In the shadows of the truth - Bellamy

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en sort turleneck på og et par mørke jeans. Han har grå convers på
- Hår + Skæg Han har rodet sort hår og antydning til skægstubbe Link
- Accent Han taler med en Amerikansk accent Link

Han havde været ude, for at købe en gave til Audrey, en som hun forhåbentlig kunne bruge som en dagslysring, også selvom hun egentlig i forvejen havde en. Dog ønskede han at give hende noget, om ikke kun var specielt, men som også kunne redde hende fra solen, således det ikke blot var en simpel ring. Han elskede at give hende gaver, specielt at se hvordan hendes ansigt, lyste op i glæde, når hun så hvad han gav hende. Han beundrede hende så meget, specielt ud fra alt hvad hun havde været igennem, og nu også med hendes nye forvandling, fra magisk væsen til en vampyr. Hun havde været så stærk, og dog havde han forsøgt, at være der for hende, så meget som han overhovedet kunne. Han kunne ikke tænke, hvor forfærdeligt det måtte havde været, da hun mistede sin magi, det at miste noget man var så forbundet til, blot for at være en vampyr. Han gav et suk fra sig, i takt med at hans tanker gled imod Clarissa, og hendes mindre forhold til Cain, det var ikke så meget fordi, at han direkte hadede manden, han brød sig blot ikke om det rygte, som gik omkring med ham, hvordan han havde haft sex med halvdellen af Jordens befolkning. Blot tanken om at Clarissa, ville falde i hans greb, blive forført af ham også efterladt når han ikke gad hende mere.
Han kastede det ud af sine tanker, som han fangede en fært, der var virkelig bekendt, og dog var det så lang tid siden, at han før havde opfanget den. Han blev for et sekund, bragt tilbage til fortiden, hans tid med Rebekah og som hun var gravid med deres første barn, blot alene glæden og spændingen, til at starte en familie med hende, havde været noget af det bedste. Det værste ved dog at være en far, var den kærlighed man gav sit barn, også blot for at miste det igen, men modsat så mange andre fædre, der halvt om halvt mistede deres børn, fordi de blev ældre og skulle flytte væk, blev hans elskede datter bortført, kun dage efter hun var blevet født. Fuldkommen fanget af sine tanker og minder, havde han ikke opdaget, at han faktisk var fuldt efter færten, og herpå en ung kvinde. Det var først da hun stoppede op, vendte sig imod ham og spurgte hvorfor han fulgte efter hende, at han faktisk kom til sig selv.
Han skar en mindre grimasse, og betragtede hende nøje. Hun var ligesom Clarissa, Kayanna og Amery, i det hun besad en lettere gylden hud, mørke øjne og sort hår. Spørgsmålet var dog, om dette kun var en tilfælde, og at han før havde mødt hende, men kun ganske kort, og det var derfor hendes fært for virkede så bekendt, og dog på samme tid, var så langt væk i fortiden "I'm sorry, you just seem so familiar, as if I've seen you before" han rynkede brynet, og for et sekund vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv "Or been near you" De havde næsten samme mørke brune øjne, som de betragtede hinanden, og dog var hendes ansigtstræk så meget mere lig det af Rebekah. Med andre ord, virkede hun som en fin blanding af ham selv og Rebekah. Dog kunne det selvfølgelig også være hans hjerne, som så mærkelige ting, et underbevidst behov, for at se den datter, han for så mange år havde mistet "You remind me of my daughter, whom I lost for many hundreds of years ago" forklarede han kort.

Han hævede let øjenbrynet, som han betragtede hende "You don't have to say it, if you don't mean it, but thank you" han trak på skulderne, hun behøvede trods alt ikke sige det, ikke hvis hun ikke mente det. Dog var det så ofte ord, som alle andre sagde, måske var det fordi, det var så vant, at man forventede at det blev sagt, at folk ofte sagde det uden at have en mening i deres ord. I sidste ende blev det mere sagt, ud af tvang end det af lyst. Han klukkede over hendes ord, han vidste ikke just, om han var en god far, han gjode selvfølgelig sit bedste for, at alle hans børn havde en god barndom, med kærlighed og forståelse, og dog kunne han ikke undgå, at være overbeskyttende overfor dem. De var hans børn, og selvom de fleste af dem, var langt over 300 år gamle, så betød det ikke, at han ikke så dem som hans små babyer, præcis som han havde gjort da de var mindre.
"Luckily I didn't lose all my children, but I suppose it still hurts, not knowing where she is or if she is even alive" han vidste ikke hvorfor, at han lige præcis indrømmede alle disse ting overfor hende, men det var som om der var noget bekendt ved hende. Selvom han forsøgte at kaste det væk, kunne han ikke holde det ud af sine tanker, at hun lignede ham på en måde. Det var måske alene dette, der gjorde at han ikke holde tilbage med sine ord, eller for den sags skyld sine tanker. Der kom et bekymret udtrykke op i hans mørke øjne, som hun indrømmede, at hendes forældre havde efterladt hende. Det mindede ham lidt om hans barndom, dog i hans tilfælde var han bortført i en ung alder, taget væk fra den familie han kunne havde vokset op hos "I'm sorry to hear this, no child should ever be left alone, and no less by their parents" han rynkede brynet, det måtte havde været hårdt for hende, at vide hendes forældre ikke gad hende, siden de blot havde efterladt hende.
Han sendte hende dog et smil, som han så antydningerne af det, og han måtte igen indrømme, at der var enkelte sammenligninger mellem dem igen. Han kunne nemlig selv, finde på at lade sig forme små smil på sine læber, når han forsøgte at holde sig selv tilbage, og dog på samme tid lade det menneskelige komme frem "it's a pleasure meeting you Daisy, I'm Bellamy Blake" det var helt fremmede for ham, at skulle sige hans fulde navn, og dog valgte han ikke at komme med det fulde "I don't know why, but I feel like I've known you or that I know you. I know it's crazy" han skar en grimasse, og rynkede igen brynet