Well now I'm angry ¤ Nathan ¤

Dove sad på en stol inde på lærerværelset. Hun var kommet tidligt den morgen, og ventede nu bare på de andre. Klokken var kun omkring halv otte, men hun havde haft problemer med søvn den seneste tid. Hun vågnede altid rigtig tidligt. Men det generede hende nu ikke. Der var noget ved en frisk morgenluft. Hun havde en kop te i hænderne, der varmede dem op, hun tog en tår af teen, og prøvede at definere smagen. Det havde været fra en pose, der så ud til at være fra en specialbutik. Nysgerrig som Dove er, skulle hun smage. Hun rejste sig, og så ud mens hun fik drukket resten af teen. Hun besluttede sig for at gå sig en tur. Da hun trådte ud, fortrød hun et øjeblik hun ikke havde taget en jakke på. I stedet havde hun bare en grå tynd trøje, en hvid top inde under den og et par blågrå jeans. Men det var ikke tykt nok til, at den køllige morgenvind ikke sneg sig ind under hendes tøj og gjorde hende kold. Heldigvis modarbejde teen det en smule. Hun startede sin tur i haven. Det var utrolig forfriskende at gå en tur denne dejlige morgen. Det lagde op til at blive en god dag med godt vejr. På trods af den køllige vind. Efter sin tur i haven, satte Dove kurs mod atletikbanen. På vej derhen, begyndte hun at føle sig utilpas. Hun fik først et sløret syn, men bevægede sig alligevel fremad. Hun begyndte så at svede. Hun følte det som havde hun influenza, men det var kommet pludseligt. Da hun nåede frem til atletikbanen, faldt hun ned på knæ på asfalten der udgjorde løbebanen. Hun begyndte at hoste, og holdt sig naturligvis for munden. En varm væske blev hostet ud i hendes hånd, Dove kiggede på hendes hånd, så den røde væske og faldt så ned på asfalten. Hun kiggede op i himlen, før hende øjne blev lukket i, og hun kun kunne se mørke.

Som hver tidlig morgen var Nathan ude på atletik banen og lavede bare et eller andet aktivt. Denne morgen var han igang med at tage armbøjninger, men lige inden hans hænder rørte jorden igen klappede de sammen. Det var altid lidt hårdere fordi at man skulle være rigtig hurtig. Han havde som altid noget sportstøj på, men fordi det var koldt havde han lange adidas bukser på. Udover det havde han en sort tanktop og sportssko på. Han frøs ikke fordi han brugte kroppen så meget som han nu gjorde. Han var i sin helt egen verden imens han trænede og indså slet ikke at Dove var på vej hen imod atletik banen. Han lagde først mærke til hende, da han hørte hende hoste. Han stoppede op med armbøjnignerne og så op. Synet der mødte ham gjorde ham lettere chokeret for at sige det mildt.
Hurtigt fik han rejst sig op og spurtede hen til hende. Noget var jo tydeligvis galt. Lige inden hun lukkede sine øjne fik han set blodet fra hendes mund. Han ville spørge om hun var okay, selvom hun jo tydeligvis ikke var, men hun så ud til at være besvimet. Han gjorde hvad der først faldte ham ind. Han løftede hende op og skyndte sig hen til skolelægen for at en af lægerne kunne se på hende. Når hun nu engang vågnede ville hun være i en af deres senge og Nathan ville sidde på en stol ved siden af.

Dove var langt væk, og fornemmede ikke at nogen flyttede hende. Minder fandt sted foran hendes øjne. Leg med Amara da de var små, første gang hun brugte magi, hendes første drab. Der var en masse ting, og så kom de dårlige. Hendes massakre, hendes drab uden nåde. Hun havde været så forfærdelig før, men hun havde ændret sig, det havde ikke været let, men hun var blevet en anden. Hun bevægede øjenlågene, da et lys irriterede hende, og da hun endelig fik åbnet øjnene på klem, blev hun mødt af et irriterende skarpt lys. Hun skyggede det med sin hånd, og så sig omkring. Hendes syn var stadig sløret, og hun havde det stadig forfærdeligt, men hun var nu overbevidst om, hvad der skete med hende. Noget hun havde følt før. Det tog noget tid, før hun indså Nathan sad ved hendes side. Dove hoppede ned fra sengen, og gik vaklende hen imod en vask. ”Undskyld på forhånd.” Hendes stemme var lav, og gjorde det tydeligt hun ikke var på toppen. Dove fik indholdet i hendes mave op, på en måde hun generelt var meget imod, men hun blev nød til at få teen ud af hende, og det her var den hurtigste måde. Hun fik skyllet mund og hænder, og vendte sig så imod Nathan. ”Du har ikke tilfældigvis lyst til at sparke røv i dag, har du?” Hun var bestemt ikke glad for dem det havde forgiftet hende, og det skulle de meget snart finde ud af.

Nathan havde foldet sine hænder sammen på hans skød og lænet sig lidt foran - alt sammen noget der viste at han var meget bekymret for hvordan hun havde det og om hun nu klarede det. Det havde set virkelig voldsomt ud, så selvfølgelig var han lidt bekymret for om hun ville klare det, selvom lægerne sagde at hun ville, men man kunne ikke altid lige stole på de læger. De havde ikke altid ret. Pludselig hoppede Dove ned af sengen, hvilket forskrækkede ham lidt. Han blinkede forvirret i et par sekunder, inden han rettede blikket hen på hende.
"Dove.." Han mumlede hendes navn imens han rejste sig op og gik hen imod hende. Han blev endnu mere forvirret af hendes spørgsmål og rystede lidt på hovedet. "Hvad? Dove, hvad.. Du besvimede lige! Du hostede blod op! Jeg forlanger en forklaring på det og dit spørgsmål." Nu lød han streng og han så lettere irriteret ud. Han gad ikke at gøre noget som helst før hun forklarede ham hvad der egentlig foregik.

Dove var blevet vant til den slags. Det var stadig ikke rart, men mange ville gøre meget, for at få fingrene i noget magi. Så for hende var det ikke noget nyt, så hun stoppede ikke et øjeblik, og tænkte andre måske ikke havde været i en lignende situation før. Hun tog en dyb indånding og så undskyldende på ham. ”Undskyld. Jeg skal nok forklare.” Hun satte sig på sengen og overvejede hvordan hun skulle starte. Det var lidt en mundfuld at sluge. ”Der er nogle, der gerne vil have magi. For at få det, kan de bruge en heks’ magi. Men kun hvis hun er bevidstløs, og så når hun vågner, vil de ikke kunne bruge magien længere. Så der er nogle der har givet mig en speciel urteblanding. De forgiftede mig, forsøgte at ligge mig i koma så de kunne bruge min magi.” Dove var ikke glad for, at folk prøvede at udnytte hendes magi. Uden hendes magi var hun forsvarsløs, og det var det sidste hun ønskede. ”Jeg bryder mig ikke om, at blive forgiftet.” Et halvt smil fandt sted på hendes læber. Det var en joke, hvis man ikke vidste hun allerede var blevet forgiftet flere gange. Men hun kom sig over det, fordi hun ikke ville lade folk slippe af sted med det.

Nathan sukkede lidt irriteret over hende, og lagde skam ikke skjul på sin irritation over hendes opførsel. Han støttede sin ene hofte imod stolen, så han lænede sig lidt op af den og lagde imens armene over kors ved brystkassen. Han rynkede svagt på panden over alt det hun sagde. Nogle ønskede at tage hendes magi? Han fejlede i at forstå hvorfor. Hvad ville de bruge hendes magi til? I disse tilfælde kunne Nathan være meget blank. Han forstod ikke alt det med ondskab og hvad 'onde' personer's motiver gik ud på.
"Jeg kan ikke forestille mig at der er nogen som helst, der kan lide at blive forgiftet." Han kørte en hånd igennem sit hår og ned til nakken, hvor han kløede sig lidt. "Ved du hvem det er? For hvis du ikke gør bliver det lidt svært at tæve nogle." Han kunne ikke holde et lille smil tilbage. Egentlig sagde han jo ja til at tæve nogle. Ikke fordi han ville tæve dem til døde, men han ville gerne give dem en lærestreg, fordi deres opførsel og gerninger ikke var i orden. De havde skadet en han godt kunne lide og de skulle lære at det var langtfra i orden.

Dove kunne godt fornemme hans irritation, og hun bebrejdede ham det ikke. Folk kunne have svært ved at forstå hende, hvis ikke de selv havde stået i en lignende situation. Det var ikke første gang, nogen havde forsøgt at tage hendes liv, eller stjæle hendes magi. Hun havde trods alt levet, under heksejagten. Dem alle sammen. Og hun var stadig i live, fordi hun beskyttede sig selv lige meget hvad. ”Jeg ved ikke hvem der har gjort det. Ikke endnu.” Hun så på ham, og overvejede sine ord nøje. Hun ønskede ikke, at gøre ham mere irriteret på hende, end han allerede var. ”Jeg skulle ikke have bragt dig ind i det her. Så lad mig tage den her fra.” Hun gik hen til ham, og tog blidt fat om hans hånd. ”Tak fordi du hjalp mig. Hvem ved hvad der var sket, hvis du ikke havde været der.” Hun trak en anelse på smilebåndet, og slap hans hånd igen. Hun førte en hånd igennem hendes hår, og gik imod døren. Nu skulle hun bare finde ud af, hvem der hvad angrebet hende. Det bedste sted at starte, var ved theen. Hun kunne ikke komme på andre måder, nogen kunne have fået gift i hende.