You're really handsome ¤ Nathan ¤

Sted.
Atletikbanen - løbebanen, for at være mere præcis.
Omgivelser.
Trænende unge, løbende unge.
Vejr.
Det er køligt, men ikke så koldt, man ikke kan løbe i shorts.
Tid.
08.23.
Påklædning.
En sort t-shirt der er lidt for stor, et par sorte shorts der går hende til knæene. Et armbånd, hun aldrig tager af.

Riley havde en lidt speciel baggrund. Hun var anderledes på grund af den, og når man først mødte hende, undrede mange sig over hende. Fandt hende underlig, mærkværdig. Det betød ikke noget for Riley. Hun havde sin bedste veninde. Andre behøvede hun ikke. Men når man brugte halvdelen af sin barndom, på kun at være i dyreform, blev man mere dyrisk og havde muligvis lidt svært ved menneskelig interaktion. Men hun var ved at lære. Dog betød det også, at hun nu følte ting som tiltrækning. Det var første gang hun nogensinde havde følt sig tiltrukket af nogen. Det var rettet mod, ingen andre end den flotte løb underviser. Hun burde være ude på løbebanen, men i stedet stod hun og beundrede Nathan på afstand, gemt halvt væk bag en busk. Riley var måske ikke den mest normale elev på akademiet, men folk huskede hende altid. Det var sådan hun ville have det skulle være. Hun gad ikke være normal, og så falde i med mængden. Men lige nu, gemt væk bag en busk, gemte hun sig stadig. Hvorfor? Hun kunne da godt se på ham, selvom hun løb. Riley rejste sig og gik ud på løbebanen. Hun tog en dyb indånding og satte i løb. Hun var hurtigere end det almene menneske. Måske omkring så hurtig som konkurrenceløber. Det skyldtes ganske enkelt hendes evne, samt hendes gode form. Hun løb forbi Nathan, og kunne ikke fjerne blikket fra ham. Klodset som hun er, faldt hun over hendes egne ben. Hun satte sig midt på løbebanen, og så på hendes knæ der havde fået en hudafskrabning. Det var ikke noget særligt, men det sveg som bare pokker.

Nathan havde som altid sportstøj på, men nu var han jo også til sport. Hans sportstøj idag bestod af en sort tanktop, brune adidas shorts og løbesko. Han holdte øje med alle de løbende elever for at sikre sig at ingen snød. Lige i starten skulle de kun løbe rundt i banen, men bagefter havde han planlagt at de skulle rundt på forskellige poster, hvor der ville være forskellige opgaver de skulle klare i hold. Han havde tænkt sig at følge med en af holdene og samtidig gå lidt rundt til andre hold for at sikre sig at de gjorde hvad de skulle. Han vidste jo at mange af eleverne kunne finde på bare at sige at de havde gjort hvad de skulle og så egentlig ikke have gjort det, men bare snakket eller kigget på telefonen.
Han lagde knapt nok mærke til at Riley løb forbi før hun faldte ned på asfalten. Han reagerede hurtigt og satte sig på hug ved siden af hende. "Er du okay?" Spurgte han med oprigtig bekymring. "Gør det ondt?"

Riley havde det fint med, at han ikke lagde mærke til hende. På trods af det de fleste ønskede, i en situation som denne, var hun på ingen måde klar til gengældte følelser. Så hun prøvede ikke at få hans opmærksomhed, hun nød bare at se på ham på afstand. Når hun selv var klar, ville hun måske begynde at ønske han lagde mærke til hende, men så langt var hun slet ikke. Da han så pludselig sad ved siden af hende, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, så hun sendte ham bare hendes store fjollede smil, lige ind til han spurgte om det gjorde ondt. Hun havde fuldstændig glemt hendes knæ. ”Nej. Det er okay.” Hun rejste sig langsomt med støtte fra jorden, og kunne nu mærke at det måske gjorde mere ondt, end hun troede. ”Jeg ændrer lige mit svar til ja.” Det var ikke sådan en jeg-dør-lige-om-lidt-skade, men det var bestemt ikke behageligt, og hun måtte nok droppe løb for den dag. Det var ikke noget hun var tilfreds med, for løb var det eneste fag hun faktisk var god til.

Nathan var fuldkommen blind overfor kærlighed. Det kunne tage ham uger før det gik op for ham at nogen havde et crush på ham, også selvom de var meget tydelige omkring det. Så også selvom en pige gav ham en masse komplimenter ville han bare rødme lidt og tænke at det var da sødt af hende at sige - hun kunne være en god ven! Det resulterede også bare i at han gjorde piger utrolig kede af det uden at vide det. Hvilket var det sidste han ønskede.
Han smilede lige lidt da hun sagde nej og så rejste sig op, hvor man kunne tydeligt se på hende at det gjorde ondt. Han smilede ikke af at det gjorde ondt, men at hun havde prøvet at lade som om det var ingenting. Det var så typisk hos de fleste elever han havde. "Jeg bærer dig hen til skolehospitalet, okay? Jeg skal bare lige sætte de andre igang med noget." Han rejste sig op og råbte de andre elever hen til sig. Han satte dem til at løbe hele skolen rundt i et tempo, hvor de ikke blev for hurtigt trætte og de skulle huske vand. Han ville ikke sætte dem til det, han egentlig havde planlagt fordi nu kunne han jo ikke lige holde øje med dem. Det måtte vente til en anden dag. Han vendte hen til Riley igen og gjorde an til at ville løfte hende op medmindre hun prøvede at stoppe ham.

Riley havde ikke meget erfaring med kærlighed. Hun havde hørt om det fra Maya, men uden hende, ville hun ikke kende betydningen af ordet og hvad begrebet indeholdt. Hun lagde ikke ligefrem låg på, hvordan hun havde det med Nathan. Hun sagde det måske ikke med ord, men hendes kropssprog sagde rigeligt for hende. Hun forsøgte dog heller ikke at forhindre det, for hun vidste ikke bedre. Og hvorfor også prøve at skjule det? Hvis hun følte noget, viste hun det. Alt andet virkede bare underligt for hende. Hun nikkede bare, da han sagde han skulle få de andre i gang med noget, før han kunne tage hende med på skolehospitalet. Eller bære hende, hvilket fik hendes puls til at stige. Da han gjorde an til at løfte hende, sprang hun nærmest i armene på ham, selvom det gjorde en smule ondt i hendes knæ. Han havde meget stærkere arme, end hun først ville have troet. Hun lagde en arm hen over hans skulder og hvilede hendes hånd imod hans hals, så hun også kunne tage lidt af hendes vægt på den mod. Det var ikke fordi Nathan ville have svært ved at bære hende. Hun var ret spinkel, men på sin vis muskusløs på samme tid. ”Jeg er klar nu.” Smilet fandt igen sted på hendes læber.

Forsigtigt lagde han en arm under hendes ben og en rundt om hendes ryg, lige under armene, og løftede hende op. Han lagde knap nok mærke til at hun, ja.. sprang ind i hans arme. Han havde ingen problemer med at bære hende, fyren trænede jo dagligt, så han var pænt stærk. Det ville være en løgn, hvis han sagde at han kunne lide hendes hånd på hans hals, men han sagde intet til det, eftersom at hans grænser ikke rigtig tællede når det kom til eleverne. Medmindre de direkte rørte ham på private steder. Så sagde han altså stop og gav dem en lang formaning om hvordan man opførte sig ordentligt, jep.
Han begyndte at gå hen imod skolen, direkte rettet imod skolehospitalet. Han fik med lidt besvær skubbet døren op til hospitalet med sin ryg, og fik hende lagt ned i en den nærmeste ledige seng. "Jeg finder lige en sygeplejerske." Sagde han kort inden han forlod lokalet lige kort. Han dukkede op igen efter nogle minutter med en sygeplejerske, der begyndte at se til hudafskrabningen.