proof you can-- Niylah ( XX )

Påklædning
- Tøj Hun er iført noget mørkt tøj Link + bagfra
- Hår + Makeup + Smykker Hendes hår er flettet sammen Link. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud Link. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) Link

De havde efterhånden, fundet sig til rette ved denne verden. Selvfølgelig snakkede folk, om hvordan de savnede deres gamle verden, men det så ikke ud til at de ville kunne komme tilbage igen. Det eneste problemtik, hun selv fandt ved dette sted, var at hun havde mistet så mange af dem hun holde af. Hun havde ikke Wade, Raksha, Rhaella, Tatia, Audrey, Luna og endda Caleb manglede hun. Hun var sat i en verden, hvor hun skulle tage sig af sit folk, men hun manglede sine nærmeste. Hun manglede også sin datter, eller generelt alle sine børn, men den datter hun troede død, som hun endelig blev genforenet med, men nu taget fra. Dog var hun stærk for sit folk, hun var stærk for dem hun skulle lede, for hvis de havde en svag leder, ville flokken kun blive svagere og til sidst opløses. I disse hårde tider, hvor de var et ukendt miljø, måtte de stå bag en stærk leder, noget som hun helst gerne skulle være. Hun sukkede og med armene foldet bag sin ryg, begav hun sig ud fra sit telt. Hun havde snaket med D'avin, hendes rådgiver og præst, han var den eneste stærke forbindelse, hun havde vedligeholdt fra deres oprindelige verden.
Som hun begav sig rundt i lejren, gav hun et smil og nik, til hver enkel af hendes folk hun mødte. Det var dog også her, at hun opdagede Gustus, en stærk kriger og lærer, han stod ofte for at lærer de fremtidige krigere, når Niylah ikke selv havde muligheden. Ikke desto mindre, skulle hun godkende hver enkel af krigerne, det var hende der gav godkendte de, som gerne ville kæmpe som krigere. Det så ud til at Gustus, endnu engang stof for læringen af den nye, denne Blaze. Hun begav sig imod dem, og da Gustus lagde mærke til hende, stoppede han op og vendte sig imod hende "Heda" sagde han med respekt og et mindre smil på læberne. Han bukkede som altid for hende, og derpå vendte hun sig blik imod Blaze "Ha ste granplei?" (How is the training) spurgte hun nysgerrigt. Hun skulle trods alt sørge for, at de som kæmpede i hendes flok, besad styrken og ilden til at kunne det. De satte styrke over alt, så alle former for svagheder, var kastet væk mens de var unge. Gustus skar en grimasse "Tu don ban au legs" (two left legs) han klukkede og rystede på hovedet. Blaze havde trænet i nogle måneder, ikke nok til at kunne blive en kriger, men man kunne da håbe, at denne unge mand ville blive en god kæmper.