Hey my love - Nathan

Sted: lige uden for akademiet
Tid: 14.00
Omgivelser: folk på vej til time udenfor, nogen på vej ind til byen, andre på vej indenfor
Påklædning: Her

En smilende ung pige kom gående ud fra Akademiet. Hun havde fået tidligt fri og tænkte, at hun da lige så godt kunne tage en løbetur, bare for at få brændt noget krudt af. At være i godt humør var for hende sjældent, så hun nød det.
Aia sprang glad ned af trappen og forsatte over mod atletikbanen, men glemte at se sig for. Hun gik lige ind i en muskuløs krop og var ved at vælte bagover. På grund af sin formskifterraces adræthed, genvandt hun hurtigt balancen. Hun så op i øjnene på den, hun var løbet ind i. "Undskyld Nathan," mumlede hun og kyssede ham blidt. Det føltes som flere år siden, hun havde set ham, selvom hun havde haft ham dagen før. "Hvor skal du hen?"

Nathan gabte og strakte sine arme ud til siderne imens han gik. Han ville ud at løbe, men han vidste Aia snart fik fri og han savnede hende. Det føltes som en evighed siden han så hende sidst. Som altid havde han noget sportstøj på. En ærmeløs sort trøje, shorts og kondisko. Han var efterhånden ved at blive lidt utålmodig over det med at vente, så til sidst endte det med at han gik hen imod skolen.
Til hans utrolige held stødte han på Aia ved at hun løb direkte ind i ham. Han grab hurtigt fat i hendes arm også selvom hun selv sørgede for at balancen. Han ville bare ikke risikere at hun kom til skade. Hans hånd på hendes arm strøg ned til hendes hånd for at holde om den. Efter det korte blide kys nussede han sin næsetip imod hendes. "Jeg ledte efter dig." Han smilede noget så kærligt til hende og så bare helt forelsket ud. "Jeg håbede på at kunne bruge lidt tid sammen med dig, men du virkede til at skulle skynde dig... Har du noget du skal?"

Hans hånd i hendes fik hende til at føle sig beskyttet. At han havde ledt efter hende, varmede hendes hjerte og gjorde hende helt kulret.
"Jeg var på vej ud at løbe en tur," smilede hun og kyssede ham igen, lidt mere inderligt denne gang. "Vil du med?" hendes stemme var indsmigrende, og hun stillede sig på tæer for at være i øjenhøjde med ham, mens hun snakkede.
Hun holdt meget af ham og ville elske, hvis han ville med. At skulle undvære ham var svært, og hun var glad for, at han havde det på samme måde.
Efter deres første date, havde hun gjort sit bedste for at holde sig tæt på ham, hvilket var en udfordring, når hun havde time med en anden lærer.
Men på trods af alt det, var hun stadig lidt i tvivl. Hvad var de egentlig? Vare de kærester eller bare "venner med visse fordele"?

Det gjorde ham helt glad at hun også ville ud at løbe en tur. Det var som om, de var skabt for hinanden. Det føltes i hvert fald sådan. Han trykkede lykkeligt sine læber imod hendes, og gav hendes hånd et blidt klem. Han nikkede ivrigt til hendes spørgsmål - selvfølgelig ville han det!
"Meget gerne. Man kan vel sige at det bliver vores anden date." Han vrikkede lidt med øjenbrynene før han trykkede sine læber imod hendes kind. Han havde noget vigtigt at fortælle hende. Noget der fik hans hjerte til at race. Noget der fik ham til at blive helt nervøs. Men han ville sige det. I dag. Snart. "Hvor skal vi løbe hen? Hjem til mig?" Det slog ham lige at han aldrig havde vist hende hvor han boede... Hvilket han mægtig gerne ville!

Boede han ikke på Akademiet? Det havde hun faktisk troet, men det var åbenbart ikke tilfældet. At se, hvor han boede, ville være som at blive budt ind i det helligste hellige. "Der er ikke noget, jeg hellere vil," hviskede hun og pressede igen sine læber mod hans. Hun slap hans hånd og lod hænderne lege i hans hår. Hvem der så dem, var hun ligeglad med, hun ville bare gerne nyde sit forhold med ham.
"Så... I hvilken retning skal vi?" mumlede hun ud mellem sine læber, mens de stadig var presset mod hans. Hun var ligeglad med, hvor langt hun skulle løbe for at komme hjem til ham. Hun ville løbe hele verden rundt for ham, hvis det var nødvendigt.
Blidt slap hun ham, men blev ved med sluge ham med øjnene. Han så bare SÅ godt ud! Og han var hendes. Åh, hvor var det fantastisk!

Det havde krydset hans tanker at dette forhold måske var imod skolens regler, men han var ligeglad. Han kunne sagtens finde et andet arbejde, hvis han ville. Han ville bare gerne være sammen med hende. Hans ene arm sneg sig rundt om hendes liv for at holde hende tæt på sig. Han var lidt nervøs for om nogen ville sladre om dem omkring dette.
Han smilede imod hendes læber. "Den her vej." Han greb fat i hendes arm og gav hende et kort kys på læberne før han trådte tilbage. Han rettede lidt på sin taske, der hang over hans skulder, og begyndte at småløbe ud af skolens ejendom. Der var heldigvis ikke særlig langt til hvor han boede.

Blidt trak hun sig fri af hans greb og tog hans hånd i stedet, mens de luntede afsted. Hun elskede at løbe med ham, selvom hun ikke havde gjort det så mange gange.
"Jeg troede faktisk, at du boede på akademiet," smilede hun og så på ham med forundrede øjne. Med ham ville hun tale om hvad som helst, selv om de helt små og muligvis ligegyldige ting. Hun var jo fuldstændig fortabt i ham.
Hun var så optaget af ham, at hun glemte at se sig for og var derfor ved at vælte over sine egne fødder. Hurtigt genvandt hun balancen og mærkede rødmen brede sig i kinderne. Hun slog blikket ned, mens hun ventede på, at rødmen skulle fortage sig.

Nathan sørgede for at have godt fast i hendes hånd; mest fordi han helst ikke ville risikere at miste grebet. Han så på hende med et skævt smil og hans øjne lyste helt op. Det var svært for ham at lade være med at bare stoppe op og holde om hende, kysse hende flere gange, men han formåede at holde sig i ro. Han bemærkede hurtigt at hun var ved at vælte og han havde skam også været helt klar til at hjælpe hende. Han så en ekstra gang på hende for at sikre sig at hun også var okay. Hendes rødmen fik ham blot til at smile; så perfekt hun dog var!
"Mhm, det skulle man også tro, men jeg bor i en ret god lejlighed ikke så langt væk." Hans tommelfinger strøg henover hendes hånd blidt. "Bor du på Akademiet?"

En grimasse fandt vej til hendes ansigt, før hun smilede til ham. "Jeg er TYV for pokker! Det giver ikke ligefrem nok til at bo i byen, hvis man gerne vil undgå slumkvarteret," smilede hun. Mens hun løb, tillod hun sig selv at studere ham. Han så så godt ud, også når han løb. Den muskuløse overkrop, de stærke arme og benene, der nærmest fløj hen over gruset.
En tanke strejfede hende, men hun lod den passere. Alligevel blev den ved med at banke i baghovedet, og til sidst var hun nødt til at spørge. "Tror du, at vores...," hun ledte efter det rigtige ord, "Forhold kunne blive et problem for din stilling?"
Hun søgte hans øjne, men slog dog hurtigt blikket ned igen. Svaret kendte hun selvfølgelig allerede.

Åh, han havde skam ikke glemt at hun var en tyv. Det plagede him en lille smule, men det var jo egentlig ikke noget han kunne gøre noget ved. Han ville gerne støtte hende i hvad end hun ville, men at han, som lærer, vidste at hun stjal, det var lidt besværligt. Normalt ville han straks belære eleven om at det måtte man ikke, men det kunne han ikke helt dengang; Han ville ikke have hende til at se på ham som sin lærer. Nathan så sig over skulderen, da hun begyndte at snakke.
"Ja." Han svarede uden tøven. Uha. "Det tror jeg, det vil, men jeg er ret ligeglad. Jeg er ung, jeg har fået gode karaktere, jeg kan sagtens finde et nyt job. Desuden mangler jeg ikke ligefrem penge." Han smilede lidt til hende, og gav hendes hånd et klem. "Det skal nok gå. De burde have vidst at der ville være en chance for at jeg blev forelsket i en elev, når jeg ikke er så meget ældre end jer." Hans smil begyndte langsomt at forsvinde og han begyndte at rødme. Havde han lige sagt at han var forelsket i hende?!

Hans ord beroligede hende. Hun havde lyst til bare at stoppe, holde om ham og kysse ham. Fryse øjeblikket og aldrig se ham forlade hende.
Den rødmen, der brændte i hans kinder, havde hun godt set. Men hun kommenterede ikke på det. Det var sødt, hvis man spurgte hende.
"Hvor langt er der endnu?" spurgte hun. Ikke at hun var forpustet, hun glædede sig bare til at være alene med ham. Se, hvordan han boede. Måske ville hun kunne lære noget nyt om ham?
At hun holdt af ham var der ingen tvivl om, og hun var også forelsket. Bare det at se på ham, fik sommerfuglene til at flakse og hjertet til at slå.

Nathan var egentlig meget glad for at hun ikke havde kommenteret på at han havde sagt at han var forelsket i hende. Det ville have gjort ham endnu mere nervøs og genert, så det satte han pris på. De nåede bygningerne til byen, og hans øjne begyndte at spejde rundt for den bygning, han boede i. Der var ikke langt igen, han kunne genkende bygningerne.
"Ikke meget længere." Svarede han og begyndte at gå, mest for at han bedre kunne se sig om hvor de var. De havde taget en lidt kortere vej, end den han plejede at tage, så han var lidt forvirret over hvor han var. "Der." Han pegede over imod en ret stor bygning, der ikke var særlig langt væk og begyndte at gå derhen imod.

Selv satte hun også farten ned, da de nåede til byen, og gik derfor automatisk lidt tættere op af ham. Hun kunne mærke varmen fra ham, og hun slap hans hånd og lod den glide rundt om hans liv i stedet.
Da han pegede, kiggede hun derhen og så bygningen. Den var da stor. Altså måtte lejlighederne også være lettere dyre. Var han rigere, end hun først havde antaget? Måske, men det ville ikke betyde noget. Og hun ville heller ikke stjæle fra ham, uanset hvor mange penge han havde - det havde hun lovet sig selv for længe siden.

Da han mærkede hendes arm om hans liv gled hans egen rundt om hendes, og hans hånd stoppede lige ved hendes hofte, som han da også fik et godt greb i. Hvis han skulle være ærlig, så var han begyndt at blive nysgerrig omkring hende, men han var jo også en mand.. Han kunne ikke gøre for det. Han ville dog ikke tvinge eller presse hende til noget. Han ville lægge hints, men sørge for ikke at gøre hende nervøs eller ukomfortabel. Han ville bare gøre sit bedste for at hun havde det godt når hun var sammen med ham. Først når, og hvis, hun blev klar, ville han gøre noget.
Da de nåede hen til bygningen, begyndte han at gå op af nogle trapper, som han forventede at hun også gik op af for at følge med ham. Han bed stoppede op ved en af gangene, efter cirka 4 trapper op, og gik hen langs gangen for at stoppe op ved dør nummer 27. Han fumlede rundt efter en nøgle og fandt en som han begyndte at låse døren op med. "Bare så du ved det... Jeg har ikke haft tid til at rydde op.." Sagde han lidt nervøst og åbnede døren, kun for at vise en meget ren, meget lyst lejlighed frem. Hvide møbler, og en masse dekorationer, det så bare meget dyrt ud, pyha.

Det med, at der burde være rodet, det så hun ikke noget til. Hun så en lækker, halvdyr lejlighed, der var eget af verdens bedste fyr.
Da de kom ind, slap hun ham langsomt, og gik rundt i lejligheden. Studerede hver en lille ting, hendes øjne ramte. Hun var så fascineret af alle de finurlige ting, han ejede.
"Det her er fantastisk!" mumlede hun, da hun kom tilbage til ham, efter at have set på næsten alt i den lyse stue. "Hvordan har du råd til alt det?" meget vidste hun ikke om lærerløn, men hun vidste dog, at det ikke var verdens bedst betalte job.

Nathan trak lidt på skulderen. "Mine bedsteforældre er rige og på grund af hvordan jeg blev behandlet hjalp de mig meget. Jeg er deres eneste barnebarn." Han smilede lidt og gik hen imod for at tage hendes hånd og trælle hende hen til en af sofaerne, hvor han satte sig ned. "De står mig meget nær og kommer faktisk ret tit på besøg for at tjekke til mig."
Han kunne ikke lade være med at beundre hende. Hendes blonde hår, hendes stemme og bare...alt. Alt var perfekt hos hende og han ville så gerne vise hende hvor meget han egentlig elskede hende. Han ville prøve at vise hende det snart.

((Undskyld for kort og sent svar!))

Villigt fulgte hun med ham og lod sig dumpe ned i sofaen ved siden af ham. Hurtigt trak hun skoene af og satte sig med med benene hen over hans. "Hvor er du heldig, at du stadig har dine bedsteforældre," hun smilede og puttede sig ind mod ham, stadig med benene over hans. Lod sine læber finde hans kort og så trække sig væk igen.
"Og hvor er jeg heldig, at jeg har dig," hun lukkede øjnene og lagde hovedet på hans skulder. Mærkede hvert eneste åndedræt han tog og varmen fra hans krop. Han var bare så dejlig på alle måder.

//Det går nok //

Nathan trykkede sine læber imod hendes, og var ærgelig over at hun trækkede sig væk så hurtigt; Han ville gerne have hende tæt på sig hele tiden, men det vidste han jo godt at det ikke var muligt. Hun skulle jo til time og meget andet. "Mhm, det er jeg," han kyssede hendes kind inden han lagde en arm om hende og sin hand på hendes ene lår.
"Jeg tænkte på.." Han kørte en finger rundt i ring på hendes lår, lidt små nervøst. "Om du ikke ville sove her? Vi behøver ikke at.. have.. du ved.. Men jeg vil gerne have du blev hos mig.. Hvis altså vil. Jeg kunne bestille pizza eller lave noget mad til os, og vi kunne se en film, som du vælger."

Hans finger, der kørte i cirkler på hendes lår, gav hende kuldegysninger - en behaglig slags. At han var så nervøs fik hende til at smile. Hun kunne ikke holde en lille latter tilbage.
"Selvfølgelig vil jeg det," hun kyssede ham igen. Det var umuligt for hende ikke at kysse ham, når de var så tæt sammen. Forsigtigt kyssede hun ham på næsen og lod sin pande og næse hvile mod hans.
"Men hvad mener du egentlig med 'at have.. du ved...'?" der var en drillende undertone. Hun vidste det godt, men hun ville gerne høre ham sige det.

Hendes latter fik ham til at smile. Det var som ren musik i hans øre som hans hjerte ivrigt dansede med til. Han elskede alt ved hende; enhver lille del. Selv hendes mindre gode sider elskede han. Han kørte sin hånd ved hendes ryg op under hendes trøje og aede hendes ryg blidt. En af de mange ting han elskede mest ved hende var hendes kys. Dejlige kys som fik ham til at rødme lidt.
Hans kinder blev endnu mere røde ved hendes spørgsmål. "Eh.. Altså..." Han ville ikke have at hun troede at han kun var ude efter det... Hvilket han ikke var! Men .. Han var skam nysgerrig og interesseret. Han kunne sagtens vente dog! "Du ved, øhm.. S...sex.."

Efterhånden som hans kinder blev røde, blev hendes smil større og større. Han var så sød og forsigtigt. Blidt kyssede hun ham igen.
"Du er så sød når du bliver nervøs," forsigtigt trak hun sig ud af hans greb for så at sætte sig henover hans ben med sine egne på hver side af ham.
"Det er du nu også bare generelt," blidt tog hun hans hovede mellem sine hænder og kyssede ham igen.

Nathans hjerne blev omtåget på en måde, da hun satte sig overskrævs på ham. Han bed sig i underlæben og tog en dyb indånding for at fokusere. Han kunne ikke fokusere på hvor godt hun lugtede, hvor smuk hun var, og hvordan hun... Nej, ikke tænke på det! Han lagde sine hænder på hendes hofter, og kyssede hende ivrigt på læberne, imens han kæmpede for at slappe af.
Han trak sig væk og brød kysset dermed. "H-Hva... Hvad vil du have at spise? Jeg kan lave noget eller bestille mad til os, hvad end du ønsker."

Hun morede sig lidt over hans opførsel. Han var tydeligvis overvældet - hun nød at drille ham på den måde. Hun lod sig glide til den anden side og puttede sig ind til ham igen.
"Du får det til at lyde som om jeg er din hersker," hun smilede. "Men hvis du virkelig mener, at jeg må vælge, så synes jeg at du skal lave maden."
Forsigtigt kiggede hun op på ham. "Hvis du altså kan finde ud af at lave med," drillede hun.

Nathan vendte sig om imod hende, da hun gled ned for at sidde ved siden af ham. Han kørte sine læber henover hendes kæbe imens hun snakkede. Han grinede lidt ved det hun sagde og lagde skg tilbage. "Det kan jeg." Han rejste sig op. "Bliv her og.." Han tog sin fjernbetjening og tændte for tv'et. Han startede også Netflix - selvfølgelig! Netflix and chill! "Find ud af hvad vi skal se, okay?" Han lænede sig ned og kyssede hende kort inden han gik ud i køkkenet.

Det tog hende ikke længe at finde filmen, hun gerne ville se - Divergent - og smed sig i sofaen for at vente på ham og tænke tingene igennem.
Et smil bredte sig på hendes læber, mens hun listede den vej, han var gået. Hun fandt ham stående med ryggen til sig, og på listefødder gik hun hen og lagde armene om hans liv.
"Hvad laver du?" hviskede hun og strakte sig på tærerne for at se over hans skulder. Hun nød varmen fra ham og ville bare gerne være tæt på ham.