Noah tog sig straks til brystet og havde været lige på nippet til at udtrykke sig i et falsk gisp. ”Auch!” ytrede han sig i stedet for, som om at hendes kommentar rent faktisk havde fornærmet ham, såret hans følelser. Selvfølgelig var den slags umuligt nu, for havde spøgelser virkelig følelser? Han havde i hvert fald følt sig følelsesmæssigt lammet siden… Han huskede ikke, om han havde følt sig sådan før han havde inviteret døden, for chancen var at den følelse han huskede blot var blevet påvirket af mængden af dulmende alkohol han havde indtaget inden at have fjernet sikkerheden fra pistolen. ”How about a ballon, Brooklyn?” Det var ikke et direkte citat men det var stort det en forbrydelse ifølge hans hoved at ikke referer Pennywise nu, hvor hun alligevel kaldte ham en klovn.
Der var som sådan intet der stod i vejen for det verden-hadende spøgelse og verdenen udenfor lagerbygningen. Ja, han var knyttet til stedet, men det var mere i den forstand, at det var stedet der trak ham mod sig mere end andre steder. Han kunne forlade stedet, no problem. Han endte dog altid tilbage der.
Han forsvandt ind i Mellemrummet og poppede så ellers tilbage lige ved siden af banshee’en idét at hun netop passerede igennem den rustne metalskyder. Nok med et lille håb om, at han kunne give hende endnu et lille chok. De var morsomme; hendes reaktioner. ”You don’t look like someone who owns a car so the train would be our best bet. Unless you’re up for some good old fashion walking. I’ve heard it should be healthy and all that.” Noah så ikke meget anderledes ud I dagslyset som han gjorde i det dunkle mørke. Uden en fast form ramte lys ikke hans krop, som det gjorde alle andre, så han lignede stadigvæk et dårligt genfærd. Og gående ved siden af Brooklyn måtte det så endnu mere surrealistisk ud. Han proppede hænderne ned i sine lommer og med blikket rettet stift fremad slentrede han fremad. Trak sine skridt efter sig, dog kunne det ikke høres. Han gjorde trods alt ingen kontakt med jorden. Han lod hende vise vej. Sådan da. Gik hun i den fuldstændige modsatte retning af Southside’s togstation var han ikke sky for at bare vade i den rigtige retning indtil hun fangede op igen. Han sagde heller ikke noget, som de gik. Han forblev helt stille. Selv hvis hun spurgte ham. Det var langt fra alle der kunne se ham, og fortsatte de med at have deres muntre samtaler, ville folk uden tvivl begyndte at tro, at den stakkels unge kvinde havde en skrue løs.
Forumforside 