Someone take me home - Niylah

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har sort tøj på Link. Hun har sorte sko på (Se første link)
- Hår + Makeup + Smykker Hendes hår er flettet sammen Link. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud Link. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) Link
- Accent Hun taler med en ukendt accent

Der var så mange vigtige folk, som hun havde troet hun havde mistet. Hun mindes hver evig eneste gang, hun havde håbet de ville komme tilbage, og dog som tiden gik, blev håbet mindre og mindre. Hun vidste allerede Wade aldrig ville komme tilbage, hvilket blot gjorde mere ondt på hende, lidt ligesom da hun ikke fandt Raksha eller Odette. Hun knyttede ofte ikke den slags bånd med andre, og selvom både Wade og Raksha ikke havde været hendes biologiske børn, så elskede hun dem ligeså meget, som hun elskede Odette. Det undrede hende nogle gange, hvordan hun stadigvæk kunne bevæge sig rundt, efter at hun havde mistet så mange, som hun nu engang havde. Måske var det efter den fortid hun havde, hvor hendes forældre havde oplært hende i, at fremvise styrke, fremfor det af svaghed. Det også det var faktum, at hun var en alfa, betød også at hun ikke havde tiden, til at være i sorg, hun havde en hel flok, som hun skulle sætte først, fremfor det af sine egne behov. Hun var i gang med at træne, med en af de unge krigere, det var hendes pligt, at se om han var tæt på at blive færdig med sin trænning, den trænning alle krigere gik igennem.
De nåede dog ikke langt, før hun fik af vide en ved navn Odette var kommet, og vedkomne gerne ville snakke med sin mor. Blot ved tanken om, at hun kunne se sin kære datter igen, satte hun deres trænning på pause, og bevægede sig imod området, hun fik af vide den fremmede befandt sig. For et sekund frygtede hun, at vedkomne ikke var Odette, og at personen som var kommet til dem, var en der udgav sig for at være hendes datter, og med denne frygt var der også faren, at Odette måske var død. Dog som hun kom tættere og tættere på, gik det op for hende, at hendes frygt havde været for intet, og at det faktisk var Odette, hendes smukke kære datter. Da hendes ord kom ud, var hun fuldkommen ligeglad, med at skulle fremstår stærk, hun løb imod sin datter og trykkede hende imod sig "My poor beautiful baby girl, I have missed you more than anything hun kunne ikke give slip om hende, dog trak hun sig en smule væk, så hun kunne ligge sine hænder imod Odette's kinder "Are you hungry? I can get you some food, if you need any, and of course a bed" der var en kærlighed, men også sorg i hendes øjne, som hun betragtede sin datter.

Niylah kendte efterhånden sin datter godt nok, til at vide hun på ingen måder var okay. Hun havde været væk i så lang tid, og ud fra hvor træt og svag hun så ud, måtte det næppe være det bedste sted, som hun i bund og grund havde været fanget ved. Som tårerne begyndta trille ned af Odette's kinder, kunne hun mærke sine egne true sig frem. Det var aldrig behageligt, når man så sit eget barn græde, og det fik en del af hende, til at føle sig knust, og ikke mindst vred over, at hun ikke havde kunne redde hende. Der var en manglende kontrol, en manglende kontrol over, at hun ikke havde været i stand, til at redde sin egen datter, ikke en gang, men hele to gange, hvor hun havde været i et helvede. Hun gættede hurtigt meningen bag det lille smil, som syntes formede sig på Odette's læber, og vidste at hendes kære datter, på ingen måde var okay. Som Odette spurgte efter noget mad, nikkede hun og kastede sit blik imod en vagt "Get em bida dina" (Get her some food) beordrede hun, hvorpå vedkomne forsvandt væk, ud for at finde noget mad til Odette.
Hun trak Odette imod et stille område, her i formen af hendes eget telt. Her kunne de være i stilheden, uden at frygte øjnene fra andre, eller nogle som skulle høre ting, der ikke var okay. Hun placerede Odette på sin seng, hvor hun satte sig ved siden af hende. Det var også omkrign her, at Odette begyndte at forklarer, hvordan hun havde forrådt ham, og at det hele var hendes skyld. Et sekund vidste hun ikke hvem, der blev snakket om og dog huskede hun forholdet mellem Christopher og hende, og hvordan ingen af dem var blevet set, efter de var kommet til denne verden. Igen trykkede hun blidt sin datter imod sig, hvor hun hvilede sin hage imod toppen af Odette's hoved "I know sweetheart, I'm sure he doesn't blame you one bit, everyone knew how he felt about you" hun gav sin datter et blidt kys på sin pande, alt i mens hun strøg hende ned af ryggen. Det måtte være så forfærdelig, at være tvunget til at gøre noget imod en anden, og endda have så stor en skyld følelse, som Odette havde og i sidste ende var det fordi, den unge formskifter, følte tingene så kraftigt, hvilket både var godt, men også slemt.