We meet again - Nathan

Tid: midt på dagen
Sted: atletikbanen
Omgivelser: elever der træner, ikke så meget larm
Vejr: solskin

For at være helt ærlig var Aia lykkelig over, at hun havde taget idræt også. Nathan var så dygtig og vidste så meget. Det var den slags tanker der gik igennem hendes hoved, mens hun løb banen rundt, igen og igen. Hun havde altid nydt at løbe, da det var en god måde for hende at tænke på. Alle hendes tanker fik bare lov at løbe, som de ville, og hun fik tid til at tænke alting igennem.
Hun stoppede et øjeblik for at få vejret og gik over til bænken, hvor hendes vandflaske og skiftetøj var. Hurtigt tog hun en tår vand, mens hun overvejede, hvad hun skulle lave, da hun var lidt træt af bare at løbe. Et smil bredte sig på hendes læber, da en ny tanke dukkede op i hendes hoved. Så stillede hun vandflasken fra sig og gik ned i den ene ende af banen. Heldigvis var der ikke andre løbere lige nu, de fleste styrketrænede og enkelte trænede højde- og længdespring.
Aia hævede armene i vejret og tog en dyb indånding. Det krævede koncentration at slå vejrmøller og flik-flakker lige, men det var noget hun havde lært allerede da hun var mindre. Så kørte hun ellers bare der ud af, skiftende fra vejrmøller til flik-flakker og stoppede først, da der ikke var mere bane tilbage. En anelse rundtosset begyndte hun at løbe igen, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle give sig til. Hun registrerede slet ikke, at en ung, mørkhåret fyr - som hun ellers ville have genkendt alle andre gange - kom gående mod atletikbanen.

Det var hyggeligt at Aia var med til hans fag. Hun virkede oprigtig interesseret i det og det gjorde ham bare så glad. Der var intet bedre end en elev, der var interesseret i hvad du havde forberedt til dem. Han havde ikke rigtigt forventet andet end at hun ville kunne lide det, når man tænkte på de dyr hun kunne skifte form til, men alligevel kunne man aldrig være helt sikker. I dette tilfælde havde han fået ret angående hende. Nogle af eleverne i hans timer virkede ofte irriteret over at have valgt idræt som fag, men til dem havde han intet godt at sige, eller nogen tålmodighed. De havde valgt faget og så måtte de leve med det. I sidste ende ville de begynde at elske det, det var han sikker på!
Han havde en hvid, lidt løs, tanktop, brune shorts og et par løbesko på. Han havde planlagt at træne lidt, måske kommandere lidt rundt med nogle af ballademagerne. Han stoppede op for at bukke sig ned og stramme sit snørebånd lidt, men det var egentlig bare en undskyldning for at kunne se på Aia, der slog vejrmøller og flik-flakker lidt længere. Han smilede lidt af synet - han kunne simpelthen ikke lade være.
Han rejste sig op og gik resten af vejen hen til atletikbanen. Han stoppede op lidt væk fra Aia. "Hej Aia." Sagde han med en frisk glad stemme og et stort smil på læberne. "Ville du have noget imod at jeg trænede med dig?" Pludselig virkede han lidt nervøs. "Eller..du er måske færdig?.."

Da hun ikke havde set ham, blev hun faktisk lidt forskrækket over at høre sit navn. Omgående stoppede hun med at løbe og så på ham med et smil. At det bare var ham gjorde det lidt lettere og at han virkede nervøs gjorde ham bare mere sød. Han så også godt ud i sit træningstøj, men det ville hun aldrig sige højt, og pludselig bredte en rødmen sig i hendes ansigt. "Du er mere end velkommen. Jeg er først lige begyndt," sagde hun med et smil, før hun satte sit hår op i en hestehale for at det ikke skulle komme i vejen.
Hun så sig lidt omkring og tænkte sig om. "Hvad har du lyst til at træne?" spurgte hun og så på ham med et smil. Hun kunne lidt af hvert, men andre ting kunne hun slet ikke. Faktisk håbede hun, at han valgte noget, hun ikke var så god til, for så havde hun et påskud til at bede om hjælp og derved tale med ham. Åh, hvorfor kunne hun ikke bare tale normalt med ham? Og hvorfor var hun ikke uvenlig og provokerende som hun plejede? Hun havde ingen anelse, men det gjorde hende egentlig heller ikke så meget.

Det gik egentlig aldrig op for ham at hun rødmede fordi at han var fuldkommen blind overfor den slags. Han så sig lidt omkring for at se mulighederne. De kunne spille fodbold, løbe, badminton. Der var så meget. Mulighederne var uendelige. Det ville være lidt akavet at spørge hvad hun havde lyst til, eftersom han ofte oplevede at folk bare svarede at de ikke vidste det, og så var de tilbage til at han skulle bestemme. Heldigvis havde han på meget kort tid lært hvordan man fandt ud af hvad man skulle lave. Han så hen på hende igen og pegede hen imod en ledig badminton bane.
"Hvad med noget badminton, eller..." Han pegede derefter hen imod udgangen. ".. Vi kunne løbe en lidt længere tur sammen. Hvad end du har lyst til." Han puttede sine hænder ned i lommerne og lagde hovedet lidt på skrå imens han ventede på hendes svar. Hun så ret pæn ud med en hestehale måtte han indrømme for sig selv. Han kunne ikke stoppe sit blik i at vandre ned til hendes hals, men dér stoppede han det. Han kunne ikke få sig selv til at se længere ned - han var for genert.

Han så køn ud, når han sådan vendte hovedet på skrå. "En løbetur lyder godt," sagde hun med et smil og tog et skridt tættere på ham. Hun havde godt bemærket hans blik ned af sig og smilede indvendigt over at han ikke kunne få sig til at se længere ned.
Hun ønskede inderligt, at hun havde modet til at tale med ham om noget andet end sport, men det havde hun ikke, og desuden anede hun ikke, hvad hun skulle sige. Det var noget, hun aldrig havde været særligt god til, det med at sige noget sødt. Det endte altid med at lyde ironisk.
Hun slog med hovedet i retningen af udgangen. "Skal vi?" spurgte hun og begyndte at lunte afsted uden at vente på svar. Det var helt sikkert, at hun ville nyde denne løbetur og alt, hvad der kom til at ske på den.
Tanken om hendes efterladte ting strejfede hende, men hun tænkte ikke nærmere over dem. Jeg er nok den eneste lommetyv her tænkte hun med et smil, og så var det ude af hendes verden.

Nathan var nu meget glad for at hun valgte at løbe en tur. Chancen for at snakke med hende blev lidt større, når de løb. Han var ikke rigtig helt vildt genert, men alligevel genert nok når det gjaldt med at være sammen med piger. Han havde til tider besvær med at snakke med dem, når han prøvede at lære dem at kende, men når han skulle lave sport med dem, så gik han helt op i gear og prøvede hele tiden at hjælpe dem, hvis de gjorde noget forkert. Hvis de ikke gjorde noget forkert, så udfordrede han dem konstant. Han kunne ikke gøre for det. For eksempel til hans idræts-timer blev han ved med at presse pigerne, også drengene selvfølgelig, til det yderste. De skulle ikke bare stå og pille ved hinandens hår imens de sladrede. De skulle lave noget.
"Selvføl-.." Han nåede ikke at sige mere før hun var luntet afsted. Han grinede lidt over det og fulgte hurtigt efter hende. Han nåede hurtigt op ved siden af hende og løb derefter i hendes tempo. Han var lidt usikker på om hvad han skulle spørge, men kom hurtigt på noget. "Så, øh, hvilke timer har du udover psykologi og idræt?" Selv havde han fornylig fået flere timer. Det var nu dejligt. Han havde ikke meget at lave udover at undervise og han nød det virkelig.

Et smil bredte sig på hendes læber, da han nåede op på siden af hende. Han virkede nervøs, hvilket hun ikke helt kunne forstå. Spørgsmålet fik faktisk hjertet til at synke lidt. Hun havde håbet på noget lidt mere personligt, men hvis han gerne ville vide det, skulle han få svar. "Astrologi. Jeg ved godt, at tre fag ikke er meget, men de andre fag siger mig ikke rigtigt noget," svarede hun og så frem for sig. Efter et øjeblik så hun på ham igen, denne gang med et endnu større smil. "Du behøver altså ikke kun spørge om basis-ting. Du kan godt gå lidt dybere," sagde hun, og med de ord satte hun farten op, så hun nu løb, men ikke spurtede. Det var nok hendes foretrukne tempo at løbe i.
Mens hun ventede på at han indhentede hende spekulerede hun på, hvad hun skulle spørge om for ikke at eliminere sin egen pointe med at gå dybere, men af en eller anden grund kunne hun kun komme på standardting.

Nathan sørgede for at holde sig lige på hendes tempo. Normalt løb han hurtigere, men han ville ikke gøre hende for hurtigt træt. Han ville foretrække at denne løbetur blev noget lang, så han allerbedst kunne snakke med hende. "End ikke drama eller noget løb?" Han fik et lille drillende smil frem. "Jeg er lige blevet lærer i de to fag." Han kunne ikke lade være med at have det drillende smil fremme. Han havde jo regnet ud at han var nok en af de største grunde til at hun havde taget idræt som fag. Det behøvede man ikke at være et geni for at regne ud.
I det samme hun sagde at han kunne gå lidt dybere fik han en ide til et spørgsmål, men han rødmede lidt bare ved at tænke på det! Han blev sparket ud af sine tanker, da hun satte farten op, og han skyndte sig efter hende. "Hmm.. Okay. Hvis en dreng spurgte dig ud på en date.. Hvor skulle I så tage hen?"

Et overrasket grin undslap hendes læber. Det var ikke lige det, hun havde regnet med, selvom det var et fantastisk godt spørgsmål. "Hvorfor vil du gerne vide det, Nathan? Altså ikke fordi jeg ikke vil fortælle dig det, jeg vil bare gerne vide hvorfor," smilede hun. Hvis det betød, hvad hun håbede på, var det den bedste overraskelse, hun havde fået, siden hun var kommet her.
Han var en af de helt store grunde til, at Aia havde valgt at tilføje idræt til sit skema. Ham og så at hun godt kunne lide at bevæge sig.
Mens de løb, studerede hun ham ud af øjenkrogen selvom hun håbede, at han ikke lagde mærke til det. Han så virkelig godt ud i sportstøj, og han var også pæn når han løb, syntes hun. Hun skammede sig lidt over at tænke den slags om en lærer, men på den anden side var han også hendes ven, og alt efter hende bedømmelse kunne han ikke være så meget ældre end hende selv.

Nathan kunne ikke holde et lille nervøs grin inde, og trak lidt på skuldrene imens han løb. Ja, hvorfor egentlig? Bare ren nysgerrighed eller var der noget bag det? Han var ikke selv sikker. Spørgsmålet var bare dukket op i hans hoved og han havde ikke kunnet holde det tilbage. "Hvis du ikke vil svare, så er det fint. Jeg er bare nysgerrig." Stadig med det drillende smil puffede han blidt til hende med sin arm.
Han kunne godt lide at snakke med hende og ville egentlig gerne vide meget mere om hende. Beklageligvis så havde han ikke tid til at snakke med hende imens de havde time sammen, og hun havde ofte time, når han havde pauser. Det var lidt træls. Udover det kunne han ikke forvente at hun snakkede med ham hele tiden. Hun skulle jo også have venner. Der ikke var hendes lærer..

Hun smilede stadig, nød at han drillede hende lidt. "Det kommer meget an på fyren. Men uanset hvad vil jeg bare gerne overraskes. Ikke sådan noget, der er helt normalt som at gå i biografen eller sådan noget, men det behøver heller ikke være helt vildt. Det kunne også bare være at løbe en tur sammen," det sidste var sagt med et glimt i øjet og et skævt smil. Hurtigt tilføjede hun: "Jeg tror faktisk, at jeg vil tilføje løb til mit skema."
At tale med ham var befriende på en måde, også selvom han var hendes lærer. Det glemte hun hele tiden. "Hvad med dig selv? Hvad ville du foretrække?" spurgte hun så. Selv syntes hun, hun var begyndt at ligne sig selv lidt igen, men hun var stadig mere venlig og åben, end hun plejede. Det lignede hende ikke at falde så nemt, men Nathan var så meget anderledes end de drenge, hun før havde mødt, og hun nød hans selskab.

Det sidste hun sagde omkring hvad hun ville på en date fik ham til at rødme lidt, og han skyndte sig at vende ansigtet lidt væk fra hende for at skjule sine røde kinder. Han tog en dyb indånding for at slappe af igen. Måske var det overhovedet ikke som han lige troede, men.. Alligevel.. Så hun det her som en date? Ikke at han ville have noget imod det, men.. Han ville i det mindste gerne have noget lidt andet tøj på, så. Noget der måske ikke var så brugt som dette. Han ville også gerne have sat sit hår, så det så bare en smule godt ud! Men, ak, han havde ikke forventet at mødes med hende på atletikbanen, men han var nu glad for at han havde.
"Jeg er ikke helt til fyre, så jeg ville takke nej til en date med en fyr." Han var så nervøs at han prøvede at lave jokes. Han kom med en kort og dum latter, i forsøget på at få hans lamme joke til at virke lidt sjov. "Øhm.. Det kunne være fedt at være på en date, hvor man bevæger sig meget.. Jeg er ikke så glad for at sidde stille i flere timer, så det med at gå i biografen er mig lidt besværligt." Hans hjerne begyndte allerede at komme med forslag til hvad han nu kunne arrangere, hvis han skulle på date med hende.

Hun lo af hans lidt platte joke og lyttede med et smil. Endnu en ting de havde tilfælles. Hun glædede sig over det og var glad for, at hun havde valgt at træne på atletikbanen.
Hun havde set hans røde kinder, men kommenterede ikke på dem, da han heller ikke havde kommenteret på hendes tidligere.
"Det her er rart," sagde hun så, fuldstændigt ligeud, men det var nu engang sådan hun var, og hun ønskede at fortælle ham, at hun satte pris på løbeturen, uanset hvor akavet det havde virket i starten.

Det løftede i hans mundvige, da hun sagde at løbeturen var rar. Dejligt at vide han ikke var den eneste som synes det. Han tog en dyb indånding og virkede i det hele taget bare virkelig nervøs lige nu. Han kom også til at løbe lidt hurtigere, men han satte straks farten ned, da det gik op for ham. Han kastede et kort blik på hende, men så også meget hurtigt væk igen. Hans tunge føltes pludselig meget tør og hans mund gad ikke rigtig at åbne sig. Det føltes, for ham, som en evighed før det endelig lykkedes ham at åbne munden og få spurgt det han ville.
"Vil du... Altså.. Med mig ud en dag og bestige et, øh...bjerg i nærheden?" Lykkedes det ham lige og sige, men han skyndte sig at snakke videre. "Kun hvis du vil, altså! Ingen pres overhovedet! Det.. Det kunne bare være hyggeligt, tænkte jeg.."

Først troede hun, at han lavede sjov, men da hun indså, at han mente det, følte hun sig utroligt heldig. "Det vil jeg meget gerne, Nathan," sagde hun med et smil. Havde han lige inviteret hende ud? Det var meget sjældent, at hun blev det derhjemme, og oftest brændte de hende af bagefter.
En tanke kredsede i hendes hoved, men af en eller anden grund kunne hun ikke formulere den rigtigt. Til sidst tog hun en dyb indånding for at forberede sig. Så smilede hun igen. "Hvem var dit første kys?" spurgte hun. Hun var oprigtigt interesseret, men hvis han ikke ville sige det, ville hin ikke presse ham.

Nathan kunne ikke forklare hvilken utrolig stor lettelse han følte lige nu. Han havde været virkelig bange for et afslag, hvilket ville have gjort det hele en del mere akavet end det allerede var. Han havde svært ved at finde ud af hvad han skulle sige, men heldigt for ham stillede hun ham et spørgsmål. Et lidt intimt spørgsmål, javist, men han kendte svaret til det og havde ikke rigtigt noget problem med at fortælle hende det. Udover at han måske var lidt bange for at hun ville tro at han gik efter pigerne, der var elever på skolen og så bare droppede dem - hvilket jo slet ikke var tilfældet!
"Øh.. Jeg ved ikke om du kender hende, men hun hedder Audrey og går faktisk også på Akademiet. Vi slog op for to år siden." Han gad ikke rigtig at fortælle om hvordan deres forhold var lige nu, siden det egentlig ikke var så godt. "Hvem var dit?"

Da han nævnte Audrey rullede hun med øjnene. Hun brød sig ikke så meget om den optimistiske pige og var glad for at høre, at de ikke var sammen mere. Da hsn spurgte til hendes, kiggede hun den anden vej. "Der har ikke været noget endnu," sagde hun. En tåre banede sig vej op i øjenkrogen, men forsvandt hurtigt igen. "Derhjemme havde alle mine venner kærester og nogle forsøgte endda at splejse mig sammen med dem, jeg godt kunne lide, ved at fortælle dem det, hvilket gav dem endnu en måde at være lede ved mig på," fortalte hun.
Et lille fnys forlod hendes mund. "Engang sagde en af dem, at jeg var desperat efter at få en kæreste og at kysse nogen, hvilket førte til en slåskamp," hun drejede hovedet, så hun så på ham. "Jeg vandt."

Nathan lagde skam godt mærke til at hun rullede med øjnene, men spurgte ikke indtil det eftersom han var pænt sikker på at han ikke ville kende til det der foregik i hendes hoved lige nu. Eller måske ville han. Man vidste aldrig. Han så ned på jorden i et kort øjeblik imens hun snakkede, men han vendte ansigtet imod hende i det hun fortalte at hun havde vundet kampen fra dengang.
"Latterligt. Jeg vil aldrig kunne forstå den barnlige opførsel fra unge teenagere eller voksne. De burde vide bedre." Han rystede lidt på hovedet over det, men fik så en ide til endnu et spørgsmål! "Hvad med dine forældre? Er de stadig i din hjemby?" Han smilede venligt til hende, og var egentlig ret fristet til at rykke bare en smule tættere på hende imens de løb for at deres arme kunne 'tilfældigvis' strejfe hinanden, men han havde ikke modet til at gøre det - desværre.

En tårer banenede sig vej op i hendes øjenkrog, men hun tørrede den hurtigt væk. En hver anden person, der havde spurgt, ville hun have snerret af og bedt dem skride af helvede til. Men det her var Nathan, og han var anderledes. "Min far gør. Min mor døde, da jeg var fjorten, og siden har min far været alkoholiker," svarede hun. Flere tårer, men hun pressede dem tilbage, hvor de kom fra. "Han smed mig af her, fordi han ikke vil have mere med mig at gøre. Det sagde han. Og når jeg er færdig med min uddannelse, kan jeg ikke tage tilbage til ham," forsatte hun. Hun havde lyst til at bevæge sig tættere på ham, men ønskede ikke at gå for hurtigt frem, og blev derfor bare, hvor hun var.
Flere tårer. At tale om sine forældre gjorde hende altid ked af det, derfor undgik hun det altid. Lige nu havde hun virkelig brug for et kram, men det ville hun ikke sige højt.

Nathan fortrød hurtigt sit spørgsmål. Selvom han først ikke havde opdaget tårerne, der pressede sig på, så begyndte han at kunne se dem og han var lidt usikker på hvordan han skulle gøre det godt igen. Hendes historie gjorde ham endda lidt ked af det. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan det måtte være. Hvordan kunne han hjælpe hende, udover at trøste hende? Han ville gerne gøre lidt mere end det, men han var usikker på hvad det kunne være.
"Aia.." Hans stemme var pludselig virkelig blid, og han stoppede med at løbe. Han rakte udefter hendes arm for at få hende til at stoppe også. Hvis hun tillod det ville han trække hende ind til et blidt og forsigtigt kram. Uanset hvad ville han begynde at snakke igen. "Det er jeg..virkelig ked af at høre, men det skal nok gå. Når du er færdig på akademiet skaffer du dig et godtlønnet job, og så går det hele af sig selv."

Aia stoppede også med at løbe og lyttede til ham. Hun nikkede med tårer i øjnene. "Jeg ved det godt, men det er bare ikke rart at vide, at min far ikke vil have noget med mig at gøre," sagde hun. En enkelt tårer klemte sig ud og gled ned af hendes kind. Uden et ord vente hun hovedet væk og tørrede den af. Men det var for sent. Flere tårer fulgte den første, og uden at vide hvorfor satte hun sig ned. Hun havde bare lige brug for at sidde ned, ligeglad med, hvor sært det end måtte være. Mens hun ventede på, at tårerne skulle forsvinde, stirrede hun frem for sig.
"Jeg er ikke vant til at tale om det," forklarede hun og flere tårer fulgte. Alligevel drejede hun hovedet og så på ham med et smil. "Men det er faktisk meget rart."
Så vendte hun tilbage til sine tanker og det punkt i horisonten, hun stirrede på, for at få tårerne til at gå væk.

Han kunne ikke sige at han forstod eller vidste hvordan hun havde det for det gjorde han jo ikke. Han havde ingen ide om hvordan det måtte være at vide at ens far ikke ville en. Han fik det virkelig dårligt da han så tåren løbe ned af hendes kind. Han følte sig så ond for at have spurgt! Han bed sig selv svagt i underlæben og så væk fra hende for lige at tage sig sammen. Han så ned på hende, da hun satte sig ned og satte sig ned ved siden af hende.
"Undskyld. Jeg skulle ikke have spurgt." Han løftede en hånd op for at køre den igennem sit hår, inden han så kiggede på hende igen. "Hvis du har brug for en at snakke med om det, så er jeg altid lige i nærheden." Hans ene mundvige bevægede sig lidt op. "Skal vi gå resten af vejen tilbage?" Han tænkte lidt at hun måske ikke ville løbe så meget igen lige nu. "Eller vil du bare sidde lidt?"

Først fløj hendes øjenbryn i vejret, men så røg de helt ned ved øjnene. Hun så på ham med lynende øjne. "Hvem fanden har sagt, at jeg ikke vil løbe mere? Du kan bare gå tilbage, hvis du vil," hvæsede hun. Dér var hendes gamle jeg igen. Hun stirrede lidt frem for sig igen, og øjenbrynene gik langsomt tilbage på deres normale plads, efterhånden som vreden fortog sig. "Undskyld. Jeg har bare lige brug for at sidde lidt," sagde hun så.
Nu kom det. Nu ville han rejse sig og gå, fordi hun var blevet sur på ham. Hun ville ikke have det, men hun troede simpelthen ikke på, at det ikke var det, der ville ske. Det eneste positive var, at han nu havde fået en forsmag på, hvordan hun normalt var. Normalt var hun bitter og provokerende, ikke bange for at svare igen og ligeglad med, om hun sårede andre.
Men det her var Nathan. Hun ønskede ikke at såre ham eller være ond mod ham, men det sad i hende, og hun kunne ikke bare tænde og slukke det, hvor meget hun end ønskede, at hun kunne.

Vent. Hvad skete der lige nu? Hvorfor blev hun lige pludselig så sur? Han så væk fra hende oh prøvede egentlig at undgå enhver form for kontakt udover at snakke. Han var normalt en ret følsom fyr, som let blev såret, selvom han virkelig prøvede at ændre det nu. Han var træt af at føle sig så sårbar som han altid følte sig. Følsom sårbar, altså. Fysisk sårbar var han skam ikke, det kunne enhver da se.
Han sukkede lidt højlydt og trak på skuldrene. "Okay. Så sidder vi bare." Selvom han følte sig pænt udstødt lige nu, og virkelig var fristet til bare at gå, men han blev siddende. Hvis han gik så ville det hele bare blev værre og det orkede han ikke. Virkelig orkede ikke. Han trak sine knæ op til hagen og nærmest krammede sine ben. Han hvilede hagen på sine knæ og blev bare ved med at kigge væk fra hende.

Hun sukkede og tænkte på, hvordan hun skulle gøre det godt igen. Så smilede hun og rejste sig. "Bliv her og lad være med at kigge," sagde hun og gik om bag et træ. Efter at have sikret sig, at ingen kiggede, tog hun tøjet af, før hun tog en dyb indånding og forvandlede sig. Lidt efter stod der en ulv, hvor hun havde stået. Hun skubbede tøjet sammen til en bunke bag ved træet og listede på bløde poter om bag ham. "Nu må du kigge," sagde hun. Hun havde jo lovet ham at vise sig for ham i sin ulveform, og nu virkede det som den pæneste måde at sige undskyld på.
Nervøsiteten sad i hende, hun var bange for, at det ikke var nok, og at han ikke ville tilgive hende. Men samtidig var han også blevet siddende i stedet for at gå. Betød det ikke, at han faktisk allerede tilgivet hende halvt? Det håbede hun og hun håbede også, at han ikke bare rejste sig og gik, når hun havde vist ham sin ulveform.