Help me find her!! - Rebekah & Dove

Tid: Efter midnat
Omgivelser: Nattens lyde
Vejr: Stille og køligt.
@Rebekah @Dove

Roy havde fløjet i noget tid, hans hoved fyldt med et tankemylder, ekkoer af Callas ord, hans hjerte der gjorde ondt og hvad han dog skulle sige til Rebekah, når han mødte op foran hendes hoveddør.
Han fløj i lidt tid, over træer, over huse, over dele af byen og til sidst, fandt han det han ledte efter.
Han så hendes mansion og cirklede en enkelte gang, inden han gjorde an til at lande på stien op til hendes hus. Han staverede en smule ved landingen, men skyndte sig op imod hendes hoveddør i et lille løb og da han nåede den bankede han hårdt på den. Han vidste ikke om hun sov, eller om hun overhoved var hjemme, men han var nødt til at forsøge, hvis ikke det fungerede, måtte han prøve en anden, måske Livia, kendte til noget der kunne hjælpe?
Men i det som han havde tænkt den tanke, forsvandt døren fra under hans hånd, da den blev åbnet og det første der røg ud af hans mund var "I need your help.. I have to find Calla, she's gone. And I don't think she's gonna be okay or come back.. I don't.. I have to find her, please help me find her!". Hans stemme var desperat og hans blik bedende.

Påklædning i starten af emnet.

---

Rebekah var ovenpå, og faktisk på vej til at gå i seng. Der var intet her i aften der mere kunne holde hende oppe, hun kunne være taget i byen eller lignende - men havde ikke rigtig haft lyst til mere end at hunvar hjemme nu. Jason var ikke hjemme, han var sikkert ude og jage - nye at være tilbage efter sin tid i underverdenen. Rebekah hørte ikke det bank på døren, men blot havde hun en fornemmelse af at der var nogle. Måske var det i virkeligheden blot vinden. Hun havde en besværgelse over sit hjem der gjorde ingen uvedkommende kunne komme indenfor. Hvilket undrede hende da hun hørte døren gå op. Rebekah gik nedenunder, ikke i frygt men af nysgerighed. Så snart hun hørte stemmen forstod hun hvordan Roy var kommer ind. Han var trods alt inviteret ind for længe siden. Han snakkede virkelig hurtig og det var rent held at Rebekah faktisk fik fanget hvert ord.
"Okay slow down, we are going to find her. Okay? You did the right thing coming to me for this," svarede hun for at berolige den tydeligvis oprevede engel. Rebekah kørte en hånd igennem sit hår. "Come with me," sagde hun så og nikkede ham med ind i stuen. Hun ryddede hurtigt et bord, og fandt et kort som hun foldede ud der. Rebekah løftede hånden ud til siden og en kniv fløj igennem lokalet og landede perfekt i hendes hånd uden at kigge på den. Så lukkede hun sin hånd om bladet og lod blodet dryppe ned på kortet. Derpå lukkede rebekah sine øjne, og hviskede et par ord. Blodet på kortet samlede sig sammen for at fører dem i samme retning som Calla ville være.
"He was smart.. and so was she.. he protected her with a spell a long time ago.. and seems like Calla is protecting herself too.. thing is, i can go through," sagde hun med et stolt smil og forsatte sin besværgelse, og blodpletten stoppede til sidst med at bevæge sig. Hun kneb øjnene.
"She is in this town.. not far away.. but there is a lot of magic there.. let me try to see.." mumlede hun lidt for sig selv, og lod sin pegefinger placere sig på blodet. Hun fik et par billeder af hvor hun var og fik øje på Kol. "She ran to her father.. I have to call Dove on this.. she will know more about him than me," tilføjede hun så og lagde kniven. En normal besked ville ikke kunne vække Dove på et tidspunkt som dette medmindre hun var virkelig heldig. Derfor gik Rebekah hen til sin hylde og rev et stykke papir frem og en kuglepen og skrev; Come now!

Det var kun i nødsituationer de to brugte den form for måde at kommunikere på og bekeden ville begynde at lugte hvis de ikke så den så perfekt måde at få hende til at reagere.
"I'm gonna go chance while we wait, it will only take her a minute or two," lovede Rebekah og løb ovenpå for at skifte tøj. Så gik hun nedenunder igen, lige timet perfekt til Doves ankomst.

Påklædning

Dove lå og sov da en underlig lugt spredte sig i rummet. På trods af duften var ny for hende, vidste hun stadig hvad det var. En heks havde sendt hende en besked. Sandsynligvis hendes mor. Det var en af de få hekse, hun havde en tæt kommunikation med. Beskeden bad hende komme til Sinclair Mansion. Så snart hun spottede Callas navn, lå hun sedlen falde til jorden. Hun gjorde en bevægelse med hånden, og hendes nattøj var nu blevet udvekslet med hverdagstøj. Hun udtalte nogle latinske ord, og forsvandt fra hendes soveværelse, til i stedet at stå foran hendes mors hjem. Hun gik direkte ind og så på hendes mor med et bekymret blik i øjnene, før hun spottede en ung mand også var der. Hun gik ud fra det var Roy. Det passede i hvert fald til den beskrivelse Calla havde givet af ham. "Where's Calla? Did you hurt her? I swear to god, if you hurt her, no magic can protect you." Hun var utrolig beskyttende overfor Calla. Måske mere end den typiske mor. Men det kom udelukkende af, hun var gået glip af så meget af hendes liv. Hvis noget skete hende, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv. Og selvom den skyldige ville føle hendes moderlige vrede, ville hun aldrig blive den samme igen. Calla var hendes verden, den person der betød mest for hende.

Roy opdagede hurtigt at hans vinger stadig var fremme, da han gik gennem hendes hoveddør, så han fik dem hurtigt skjult igen og fulgte hende ind i hendes stue.
Han kunne ikke sætte sig ned, så han stod i stedet op og kiggede på hvad Rebekah lavede. Hans øjne stadig røde, efter at han havde grædt. Han kunne også mærke den typiske hovedpine der fulgte med. Men han skubbede det til side og lyttede blot til hvad hun fortalte ham og han sagde så "I'll wait right here then.". Og da hun gik overpå for at tage noget tøj på, begav han sig til at gå frem og tilbage, indtil Rebekah var tilbage og en kvinde kom ind i stuen og straks gav sig til at udspørge ham om Calla. Han så på hende og sagde med hans stemme som dirrede en smule "I'm here, because I wanna find her, and I wanna apologize to her. And to.." Han stoppede sin sætning og så så over på Rebekah "Rebekah says she went to her father. And I'm afraid it's because she believes she's really a monster.". Hans stemme knækkede efter det sidste ord, og det var tydeligt at han følte sig skyldig, at han følte sig hjælpeløs og at han var bekymret for hende. Han trak rystende vejret ind igen og forsatte så i en mere bestemt tone "And we need to help her and that's what's important right now.".

Selvfølgelig var Dove vred som det første, faktisk havde Rebekah sikkert reageret på samme måde hvis det havde været om Dove. Dog var hun stadigvæk beskyttende overfor Roy til et hvis punkt, hvilket gjorde hun stille sig lidt imellem dem som Dove kom stormende ind. Rebekah lod dog Roy snakke da han fortalte hvad de havde fundet ud af.
"I broke his protection spell when I tried to locate her. If he is smart to notice that, he will know we are coming," advarede hun kort og sank en klump. Rebekah kunne godt hører på Roy han følte sig skyldig, hun kendte trods alt Roy ret godt. "And we will help her. The only one more motivated than you is Dove," tilføjede hun og så over på sin datter.
"So listen op my dear, you can yell at him after we find your girl.. but we need to get her away from that crazy ass who is her father," pointerede Rebekah og så på Dove med et løftet øjenbryn. "You know more about him than me, and if he knows we are coming. He wont expect all of us.. he might be strong, but we are stronger. They are only few blocks away, I can make a protection spell on both of you. I don't want to be surprised by his games." Sagde hun så tilføjende. Måske behøvede Dove ikke en besværgelse som den, en til at bringe dem tilbage en enkelt gang hvis de skulle dø indenfor de næste timer. Men Rebekah kunne godt lide at være sikker på at hun ikke skulle stå overfor et dødsfald, også selvom det efterhånden var blevet en del af hendes liv. Rebekah havde været i sine kampe igennem tiden, og selvom hun nok ikke lignede den stærkeste kriger var hun blandt dem. Dog fortrak hun sin magi nu, hvilket også var grundlag for den var så stærk.

Dove forblev skeptisk over for ham. Det var ikke fordi hun tvivlede på han ønskede at finde Calla, men han var kærester med hendes datter, følte hun det var hendes job at være sikker på, han var god nok til hende. Hun så hen på Rebekah da Roy sagde hun var ved Kol. Det gjorde hende blot endnu mere utryg. Sidste gang det skete havde Calla ikke været særlig gammel. Dove ville ikke lade det ske igen. ”He knows we’re coming. Or that I am, at least. But you’re right. He won’t suspect us all. And I know how this will go down.” Hun så skiftevis mellem de to. ”He will want to fight me for her custody. Not with lawyers, but with magic. He did the last time, and I lost. That can’t happen again.” Hun så over på Rebekah. ”A protection spell is a good idea. He is unpredictable, and he might have something up his sleeve. But we need more. We need something he won’t expect. Do you have any magical objects that can help us?” Dove spildte ikke tiden. Hun havde ikke tid til det. Hvis Calla var derude, og hvis Roy havde ret og hun troede på hun var et monster, ville Kol kun gøre den tro større. Han så ikke på deres datter som den typiske far ville gøre. Han mente han havde skabt et monster. Han var stolt af det. Hvis hun ikke havde tabt dengang for mange år siden, havde Calla været en heks i dag. Hun havde været i sikkerhed nu. ”I can’t wait any longer. I need to go face him right now. Find everything that can help, and come as soon as you can. If we come together, he will know what to do. If I go first, he will believe I’m alone. It’s the best plan to throw him of course.” Hun gik hen til Roy. På trods af hun ikke var specielt høj, lærte man hurtigt man kun skulle undervurdere hende en gang. Hun kunne være ganske intimidering. ”You stay back and let’s us handle this. If something happens to you, Calla will be crushed. So please stay in safety. We will get her back. I promise.” Hun lagde en hånd mod hans overarm som en form for betrykning. Hun kunne godt se hvor påvirket han var af det hele. Hun gik hen mod døren og så tilbage på sin mor. ”See you at the battlefield.” Hun forlod huset og gik mod Kols hjem. Hvis hun skulle give hendes mor og Roy tid til at finde noget der kunne hjælpe dem.

//Så jeg tænker vi kan lave et tosporet emne lige nu. Et med Calla, Kol og Dove og et med Roy og Rebekah og så kan vi samle dem når Roy og Rebekah finder hvad de har brug for?

Roy så på Rebekah som hun talte, og så over på Dove, da hun begyndte at fortælle om Callas far. Han knyttede endnu engang sine hænder. Han følte sig hjælpeløs, han hadede den følelse. Det mindede ham blot om hvor svag han egentlig var.
Han blev revet ud af hans tanker, da Dove lagde hånden på hans arm, men det hun sagde knuste ham lidt, han kunne ikke hjælpe med at redde hende, dog gav det også mening, det Dove sagde. Han nikkede til hende, han forstod godt hvad hun mente. Og han vidste også at det nok ville være det bedste. Men han vidste ikke om han blot kunne blive og vente. Så da Dove var gået, vendte han sig imod Rebekah og sagde "I hope you know, that I can't just stand by and wait, I have to be there, I have to help.". Hans blik og hele hans kropssporg skreg at han stod fast, at han ingen intentioner havde om bare at at og vente i skjul i sikkerhed. "I don't care, if it means I'll die or get hurt, all that matters is that she's gonna be safe. If I can make even a little bit difference, I will.". Hans tone blev mere og mere seriøs, og han vidste at Rebekah nok ville prøve at tale ham til fornuft, men han var langt forbi fornuft. Så han trådte et skridt frem imod hende og forsatte "We should probably try and find something, that could help, right? The faster we do that, the faster we can save her.".

Dove ville gå selv, hvilket Rebekah ikke var ekstremt glad for. Det kunne ses i hendes øjne, det var nok også derfor hun hurtigt greb fat i Doves arm og så hende i øjnene inden hun nåede at gå.
"Don't do anything stupid," sagde hun dybt seriøst før hun så gav hende et nik. "I love you," tilføjede hun inden Dove gik ud. Et suk forlod Rebekahs læber og hun vendte sig om imod Roy. Et lille grin forlod hendes læber.
"I dated you.. I know you wont," svarede hun blot med et skævt smil. "And you are not gonna die. I'm not gonna lose anyone today," tilføjede hun meget tydeligt. Så tog hun derefter en dyb indånding.
"But you are way to emotional right now. If you go in like this it will be used against you. I have lived trough more battles like this than I can count on one hand.. and I have both won and lost.. You need to focus and use that frustration, fear and pain you feel, to something that can be used to win the fight. Lets find some objects," tilføjede hun så og gik hen til en af hendes hylder. Med en enkelt håndbevægelse, flyttede skabet sig og åbnede en dør for dem ,som førte ned i en mørk kælder. Lys kom automatisk af magi som hun gik ned. Også snart de begge var gået igennem døren, så lukkede den bag dem.
"Don't be so surprised, every wicked witch has their own magic staff," sagde hun så og kom ned af trappen.

Der var ekstremt mange bøger, og genstande på hylder. Noglei kasser og bokse.
"I need to think like a my darkest self, and what would I do.. if I wanted something by myself.. hmm," tænkte hun højt imens hun så rundt. "First I would make that protection spell," pointerede hun og løftede let en finger. Dog var der noget andet der fangede hendes opmærksomhed. Et form for lys, lignede det.
"This one! The Flame of Imprisonment.. like the name.. its only the person who lights it who can turn it on.. it can trap anything and anyone in the room except the one turned it on. I think you should take it, might be useful if you can trap him," sagde hun så og rakte Roy stagen. Så kiggede hun sig omkring og fnøs let. "The Cursed Shackles.. can make a witch powerless.. also useful but very dangerous to bring to a witch fight. I did that once.. got me killed. Never gonna do that again," tilføjede hun og kløede sig kort i nakken. Så tog hun noget der blot lignede en stjerne op fra en skuffe.
"This one it's called The Devil's Star. They say one throw can make a thousand cuts," hun var tydeligvis meget stolt over sin samling. "Now the spell. Its easy to cast on Dove, after all she is my daughter so I can use my own blood - but I need some of you blood dearie," pointerede hun og fandt en normal kniv fra en skuffe. Derefter fandt hun en besværgelsesbog frem, og et par andre ting.
"One thing you need to know dearie.. is that all magic comes with a price.. are you willing to pay it?"

Roy nikkede, det var sandt, hun kendte ham bedre end han kendte sig selv, ja han havde da fået nogle af sine minder tilbage fra hans tidligere liv som menneske, men der stadig mange minder der manglede.
Han tog en dyb indånding og prøvede at holde sit hoved klart, det hun sagde gav mening, og han havde gjort det før, da han var fløjet imod Rebekah. Det var grundet både Dove og Rebekah, og det at vide at Calla var ved hendes far, som var så.. Så .. Forfærdelig. Han kunne slet ikke finde ord der kunne beskrive hvad han mente om ham.
Han fulgte med Rebekah ned i kælderen, hvor han så de mange bøger og genstande, der stod rundt omkring. Hans øjne syntes at flyve fra genstand til genstand, inden han koncenterede sig om Rebekah igen og og tog imod stagen, som hun rakte ham, mens han nikkede beslutsomt til hende.
Da hun fortalte om nogle af de andre genstande, blev han en smule ukomfortabel, men det var en følelse han hurtigt rystede af sig.
Da hun fandt tingene frem til beskyttelses besværgelsen, nikkede han let og han sagde et enkelt, men beslutsomt "Yes.".

Yes. Rebekah var derved klar over, at han var klar til at gøre alt. Al magi havde sin pris, og det vidste hun - hun åndede for det ordsprog. Det var ikke ufarligt, men Roy ikke også forlængest havde opdaget at han var trådt ind i en verden hvor alt dette var naturligt. Han var måske faldet til ro, men Rebekah vidste at han var klar til at smide alt for at redde Calla lige nu - om det galt hans liv. Det gjorde også at det var let for ham at opgive sit liv, selv hvis Kol måske bad ham bytte plads med Calla. Rebekah var nød til at give ham et eller andet her, som han ikke bare kunne give slip på - måske ikke noget der var ligeså stærk som hans følelser for Calla dog, men bare en simpel ting.
"Okay," sagde hun så og tog hans hånd. Hun skar en rift i hans håndflade imens hun mumlede nogle ord. Rebekahs magt kunne nå langt, som da hun havde forhekset Klaus hjerte så det kunne banke væk fra hans krop. Eller som da hun havde samlet nok magt til at rejse til underverdenen for at bringe Jason tilbage. Dette var en simpel besværgelse. Rebekah skar i sin egen håndflade som var det ingenting, og mumlede nogle andre ord, men stadigvæk li dem som hun havde brugt til Roy - så slog hun sine øjne op. Både Roy og Dove var nu beskyttet til at gå til kamp.

"Before you go out there and think its the only thing you fight for.. you should fight to get back here to. Not only to actually build a future with the woman you love.. but also someone just started at the academy.. who know you even better than me. Your sister," fortalte Rebekah så. "And she is looking for answers about you.. just have that in mind," tilføjede hun med et skævt smil.
"Now. We wait. Or.. uh!" Hun fik en ide og gik hen til en ny skuffe og rodede rundt. "You know how you don't feel super powerful or anything right now. What if I can make you just a little bit stronger than you are right now.. not permanent but for enough time?" Spurgte hun og tog en lille flaske op.
"This, this magic is powerful. You need to drink it before we go, if he gets his hands on this, he might be able to knock me out.. and if I drink it.. I will not be able to control myself, or I will - but I know how powerhungry I can get," tilføjede hun advarende og rakte Roy flasken.
"What are you planning to do? On the battlefield?"

Roy bed tænderne sammen, da hun skar en rift i hans hånd, men lod lod hende gøre som hun skulle.
Han var fuldstændig tryg ved hvad Rebekah gjorde, hun var en magtfuld og dygtig heks. Og da hun var færdig, knyttede han sin hånd for at stoppe blødningen.

Han så på hende, som hun begyndte at fortælle om at han burde kæmpe for at komme tilbage, og han spærrede øjnene op, da hun nævnte hans søster og spurgte "Ronnie? Ronnie is here?". Han havde ingen idé haft om hans søster, og navnet brød bare frem over hans læber og det var først efter at han havde sagt hendes navn, at det gik op for ham at han rent faktisk kunne huske det. "But I'll keep that in mind, thanks Rebekah.".
Han var klar til at gå, da hun pludselig stoppede ham og rakte ham en lille flaske, efter at have forklaret hvad dens virkning ville have. Han tog den forsigtigt og nikkede til hende "I'll make sure to drink it as soon as we leave then.".
Da hun spurgte ham, hvad han havde tænkt sig at gøre i kampen, stod han lidt og kiggede ud i luften, inden han kiggede på hende og sagde "I don't have much experience at fighting, the last time I ended up dead. But I was unprepared then and now I'm prepared. I wont get too close to him, but I'll use anything in my power to help you guys stop him. I'll even use this, if needed." Han så på stagen han stadig holdt i hånden og så op på Rebekah.

Rebekah nikkede da Roy spurgte om Veronica også kaldet Ronnie var her. Et skævt smil trak på Rebekahs smilebånd.
"Yeah she is," svarede hun ham stille. Det var altid en fornøjelse at se ham huske mere.
"Any time," smilede hun blot.
Drikken var vigtig Kol ikke fik fingerne i. Personligt ville Rebekah ikke syntes om at gå ind til sådan en fight, det virkede ikke rigtigt, hvis hun ikke havde sin styrke som fordel. Rebekah nikkede da han havde forstået han var nød til at drikke den hurtigst muligt. Rebekah havde dræbt umådelig mange for at få den magt den flaske besad, men uden at bruge den - fordi hun forstod prisen ved alting.
"Its a good thing you are prepared, you should be," svarede hun og løftede hånden for at placere et sværd i hånden på Roy.
"Just because I know he will fight with magic.. this can protect you from magic.. now lets go," sagde hun så og gik op af kælderen igen for at gå direkte imod målet.