So you do care? - Nathan.

Det var lidt over to uger siden nu. Hun havde ikke været på akademiet siden da, hun havde ikke haft lyst - hvilket ikke lignede hende. Hun havde følt sig ramt, ikke det havde stoppet hende i at prøve sig frem. Audrey havde forsøgt sig ved at holde træning vedlige. Det overkom hun lige. Men det var ikke så meget som hun normalt gjorde. Hun havde ar på sine arme fra dybe sår. Også på benene, men dem så folk ikke ligeså meget. Audrey havde fået at vide af både hendes fader, men også af Aaron, at hun skulle blive hjemme. Det var nok også bedst. Hun var heller ikke på toppen. Det føltes som om, at hun havde glemt at smile. Følelsen kom ikke naturligt til hende lige nu. Havde folk overhovedet lagt mærke til, at hun ikke var der? Det var middagstid. Normalt ville hun have sluttet idræt for en time siden - eller der omkring. Hun hadede ikke at have noget at lave, så hun gik nedenunder til cafeen. Her lavede hun sig en jordbær hyldeblomst shake og satte sig lidt for sig selv. Hun så noget så bleg ud, og arrene var tydlige på hendes hud. Audrey havde en fin tyrkis kjole på og håret løst.

Nathan smækkede sin notesbog sammen med et højlydt træt suk. Endnu engang havde Audrey ikke været til time! To hele uger havde hun været væk! Ikke engang de andre timer hun havde var hun taget til. Nu var det altså nok. Han ville ringe hjem til hendes far og spørge hvorfor hun dog ikke kommer til de timer, hun har valgt at ville gå til. Først havde han troet det kun var hans fag, hun ikke var til, men der var ikke gået lang tid før han havde fundet ud af at det var alle hendes fag. Før han ville ringe til hendes far havde han lige brug for en smoothie, eller bare et eller andet, som kunne dulme hans opspændte nerver. En jordbær smoothie plejede altid at hjælpe.
Han havde en brun t-shirt, sorte shorts og sorte sko på. Han plejede altid at have noget lidt sportstøj på. Når han en sjælden gang havde lange bukser på, så var det adidas. Han så kort rundt i cafeen for at få en fornemmelse af hvem var der, og synet som mødte ham var ved at give ham troen på at grise kunne flyve. Aldrig havde han set Audrey så nedtrykt! Han havde aldrig troet det var muligt.
Tøvende gik han hen til hende og rettede sig lidt op imens. "Audrey. Kan du være så venlig at forklare mig, hvorfor du ikke har væ-.." Nej, han kunne simpelthen ikke snakke til hende i den tone. Hans toneleje ændrede sig fra streng til bekymret. "..Hvad er der sket? Er du okay?"

Hun løftede blikket op da en kom imod hende. Hun sank en klump og havde egentlig lyst til mere at finde et hul - og håbe på, at hun kunne få mast sig selv deri. Hun modtog hans hårde tone, men måtte indrømme hun var lettet over han skiftede den.
"Jeg er ikke okay. Men det bliver jeg vel på et tidspunkt." Let kørte hun hånden henover sine år. Hendes hud plagede ellers altid at være så pæn og ren. Hun kørte kort efter en hånd igennem sit hår, og tøvede let. Skulle hun fortælle ham det. Hun ville gerne, men det var jo ikke skole snak. Jo skolen burde nok vide det, men hun skulle nok ringe til dem så.
"Beklager jeg ikke ringede til skolen, jeg satsede lidt på Aaron havde sagt jeg ikke kom." Aaron havde selvfølgelig meget at tænke på, hun vidste, hvor meget disse situationer påvirkede ham. Deusden var det hans mobil den som havde været grund til hende situationen. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv.
"Men jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage igen. Når min familie synes det en god ide, og lægerne mener det fint." Sagde hun mildt. Hun ville ikke gå i detaljer, desuden var det ham som sagde han ikke vil tale som venner, men som hendes lære. Så det var derfor hun svarede ham sådan, fordi, at selvom hun bare gerne vil tale med nogen andre end familie om det - så vidste hunsnart ikke hvem hun skulle tale med. Og selve oplevelsen havde været forfærdelig.

Nathan fortrød virkelig sin hårde tone i starten og ville gøre alt for at spole tilbage på tiden, så han kunne ændre det. Uheldigvis kunne han ikke gøre det, så han måtte prøve på at gøre det godt igen nu ved at være mere forstående - som han plejede at være. Normalt var han meget forstående og hjælpsom. Han hadede at se andre i problemer og ville gøre alt for at hjælpe dem. Okay, måske ikke alt, men meget ville han gøre.
Lidt tøvende løftede han sin hånd og strøg en finger nedover hendes kind ganske forsigtigt. Det føltes lidt akavet at gøre det, og han vidste ærlig talt ikke hvorfor han gjorde det, men et eller andet havde fået ham til det. Måske fordi i fortiden at hun plejede at blive opmuntret af at han var kærlig ved hende på den måde?
"Hvad er der sket?" Spurgte han. "Kom, lad os sætte os ned." Han bevægede en hånd hen imod et bord der var ledigt lige i nærheden. Han gik derhen og tog en stol ud for hende, så hun bare kunne sætte sig, så skulle han nok trække stolen ind igen for hende.

Hun var næsten ved at gispe da han strøg hende henover kinden - men det virkede dog en anelse beroligende på hendes nerver. Hun valgte at sætte sig ned, hvor han valgte de skulle sidde. Hun greb et lille fad på vejen - guderne måtte vide, hvad hun ville med det. Men hun havde en ting i tankerne. Hun kunne ikke lide at tænke på det og fortælle hvad der var sket. Og i denne verden, var det ikke ligefrem normalt for hende. Audrey tog en mellemstor bøtte af glas op af lommen. Fyldt med glitrende vand. Det så noget så magisk ud. Men for folk der ikke troede på sådan noget lignede det bare en bunke skrammel.
"Hvad med jeg viser dig det... jeg kan ikke holde ud af fortælle det." Sagde hun halv sørgmodig. Så tabte hun dog glasset, en ren slettet scene fra en film. Audrey samlede glasset op, det havde ikke fået en skramme.
"Det her har jeg har jeg kun vist til min bror før. Det kan vise, fortid, fremtid.. alt jeg ønsker at se." Forklarede hun og stillede bøtten fra sig. "Den kan kun åbnes af mig. Ingen magi. Ingen andre kan åbne det, eller ødelægge det." Hun var ret imporneret over den lille glasbøtte, den så ikke ud af ret meget. Men det var den. Et lille smil sneg sig op på hendes læber, hvilket klædte hende umådelig godt. Dog faldt det hurtigt af igen, modsat hvad det plejede. Hun åbnede med lethed låget og lod vandet rende ned i fadet. Hun lukkede bøtten igen, hvorefter den automatisk blev fyldt op igen. hun lavede en bevægelse over vandet og lukkede let øjnene i. Et billed viste sig frem da hun fjernede hånden.

Man så hende blive trukket væk af en lyshåret kvinde. Derefter så man hvordan kvinden spændte Audrey fast, og skar løs i hende. Alt sammen på grund af Amara var hendes moder. Derefter gik billedet i sort.
"Andet du ønsker at se... jeg kan vise dig alt du vil se." Sagde hun lidt nervøst bagefter. Det kunne være han synes hun skulle tage sig sammen, hun frygtede det værste, modsat hvad hun plejede. Oplevelsen havde taget hårdt på hende, det skulle man være blind ikke at kunne se. Alt hendes livsglæde var som suget væk fra hende.

Nathan satte sig ned foran hende med et lille smil på læben for ligesom at opmuntre hende lidt. Han ville ikke have at hun var så ked af det. Det gjorde ham lidt trist siden hun betød så utroligt meget for ham! Han rynkede lidt på panden over hendes opførsel, der var skam lidt mærkværdig, men han sagde intet. Han var bare stille og lod hende gøre det hun nu end ville. Han blev bare endnu mere forvirret, da han kunne se et billede i vandet og bed sig lidt i underlæben, siden det gjorde ham lidt bange. Det var magi. Han havde ikke magi, udover sin formskiften, men det kendte Audrey ikke til. Han havde i hvert fald aldrig fortalt hende det og havde ikke tænkt sig det.
Han vidste ikke hvad han skulle sige, ærlig talt. Han var helt stille og stirrede bare ned i vandet. Han kunne simpelthen bare ikke få sig selv til at sige noget til hende. Der gik måske et minut, men det føltes som en evighed, før han sagde noget. "Audrey..." Han rakte udefter hendes hånd for at give den et klem. "Jeg er så ked af det.. Det er ikke retfærdigt at du skulle gå igennem det. Er der noget som helst jeg kan gøre for at du får det bedre? Jeg vil gøre alt!"

Hun løftede blikket let op og kiggede Nathan i øjnene. Hvad hun havde brug for lige nu. Hun ville ikke glemme, hun kunne godt lide oplevelsen satte et mærke på, at hun kunne klare det. Dove havde reddet hendes liv. Det havde været så tæt på, at hun ikke engang ville have siddet her nu. Da han gav hendes hånd et klem gav det et lille hop fra hende, ikke noget man lagde mærke til.
"Du kunne give mig et kram.. måske det ville hjælpe." Hun havde måske bare brug for det. Nogen til at holde om hende, ikke fordi, at det skulle betyde noget romantisk - men fordi, at hun havde brug for at føle nogen havde hende. At hun ikke blot eksisterede. Hendes lyse øjne så sørgmodigt på ham. Det gjorde ikke ondt, for Dove havde taget smerten - det gjorde mentalt ondt. Men det var nok godt nok, hendes karakter styrke blev øget af det. Kunne man vel sige. Hun var ikke så naiv længere. Det ville være dumt.
"Så øhm. Lad os skifte samtalen over på noget andet... Har du mødt Aaron?" Spurgte hun. Hun vidste Aaron havde været i skole, og hun vidste, at de to kendte hinanden. Ikke tæt, men de vidste da hvem hinanden var. Aaron var jo hendes lillebror så. Dog havde Aaron ikke været i skole ligeså længe som Audrey - det vidste hun bare ikke. Audrey kørte en hånd igennem sit hår, og forsøgte sig med et stille smil. Langtfra det store glade et hun normalt lyste op med.

Et kram? Hun ville have at han skulle kramme ham. Taget i betragtning at de var ekskærester virkede det lidt grænseoverskridende, men det var det jo egentlig ikke, så hvorfor tænkte han på det som om det var? Han ville gerne give hende et kram, hvis det nu kunne hjælpe hende, men det virkede alligevel bare lidt for meget. For meget nærkontakt. Ikke desto mindre ville han opfylde hendes ønske om et kram. Han rejste sig op og gik hen til hende. Han satte sig lidt ned på hug, så han ikke tårnede op over hende og lagde sine arme om hende for at give hende et forsigtigt, dog kærligt kram. Han strøg sin hånd op og ned af hendes ene arm for ligesom at trøste hende lidt, selvom han var bange for at gøre hende fortræd. "Var det bedre?" Spurgte han.
Han gav slip på hende for at sætte sig ned på sin stol igen. Aaron. Det lød bekendt og det tog ham et lille øjeblik at komme i tanke om hvem det er. "Din bror? Nej. Går han også på Akademiet?" Spurgte han undrende om og med et hævet øjenbryn.