Wicked Game - Niylah

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har sort tøj på Link. Hun har sorte sko på (Se første link)
- Hår + Makeup + Smykker Hendes hår er flettet sammen  Link. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud Link. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) Link
- Accent Hun taler med en ukendt accent

Hun havde brugt det meste af dagen, på at have møder med sine flokmedlemmer, der skulle snakkes igennem, hvad de ville gøre i denne verden, hvordan de ville få kontrollen tilbage og ikke mindst det at skulle finde nye medlemmer. Ganske vist kom en stor del af hendes flok med, om ikke andet hele flokken, med undtagelsen af enkelte folk, her og der. Dog var alligevel et tab, og hun var i en verden, som hun hverken kendte til, eller for den sags skyld, følte sig bekendt ved. Når man kom fra en verden, der var meget lig det af renæssancen, så var det ikke nemt med et, at blive smidt ind i verden, som havde elektricitet og teknologi. Men så igen, at befinde sig i en verden, man aldrig havde været før, ville være skræmmende for stort set alle. Hun havde heldigvis sine rådgivere, der var der for hende, og hjalp hende gennem den svære tid, og de var der til at rådgive hende, såvel som give hende gode ideer, for hvad hun burde gøre fremadrettet. At få nye medlemmer, var i den grad en af dem, ligesom det at undersøge deres nye verden, alt dette var en af de ting, som de ofte ville diskutere til en af deres mange møder.
Mødet blev dog afbrudt, da en vagt kom løbende ind "Em ste tatia, she has kom op bakon" (It is Tatia, she has come back) lød det fra vagten, og uden den mindste smule tøven, skyndte hun sig ud af rummet hun var, og her ud imod det sted, som vagten viste hende hen imod. Det var her hun fandt Tatia, der var faldet om, højst tænkelig grundet den smerte, der løb gennem hende. Niylah havde kendt Tatia i så mange år, at hun efterhånden kendte til alle de små træk, som den unge formskifter viste. Dog som Tatia fik rejst sig op, og her løbet i hendes retning, skyndte hun sig at løbe hende i møde, således da den unge formskifter, smed sine arme omkring hende, var hun hurtig om at gribe hende, såvel som lukke sine arme omkring hendes nøgne krop. Hun vidste spørgsmålet om Wade kom op, hvor han var henne og hvad der var sket, spørgsmål hun havde stillet sig selv, hver evig eneste dag, hvad var der gået galt? Hvorfor var han der ikke? Var han død? Havde hun mistet dem hun elskede? Hvert spørgsmål rungede altid gennem hende, såvel som en skyld følelse og manglende forståelse. Hun trykkede Tatia's krop imod sin og sukkede "He never made it through, when we all got through he wasn't there...I couldn't find him. I search everywhere, but I never found him" lød det sørgmodigt fra hende. Wade havde været som hendes søn, og nu var han væk, og det så ud til at han aldrig ville komme tilbage igen.

Niylah lagde sine hænder, blidt imod Tatia's kinder, efter den unge formskifter havde, kørt sin hånd igennem sit hår. De vidste begge han var væk, og dog forstod hun godt Tatia's behov, det behov for at få det sagt ud. Der havde vel altid været et håb om, at han havde klaret den og at han ville være det med dem, og selvom hun egentlig, for længst mistet det, så ville det lille håb altid være der "I know sweetheart, I hoped he would be here with us, and knowing he isn't, doesn't make it any less painful" hun strøg hende blidt over kinden. Det havde altid været svært, at forsøge på at leve et normalt liv, når livet generelt ikke syntes, at gøre det nemt for en. Hun havde forsøgt at have en familie, dengang hun havde været sammen med Thomas, og lykken havde været større, som hun blev gravid. Dog var der intet ved det, som syntes at være nemt, da hendes datter blev bortført og hun mistede Thomas. Dernæst var der hendes adoptivbørn, børn hun elskede mere end noget andet, som hun nu også havde mistet. Det var svært at være stærk hele tiden, når man konstant mistede dem man elskede.
Der var en mindre forvirring i hendes øjne, da hun begyndte at snakke om en mand, og at han skulle tage sig af pigerne. Hun havde netop kun lige mødt Tatia, efter at havde været separeret fra hinanden, efter så langt tid, så hun vidste ikke hvem denne mand var. Så hele sætningen om hvordan, han at pigerne havde behov for ham, at hun ville vide hvis han var levende og at han både kunne tage sig af dem, men også at han var stærk, var på mange måder ligegyldigt for hende, da hun ikke vidste hvem han var. Hun vidste dog, at det ikke var Wade, siden de begge vidste han ikke var hos dem. Dog som Tatia skiftede emnet, hen imod noget andet, formede der sig et blidt smil på hendes læber "As I am to see you, to be honest I didn't think I would see you again" hun havde fjernet sine hænder, som før havde ligget imod hendes kinder. Som spørgsmålet kom til hvem, som kom gennem portalen, rettede hun lidt på sig.
"Caleb & Noa made it through, and of course a larger number of the others. Raksha and Rhaella is still missing, as well as Odette and Christopher" hun savnede alle de, som endnu ikke var fundet, og hun frygtede et sted de aldrig ville blive fundet. Da Tatia spurgte indtil, om hun ville gå et mere stille sted hen, nikkede hun blot "Of course" sagde hun, som hun fulgte dem hen imod hendes eget telt, hvor hun havde sit værelse. Der var heldigvis ikke rigtig nogen, så de ville ikke blive chikaneret af andre. Hun guidede Tatia hen til sengen, hvorefter hun bevægede sig hen til en kiste, hvor hun kunne finde noget tøj frem. Ganske vist var de alle vant, til at bevæge sig nøgne rundt, men det var ikke altid ligeså varmt, som det havde været det andet sted. Da hun fandt en lang trøje frem, kastede hun den hen til Tatia, samtidig med at hun selv gik hen imod sengen.

Hun bevægede sig imod sengen, som Tatia fik tøjet på. Det var også omkring her, at hun opdagede de mange forandringer i Tatia, hun var på mange måder en anden, hvor hun dog stadigvæk havde nogle af de træk i sig, som den gamle Tatia havde. Hun hævede øjenbrynet, som Tatia begyndte at forklarer, hvordan hun alt den tid, havde været fanget i en arena, men at hun dog havde været fanget i over 100 år. Dog som Tatia udtalte, at hun måske havde brug for Niylahs hjælp, for at få de andre ud "Of course, No matter what happens, you will always have my alligance and sword" hun satte sig ved siden Tatia, denne unge kvinde, ville altid have hendes aliance, så hvis hun havde brug for hjælp, så ville hun med glæde hjælpe til, og hun vidste at der var mange i flokken, som holde af Tatia, og som for alt i verden, gerne ville hjælpe hende, hvor hun nu engang kunne. Der formede sig et trist udtrykke i hendes øjne, som Tatia begyndte at fortælle, hvordan hun nu vidste hvordan det var, når man ikke vidste hvor ens børn var henne "I hope so too" hun lagde sin hånd imod Tatia's skulder, hvor hun gav den et klem.
Hun rynkede dog brynet, som Tatia fortsatte med at snakke, som hun fortalte hvordan hun havde mødt en anden, og at hun i sidste ende var faldet for denne person, og hvordan hun havde følt skyld for det, netop på grund af Wade og deres tidligere forhold. Hun forblev stille mens Tatia snakkede, og hun lyttede til hver enkelt ord "Wade wouldn't want you to be alone for the rest of your life, he would have wanted you to love again, but I understand how you feel like betraying him. It's never easy to love again, when you lose someone, who had that spot in your heart. In the end it's okay to fall in love again, it's okay to feel happiness" hun kunne huske alle de hun havde mistet, og alle dem hun havde elsket, og hvor hårdt det havde været, at skulle elske på ny, specielt efter man havde mistet den ene person, som før havde haft den plads "We fight with every last piece of ourselves!" hun vidste at de alle havde været trænet, som krigere men også af den slags, der ikke blot gav op, fordi de havde mistet noget. En krig sørgede trods alt ikke de tabte, før selve krigen var ovre.

Der kom et fjernt udtryk i hendes øjne, og hun gav et nik fra sig, som Tatia udtrykte hvordan lykke, ikke rigtig kom nemt for dem "I wonder what have the Gods in store for us" hun gav et fnys fra sig og rystede på hovedet. De to havde aldrig rigtig haft et nemt liv, begge havde mistet så meget og kæmpet for, at få et nogenlunde normalt liv. Hun havde aldrig forstået, hvad hun havde gjort, som i sidste ende havde gjort hendes liv så hård, som det nu engang var. Hun havde forsøgt at kæmpe for det bedste, kmpe for friheden af andre, og dog trak verden konstant så meget fra hende. Den dræbte dem hun elskede, holde de hun holde af væk fra hende, og ødelagde alt godt hun syntes at kunne skabe "But you're strong, and I have faith in you, I know you will make it" hun havde altid stor tillid til Tatia, og vidste denne unge kriger, ville kunne klarer meget, i sidste ende gjorde det hende også, til en af hendes bedste krigere.
"sha, Yu ste ait" (Yes, you are right) deres kamp var langt fra ovre, og det ville den nok ikke være i flere år endnu. De havde stadigvæk meget at kæmpe imod, kæmpe imod det ondskab der besatte deres liv, men også kæmpe imod en bedre fremtid. Måske var det i sidste ende hvad hele deres liv ville være, en stor kamp som ville føre til en anden, og en anden efter den. Var det virkelig ikke andet til deres liv? Og dog var det så stor en del af hendes liv, at det nærmest føltes mærkeligt og mistroisk, når alting syntes at gå fuldkommen godt, og intet syntes at skabe kaos. Hendes blik blev ført imod Tatia, som hun nævnet Audrey, og et stort smil formede sig på hendes læber. Hendes venskab med Audrey var ganske stærk, og hun holde af den unge kvinde, og var stolt af så langt hun var kommet, siden de sidst havde set hinanden, selvfølgelig vidste hun ikke direkte hvordan Audrey havde det lige nu, men hun håbede da den anden kvinde havde det godt "I'm glad to hear, I do hope I will get the chance of seeing her again" hun så kort ned, før hendes grønne øjne, blev ledt over imod Tatia's