We meet again - Nathan

Nathan nikkede bare kort til det hun sagde. Han stirrede bare ud i luften, og lagde knap nok mærke til at hun gik væk fra ham. Han var kommet i et lidt dårligt humør nu på grund af hendes udbrud tidligere. Han lukkede sine øjne for at slappe af, men det lykkedes ikke særligt godt. Han havde en utrolig stor trang til bare at spurte afsted for at slippe af med frustrationerne, der samlede sig i hans krop dette øjeblik, men det kunne han ikke bare lige nu. Det ville være uhøfligt og han håbede vel lidt på at den gode stemning, der havde været imellem dem lige før kom igen.
Han vendte ansigtet imod hende lidt efter hun sagde at han gerne måtte kigge. At det var en ulv og ikke hende han så gjorde ham først lidt overrasket, men derefter gik det op for ham, hvad hun havde gang i. Han satte sig om, så han havde hele kroppen imod hende. "Jeg troede du var sur på mig." Sagde han og rakte en hånd frem imod for ligesom at spørge om han måtte ae hende.

Hendes snude ramte hans hånd og hun indåndede duften af ham, før hun skubbede hans hånd op på sit hoved. "Undskyld. Nogen gange bliver jeg selv overrasket over mit temperament," sagde hun og tog et par skridt tættere på ham, så hun nu kom ind under hans arm. "Men sådan som jeg var over for dig der, det er sådan, jeg normalt er mod fremmede," det sidste blev sagt med en klump i halsen, og hun følte sig lettet over, at ulve ikke kunne græde.
Hun fortrød inderligt, at hun havde opført sig sådan, især fordi hun godt kun lide Nathan. Rigtig meget endda. Samtidig tænkte hun også, at han nok ikke ville date en elev. Men på den anden side havde han også inviteret hende ud, bare sådan. Måske ville han gerne?
Alting var på en gang mere kompliceret og enkelt med ham. Hun kunne godt mærke på ham, at han syntes, at det var lidt akavet, men det syntes hun ikke selv. Hun nød hans selskab og at nogle kunne holde ud at være sammen med hende. Og at hun havde fundet én, hun ikke var led imod og ikke ønskede skulle forsvinde.

Nathan smilede lidt af at hendes snude ramte hans hånd og da hans hånd blev skubbet op på hendes hoved begyndte han at ae hende bag øret lige så stille. Hendes pels var så blød. Han begyndte at få det lidt bedre af dette, og hans lille smil blev lidt bredere efterhånden. Han lagde sin arm om hende, da hun trådte tættere på, og aede hende på siden.
"Hmm.." Han rykkede sit ansigt lidt tættere på og trykkede forsigtigt sine læber imod hendes pels tæt ved øret. "Det er okay. Jeg blev vel bare lidt overrasket." Han trak ansigtet tilbage og fik et blidt smil frem på læberne. "Du ser sød ud som ulv." Han kom med et lille grin. "Jeg skal nok vise dig min ulveform en dag." Han stoppede med at ae hende, men havde stadig armen om hende.

Hvis ulve havde kunne rødme, havde hun gjort det, da han kaldte hende sød. Da ulve ikke kunne smile, smilede hun indvendigt og gik lidt tættere på ham, gnubbede forsigtigt sin snude mod hans kind. "Hvorfor vente til en dag?" hviskede hun og drejede hovedet lidt, så hendes kind stod mod hans.
Hun havde aldrig set en anden formskifter i sin ulveform, i det hele taget havde hun aldrig set en formskifter i dyreform. Hvis han var med på den, ville det gøre hende meget glad. Hun satte sig ned, mens hun ventede på, at han skulle svare og kiggede i samme retning som ham, uden helt at vide, hvad de kiggede på. Det var også ligemeget, for han sad her ved siden af hende, med armen om hende, og det var mere, end hun kunne have bedt om.
Tænk, hvis hun ikke havde valgt at træne. Så ville hun ikke været taget ud at løbe med ham og fået talt med ham på tomandshold.

Nathan kunne ikke holde en latter tilbage, da hun gnubbede sin snude imod hans kind. Overraskende nok havde han intet imod det. Han elskede jo ulve. Han rynkede lidt på panden over det hun hviskede og virkede til at tænke over det imens han kneb øjnene en smule sammen. Han kunne da ikke.. Kunne han? Hun havde gjort det, så han kunne da også. Med et lille nik rejste han sig op og gik hen bag et træ. Ikke tale om at han tog tøjet af foran hende! Nok vidste han godt at han ikke var grim, men han var altså ikke helt komfortabel ved at skulle klæde sig af foran andre. Derfor var han heller ikke så ofte på en strand eller svømmehal.
Han skyndte sig at tage sit tøj af for derefter at forvandle sig til en brun ulv, der også havde lidt sort over sig. Han luntede over til hende og løftede sin pote ligesom for at vinke.

Aia så væk, indtil hun hørte ham komme tilbage. Hun forstod godt, hvis han ikke ville klæde sig af foran hende. Hun havde jo heller ikke selv klædt sig af foran ham.
Da han løftede poten, bukkede hun med forbenene og strittede med bagdelen, før hun begyndte at springe rundt om ham. I hendes øjne var der et glimt af noget, der ikke havde været der længe. Leg. Normalt brugte hun kun sine dyreforme i selvforsvar eller for hurtigløb, men når hun nu havde mødt en anden formskifter - der oven i købet også kunne forvandle sig til en ulv - ville hun have lidt sjov.
Hun havde noget i tankerne, men vidste ikke helt, hvordan hun skulle bringe det på bane, så hun blev bare ved med at hoppe rundt om ham. Sprang lidt tættere på ham og puffede blidt til ham med poten, før hun sprang væk fra ham igen. Det var hundrede år siden hun havde leget noget som helst, og pludselig længtes hun efter det.

At lege rundt som ulv var ikke noget Nathan havde gjort før, så han blev lidt forvirret over hvad hun prøvede på at gøre, men det begyndte langsomt at gå op for ham. Han logrede lidt med halen som om han var en hund imens han hældte hovedet lidt til den højre side. Han blev ved med at se efter hende imens hun hoppede rundt omkring ham, som om hun var virkelig hyper.
Han hoppede lidt tilbage og satte sig ned på sine bagben. Han løftede sine forpoter op og slog lidt ud med dem i luften imens han kom med et lille 'bjæf', der alligevel ikke helt var som et bjæf, siden han jo ikke var en hund, men en ulv. Han hoppede ned på alle poter igen og sprang hen imod hende, men så tilbage igen, hen imod hende, tilbage.. Og sådan fortsatte han lidt imens hans hale blev ved med at svinge side til side. Et par gange prøvede han at prikke hende på snuden med hans pote lige hurtigt.

Hans forvirring var tydelig for hende og hun lo lidt af ham. "Bjæffet" han kom med, besvarede hun. Hendes hale logrede triumferende, når hun undveg hans pote. Når han blidt ramte hende, gav hun gengæld. Det var befriende for hende, en anden måde end at lege på, når man var mennesker.
Efter noget tids leg tog en ny idé form i hendes hoved og efter at have gjort udfald mod ham, stormede hun afsted, i den modsatte retning af den, de var kommet fra. "Kommer du?" råbte hun. Mens hun løb, ændrede ulvens form sig langsomt, blev mindre og smallere, bevægelserne blev blødere, og til sidst var det en ildrød ræv med hvid ende på halen, der spurtede afsted istedet for ulven. Aia glædede sig til at se hans reaktion på, at hun havde skiftet form og håbede lidt, at han også ville gøre det. Hun ville gerne se hans andre dyreforme, selvom hun tænkte, at hun bedst kunne lide ulveformen. Nej, hun kunne bedst lide menneskeformen. Det var helt klart den bedste.

Nathan peb lidt, da hun skiftede form og begyndte at løbe væk. Han viftede stadigvæk halen fra side til side, inden han begyndte at løbe efter hende, men efterhånden ændrede hans skikkelse sig til en større, mere stærkere form. Jaguaren begyndte at løbe hurtigere og dens tunge løb hen over dens sylespidse tænder. Det lignede næsten at jaguaren jagtede ræven for at få noget at spise, selvom det langtfra var det der egentlig skete.
Efterhånden kom Nathan tættere på hende og han hoppede fra side til side imens han løb bare fordi han kunne. "Aia, stop lige et sekund." Han stoppede med at løbe og begyndte at lunte i stedet. Selvom det var sjovt at løbe ville han gerne lige prøve noget, men det krævede bare at hun stod stille eller i det mindste ikke bevægede sig så hurtigt.

At løbe som ræv var en af hendes største glæder. Hun elskede, at den var så adræt og smidig og kunne løbe under, igennem og springe over ting. Da han kaldte, vendte hun undrende om og løb tilbage til ham, før hun løb i hans tempo. "Hvad er der?" spurgte hun. Hvad han ville havde hun ingen idé om, hun troede, han nød at løbe, så hvorfor skulle hun sætte farten ned?
Selvom hun selv elskede at løbe hurtigt ville hun sætte farten ned for ham. Faktisk havde hun på fornemmelsen, at hun ville gøre næsten alt for ham. Næsten.
En lidt trist fornemmelse bredte sig i hende. Hvad nu, hvis han ville tilbage? Så skulle de sige farvel og denne fantastiske tur ville slutte. Selvom hun var blevet lidt ked af det undervejs, havde det alligevel været en dejlig tur. Især fordi Nathan havde inviteret hende ud. Det kunne hun stadig ikke helt fatte.

Nathan udviste ikke længere en form for glæde som ved at logre med halen, eftersom han jo var i Jaguar form nu, men alligevel kunne det ses på hans øjne at han var glad. Hans øjne lyste endnu mere op, da hun satte farten ned for at løbe ved siden af ham. Han fortsatte bare med at lunte og sagde først ikke noget, trods hun spurgte ham om hvad det var han ville. Han så sig først lidt omkring, og så på hende igen.
Pludselig løftede han sig op med forkroppen og gjorde an til at ville skubbe hende ned på asfalten i sjov. Han prøvede at få hende ned ved at putte sine forpoter, dog med kløerne trukket ind, på siden af hende og lige så stille skubbe lidt til hende.

Det undrende udtryk i hendes øjne blev klarere, da han ikke svarede og forsøgte at vælte hende. "Hvad laver du?" spurgte hun, en anelse irriteret, lige før hun faldt. Egentlig ville hun ikke vælte, men jaguarer er stærkere end ræve, meget endda, og derfor faldt hun. Asfalten gjorde lidt ondt, men ikke så meget. Hvorfor havde han væltet hende? Hvad havde han gang i?
Normalt var hun ikke en, der ikke ville kæmpe imod, men fordi det her var Nathan og han var en jaguar lige nu, var der ikke så meget hun kunne have gjort, selvom hun havde lyst. Den eneste udvej for hende var at rejse sig og løbe væk fra ham, men det havde hun ikke lyst til.
Nu havde hun endelig fundet en ven - en god en endda - og hun ville ikke ødelægge det, som hun havde været lige ved. Inderst inde var hun ligeglad med, om folk kunne lide hende, eller om hun havde venner, men det var da dejligt i det mindste at have én.

Nathan ignorerede hendes irriteret tone i stemmen og prøvede på at holde hende nede. Det var ikke fordi han prøvede at gøre hende ondt, tvært imod prøvede han på noget helt andet. Han vidste ikke helt hvordan han ville forklare det senere, men for ham ville det ligesom at sige farvel, men på en lidt speciel måde. Han nussede sin snude imod hendes pels ved halsen.
"Imorgen, efter skole tid er jeg ude foran akademiet. Jeg kan køre os hen til hvor daten skal foregå. Sørg for at have sko, du kan gå i med." Han rejste sig op, og begyndte at løbe væk. En mærkelig måde at bare få hende ned på asfalten og bare nusse hans snude imod hende, men han havde vel bare...haft lyst. forhåbentlig tænkte hun ikke at han var mærkelig nu.

//out.

Forbløffet blev hun liggende, og da han begyndte at nusse hende, stivnede hun først, men nød så den dejlige fornemmelse. Hun nikkede til det han sagde, men blev ærligt talt lidt overrasket og skuffet over, at han bare løb væk. Men det var nu en meget sød måde at sige farvel på.
Hun luntede tilbage til træet, hun havde skiftet bag, forvandlede sig tilbage og tog tøjet på, men beholdte t-shirten i hånden, så hun kun havde sportsbh på overkroppen. Med et smil løb hun hele vejen tilbage til atletikbanen i sprint, tog sine ting - der ikke var blevet stjålet - og løb hele vejen op på sit værelse. Allerede nu ville hun begynde at pakke til dagen efter og finde ud af, hvad hun ville have på.
En ting var sikkert, og det var, at skoledagen i morgen ville føles meget lang for hende og hendes forventninger ville stige time for time.

//out