Let's talk ¤ Nathan ¤

Sted.
En café i gågaden.
Omgivelser.
En intens duft af kaffe, snak i krogene og lydene fra kaffemaskinerne.
Vejr.
Det er begyndt at regne og er overskyet.
Tid.
15.45.
Påklædning.
En hvid top med en sort blaser udover, et par tætsiddende cowboybukser og en grå tynd jakke samt en skuldertaske.

Dove havde besluttet sig for, at gå en tur i gågaden. På trods af den truende himmel, havde hun alligevel bevæget sig ud. Hun så sig nysgerrigt omkring, som så hun hele gaden på ny, på trods af hun havde set alle butikkerne utallige gange før. Det var sådan hun ikke begyndte at kede sig, ved hele tiden at se på tingene som nyt. Da regnen begyndte at falde ned over hende, var hun hurtigt henne ved den nærmeste café. Duften ramte hende som en mur, og et øjeblik følte hun sig nærmest beruset af den intense duft. Men da hun først havde vænnet sig til duften, gik hun hen imod kasseekspedienten. ”En kop varm kakao.” På trods af hendes mange år, havde hun aldrig vænnet sig til kaffe. Det var også en af de nyere opfindelser, taget i betragtning, hvor længe hun i realiteten havde gået på jorden. Dove fandt et bord, og rodede sin taske igennem, for at finde hendes tegneblok og en blyant. Hun begyndte at bevæge blyanten hen over det blanke papir, og formede langsomt et ansigt. Ansigtet var et, hun havde tegnet mange gange før. Hendes søster, hendes bedste ven. De var muligvis ikke beslægtet, men de kunne lige så godt have været det. Dove tog indimellem en tår af kakoen.

Nathan trak sin jakke tættere om sig og trak sin hætte over hovedet for ikke at få vådt hår. Han løb hen imod den nærmeste cafe med armene om sig selv for nærmest at værne ham selv fra regnen, der dalede ned fra himlen. Hvorfor kunne det ikke være sne i stedet? Han elskede sne. Med et højt, opgivende suk åbnede han døren ind til cafeen og trak sin hætte af imens. Hans kinder var lidt røde fra kulden, men det var hans ører så også, det var fint. Han gik hen imod en af ekspeditierne og bad om en kop varm te. Han fik sin kop og var egentlig på vej hen imod en af de ledige bord, men stoppede op i det han fik øje på et bekendt ansigt. Han kunne ikke huske hendes navn, men han havde set hende på skolen og vidste at hun var hjælpelærer.
Han tog lidt mod til sig og gik hen til hende med et lille nervøst smil. "Hej," sagde han og lagde hovedet lidt på skrå til den venstre side. "Jeg er Nathan. Jeg er lige blevet lærer på Akademiet. Jeg tænkte på..om du eventuelt kunne hjælpe mig med nogle ting, jeg er lidt i tvivl om?"

Dove var dybt optaget af hendes tegning, så hun opdagede ikke hvem der kom ind. Hun opdagede knap nok, at nogen kom ind. Først der nogen talte til hende, blev hun opmærksom på tingene omkring hende. Hun var ret god til, at forsvinde ind i en anden verden. Hun så på en ung fyr. Hun havde set ham et par gange på skolen, men aldrig fået snakket med ham. Han smilede lidt nervøst til hende, hvilket fik hende til at gengælde smilet. Han skulle da ikke være nervøs ved hende. ”Jeg hedder Dove.” Hun så ned på hendes tegning. Den var langt fra færdig, men det kunne godt vente. Dove pakkede hendes tegneblok væk, så han havde mulighed for at sidde ned. ”Jeg vil gerne hjælpe dig.” Dove gjorde en indbydende bevægelse, så han var klar over, han roligt kunne sætte sig. Dove havde lært en del om det at være lærer, ved at observere Amara. Hun havde selv holdt sig i baggrunden, og bare hjulpet med at gøre klar og rydde op efter tider. Men hun kunne da sikkert godt hjælpe en ny lærer alligevel. ”Og tillykke med jobbet, for resten.” Hun sendte ham endnu et smil.

Hun virkede til at være en fin ung dame. Han håbede lidt på at hun var interesseret i at hjælpe ham i fremtiden også, siden han havde lidt problemer med at få styr på det hele. Det var jo en virkelig stor omvæltning for ham at skulle være lærer, også selvom han var virkelig glad for det. Han rakte henrette en stol, som han trak hen til bordet og satte sig ned. Han sippede til sin te kort imens hun ønskede ham tillykke med jobbet. "Heh, mange tak." Han smilede lidt bredere. "Jeg hedder forresten Nathan."
Det var en stor lettelse at hun var så imødekommende overfor ham. Han havde været en smule bange for at hun ville være lidt småsur på ham fordi at han afbrød hende med hvad end hun nu lige havde lavet. "Jeg håber ikke at jeg afbrød dig i noget vigtigt." Sagde han forsigtigt og så også lidt bekymret ud i det han rynkede lidt på panden. "Jeg er bare..lidt i tvivl om hvordan jeg...du ved...er en god lærer for eleverne. Hvordan jeg bedst når ind hos uden uden at give særbehandling."

Dove smilede blot til ham, da han takkede for hendes lykønskning. Da han så præsenterede sig, nikkede hun bare. Det var ikke fordi, hun ikke ville svare ham, der var bare ikke rigtig nogle ord, der virkede rigtige som besvarelse. Hun satte sig sådan, at hun havde fronten imod ham. Det virkede mest imødekommende, når hun sad sådan. ”Nej, det var ikke noget vigtigt.” Dove havde lagt lidt mærke til Nathan. Når hun så et nyt ansigt på skolen, kunne ikke lade vær med, at se nærmere på den ukendte. Hun havde derfor også lagt mærke til, at han bestemt ikke var en grim mand. Tvært imod. Det var dog ikke noget hun gik så meget op i, da hun vidste hun ikke kunne føle ægte kærlighed, før hun mødte Theo. Hvem end det så var. Hun blev opmærksom på ham igen, da han stillede spørgsmålet. ”Jeg tror en vigtig ting er, at undervise i ting, du selv er passioneret omkring. Eleverne kan godt fornemme hvor meget du er interesseret i emnet.” Hun holdt en pause, før hun forsatte med den næste del af spørgsmålet. ”Der vil altid være nogen, som du vil synes bedre om en andre. Selvom man ikke bør have favoritter, så vil man altid have det. Det er bare vigtigt det ikke kommer til udtryk. Bare vær dig selv, og så er jeg sikker på det hele nok skal gå.” Det var måske ikke det bedste råd, men det var det bedste hun kunne give.

Nathan satte sin albue ned på bordet og hvilede sin hage i sin hånd imens hans anden hånd var om sin kop med te. Han lod hende snakke ud og tog til tider et lille sip af sin te. Han var slet ikke i tvivl om at han ville være lærer i sportsgrene, eller idræt som han egentlig kaldte det i sit hoved, men han var nu lidt interesseret i at være lærer i mere. Måske noget fagligt? Han måtte snakke med en anden lærer om det kunne være muligt.
"Hmm.. Jeg er skam passioneret om det jeg er lærer i, så det er intet problem. Mit eneste problem med det er faktisk lidt... At min ekskæreste er i en af mine klasser. Vi endte godt, selvom jeg var lidt hjerteknust over det, og jeg synes da slet ikke hun skal stoppe med det fag, jeg er lærer i, bare fordi vi er ekskærester.. Det er bare stadigvæk lidt svært." Han trak lidt på sin ene skulder og ned på sin te med et lille svagt suk. "Undskyld. Jeg braser bare ind og belemrer dig med mine problemer." Han grinte lidt nervøst og smilede svagt til hende.

Nathan var nu venlig nok. Dove var ofte lidt skeptiske over for nye, fordi man aldrig rigtigt kunne vide, hvordan de var. Så selvom Dove havde tilbudt sin hjælp med åbne arme, var det også for at se ham an, finde ud af om han var god nok. Det kunne hun erkende, at han var. Da han førte samtalen over på hans ekskæreste, forstod hun nu bedre hans bekymringer. Dove kendte ikke selv til at have et knust hjerte. Det var en af fordelene ved hende, men en ulempe var, at hun måske aldrig ville komme til at kende kærlighed, som åbenbart var en stor ting. Så selvom hun aldrig selv havde følt det, vidste hun dog godt hvad det var og havde set det. ”Det gør ikke noget.” Hun overvejede et øjeblik, hvordan hun skulle tackle det. ”Det er lidt kompliceret. Det kan jeg godt se. Har du stadig følelser for hende?” Hvis ikke, var det måske lettere at håndtere, hvis han havde, ja så blev hans problem lige pludselig sværere. Hun ville dog stadig gerne hjælpe ham, for han fortjente stadig en god start på skolen.

Åh. Det var da et svært spørgsmål hun stillede ham dér. Hvordan kunne han vide det? Han var virkelig usikker på hvad han skulle svare. Han ville ikke være en af de fyre, som rendte rundt og sagde de ikke var sikre som bare gjorde pigen endnu mere forvirret. Han var bare ikke sikker. Der var gået hele to år siden han sidst havde set hende og han havde ikke regnet med at han faktisk ville ende med at se hende igen. Han kørte langsomt en hånd igennem sit brune hår og så ud til at tænke sig meget grundigt om før han svarede.
"Det tror jeg ikke, nej. Det er vel bare.. lidt svært at se hende igen og blive mindet om det vi havde sammen, der bare så pludseligt endte, uden at jeg fik af vide hvorfor. Jeg ville egentlig ikke slå op, men.. det var vel for det bedste i sidste ende. Jeg vil bare helst ikke ende med at være den som hun kommer med kærestesorger til for jeg ved bare at det vil såre mig." Han havde det rigtig dårligt med at snakke om dette med en helt fremmede!

Dove havde aldrig haft let ved, at hjælpe folk med forholdsproblemer. Hun ville rigtig gerne, men hvordan skulle man kunne hjælpe nogen med noget, som man absolut intet vidste om? Men fordi hun bare gerne ville hjælpe folk, forsøgte hun altid alligevel. Da han svarede på hendes spørgsmål, nikkede hun blot. Det gav god mening. Man gad ikke have drengesnak med sin ekskæreste. ”Okay. Jeg ved ikke ret meget om kærlighed. Jeg vil gerne hjælpe. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.” Hun sendte ham et undskyldende smil. Nu havde han været personlig med hende, så måske skulle hun gengælde det. ”Jeg kan kun elske en person. Jeg ved ikke hvem han er, kun hvad han hedder.” Hun tøvede lidt, før hun uddybede. ”Alle hekse har én mage i deres liv. Én person som de kan elske. De kan ikke elske andre end den ene person.” Det var ikke noget Dove normalt snakkede højt om. Men af en eller anden grund, stolede hun nok på Nathan til at snakke med ham om det, selvom hun knap nok kendte det. ”Så kærlighed er ikke noget jeg kan hjælpe med. Det er jeg ked af.” Dove så ned i bordet.

Oprindeligt havde han overhovedet ikke, på noget tidspunkt, forventet at hun skulle give ham en masse råd, eller noget som helst lignende det. Han havde vel bare haft brug for at komme ud med det og føle sig lidt fri for den byrde, der var kommet ud af situationen. Tit havde man bare brug for at komme ud med det, der nagede en. Man behøvede ikke en masse råd, man havde bare brug for at blive hørt ud og forstået. Sådan havde han det lidt og var glad for at hun var ærlig om at hun gerne ville hjælpe, men vidste ikke helt hvordan. Selvfølgelig kunne han ikke svare hende på det, for han vidste det jo heller ikke. Med et lille skuldertræk tog han en tår mere af sin te, der snart var væk.
"Oh?" Han hævede begge sine øjnebryn i overraskelse. Den havde han ikke set komme. "Det er okay. Jeg er bare glad for at have fået fortalt det til nogen. Det lettede mig let." Han kom med et lille grin og smilede lidt halvhjertet. "Siden du nu fortalte mig hvad du er, så er det vel på sin rette plads at jeg også fortæller hvad jeg er. Jeg er en formskifter. Jeg kan skifte form til en ørn, en jaguar, og en ulv."

Det var Doves natur, at prøve og skaffe alles problemer af vejen. Hun havde altid været meget hjælpsom, men hun havde også indset, at hun ikke kunne hjælpe alle. Hvor meget hun end prøvede. Det generede hende dog, at hun kunne være til mere hjælp for Nathan. Hun nikkede let, til hans overrasket ansigtsudtryk. ”Nå, jamen så er jeg glad for at kunne hjælpe.” Hun sendte ham et smil, der virkede mere oprigtigt, end nogle af de andre hun havde sendt ham. ”Interessant.” Ordet i sig selv havde ikke stor betydningen, men måden hun fik sagt det på, lagde utallige betydninger i ordet. Hun var meget interesseret i andre racer, dels fordi hun ikke helt forstod dem. Hun kunne ikke vide hvordan det var at være formskifter, vampyr eller nogle af de andre racer. Det eneste hun kendte til var, at være heks. Men det var hun også godt tilfreds med. ”Sig mig, Nathan..” Hun så sig omkring, som skulle hun sikre sig ingen hørte efter deres samtale. ”Jeg har fortalt meget få om mit kærlighedsliv. Men jeg åbner mig op for en vidt fremmet. Hvordan kan det være?” Hendes læber formede sig i et skævt smil, for det var bare ment i sjov. Han havde bare vækket en tillid i hende hurtigere, end de fleste andre.

Besynderligt hvor hurtigt de havde udviklet tillid til hinanden. Måske var hun bare en af de få personer, som han bare klingede sammen med? Som venner kun, selvfølgelig. Han håbede ikke på noget, mest fordi han ikke var sådan, men også fordi at hun havde en form for 'mage'. Han kendte ikke så meget til det, udover det hun lige havde fortalt, men fra hvad han havde hørt lød det ret nederen. Ikke at kunne elske nogle andre end den ene person. Hvor nederen måtte det ikke også lige være, hvis den ene person ikke gengældte kærligheden og var sammen med en anden?
Han trak lidt på skulderen over hendes spørgsmål. "Jeg plejer heller ikke at øse ud med mine problemer til en fremmede, men der findes jo nogle personer i verdenen,, der bare klinger sammen." Han smågrinede lidt og tog et sip mere af sin te. "Og dit kærlighedsliv er sikkert hos mig. Jeg siger intet til nogen. Jeg håber du finder ham. Hvad hedder han? Måske kender jeg ham?"

Dove var ikke altid den mest tillidsfulde person. Men hun havde bare åbnet sig op for Nathan, som var det, det mest naturlige i verden. Han havde vel bare et ansigt, man kun kunne åbne sig op for. Dove havde for længst givet op på kærlighed. For folk gad ikke være sammen med hende. De kunne elske hende alt de ville, men hun ville ikke være i stand til, at gengælde det. Hvem ville være sammen med sådan en? Hun havde tænkt meget over hendes mage i starten, men efterhånden levede hun bare sit liv videre. Det var umuligt at vide, hvornår han ville komme. Dove smilede over hans ord. Det gav god mening. Nathan var måske bare en hun kunne stole på uden betingelser. ”Det tror jeg du har ret i.” Hendes smil falmede en smule, da han spurgte ind til Theo. Hun flyttede automatisk sin hånd op til hendes kraveben, hvor hans navn var tatoveret. Hun rykkede lidt op i sin jakke for at skjule det. Selvom hun altid skjulte det med makeup. ”Tak.” Hun tøvede et øjeblik. ”Han hedder Theo.” Det var alt hun vidste. Dove rejste sig op og samlede sine ting sammen. "Jeg har noget jeg skal nå. Men vi ses på skolen." Hun bevægede sig uden videre ud i regnen.

//Out.