A shot of positive energy - Cain (+Bellamy & Zitora)

((Valeks udseende: link ))

Det var to dage efter alting. Clarisssa havde haft en del snakke med sin far omkring tingene og givet Amery nok skideballer til at hun kunne gå for sig selv denne dag. Tilbage i parken, med endnu en ny bog. Her havde hun siddet siden morgentimerne, efterfølgende havde hun valgt at gå hen til markedet. Nogle gange var man trods alt heldig at finde nogle ting, som man ikke havde brug for men havde brug for. Så simpelt var det. Clarissa gik i sine egne tanker, da hun mærkede noget var i vejen. Hun kunne ikke sætte sine ord på det, men kort syntes hun at have sorte og hvide prikker henover sine øjne. Efterfulgt af at se skoven, som om at raptoren i skoven prøvede at fortælle hende noget. Clarissa stormede derefter ud af markedet. Der gik ikke længe før hun stoppede op som var hun blevet ramt af et skud. Hun gispede let, men satte sig for at holde sig selv fokuseret på at nå skoven. Hvad end der var ved at ske, kunne ende med en jagt sæson, også selvom hun vidste raptoren ville være klogere end jægerne der jagtede hende.

Hjemme hos Cain, stod der pludselig et spøgelse fra fortiden. Clarissas fortid nærmere sagt. Det var ikke just fordi, at han normalt gjorde noget i at dukke op, han så bare med fra sidelinjen. Nok mest hans egen straf. Han vidste Cain kunne se ham, hvis han prøvede at vise sig. Det var nok også derfor, at han valgte at hjælpe Clarissa. Denne gang kunne han i det mindste hjælpe hende. Det var ikke første gang han havde spurgt Cain om hjælp, men sidste gang var det ikke just nok. Måske det ville være anderledes denne gang? Man kunne håbe. Valek sad i Cains sofa da han vågnede op.
"Hello old sport," sagde Valek blot med sin mørkere stemme og rejste sig så op. "I don't ask for much. Or normally ask for help twice.. from the same person, but this time you have to," kom det bestemt fra Valek, "you have to help her. I'ts not her time yet, and I fear it might end up like that if no one does anything," tilføjede han og trådte nærmere mod Cain.
"She ran towards the wood.. Don't do it for me. Do it for Clarissa, just this time. I shall never ask again," lovede han. Valek havde aldrig just været en mand af følelse, men efter mødet med Clarissa havde han ændret sig bare lidt. men at spørge om hjælp var ikke det han var bedst til.

Clarissa nåede indtil skoven, hvor hun kort efter fik øje på det ene lig efter det andet. Hun samlede en af geværene op og tog det med sig som hun sneg sig ind i kampzonen.

P: link + et par sorte shorts og hendes taske - Ha jeg glemte alt om påklædning før

---

Hun var alt for optaget af sin jagt til at fokusere på andre lyde og dufte. Lige nu lyttede hun efter den fært jægerne havde. Hun følte hendes liv var på spil, og den følelse var aldrig rar. Specielt hvis du egentlig ikke følte dig truet i første omgang. Dog blev hun slået helt ud af sine tanker som en hånd blev placeret for hendes mund, hun nåede kort at fryse fast men da Cain ligefrem præsenterede sig som den der havde sneget sig ind på hende. Hun vendte sig imod ham og åndede ud. Et smil sneg sig lidt skævt op på hendes læber, som han spurgte om hun kunne bruge en hånd.
"Always," svarede hun og åndede ud. "They are hunting her. I felt her got shot in the leg.. and," hun så ned på sit ben for egentlig at opdage at skaden var den samme på hendes ben som hun havde følt. Det var først da hun så skaden, at smerten egentlig slog ind. "Great," mumlede hun lidt og lukkede øjnene kort. Det var ikke nu at hun skulle gå i stå. Efter at have fået sine tanker samlet var hun i stand til at skubbe den del af smerten der ville forstyre hende væk, og nikkede.
"Lets go," tilføjede hun. Derefter kom et skrig fra buskene ikke så langt væk. EFterfyldt at lyden, den lyd som kun raptorer kom med når de søgte deres slags. Men i denne her situation kaldte hun efter Clarissa. Clarissa løb imod lyden som en mor løb efter sit grædende barn. Dog bar hun mere talent for at skjule sig for folk der var efter hende end man måske lige ville regne hende for. Så at gemme sig og liste sig frem var et gammel talent som kom frem som ingen dage var gået. Hun tog sigte imod en af personerne og affyrede et skud - dog i mandens ben lige bag knæet. Hun tog en dyb indånding og så tilbage på Cain og gav ham et nik. Han kunne bevæge sig fremad.

Hun blev slået ud af sit fokus da han pludselig lod sig selv være lokkeduen .Clarissa sank en klump og brummede lidt af Cain - men fokuserede let og tog sigte imod dem som de skød efter Cain. Hun brød sig ikke om at han lod sig selv blive beskudt på grund af hende. Hun gispede let som han faldt til jorden. Hun hadede det. Direkte hadede det. Naturligvis samlede det deres fokus og hun fik skudt et par stykker men ikke direkte dødelige skader, det lå ikke til hende - i hvert fald ikke på denne måde. Clarissa samlede noget i sin taske, før hun rejste sig op. Hun løftede hænderne i luften og havde jagt geværet fra sig. Sjovt hun vidste han var udødelig og alligevel ikke ønskede at han skulle lide mere end højest nødvendigt. De sigtede imod hende, men som en ikke særlig høj kvinde kom imod dem ubevæbnet så sigtede de ikke længere. De lod hende træde nærmere og gik imod hende. Så snart de var indenfor en bestemt rækkevide løftede hun sin hånd ud og pustede noget støv imod dem. En kvinde som Clarissa gik aldrig uden andre former for åben. En ting hun havde lært af Valek. Dem der stod indenfor 5 skridt fra hende faldt sammen på få sekunder. Paralyseret. Dog kom raptoren frem så snart de var bevidstløse og der begyndte festmåltidet. Resten tog raptoren sig også af, det var den eneste måde Clarissa egentlig kunne håndtere mordet, hvis blodet ikke direkte var på hendes hænder. Derefter skyndte hun sig hen til Cain, fik lagt ham lidt behageligt til rette.
"You idiot, don't do that to yourself again," mumlede hun og kløede sig let i nakken. Derefter samlede hun ting hun havde i sin taske, og fik blandet nogle forskellige urter sammen ret hurtig. Efterhånden noget felt arbejde hun havde lært for mange år siden. Hun fik revet et stykke tøj fra nogle af jægerne, og fløjtede raptoren hen til sig. Her fik hun endelig hende tæt nok på sig til at placere blandingen om raptorens ben. En overnaturlig healings blanding. Hun havde lavet ekstra og knappede stille Cains skjorte op for at placere massen henover nogle af de skud sår der var. Om ikke alt i håb om det ville hjælpe healingen en anelse hurtigere end sidste gang.
"We have to stop ending up in these situations," hviskede hun lidt for sig selv og sukkede så. Hun stoppede derefter sin egen blødning til sidst, og holdt let om sine ben imens hun placerede hovedet på sine knæ - afventende.

Et lille grin gled henover hendes læber, som han nævnte hun i det mindste kunne have købt ham en drink først. Dog forsatte hun sit arbejde, som var hun udlært i det igennem flere år, hvilket hun ikke var men tæt nok på. Der var så meget blod, og andre bloddæmoner ville nok døje med at være omgivet af det - men Clarissa skar ikke en eneste grimasse af det, reagerede knapt nok på det. Den overnaturlige selvkontrol der sommetider skræmte folk. Let vippede hun hovedet let på skrå som han rakte en hånd op mod hende og førte en af de sorte lokker om bag hendes øre. Ordene der forlod hans læber satte gang i hendes hjerte, hvilket syntes at få hende til at glemme at trække vejret kort.
"No skills? That is a understatement.. I mean you found me, right?" Smilede hun opmuntrende. Den næste sætning der forlod hans læber, de ord fik hende til at smile let som hans hånd strejfede hendes kind.
"You are quite more than you let people see yourself," pointerede hun og holdt let hans hånd imod hendes kind kort. Men holdt den blot imens hun så ned på ham.
"It will work faster if you let it.. just close your eyes.. I'm not going anywhere," forsikrede hun og gav hans hånd et blidt klem, efterfulgt af et varmt smil. Hun tog en dyb indånding og så på raptoren der lavede et par lyde til hende, før hun forsvandt ind i skovens dyb igen. Clarissa huskede sin fars bekymring, for ikke at nævne hendes brors. Nok også derfor hun hurtig tog sin mobil med den hånd der ikke holdt om Cains. Bare for at skrive til Amery at alt var okay, før han nåede at sende en SOS til deres far. Derefter lagde hun mobilen fra sig og så blot på Cain. Hun ønskede ikke at han skulle bruge for mange kræfter på at bremse healingen, så hun gjorde hvad hun gjorde bedst når hun skulle slå tiden ihjel. Hun sang. Ikke noget vildt eller voldsomt, men hun sad bare og sang for ham nok nærmere. Hendes anden hånd kørte kort henover hans hår i en blid og kærlig bevægelse, og sank en klump. Clarissa havde altid været god til at forstå sig selv, hvad hun følte og hvad der forgik. Det var en del af hendes kontrol, men hun var ikke just i stand til at skubbe følelser direkte væk og hvad der end var med Cain - kunne hun ikke skubbe væk, eller nærmere ønskede hun ikke at gøre.

((Sang + voiceclaim: link ))

Clarissa brugte stilheden på at tilse egne skader. Som hun lukkede øjnene og lod sit fokus blive på sig selv, kunne hun fokusere sin egen healings process imod sit ben i stedet for at hendes krop fokuserede på andre ting der ikke just var nødvendige lige nu. Det var dog til at hun hørte hans hjerte slag blive hurtigere og hurtigere. Hun slog øjnene op og så stille ned på ham. Han vågnede stille op i forhold til for et par dage siden. Hun lod ham komme op og sidde, og holdt vejret kort.
"No angel, just me," svarede hun blot og vippede stille hovedet på skrå. Clarissa sank let en klump. "You got another outfit blown up because of me.. don't expect I'm starting to buy you new ones," tilføjede hun med et drillende skævt smil på læben. Hun løftede stille sin ene hånd og kørte den henover de sorte lokker, for blot at klø sig kort i nakken. Som om hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre ved sig selv i givende situation.
"Thank you," sagde hun så. Clarissa havde ikke nået at takke ham for sidste gang, eller for denne gang for den sags skyld. Der havde været folk til at afbryde dem i faktisk at have en samtale med hinanden. "For everything," tilføjede hun så lidt efter og lagde en hånd mod hans overarm for at pointere at hun mente det. Hjertet sprang en takt over, og glemte alt om det hjernen prøvede at få hende til at huske på.

"You wish," svarede hun drillende igen, men ansigtet skiftede hurtigt til taknemlig. Hvordan havde han overhovedet vidst hvor han skulle finde hende? Som han stille tog jakken af og skjorten, lod hun diskret de dybe mørke øjne glide henover ham - for hun løftede blikket tilbage imod hans ansigt.
"The help is always appreciated," tilføjede hun og så på ham som han rejste sig op. Hun greb om hans hånd og lod ham hjælpe hende op at stå. Clarissa lyttede som han spurgte om hun havde nogle planer for dagen, hvilket hun ikke havde. Alt for at undgå at komme hen til akademiet faktisk. Hun rystede let på hovedet over de sidste par ord.
"I would love to go. A place I might not have seen is always on my to do list," tilføjede hun med et varmt glad tandsmil. Clarissa var ikke just den person som sagde nej til en oplevelse, og endnu bedre hvis hun syntes om personerne hun delte oplevelserne med. Der var mange lag til hvem Clarissa egentlig var, Cain havde allerede fået en smagsprøve på flere af dem uden hun egentlig havde tænkt over det. Der var kun et sted på hele jorden hun ikke just var begejstret for at komme tilbage til og det ville være Madrid i Spanien, men den begrundelse hørte en anden historie til en anden dag. Clarissa så omkring dem.
"So what country, island or is that a surprise?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. "We might have to drive past my place.. I need some stuff.. you probably need some new items as well," tilføjede hun og sank let en klump. "I guess you drove here," løftede hun gættende på den ene skulder.

De kom til hendes hjem, og Clarissa skyndede sig at pakke de nødvendige genstande. Hun havde direkte en taske der altid var halvt pakket i tilfælde af spontane rejser. Dog var hun også en der forstod at pakke let. Hun efterlod sin far og Amery en besked om at hun rejste ud af landet et par dage. Det var efterhånden ikke noget nyt for dem, men stadigvæk var de ikke ligefrem altid lige glade for hun smuttede. Så snart hun var pakket, så kørte de til lufthavnen. Clarissa havde fløjet i privatfly før, men det var ikke noget hun gjorde ofte. Cain åbnede døren for hende og tog hans hånd. Følte sig lidt mere fin på den end hun ofte gjorde. Dog var det også noget der skulle være plads til engang imellem, derved nød hun det også. Hun hilste venligt på manden der mødte dem med et smil. De kom indenfor og blikket gled rundt over det hele. Hun fik dog behersket sig og satte sig ned i en stol ved vinduet. Clarissa elskede vindues pladsen.
"Thank you," svarede hun og vendte blikket tilbage til ham. "So how did you find the place?" Spurgte hun så nysgerrig. Hun vidste at gå udenfor de rammer turister havde var der man fandt mange skjulte skatte. Der var mange ting som gemte sig hvis man havde tid til at se ordenligt efter dem. Natur var smuk, og det var med at nyde den. Clarissa tog en dyb indånding.
"For the record, I'm still sorry.. about your door.. and my dad," fik hun så endelig sagt. Det var nemmere at undskylde for det når hendes far ikke stod i samme rum, og diskussionerne efterfølgende omkring Cain havde været blandet. Men hun stod stadigvæk ved sin egen mening.

Hun lyttede til hvad han sagde, men lige der valgte hendes situationsfornemmelse ikke at spørge dybere indtil det. Hvor man kom fra havde altid en dybere betydning for en end hvor man nogle gange endte op. Både på godt og ondt. Der lå minder, sommetider flere end man ønskede at grave op. Hun fnøs lidt kort over hans ry.
"People are more than just their reputation," svarede hun blot og så udenfor. Hun mente det, Clarissa vidste ikke engang hvad hendes rygte var. På akademiet var hun bare endnu en person i mængden af studerende, som kun var der for at være der for sin familie og venner. Ikke en af de populære, for det var ikke hvad hun stræbede efter. Hun var en eventyrer, men kun dem som burde vide det, vidste det. nogle gange levede man sig så meget ind i hvad folk regnede med man skulle, at det blev hvem man var. Man glemte hvorfor man egentlig levede. Stilheden faldt stille, men ikke på den ubehagelige måde - hun formåede endda at få sovet bare en smule. Hun havde det her indvendige ur der sagde de snart var der, og lidt før Cain nåede at sige de var der slog hun øjnene stille op. Et smil strakte sig henover hendes læber endnu engang. Blikket flyttede sig ud af vinduet og hun så af beundring ud som de gjorde an til landing.
De kom udenfor og stewardesserne tog deres taster. Og mere nåede hun egentlig ikke at spørge efter før Cain bad hende lukke øjnene, hvilket hun gjorde. Hun lod ham guide hende med hænderne for hendes øjne. Det sagde mere om tillid til ham end noget andet gjorde.
Clarissa brugte sine sanser, til at lytte til alle lydende omkring dem, lugte alle de dufte der kom forbi hende. Den subtropiske varme der gled henover hendes hud. Der gik ikke længe før hun duftede og hørte havet, en af hendes yndlings lyde i hele verden. Cain fjernede sine hænder og Clarissa åbnede øjnene. Hun stod mundlam og så på det perfekte vand der løb elegant op langs sandet. Clarissa smilede stort før hun bemærkede at hun faktisk smilede så stort. Hurtigere end man kunne nå at blinke havde hun allerede smidt sine sko for at føle det bløde sand imellem sine tæer.
"This is incredible. I love it," sagde hun så og holdte sine hænder op foran sit ansigt med det mest vidunderlige smil på sine læber. Det var en skjult perle, væk fra for mange rejsende. "I could stay here forever," indrømmede hun og gik imod vandet. Clarissa sukkede nydende som hun trådte et par skridt ud i vandet. Hun var en af de personer, vandet skulle berøres når hun så det. Hun løftede sine arme op over sit hoved og slog ud med dem som hun vendte sin font mod Cain. Som var hun på det bedste sted nogensinde, hvilket det nok også var tæt på at være. Hun satte sit hår op i en hestehale og vendte blikket tilbage imod vandet og lukkede øjnene kort. Bare for at nyde det.

Hun skulle lige til at vende blikket tilbage imod ham, da hun hørte lyden af at han var på fart imod hende. Dog før hun nåede at gøre noget, greb han fat i hende og svang hende over sin skulder. Clarissa brød ud i latter, som han løb ud i vandet med hende. Han lod hendes endelig ned i vandet, og den nydende følelse at være omgivet af vandet var altid fantastisk. Clarissa rystede på hovedet af ham.
"That was the one way to get someone under the water," lo hun lidt med et kærligt smil. Hun lod sig selv glide lidt bagover, så hun nærmest flød på toppen af vandet. Havet var det mest fantastiske naturfænomen hvis hun skulle udvælge et. Hendes højde gjorde at stå på stå spidsen gjorde vandet gik hende til kravebenet. Clarissa stod bare og så på ham i en stund med et skævt kært smil på læben. Det var her hun besluttede sig for at begyndte at plaske lidt vandt efter ham. Det var vel ikke helt fair at hun næsten helt var under vandet, og han var kun halvt. Så det gjorde hun lidt ved. Den lettere legesyge del af hende tog over i mindgrad, men hendes latter sagde alt om, hvor meget hun nød hele scenen der udspillede sig her. Clarissa stoppede let efter.
"See if you can catch me," spillede hun drillende op og dykkede under vandet. Hun var en formidabel dykker, og havde nok det på sin side. Det var hurtigere for hende end at forsøge at løbe.

Det var den side af hende som hun holdt mest af, den glade side af sig selv - der glemte verden omkring sig fordi nuet var fantastisk. Som han svømmede direkte imod hende og fangede hende. Greb han omkring hende og fik dem op af vandet. Clarissa kunne ikke holde sin latter tilbage, eller det var til han vendte hende om og holdt hende oppe. Det var som om hendes ben havde en ren refleks af at svinge sig omkring livet på ham, og hun så ham blot i øjnene. Hendes arme fandt sin vej om hans skuldre og hænderne smedede sig sammen bag hans ryg. Hun løftede let på et bryn til hans drillende smil. Hun trak let legende på skulderen, og vippede hovedet let på skrå. Måske var det her i øjeblikket, som var de taget ud fra virkeligheden og placeret i en kontekst som var for fantastisk til at være ægte.
"On one hand.. I could give you a kiss," hviskede hun som hendes læber næsten strejfede hans, "or just let my breath touch yours, longing for a little bit more," tilføjede hun drillende, som hendes bløde læber placerede sig imod hans kind.
"Mmm, or maybe," hviskede hun så igen og mærkede sit hjerte springe en takt over. "Maybe I should just let you have a little taste," smilede hun let, hvorefter hun stille og intimt placerede sine læber elegant imod hans. Det var underligt, hvor rigtigt det føltes. Det var længe siden hun havde følt sig så glad på denne her måde, det var ikke til at beskrive.

Hun indåndede den ilt hendes system havde behov for efter han stille brød kysset. Hendes hjerte bankede og bankede. Hvad hun havde lovet sig selv, var stille ved at være fortid - og hun var kommet ud på dybt vand. Heldigvis vidste hun, at hun var i stand til at svømme, så klare den -skulle hun nok. Hun trak vejret ind som han led gned sin næse imod hendes før han trak sig væk. De mørke øjne mødte hans, og næste spørgsmål slog ind. Sult Hun vidste ikke længere hvad hun var sulten efter, den første tanke der placerede sig i hendes hoved. Dog vidste hun godt, hvad det egentlig var han mente. Hun nikkede blot.
"Yeah lets get something to eat," sagde hun stille og løsnede sit greb omkring hans liv med sine ben. "I'm looking forward to see the local life as well, I guess the people who live hear knows - that they live in a hidden treasure," tilføjede hun. Folkene som boede, hvor hun befandt sig sagde mere til hende end at opleve steder fra de befolkede og rige områder. Nogle gange oplevede man de bedste ting, når man steg forbi skyggerne og ind i hemmeligheden samt alle de skjulte historier. Clarissa vidste allerede nu, at Amery ville forhøre hende når hun kom hjem. Og hvis hun var heldig ville det bare være en diskussion mellem dem. Clarissa ønskede ikke at komme i konflikt med sin far, men hvis de to skulle stå og diskutere om hvad de troede på - kunne det blive en lang dag, dog ikke sagt at hun vidste at det var for hendes bedste.

Imens han lagde tæppet ud, trak hun af det våde tøj. Heldigvis havde hun været så fornuftig at tage sin badedragt på inden hun forladede sit hjem. Hvis man skulle til et sted med mulighed for at svømme, så skulle man medbringe eller beklæde sig med badetøj. Det var den første regel i Australien, hvor hun alligevel havde tilbragt en 50 år. Hun satte sig ned på tæppet nær et af hjørnerne så der var plads til tingene. Clarissas øjne fløj henover alle de ting som han fandt frem. Hun løftede let på det ene øjenbryn da han nævnte en blodtyperne. Det var nok mest fordi, at det ikke var alle der tænkte på det - at der var et behov for blod, selv Clarissa glemte det engang imellem til hun egentlig var på kanten til at miste kontrollen. Heldigvis så skulle der et skub mere til end ved andre, men nu når han faktisk havde bragt lækkerierne så ville hun ikke takke nej.
"This is all too much, you didn't have to," sagde hun dog med et varmt smil på læben. Mange ville blot nye at blive forkælet, og det gjorde hun også - men hendes ydmyghed var også et karaktertræk man ikke kunne tage fra hende. Han nævnte der ikke var specielt mange folk, hvilket overraskende nok fik hende til at smile lidt.
"That is the best type of locals," hun så let rundt på naturen og planterne. Hvis det ikke havde været noget af hendes ekspertise ville hun nok aldrig have kunne lokaliserer sig. Dog var hun heller ikke helt sikker på hvor de var, men hun havde en ide om hvor i verden de var henne af. Hun placerede håndfladerne bagved sig og lænede sig let tilbage mens hun kort lukkede øjne for at tage imod den varme sol. Et par sekunder efter rettede hun sig op og kastede et blik på maden, hvorefter de mørke øjne flyttede sig op mod Cain.
"This is a perfect day. Like it was ripped out of a book," smilede hun let for sig selv.

Hun synes at blive en anelse rosa i kinderne som han komplimenteret hende. Det var som om hun var trådt et skridt tilbage kort og blevet en genert teenager - dog fik hun fanget sig selv og kom tilbage til virkeligheden før hun gjorde noget dumt.
"thank you," svarede hun. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, som han nævnte at han blot ønskede at give hende en god oplevelse. Før hun nåede at kommentere på det, så tog han hendes hånd og placerede læberne imod hendes håndryg. Smilet syntes at blive større, som han nævnte at hun fortjente det bedste, men af en årsag kommenterede hun ikke mere på det. Det var noget hun hørte ofte, eller bare i en anden kontekst - men tiderne havde ikke altid været lige søde ved hende. Lige meget hvem der sagde hun fortjente bedre. Da han hældte noget blod op i et glas til hende, takkede hun ja til det og tog imod det.
"Yes please," trak hun en anelse mere op på smilebåndet. Og her tilbragte de mange dage, aftner under stjernerne. Det var en af de bedste rejser hun længe havde haft, ikke at sige nogle af de andre var dårlige. Ingen var det samme, men der var bare noget ganske unikt ved denne her.
Det var deres sidste aften her, og hun stod på værelset imens hun kiggede ud af vinduet. Hun var i ført en sort kjole med fine lilla blomsermotiver på - næsten gulvlang. Fuldmånen lyste ind af ruden.
"I can't believe we have to leave tomorrow," sukkede hun let og vendte blikket imod Cain som han trådte ind i rummet. Månelyset ramte hende helt perfekt som hun stod der. Hun havde egentlig mod sin vilje holdt sit løfte til sin familie. Om ikke at falde ind i hans spind, men hun var allerede fortabt i hans øjne. Det havde heller ikke været en nødvendighed for dem at være intime rent sexuelt. Hun havde nydt at falde i søvn i hans favn, for at vågne op i kulden de første morgener. Men sådan var nogle mennersker jo. Hun vendte blikket kort ud imod månens lys - som om den hviskede til hende om at tiden var inde. At det var okay at give slip på den enorme selvkontrol der holdt hende tilbage fra hvad hun egentlig ønskede lige nu. Hun åndede tungt ud før hun vendte sig imod ham igen.
"I don't know what I would do without you," indrømmede hun så. Nok havde de ikke kendt hinanden i evigheder, men det var pointen. Hun følte at hun kendte ham, at hun kunne stole på ham. Hun så op på ham, og hendes mørke øjne låste sig i hans, "I don't know why.. but I’m so attracted to you." hviskede hun til sidst.