Starten af emnet forgår d. 28-12-2017
----
Hun havde alt i alt bare haft brug for to mundfulde frisk luft. Hjertet sprang afsted efter sin konflikt med Roy, for hun var ikke ligefrem den der gjorde mest i at diskutere med folk. Også fordi det virkede som om, at han bare havde brug for at diskutere. De næste to sekunder havde været alt afgørende for hende, og før hun havde nået at reagere på sine omgivelser - så havde hun fået en sten kastet mod hovedet og nogle trak hende væk. For en som Calla tog det ikke specielt længe om faktisk at komme tilbage til sig selv igen, og her fandt hun sig bundet på bag en bil. Øjnene dækket til, så hun intet kunne se. Da bilen stoppede gik der ikke specielt meget tid før hun mærkede, hvordan de greb fat om hendes nakke og med et knæk - var hun ude som et lys igen.
Uge 1-2
Endnu engang fik der ikke speicielt længe før hun vågnede.. og de næste dages mareridt startede ud. Vejrtrækningen var hurtig og tung. Smerten bankede igennem hendes system, og selvom det var noget tid siden den havde været til stede - var følelsen der endnu. De var ivrige for at prøve hendes evner af indenfor formskiftning denne her uge, se hvor længe en shapeshifter kunne holde deres mellem trin af forvandlingen ud. Calla var kendt for sin udholdenhed, så der havde de da fået sig det bedste offer. Hun sad i sit bur, gemt inde i skyggerne i et hjørne. Længest væk fra deres ansigter så muligt. Det var længe siden hun havde fået noget blod at drikke for at styrke sig, og med den person der kom og suget magien ud af hende - gjorde det svært for Calla at forvare sig selv. Sveden dansede henover hendes pande, og dryppede ned på hendes kraveben fra hendes hår. Smerte var ikke noget nyt for Calla - men dette var anderledes. Det havde ikke interesseret Kol på samme måde, hvorvidt hun kunne holde sin transformation inde eller ej - men denne her følelse, af knoglerne der brækkede rundt konstant var ny og det var ikke ne hun brød sig om. Selvom hun ikke udviste meget tegn på smerte kunne man begynde at se udmattelsen på hende. Specielt som hun ikke modtog samme mængde med blod som hun havde behov for. Hendes hud begyndte t blive mere og mere bleg des flere dage hun ikke fik blod. Callas kropbevidsthed var god, og hun vidste godt den ikke var i orden - men det stoppede jo ikke dem.
Uge 3
Hvordan det føles at blive revet i flere dele, få sprøjtet væske i systemet for at overbelaste sine evner og opleve en sult som aldrig nogensinde før - de svar kunne Calla skrive en roman om. Heldigvis havde de fået deres svar fra deres første tests - og de var imponeret over, hvordan hun var sat sammen. Calla så tomt op i luften, hun følte sig hul inden i - som intet. Hvordan kunne hun være gået hen og blive intet på så kort tid. De sidste skader gad knap nok at heale, så mange sår havde hun henover maven og ryggen lige nu. Blodet gled langsomt ud som de greb hendes arm og satte hende tilbage i sin celle. Det første hun mærkede efter hun satte sig var vand der blev kastet henover hendes fødder, og snart ramte resten af hende. Det var ikke ligefrem fordi det var bad tid. Calla så stille op da to af mændene kom ind i en form for dragt med noget i deres hænder. Let rynkede hun på brynet og kunne mærke sig selv blive bekymret. Hun healede ikke. Det var ikke nu de skulle forsætte med dumme numre, for hun kunne ogås mærke hun selv var på grænsen til hvad hun kunne holde til. Og ganske rigtig, de havde numre planlagt. Med instrumenterne placeret med det ene på hendes kraveben og det andet mod hendes mave- skød en kæmpe følge af strøm igennem hende. Første omgang fik hende til t skære hænder - anden omgang og et skriv så højt det kunne springe trommehinder forlod hendes læber.
Til sidst lå hun egentlig bare og kunne mærke hendes eget hjerte banke langsommere og langsommere. De gik ud og lå hende barel ligge der. Endnu engang stirrede hun op i det samme loft. De havde ingen årsag til dette, og hun forstod ikke hvad hun havde gjort dem.
Så var der denne her dag, dagen idag. De virkede til at have mere fart på end de andre dage - som de bare gik ind og en løftede hende over hans skulder for at komme frem ad. Et mindre støn forlod hendes læber som hendes ryg ramte operationsbordet igen - hun havde knap nok energi til at slå øjnene op - men det sørgede de da lige for hun fik. Calla var grædefærdig, og hvis hun havde haft energien til det -så havdeh un nok brudt sammen nu af frygt. De rodede med noget henne på bordet, og hun kunne hører på deres bevægelser de havde travlt. Måske nogle endelig havde opdaget hun var væk. Callas tidsfornemmelse var smadret. En af dem stod med et par sprøjter som han stak hende med og lod de mærkelige væsker glide ind i hendes system. Den brændende smerte skreg i alle hendes nerver og tvang hende til t klemme hænderne hårdt sammen før et skrig atter forlod hendes læber. Udmattelsen var snart ved at tage over hende, men stædigheden var stadigvæk stærkest.
Lyden fra alarmen der gik og de røde lamper der blinkede gjorde åbenbart dem bange. Som om de vidste noget dårligt kunne ske. Et lille håb dannede sig atter i den ellers så mørke skal de var tæt på at have lavet. De rev hende op på de usikre ben, stadigvæk med tydelige skader på maven og på benet. Bare en bevægelse og sårerne gik op og hun skar ansigt af smerten. At stoppe op som hun gjorde var også en dum ide, for en kniv i siden var lige nu nok til at få hende til give endnu et skrig fra sig efterfulgt af et hulk. De trak hende med sig i håb om at kunne være hurtigere end de andre der var kommet ind. I panik for at dette skulle være hendes nye mørke cirkel, for de ikke nåede hen til hende og hun aldrig ville se dem igen.. skreg hun igen.. De fik hende trukket ud af hulen og ind imod skoven.
Det var i det sekund at hun fik mange af sine minder tilbage omkring sin søster. Noget der gav hende nyt håb. Callie var i live. Mørket i skoven kendte Calla så godt. Hun vidste præcis hvordan man skulle forsvinde ind i mørket, men først vidste hun det ville kræve alt eller intet. Så alt var hvad hun gjorde. Med Roy på hovedet, Callie, sine forældre.. Livia.. så slog hun fra sig og fik grebet om kniven derh avde været placeret i hendes side - og hun stak den første ned. Derefter løb hun. Hun brugte sine overlevelsesinstinkter til at storme afsted igennem mørket.
Forumforside 