Where is my heart at? (Niylah)

Niylah's påklædning (Hun dukker op senere)
- Tøj + Sko Hun har sort tøj på Link. Hun har sorte sko på (Se første link)
- Hår + Makeup + Smykker Hendes hår er flettet sammen  Link. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud Link. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) Link
- Accent Hun taler med en ukendt accent

Vagterne/Krigernes påklædning + Kort beskrivelse
- Gustus Han er 38, 2,10 meter høj, bred og med en dyb stemme Påklædning - Link
- Anya Hun er 25, 1,75 meter høj, lettere musculøs og med en hæs stemme Påklædning - Link. Hun har krigsmaling omkring sine øjne Link
- Ilian Han er 31, 1,83 meter høj, muskuløs og med en hæs dyb stemme Påklædning - Link. Han har krigsmaling i ansigtet Link
- Accent De taler alle med en ukendt accent
- Andet Alle har spyd og våben med sig

Skoven lå helt stille, og det eneste man kunne høre, var den fremmede der syntes at komme med adskillige eder og forbandelser. Det var næsten som sendte skovens dyr advarsler imod vagterne, der alle cikulerede omkring den ukendte mand. Alle vagter havde forskellige tidspunkter, hvor de skulle se deres territorium igennem, for her at undersøge hvorvidt der var fremmede, eller for den sags skyld folk med slemme intentioner, som var kommet nær deres territorium, enten for at skabe kaos eller dræbe deres leder. Nok havde Niylah været alfa i mange mange år, men hun havde ledt denne flok mod sikkerhed, og ofret sin egen lykke, til forskel for det af hele flokkens fremtid. Nok var hun ikke nødvendigvis Freki og Autumns biologiske datter, men hun var trænet til at være den perfekte leder, hvilket var hvad hun var blevet. Nok var hun hård imod fremmede, og det var ikke altid nemt, at få hendes tillid, men når den var givet, kæmpede hun for en.
Straks som den unge mand, syntes at falde til ro, bevægede de sig her fremad, og Ilian kom ved et uheld, til at træde på en gren, hvilket syntes at få vækket den fremmede mand op. Anya rullede med øjnene, som knægten begyndte at råbe op, og for et sekund mimede hun efter ham og Ilian gjorde an til at grine. Han nåede dog aldrig nogensinde dette, da et advarende udtrykke fra Gustus, fik dem alle til at gøre sig klar. Våben var klar og spyd var trukket frem, som de brød frem fra skoven, og her fik placeret sig rundt om den fremmede mand. Gustus trådte frem, mens Anya og Ilian holde deres våben frem imod ham, advarende og dog næsten med en udfordring om, at den fremmede skulle kæmpe imod, så de kunne vise ham hvem der var i kontrol "Chon ste Yu? en chit ste Yu doing hir?" (Who are you? And what are you doing here?) spurgte han , og det var tydeligt, at ud af de tre, så var han den i kontrol.
Anya lod sit blik glide fra den fremmede, og kort op imod Gustus, før hun så til Ilian "Oso lid in em gon Heda?" (we bring him to the commander?) spurgte hun, og Ilian gav et nik fra sig, men det var nok også omkring her, at han overvejede, at den fremmede måske ikke forstod deres sprog "he hofli nou chichplei triged" (he may not talk triged) forslog han, og Gustus rullede med øjnene "Who are you? And what are you doing here?" forsøgte han igen, denne gang i det sprog, de fleste i denne verden syntes at tale, ikke at han forstod hvorfor. Under hele den mindre samtale, havde alle været opmærksom på hvert enkel træk, som den fremmede skulle lave, og hvis han blot lavet et enkelt træk, som var anset som truende, ville de alle straks lade deres spyd, komme tættere imod ham.

Der var ingen af dem, som reagerede da den unge mand begyndte at forvandle sig, de levede trods alt i en flok med andre formskiftere, og var derfor vant, til at se de mærkeligste dyr. Dog betød det ikke, at de ikke var klar til at angribe, for det var i den grad, skulle hans dyriske form være til farer for dem, ville de udnytte deres utallige væben, såvel som den træning de var vokset op med. Alle krigere og vogtere, var specielt trænet fra en ung alder, og alle var specielt godkendt af Niylah selv, således hun vidste at hun havde nogle gode krigere med sig, nogle som ikke ville stikke af ved syn af første farer. Dette betød dog ikke, at alle i flokken var krigere, da der var lærer, og folk som samlede frygt og grønt indt, såvel som fandt kød som alle kunne spise. De levede et idylisk og afslappet liv sammen, uden frygten fra omverden eller for den sags skyld jægerne, der havde gjort det til deres mission, at fange, såvel som dræbe alle formskiftere.
De kiggede alle tre på hinanden, som den unge mand begyndte at snakke "You're the right place" lød det fra Anya, og dog grinede Ilian, da knægten kommenterede på våbene, som havde det ikke været naturligt for ham, at se folk rende rundt med spyd. Dog var våbene på mange måde for beskyttelse, da de trods alt var vant, til at blive forfulgt i den verden de oprindeligt var fra "None of us are Heda, but we will take you to her" forslog Ilian, og Gustus gave et nik fra sig. Han var normalt ikke typen, som talte så forfærdelig meget, mere en der betragtede og analyserede folk i stilhed "Come with us" Gustus gjorde tegn på, at den unge mand skulle følge med dem, og de begyndte langsomt at bevæge sig gennem skoven, med ham bag sig.
Et stykke ind, nåede de en port, som her blev åbnet op og straks blev de præsenteret for en lille by. Der var mest telte, og dog var der huse blandt dem. Folk gik alle underligt klædt, for hvad end der var fra det 21. århundrede ville mene. Mange børn rendte nøgne rundt, og enkelte var i deres dyreform. Der var enkelte ulve, og hunde, såvel som reptillignende væsner og heste. Generelt levede de et harmonisk liv sammen. Der var selvfølgelig også en del steder, hvor der blev lavet mad, halshukket fisk og den slags, så alle kunne få noget af spise. Dog handlede det ikke lige nu om, at skulle gå gennem hele deres område, men derimod at gå mod huset i midten, hvor Niylah befandt sig. Selve huset var omkring 5 ettager højt, og der var et bander ud, som bar deres tegn malet på. Selve tronsalen lå på første sal, og de blev her trukket op via en alternativ elevator, i den forstand at det lignede en helt normal elevator, men den blev hejst af manuelt arbejde.
Selve tronsalen var stor, og for enden kunne man finde tronen, hvorpå Niylah sad. Hun havde nogle rådgivere omkring sig, dog som de fire kom ind, blev opmærksomheden ledt til dem. Gustus, Anya og Ilion knælede alle for den unge kvinde "Heda" sagde de på samme tid, og hurtigt efter rejste de sig op igen "he ste lufa au Yu" (he was looking for you) forklarede Gustus, og de gjorde plads til, at Niylah kunne se den unge mand. Hun rejste sig fra sin trone, og på trods af ikke at være særlig høj, havde hun en dominerende aura, der skreg alfa, hvilket til tider gav hende en tilstedeværelse, der gav hende en større størrelse. Hun holde sin ene hånd op "ban op" (Leave) var det eneste hun sagde, og straks efter rejste alle i rummet sig op, og forlod dem her på alene, den eneste som forblev tilbage, foruden Gerth og Niylah selv, var D'avin, hendes rådgiver og præst. Han forblev stille i baggrunden, og holde øje med det hele "I take it you don't speake the tongue" spurgte hun, og dog var det mere en kommentar end et spørgsmål "Who are you? and what do you want?" hun hævede øjenbrynet spørgende. Hun gik med en rank ryg, og dog var der noget dyrisk over hende, som kunne hun angribe ved hvert sekund, skulle han angive en truende adfærd. Hun var med andre ord ikke en kvinde, som man fuckede med, medmindre man gerne ville dræbes.

Hun hævede øjenbrynet, som han bukkede for hende, hvilket ikke just var noget, som hun så hos mange fremmede. I denne verden, syntes ganske få, at kende til de forskellige skikke, herunder at bukke for den øverst kommanderende. Så allerede dette i sig selv, syntes at få et tilfreds udtrykke frem i hendes grønne øjne. Dette i sig selv, gjorde ham måske en smule bedre, end så mange andre, af dem som kom til hende "It is our native tongue, every child was taught it, and english as the second language" forklarede hun kort, der fra hvor hun kom var det faktisk et ganske velkendt sprog, kendt blandt de fleste formskiftere, eller i hvert fald dem fra hendes flok. Dog blev mange også lært engelsk, således de kunne kommunikere med andre, og specielt krigerne og vagterne, blev lært mere end 2 sprog, således de kunne kommunikere med flere af gangen.
"You can get up now" hun lavede en tegn med sin hånd til, at det var helt okay, hvis han rejste sig op. Denne mand vidste respekt, hvilket var godt "I can help you, this is a place for Shapeshifters, of those who are alone and whish to live in peace" hun havde altid haft en mindre svaghed, for de formskiftere der ikke kendte til hvad de var, eller for den sags skyld, vidste hvad de kunne gøre "If you are in a need of place to stay, we can povide it. However, I must warn you, we are a bit old fashioned" hun hævede sit øjenbryn, og betragtede ham. Han virkede som en ung mand, med stort potentialle og det var den slags potentialle, som kunne formes og skabes til noget bedre "Always be proud of yourself, because amongst the human, you carry the gene to being something extrodenary" det trak svagt i hendes mundviger, og dog blev det aldrig til et fuldt smil.

Hun lagde hovedet på skrå, og betragtede ham, både som han rejste sig op, og nu stod i sin fulde højde, men også som han begyndte at snakke. At han ville lære at slå fra sig, og endda kunne beskytte sig selv, var ikke noget nyt for hende, hun havde hørt mange som havde disse ønsker "Everyone who wants to fight, is taught the ways of the warrior, so they may honor the pack, and even fight in the conclaves" hvet år holde de en stor kamp, hvor forskellige folk kunne kæmpe imod hinanden, for til sidst at havne op med én enkel vinder. Selv havde hun været den yngste til at deltage i disse kampe, og hun var en af de få, til at vinde op til flere gange "If you want to be taught how to fight, it will be granted, however, we seek strength above everything else" pointerede hun, hendes forældre havde endda i en ung alder, lært hende at en sand kriger, aldrig viste svaghed, og når først man var i krig, sørgede man ikke de døde, før hele krigen var ovre.
Hun hævede let øjenbrynet, som han kommenterede på de nøgne børn "we all shift when we want, and more often it's easier just to remain naked. Where I come from, it's more normal than what it appears here" egentlig var det ikke unormalt hvor hun var fra, at folk rendte rundt nøgen, de fleste gange var det fordi, de så ofte var i deres dyriske form, at man næsten aldrig rigtig lagde mærke til det. Det var blevet så naturligt, som det at trække vejret, eller spise mad. Som han spurgte indtil historien om stedet, dets folk og mere specifikt også sproget, trak det svagt i hendes mundviger, og man ville se antydningen til et smil, dog skulle man se godt efter "We are originally from a different and more barbaric place, in which hunters had slaughtered and captured our kind. For mange thousands of years ago, a woman who saw her parents killed, brought together many Shapeshifters, and created a pack of those" Alle havde hørt historien om flokkens oprindelse, hvordan formskifterne alle var jagtet, og dræbt udelukkende fordi de var anderledes "Our native language, was the language of the first Heda, and therefore become our native tongue, as to celebrate and honor her" hun så kort væk, før hun igen så imod ham "While we seek to liberate and protect shapeshifters, we also want to make them into warriors, who can protect themself, but also the lives of the pack"

Hun forstod ham godt, det var ikke nemt, at dræbe og det var helt klart noget, at hun håbede mange ikke skulle gøre "You don't have to kill, while we honor warriors, we don't necessarily make killers, of course, we are a hunted species, and sometimes we are forced to do things, we may not all like" selv havde hun begået sit først mord, da hun var omkring de 13-14 år gammel, efter hun havde opdaget sin første store kærlighed, være hende utro. Hun kunne huske hvordan hun havde været ude af kontrol, og hvordan den blodtørstige side af hende, tog al kontrollen fra hende. Hun hævede øjenbrynet, som han begyndte at grine, mest af alt fordi hun ikke kunne se det sjove i hvad hun havde sagt. I sidste ende var der det partiske, for når man skiftede så ofte som de gjorde, ville man trods alt ødelægge sit tøj, hvis man hele tiden skulle tage nyt tøj på, hver gang man blev menneske igen. De havde heller ikke de bedste resourcer, specielt når det kom til tøj, og på trods af de havde fået meget gennem portallen, var de heller ikke rige. Det måske også på grund af dette, hun ikke rigtig kommenterede på hans ord, og derudover var der nogle af de ting han sagde, som hun ikke forstod hvad betød.
"it's not about shame, but rather why destroy so much clothes, if you shift 4-5 a day" pointerede hun dog til sidst. Egentlig var alle i lejren rent åbne, og de var ikke bange for at være nøgne, desuden var mange af dem også i kontakt, med sit indre dyr, og reagerede oftest fra instinkt. Der formede sig et mindre smil på hendes læber, som han gav udtryk for at være en del af flokken "You will be trained by a warrior, and when that person sees you fit and ready for the ascension, you will go through the ritual, and after that you will become a member" hun vendte sit blik imod D'avin, og han gav et nik fra sig, som om han godkendte hvad hun sagde "He will be the one, who will grant you ascension to our pack" forklarede hun, før hun igen vendte sin opmærksomhed tilbage til Gerth "But for now, how about we find you a place to stay, and then we can talk preparation for your training" forslog hun, samtidig med at hun samlede sine hænder bag ryggen.

//uhh fik en ide til noget mellem dem senere, hvor han måske er påbegyndt sin træning, og han har brug for at køle af, så han smutter hen til en sø tæt ved. Efter at havde badet lidt, ser han en gigantisk ulv komme imod ham, og den forvandler sig til sidst til Niylah

Det var ganske sødt, så ivrig han var for at være en del af deres flok, hvilket vel også gav hende et indtryk om, at han måtte havde været omringet af mange mennesker. De fleste mennesker fostod ikke, hvad en formskifter gik gennem, eller hvad de går gennem på daglig basis. For mange mennesker var formskiftere, en form for race som skulle udrydes, måske fordi de i sidste ende var et tegn på evolutionen, en udvikling der gav disse folk en unik evne, til at forvandle sig til et eller flere dyr. Hun gav dog et nik fra sig, som han sagde hun skulle lede an, og hun fulgte ham her hen til elevatoren. Selve bygningen, som de befandt sig i, havde eksisteret før de kom til denne verden, men havde været ligeså efterladt, som den del skov de nu levede i. Alt dette kunne selvfølgelig ses på væggende, men også dørene, og den elevator som de tog i brug, dog siden den var ødelagt, havde de lavet vise ændringer på dem.
Som de gik rundt blandt folk, var der mange som enten bukkede ærefyldt for hende, eller her med respekt kaldte hende Heda. Der var også mange børn der legede med hinanden, og en del små ulveunger, ræveunger eller hvalpe, som løb rundt omkring hinanden. Generelt var det tydeligt, dette var et sted for formskiftere, hvor de kunne leve i fred, og generelt være væk fra det kaos, af jægerne. Enkelte steder, kunne man se ind i teltene, hvor man her opdagede små børn, som enten blev lært deres modersmål eller engelsk, således de ville kunne tale med andre. Dette betød dog ikke, at mange af børnene, faktisk snakkede godt engelsk, da de fleste af de små, foretrak deres modersmål. Et stykke længere nede, kunne man se en træningsbane, hvor adskillige krigere trænede hinanden "They are getting ready for the conclave, its a game we hold each year, to find the best warrior" forklarede hun som de gik forbi "The training is manly physical, but at the same time, you can train your connection to your animal, get more control over the transformations" det var ikke nødendigvis hende, som skulle stå for det, måske hun ville sætte Indra til det.
Som de nåede frem til et telt, stoppede hun op og her vendte sig imod ham "This will be your home, at least for now. It's the plac for the young ones at your age, who is still going through the training" nåede hun at forklarer, inden hun trådte indenfor. Selve teltet var ganske stort, og der var godt vel 7 senge, hvor i 1 af dem var frie. Der var en hel del derinde, nok mest fordi de havde venner på besøg, således der var nogen at snakke med. De fleste var mænd, og dog var der også nogle kvinder. Alle var iklædt det samme tøj, som dem i resten af lejren. De fleste havde også ansigtsmaling, og op til øjeblikket hvor de opdagede Niylah, talte de alle deres modersmål med hinanden "This is Gerth, he will be staying here, as he starts his training" hun valgte at snakke engelsk, således han ville kunne forstå hende. Nogle kiggede på ham med et smil, og resten med undrende eller forvirrende blikke.

//Det er jeg glad for at høre

Blandt de mange som betragtede den fremmede, var der Ontari. Hun var omkring 1,78, og som de andre der boede i dette telt, var hun en kriger i træning. Alle håbede på at kunne få det mærke, som ville gøre dem blandt de stærkeste. De fleste af dem var trods alt vokset op med ideen om, at de skulle fremvise styrke overalt, specielt hvis de ville være som alle andre krigere, der beskyttede lejren og resten af flokken. Hun var en af de få, som ikke så på ham, med et udtryk af undren, som forstod de ikke hvad pokker han lavede der, snarer var hun blandt dem, som så imod ham med et neutralt udtrykke. Hun var nysgerrig for at se, præcis hvad denne unge mand kunne gøre, da langt de fleste der var til stede, var vokset op med daglig træning, og var selvfølgelig fra en helt anden verden, hvor tingene ikke altid var helt nemme.
Få gav et mindre grin, som han bukkede for dem, dog blev der helt stille sekundet Niylah så imod dem. De fleste havde respekt for hende, men der var også de få, som besad en smule frygt imod deres leder. Hun var langt ældre end de fleste, og havde oplevet så mange ting, at de fleste nærmest gættede sig til hendes historie, da hun selvfølgelig ikke bare fortalte den til alle. Ontari rejste sig let fra sengen, hvorpå hun bevægede sig imod den fremmede "I'm Ontari, and I guess welcome to the pack, don't mind the rest of them, most of them are stupid" hun klukkede for sig selv, og rakte tunge af de andre "It's going to interesting, you know seing what you can do stranger" ligesom alle de andre, syntes hun at tale med en ukendt accent, hvilket nok kom af, at alle der boede i lejren, ikke var vokset op med det engelske sprog, som deres modersmål, og det nok først var som de blev ældre, at engelsk blev en del af deres hverdag. Niylah betragtede de to snakke sammen, og hun lagde en hånd imod Gerth's skulder "If you need me, just ask some of the guards, and I will come" hun gjorde an til at ville forlade teltet, dog skulle han bruge hende, ville hun blive og hjælpe.

//han bliver ikke opgraderet i rang, men hans "ascension" er et ritual der bliver udført og efter dette, vil han blive et med flokken
Derudover så bor der 7 i teltet (2 piger og resten drenge), de resterende der er, er kun gæster

De andre betragtede ham nøje, i takt med at Ontari gik tættere på, specielt mændende, syntes at betragte dem med en dyrisk interesse. Der var vel altid en nysgerrighed i folk, når der kom nye folk til, specielt en de aldrig havde mødt før, eller en af et sted, som de endnu ikke kendte til. På trods af at flokken, havde hørt til i denne verden siden 2015, var der ganske få, som faktisk kendte til omverden. Alt nyt kunne vel også være skræmmende, specielt set ud fra den verden de oprindeligt var fra, hvor død og kaos var så meget en del af hverdagen, som det at trække vejret. Ontari klukkede over hans ord, hun vidste ikke hvad det var med ham, men han virkede frisk af sjæl, men det var vel også fordi, han netop var kommet til flokken, og slet ikke kendte til deres historie, eller hvad mange var tvunget til at gøre. De andre grinede også, som han gav udtryk, for at ville vise sine evner, mange af dem glædede sig også til at vise, præcis hvordan træningen fungerede dette sted.
Niylah stoppede op, og vendte sig imod ham, som han snakkede til hende "Training begins tommorow at dawn, so you better be ready, if you want to show you powers and what you can do" med dette forsvandt hun ud af teltet, og imod sin tronsal. Hun var en leder, så hun var egentlig altid på arbejde, og skulle altid finde ud af, hvad der skulle gøres og hvem der skulle snakkes med, hvilke aftaler der skulle laves. Hun overvejede også at få kontaktet Tatia, så de kunne snakke videre om deres alliance. Tilbage i teltet, var de nu alle efterladt tilbage. Der var to unge drenge, som mest af alt holdte sig for sig selv, en enkel gæst ved navn Ankara, som fungerede som en healer. Derudover kunne man finde Emori, som sammen med Ontari, var de eneste kvinder i dette telt, og resten var ældre mænd, med den ene værende i starten af tyverne og den anden i slutningen af dem "Are you really from this weird place?" spurgte Aiden forsøgende, han var ligesom Nyko ekstremt fascineret af denne verden, specielt fordi den var så meget anderledes, fra den de alle var voket op i.

//Selvfølgelig
De som bor der:
Ontari Udseende - 21 år gammel og 1,78 meter høj.
Otan Udseende - 23 år gammel og 1,84 meter høj
Emori Udseende - 20 år gammel og 1,75 meter høj
Jenovara Udseende - 28 år gammel og 1,86 meter høj
Aidan Udseende - 15 år gammel og 1,78 meter høj
Nyko Udseende - 15 år gammel og 1,80 meter høj

Gæst:
Ankara Udseende - 19 år gammel og 1,68 meter høj

Spørgsmålet er nu, skal vi springe videre til træningen, fortsætte denne scene ud eller springe videre til der hvor Niylah og Gerth mødes ved søen?

Aidan så imod ham med en beundring, og han slugte hver evig eneste ord, de unge drenge var ekstremt nysgerrige, og ville gerne have så meget viden om denne verden, som de nu engang kunne. Der var dog ord, som de ikke forstod, herunder hvad en park var, og dog ville de ikke afbryde hans. Otan hævede øjenbrynet, som Gerth spurgte indtil hvor de oprindeligt var fra "We are from another world, but we came to this place, after the hunters hunted os down, and killed many of our warriors" de fleste så ned, da han nævnte hvordan mange var dræbt. Der var mange af dem i lejren, som havde mistet familiemedlemmer, venner og mager, takket være de utallige angreb, som blev kastet på dem af jægerne "They are with the roots now, and they run free and wild" lød det fra Ontari. Når en af dem døde, blev der ofte lavet en respektfuld begravelse, og de troede alle, at når først de døde, ville de blive genforenet med deres tabte, i rødderne hvor de kunne løbe frit.
De grinede alle sammen, da han spurgte til om de sov i deres dyrefom "No we don't, it takes energy keeping the shape for a whole night, and trust me you do not want to be without energy for tomorrow" sagde Emori med et grin. Alle vidste hvem de havde fået som lærer, og de fleste ville gerne være helt friske, da hun var kendt for at være brutal. Ontari satte sig på Gerth's seng, lige foran ham "If I was you, I would prepare for tomorrow, we have Echo as our teacher, and she is brutal!" hun grinede og rystede på hovedet. De var i træning til at være krigere, med undtagelse af Gerth, som var i træning til at være en del af flokken. Dog var mange af de krigere, som var trænet af Echo, ofte ekstremt gode og farlige, da de trods alt var givet den bedste træning.


Solen var ikke engang ståede op, som Echo var på vej imod teltet, hun havde hjælpere med, som holde et stort skjold. Sekundet hun kom ind i teltet, begyndte hun at slå hårdt imod skjoldet med et sværd "GET JOK UP! EM STE GOU GON LEV OP" (get the fuck up! it is time to train!) råbte hun, hvilket resulterede i at mange af dem vågnede forskrækket op, og alle fik tøj på "Get up newbie, welcome to hell" lød det fra Ontari, som hun kom forbi Gerth's seng. Alle stod klar udenfor teltet, alle i en potition med en rank ryg og armene bag ryggen "chon dula op oso koma raun battle?" (who do we honor in battle?) spurgte hun imod dem, og alle sagde hurtigt "Oso Heda" ved lyden af hvad hun ønskede at høre, gav hun et nik fra sig, og derpå gjorde hun an til at de skulle følge med hende. Det var efterhånden kendt blandt mange i lejren, at Echo ofte vækkede sine elever op ekstremt tidligt, så de kunne være klar til den virkelige verden, hvor fjenden ikke ventede på, at det blev middag, således alle var vågne og klar.
Ontari holde sig ved siden af Gerth, som de bevægede sig imod træningsbanen "She was asking who we honor in battle, and while we may not be in an actual battle, we always honor Heda" forklarede hun, da Echo ofte holde sig til sit modersmål, fremfor at lave særbehandling. Da de nåede til træningsbanen, var der allerede våben lagt ud "Miss he doesn't understand the tongue" skyndte Aidan at sige, af en eller anden grund, kunne den unge formskifter faktisk godt lide. Et par brune øjne blev rettet imod Gerth, og modsat normalt gav hun et nik fra sig. Hun havde trods alt snakket med Niylah, og vidste derfor den nye næppe ville fatte noget af hvad de sagde. Echo tog et af sværderne op "The sword is a mighty weapon, let it be an extention of your arm, and wield it with respect and it will respect you" forklarede hun, samtidig med at hun bevægede den rundt i sin hånd. Hver enkel bevægelse var graciøs og dog også med et løfte om noget farligt "but we will not start with this yet, you are all not worthy yet! so let's start with the physical, run around this grund, let's say 30 rounds" lød det fra hende, og da der ikke var noget som bevægede sig, hævede hun øjenbryn "now!" hun hævede sin stemme mere denne gang, og straks satte folk i gang.

//Echo - Udseende - Hun er 26 år og omkring 1,82 meter høj. Hun har krigsmaling i ansigtet

Imens de alle løb de 30 omgange rundt, trænede Echo med sit sværd. Hun havde været en af de få, som faktisk var trænet privat af Niylah selv, og hun havde altid uvist et talent, når det kom til sværd. Hver af hendes bevægelser, var præcise, direkte og og dog bar de en skønhed over sig, det var lidt ligesom en dans, hvor man ikke kunne tage øjnene fra danseren. De var en god mængde af løberne, som syntes at klarer det godt, de var trods alt vant til det, også selvfølgelig de få som sakkede bagud. Ontari, Otan og Emori syntes dog at være en af de få, som klarede sig bedst, og modsat Gerth selv, var de ikke ved at dø, som de kom tilbage til selve træningbanen. Da Echo så hvordan Gerth var ved at falde om, hævede hun øjenbrynet, og noterede at han havde meget at bevise, før han kunne blive en god kriger. De andre grinede en smule, som Gerth nærmest ud luft i lungerne, begyndte at snakke, og dog kom hvert ud mere ud som et gisp, end det af rigtige sætninger.
Echo trådte frem imod ham "Do not speak unless spoken to, du you understand)" spurgte hun lettere irritbelt "or would like some more running?" hun hævede det ene øjenbryn spørgende. Hun havde aldrig været glad for de, som snakkede før de blev snakket til, specielt hvis de blev trænet af hende. Hvad de gjorde i deres fritid var helt op til dem, men når de var sammen med hende, mere specifikt blev trænet af hende, skulle de agere med respekt imod hende og hendes time "as you do not yet know how to wield the sword, you will be training with the worden version" hun gik hen til en pose, hvor der var en masse træsværd, som hun her kastede til jorden, så de alle kunne tage en hver "Now look at me" sagde hun, i takt med at hun fremviste nogle bevægelser de skulle prøve sig med. De var generelt cirkel bevægelser, så de kunne blive mere og mere komfortable med sværdene, for så senere at bruge de rigtige udgaver "Pair up into pairs of three or two, and train together" beordrede hun, og Ontari vendte sig imod Gerth med et drillende smil "So newbie how are you feeling?" spurgte hun drillende, samtidig med at hun lavede de bevægelser, som de var beodret til.

//Jeg har fået skrevet Gerth ind på Niylahs profil, dog ikke med megen info endnu

Hun kunne ikke holde sin latter inde, som Gerth forklarede hvordan han havde det, hun kunne faktisk ikke engang selv huske, hvordan hun havde været første gang. Det havde været så længe siden, at det ikke enang lå som et fjernt minde, da hun påbegyndte sin træning med sin bror "it gets better trust me!" pointerede hun med et smil "At least you don't have to go through the hole training, and as far as I heard you will be training with Indra later, she helps people control their shifts and she more kind and understanding" det var ikke ukendt, at vise i flokken havde problemer med deres transformation, og det var så her Indra trådte hun, som den forstående og guidende form. Enkelte havde dog været heldige, at Niylah hjalp dem gennem det, lidt ala hvad hun forsøgte med sin datter Odette "Most of us start training at the age of 4 or 5, but that's mainly the physical, I mean one has the be able to outrun whatever is after them or fight what enemy that wants to kill you, however, if people wish to become a warrior, they go through an intense 1-3 year program, in which our Heda will accept us, if we are good enough" forklarede hun med et skuldertræk.
I takt med at de snakkede, og de andre trænede, vandrede Echo rundt blandt dem alle, hun betragtede hver enkel bevægelse, og ved få gav hun en kompliment, hvis deres stil og placering var korrekt, og enkelte gange rettede hun på dem. Dog som hun nåede hen til Ontari og Gerth, hørte hun som han spurgte indtil hvornår de ville kæmpe imod hinanden "That is an excelent question Mr Gerth, since you clearly don't think our training is right for you, how about a presentation" spurgte hun med hævede øjenbryn, og armene ude "Stop what you are doing, while mr. Gerth here shows us what he can do" som hun snakkede stoppede alle, og vendte deres opmærksomhed imod Gerth "now come at me" selvom hun ikke direkte var i en kampstilling, kunne man svagt fornemme på hende, at hun var klar på hvad end han ville komme. Skulle han acceptere hendes udfordring, og her faktisk komme imod hende, ville hun bruge hans styrke imod ham selv, og her hurtigt for lagt ham i enten en armlås eller faktisk smide ham til jorden. Skulle han bruge træsværdet, ville hun tvinge det ud af hans hånd, og her bruge det imod ham. Ligemeget hvad, var hun klar til hvad end han ville gøre.

//uhh skriv endelig når hun kommer på

Echo var en kvinde, som var trænet af Niylah siden hun var 10 år gammel, da hun vidste gode egenskaber indenfor kamp, hun havde trænet andre fra alderen af 17 og op af. Med andre ord var hun efterhånden vant til det meste, hun havde også vundet Conclave op imod 6 gange, hvilket ofte blev nogle af de mest brutale kampe, som der nogensinde var set. Alle forsøgte at vinde, og når det til sidst var de to bedste, som stod op imod hinanden, talte hvert enkelt sekund. Så da Gerth skød imod hende, havde hun konstant sine øjne imod ham, hun lod ham dog have sekundet, fra han skød imod hende, til at han nåede om bag hende. Så da hans hænder låste fast omkring hendes liv, var hun hurtigt igang. Nok skulle han have et øjeblik, men hun ville skam ikke lade ham vinde.
Siden han havde bøj i sine knæ, for her at kunne nå omkring hendes liv, da hun trods alt var lavere end ham. Hun hamret derpå sit hovede tilbage, og fik på en eller anden måde sprunget op, således hun var placeret med sine fødder på hans lår. Nu placeret højere oppe, svang hun sin ene arm tilbage, for her at ramme han direkte i ansigtet. Chokket i sig selv, ville få ham til at give slip, hvorpå hun hoppede ned på jorden, nu fri fra hans greb. Hun betragtede ham som en kat betragtede en mus, med andre ord et objekt hun enten ville lege med, eller ligge ned hurtigt. Hun løb imod ham, og hoppede op, hvor hun her sparkede begge sine ben direkte imod hans mave, nok til at slå luften ud af hans lunger. Efter hun landede på jorden, var hun dog hurtigt op på bene igen, og hun greb fat i hans hår, hvor hun bragte hans ansigt frem, samtidig med at hun hamrede sit lå direkte imod det. Hun fik hurtigt placeret sig bag ham, hvor hun låste sin ene arm omkring hans hals, med grebet låst fast med sin anden arm. Hun brugte samtidig sin egen vægt, til at tvunge ham ned at ligge, samtidig med at hun låste hans arme fast, med et begge hendes ben låst fast omkring hans mave.

//Det ser fint ud, har du brug for hjælp skriver du bare