Ghost hunting

Forbeholdt til @Noah

Time: Kl. 20.00
Place: En forladt lagerbygning.
Weather: Kølig, solen er gået ned. Stjerneklar; Venus kan også ses på himlen. Nymåne, overhovedet ikke synlig.
Outfit:  En midnatsblå kjole i velour, håret opsat. Flade adidas-sko. En brun jakke, der ligner pelsen på en tøjbamse..


___________________________________________________________________________


Det havde egentlig været planen, at de skulle i byen, men ingen af deres favorit barer var åbne endnu, kun de snudskede værtshuse som Brooklyn og hendes venner ellers prøvede at undgå. Blandt dem var det sted Brooklyn selv arbejdede, og selvom hun kunne få rabat derinde, var hun ikke vild med at gå på bar, hvor hun arbejdede. Hun vidste, at hun ville ende med at "give en hånd med" og det var hun ikke interesseret i i aften.

Så før de havde vidst af det, havde gruppen af veninder besluttet sig for at gå på spøgelsesjagt. Det var startet som en joke, men på kort tid var det blevet til en slags bekræftelse af Brooklyns evner, og af den race, hun indtil for nylig slet ikke vidste at hun var, og da de først havde fastslået, at turen var for at få Brooklyn til at "overkomme sin frygt for sine evner" var der ikke nogen af dem der kunne bakke ud.

Heller ikke da Brooklyns ujævne brug af sine evner førte dem til en forladt lagerbygning, i deres night out-outfits, uden andre lommelygter end dem de havde på deres telefoner. Brooklyn grinede det væk og holdt fast i, at hendes evner virkede sikkert ikke på allerede døde personer, så der var garanteret ingen spøgelser i bygningen alligevel. De kunne bare lige tjekke og så tage ud at danse efter. Hun bemærkede alt for tydeligt, hvordan der i vennegruppen kom en anspændt stemning, da hun sagde 'døde mennesker'. Banshee måtte være den værste race man overhovedet kunne være, tænkte hun for sig selv, imens hun skubbede den store rullende dør til bygningen op. Der hang en kæde om dørhåndtaget, men det så ud som om den var rustet åben for længst.

"Maybe we should split up? Just check as fast as possible? There's Happy Hour soon," foreslog Samantha, og resten af gruppen grinede, imens Brooklyn sagde; "Yeah, let's just yell if we see something." Hun så efter sine tre veninder, som de gik i hver deres retning ind i mørket, men alligevel på en eller anden måde holdt sig ganske tæt på hinanden.

Brooklyn selv endte med at gå i en helt anden retning. Hun var ikke sikker på hvorfor, hun vidste blot, at der var noget, der føltes rigtigt ved den vej hun gik, og med undtagelse af, når hendes evner ledte hende til døde mennesker, havde hendes intuition oftest ret.

Hvad end lagerbygningen var blevet brugt til før, var ikke helt til at sige. Det var mere end de 6 år siden, at stedet sidst var blevet brugt. Det var sikkert flere årtier siden. Der var graffiti i forskellige grader af kvalitet på en stor del af de grå betonvægge. Selv på de solide stolper, der holdte der tunge loft fra at kollapse, havde folk været forbi med deres spraymaling og deres tags. Så man godt efter, ville man endda kunne skimme steder, hvor folk havde indgraveret initialer, som udlevede de deres indre Jane Austin-fanatsi.
Så mand bort fra resterende paller – nogle stadig intakt, mens andre blot lå spredt som afskilte brædder – var der dødeligt tomt. De fleste vinduer var enten blevet knuste eller sprunget. Sjusket dækket delvist til, som ville det holde folk ude fra bygningen. Det var vist ved at være mange år siden, at myndighederne magtede at gøre noget ved det.
Hele gulvet var dækket af små bider af murbrokker og sten og jord og, hvad end folk og natur havde trukket med ind. Men i blandt alt det, kunne der stadig skimmes sorte, dog falmede, streger, fra skridende dæk. Eller nok nærmere; hjul.
________________

Det ville måske komme bag på en masse, hvis han stillede sig frem og fortalte om sine observationer, men det skete oftere end andet, at der kom besøgende som disse. Pænt klædt på og klar til en ”epic night out, yeeaaa”. Som regel var de allerede godt pløret. Havde taget på spøgelsesjagt efter en af dem havde drukket nok til at få den pragtfulde idé. Stedet var trods alt kendt for at være hjemsøgt. En ting, som han nok i bund og grund kunne tage mest kredit for, men efter at være blevet forstyrret i sit efterliv nok gange, blev det nok af en irritation til at ikke gøre handling.

Glødende øjne skjult i mørket så dem splitte. Sådan som de svingede med deres ’lommelygter’ gjorde det nemt nok at placere dem. Tre dér. Og én i den anden ende. Det var tydeligt, hvem der ville være det svageste link.

Pludselig begyndte en hængende lampe nær de 3 kun let-adskilte kvinder, at blinke op, selvom at der hidtil ikke havde været tegn på fungerende elektricitet i bygningen. Det blinkede uregelmæssigt et par gange, før det slog gnister og der blev helt mørket igen. Noah gryntede anstrengt fra sin placering midt i bygningen gemt lidt væk i en blind vinkel af stolperne, før han… forsvandt. Forsvandt ind i Mellemrummet, hvor selv det seende øje ikke kunne se ham. Men havde banshee’en været hurtigt nok ville hun nok have nået at skimme hans rygvendte skikkelse. Hele stemningen i bygningen var blevet noget tungere. Uvelkommen. Noah var ikke glad for at have gæster.

Allerede inden lamperne var begyndt at blinke, havde Brooklyn mærket noget i luften. En slags spænding, som løb der strøm igennem hende, eller som var hun under vand. En fremmede følelse, om end det ikke var første gang, hun havde følt den. Hun havde bare aldrig været i stand til at give den et navn.

Så da lamperne begyndte at blinke, og hendes veninder begyndte at skrige, løb hun hen mod dem, hendes blik søgende i mørket, selv imens der slog gnister over dem. Og dér, ikke så langt væk, så hun nogen. Bare et øjeblik, så var de væk, men det var også kun, fordi de forsvandt, at Brooklyn turde følge efter dem.
Hendes flade adidas kom til deres fulde brug, da hun spænede hen, hvor hun havde set vedkommende forsvinde. Hun gik ud fra, at det var en mand, men hun kunne ikke være sikker. Hun kunne høre hendes veninder kalde efter hende, og stiletter der klakkede imod betongulvet.

"Hey! Kom tilbage! Jeg ved du er her!" Brooklyn krævede, som var hun en pædagog der krævede at et barn spiste pænt. Hun havde aldrig set et spøgelse, ikke hvad hun vidste af i hvert fald. Og hun havde ventet længe nok. Hun ville have svar på sine evner. Nu.

Noah gjorde, hvad hun sagde. Kom tilbage. I Mellemrummet kunne han stadig lytte, men han kunne ikke beskue. Men han gjorde det ikke indenfor hendes direkte synsvinkel. Han forholdte sig stadigvæk skjult i mørket, i krogene. På afstand, så han kunne holde øje med hende, men hun ikke kunne holde øje med ham. Han kneb sine øjne sammen, som de lå på hende som et sigtekorn. Så hun kunne se ham. Eller kunne hun bare fornemme ham? Han havde endnu ikke fundet konsekvente tilfældigheder i blandt hvem der kunne se ham, hvor tydeligt de kunne se ham eller hvem der bare var lidt ekstra sensitive i spændingsændringer i luften.
”Brook, who are you talking to? Did you see something? Oh god, is there actually a ghost here?” Veninden lød ret oprevet, ja, næsten forpustet. Det matte heller ikke være det nemmeste at løbe rundt i de tynde hæle, så måske var det ikke kun fordi hjertet hamrede oppe i halsen på hende over forskrækkelsen. Havde hun ikke bevist taget på spøgelsesjagt? Hvorfor fanden var tøsen overrasket?!

Noah så sit snit, så snart hele gruppen af unge kvinder så i hver sin retning. Søgte efter, hvad end det havde været deres veninde havde set og nu beordrede omkring. Han forsvandt igen. Mellemrummet var ikke bare til for dem som ham, at flygte til for at være blinde for selv de seende. Mellemrummet var en måde at bevæge sig rundt. Tid flød anderledes i Mellemrummet, hvilket gav en effekt af teleportation for dem udenfor Mellemrummet. Så da han tittede frem, denne gange lige bag den lyshårede med sine flade Adidas-sko, var der ikke gået mere end et sekund eller to.

Så før hun kunne nå at føle hans tilstedeværelse så nær hende, det var trods alt ikke det samme som, stod en levende skikkelse der og fyldte i hendes personlige sted, lænede han sig lydløst mod hendes øre. ”Leave,” hviskede han. Advarende. Som en vrissende gammel mand men med en ung mands stemme.
Men lige så snart, at ordet havde forladt hans strube, begyndte den ene af veninderne at skrige op igen, og ved blot at se kortvarigt i hendes retning, blev det gjort klart, at hun også kunne se ham. Og han var vist ikke helt så hyggelig en skikkelse. Særligt ikke i mørket. Ligbleg ud og indsunkne øjne. En tydelig følelse af død over sig uden at være rodnet. Et billede banshee’en også fik lov til at se, var hun hurtig nok til at vende sig omkring og dermed stirre direkte ind i de rødorange øjne. Han lod hende se hende. Bare for en stund. Nok til at hun så ham, men ikke længe nok til at få hendes tunge på gled. Ikke før han var væk igen.

"I saw someone," insisterede Brooklyn, som svar på en af veninder spørgsmål. Spøgelsets tilstedeværelse var så tydelig for hende, i luften, på en helt elektrisk måde, og hun havde set ham, så det var svært for hende at tro, at hendes veninder på nogen måde kunne være skeptiske overfor hende påstand.

Snart var de også alle fire samlet igen, og selvom Brooklyn ikke ville sige at hun havde været bange før, var det rart at have sine venner så tæt på sig nu. Det stoppede hende dog ikke fra at springe instinktivt væk og snurre rundt med et cirkelspark, da en mandestemme hviskede i hendes øre. Hendes hjerte sad oppe i halsen på hende, da hun fik øjenkontakt med ham.
Han kunne ikke være meget ældre end hende. Havde hun ikke lige set ham forsvinde, så han så tydelig ud, at han lige så godt kunne have været ægte. Et øjeblik nåede hun at frygte, at hendes forhastede spark ville ramme ham. Men han var væk, inden hendes ben fløj igennem luften hvor han lige havde været, med så meget kraft at hun ikke ville have kunnet nå at stoppe det alligevel.

Hun mødte de andre pigers blikke, og vidste allerede hvad de havde tænkt sig at sige. "Maybe we should do as he says... He did seem pretty dead to me and isn't there some saying about letting the dead rest in peace?" Monica lød lige så bekymret som hun så ud, men Brooklyns stædighed var allerede aktiveret. Det var for sent og det kunne ses på hende.

"I am a banshee," proklamerede hun højlydt. "And I will scream at you, until your ears bleed, unless you come back and apologize!"

"This is technically his house though..." tilføjede Jenny lavmælt, som var hun bekymret for om Brooklyn ville begyndte at skrige af hende også, selvom det kun var en time siden, de havde siddet hjemme hos hende og Brooklyn havde fortalt, at hun knap nok havde brugt sine race-evner.

Selv Noah ikke var til stede, så lød det et ekko af et fnys igennem lagerbygningen. Det kom ikke var nogen specifik retning og det var så sagte, at det var lige ved, at man kunne tvivle, om man faktisk havde hørt noget eller om det bare var ens ører, der spillede en et puds. Tomme huse gav trods alt altid lyd fra sig. Særligt efter at der var blevet mørkt. Det kunne lige så godt have været et lille dyr, der havde puslet i hjørnet.

Så hun var en banshee. Der kunne man bare se. Ufatteligt at hun ikke havde være en del af det skrigende kor, som hendes veninder havde bestået af for ikke så længe siden. Men det forklarede hvorfor hun kunne se ham. De var de eneste, hvor det faktisk gav mening. For at være tættere knyttet til døden end en banshee, så skulle man selv være død. Eller så godt som det. Selv engle og dæmoner kunne ikke sammenlignes. De bevingede fjols havde mere med døden at gøre som en tandbørste havde i et køkken.
Men hendes trussel rørte ham ikke. Han var allerede død. For længst. Hvad ville hun kunne gøre ham? Få hans ører til at bløde? Det ville kræve, at han havde reelt blod flydende i sine årer.

”She’s right. You’re trespassing.” Igen poppede han frem, som var det ud af absolut ingenting. Lidt på afstand fra gruppen, men med fronten vendt mod dem. Stadigvæk indsvøbt i mørke og skygger. Deres små finurlige lommelygter, ville ikke hjælpe dem her. Deres lys ville blot passerer igennem ham. Og han så fremstod lige så virkeligt, som banshee’en så ham. Præcis som hendes ben fra før bare ville have passeret igennem ham, som var han luft. Han gjorde sig bevidst mere skummel at se på. Han vidste ikke, hvordan han gjorde. Det var blot en ting, der var kommet så naturligt til ham efter døden, ligesom at navigerer rundt i Mellemrummet.
”Now leave me the fuck alone.” En bølge af forstyrrelse skød ud fra ham og igennem det rummelige og tomme lokale, og med ét begyndte skuddøren, de var kommet ind ad, at jamre og pive skingert i det at han fik skubbet det et pat centimeter mere op. Det var tydeligvis ham, der gjorde det. Også selvom at hans hænder forblev begravet i hans bukselommer. Tøjet han bar afslørede hans generation. Han var ikke et eller andet hundred år gammelt spøgelse. Han var som en hver anden fyr, der ville vandre gaden på nuværende tidspunkt. Hans blik flyttede sig mere skift mod banshee'en, før han tilføjede: "Or have you already rendered you all deaf, screamer?"

Brooklyn ville gerne påstå, at hun ikke var bange, så rejste hårene sig i hendes nakke, da hans fnøs lød igennem bygningen, selv når han ikke kunne ses nogen steder. Brooklyn kiggede dog slet ikke efter ham - lyden i sig selv indikerede, at den tilhørte én eller noget, der opfyldte hele lagerbygningen, og ikke bare stammede fra en person. For hende var det en overnaturlig lyd. Det føltes som om den ikke burde eksistere.

Da han poppede frem, hev Brooklyn fat i de to nærmeste piger og skubbede dem om bag sig. Hun prøvede stadig at bilde sig selv ind, at hun ikke var bange for ham, men hun følte sig alligevel langt tryggere, når hun vidste hvor hun havde dem, og hun kunne passe på dem.

Varme steg op i hendes kinder, der blev plettede og røde, da spøgelset gav hende et kælenavn. "No. We'll leave," svarede Brooklyn, kun fordi Jennys fingre borede sig ind i hendes overarm, selv igennem hendes tykke jakke.
Hun hørte deres hæle imod betongulvet, kunne adskille de tre piger ad bare på lydene af deres fodtrin, og vidste desuden instinktivt hvor langt de var fra hende, imens hun selv bakkede mod den åbne dør, men tøvede, og tog ikke blikket fra spøgelset, heller ikke da hun stoppede helt.

"Don't you get lonely here? All by yourself?" Hun spurgte med oprigtig undren. Hun forstod ikke spøgelsets vrede mod dem, ligesom hun ikke forstod, at han smed dem ud.

Sikke nogle spøgelsesjægere de var. Han havde oplevet at de fleste var nemme at forskrække om de så var hærdede eller ej. De hærdede havde endda vist sig et par gange at være allermest on edge og dermed sprang højst. Men hvor meget tøsernes tur forbi hans ’hjem’ i bund og grund bare var en spontan ting, kom mere og mere til udtryk i, hvordan de hurtigt valgte at adlyde ham og skred. Han tog ikke blikket fra dem, som de gjorde deres afsked - nogle lidt mere villige og fluks end andre. Han blinkede slet ikke, hvilket nok fik det til at krybe endnu mere ind under huden på en af kvinderne. Nedstirrede dem med det eneste af ham, der stadig emmede en smule liv, selv med et træt blik i sig.

Men han gjorde ikke andet end det. Han havde ingen planer om at gøre dem noget. Bare skræmme dem lidt. Som en gnaven nabo, der ikke ønskede at have børnene lege rundt i hans forhave. Så han blev stående, hvor han var poppet frem. Hænderne i lommen, som en doven teenager.

Banshee’en blev dog ved med at være tilbageholden fra at smutte. Også selvom det havde været hende, der havde taget beslutningen for gruppen om at gøre netop dét. Automatisk som hun havde åbne sin mund, havde hans orangerøde øjne fundet frem til hende, og måden hans ansigt fortrak sig vidnede om, hvor underligt han fandt spørgsmålet. Han tog derfor også sin tid med at svare hende. Skævede kort mod hendes veninder og så straks tilbage til hende, før han løftede hagen.

”And who said anything about me being completely alone here?” kastede han spørgsmålet tilbage og antydningen til et foruroligende smil voksede i hans ene mundvige, som for at hentyde til, at han ikke var det eneste af sin slags i lagerbygningen. Spøgelser var ikke kendt for at være flokdyr. Men de var heller ikke nødvendigvis kendt for at være helt og særdeles alene.
Noah trak så på skulderne, før han i en glidende bevægelse så sig over skulderen og drejede videre omkring for at forlade dem. Han forventede, at de selv kunne finde ud. Der var ingen lyd til hans skridt, fordi de aldrig gjorde kontakt med gulvet. Ikke på samme måde som dem tunget af tyngdekraften. Med langsomme skridt gik han så i den modsatte retning for den åbne dør. Han vippede hovedet et godt stykke til både den ene og så den anden side, som havde han en stiv nakke og prøvede at strække og knække den på plads. Nogle ting forblev selv når den fysiske krop forsvandt. Fantomfornemmelser og vaner.

Gåsehud rejste sig over Brooklyns arme, da genfærdet påstod at han ikke var alene. Selvom hans blik var fast på hende, kunne hun ikke lade være med at skæve sig omkring. Var her virkelig andre? Nogen, der var farligere end genfærdet foran hende?
Hun sank en klump og så tilbage på ham, og tvang sit blik til at være hårdere end hvad hun følte sig. Han virkede dog ligeglad; trak sig blot tilbage, som betød hans ubudne gæster ikke længere noget for ham.

Alligevel kunne Brooklyn ikke slippe følelsen af, at nogen betragtede hende, efter hun havde vendt ryggen til hvor han havde været og med hastige skridt fulgte efter sine veninder.

Hun glemte ikke hans mørke blik eller hans provokerende form for arrogance, ligegyldigt hvor mange rombaserede-cocktails hun bundede.

Tidspunkt: Næste eftermiddag
Outfit: En stribet skjorte-kjole, håret opsat, samme bamsebjørns-lignende jakke som forrige aften.

________________________________________________________________________________

Brooklyn havde festet det meste af natten og da hun var kommet hjem, og trods udmattelse og alkohol ikke kunne falde i søvn, havde hun efterforsket lidt på sin telefon. Og da hun ikke var tilfreds med manglen på resultater, havde hun hevet sin bærbare computer frem og søgt videre på den, indtil hun endelig var faldet i søvn, med sin lysende computer ved siden af sig på sengen, og hende selv liggende i en akavet stilling hun straks fortrød, da hun vågnede.

Som det første om morgenen gik hun i bad. Hun vaskede lugten af røg og spildt alkohol af sig, og vaskede sit hår indtil det ikke duftede af andet end mango. Med et håndklæde om sig sin krop og et andet viklet om sit hår, satte hun sig tilbage på sin seng med en frisk kop kaffe og et koldt glas vand på natbordet ved siden af sig, imens hun satte sig til at læse den information, hun havde fundet natten inden.

Noah Hayes. Der var rigeligt med information offentligt tilgængeligt. Det havde været længe siden Brooklyn havde ledt efter noget som helst andet online end gode tilbud, gode terapeuter og et okay job, så det havde taget hende et godt stykke tid at finde noget som helst, men da hun først havde fundet ud af hvordan hun kunne tilgå bibliotekets gamle aviser havde hun hurtigt kunne kæde et par søgninger sammen og finde en artikel om hans død.
Måske der var andre spøgelser i lagerbygning. Dét havde hun ikke kunnet finde noget svar på. Men hun vidste hvad der havde dræbt Noah og hun vidste at han var død alene, og pludselig var hun ikke sikker på om hun havde kvalme på grund af alkoholen i hendes blod eller fordi hun havde dårlig samvittighed eller måske endda over forestillingen om et skudhul igennem en ung mands hoved.

Et par timer (og et par afsnit af Venner) senere stod Brooklyn igen i lagerbygningen. I hver hånd holdt hun et papkrus med kaffe.

"Noah?" Kaldte hun, hendes stemme langt mere selvsikker end hun følte sig. Hun havde øvet sig. "Noah Hayes?" På en stak af europa-paller stillede hun den ene kaffe og drejede den omhyggeligt, så det hastigt skrevne navn af en Starbucks-medarbejder der altid skrev hendes navn forkert ('Broklin'), stod tydeligt væk fra hende; 'Noah'. Hun vidste ikke, hvad hun havde tænkt, da hun havde bestilt to kopper kaffe i stedet for én. At det var uhøfligt at dukke op med kaffe kun til hende selv? Hun vidste ikke engang om spøgelser kunne drikke noget. Ikke at det betød noget, hvis han ikke engang kunne drikke, men hun havde bestilt til ham, hvad hun også havde bestilt til sig selv; en soja-latte med vanilje-sirup, en sød og blød drik. Hun havde været oppe det meste af natten, så det var også et dobbelt espresso-shot.

”Look what the rats dragged back in.” Præcis som de havde været aftenen inden, var Noahs bevægelser fuldstændigt lydløse. Så da han umiddelbart virkede til at dukke op ud af absolut ingenting et lille stykke bag hende og derefter passerede hende med visuelt slentrende skridt, var det kun lyden af hans stemme, der gav hans tilstedeværelse en audiotær tilkendegivelse. ”And she even brought coffee,” tilføjede han et par skridt forbi hende, blikket endnu ikke vendt mod hende på noget tidspunkt. Kun mod den hvide pap-krus med den kedelige brune ring omkring sig for sensitive fingerspidser. Han hverken lød eller var imponeret over hendes initiativ, og tonen i hans stemme lagde heller ikke skjul på det. Måden han stirrede på kaffekoppen kunne næsten minde om et dovent forsøg på at få den til at springe i luften med øjnene, som var den mere i vejen end ellers.
Små hints af duften, der blev spredt i luften nær koppen ved hjælp fra dampen – i det mindste var kaffen stadigvæk varm – kom til udtryk, da han stoppede op lige foran pallen. Duften var næsten kvalmende sød, også selvom hans lugtesans var markant dulmet fra, hvad den havde været. Han havde den stadig, hvilket var mere end hvad andre afdøde kunne prale af, men det var meget svagt. Og kompliceret. For det var ikke alle aromaer der ramte hans ikkeeksisterende næsebor.

Endelig løftede han hovedet og drejede det for at se mod hende. Mørkets skygger svøbte ham ikke helt så meget som ved deres sidste møde, men det var stadigvæk som om at hans skikkelse ikke rigtig blev oplyst af det naturlige lys fra det ellers skønne solskin, der sivede ind ad vinduer – knuste som intakte som manglende – og huller og sprækker. ”A peace offering, is my guess? For sticking your nose in something that really doesn’t concern you?” Hun havde kaldt hans navn, så det måtte betyde, at hun havde gravet informationer omkring ham op. ”To think you lose any rights to privacy just disappears into thin air when you die. Poof!”
Han drejede sig et par vinkler I hendes retning, en bevægelse der oprindeligt ville have givet lyd til måden hans skosåler sled imod betongulvet, men igen så var der ingen lyd.
Uden at gøre det diskret, faldt hans blik op og ned ad hende. Hun lignede en puddelhund med den jakke.
”What do you want, screamer? Didn’t get you fill of ghost hunting the last time around?” Hånen var endnu til stede i hans stemme. Han brød sig ikke om hende, så der var var på sin hvis uundgåeligt.

Lyden af Noahs stemme kom uden advarsel. Der var ingen fodtrin til at advare hende, ikke engang en bevægende skygge på gulvet, og selvom hun havde forventet ham, endda kaldt på ham, var det alligevel med overraskelse tydeligt skrevet i ansigtet at hun drejede hovedet mod ham.

Hun fulgte ham med blikket, selvom hans var vendt mod kaffekoppen, granskende. Da han endelig løftede sit blik til hendes var hendes udtryk ændret fra nysgerrigt til skeptisk. Hun troede på at han var et spøgelse, men hendes medlidenhed med ham over hans død var forsvundet med hans hårde velkomst.

"It's what you want it to be," svarede hun om kaffen, som man vel sagtens kunne kalde en fredsgave, selvom det mest havde været et spontant bud på en værtindegave. At Noah hverken var værtinde eller kunne drikke kaffe havde ikke krydset Brooklyns tanker.

Han holdt ikke sine følelser for hende skjult, og hun holdt heller ikke sine skjult, da han kaldte hende ved hendes nye kælenavn igen, og hun straks rynkede på næsen.
"I wanted to make sure you're not gonna haunt me," svarede hun med et skuldertræk og en løgn, der ikke gled helt så let over hendes tunge som hun havde håbet. "And besides... Your death is public record. There's no privacy in this world. If you could use a phone, I bet you'd found my insta profile in a second." Hun vrikkede med en hånd med sin telefon i, for at understrege sin pointe og tog en tår af sin kaffe med den anden hånd.

Straks blev et af hans bryn hævet på lige så skeptiske manerer som, hun havde set på ham med. Det andet syntes til gengæld at falde mere ned over øjet og dermed skabte en dybere skygge af irritationen. ”Haunt you? Yea, that’s exactly what my plan was when I asked you to leave. I wanted more of you,” sarkasme dryppede som syre fra tonen han marinerede sine ord i. Det hævede øjenbryn havde automatisk faldet ned og joinede det andet i hans provokerede udtryk. Om hun så end havde løjet, så havde han åbenbart ikke været i et stadie, hvor han bare kunne have ladet det ligge uden at gøre det klart for hende. Egentlig når man tænkte over det, var han så ikke lidt af en sørgelig udgave af et spøgelse, en poltergejst? Kunne hjemsøgelsen af lagerbygningerne gå for at være godt nok? Hidtil havde han ikke hæftet sig til andre eller andet.

Like a moth to a flame flyttede Noahs øjne sig fra banshee’ens lille ansigt til mobiltelefonen, som hun næsten helt indbydende viftede rundt med i sin hånd. Hun havde ret. Privatliv var der squ hverken af i døden eller i livet. Ikke uden at det fantastiske vidunder ’internettet’ var blevet opfundet. Det var så nemt at finde informationerne, som man ledte efter. Nogle gange kom man endda forbi informationer men ikke ledte efter og ikke vidste, at man havde brug for. Det var ikke helt til at se, eftersom spøgelsets mimik ikke ændrede sig meget fra det utilfredse bitchface, men fokussen i hans øjne blev en tand mere fokuseret. Og så vibrerede mobiltelefonen i hendes hånd. Bare ganske svagt. Ikke som en notifikation eller et opkald, der blev modtaget. Bare et svagt ryst idét den blev låst op uden hendes samtykke eller handling. Han gjorde ikke mere end det, før han så tilbage på hende. Direkte ind i hendes øjne, da han sagde: ”You’re right. Only different is that you chose yourself to put stupid holiday pictures up for everyone to see and like. I’d rather not people knowing my story.”

Noah så så væk igen. Befriede hende fra, hvad han selv godt var klar over ikke var det rareste blik at stirre ind i. Hans øjne kunne ikke ligefrem beskrives som ’drømmende’. De var aggressive og hårde. Det havde de altid været. Selv da den chokoladebrune nuance ikke havde været druknet af de orangerøde toner som nu. Som om at det var muligt, stoppede han hænderne lidt dybere i sine bukselommer, hvilket bare resulterede i, at hans skuldre blev løftet en smule op mod ørene. Han så tilbage ned på den spildte kop kaffe, hvorefter han med en lydløst suk fjernede sit fodfæste og lod sig svæve.

Brooklyn kunne ikke andet end at tage det personligt, da Noah gjorde det helt tydeligt, at han ikke havde haft lyst til at se mere til hende. Hun havde, på et eller andet plan, haft lyst til at se mere til ham. Ellers ville hun aldrig været taget tilbage til den lagerbygning hun mødte ham i. Det ville hun selvfølgelig aldrig indrømme, for svagheder var ikke hendes kop te, men hun mistænkte at han vidste det. Det kunne han godt være arrogant nok til at tro om sig selv, at piger kom rendende efter ham selv efter hans død.

Da mobilen i hendes hånd vibrerede, troede hun blot at hun havde fået en besked, men blikket i Noahs øjne afslørede, at det ikke var alt. Hun vendte skærmen mod sig selv og så undrende på skærmen, der var låst op. Ingen nye notifikationer heller.
"Was that a guess or did you really just check my Instagram?" Spurgte hun anklagende. Straks blev telefonen låst med et tryk på siden af den og lagt ned i hendes lomme - hendes personlige informationer virkede sikrere dér.
Hun tvang sig selv til at huske på, hvorfor hun var kommet, og med et ryst på hovedet mumlede hun; "Nevermind." Det var bare lidt dobbeltmoralsk at bebrejde ham for at tjekke hendes offentligt tilgængelige informationer, når hun havde gjort det samme med ham.

"So... no coffee, huh?" spurgte hun og satte sin egen kop fra sig, for at løfte sig op at sidde på europapallerne. Det ville ikke lykkes ham igen, at skræmme hende til at gå så hurtigt. "I'm Brooklyn by the way. In case you didn't notice from my phone." Brooklyn havde ingen ide om, hvor meget Noah havde kunne se på hendes telefon, hvis han da havde kunnet gøre noget som helst andet end bare at låse den op, men hun gik ud fra det værste, også selvom det værste var hendes kreditkort-oplysninger. Hvad skulle en død mand bruge dem til alligevel?

Læberne blev stramt ud og hovedet levet rystet ganske lidt. ”I’ll save it for later. You know, we ghosts can’t drink or eat anything between the hours 7 pm and 5 pm.” Det var en stor fed løgn. Og Noah var ikke et øjeblik i tvivl om, at Brooklyn snildt opfangede den. For hun kunne umuligt være dum nok til at tro på det, ligemeget hvor overbevisende selvsikkerheden i hans sarkastiske ord var. Men så igen; Der måtte alligevel være noget i vejen med hendes sunde fornuft, siden hun havde bragt ham kaffe til at starte med, for det var da bestemt ikke, hvad folk normalt bragte med til at ofre de afdøde. Med mindre det havde betydning. Normalt var der blomster, der havde ligget efterladt på betongulvet.

Han så til, som hun gjorde sig godt til rette. Hun havde ikke ændret attitude fra, hvad han havde oplevet natten inden, men solens tilstedeværelse på himlen, havde da gjort hende betydeligt mere modig. Hans skrækindjagende selv havde med lidt ekstra naturligt lys ind ad vinduerne, gjort ham til intet andet end en gnaven ung mand, virkede det til, og han skulede lige efter af hende. Hvorfor kunne folk ikke bare lade ham være i fred?
”I don’t care,” svarede han skarpt til hendes præsentation, og sukkede rut. Så som hun havde set ham gøre flere gange allerede, forsvandt han. Bevægede sig igennem Mellemrummet, som var det mere naturligt for ham, end andre måder at komme fra A til B. Men han havde skam lagt mærke til, hvor jumpy hun var, så det var vel lidt med vilje, da han så poppede frem igen, nu siddende på hug ved hendes side, lidt bag ved hende. ”Listen here, Brooklyn. Why do you think I told you and your herd of friends to leave? Do you think I did it ‘cause I just really enjoy the company of others? I can see how you would interpret it like that. I’m not always good at getting my point across.” Han gloede noget intenst på hende, med øjne der var en underlig blanding af levende og døde. Øjne der havde for travlt med at se hende i øjnene end at scanne hende, nu han var så tæt på. Han havde været tæt på hende før.
”Do you know why I did it? Put a gun to my head and spattered my brain all over the wall like a master piece in red chunks? Do you know why I did it here?” Hun havde gravet i hulet. Så mon hun ikke sagtens kunne klare, at det sank lidt dybere?

Brooklyn kunne genkende en løgn, når hun hørte den, eller i hvert fald kunne hun genkende denne. Det lod heller ikke til at Noah lagde skjul på, at det var en løgn han fyrede af. Af en banshee at være, følte hun dog kun at hun vidste meget mindre om spøgelser end hvad hun vidste, og derfor var hun heller ikke selvsikker nok til at konfrontere ham. En af grundene til, at hun så gerne ville snakke med ham, var jo lige præcis for at lære mere om sig selv.

Hans forsvinden fik hende kun til at rulle med øjnene, overbevist om at han enten flygtede fra samtalen eller at han blærede sig, men hun kunne ikke helt skjule sin forskrækkelse, da han pludselig var bag hende. Hun burde have set det komme, men hun vidste allerede, at ligegyldigt hvor mange gange han pludseligt dukkede op bag hende på dén måde, ville det altid igangsætte samme utilsigtede reaktion fra hende.

På trods af forskrækkelsen, og på trods af hvordan hun så på ham med store, runde øjne, der ikke forstod, hvad det var de indtog - det døde, der så levende ud, eller omvendt - så kunne hun mærke sit eget hjerte helt oppe i halsen. Jeg er ikke bange for ham, fortalte hun sig selv, men forstod ikke hvorfor hendes krop ellers reagerede som den gjorde.
Hendes hjerte sank under alle omstændigheder helt ned i maven på hende, da han nævnte sin død. Men hendes ansigtsudtryk var hårdt og hendes øjne blev hurtigt smalle sprækker igen.

"I don't know. Why?" Hun var nødt til at spille med, selvom hun følte sig sikker på at hun ikke ville kunne lide svaret.

Noah havde faktisk forventet, at hun ville have givet sine 5 cent og ikke at hun ville indrømme sin uvidenhed. Han havde troet, at hun havde utallige af teorier gjort klar i hendes hoved, for hun var ikke den første af sin slags. Folk der gravede i hans fortid ud af overfladisk fascination eller hvad der nu ellers drev dem til at slukke deres bundløse nysgerrighed. Intet fænomen skulle ligge uberørt og unsolved. Så han var stille igennem et godt stykke tid, efter at hun havde givet ham sit ærlige svar. Heldigvis, for ham, sivede forbløffelsen ikke igennem til hans ydre, så hun måtte lide lidt længere under hans direkte stir, før hans læber endelig skilte sig ad og han brød øjenkontakten. ”Who knows?” svarede han med et ligegyldigt træk på skulderne. ”I was hoping you’d tell me, since you apparently know about me.”

Det var så dér at spøgelset møvede sig længere frem, indtil at han sad ved siden af hende i stedet. Det ene ben dinglende udover kanten af europapallen, mens det andet forblev bøjet afslappet ind mod hans brystkasse, så han nemt kunne hvile en arm på knæet. Hånden der tilhørte hans anden arm blev i en kort bevægelse lige sendt op for at ruske i halvlange hår. Han havde ikke nået at få det klippet inden, han gjorde en ende på sit liv, så lige meget hvad han gjorde, havde det altid en måde sjusket og pjusket natur.

”…By any chance did you actually come back here to scream untill my ears bleed?” brød han nok for første gang stilheden med en mindre vrissende og anklagende tone. Hans stemme var på en måde blevet blødere, bare en tand mere afrundet i de dog stadigvæk skarpe kanter. Han så ikke på hende, hverken da han talte eller efterfølgende. Han forholdte sit blik rettet frem for sig, ud i lagerbygningens tomme og efterladte areal. Fokuserede ikke rigtig på andet end det åbne plan. ”You know, for not apologizing.” Han hentydede til natten inden, hvor hun havde forsøgt at kommanderer med ham. Han havde makket ret og vendt tilbage, men han havde ikke undskyldt.
Hans ene dinglende ben svingede lidt frem og tilbage, men i stedet for at hans hæl bankede ind i træet, gik hans fod blot igennem og kom tilbage.

Brooklyn havde lyst til at fortælle ham, at hun ingenting vidste om ham. Hans navn og hans død, men intet om hvem han var som person. Han vidste sikkert allerede mere om hende ud fra instagram, end hun vidste om ham. Derinde lå der billeder af hendes arbejde, af hendes venner, af hendes kanin, daglige opdateringer af hendes liv.

Hun fulgte ham tavst med blikket, imens han satte sig til rette ved siden af hende. Det føltes som om det ville være så nemt at række ud og lægge en hånd på hans lår.
Et smil, fulgt af et ryst på hovedet, fortalte Noah at hun ikke havde tænkt sig at skrige af ham. "I don't even know if that's possible." Hun skævede til ham, stadig med hintet af sit smil på sine læber. "That's why I came here. To figure out if... if I can use my abilities to do, well, anything. Anything that isn't, you know, hearing voices, getting myself admittet to a psych ward, knowing my mom is about to die and not being able to do anything about it. The usual banshee stuff, right?" Hendes smil blev kun større, som det ændrede sig fra ægte til falsk.
"But it's not bad. This, right now." Hendes smil falmede igen, som hun sagde sandheden og følte hendes udtryk skulle passe til det. Hun vidste ikke engang om dét at snakke med Noah havde noget som helst med hendes race at gøre, men hun vidste, at det var første gang hun følte sig som en banshee uden samtidig at føle smerte.

Aha. ”You’re probably right about that. I don’t have even an ounce of blood still in me. That all stay in my body when I left I behind. I don’t even know if there’s anything left in my body. I’m not an expect in decomposition but imagine if you screaming would actually make its ears bleed.” Han legede lidt med ideen og måtte selv vrænge lidt ansigt af det. Tanken om at der stadig var en form for forbindelse mellem ham nu – sølle spirituelle rester – og hans hylster, der havde ligget og forrådnet i en kiste ’6 feet under’ var egentlig ret freaky. Så at han ikke så meget som havde følt noget der kunne minde om en sådan forbindelse var nu alligevel ganske betryggende. Tråden var blevet kappet over for længe siden.
”Talking to the dead isn’t going to help you figure that shit out, though. You don’t automatically get a Bachler’s degree in banshees when you die. And like hell are you actually going to suddenly understand death as a whole when you die. As far as I have experience you just get more and more dull as time passes,” begyndte han så småt at åbne op. Intet af det var som sådan noget personligt og måden han talte på, kunne godt give indtrykket af, at han havde givet den samme spiel et par gange før. Han havde i hvert fald gjorde sig overvejelserne til at kunne sige dem med selvsikkerhed.
Endelig drejede han hovedet og så på hende. Lænede sig ekstra tilbage med en arm til at støtte ham bagud, så han bedre kunne se på hende uden at været helt oppe i fjæset på hende. Der var hverken et smil til stede i hans øjne eller i hans mimik men i det mindste sad han ikke længere og knurrede eller vrissede af hende. Lydhørt eller blot igennem sine udtryk.

”Every banshee that I’ve come across have been able to see me. So that you being able to as well is perfectly normal is the only thing I can tell you. You guys are so freakishly closely connect to death that it shouldn’t surprise anyone.” Et whiff af den søde duft fra hendes kaffe nåede hans næse igen, og han blev mindet om livet som levende. Savnede han det? Uden tvivl! Hungrede han efter det? Ikke længere. Det var det han havde ment med at man blev sløv efter døden. Visse mere avancerede følelser blev lammet. Alle følelser blev lammet, men de primitive af slagsen som simpel vrede eller simpel sorg tog bare længere tid.

"If a tree falls in a forest and no one is around to hear it, does it make a sound?" Brooklyn brugte det kendte filosofiske spørgsmål til at undgå at kommentere yderligere på sammenhængen mellem den Noah, der sad her med hende, og den Noah der lå i en kiste i jorden. Hun havde ikke lyst til at vide, om hans ører kunne bløde, endnu mindre end hun havde lyst til at høre om et træ lavede en lyd i skoven, når der ikke var nogen der kunne høre det.

Selvom han virkede som om han var helt ærlig, nægtede Brooklyn at tro på, at det ikke hjalp hende at snakke med ham. Hun følte sig allerede langt mere komfortabel med sin race end hun nogensinde før havde været.

"You shouldn't be one to talk - if anyone here is close to death, it has to be you!" Det var svært ikke at blive fornærmet, når han snakkede sådan om hendes race. Hun vidste udmærket hvor tæt forbundet den var med død, og hvilke konsekvenser det havde for hende og hendes nærmeste.
"At least I'm only attracted to you and this dreadful place, while you're stuck here." Det var helt instinktivt at gå til modangreb, når hun følte at Noah gik efter hende, men hun havde det alligevel skidt med, hvad hun havde sagt, så snart ordene havde forladt hende.

Noah fnyste af hendes snapback og fulgte det op med et halvhjertet smil. ”Close to death? I’m not close to death. I am dead. I’d like to think there’s a different between those two things, screamer,” var han hurtig til at konstatere. En ting han havde kommet til at forstå, var at ingen ønskede at dø. Ikke sådan rigtigt. Han havde fortrudt det, fra det øjeblik, at han havde trykket på aftrækkeren. Men han var på sin vis også kommet til at… accepterer det. Hvilken grund til konsekvenser ville der være, hvis man bare kunne knipse med fingrene og de forsvandt igen?

Forundring spejlede sig pludselig i den skærsild, der udgjorde hans øjne. Og den spredte sig videre til hans ligblege grålige ansigt. Noget ville tyde på, at hendes forsvarende kommentar havde gjort ham en tand mundlam. Havde hun selv nået at opfange, hvad hun lige havde sagt? Eller blot lagt mærke til, hvordan det kunne misforstås? For han havde!
Poltergeisten måtte i sidste ende lige ryste på hovedet for at rive sig ud af det, inden han lænede sin overkrop fremad igen. Langt nok frem til, at han kunne hvile sine arme på sine knæ. Han smilede igen. Lettere morende, hvilket nok ikke var den reaktion, hun havde håbet på at få fra ham med hendes nedladende ord. ”Well, when I’m no longer ’stuck here’ there’ll probably be another ghost just waiting in line to attach themselve to you.” Han sagde det med den vedvarende morskab i stemmen til trods for, at den ikke just var det mest hjertevarmende eller betryggende. Den var trods alt stadigvæk bygget op fra fryden over hendes provokation. Han hævede da den ene arm, således at albuen stadig sank ned i hans ben, mens hånden udgjorde en platform for hans hoved, drejet til at se hen mod Brooklyn.
Taget i betragtning af, hvor lidt tilbøjelig til at smile, som han som regel gav udtryk for at være, så var ham pludselig ret gavmild med det. Også selvom det hovedsageligt var til for at drille hende. Præcist som de næste par ord, var til for at prikke til hendes knapper. ”But I can’t guaranty that you’d be as attracted to them as you apparently am to me.”

Han sendte hende et matchende løft med øjenbrynet og afventede hendes reaktion. Det ville give ham en idé om, hun faktisk havde været bevidst om sit eget ordvalg, havde hun ment dem, som hun havde sagt dem, eller ej.

Brooklyn himlede blot med øjnene, da Noah gjorde det klart, at der var en forskel på at være tæt på døden og død. Hun mente jo ikke, at han var levende og døende, men at han var tæt på døden, som et koncept. At han måtte vide noget om døden. Vide noget om hende, måske. Hendes evner, under alle omstændigheder. Hun havde det som om han misforstod hende med vilje. Hun var måske ikke velformuleret, men hun plejede godt at kunne få folk til at forstå meningen bag hendes ord.

Hun havde ikke lyst til at blive knyttet til et andet spøgelse og hun nidstirrede ham også, irriteret, da han påstod at et andet spøgelse gerne ville overtage fra ham. Hun ville ikke have et andet spøgelse. Hun havde allerede selv knyttet sig til det dumme spøgelse, der sad her, ved siden af hende. Men da hun bemærkede smilet på hans læber, løsnede hendes eget udtryk sig også op og hun var næsten ved at smile igen, da hans næste ord ramte hende.
Hendes iskaffe satte sig fast i halsen på hende og hun hostede og rømmede sig, indtil tårer sprang frem i øjnene på hende. "So what if I'm -" spruttede hun, hendes kinder i flammer, og hendes blik flakkende frem og tilbage fra hans ansigt. "You don't know if I'm attracted to you!" Tvivlen i hendes blik afslørede hende - var det en anden spøgelses-evne hun ikke kendte til? Han tog ikke fejl, men hun havde ikke selv tænkt over sin tidligere formulering.

Noah havde afventet en reaktion, og en reaktion fik han da også! Og helt skuffende måtte den reaktion ikke have været, for så snart hun begyndte at hoste og hakke fra væske ned i den gale hals, kunne han ikke holde en mavedyb latter på afstand. Den var voldsom nok til at have ham læne sig tilbage for at kunne strække sig ordentligt ud og bedre få den ud, uden at sende maven direkte ind i krampe-territorie. Hans latter havde aldrig været en latter der varmede om hjertet, som om at der altid hang noget over den, der indikerede, at han ikke ligefrem grinede med folk men nærmere grinede af dem. Selvfølgelig var det netop tilfældet denne gang. Men så ikke alligevel. Han lo ikke af hende for at bevist gnide salt i såret…

”Oh, I don’t?” skød han hurtigt efter hende, stadig med resterende latter dansende på tungen, inden hans helveds-dominerende øjne atter var rettet tilbage mod hende. Det alt for kække smil prydede hans sygeligt blege ansigt. Selv ikke dét kunne bringe farve frem I hans kinder. Han var død. Der var ingen varme tilbage i ham. ”What was it you were saying? ’I’m only attracted to you and this place while you’re stuck her’. That’s pretty fucking revealing, I would say. But I don’t know, maybe I can read minds too.”
Frem for at møve sine ben ind under sig for at sætte sig i skrædderstilling, som et normalt individ nok ville have gjort det grundet tyngdekræften, valgte Noah i stedet at svæve for en stund, og så dale tilbage ned med benene krydset.
”I’m sure you’d be able to find someone into necrophilia somewhere in this fucked up shithole of a place that you can relate with, so don’t feel too bad." Han havde været stille ved deres første sammenstød. Men nu havde hun fået ham til at tale. Om man kunne kalde det, at han havde lukket op, var måske at trække lidt for meget i tråden, men han var da i hvert fald ikke til at få lukket munden på igen. Desværre for hende, ejede han ikke noget filter.

Hvis Brooklyn på noget tidspunkt havde kunne overbevise sig selv om, at hun ikke var tiltrukket af Noah, blev det umuligt for hende at nægte, da hun hørte hans latter. Der var noget hånende over den, og alligevel troede hun ikke, at han mente sin latter på nogen ond måde. Ja, hun havde lyst til at lukke munden på ham, men hun havde lyst til at gøre det ved at presse sin egen mund mod hans.

Hun rødmede så meget, at selv hendes hals blev rød, da han gentog hendes ord for hende. Hun havde ikke ment det sådan, og det vidste han, men samtidig var der rigelig med sandhed i hans version af hendes ord. Hun havde mest af alt lyst til at spørge ham, om ikke også han kunne føle det - den elektricitet der var imellem dem, en slags spænding i luften, følelsen af at blive trukket imod hinanden, alt det, der havde gjort, at hun var vendt tilbage til ham i dag.

Men så åbnede han selv munden. Og kaldte hende nekrofil. "Noah Hayes!" Spruttede hun. "I swear, if I could touch you, I'd strangle you!" Hun så indigneret på ham, inden hun ubevidst begyndte at ryste på hovedet af ham. "You know what? Show me your body and I'll defile it right away. And it wont be in a sexy way!" Hendes øjne var knebet sammen i et skeptisk blik på ham og hendes mund var kun en tynd streg. Hun vidste, at han drillede hende, men han måtte ikke tro, at hun var tiltrukket af ham, fordi han var død. Hun var tiltrukket af ham, fordi hun kunne se den person der lå lige under hans hårde, afvisende ydre.

Hvis hans latter før havde kommet fra maven, så kom den følgende mængde af latter fra et sted dybere. Den var i hvert fald noget højere, højt nok til at den faktisk fik den unaturlige klang, som når han talte fra Mellemrummet, og brummede kun af oprigtig morskab over hendes fumlende ord og ærligtalt underholdende reaktioner. Hun var jo som en lille uskyldig teenagetøs, særligt sådan som hun blev helt rød i hovedet. Og hendes vrede - vel forstået frembragt af hans gentagende drillerier - gjorde det et sted bare endnu sjovere. Åh, han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde leet så meget. At det hovedsageligt var på baggrund af hendes ulykke sagde måske mere om ham end hvad godt var taget i betragtning, hvor lidt han grinte derudover. ”Not in a sexy way? Tell me, screamer, had you plans to do it ‘in a sexy way’ before? ‘Cause I’ve got to say that wanting to strangle a dead man sound kind of kinky.”

Noah lettede så fra cargokassen, lod sig selv svæve først et stykke op, som havde gjort før for at ‘sætte sig til rette’, men fortsatte derefter videre omkring I luften til han svævede lige ud foran Brooklyns ansigt. Kiggede hende i øjnene og smallede sit udtryk en smule, før han nærmest bare lænede sig tilbage i ingenting.
”But let’s go then. Let’s take at trip down memory lane,” sagde han så. Stilheden havde ikke hængt over dem i mere end et kort øjeblik, men det virkede nu alligevel meget brat, som han brød den. Latteren var forsvundet og havde ikke engang efterladt et smil, men i det mindste havde det fået løsnet ham op. Han fremstod pludselig ikke helt så dyster, som havde han en skygge over sig. Han var stadig død, han så sikkert stadig tilstrækkelig skrækkeligt ud, men… Han gjorde en håndkastende gestus. ”As you probably already know, doing your research about me and all that shit, my grave isn’t all that close to here.” Der var stadigvæk en del af ham, som var uendeligt glad for ikke at være blevet smidt i jorden I Southside. Nej. I stedet lå ham i blandt andre hvilende i udkanten af Ground of Lily, udenfor selve byen. Et sted hvor gravene og området faktisk blev holdt ved lige frem for at rådne sammen med ligene 6 feet under. Hans tilknytning til lagerbygningen i The Abandoned Smile området var noget lidt andet end blot værende et hvilested.

Brooklyn sukkede, overdrevent højt, for at understrege hvor irriterende hun fandt Noahs vedvarende drilleri, og især hans misforståelse af hendes ord om at ville kvæle hans lig, som hun var overbevist om at han misforstod med fuldt overlæg.
Hun fulgte ham alligevel med blikket, da han rejste sig op, konstant svævende. Det var underligt og helt nyt at se på, og hun havde slet ikke fulgt med i hans tanker, da han foreslog en tur. Derfor så hun også bare undrende, skeptisk, på ham, imens han forklarede.

"You wanna go on a class trip? Just me and the class clown?" spurgte hun, med et selvtilfredst smil, der betød at hun godt kunne lide sin egen joke om Noahs jokes. Men hun rejste sig op og efter et øjebliks overvejelse, tog hun begge af deres kaffer med, sin egen tomme kop og Noahs fyldte. Hun ville ikke være typen, der efterlod skrald tilfældige steder, og da slet ikke i Noahs hjem, når han ikke kunne gøre det rent.
"Let's go then," sagde hun, et selvsikkert smil tilbage på hendes læber, som hun begyndte at gå ud af lagerbygningen. Hun havde slet ikke troet, at Noah kunne bevæge sig udenfor den, men det ville hun vel få at se nu.