde det være så enkelt. Let sank hun en klump for at prøve at finde på ting, der kunne være gemt i ærmet af Kol. Roy spurgte hende om det samme som hun tænkte.
"I don't know. It seems to easy.. he might be surprised, but its still way to easy," hun rynkede let på brynet og greb derefter Callas hånd, som hun hurtigt slap igen efter hun havde analyseret magien bare i få sekunder. "What did you do?" Spurgte hun Kol og gik op ved siden af Dove.
"This screams of dark magic, what did you try to do you idiot," vrissede Rebekah lidt. Der var også den lyse del af magien, men Rebekah vidste det ikke var noget som Kol havde medvirkning i. Hvis hun vidste hvilken slags magi det var, måske kunne hun regne ud hvad der ville ske efter det her. Stadigvæk virkede det for nemt. "I will go see if I can find anything.. you dearie, just dont go anywhere," sagde hun til Kol, hvorefter hun begav sig ned i kælederen. enhver heks havde deres egne objekter hvis de kendte til dem, og hunvar ikke i tvivl om at Kol kendte til dem. Hun fik øje på væsnet og rynkede på næsen.
"that is just.. freaky," mumlede hun for sig selv og forsatte med at kigge rundt.

Kol så på Calla, da hun var på vej væk. Han gik bare ud fra hun gjorde som han havde sagt. Men han tog fejl. Det så ud til, Dove alligevel havde fået stor betydning for hans monster. Han trådte ikke væk fra Dove, selvom Calla truede ham. Da ild opstod i rummet over ham, skubbede han sig selv væk fra den. En kort og let latter lød i rummet. ”Impressive,” sagde han lavmælt for sig selv, da flammerne voksede sig større. Han kunne godt forsøge at dæmpe dem, men han ville gerne se hvad der skete uden hans indblanding. Efter noget tid forsvandt flammerne, og Dove var igen på benene. Han blev ført hen over gulvet og fastnet til væggen bag ham. ”Do you know what I think about warnings? They’re weak. You’re weak. If you need to warn me, it just means you don’t have what it takes to make me go away. I am a threat to you and your daughter, but instead of taking me out of the game, you warn me. Pathetic,” sagde han som de gik væk fra ham.

To personer mere dukkede op. Den ene rødhårede kunne han genkende. Rebekah Sinclair. Den anden rødhårede var ukendt for ham, men det gik hurtigt op for ham hvem han var. Han fnøs over Rebekahs kommentar om han kunne blive hængende på væggen. Det ville have været sjovere, hvis han faktisk kunne komme ned. Men han kunne ikke hamle op med hendes magi. ”You know me so well Beckah. To bad I didn’t meet you before your daughter. We could have had some fun together.” Han så efter Rebekah som hun gik mod kælderen. ”I will just hang out here.” Råbte han efter hende, før han vendte opmærksomheden mod Roy, Calla og Dove igen. ”So you’re the infamous Roy?” Han så på ham med et smil. ”I suppose I should have a talk with you. I have to be sure you right for my little monster there.” Han så mod Calla. Der lød nogle små bump ned af trappen. Kort efter kom et lille grågrønt væsen mod dem. Den havde små kort ben og en pjusket pels. Den havde store sorte øjne med en lille hvid pupil. Den havde små horn i panden. ”Hey there little monster,” sagde han og så på det lille væsen. Det så på de tre. ”I wouldn’t look him in the eyes. He have a near deadly stare.” Hvis man så hans nye monster i øjnene for længe, kunne man ske at blive paralyseret for en tid. ”Or do. I don’t really care. Consider yourself warned.” Det sidste blev sagt som en efterligning af Dove.

Calla looked at her mother attacting her father, it wasn´t even close to the fantasi the little girl had when she was a child. She looked at it and almost forgot how to breathe. Calla was so tired, her head was screaming at her, as her body tried to find out what was wrong with her. The red smoke woke her up and her eyes got a little bit bigger. Roy. What was he going here?! Her head didn´t listen to that thought for long, as he walked over to her. His arms around her made her feel warm, like her heart was beating again. I´m so glad you are okay..
"Don´t say sorry.. I know what I did," she answered with a little smile as she looked at Rebekah. The second Rebekah took her arm, Calla rememered what her father had done. Calla herself had been so lost in her own mind, that she had let him do something. Which couldn´t be good, and she had a feeling that it wasn´t just the dark feeling from before  - but something much more powerful. Rebekah walked down the stairs, everything there was just a dark memory and letting Rebekah see just a little bit of it - Calla didn´t like that. Kol talked to Roy which made Calla growl just a little.  One thing he shouldn´t do was starting to talk to Roy.
"Shut up," warned she but Calla really started to look more sick than dangerous. The noise made her head turn and she took Roys arm.
"I.. I don´t feel so good," mumbled she and tried not to pass out. The monster was not known to her, like some of his other creations. Calla started to stare at Kol, he knew she was in pain. Oh he knew, because he had been doing this for years. Kol was the only one who could see that, because of the fact Calla was so good hiding it. Irene had told her once, that the key was hidding the pain - it would make the pain small. It was like every nerve in her body screamed all at once, and she just knew it was because of the serum he gave her not that long ago. Calla could hear her own heart racing, it burned. Even through Calla wanted to know it was against her to ask him what he had done, she knew he would tell at some point. It wouldn´t even surprise her if it wasn´t the last dose. Was it after she tried to kill herself he tortured her by giving her some doses, but split the doses so she would be ashamed and never do such a thing again. Her body started to shake, and maybe she really just should have chossen to sleep. She really tried not to scream and as she was looking at Kol - maybe it was what he wanted. To make her scream, make her mothers magic focus on somethingelse - make Rebekah run back to them. It seemed like Calla was falling in a trap, because what if he knew? What if he had known this would happen? Then it hit her, and she almost fell to the ground if not for her holding on to Roy. She didn´t scream, but the holding back made her cry.. made her cry so much.
"It hurts.. It really hurts," cried she and then the scream pain came. Not just this pain, but everything at once. Of course Kol didn´t know what would happen when he did what he did, because she was the only one of her kin. "Fix this," she begged looking back at Kol. Her body started burning. It wasn´t because it couldn´t handle this, it was just her healing system trying to make everything work.

Dove så på Roy og Calla som de omfavnede hinanden. Det var rart at se hende have det med nogen. Hun ønskede hendes datter var lykkelig, og hvis Roy gjorde hende det, ville hun ikke stå i vejen for det. Men hun ville stadig gerne lære Roy at kende. Dove så da på hendes mor. Hun virkede til at vide noget, de andre ikke gjorde. Noget med mørk magi og Calla. Det gjorde hen straks utryg, men hun skjulte det væk. Hun ville ikke give Kol nogle svagheder han kunne udnytte. Rebekah gik i kælderen, og Dove stod nu over for Kol og så direkte på ham. Uden hendes mor der, var hun ikke sikker på hvad hun ville gøre ved ham. Dove rynkede brynene over Kols kommentar til hendes mor. Hun kunne virkelig ikke lide den mand. Hvis det ikke havde været på grund af Calla, havde hun droppet al kontakt til ham. Men det var ikke en mulighed. Og hun ville altid gøre hvad der var bedst for hendes datter. ”Don’t listen to him,” sagde hun til Roy. Hvis de gav hans ord mening, ville han havde vundet. Han skulle ikke vinde noget som helst. Hans advarsel fik hende til at se ned på det lille monster. Hun så hurtigt væk igen og skubbede lidt til Roy og Calla. ”Don’t look.” Selv hvis det var en løgn, ville hun ikke tage en chance om at det var sandt. Hun fandt en spand og smed den ned over hovedet på det lille væsen, der ikke var mere end på størrelse med en lille hund.

Dove så på Calla da hun pludselig så ud til at have det skidt. Hun var hurtig ved hendes side og havde en arm om hende. Hun så mod Kol. Hvad havde han gjort ved hende? Hun aede sin datter over hovedet og så på Roy. ”Hold her please,” hun trådte hen til Kol og så ham direkte i øjnene. ”If I let you down, will you fix her? Stop her pain?” Hun var ikke glad for det, men det var værre at se Calla i smerte. Hun skulle nok være opmærksom på ham og sørge for han ikke prøvede noget. ”I don’t trust you at all, and if you do anything to hurt either one of us, I will not threaten you anymore. I will kill you. So you just fix her and let us go or you will get roasted.” Kol kendte hende nok til at vide, hun mente hvert et ord han sagde. Hvis ikke han gjorde som hun sagde, ville hun ikke tøve med at gøre det af med ham. Spørgsmålet var så bare hvem der var hurtigst.

Roy så på Kol, så det var Callas far. Han mærkede endnu engang vrede inde i sig, men han skubbede den til side, da han så at Rebekah gik ned i kælderen. Han stod stadig ved Callas side, med en hånd på hendes ene arm, og som han hørte Kols ord, nåede han ikke at reagere på dem, før at Dove snakkede til ham og sagde han ikke skulle lytte til ham, så han så bestemt på hende og nikkede.
Da det lille grågrønne monster kom ned til dem, nåede han kun at registrere farven, inden han lyttede til hendes ord og vendte hoved væk, han så i stedet på Calla, som syntes at se en smule skidt ud, og det blev kun værre.
Da Dove kom over til dem og lagde en arm om hende, trådte han let tilbage, men var stadig tæt på hende. Da hun blev overdraget til Roy, nikkede Roy til Dove og sagde "I'll take care of her.". Og han lagde armen om Calla, han vidste ikke hvad han skulle gøre, det var nu tydeligt at hun var i smerte, hun havde også skreget og han overvejede kort i et sekund at tage noget af hendes smerte, men han kunne ikke risikere at hans energi ville blive drænet. Så han holdt blot om hende, og prøvede at hjælpe hende igennem det, så godt han nu kunne. Han havde ikke glemt den genstand som Rebekah havde givet ham, men han havde ikke set sit snit til at bruge den endnu.

"I'm always fun to hang out with, sadly you never will have that experience.." kommenterede hun hurtigt og gennemsøgte kælderen efterfølgende. Det var ikke et rart sted, og Rebekah kunne mærke den mørke energi dernede. Tydeligt at hvis Kol ikke havde været en heks havde han været en eller anden galvidenskabsmand - hekse delen gjorde blot det hele ekstra grusomt. Hun bevægede sig dybere ind i mørket, rodede i skuffer og skabe efter ting. Rebekah fandt en dør, som hun lagde sin hånd på håndtaget røg enorme mængder af stød igennem hende. Hurtigt slap hun og vrissede lidt..
"That fucking son of a bitch," vrissede hun og kneb øjnene mod døren. Der måtte være et eller andet derinde. Noget hun ikke måtte få øjnene på, eller andre ikke måtte se. Det tog heller ikke længe for Rebekah om at bryde den lille strøm forbandelse, og hun kunne træde ind i rummet. Døren lukkede bagved hende, og i mørket kunne hun kun hører lyde. Lyden af kæder der blev slæbt rundt på gulvet. Rebekah var hurig til at løfte en hånd op med en ildkugle for at lave lys, og noget løb imod hende. Hurtigt telepoterede hun sig ud igen, og kunne mærke hjertet galopere afsted. Hun så på sin arm, et bid var plantet på den.
"You got to be fucking kidding me," vrissede hun. Zombier var ikke ligefrem ukendte, men sjældne ja, dog ligesom i alle film så vidste folk hvad et bid gjorde. Rebekah selv betød det intet for, for hun ville ikke give op på at søge videre. Desuden vidste Dove godt at det ikke var så slemt som det så ud - Kol vidste ikke det og det var deres fordel. Skriget ovenpå fik hende til at reagere, men hun måtte hurtig hen til den sidste skuffe, hvor håndtaget smeltede for hende.
"You really like games don't you?" Vrissede hun for sig selv, og brugte blot magi for at åbne skuffen. Hun fandt en lille æske, med en speciel perle i. "Hello beautiful, just what we might need," hviskedeun for sig selv og lagde den i sin lomme. Derefter spilte hun ikke tiden med at telepotere sig ovenpå.
"what is going on.. why is he loose?" Spurgte hun undrende.

Kol så på Dove da hun kom med endnu en trussel. Selvom han dog ikke var i tvivl om, det ikke var en tom trussel, medmindre han gjorde som hun sagde. "Will you punish me? Sounds kind of hot." Han lod kort over hendes ansigt, der ikke så specielt fornøjet ud. "You have a deal." Hun løftede besværgelsen, og han faldt til jorden. Han rejste sig og gik mod Calla og hendes kæreste. Han stoppede et par skridt fra dem, da han hørte lyde fra kælderen. Det lød til, Rebekah havde fundet hans lille overraskelse. Han så forsat på Calla. "You remember how this goes. Happy thoughts," sagde han. Forskellen fra tidligere og nu, var at hun sandsynligvis havde gode minder. Det betød hans serum ikke ville have samme effekt. Det var ikke hvad han ønskede, men han ønskede endnu mindre at møde Doves vrede. Alle hans serummer var designet sådan, de havde noget af hans DNA også. Derfor var det kun ham der kunne stoppe bivirkningerne igen. Han tog en lille nål fra hans lomme og prikkede et hul i hans finger. Han tog Callas hånd og gjorde det samme med hendes, for så at gnide de to mod hinanden. "All done." Han tørrede sin finger af i sine bukser og så på Rebekah der kom op igen. "Relax grandma. I'm helping your girl out. Did you have fun with my friend?" Hans smil var på ingen måde venligt med nærmere hånende og provokerende. Han gik hen til et bord og tog en pose frem. "Pork grind?" Tilbød han dem og tog selv en, før han igen lagde den på bordet. Han satte sig på hug. "Come here girl," sagde han og det lille væsen med spanden på hovedet løb hen til ham. "I agreed to leave you alone. And I will. But I always find the loop hole," han tog spanden af monsteret. Selvfølgelig havde han sørget for, dens øjne ikke ville kunne skade ham - igen med hans eget DNA. "Attack," sagde han. Væsnet begyndte at forandre sig. Det blev højere, større og noget mere modbydeligt at se på. Det stille sig foran dem alle sammen og brølede. "Now is the time to run. Unless you will want to become a figurine in my front lawn." Hans latter fyldte rummet.

//Væsnet før og efter

Calla prøvede for alt i verden ikke at reagere voldsommere end hun gjorde. Læberne skælvede og hun hadede denne her tilstand. Hun ønskede at stoppe med at græde, men hun var så godt i gang - og på en eller anden måde var det dejligt at lade alt gå. Det endte med de var kloge nok til at lade Kol komme ned fra væggen, Calla ville ikke gøre tænke på hvad der kunne ske, hvis de tog sagen i egne hænder. Da Kol kom imod hende tog hun ikke øjnene fra ham, og hun holdt vejret. Calla lukkede let øjnene og tænkte på gode ting, faktisk hjalp det hende at hun holdt Roy i den anden hånd - og gav den et lille klem. Hun mærkede knap nok nålens stik, og registerede egentlig først da hendes finger mødtes med hans. Et suk forlod hendes læber som alt smerten forsvandt på en og samme tid.  Rebekah kom op og Kols kommentar fik hende til at spærre øjnene op.
"Did you make her face Sally? You are fucked up you know that," vrissede hun lidt uden at tænke videre over det. Dog tydeligt at hun ikke var glad for hendes valg af ord, normalt ville hun aldrig - aldrig- tale sådan til Kol. Hun fulgte ham med øjnene og rystede en anelse på hovedet. Calla så over på det ellers så 'søde' monster der løb over til ham. Det var ikke det første 'uhyggelige' monster Kol havde lavet, som det forvandlede sig stillede Calla sig automatisk let ind foran Roy.
"You surely have a thing for making innocent things scary.. don't you?" Spurgte hun og fnøs lidt af ironien. "You designed me to not be effected by such things.. how about a match.. lets see who wins, shall we?" Calla lød næsten som om at hun havde regnet med dette. Men hun fandt det sjovt. Det lille uskyldigevæsen der løb rundt var forvandlet til et monster - præcis som Calla.

Dog havde Calla et es i ærmet som Kol og Roy var de eneste der kendte til. Formskifter siden af Calla.
"I got this," sagde hun overbevisende til sin mor, og derefter gav hun Roy et lille nik. Så åndede hun ud og satte sin forvandling igang. Lyden af Callas knogler der brækkede for at fuldføre forvandlingen var næsten værre end hendes skrig fra tideligere, men det virkede ikke til at have en effekt på hende. Og snart stod det ulvelignende monster foran det nye. Et kæmpe ulveagtigt monster sort som natten fløj i flæsket af det monster der kom løbende imod dem. Dog havde Kol måske ikke lige overvejet at en ting, hendes healende evne og den anden at hun faktisk delte hans DNA - Calla ville altid være hans mest perfekte eksperiment. Det var måske en ret tæt kamp, og Calla havde ingen magi - dog kun styrken og hurtigheden - hvilket på trods af en del skader, var hun den der afsluttede kampen. Bed væsnets hals over og lod den ene forpote trampe igennem brystkassen for at ødelægge hjertet. Derefter skiftede hun form igen, og smilede kort for sig selv.
"You made better creatures when you tested me first..," mumlede hun som hun rejste sig op. Den nøgne krop var fyldt med skader fra angrebet, men der var noget unikt over at se hvor hurtigt det hele healede.

Et knibs med fingerne og hun var i ført et nyt tøj og hun kunne endelig se okay ren ud. Fantastisk ny besværgelse hun kunne takke Livia for at have fundet til hende.
"Just remember that Im glad you showed me that I am I monster.. because I am.. and that is not a bad thing.. because its not about, what I am.." sagde hun og kiggede over på Roy, "its about who I am," hvorefter hun smilede til ham.
"Lets go," sagde hun så og så derefter over på sin mor.

Dove lod Kol komme ned imod hendes gode vilje. Men hvis det stod mellem hans frihed og at Calla blev fri for smerter, ville hun altid vælge det sidstnævnte. Det gjorde næsten fysisk ondt at se hende i smerter. Hun så på ham med afsky i hendes øjne. ”You disgust me,” sagde hun og fjernede besværgelsen så han faldt mod jorden. Det tog ikke længe før Rebekah var tilbage og spurgte indtil Kols løsladelse. ”She needed him,” svarede hun, selvom Kol allerede havde besvaret spørgsmålet. Hun overvågede hvordan Kol gjorde og sørgede for der ikke skete noget. Dove blev et øjeblik nysgerrig på hvad der var sket i kælderen og hvem Sally var, men det kunne altid finde ud af senere. Hun blev mistænkelig, da han snakkede med monsteret der pludselig voksede sig større og mere skræmmende. Hun lod ikke hendes blik falde væk fra monsteret, mens hun stod foran Roy og Calla for at beskytte dem. Hun gjorde klar til at smide magi efter den, da Calla trådte frem.

Dove blev noget overrasket, da hendes søde lille pige faktisk kom til at ligne et monster. Det gjorde ondt at tænke, men hun havde aldrig set Calla sådan før. Kampen var hurtigt overstået og Calla havde vundet. Hun var stolt af sin datters styrke. Bare det hun turde stille sig op til hendes far var imponerende. At hendes far var en psykopat gjorde det bare endnu bedre. Dove nikkede anerkendende til hendes ord. Hun havde helt ret. Hun greb fat i hendes hånd og gik mod udgangen. Hun forventede Roy og Rebekah ville følge trop.

Roy smilede let ved Calla's ny fundne selvtillid og da hun forvandlede sig, kunne han ikke hjælpe det lille smil der dukkede frem på hans læber, han vidste at hun var stærk i den form, da han havde set den i aktion en enkelt gang før, da hun havde reddet ham fra en gruppe fuldblodsvampyrer.
Som hun gik til angreb på det lille væsen, fokusererede han blot på Calla, og da hun vandt, efter at have slået monsteret ihjel, mærkede han lettelsen i hans brystkasse, og som han hørte hendes ord, smilede han stolt til hende.
Da Dove tog hendes hånd og førte hende imod udgangen, stod Roy lidt og så på Kol. Men han vendte sig imod udgangen og fulgte med dem.

//Sorry it's really really short D: