I belong nowhere, and espescially not here - Elian vs. Niylah

//Tid: 21:00 Vejr: Regn Omgivelser: Træer massere træer Sted: Skoven @Niylah <3 //

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har sort tøj på Link. Hun har sorte sko på (Se første link)
- Hår + Makeup + Smykker Hendes hår er flettet sammen  Link. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud Link. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) Link
- Andet Hendes trone, og nogle vagter ved siden af hende Link
- Accent Hun taler med en ukendt accent

Hun havde endnu ikke vænnet sig til denne verden, og det var selv på trods af, at hun nu havde levet der i godt over 2 år. Dog var det ikke hendes verden, det var en underlig en, hvor alt var anderledes end hvad hun var vant til. Dog havde hun en god del af sin flok med sig, og derved også hendes rådgivere, og det gjorde blot situationen en smule bedre, hun havde dem til at guide hende gennem det hele. Som hun sad på sin trone, skreg hun magt og dominans. Takket være hendes mange trænere, og hendes far's hårde ord, havde hun en aura der skreg alfa, hvilket i mange tilfælde var godt. For på trods af hun var en leder, så var hun også en kvinde, og kvinder led ofte under, for mandens dominerende person. Dog havde hun et blik, der nærmest kunne pakke en person sammen, og give en lysten, til at begrave sig langt væk og aldrig komme frem igen. Det var noget der nærmest var en lov, at lederen for en flok, skulle have en del styrke i sig, og samtidig kunne løfte sig selv op, som var de den højeste i rummet.
Hun blev kastet ud af sine tanker, da nogle vagter kom ind og her i selskabet af en mand, der syntes dækket i mudder. Hun rynkede brynet, og betragtede vagterne, der som altid bukkede for hende "Heda, Oso found em raun forest" (We found him in the forest) forklarede de som de holde fangen fast, men til sidst lod ham falde til jorden. Hun rynkede brynet, og rejste sig fra sin trone, hvorpå hun vandrede frem imod dem "a human? emo krei kwelen" (a human? They so weak) lød det fra en af vagterne, der klukkede for sig selv. Niylah lod sit blik glide fra mennesket, og hen til vagten, ganske vist kunne man sige, at hun ikke var den største fan af mennesker, da de fleste mennesker hun havde mødt, oftest gerne tilhørte jæger slægten, dog tillod hun ikke disse følelser, at træde frem.  Hun hævede øjenbrynet, som knægten med et, begyndte at bede for sit liv, hvordan han bad om ikke at blive dræbt, hvilket fik vagterne til at grine. Hun holde sine hænder op "Em pleni!" (Enough) lød det fra hende, og straks blev der helt stille, som havde der aldrig været en lyd.
"Who are you, and what are you doing on my territory?" spurgte hun med en vis dominans og magt i sin stemme, det var som kunne hun beordre de fleste til alt, blot ved lyden af hendes stemme. Hun var måske ikke optrænet i det sprog, som dette menneske talte, men lidt kunne hun da "Are you a part of the clan of hunters?" hendes normalt grønne øjne, blev for et øjeblik helt røde. Som spørgsmålet kom, begyndte de omkring dem, at knurre, og det var den slags knurren man kun fandt fra dyr. Hun havde et stort had for jægerne, de havde jagtet hende hele sit liv, taget folk hun elskede, slagtet og tortureret andre. De var en forfærdelig klan, med intentionen om at dræbe alle formskiftere. Det var på grund af dem, at de havde været tvunget, til at forlade den verden, de før elskede så dybt. Jægere fandt og radikaliserede unge mennesker, fik dem bildt ind at formskifterne, var dem som startede krigen. Det var også disse tanker, resten af hendes flok havde, da trods alt også havde mistet, folk som de holde af, til disse forfærdelige mennesker. Hun blev dog til sidst træt af, at skulle se ned på ham ]"Sis em au na gyon op." (Help him up) beordrede hun, og de vagter som før havde holdt ham op, hjalp ham straks op og stå, dog var alle klar, på at angribe, skulle mennesket forsøge på noget.

Alt ud fra hvordan knægten reagerede, gav det hende ikke just det største indtryk af ham, andet end han var svag og bar ikke meget af en rygrad. Hun havde levet et langt liv, og havde mødt mange ledere, alfaer, monstre og bare generelt folk, og de fleste gav altid en vis mængde respekt imod sig selv. Med andre ord udviste ingen af dem hun kendte frygt, men derimod respekt imod den der var lederen, og ofte fremkom der en samtale mellem dem, fremfor en der lignede en som var ved at falde om at frygt. Hun hævede let øjenbrynet, som han sagde han blot havde været ude at løbe, og at han var blevet tabt, en forklaring nogle af krigerne tilstede, ikke så ud til at tro på, da de fleste kom med et lavmælt grin, og enkelte kom med hånende ord. Dog som hun holde hånden op, var det som om de aldrig havde snakket, og stilheden tog over rummet. Nu var det kun knægtens åndedrag, og ord som kunne høres. Hun kom med et lettere forvirret udtrykke, som knægten ikke syntes at kende til jægerne "The hunters are a clan of humans, who hunts shapeshifters, they believe us to be demons or something greater that cannot live" hun havde nu levet i to dimensioner, og i begge dimensioner syntes jægerne at leve, så det undrede hende lidt, at knægten ikke syntes at kende til dem, da de var kendte i hendes egen dimension.
Hun trådte frem imod ham, og greb hårdt fat om hans kæbe, som hun betragtede ham, nok var han højere end hende, men per aura gav hun en tørre dominans, og var ofte anset for ganske høj. Vagter og krigere stod klar, så hvis han skulle gøre noget dumt, ville han meget hurtigt miste livet "You're weak and scared, I can smell it in the air, have your parents never taught you to control your fear?" hun hævede øjenbrynet spørgende, hvor hun var fra, var det ganske normalt at lære sine børn, det at kunne kontrollere deres frygt, hendes forældre havde set lært hende det. En af deres bedste lektioner var, at se svag ud når man var stærk, og stærk når man var svag, på denne måde var man altid et mysterie til sine fjender. Som han kom ud med informationer om hende, satte det hende igen i det billede, at han var en svag knægt, selv de svageste af hendes krigere, ville aldrig bukke under på denne måde. Hun trådte et par skridt tilbage, og samlede sine hænder bag sin ryg. Det ville havde taget en blind, ikke at se hvordan hans blik flakkede rundt i lokalet, som søgte han efter en vej ud "If you try to escape, you will get killed, so please don't be folish to think you can outrun a wolf" hun lagde hovedet på skrå, og man kunne se hvordan de grønne øjne, tog en farve af noget rødt, og mændende omkring hende, fik gyldne øjne.
"he ste jos a boy, he get in eintheing" (he is just a boy, he knows nothing) lød det fra hendes rådgivere "Oso could put em raun prison, ai op ha long he na las" (We could put him in prison, see how long he will last) lød det fra en anden "o Oso could frag op em" (or we could kill him) hendes rådgivere begav sig hen imod hende, alle kom med forskellige råd, til hvad hun kunne gøre "He ste kom nou lan op, he ste interesting gon dei de Ai nou get in chomouda" (He is of no use, he is interesting for that i don't know why) indrømmede hun med et simpelt skuldertræk. Han var et menneske, som ikke syntes at vide meget, så han var egentlig ikke brugbar, og dog var hun nysgerrig omkring ham. De havde trods alt ikke mødt mange, som var fra denne verden, som kendte til de mærkelige ting, som folk syntes at bruge. Ikke at hun direkte fandt ham brugbar, men hun var en kvinde der elskede at være i kontrol, og det var på grund af dette, hun helst gerne ville vide de fleste ting om sine omgivelser "You are from this place yes?" spurgte hun med et hævede øjenbryn "From this dimension" fortsatte hun, mens hendes grønne øjne igen var kommet frem bag den røde farve.

Han virkede til ikke, at have den største viden om racer, hvilket var unormalt, for hvor hun oprindeligt var fra, syntes alle at kende alle racer. Hun hævede let øjenbrynet, da han spurgte indtil hvad de var, og hvad shapeshifters var. Hun kiggede imod en af de vagter, som var tættest på hvor hun selv sted, og her fandt hun Gustus hvorpå hun gav et nik fra sig "Dula'm op" (Do it) var det eneste hun sagde, og som kunne ord ikke forklarer hvad de var godt nok, begyndte han at tage noget af sit tøj af, og efter kort tid forvandlede han sig til en stor grå ulv, med ganske smukke gyldne øjne. I sidste ende kunne en præsentation oftest fremvise det, som ord i bund og grund ikke kunne "This is what we are, we are shapeshifters, we shift of form into that of animals" Siden hun var vant til dette, da det trods alt var hendes verden, så hun intet problem i at fremvise en forvandling for en anden, for hende var det mere unormalt ikke, at kende til de forskellige arter.
Hun klukkede over hans reaktion, hvordan han kom med utilfredse lyde, og generelt lignede et skræmt lille dyr. Havde hans forældre ikke lært ham, at være stærk i selskabet af en alfa. Det var ganske morsomt faktisk, måden han var så menneskelig og svag, som havde han aldrig været trænet "Were I am from, we train our young from the age of 2, everyone is a warrior, and no one shows weakness, to us you're weak" det var altid nemmere, at træne flokken fra en ung alder, det gjorde dem velkendt i krigens kamp, men også med det at tage et liv, såvel som at være omkring våben. Hun havde aldrig forstået de folk, som ikke lærte deres bånd at slå fra sig. Hvordan hun dog agerede overfor knægten, var ikke så meget fordi hun ville være led, men fordi gennem hele hendes liv, havde styrke været det vigtigste, hvilket også forklarede hvorfor alle trænnede krigere. Det faldt ikke i deres natur, at fremvise svagheder overfor andre, men mere vise de var stærkere end andre.
Hun klukkede kort, som han fortalte at han var fra denne verden, men samtidig spurgte hvor han ellers skulle være fra "There are many dimensions, all with different people, tell me about this world of yours and I let you go" hun hævede øjenbrynet, lagde sine hænder om bag ryggen, som hendes øjne mødtes med hans. Hvis blot han kom med noget information om denne verden, så havde hun ikke mere brug for ham, og siden han ikke just havde den største mængde styrke og han ikke ville dem ondt, kunne hun derfor lade ham gå. Dog var det ikke alle, som var helt enige med denne beslutning, da nogle kom med kommentarer, om hvordan de burde slå ham ihjel. Dog fik et blik fra hende, dem alle til at blive stille igen.