What is this..? - Nathan

Livia Strongheart trådte ind i spisesalen og så lidt rundt på alle eleverne der allerede sad og spiste ved langbordene, mens de var travlt i gang med at snakke og grine højlydt sammen. Hun trak en smule på smilebåndet og begav sig hen for at få noget mad selv. Hun valgte primært frugt og grønt, da intet af det kød der var der virkede særlig appetitligt. Hun greb også en flaske vand og begav sig ned mellem nogle af bordene for at finde en ledig plads. Hun gad ikke sidde og være tvunget til at have en samtale med nogen der virkede uinteressant. Hun fandt endelig en ledig plads og satte sig, der sad ikke rigtig nogen og der var plads til en person til mellem hende og den person der sad ved siden af hende.
Hun samlede et æble op og tog en bid, hun nød det til fulde drag, hun havde glemt frokost, da hun var opslugt i at læse i nogle gamle bøger om ritualer og ingredienser til nogle eliksirer.
Hun havde også måtte indse at det snart var på tide at få hendes bad, tænkt at der allerede var gået fire år siden sidst, hun sukkede lidt ved tanken, det var aldrig rart at skulle bade i et menneskes blod, men hun havde ikke noget valg. Desuden var det hurtigt overstået og så ville der gå længere tid inden at hun skulle det igen. Hun så ned på sin tallerken, der var fyldt med grøntsager og et par enkelte frugter. Hun burde have taget noget ris eller pasta, men det var for sent nu.
Hun blev færdig med sit æble og tog en tår af sin vand, inden hun fandt en bog om besværgelser frem fra hendes taske, som hun havde haft over skulderen, og hun gav sig til at læse i den.

påklædning

---

Havde det virkelig lykkedes Roy at overtale Nathan til ikke at rejse ud for at spise, men faktisk gå ned i den overfyldte kantine hvor alle de andre elever sad? Ja, ja det havde han. Fortrød Nathan sin gerning og ønskede at flygte? Også korrekt. Nathan gav et suk fra sig som hans blik flakkede rundt. Han havde ladet sin tryllestav være på værelset, til sin egen skuffelse. Selvfølgelig kunne han lidt hånd magi, men ikke nok til nogen ikke ville opdage det - selvfølgelig havde det aldrig stoppet ham før.  Dog valgte han alligevel at gå op for at se hvad kantinen havde at byde på. Han blev overrasket over den gode mad, og fyldte op på tallerkenen som havde han ikke spist i en uge. Så måtte han finde en plads. Og der var bare ingen. Det var ikke ligefrem fordi Nathan var den mest sociale person i verden og sidde alt for tæt med folk - var ikke just hans stil.Alligevel bevægede han sig igennem mængden af folk, som sikkert kunne fornemme han ikke var særlig glad for dem. Det lykkedes Nathan at spotte en plads længere fremme og stormede nærmest imod den som han så en anden ogås havde øje for den. Da han så fik sat sig så han så stolt ud og placerede tallerkenen på bordet. Ud af sin øjenkrog spottede han intet ringere end en ung heks der sad og læste besværgelser.
"I heard spell books shouldn't be out in the open.. they just think you will do magic in here.. and pooof it's back to your room.. or worse.. I heard the magic teacher should be very very mean.. just saying," hviskede han mod den blonde pige uden direkte at se på hende. Så tog han en bid af sin mad, og kiggede derefter over på hende. "I'm Nathan," hilste han efter han havde slugt sin mad.

Livia som havde været koncentreret på bogen, havde slet ikke opdaget at der var en der havde sat sig ved siden af hende, indtil han hviskede til hende og hun løftede sit blik og så på ham "I know, but it's better to run the risk of getting caught than to just sit and stare at your food, while eating." Hun lukkede dog sin bog og proppede den ned i tasken igen. "I'm Livia. It's uhm.. Nice to meet you." Sagde hun og så på ham. Han virkede ikke just som den sociale type. Ikke at hun selv var den helt sociale type. Nathan.. Det passede til ham, men hun kunne ikke lade være med at få tanken om det var en forkortelse for det navn der stod på hendes hud hvor hendes hals mødte hendes skulder. Hun mærkede myrekrybene ned af ryggen, men hun valgte at ignore dem. Det kunne ikke være ham, hun kunne da ikke allerede have fundet ham? Kunne hun?
Hun var lige ved at spørge om hans navn var en forkortelse, da der var nogen der nøs og ramte hendes hånd. Hun skar ansigt og tørrede den hurtigt af med en serviet. Hun vendte sig imod personen og sagde "Would you mind to cover your nose and mouth, when you sneeze?!". Hun så ned på sin mad, den var uden tvivl også blevet ramt af nyset og hun skubbede tallerkenen væk. Hun var bare glad for at hun havde nået at spise lidt mere end halvdelen, inden at nogen havde nyset på den. Hun vendte igen sin opmærksomhed imod Nathan og spurgte "Are you new? I don't think I've seen you before."

"You stare at your food before eating it? Like: I'm gonna take the last breath away from you.. or I'm gonna be your end." Lavede han en kort parodi på at hun havde sagt, at hun stirrede på sin mad inden hun spiste. Måske var det en mindre detalje hun havde sagt, men det var Nathan i en nødeskal. "Livia.. that is a special name.. I like it," svarede han så med en lille grimasse før han stak sin gaffel i en kartoffel som han spiste. Et nøs fra heksens anden sidemand, fik ham til at rynke på næsen uden egentlig at holde skjul på hvor klamt han synes det var. Dog inden han komme med nogen kommentar, havde heksen reageret på hendelsen. Han skælvede over til fyren som tydeligvis blev en smule flov.
"You can say I'm the new kid yeah.." svarede han med et løft med den ene hånd. Nathan smilede skævt til heksen, før han så knipsede med fingrene og en ny tallerken mad stod foran hende.
"Don't scare to long at it, it doesn't taste that good when its scared," drillede han med et lille kært fnøs. Han trak let på den ene skulder.
"You are not the only one with magic in your veins love, I'm full of magic," blinkede han kort og tog endnu et stik i en kartoffel, som han let pegede mod hende. "I believe the two of us will have much fun together," indrømmede han og spiste derpå sin kartoffel.

//Lidt kort men tænker dialogen siger alt

Livia grinede kort af hans parodi, det var ikke ofte at folk fik hende til at grine, i hvert fald ikke folk som hun ikke kendte i forvejen. Hun rystede så på hovedet "There isn't much else to look at in here, while eating. And I wouldn't want to get stuck talking to someone uninteresting. Hence, my book." svarede hun ham med et smil.
Hun mærkede igen, hvordan myrekrybene spredtes ned ad hendes ryg, da han sagde hendes navn. Hun rystede det dog af sig. "Thank you, are your name short for anything or is it just Nathan?" Hun kunne ikke holde sin nysgerrighed tilbage. Hun ville vide det.
Da han løftede hånden og fik en ny tallerken af mad til at materialisere sig på bordet foran hende, kiggede hun først ned på den og så over på Nathan, hvordan? Han var tydeligvis ikke en heks. Hun vidste at der var mange andre væsner som kunne bruge magi, men hvilket væsen var han? Hun smilede til ham og mærkede let en varme brede sig i hendes kinder, da han kom med den drilske kommentar om at hun ikke skulle stirre på maden. Hun samlede sin gaffel op og spiste forsigtigt en smule af maden foran hende, da hun havde spist sin første mundfuld smilede hun til ham og sagde "Thank you, Nathan.".
Hun var ikke i tvivl om at han var fuld af magi, han havde bestemt en helt anden udstråling end så mange andre, som om han tog alting som det kom og som om livet ikke var mere end en leg. Hun nikkede blot og spiste videre, hun kunne heller ikke lade være med at være enig i at de nok skulle få det sjovt. "I believe we'll have plenty of fun, as well." Sagde hun med et smil i hans retning.

//Yeah, det gør den

Han kunne lide hendes grin, det fik ham til at smile en anelse bredere. Spørgsmålet omkring hans navn var der ikke mange der spurgte om, de eneste som faktisk sagde hans fuldenavn var hans far og kun når han lavede noget forkert - hvilket var ofte. Nathan trak på en grimasse og åndede så ud.
“Nathalumius the 3th..” svarede han meget seriøst og tog så endnu en kartoffel. Dog sagde han ikke mere til han brød ud i en mindre latter, Nathan is short for Nathaniel.. not that I use it so much, fortalte han så og trak let på skulderen.
Han gav hende et anerkendende nik da hun var enig i de nok skulle få det sjovt sammen. Der var ikke mange i verden som Nathan fandt den gnist ved, den gnist hvor han vidste at de var værd at lærer at kende. Livia bar den gnist og det kunne han se allerede efter kun at have snakket lidt med hende.
Its good I saved You from Any uninteresting conversations.. erklærerede han og spiste det sidste på sin tallerken. Shall we get out of here? I need to get something in my room.. then the fun can begin smilede han skævt til heksen. Nathan havde været alt for langtid væk fra sin tryllestav.. han brød sig ikke om at så meget af hans magi lå oppe på et værelse.

Livia spiste lidt af sin mad, dog fik hun et lettere skuffet udtryk, da han sagde Nathalumius, som kort efter blev erstattet af et overrasket blik, da han begyndte at grine. Hun så lettere uforstående på ham, men da hun hørte hans næste ord, var hun lige ved at tabe gaflen. Det var det navn hun på sin vis havde håbet på. Hun mærkede igen myrekrybene kravle over hendes hud og hun følte et sug i maven, som hendes hånd fandt hende kraveben og hendes fingre lagde sig over navnet der stod på hendes kraveben. Hun vendte igen sit blik imod maden og spiste lidt af den, inden hun sagde med et smil på læben "It's a pretty name. But Nathan suits you better.". Hun håbede en smule på at han ikke havde lagt mærke til at hun havde rørt sit kraveben igennem hendes halstørklæde.
Hun nikkede, da han talte igen og hun kunne ikke lade være med at komme med et lille grin. "Yeah, it was pretty lucky." Hun spiste en smule mere og efterlod en smule rester, som Nathan også blev færdig med at spise. "Yeah, let's go. I could use some fun after all." Smilede hun og rejste sig fra sin plads og tog sin vandflaske i hånden og hendes taske over skulderen og fulgte med Nathan imod kollegiet.

Hendes reaktion på det falske navn, vidste han ikke helt hvad han skulle sige til. Det var ikke den reaktion han først havde regnet med, men den tanke slog han hurtigt ud af hovedet igen. Nathan bemærkede hver eneste ting hun gjorde, men hans tanker var ikke opmærksomme på dem. Typisk Nathan alligevel, altid så selvisk anlagt. De spiste færdig, og Nathan rejste sig op fra skolen. Første måltid på akademiet var vel gået godt, hvis han skulle sige det selv. Så viste han vejen op af trapperne op til kollegiet og hen af gangen til ham og Roys værelse. En lille bevægelse med hånden og døren åbnede. Roy var der ikke ligenu og forskrækket ville han nok blive over Nathan brugte hoveddøren. Han gik hurtigt hen til sin seng og bøjede sig ned for at gribe fat i tryllestaven og vendte opmærksomheden mod heksen.
"Off we go," sagde han og svang den i en hurtig bevægelse - og poof. Så var det ikke længere i værelset, men i stedet for på Alexanderplatz i Berlin.
"Told ya I'm full of magic dearie," tilføjede han en anelse drillende efter han puffede lidt til hende med den ene skulder. "Have you ever seen Berlin before?" Spurgte han så en smule nysgerrigt. Sådanne rejser her var forbudt ved højeste lov af hans far, men Nathan - havde altid fundet en måde at gøre det på alligevel

Livia fulgte blot med Nathan, som de gik ind på værelse og han samlede en stav op. *En tryllestav?* tænkte hun og så nysgerrigt på staven i hans hånd. Men hun fik ikke set særlig længe på staven, for han svingede den og pludselig stod de på en stor plads. Hun så sig omkring, forvirret, men imponeret. Hendes mund stod let åbent i et smil, som om hun ikke kunne tro hvad hun så. Og da Nathan spurgte om hun havde været i Berlin før, rystede hun blot på hoved og hendes smil spredte sig. Hun kom med en lille latter, sådan en latter man kun hører, når folk er overraskede og ikke helt ved hvordan de skal forholde sig til tingene.
Hun vendte sig helt imod ham og tog fat i hans arme og sagde "I can't believe this! This is amazing!". Hendes stemme var fyldt med glæde og hun havde nær kysset ham, så glad var hun. Hun havde ikke set meget af verdenen, kun en smule, og det havde ikke været noget særligt.
"Come on, let's go explore!" Sagde hun og tog fat i hans ærme, og hev ham med sig.

Okay så glad havde han ikke regnet med hun ville blive. Nathan var van til facader og søge under dem - som ved hans søster. Jess og Nathan hadede hinanden det meste af tiden men de var ikke i tvivl om de ville krydse både ild og vand for hinanden i sidste ende. Men ellers var han ikke alt for van til folk viste deres rigtige ansigter for ham. Så da hun greb fat i hans arme og lyste op med denne her glæde, kunne den ikke undgå at smitte af på den useriøse magiker. Han kunne stadigvæk ikke forstå hun ikke havde været her, den store plads i midten af Berlin. Når man så op kunne man se det store fjernsynstårn og ellers bare alle de butikker rundt omkring - for ikke at nævne den enorme menneskemængde. Mere nåede han ikke at sige før at Livia trak ham afsted ud på eventyr.
Lets go explore then, lo han let og lod egentlig bare heksen trække ham med sig. Så fik han dog en ide og trak dem over i et hjørne med mindre mennesker. Hold on tight we are going for a little ride, fortalte han så og tog sin tryllestav frem igen og med endnu er poof var de oppe i den kæmpe runde kugle af et fjernsynstårn. Hvem gad at betalte og stå i kø når man bare kunne gøre sådan her? Udsigten over Berlin var dog alt værd, bare at se ud. Fantastisk.

Livia så på Nathan, som hun lod sig hive over til hjørnet. Stadig med et greb på hans ærme. Hun turde næsten ikke røre hans hud. Ikke med den mistanke som hun havde om at han måske kunne være hendes mage. Hun sank en klump, bare ved tanken. Det var ikke fordi hun ikke ville have en mage, men hun var bange for at få sit håb op. Han var både sjov og venlig. Han fik en side ud af hende, som hun ikke havde set siden hun var taget væk efter hendes veninde Calla havde prøvet at slå sig selv ihjel. Det var en side som hun havde lukket af for, men som han var gået direkte ind og fået frem i hende igen, uden overhoved at skulle have prøvet.
De forsvandt i et poof og dukkede op i en fjernsynstårnet, hun slap hans ærme og trådte et skridt imod den ene kugle, hun bed sig i læben, som hun så den smukke udsigt af Berlin. Hun kunne næsten ikke tro det og hun så kort tilbage på Nathan, med et smil og så ud på udsigten igen.
Højden, som de befandt sig i, gjorde hende ikke noget og heller ikke da hun kiggede ned imod gaden. "This is incredible. I've seen a lot of magic through the years, but never quite something like this." sagde hun så og så igen på Nathan, med sin ene hånd hvilende på ruden, ud ad til.