A shot of positive energy - Cain (+Bellamy & Zitora)

Gæst

Hans øjne var rettet imod hende, blot for at sikre at hun havde det godt. Nok var han selv frosset sammen, da han så det majestætiske store dyr, men hun syntes først virkelig at komme til sig selv, da de var kommet et godt stykke væk. Han gav et nik fra sig, og et udtrykke af forståelse for hende, dog som hun udtryke en glæde for at havde set dem, rynkede han brynet. Ja det var vel et smukt syn, men det kunne også være meget farligt "I suppose that's good" Det var egentlig ganske sødt, så passioneret hun kunne blive om de forskellige ting, den måde hendes øjne strålede på, og havde de været et mindre farligt sted, ville hun nok havde brugt flere timer, på at snakke om lige netop dette øjeblik. Han blev opmærksom på en smule kulde, der spredte sig i hans hånd, da hun trak sin hånd til sig igen. Egentlig havde han haft intet imod, at de holde i hånden, nok var det ikke noget han ofte gjorde, men det var heller ikke fordi, at han var uvant fra det.
Han hævede øjenbrynet, som hun tog fat i nogle planter, og her forklarede hvordan de var gode for søvnen, hvilket vel i sig selv var god information, hvis man skulle bruge mere søvn. Selvfølgelig var han typen, som ikke rigtig kunne sove ordentligt, og det var sjældent han fik mere end 3 timers søvn. Dog var dette ikke noget, som han nogensinde ville fortælle en anden person "fascinating" indrømmede han, med en smule trækning fra hans ene mundvige. Han lagde hovedet på skrå, og fik et tænkende udtrykke, som hun spurgte indtil hans favourite dinosaurer "I don't think I nesssesarily have one, I think I have a big respect for these great animals, and still knows of their danger, and most of those I find fascinating, I wouldn't want to met in reality" forklarede han med et skuldertræk "plus I have seen way to much Jurasic Park, to know meting your favourite dinosaurer, is not a good idea" han klukkede for sig selv, og rystede lidt på hovedet "How far are to the flower?" spurgte han nysgerrigt.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Hun løftede let på et øjenbryn, sigende at hun ikke helt troede på -at der ikke var en yndlings. Hun trak let på skulderen.
"Still, that doesn't keep you from having a favorite," pointerede hun med et løftet øjenbryn hvorefter hun trak let på skulderen igen. "Like when I was I child I used to ask my dad if I could go out to the woods all the time. Just to see the Iberian lynxes. They were my favorite," smilede hun lidt for sig selv.
"Fiction and real life isn't the same thing. We both know that, real life is much more tragic itself, a little fiction helps sometimes. The only reason I'm happy my siblings are witches," fortalte hun så lidt. Før hun egentlig fik sporet sig tilbage på at han egentlig havde spurgt hende om blomsten igen.
"I still want to see a velociraptor, or maybe not," hviskede hun for sig selv. Det var måske ikke nu hun skulle leve drømmen ud.
"We will know when we see the river," svarede hun ham og kløede sig kort i nakken. Der var ulidelig varmt, og uden blod eller bare vand som væske - så var det ikke engang sikkert hun faktisk ville klare den de dage de skulle. "Two seconds," mumlede hun og stoppede op. hun satte sine ting på jorden og rev noget af stoffet af sine bukseben så det blev til shorts.
"I'm never gonna complain about summer weather again," små lo hun lidt for sig selv og lagde resterne af stoffet i sin taske. Hun vidste bedre end at give rovdyr en fært at gå efter. Som de gik og gin, stoppede hun pludselig igen.
"Listen. Can you hear that?" Spurgte hun og lukkede øjnene med et smil på læben. Lyden fra et vandfald var ikke til at tage fejl af, og var en af Clarissas yndlings lyde. "Now just keep your eye out for the flower.. and dangerous creatures," tilføjede hun.

Gæst

Han trak på skulderne "I guess i just grew up in a not so safe place, so the whole idea of having a favourite predatore, isn't really something on my list" de havde ikke megen viden om verden, mens han voksede op, sikkert fordi de eneste mennesker der eksisterede, var hans familie også en anden. Det var først senere hen, at Gud besluttede sig for at skabe flere mennesker, men alligevel havde de ikke samme resourcer, som de havde den dag i dag. Der var en større frygt, end hvad der eksisterede i denne år, da der var meget farligere væsner dengang, og mulighederne for overlevelse var ikke de bedste. Det var trods alt først omkring efter han var fyldt 25, at han begik det første mord lavet af et menneske, og her blev forbandet med udødelighed "But yeah I understand the idea of having a fascination with them, I mean most predators have something graceful about them" han skar en grimasse, før hans blik igen blev vendt fremadrettet, for her at sikre der ikke var noget på vej imod dem. Dog var han ikke just med store fordelle, på trods af sin udødelighed, så var han ligesom alle andre menneske, ikke specielt stærk, ikke særlig hurtig og hans sanser var ikke noget ud over det sædvanlige.
Det var situationer som disse, hvor hans udødelighed kom ham til gode, for selvom han svedte ligesom hende, healede hans krop hele tiden, og derfor behøvede hans krop ikke konstant at gå i overarbejde. Ikke på samme måde som hendes, der forsøgte at regulere hendes indre temperatur, med dem af omgivelserne. Det var nok derfor, at han ikke gjorde noget ved sit tøj, derudover var det næppe den bedste ide, at efterlade ting tilbage i denne tidsperiode, man vidste trods alt aldrig, hvilken effekt det kunne have. Han klukkede med hende, som hun kommenterede om hvordan, hun ikke ville klage over sommervejret "You probably are going to though, most people always complain about the weather, it's either too hot or too cold, it snows or rains too much or it doesn't do either of those things" pointerede han med et drillende smil på sine læber. I hans erfaring, ville folk altid brokke sig om vejret, og de ville altid love højt og heligt, om at hvis der bare blev en smule varmere eller koldere, så ville det være helt perfekt.
Ligesom hende kunne han høre vand, og et større smil formede sig på hans læber, endelig kunne de finde den forbandet blomst, også komme væk fra dette sted. Han skyndte sig imod lyden, og kørte en hånd igennem sit nu meget krøllede hår, og gav en lyd af glæde fra sig "How about you find the flower, and I look out for things that, can potentially kill us all? I mean you know how the flower look" forslog han med et skuldertræk. Så mens Clarissa kiggede efter blomsten, holdte han sine øjne på vagt, i tilfælde af at et dinosaurer skulle komme forbi. Det var dog også omkring her, at han bemærkede noget tæt ved, og nysgerrigt gik han imod det. Han rynkede brynet, som han fandt en mindre redde, med en masse æg, der endnu ikke var udklækkede, og det var her at han opdagede adskillige redder, alle dannet i en cirkel. Hurtigt skyndte han sig tilbage til Clarissa "You need to find that flower, and you need to do it fast, we're close to a raptor nest, and from the looks of it, they may be out hunting, and could be on their way home" der var et alvorligt udtrykke i hans mørke øjne, dog flakkede de fra hende, og til deres omgivelser.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

"I'm truly sorry about that, I guess growing up a predator sometimes makes me forget that," kommenterede hun. Det var ikke fordi, at hun havde været alene men hendes to andre søskende havde kunne spise normal mad, hvor Clarissa havde været mere tvunget over i blod og tilbage i tiden var der ikke ligefrem samme mulighed for donere eller blodposer - der var man nød til at tage det fra kilden.
"Everybody has something graceful about themselves, its just not meant for everyone to see," smilede hun lidt. Hun blev mere seriøs omkring situationen da de var nær vandet. Clarissa nikkede til ham, efterfølgende begyndte hun at gennemsøge omgivelserne, diverse buske og blomster omkring dem. Hun trådte ind i det farlige miljø uden at tøve, for det var først når de var igennem det, at de ville kunne komme hjem igen. Clarissa satte sig på hug i noget krat og ledte og ledte. Hun rejste sig op da Cain kom tilbage. Hun løftede en hånd op stille men flyttede ikke sit blik væk.
"I know. They followed us here," sagde hun og sank en klump. Det var kun fordi, at i krattet havde hun fået øje på en af raptorne, og lige nu havde de en mindre kommunikation i form af en magtkamp med blikket. "There is one in front of me.. but they never hunt alone. Might be at our right or behind us," tilføjede hun uden at tage blikket fra raptoren eller lave en bevægelse. Clarissa kendte lidt til jagt teknikker, og det kunne være en fordel at slukke for sine menneskelige instinkter og blive et rovdyr - det handlede om dominans. Men tanken om at skulle skifte til sin dæmonform for en jordisk chance, var noget hun frygtede - mest af alt fordi hun ikke kunne komme tilbage igen så snart hun gav slip. Det var i det sekund at raptoren rejste sig lidt op og Clarissa fulgte dens bevægelser nøje.
"There is two left and one behind us, the others are not here yet. I will tell you if they move closer," fortalte hun Cain. Trods alt var Clarissas sanser lige nu på sit højeste fordi hun gjorde sig selv opmærksom på jagten. Det pludselige kald forlod raptoren foran dem, og hvis man havde set alle de dinosaur film der fandtes, vidste man hvad det betød- de kaldte efter hinanden. Clarissa følte sig skyldig over at have trukket Cain ind i denne her potentielle døds situation. Og som menneske regnede hun ikke just med at han ligesom kunne overleve dette, eller kæmpe imod en dinosaur - lige meget om han ville beskytte hende eller ej. Hun følte hun havde ansvaret. Men der var også en anden faktor der spillede en rolle, den raptor foran hende virkede ikke truende. Det var ikke på denne her, jeg-dræber-dig-om-lidt-måde den kiggede på hende med. Clarissa burde vide det, for hun vidste selv hvornår hun angreb og hvornår hun ikke gjorde.
Dog rynkede hun lidt på brynet som hun kunne høre en af dem kom løbende fra en ny retning, og her mistede hun fokus ganske kort. Hvilket resulterede i at raptoren hoppede imod hende, det var måske det eneste tidspunkt hendes højde havde en fordel, for det gjorde det lettere så snart hun ramte jorden at kravle væk fra raptoren og komme på fødderne igen. De andre raptore kom tættere på dem også Clarissa kom på benene. Clarissa var alt for tæt på den ene af raptorne. Hun prøvede at kæmpe trangen til at se om Cain var okay, eller hvor tæt de andre raptorer var på ham.
I would be nice if they would just let us find that freaking flower, fortalte hun sig selv i sit hoved. Dog var det her raptoren løftede lidt på sit hoved og vippede det til siden, som om den hørte hende. Will you help us find the flower? spurgte hun nok mere fordi, hvad skulle hun ellers gøre i denne her situation. Der udbrød raptoren endnu engang sin lyd, og de andre bagved hende der havde omringet Cain, begyndte at træde væk igen, snerrede lidt og en af dem skulle til at bide ud efter ham, da den foran Clarissa løb op foran Cain for at pointere den skulle væk. Clarissa vendte sig rundt.
"I might go crazy.. or I just think I talked with the dinosaur.. gosh I'm going crazy. Remind me to send myself to Eichen House, when we go back," lo hun lidt af sig selv og så på raptoren der vendte blikket over imod hende igen. For hun var vel gået fra forstanden hvis hun påstod en dinosaur forstod hende.
"Thank you," nikkede hun lidt til dinosauren og den lavede en fin lille lyd hen imod den retning de havde søgt før. Derefter løb den væk igen. "Don't say anything. I know I'm going out of my mind.. I'm just gonna own my crazy," lo hun lidt nervøst af sig selv. Derefter fulgte hun sin gamle sti og plukkede en gren med blomster på og lagde den i sin tanke. "Got it!" Smilede hun til Cain. Den eneste skade hun havde fra overfaldet var hendes venstre overarm som raptoren havde fået snittet med sine klør.

Gæst

Nok havde han studeret dinosaurer, og endda levet en del århundrede igennem, hvor der eksisterede farlige væsner, men han var ikke just trænet i at håndtere denne slags situationer. Han havde måske også fået en smule træning af Tatia, men ikke i den stil, at han kunne kæmpe imod dinosaurer, og han var samtidig et menneske. Han forholdte sig stille, som Clarissa snakkede, og her forklarede hvordan de havde fulgt efter dem, og der endda var en tæt på dem, han forholdte sig samtidig også helt stille. Der var ikke en eneste muskel, som bevægede sig. Dog som de faktisk kom frem, og at der var en som stod foran ham, med sit ansigt og opmærksomhed rettet imod Clarissa, syntes det hele mærkeligt. I stedet for at angribe hende, kiggede de på hinanden, som var de fanget i en dyb samtale. Hans opmærksomhed blev dog kastet imod noget andet, da han blev omringet af en del Raptors, og en af dem fik endda bidt ud efter ham, hvor den fik fat omkring hans overarm. Han bed sig hårdt i læben, i forsøget på ikke at bande og svovle. For nok kunne han heale alt, men det betød ikke, at han ikke føle smerte.
Dog forsvandt dens greb om hans arm ret hurtigt, da Clarissa's mentale samtale med den anden raptor, syntes at have en god effekt, og de trak sig alle sammen væk. I mens Clarissa gjorde hvad end hun skulle, lod han sit blik falde til sin højre overarm "Bloody hell" brummede han irritabelt, dog rev han sit højre ærme af, hvor han her bandt stoffet over såret. Nok vidste han selv, at det sår ville være healet inde for et par timer, men det gjorde Clarissa ikke. Hans blik blev rettet imod hende, som hun begyndte at snakke til ham, dog så han hvad hun mente, som hun takkede dinosauren, og de alle syntes at forsvinde. Det blev dog specielt godt, da hun fandt blomsten "You owe me coffee, for like at least a month when we got home" lød det drillende fra ham. Nok blødte han, og hans arm gjorde ondt, men dette var nok en oplevelse, som han aldrig før havde oplevet.
"I remember the way home" lød det fra ham, og ubevidst tog han hendes hånd, som han ledte hende gennem skoven, og tilbage til det punkt, hvorpå de var kommet fra. Han så rundt, ledte efter den portal de var kommet igennem fra, dog siden at de var faldet til jorden, måtte den være placeret oppe i luften. Så efter en fin søgning, fandt han til sidst portalen. Dette havde han alt sammen gjort, stadigvæk med sin hånd i hendes "Found it" et smil var formet på hans læber, og dog ikke den slags, som var det halvskæve, og det fuld af charme, snarer et sandfærdigt et af slagsen. Efter noget klatren, kom han endelig tilbage til det 21. århundrede, hvor han tilbød hende en hånd, for hun komme komme op "I have never missed wifi this much" lød det fra ham, som han tog sin mobil op, dog var det i sandhed, faktisk hans pung han ledte efter, som han søgte billederne af sine børn. Mens Clarissa handlede med de andre, kiggede han hurtigt sin mobil igennem, for at se om han havde ubesvarede opkaldt eller beskeder, såvel som hurtigt tjekke ind med sine børn.
Som han lagde sin mobil og pung væk, og her vendte opmærksomheden tilbage til de andre, blev han ramt af hvad der føltes som en knytnæve i brystet. Han tumlede en smule tilbage, chokeret over hvad der var sket. Måske han var fanget i illusionen om sin udødelighed, eller rettere den permanente viden om den, at han faktisk også glemte, at han også kunne føle det hele. Efter han fik balancen igen, brød en intens smerte ud, det sted hvor slaget havde ramt ham, og han så forvirret ned imod sit bryst, hvor blod begyndte at komme frem, fra hvor skuddet havde ramt. Det var også her, at han så pistolen, i hånden på en af de mænd, som Clarissa før havde snakket med "Ohh bloody hell, not again" brummede han irriteret, og som skaden begyndte at sende signaler rundt, følte han sig med et en smule ude af balance, hvilket resulterede i at han faldt til jorden, endnu ved bevidstheden. Dog vidste han ikke hvor længe, at dette helt præcis ville være tilfældet, selvfølgelig ville han vågne op igen.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Hun smilede til ham som de gik imod portalen, og hun lod ham holde hendes hånd - faktisk var det først lidt efter hun bemærkede det, og derved nød hun det også. Tilbage til virkeligheden var næsten uvirkeligt efter den verden de havde set. Hun gik lidt hen og afleverede hvad de havde aftalt, imens Cain fik tjekket op på alle tingene. Det var så sandt et interessant eventyr de havde været ude på. Clarissa var på vej tilbage imod Cain med et smil på læben, da hun så en af mændende rette en pistol imod Cain, og før hun vidste af det var skuddet affyret og ramte plet. Hun spærrede øjnene op.
"NO," skreg hun og løb hen til Cain for at kaste sig på knæ ved siden af ham da han faldt til jorden. Clarissa prøvede at finde hans puls, men den var væk. Hun rystede på hovedet af sig selv og kæmpede for at holde sine tårer tilbage. Måske havde hun ikke ligefrem kendt Cain i en lang periode af tid, men nogle eventyrer i verden talte som mere end blot almindelige ord. Hun løftede ansigtet op imod himlen i håb på at kontrollere sin sorg. Det var her hun hørte en lyd. En lyd som hun havde hørt for ikke så længe siden. Et lille smil forlod hendes læber som hun rejste sig op.
"You are gonna pay," sagde hun stille og tørrede sine tårer væk. Hendes stemme var forvrænget af tårerne, men hun stirrede bare på dem. En af dem rettede pistolen imod hende, og hun rystede lidt på hovedet. Inden han nåede at affyre sit skud mod hende, blev han svunget ud af kurs som raptoren fra før angreb. Hun måtte have fulgt efter dem igennem portalen. Kaos spredte sig ud, og kun en af dem stod Clarissa for at dræbe, men hun havde også brug for blodet. Det var dog det første drab i meget lang tid. Hun følte sig skyldig, alt for skyldig. Det var hendes skyld han var død. Efter krigen, satte hun sig ned ved Cains livløse krop og trætheden fik hende til at falde i søvn i sine tårer ved siden af ham med hovedet imod hans skulder. Raptoren brugte lidt af sin tid der, før den ligesom hende lagde sig til at sove efter den var færdig med sin aftensmad.

Gæst

Hver gang hans hjerte stoppe med at banke, var han altid fanget et sted mellem de levendes verden og de dødes, men på samme tid var han endnu i sin krop. Han kunne høre og mærke alt hvad der foregik, samtidig med, at han vandrede gennem et mørke, af en kold verden. Hvor længe han tilbragte i denne verden, og i dette stadie, afhang altid af hvor slem skaden var, og dog var ting som at blive skudt i brystet, ikke just det bedste. Hele hans krop var i overarbejde, i takt med at Clarissa slagtede de mænd, som havde skudt ham. Han kunne endda føle, som hun lagde sig ned ved siden af ham, og her hvilede sit ansigtet imod hans skulder. En del af ham kæmpede for at komme tilbage til hende, fortælle hende at han var okay, og dog vidste han, at sekundet han vågnede op igen, så skulle hun have en form for forklaring, en forklaring om hvad og hvem han nu engang var. Medmindre hun selvfølgelig kunne slå to og to sammen, eller for den sags skyld havde læst biblen, og derfor kendte historien om Cain og Abel.
Efter et par timers totalt stilhed, hvor man kun kunne høre lyden af Clarissa's vejrtrækning, kom der endelig liv i ham, i føste omgang var det helt stille, som hans hjerte begyndte at banke igen. Såret ved hans arm og bryst var nu helt healet, og det bar som om det aldrig havde været sket, med den undtagelse af alt blodet, såvel som kuglen der var skubbet ud af hans krop. Dog blev det helt vilde, som livet sprang tilbage i ham, og han gispende satte sig op fra gulvet, og denne vej igennem højst tænkelig vækkede Clarissa. Han gispede, og holdte sig til brystet, ved mindet om skuddet der ramte ham, men også følelsen af hans blod, som forlod hans krop. Det var dog også der, at han blev præsenteret for synet, af adskillige døde mænd, og et del af ham var måske klar for, at hun anså ham som tæt nok, til at ville hævne hans død. Hvilket var hvad han gik ud fra, ud fra alt døden og ødelæggelsen, som lå over stedet. Hans blik blev derfor fanget af Clarissa, som han afventede hendes reaktion "I suppose an explanation is in order?" spurgte han, samtidig med at han gjorde en grimasse.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Det var ikke just den mere stolte side af sig hun var, normalt var bloddæmoner en meget stolt race og bar deres egenskaber med står selvtillid - Clarissa havde aldrig brudt sig om tanken om at ende en persons liv - og her var hun, for første gang siden Jonathan, havde hun faktisk været skyld i alle de personer her var døde. Clarissa vågnede op da nået puslede omkring hende. Hun satte sig hurtigt op og så overrasket ned på ham som han vågnede op. Hun snøftede kort og tydeligt hun i sine tanker, prøvede at finde hoved og hale i det hele. Derefter tog hun en dyb indånding og sank en klump.
"Yeah, I think it is," svarede hun og glemte næsten at puste den luft hun havde indåndet ud. "I thought you died," tilføjede hun kort bagefter og denne her hjerteskærende tone i hendes stemme strøg med smerte over hvert eneste af ordene i den sætning. Næsten åndeløst. Clarissa kørte en blodig hånd igennem sit hår og så afventende på ham.
"Its not.. Its not that I don't know you have something else to you. I mean know when someone has a supernatural spark, but how?" Spurgte hun blandet følelser lå over hende. En del af hende vidste ikke om hun ønskede at kende det, og den anden ønskede at vide mere. Hendes blik flyttede sig tilbage på de døde mænd, og hun rystede på hovedet af sig selv før hun så tilbage på Cain. Hvordan kunne en person få slået hende totalt ud af balance? Det lå ikke til hende at gå så meget ud af kontrol, men her var hun.

Gæst

Han så og hørte hvordan hun snøftede, og det gik faktisk op for ham, at hun havde sørget hans død, hvilket var så fremmede for ham. Han var ikke vant til den slags fra andre, hvilket vel nok også kom af, at så få kendte til hans hemmelighed. Så få kendte til hvad han kunne, og endnu mindre havde set hans død, af dem som han faktisk talte til i sin dagligdag "I'm sorry, I didn't really plan on getting shot" han så ned imod sit bryst, hvor der var et fint hul indtil hans barer hud, som ganske vist var lettere blodig, men ellers helt uden skade "While I grew up, God had yet to create more humans, and it wasn't until I was older than 13, I actually meet other people. My parents also happens to be Adam and. Some time after my 25th birthday, I killed my twinbrother Abel, in a fit of rages and jealousy, granted he did deserve it, but this made me the first human to kill someone else, and for this I was cursed to forever walk this earth" han så væk for et øjeblik, det var aldrig nemt at snakke om den slags, og specielt fordi Clarissa nu var en af de få, som faktisk havde denne viden om ham, hvor han gav den helt friviligt.
"So while I can feel pain, and my heart can stop beat for a moment, I cannot die and I will not die, until that bastard grants it to me" han kørte en hånd igennem sit hår, og vendte endelig sit blik imod hende "I have walked this earth for over 200.000 years, I have seen cultures getting made, and wars made on the grounds of religio" han rynkede brynet, det var aldrig nemt at snakke om, specielt fordi det blot gjorde hans forbandelse det mere virkelig. Han rev sit venstre ærme af, hvilket afslørede hans mærke The Mark of Cain, et mærke der mere eller mindre lignede et ar, som dog var formet i en fin cirkel "This was the mark God gave me, after he cursed me to forever walk this earth, never to fully rest. I'm sorry you had to see that" det var altid svært, at indrømme han faktisk gerne ville dø, at han havde et fundamentalt behov, for at møde sin død, hvilket han selvfølgelig havde prøvet mange tusinde gange, og hver gang med ingen succes.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Heldigvis for Clarissa så var hun en lytter, og fandt andres sandheder oftes meget spændende, Cains intet mindre end spændende. Hun kneb øjnene lidt som han afslørede hvem han var, og hun nikkede kort. Clarissa havde læst biblen, ikke ligefrem fundet den enormt spændende. Gud var ikke just hendes yndlings person, netop fordi hun så ham mere som en fup figur end hvad han faktisk burde stå for. Det første menneske der havde slået ihjel, måtte alligevel være en byrde at gå rundt og blive sammenlignet med. Hun overvejede at kommentere på den første del, men kunne fornemme at det ikke just var det letteste emne at tale om, sådan var fortiden desværre engang imellem. Så hun lod ham derved tale ud. Han fortalte om hvordan han kunne føle smerte, hvordan hans hjerte kunne stoppe - men uden han hundrede procent kunne dø. Hendes blik gled henover hans mærke, og hun lod kort sine finger spidser glide henover det kort før hun så tilbage imod hans øjne. Clarissa rystede kort på hovedet.
"No need to apologize," var det første hun sagde imens hun åndede ud. Det var noget af en historie og sætte sammen i sit hoved. "God has a funny thing of believing he is the one to judge everyone. Even when he isn't the one who should be in charge of that," tilføjede hun og trak let på den ene skulder.
"I must have been lonely," sagde hun så og åndede ud. Clarissa kunne kun forstille sig det, selvom man rejste meget så var der altid en ensomhed over sig engang imellem - og den kunne nogle gange være utrolig grusom. Så kom det mere optimistiske glimt frem i hendes øjne for at få det på andre spor.
"Well, at least you got to see something today you have never seen before," pointerede hun. "And we got a new friend," pointerede hun og pegede hen under et af de store træer - hvor raptoren lå og sov.
"She saved my ass," tilføjede hun og skar en lille grimasse. Derefter så hun lidt op i luften for at holde sine tårer væk. På sin vis var hun glad for at han ikke kunne dø, det betød det være svære for ham ligefrem at forlade hende. Hun slog sig selv i ansigtet og tørrede derefter tårerne væk.
"I know it's really selfish of me, but I'm really happy you can't die.. that means I'm not losing you just yet," sagde hun og flyttede sine mørke øjne tilbage imod hans. Der var en blanding af glæde og fortidens sorger der spillede indover hende. "Unless this adventure was too much for you, and you already are planning your escape," tilføjede hun med et lille grin.

Gæst

Sekundet hun begyndte at snakke dårligt om Gud, vendte han sit blik imod hende, og det trak i hans mundviger, hvorpå et sandfærdigt smil formede sig på hans læber. Det var ikke altid, at han mødte folk, som faktisk syntes at Gud var den dårlige, og at Clarissa faktisk havde den mening, gjorde vel det hele bedre for ham. Han rynkede brynet, og gav et nik fra sig, som hun kommenterede på, at det måtte havde været ensomt. Problematikken med hans udødelighed var jo også, at han ikke var skabt til at leve evigt, hvilket havde en effekt på hans mentalitet, så selvom han kunne se ganske normal ud, så var han jo en ødelagt mand. Heldigt for ham, så levede der udødelige væsner omkring ham, så han kunne sagtens have længerevarende forhold, men forhold havde aldrig rigtig fungeret for ham, i sidste ende gik de altid fra hinanden. Illusionen om hans charmerende adfærd, blev erstattet med den ødelagte del af ham.
Han klukkede over hendes kommentar, om at han i det mindste fik set noget nyt. Bare synet af det optimistiske i hendes øjne, gav ham en ide, om at hun var så bedre uden ham, han ville ødelægge det lys i hende, som han havde gjort med så forfærdelig mange før hende. Dog var der den del af ham, som gerne ville have en relation med et andet menneske, hvilket vel i sidste ende var mere selvisk end så meget andet "That is true" medgjorde han, som hans øjne blev ledt imod dinosauren som sov. Det var stadigvæk en smule mærkeligt for ham, at hun faktisk havde kommunikeret med en raptor, og dog betød det også, at han ikke behøvede at opleve hele dinosaurer tiden, og hele menneskeligheden om igen, for at nå til hvor han var i dag.
Hans blik blev dog staks bekymrende, som det igen landede på hende, som han så hvordan hun holdte tårerne væk. Han lagde blidt en hånd imod hendes kind, mens han forsøgte fjerne de tårer, som havde fundet deres vej ned af hendes kind "Hey, it's gonna be okay, I'm okay" det var til dels sandt og til dels ikke sandt, men det var dog ikke den fulde sandhed, i den forstand at han fysisk var okay, men mental ikke var. Han klukkede over hendes kommentar og rystede på hovedet "Getting send to the age of dinosaurs, and almost being eaten alive? You do know I lived through the last 200.000 years right? This was nothing!" pointerede han med et drillende smil. Han rejste sig op, og så oprindeligt ned af sig selv "I really liked this shirt" han rullede med øjnene og rystede på hovedet, i det mindste var hans pung okay "I don't live so far from here, I mean if you want to get a shower?" forslog han spørgende. Det var sjældent, at han inviterede folk med sig hjem.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Hånden imod hendes kind, tog næsten pusten helt fra hende - hvilket overraskede hende. Han tørrede hendes tåre væk, og hun nikkede let. Velvidende der var mere til en person end at være levende udenpå, hun havde følt sig som sådan før, som om hun var levende udenpå men ikke indeni. Et skævt smil sneg sig op på hendes læber over hans drillende smil. Clarissa rejste sig op kort efter han gjorde, raptoren løftede kort hovedet, men valgte bare at forsætte sin lur. Clarissa flyttede hurtigt opmærksomheden tilbage på Cain da han forslog de kunne tage tilbage til hans sted.
"I live not that far as well, but my brother is probably waiting for me there to kick my ass for this. He can see into the future, sometimes that is why I don't take his calls.." lo hun lidt af sin situation. Amery havde højest tænkeligt kontaktet deres far efterfølgende, hvilket ville ende i en større eftersøgning end de behøvede. Bare fordi Amery kunne se fremtiden, betød det ikke altid hele fremtiden. "So I would like that," smilede hun efterfølgende og fulgte med ham.

Zitora havde trods alt en ekstra nøgle til sin fars lejelighed, og da han pludselig ikke kunne kontaktes ikke engang igennem hendes tankebølger - troede hun egentlig at gud måske faktisk havde taget imod hans ønske. Zitora havde efterhånden opgivet at ringe, fordi telefonen var hendes dårligste kommunikation i det her tilfælde - hvis hun ikke kunne opfange forbindelsen måtte der være sket noget. Derfor havde hun siddet næsten søvnløs, som om hun ikke havde problemer nok lige fortiden. Så snart døren åbnede op, rejste hun sig op i en fart. Armene var lagt overkors som hun sendte hendes far et; er du gået fra forstanden blik, der hurtig blev erstattet med et, hvad fanden har du gang i blik.
"Jess?" Spurgte hun undrende også tilbage på sin far. Kvinden lignede trods alt hendes tættere veninde på en prik, udover tøjstilen. Hvilket fik hende til at rynke på brynene og derefter løfte en finger i luften. "Another dopeleganger in my life.. amazing," mumlede hun lidt og sukkede.
"Where the fuck have you been? Why couldn't I make contact to you?" Spurgte hun og søgte efter de hurtige facts om hvad der var sket.

Clarissa så skiftevis på dem begge to, men holdt sig stille. Familie samtaler skulle ikke altid afbrydes af den fremmede trods alt.

Gæst

Han gav et nik fra sig, som hun sagde ja til, at ville tage hjem til ham. Han trængte virkelig til at få et bad, så han kunne få fjernet alt blodet og sveden, som havde delt sig på hans krop, blodet alene var ved at blive tørt, hvilket ikke just var det mest behagelige, og dog var han så vant til det, at han kun opdagede det da han satte i bevægelse. Der var heldigvis ikke så langt hjem til ham, og som de stod i elevatoren op, var der en dejlig stilhed mellem dem, og dog ikke behovet for faktisk at snakke. Det var den slags stilhed, som faktisk var behagelig, mens han selv gik gennem, hvad der var sket mellem dem og hvad de faktisk havde været igennem. Han fortalte ikke mange om sin sande identitet, og selvom han måske burde blive gættet, siden han aldrig rigtig skiftede navn, men mere gav sig selv et mellemavn og et efternavn, så var det ikke just noget han ofte kom frem med. Det var måske også fordi, at hun havde set ham blive skudt, følt hans puls forsvinde og derpå så ham vågne op igen, at han i sidste gav hende sandheden.
Da han kom indenfor, gav han et lettet suk fra sig, dog var konflikten langt fra ovre, da han så Zitora komme gående imod dem. Han lavede et undskyldende udtrykke, da han så vreden i hendes blik. Han fik dog også her øje på sit elskede barområde, som han skyndte sig imod "Zitora meet Clarisa, Clarissa meet Zitora, my daughter" skyndte han sig at sige, som han hældte whiskyen op i sit glas. Sekundet han tog en tår, syntes der at falde ro i ham, han hældte dog endnu et glas op, som han gav til Zitora, som han kom tilbage imod dem igen "I spend some time in the jurassic ages, or more precisely, I spend time amongst dinosaurers" forklarede han hende, og dog som han stod foran hende, gik det op for ham, hvor meget han faktisk havde savnet sin datter. Han lagde sit glas for sig, og lagde blidt sine hænder imod hendes kinder, hvor han gav hendes pande et kys "I missed you though" skyndte han at inkludere, før han trådte tilbage, og her igen tog glasset, dog for at tømme det for sit indhold "The bathroom is that-" mere nåede han ikke at sige, før døren med et blev sparket op, og en ekstremt bekymret, men også lettere irritabel Bellamy kom løbende ind. Han havde brugt ufattelig lang tid, på at søge gennem hele byen, efter hans søn Amery havde sendt han bekymret beskeder, om at han ikke havde set Clarissa. Han havde til sidst måtte søge hjælp hos en heks, der lokaliseret ham i retningen af en ved navn Cains hjem.
Han trådte indenfor, hvor han her fik øje på sin datter, der så ud til at være dækket til af blod, og straks begyndte hans vrede at rejse sig imod Cain, og hvad fanden den mand havde lavet med hans datter. Han havde brugt så lang tid, på at bekymre sig omkring hendes sikkerhed, at ideen om at hun var kommet til skade, i den grad ikke faldt i god jord hos ham. Han skyndte sig frem imod den høje mand, og greb hårdt fat omkring hans krave "Who the fuck are-" igen blev Cain stoppet midt i en sætning, som Bellamy vredt råbte "WHAT THE FUCK HAVE YOU DONE TO MY DAUGHTER" han lod fuldkommen sin vrede styre ham, som han langede ud, og her ramte mennesket hårdt på kæben, hvor der befandt sig en fin mængde nerver, som fik benene til at gå væk under ham. Han fik dog mere kontrol over sin vrede, som han vendte sit blik imod sin datter "and where have you been young lady, I have been worried sick, looking all around the city for you, fearing you would have been dead" han lød vred, og dog skyndte han sig hen til hende, hvor han lukkede sine arme omkring hende, og her trykkede hende imod sig "I thought you were dead and what is all this blood, did someone hurt you? are you okay?" han så overalt på hende, som ledte han efter det mindste tegn på, at hun var komme til skade. I baggrunden rømmede Cain sig, og han forsøgte langsomt at komme på benene igen.

//Bellamys påklædning:
- Tøj + Sko Han er iført en sort skjorte med korte ærmer, og et par mørke jeans Link. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Han har kort sort hår og en smule mere skæg en normalt Link
- Accent
- Andet Han ser meget træt ud, fordi han ikke har sovet så godt

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Zitora og Clarissa gav hinanden hånden kort. Zitora flyttede sit blik over imod sin far imens hun ventede på hans historie denne gang. Blikket blev dog spærret op ti gange mere, da han pointerede hvor han egentlig havde været henne. Det var ikke just hvad hun havde regnet med at høre.
"I was worried sick," pointerede hun med et suk som han holdt om hendes kinder og gav hendes pande et kys. Hun lod ham tage sig af Clarissa, det virkede ikke just til at der var nogen grund til at smutte herfra. Hun virkede ikke som en pige der var her for en one night stan også videre - der var noget andet over deres måde at se hinanden på. Dog nåede hun ikke mere end at smile over det, da døren pludselig blev sparket op.

Clarissa snorrede rundt på sine hæle så snart døren blev sparket op, og hele hendes system nåede at gå i forsvars mode igen. Dog som hendes far fløj ind i rummet og greb fat om Cain, blev hun vækket tilbage til live.
"Get the fuck of him!" Råbte Zitora efter den fremmede og trådte frem imod den vrede dæmon - hun havde trods alt håndteret mere end blot et par dæmoner for tiden. Men sætningen strejfede hende og fik hende til at stå lidt tilbage, men kiggede på Clarissa.
"Dad, stop," sagde Clarissa så og gik imod dem for at placere sin hånd imod sin fars skulder. Hun fik øjenkontakt med ham, da han spurgte hende hvor hun havde været henne. Dog nåede hun ikke at svare ham før hun var i hans favn og kunne ånde ud igen. Zitora satte sig på hug ved sin far, og gav ham det er-du-okay udtryk. Fædre i en nødeskal det kunne de begge to genkende, så det var nok også derfor Zitora ikke kommenterede mere på angrebet.
"I'm fine," startede hun ud med og lagde sin hånd imod sin fars kind. Hun så op på ham, for at pointere det var sandt. "I had a job, and there were some risks.. included getting a nice free trip back to the Jurassic time.. and when we got back, they shot him.. and I got a raptor.. just a normal monday.. and she killed most of them.. I killed one, it's his blood, not mine... or most of it is not mine," svarede hun og trak lidt på den ene skulder. "It's been some crazy days," tilføjede hun med et lille smil.
"This is Cain, he was with me. He kept me safe and made sure my head wasn't to high in the clouds," pointerede hun for at give indtrykket af at Cain ikke just var en dårlig person i denne her situation.

Gæst

Cain så imod Clarissa og den fremmede mand, og dog som Zitora satte sig på hug ved siden af ham, syntes hans blik af blive draget imod hende. Han forstod måden hun så på ham, og selvom mange ville mene, at dette var fordi de var far og datter, men egentlig var det vel kun for nyligt, at den sandhed kom frem. Det var måske mere fordi, de faktisk kendte hinanden så godt, at de kunne se hvad den anden mente, ved noget så simpelt som et blik. Han greb sig om sin kæbe, og dog syntes smerten hurtigt at forsvinde, som hans krop healede. Han rykkede sin under kæbe fra side til side, mens han prøvede sig ad, og som det ikke syntes at gøre ondt, nikkede han til Zitora, som for at sige han var okay. I mens de to var i gang, betragtede Bellamy bekymret sin datter, og han lagde sin hånd ovenpå Clarissa's, hvor han gav den et blidt klem. Som far ville han vel altid, være bekymret for sin datter, det var noget der hørte til rollen. Hun var trods alt hans lille pige, og det ville hun altid være, hvilket også var derfor, han altid ville bekymre sig om hendes sikkerhed.
Han rynkede brynet, som hun forklarede hvad der var sket, det hele lød som noget taget ud af en film. Hvad han dog bed sig fast i, var som hun fortalte hun havde dræbt en person, noget han vidste hun aldrig gjorde. Hun havde selvkontrol, på et niveau som nærmest var overnaturligt, og han vidste mørket var hun som hun holde væk. Med andre ord var hun på ingen måde okay, hvis hun var gået så langt, som at havde dræbt en anden person "We both know you're not okay, but that's a talk for another time" han sendte hende et blik smil, som han blidt lagde sin hånd imod hendes kind, hvor han strøg over huden med sin tommelfinger. Hans blik gled dog hen imod Cain, som hun pegede imod ham. Han gav et nik imod den mennesket, en måde at sige han måske ikke var okay med ham, men at det måske var blevet bedre, fordi han havde holdt sin datter beskyttet. Han fik et nik fra Cain, hvorpå han vendte sit blik tilbage til sin datter "Now let's go" han begyndte at gå imod døren "Sorry about the door" han tog døren op, og lagde den op langs væggen.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Det var sikkert hendes fortid der ofte triggerede om hun egentlig var okay. Selvom hun aldrig var gået i hundrede procent detaljer om hvad der var sket, så vidste både hendes far og hendes søskende at fortiden havde været brutal nok for hende. På sin vis et mirakel hun egentlig havde klaret den, hvilket også gjorde at hun derfor ikke bebrejdede sin familie for at se efter hende, hun var taknemlig for det. Dog som han nævnte at han vidste hun ikke var okay, løftede hun på et bryn til de ikke skulle tage den snak nu. Ingen grund til at gøre andre bekymrede. Clarissa himlede hurtigt med øjnene som hun observeret sin far være overbeskyttende over den fyr hun havde tilbragt de sidste par døgn med i fortiden. Dog som blikket vendte tilbage imod hende fik hun et kort forvirret udtryk i øjnene, hun burde nok have set det komme - at han ville have hende med sig tilbage. Skønt hun ikke kunne bebrejde ham. Clarissa gik over til Cain, og lod kort blikket glide henover ham for at tjekke op om han var okay. Hun sendte ham et blik for at være sikker på om tingene var okay.
"I'm sorry about that," sagde hun i et lavere toneleje. "Come and find me another day.. if you want," tilføjede hun med et varmt smil. Derefter gav hun ham et hurtigt kram, og vendte blikket imod sin far.
"Amery needs to be more careful about his SOS's," smilede hun lidt skævt som de trådte ud af bygningen.
"So where do we go?" Spurgte hun.

Gæst

Hvorfor han var blevet siddende på gulvet, vidste hen ikke helt selv, måske fordi hvis nu dæmonen, ville stikke ham endnu en flad, så faldt han ikke så langt til jorden denne gang. Han vendte dog sit blik op imod Clarissa, som hun kom gående imod ham, og der formede sig en af de sjældne blide smil på hans læber, som hun kom ned i hans niveau "it's okay, I'll heal" hvilket jo faktisk var sandheden, da det ikke længere gjorde ondt. Det blide smil blev dog mere skævt, ved hendes næste ord "I don't have you number, and it would pretty stalker-ish to know exactelly where you are" pointerede han med en drillende undertone. Hendes kram til han overraskede ham dog, hvilket i den grad kunne fornemmes, ved måden han kort stivnede, som havde han ikke set det komme, eller for den sags skyld forventet, at hun faktisk ville gøre det. Han dog nåede dog ikke at kramme igen, før hun trak sig væk, og her efterlod ham tilbage med Zitora. Han vendte sit blik imod sin datter, og der var forvirring i hans mørke øjne, og dog rejste han sig op "What the bloody hell just happened?" han vidste selvfølgelig hvad der var sket, og dog var det hele så forvirrende og mærkeligt.

"I think he was in his right mind, I mean dinosaurs?" udbrød Bellamy, som de var kommet en smule væk fra de andre. Selvfølgelig som en bekymret far, anså han aldrig hans søns SOS'er for unødvendige, og han tog dem altid i brug, sekundet som han fik den. Han kunne være midt i et møde, eller i gang med at undervise en hel klasse, men han ville stadigvæk skynde sig hen for at hjælpe, skulle han få den besked fra Amery. Han vendte sit blik imod Clarissa, som hun spurgte hvo de skulle hen "I think your brother needs to see that you are okay" forslog han, derudover var det også den perfekte mulighed, for at han kunne se sin kære søn.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Zitora stod og så på det hele. Nærmere mundlam, hvad skulle hun egentlig sige og gøre af sig selv i givende situation. Hun var gået ud i køkkenet og havde fundet nogle isterninger hun bandt ind i et klæde.
"Sometime life just happens," sagde hun først og lagde den imod hans kind. Med sine hæle på, var hun omkring 1.87 hvilket gjorde det lettere at få et ordenligt kig på ham. "And what we just saw was a father protecting his daughter," tilføjede hun og sendte ham et smil.
"Who is she by the way? I mean, she is cute," pointerede hun og prøvede at lyde en anelse drillende. Hun vippede hovedet til siden i en refleks, hvilket fjernede håret fra hendes nakke hvor arret fra vampyr angrebet for nogle uger siden ikke var gået i sig selv endnu. De havde ikke rigtig været i samme rum, og når de havde var det ikke just de mange ting der faldt fra hinanden hun havde ønsket at tale om. Sådan noget som Lucifer, hendes nye evne for ikke at nævne alt andet der var sket.
"So dinosaurs? There is something you don't see everything," smilede hun lidt i håb om en samtale starter.

Clarissa trak let på skulderen.
"Okay, maybe he was right about that one," pointerede hun og kørte en hånd igennem sit hår. "But seriously I can add it on my resume now," lo hun lidt af sig selv. Let rystede hun på hovedet, da han nævnte de burde se Amery.
"Okay fine, tell him to come to my place. I need to get cleaned just a little up. It went quite messy," pointerede hun og forsatte i retningen af hendes penthouse. Hun fandt nøglen i sin pung og låste dem indenfor. Clarissa satte tasken fra sig i sofaen, og gik op imod sit værelse for at tage en hurtig skyller.
Dog før hun egentlig nåede at gå helt ovenpå, hørte hun Amery ved døren. Dog valgte hun alligevel at forsætte en mission om et bad før hendes bror ville se hende smurt ind i blodrester. Også før deres far nåede at åbne døren for ham, så havde Amery åbnet døren med sin magi og kom indenfor.
"Is she okay?" Spurgte han sin far og sank en klump. Han kløede sig kort i nakken, tydeligvis bekymret for sin søster selvom han vidste hun var i live.

((Hendes stue: link
Nyt outfit: link ))

Gæst

Zitora & Cain

Han hævede øjenbrynet, som hun lagde noget koldt imod hans kind, som glemte hun for et sekund, at han healede en smule bedre end mennesker, og derfor ikke havde smerte i nær så langt tid. Dog lod han det ligge, og holde endda fast om den, blot fordi det va hendes måde at vise kærlighed på "That is true, and I would of course, not hit someone who indangered you" han vendte sig blik imod hende "I would destroy their whole life" han trak på skulderne, han vidste hvordan det var at ville beskytte sine børn, dog havde han været så uheldig, at han i så lang tid havde onkel rollen, og derfor ikke kunne tillade sig, at være så beskyttende som han nu engang ønskede. Dog tog han brug af det nu, specielt nu hvor de kendte sandheden. Han klukkede over hendes kommentar "She is, there's something extremely optimistic about her, which should be so annoying, yet it's somehow comes by charming in her" for et sekund stirrede han ud i luften, som så han hende for sig.
"but she's way too good for me, I would hate to destroy something so good and kind" Hans selvhad var tydeligt at fornemme ved ham, som han trådte hen imod sin bar, hvor han skænkede to drinks op. Netop som han vendte sig imod hende, opdagede han straks mærkerne. Han rynkede brynet, og trådte frem imod hende, og dog rakte han hende blot glasset, de to drak trods alt så ofte sammen "Yeah it was something" brummede han, tydeligt med noget andet i tankerne "who did that to you?" spurgte han, samtidig med, at han pegede på sin hals, for at signalere at han havde set bidemærkerne på hendes hals.

Clarissa & Bellamy

Han hævede øjenbrynet, og fik et udtrykke i sin øjne, som var lidt ala No shit "He is always right, but you know how worried I get, especially when I can get a hold of you" han hadet når han fik den SOS besked, og han så selv forsøgte at få fat i hende, og hun så her ikke svarede ham. Det gjorde det specielt slemt, når han havde forsøgt ringe op til flere gange. Han havde endda været tæt på, at komme med trusler om stuarest og fratagelse af hendes kort, der gav credit til rejser, hvis hun ikke snart tog telefonen. Igen kom der et udtrykke frem, af en smule vrede i hans øjne, som hun begyndte at snakke om, at ville sætte det på sit resume. Han nikkede, og fik hurtigt sendt ene sms til Amery, om at han skulle mødes med dem hos Clarissa. Han havde sat sig på en af sofaerne, mens han ventede på at Amery ville komme, og at Clarissa blev færdig med badet. Dog sekundet hans søn trådte ind, rejste han sig op, for at gå ham i møde "both yes and no, but I think she should be the one to say it, however, physically she's fine, maybe a bit bruised" han trak på skulderne "She's taking a shower" forklarede han, samtidig med at han gik hen og satte sig ned igen.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Zitora & Cain

Hun kneb lidt med øjnene, og nikkede derefter. Et smil sneg sig frem på hendes læber, hun vidste hvor meget Cain havde gjort for hende. Også selvom han ikke altid havde taget credit for det, så havde han altid været der.
"I know," smilede hun til ham. Zitora lyttede til hvad han sagde omkring Clarissa. Det var altid anderledes end at se ham i action med en eller anden random person efter en aften ude. Bange for at knytte sig for godt til folk, var en ting de to også havde tilfælles. "You deserve to be happy to you know?" Kom det så fra Zitora og hun lagde armene overkors som han gik hen og hældte et par drinks op.
"Besides she is a big girl, she can take care of herself. Don't let the fear hold you back for something that could be great." Hun tog imod drinken med den ene hånd, og det sekund han kommenterede på arret, tog hun sig til det.
"Doesn't matter. I pissed a vampire off, I have a doctor friend, he took care of it. Life has just been a little bit crazy," svarede hun og tog en slurk af sin drinks.
"I met Lucifer," brød hun så stilheden med. "He looks just like you," tilføjede hun og sank en klump. Zitora stod her i live, så det betød blot hun havde overlevet mødet med ham.
"I went to New York to get a little away from everything.. but seems like it didn't really help at all," sukkede hun lidt og rystede på hovedet. "May is always the worst month of the year, sets the mood for the rest of the year at times" tilføjede hun lidt ud i luften. Zitora prøvede at være stærk nok til at starte en samtale om, hvad der egentlig smertede hende mest i livet. Måden hendes læber startede at skælve en smule og hun så ned sagde næsten alt om sværhedsgraden. Måske var det situationen hun havde set foran sig, mindede hende hvor meget hun havde ønsket at hun ikke havde mistet hendes søn. Hvor meget hun ville have ønsket at hun havde været stærk nok til at kæmpe for ham, men det var ikke hvad der var sket. Men det var kun hendes adoptivfar som kendte noget til det, ikke engang hendes søster kendte til det.

Clarissa & Bellamy

"I know," pointerede hun med et forstående smil. Det var ikke altid let at være forældre, hun burde vide det. Hun havde haft Roze, til hun døde for 5 år siden. Det føltes unaturligt for Clarissa at være i live når hendes datter ikke var.
Amery nikkede let og åndede ud. Gav sin far et kort halv kram, og satte sig egentlig blot ned i sofaen ved siden af ham. Let kørte Amery en halv frusteret hånd igennem de sorte krøller og kløede sig kort på hagen. Amery følte sig forsent på den altid, han nåede aldrig at stoppe den givende situation lige meget hvor meget han prøvede. Måske var det, hvad man sagde når man nævnte at hvad der skulle ske kunne der ikke ændres på. Amery gravede noget op af sin lomme og lagde Clarissas mobil på sofabordet.
"She lost it in Juice stop, Aaron found it," sagde Amery så. En af grundende til at hun ikke havde været til at komme i kontakt med - den anden dinosaur tiden. Clarissa kom endelig nedenunder igen, og Amery fløj op fra sit sæde hurtigere end han havde sat sig. Han omfavnede sin søster hårdt, til Clarissa måtte skubbe ham lidt væk før hun ville blive kvast.
"I'm fine," pointerede hun og gav ham et nik. Amery sukkede let. Han greb hendes arm, hvor arret fra raptor angrebet stammede fra. Let løftede han på et bryn.
"I went on a dinosaur mission to find a flower. Which reminds me," pointerede hun og gik hurtigt hen til sin taske. Hun trak de to planter op hun havde fået med fra dinosaur tiden. Hun fik hen til sit lille plante hjørne i venstre side.
"Posion Ivy is on it again," lo Amery lidt til deres far. Det var hans kælenavn til Clarissa for det meste. Clarissa fik planterne plantet.
"Who was the guy by the way?" Spurgte Amery så Clarissa og så derefter på deres far, for så at se på Clarissa igen. Deres far ville ikke have ladet Clarissa forlade stuen alene, hvis det havde været noget voldsomt. Clarissa sank en klump og prøvede hurtigt at finde de ord hun skulle bruge til at beskrive Cain. Det kom normalt nemt til hende at fortælle om folk, dog var der blot et lettere sødt smil som hun tænkte på ham, men ellers slog hun blikket væk og vendte ryggen til hende.
"I met him in the park. He went on the trip with me. He is a good person," den sidste sætning vendte hun sig rundt og var pointeret til hendes kære far. "His name is Cain. Nothing happened," tilføjede hun da hendes blik mødte hendes bror.
"How is Audrey?" Spurgte hun så sin far efter hun forsøgte at skifte emne.

Gæst

Zitora & Cain

Han valgte ikke at kommentere på hendes ord, som han sagde hvordan han fortjente lykke, eller at Clarissa var en stor pige, og at han ikke skulle lade sin frygt holde ham tilbage. Hvis bare tingene var så simple, for hans hjerte bankede endnu for Julian. På trods af han fandt andre spændende, og selv ved de som han fandt interessante, plejede der aldrig at gå mere end et dage, måske endda uger, før hans interesse var forsvundet. Et så langt liv, som han nu engang havde levet, havde vist også efterladt resultater der, at han blev så nemt tiltrukket af andre ting, eller fandt de før så interessante kedelige. Han valgte snarer at fokusere på sin datter, og de mystiske mærker hun havde på sin hals, som dog ikke var så forfærdelige mystiske igen, da han trods alt vidste hvor de var fra, eller snarer hvad der havde lavet dem.
Det var en meget kort forklaring, nærmest som om hun bare gled hen over detaljerne, som var det at hun var blevet angrebey af en vampyr, noget så simpelt som at hente post. Han havde selv prøvet, at få alt sit blod suget ud af en vampyr, og han vidste hvordan det føltes, det at få alt sit indre lamgsomt fjernet. Med andre ord, han vidste det ikke bare var, at hun havde pisset en vampyr af. Han rynkede dog på brynet, som hun indrømmede at havde haft mædt djævel, og at han endda lignede ham "He is probably posssessing one of my doppelgangers" han trak på skulderne, han havde mødt et par af sine dobbelgængere, hvilket var mærkeligt, og siden han aldrig var blevet forvækslet med djævlen, måtte Lucifer havde besat en af dem.
Hans mistænksomme udtryk blev dog bekymret, sekundet hun nævnte maj måned, og han vidste hvad dens måned betød for hende. Ganske vist vidste han ikke helt præcis, hvad der var sket med hende, eller hvad hun havde været igennem, for alle de år siden. Han lagde alkoholen fra sig, uden at tage den mindste sip fra den, hvorpå han begav sig hen til hende, for at give hende et kram, vise hende at hun ikke var alene "I may not know what happened, but I will always be here for you, even if it's just to give you a hug, or sharer some alcohol, you will neve be alone" han strøg hende ned af ryggen, og for et øjeblik glemte han alt, om at han egentlig var iført en ødelagt trøje, med en masse tørt blod ud over sig. Det handlede dog ikke om dette, men at være der for sin datter.

Clarissa & Bellamy

Han rynkede brynet, som Amery lagde mobilen på bordet "Maybe we should glue it to her, this way she won't forget it" han havde trods også selv, forsøgt at få fat i hende, ringet op til flere gange, med håb om at hun ville tage den, og bare sige hun havde glemt at tænde den. Hans største frygt, havde været at finde hendes kolde lig, med den viden om, at hun havde været død længe, og at der var noget, som han havde kunne gøre ved det. Han rejste sig op, som Amery for hen til sin søster, ganske vist ikke i samme tempo, da han vidste dette var et øjeblik mellem de to. Han lagde armene over kors, og betragtede de to agere med hinanden. Han rullede med øjnene, over hendes beskrivelse af denne Cain, at han var sød, og han var venlig "He is a well known womanize, who has slept his way through every country. He makes people feel good, makes them feel special and when they think, they have something unique with him, he leaves them without a single word" pointerede han, gennem sit lange liv, havde han selv hørt om denne Cain, om hvordan han var så speciel, hvordan han kiggede på folk, som var de det enste der betød noget, for så at forlade dem igen. Selv var det dog første ganga, at han faktisk havde mødt manden, og dog kendte han meget til hans rygte. Han lagde hovedet på skrå, sekundet Clarissa forsøgte ændre emnet, som om det ville stoppe samtalen "She's fine, going through some changes" var alt hvad han sagde.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Zitora & Cain

Det var tydeligt at hun var oprevet over det, men at direkte tale om hvad der smertede hende var ikke just en af de stærkeste sider af hendes personlighed. Zitora nåede dog ikke at sige mere før hun mærkede sin fars arme omkring sig, hvilket udløste en eller anden ting i hende der fik tårerne til at løbe henover hendes kinder. Som om at vandet endelig var steget så meget at det endelig flød over dæmningen. Måske var det handlingen, måske var det ordenene - eller bare alle tingene sammen. Endelig brød hun nok bare sammen, hun kunne ikke klare mere lige nu. Alle de ting der havde samlet sig sammen ødelagde hende, og hun skulle give slip.
"I.. I lost him," brød hun endelig sammen, og hvis det ikke havde været fordi at hendes far holdt om hende, havde hendes ben nok været for svage til at holde hende. Zitora viste endelig for ødelagt hun egentlig var lige nu, og selvom det nok ikke var let at se, var det nok bare hvad hun havde brug for at vise. Hun prøvede alligevel at holde sig selv oppe, men havde ikke flere kræfter tilbage - de havde holdt hende stærk alt for længe. "My time in New York.. 2015.. I was supposed to.. t..to be a mother.. but I lost him.. I failed," fik hun endelig indrømmet hvilket ikke gjorde hendes tårer mindre. Selvfølgelig bebrejdede hun sig selv.

Clarissa & Bellamy

Amery observeret blot sin søster og fars samtale om Cain. Han havde aldrig mødt manden, og det var ikke fordi at Amery var indenfor nogle sladder grupper -så hvor skulle han have viden fra? Clarissa vendte blikket imod sin far som han fortalte om Cain. Let løftede hun på brynet.
"I wasn't planning on having a june wedding dad. I never let other peoples words define my meaning of anyone," pointerede hun som om det var basic viden omkring hende - hvilket det var. Hans svar på hendes spørgsmål om Audrey, fik hende hurtigt til at indse at hun var nød til at tage den anden samtale færdig først. Hvilket fik hende til at placere armene overkors.
"He could have left me to be eaten by the dinosaurs. I didn't know who he was when I met him, but when a tyrannosaurs was nearby, he was the one who stood in front of me to not be eaten," startede hun ud, "if he had got eaten, he would have to live through that timeline again.. experience life again...." Pointerede hun og rømmede sig lidt.
"The thing I saw reminded me of you. The first thing that came to his mind after we came back was to take a look at their faces.. He has photos of his girls in his wallet... if that means you as a bad person.. then I'm as bad as he is," pointerede hun og sank en klump. Nok var Clarissa tildels venligsindet, men hendes meninger var stærke. Det eneste hun havde tilbage af Roze var billeder. "There is always two sides of every story, you taught me that," tilføjede hun og sank en klump.
"Some people just need a little guidens.. and that has to be okay," forsøgte hun at milde stemningen lidt og gik hen til sin far for at tage hans hånd. Hun ønskede at være god, ønskede at hjælpe andre - ikke just et dæmon træk, men hvis hun kunne så gjorde hun.
"Its not your job Clary.. to save everyone," kom det så fra Amery. Clarissa så på sin bror.
"It's not about saving everyone.. it's about doing better. I have to do better," svarede hun blot. Det var nok mere i forbindelse med at være bedre end hvad nogle folk havde været imod hende. Hun vidste hvordan ondskab smagte, og ønskede ikke andre skulle behandles sådan.

Gæst

Zitora & Cain

Han gjorde sit bedste, for at holde hende oppe, være den støttende figur for hende, som hun lod alle tårerne glide ud. Ligesom ham selv, og endda Tatia, havde hun behovet for at være den stærke, vise at hun kunne klarer det hele. Hun var typen, som ikke ville lade sig hænge på andre, og det var kun i sjældne tilfælde, at hun virkelig åbnede op for folk. På disse punkter, kunne man kun sige, at hun lignede sine forældre, specielt med den konstante konflikt med sig selv, og tendensen til at gå imod selvhad. Som hun begyndte at snakke, troede han først, at hun havde mistet en mand hun elskede, og dog som hun fortsatte, blev det hele dog kun værre. Havde han vikelig kunne havde chancen, for at være en morfar, havde han haft chancen, for at få et barnebarn? Han rystede dog på hovedet, og så ned imod hende, som hun brød sammen og fortalte det var hendes skyld "It's not your fault, while I may not know how he died, I know it's not your fault, sometimes the world is just cruel towards those least deserve it" han vidste det sikkert var en ondskabsfuld plan, som Gud havde samlet sammen, den forbandet sadistiske mand, havde altid en fod indenfor tingene "You couldn't have done anything about it" han løftede hende hurtigt op, og satte sig hen på sofaen, således de kunne sidde blødt, mens han trykkede hende ind imod sig. Det var altid hårdt at miste et barn, selv havde han prøvet det mange hundrede gange, men det gjorde aldrig tingene nemmere "You know you and Kaiya are the first children I've ever had, I tried before, but they always died, or then the mother died during pregnancy or the labor, and I hated myself for eons because of the loss of them" det var nok første gang, at han havde indrømmet, han havde forsøgt at få børn, men at de alle var døde, før han kunne holde dem i sine arme.

Clarissa & Bellamy

Han rynkede brynet, som hun kom tilbage med en sarkastisk kommentar, han havde aldrig kommenteret, på mandens manglende evne til at hjælpe folk, for han kunne sagtens hjælpe så mange som han ønskede, men det ændrede ikke på det fundemantale ved ham "I never said he didn't have honor, I'm telling you he is a man known for playing with others" pointerede han. En mand kunne sagtens være en god far, og endda have ærer i sig, men det ville aldrig ændre på det faktum, at vedkomne sagtens kunne være et monster, eller i Cain's tilfælde en mand, som legede med andres følelser. Selvfølgelig så han logikken i hendes ord, han var trods alt ikke dum, og dog var han i en god blanding af bekymring og vrede, til at han kunne tage sig af det "Some people just can't be saved" lød det fra ham, efter Amery havde sagt, at det ikke var hendes job, det at redde alle omkring hende. For nogle folk var bare så ødelagt i deres kerne, at de simpelthen ikke kunne reddes "I would hate seeing you get destroyed, trying to save someone, who isn't able to be saved or guided towards something better" for første gang i deres samtale, kunne man virkelig se bekymringen og sorgen, i hans øjne, den sorg over muligheden for at miste sin datter.

***Fag*** : - **Antal indlæg** : 218

Zitora & Cain

Zitora mærkede byrden blive taget af hendes skuldre, så snart hun havde fået de svære ord over sine læber. Hun tog en dyb indånding, ønskede stadigvæk at hun ikke havde taget ud på den køre tur den tirsdag morgen. Hvis hun bare var blevet hjemme, så var det ikke sket. Han løftede hende hen og sidde på sofaen - så skulle hun i det mindste ikke bruge energi på at holde sig selv oppe. Zitora sad tæt op af ham, og på trods af alle de hjertesorger han havde hjulpet hende igennem førhen, så var det her noget andet. Hun lyttede til, hvad han fortalte. Fortalte, om de gange han havde mistet børn også. Tårerne stoppede ikke just af en historie til den, for hun kendte jo smerten. Zitora åndede let ud, og snøftede kort.
"I'm sorry to hear that," svarede hun til hans historie og løftede blikket op så hun kunne se ham i øjnene. "Its hard burden to put on your shoulder," tilføjede hun og fnøs let. Det var den menneskelige del af enten at grine eller græde af en situation - og Zitora hadede at græde for meget.
"It wasn't an accident.. it was set up. I found the papers last month... the car crash.. it was planned," fortalte hun så. Hun havde trods alt været i New York for at hjælpe Russo-Blake familien og der var hemmeligheder hun pludselig havde samlet ind om sin tideligere kærestes forældre - blandt andet at deres far havde stået for det. "The worst part was my ability in all this. I knew he was gone before the nurses told me. It was worse than any pain I ever felt my entire life," indrømmede hun. Zitora og hendes søsters forbindelse til hinanden var stærk fordi de var tvillinger. At have en forbindelse til sin egen søn, havde givet hende en måde at være tættere på ham end normale forældre var med deres børn inden de blev født. For hun vidste hvis der var noget galt eller hvis der var noget hun skulle ændre, og pludselig blev forbindelsen revet fra hende. For at gøre det hele værre, hendes adoptivfar havde skrevet under på en foltrolighedserkræring - og hun var på kanten til at overveje at begå mord. Nu da hun faktisk havde åbnet historien op og det var blevet læst højt. Så var der plads til at dele det hele, der var ingen grund til at holde tilbage. Det var dog et mørkerer udtryk i hendes øjne, nyt. Måske var det i sidste ende godt hun havde snakket om det nu, hvem ved hvad hun ville have gjort - hvis hun havde levet videre i det mørke alene?
"I'm going to London tomorrow.. I have a few things I need off my chest," sagde hun så og få let tomt ud i rummet.

Clarissa & Bellamy

"I know you didn't. But it kinda sounded like the same thing," pointerede hun. Clarissa sank en klump. Hun holdt sig selv i sit skind, selvom hun var på vej ud af det. Irriterende nok fik Cain hende til at gå ud af sit gode skind. Clarissa skulle lige til at kommentere på det med, at nogle mennesker ikke kunne reddes. Men så tilføjede han den sidste sætning, og det fik hende til at synke en klump.
"I know you are just trying to keep me safe. I'm not gonna let some man destory me. The only person who can destory me, is myself," pointerede hun med et lettere opmuntrende smil på læben. Hun bed sig kort i læben og trådte tættere på sin far.
"You are not gonna lose me. I know you both worried your asses of the last couple of days, I still have no idea how many days me and Cain were gone for according to this timeline," fortalte hun så. Clarissa sank en klump, hun vidste hun var skurret sammen i forskellige følelser lige nu efter hun havde slået ihjel - sikkert derfor hun var så komplicereret at have en debat med lige nu.
"He got shot because of me. He died because of me. I lost it. People getting killed on my watch isn't really something my guilt enjoys, indrømmede hun så og sank en klump. Amery gik tættere på dem, både ham og deres far vidste trods alt hvad drab betød for Clarissa. "I'm fine now, "indrømmede hun som hun kunne mærke hendes brors bekymrede blik stirre hende i nakken.
"You are little. But you are big," kom det så lidt opmuntrende fra Amery. Clarissa kom frem med et smil. "I know," svarede hun og sendte hendes far et smil.
"I'm not gonna sleep with Cain, okay? I'm not gonna marry the guy. I'm not that kind of girl," pointerede hun og tog endnu engang sin fars hænder og gav dem et klem. "Can I at least just spend time with him as a friend?" Spurgte hun. Selvom det var hendes liv, så gik hun stadigvæk op i at hendes far og hende var på samme side af de fleste ting. At rejse var trods alt ikke noget han altid var glad for hun gjorde, nogle lande bedre end andre.
"Like the shapeshifter?" Spurgte Amery så, hvilket fik Clarissa til at snurre rundt på hælen.
"You are so dead," kommenterede hun og var hurtig til at snuppe en pude og kaste den efter Amery. "Don't worry about it," kommenterede hun så til sin far. To overbeskyttende mænd og en Clarissa. Hun havde ikke en chance. Det var sikkert Amerys måde at skifte emnet væk fra Cain, for nu slap hun sin fars hænder og jagtede Amery rundt i stuen til hun endelig fik grebet om ham og fældede ham så han faldt til jorden. Derefter satte hun sig på ham. Men at undervurdere hendes bror resulterede mere i at han bare rejste sig op og kastede hende ned i sofaen.

Gæst

Zitora & Cain

Han trak på skulderne "I suppose it's something that comes with being immortal, I've lived for so mange eons, lost so many people, one almost because numb after a while" der var mange han havde elsket, eller holdt af, som han havde mistet til alderdommen. Det havde måske også været denne frygt, som havde fået ham til, at gå med til det ritual, som nu linkede Julians liv til hans, så for hver gang at englen døde, kunne han bringe ham tilbage til live igen. Der var dog en sandhed i hans ord, om hvordan han var blevet så vant til det, at han nærmest var blevet følelsesløs på det punkt, og dog var der endnu en håndfuld personer, hvis liv han ikke ville have skulle ende. Bare tanken alene, fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen.
Han ynkede brynet, som hun begyndte at forklarer mere om situationen, om hvordan det havde været et sæt up, og det hele havde været planlagt. Hvad der dog måtte havde været for hende, var at hun skabte mentale forbindelser til folk, så hun måtte hade følt det hele ske "In that case, then you couldn't have done anything, being a set up, then it's someone else behind the scene" pointerede han. Selv hvis det havde været en ulykke, ville det alligevel ikke havde været hendes skyld, og nu lød det til at der var andre parter, som havde stået bag det hele, hvilket blot gjorde det endnu mindre hendes skyld. Han nikkede, og sendte hende et mindre smil "Please do call when you land" lød det fra ham, efter hun havde sagt hun skulle til London.

Clarissa & Bellamy

Han lagde blidt sin ene hånd imod hendes kind, og gav et suk fra sig "I'm always gonna worry about all of you, you my children" pointerede han, og der formede sig et lille smil på hans læber, dog ikke noget, som direkte var fremtrædende. Han var trods alt endnu ikke helt glad for situationen, og at hun bare havde været forsvundet i så lang tid, som hun nu engang havde. Han rynkede brynet "Sometimes we let our minds get to destracted, by the desires of the heart" til tider kunne man jo være så forelsket, at man ikke lade mærke til alle de slemme ting, der kunne være imod den person, som man nu engang havde følelser for. Det var i sidste ende det farlige ved kærlighed, ens hjertes lyster og behovet for nærvær, men også anerkendelse fra andre, trak ofte det logiske væk.
Han betragtede hvordan hans to børn var omkring hinanden, hvordan de konstant ville være der for hinanden, skulle der ske noget slemt. Han var dog for et øjeblik fanget af sine tanker, og som han kom til sig selv, netop som hun glemte hans hånd. Det var dog også omkring her, at hun nævnte hvordan hun bare vile være hans ven, og Amery der nævnte noget om en formskifter. Han hævede øjenbrynet, tydeligt fangede hentydningen i Amery's ord, og dog valgte han, at lade det ligge, da der havde været nok konflikt for denne dag.

» There's an energy and it's so powerful
» Space between - Bellamy
» The Redemption of Skye - Bellamy
» Overcoming fear - Bellamy
» In the shadows of the truth - Bellamy