✤ Define magic - please (Hale)

Vito kendte godt nok ikke meget til den familie han havde som var blod bundet - men det betød ikke at store familie middage og det kaos det bragte med sig var noget han ikke kendte til. For det gjorde han skam - alle steder han havde været havde han haft en familie - eller hvert fald hvad han selv ville definere som familie. Selvfølgelig var alle forskellige, men det var til at forestille sig. Især med store familier.
Hans fingre stoppede ikke med at nusse Hale stille i håret. Det var hyggeligt, og reaktionen han fik gav kun en mere lyst til at fortsætte. Et lille smil lå over hans læber mens han lyttede til hvad Hale fortalte. " But you're not your mom you know. Arts it pretty amazing too. If not even way cooler - magic comes with being a witch, being artsy and things like that is self taught and - I dont know, not everyone is capable of things like that. " Sagde han så bare med et lille grin før han kort bed sig lidt i læben. Det lød ret spændende. Selvfølgelig var der også en masse at lære indenfor magi - og man kunne være bedre til det end andre, men stadig - det var medfødt så det gav ikke helt det samme.

Vito lod sin hånd finde Hales - det føltes helt fantastisk. Varmen i hele hans krop. Han ville ikke engang behøve en jakke hvis han skulle ud i vinterkulden, det eneste han behøvede var at holde Hale i hånden og varmen ville være helt perfekt og mere til.
" I um.. I work at a lab.. " Sagde han så lidt med et lille smil da han endelig fik revet sig selv en smule tilbage til virkeligheden og ikke forblev i hvad der meget hurtigt kunne ende ud i totale drømme scenarier om alting. " Nothing interesting really. " Han rystede kort lidt på hovedet og lod blikket kort følge sine fingre som de snoede sig ind i fyrens hår, kun for at fortsætte med sin nussen et øjeblik senere. Hans anden hånd var dog stadig placeret i Hales. Ikke noget han havde planer om at slippe.
Diskret - måske endda så diskret at det kun var underbevistheden som bemærkede at han mere eller mindre rykkede sig nærmere mod Hale når chancen var der, ikke meget - men bare lige en lille smule. Jo tættere jo bedre. Han var ikke skubbet væk endnu - fyren virkede rimelig cool med det hele, på trods af den generthed og halvt akavethed der i forvejen lå over dem begge. Men det kunne de jo ikke gøre så meget ved. Han sendte Hale et lille smil.
" I totally stole your afternoon - I hope thats alright? Where were you of to? " Spurgte han så lidt med et lille smil.

Hale skævede kort til ham, med sine halvlukket øjne, et smil skilte hans læber som han lyttede til Vitos ord, det var klogt, det han sagde. Han nikkede lidt, halv bekræftende "I guess so.." mumlede han bare, en smule distraheret. Men det var det heller ikke så meget at sige til, med de fingre der, og den nussen! Han sukkede stille, ret godt tilpas lige nu, hvis da bare man kunne blive i den her lille bobbel, sådan forevigt? Det ville være rart, ingen tvivl om det, selv om ja.. Men lige nu kunne virkeligheden altså vente! Hans øjne gled lidt op igen som Vitos hånd nåede frem til Hales hånd, og han betragtede lidt deres hænder som han flettede sine fingre ind mellem Vitos, det gav ham en sjov følelse i maven, det sitrede nærmest? Fik ham til at skælve, bare kort, før han så op på Vito og sendte ham et lidt forvirret blik, hurtigt tog et nervøst smil dog over, og han drejede bare hovedet lidt og lukkede øjnene igen. "A lab? What lab? What do you do there? Are you one of those brainy guys, whos inventing all kinds of cool stuff?" spurgte han nysgerrigt og skævede kort til ham igen, men bare kort, inden han sendte ham et let smil "I do.. Think it's interesting.. Tell me about it" sagde han bare, og sendte ham et skævt smil, før han lukkede øjnene igen og gav et par glade brum fra sig. Vito gjorde ham helt sagligt, lidt ligesom at have fået kastet en eller anden besværgelse over sig, og man var bare sådan helt.. Ja.. Men det var rart, det var det virkeligt. Han forstod det ikke rigtig, men lige nu gad han heller ikke spilde kræfter på at prøve at forstå.. Selv om det nok var tydligt for enhver anden, at Vito havde en eller anden magi over Hale, sådan her ville han aldrig have opført sig normalt, med nogen anden, nej, det var noget helt særligt.
Da han åbnede øjnene igen var Vito også rykket tættere på ham, ligesom han før selv var rykket tættere på Vito, han kunne ikke helt undgå at bemærke hvor tæt de faktisk lå. Han gled langsomt om på siden, så hans front var lidt mere imod Vito. Rakte forsigtigt op med sin frie hånd og strøg drengen let over kinden, inden hans fingre bevægede sig ned omkring hans hage, og så lidt om mod nakken og op i håret, altså imens han bare kiggede ham lidt mystificeret ind i øjnene. "Y.. Yes.. I don't remember.." hviskede han stille, lænede sig lidt frem, kørte sine fingre ind i Vitos fyldige lokker og trak ham let imod sig, ind til de lå så tæt at han ikke kunne, andet end at kysse ham igen, så det gjorde han.

Der var ikke meget at fortælle omkring Vitos arbejde - eller jo måske. Men det meste af det var jo sådan set viden omkring det der ikke burde komme ud. Lige meget hvad man vidste om stedet i forvejen så var der vel ting som var bedst kom fra de rigtige kilder. Vito tog sig aldrig den frihed at kaste omkring sig med informationer af det arbejde han arbejdede med. Også fordi han på sin vis faktisk ikke var voldsomt stolt af det. Derfor var det bare blevet lidt til at 'jeg arbejder på et laboratorium' kinda job. Han smilede bare lidt skævt før han rystede lidt på hovedet. Desuden kunne han ikke garantere at det ikke ville resultere i endnu en blodnæse hvis han pludselig skulle forklare om det også.
" It's really not worth listening to.. " Sagde han så bare stille med et lille grin og lod blikket fokusere mere mod Hale, det samme med tankerne. Han kunne ikke lade være med at bemærke alle de små ting - og jo flere der dukkede op jo mere kildede det i maven og jo mere havde han lyst til at rykke sig helt tæt. Placere sine læber mod Hales - en tanke der kort fik ham til at bide sig lidt i læben. Han kunne mærke sin puls stige endnu engang i tankt med at Hale rykkede sig tættere på.

Det gav et sus i hans krop så snart han mærkede kontakten mellem deres læber. Nærmest per automatik lænede Vito sig længere ind i kysset. Gengældte det selvfølgelig efter lige et kort sekund at have nydt fornemmelsen, varmen af fyrens læber. Han lod hånden der før havde nusset Hale i håret glide lidt ned i hans nakke, dog stadig med små hals nussende bevægelser med fingrende. Han brød kysset et øjeblik og lod smilet tage over hans læber for et kort øjeblik.
" Good.. " mumlede han så bare i sit smil før han startede endnu et kys. Han kunne ikke lade være - der var åbnet for det. Også endda i ædru tilstand. Så galt det bare om ikke at blive for ihærdig for hurtigt. Det var ikke engang fordi et kys behøvede vare længe før han følte sig helt tom for luft. Men det var sikkert alt hvad han følte der trak det ud af - helt utæt. Draget af Hale stoppede han det dog ikke. Lænede sig i stedet lidt mere ind mod fyren. Bad til ikke at blive skubbet væk. Tanken lå der vel altid lidt, men ikke nok til at fylde for meget. Han turde måske godt lidt mere end han først havde troet. Han slap Hales hånd, men kun for at kunne hæve sig en smule og støtte på armen på en anden måde. Komme tættere på uden at fordreje sin krop totalt.

Hale glemte med det samme alt om deres samtale, han anede overhovedet ikke hvad han havde spurgt om faktisk, eller hvad Vito svarede, eller burde svare? Lige nu forsvandt alting bare, og så var det jo rimelig ligegyldigt også! Mest fordi virkeligheden havde stoppet fuldstændig med at eksistere, i takt med at hans hjerte bankede hårdere og hårdere i brystet på ham, og pulsen kravlede op af, steg i lynets hast! Så men knap nok kunne få vejret jo! En intens varme ramte ham hvor end deres to kroppe mødtes, og spredte sig fra disse steder og rundt i resten af ham kroppen, blev til en bølge af energi og varme, en let sitren ramte ham, og gåsehuden fandt sin vej frem på hans arme. Han gispede langsomt efter vejret og slap drengens læber for bare et øjeblik, han hav en ny balje luft ned i lungerne og gentoptog hurtigt kysset. Ja, kysset! En meget fin og meget værdsat virkelighedsfratager! Han var helt tosset med det!
Og heldigt for Vito, var der endnu intet i Hale der brokkede sig over hvem, eller nok nærme med hvilket køn han lige nu lå og kyssede med! Faktisk så tænkte han slet ikke over det, måske så han personen frem for kønnet så alligevel? Men det var jo også blot et kys, mange ting kunne ske endnu, Hale kunne nå at reagere, der var stadig tid til at reagere.
Men for nu, var hans reaktion ikke andet end denne: At læne sig tættere ind mod Vito, stramme grebet lidt om hans nakke, bore fingerne dybere ind i de tætte mørke lokker, klemme hans hånd forsigtigt i sin egen, og sukke stille en smule forført af kysset, mere end en smule, meget faktisk.
Deres holden i hånd blev brudt, men det satte ikke kysset på pause, i stedet fandt en nysgerrig hånd blot frem til Vitos mave, han prikkede let til ham, i en form for undren, inden fingerne gled hen over det bløde stof og lagde sig nemt omkring den tynde talje, hev blot drengen endnu tættere på, til deres kroppe rent faktisk, og nogen ville nok også sige: 'endelig', mødtes. Han gled om på ryggen og trak derfor bare drengen lidt ind over sig, stadig med det bestemt greb om hans mørke lokker, og det lidt mere forsigtigt tilbageholden et omkring hans talje, måske hånden var gledet lidt ned, fik fat i hoften, krammede stoffet lidt under fingerne. Flere suk forsvandt hen over læberne, som kroppen lod sig fortælle hvor fint dette var, og hvor meget mere den ønskede af selv samme behandling.
Bevisthed og virkelighed var stadig bare slået fra, og han tog sig selv i at nyde kysset, nyde Vito, ønske mere? En tanke der endnu ikke var blevet ubehagelig! Så han forsatte, forsatte kysset, skælvede let imod drengen, gåsehud over det hele nu, en vejrtrækning helt ude af kontrol, og en puls der stadig steg? Hvis muligt overhovedet.. Det var i hvert fald svært at trække vejret, hans kinder brændte, ja faktisk hele hans krop brændte lige nu, men han kunne ikke stoppe.. Han sukkede jo efter mere!

Intet beskrive hvad der foregik i Vitos krop på nuværende tidspunkt. Det hele farede rundt. Nærmest magnetisk mod fyrens krop. Det var jo ikke fordi han ikke havdet kysset med folk før eller været i en følelsesmæssig bånd med folk. Men det var slet ikke til at måle med dette. Jo tættere han kom på Hale jo mere komplet følte han sig. Og nok også bare en smule mere lystfuld. Men hey - hvem kunne ikke være det når man var placeret hen over en fyr der tydeligt havde evnerne til at trykke på alle knapper bare ved at kigge på ham. Ikke at det kun var det der trak Vito tættere mod ham og villigt lagde sig ind over fyren - gengældte kysset efter selv lige at have fået vejret i den alt for forstyrrede vejrtrækning. Der var meget mere i det end kun lyst - som sagt en nærmest magnetisk fornemmelse. Et puslespil hvor de sidste brikker endelig kunne komme på plads.

Det kriblede i hele hans krop. Gjorde det nærmest svært at holde sig i den. Også selvom det var umuligt at kravle ud af sin krop - men hvis man kunne! Så var Vito overbevist om at det var hvad der ville ske. For selvom deres kroppe var så tæt mod hinanden, var det som om det ikke helt var nok. Alligevel helt fantastisk men hele tiden med en iver for mere. Han holdt kysset, intenst, men stadig med den lidenskab han følte i hele sin krop.
Hans hånd fik sig sneget op under Hales trøje og op over fyrens mave og bryst. Nyde varmen fra hans krop under det lag stof der var i vejen for at gøre det ellers. Føle hans hjertebanken - som nærmest slog i takt tempo med hans eget. Hans anden hånd var halvt placeret ved siden af Hales hoved, men stadig så hans fingre kunne begrave sig i fyrens hår. Holde ham tæt. Han kunne ikke komme tæt nok på. Det var skræmmende på den mest behagelige måde. Det var nærmest som hans sind blev tåget og lukkede alt andet ude. Hale var hans fulde fokus - han ville være ved ham, røre ved ham, føle ham - indånde hans duft. Hvis end ikke blive en del af ham. Endnu en vejrtrækning var nødvendig - i samme øjeblik som Vito fik sig skubbet en smule mere ind over Hale, placeret et ben på hver side af ham. Dog stadig lænet ind over ham og klar til at lade sine læber mødes med hans igen. Hvilket han gjorde et øjeblik efter. Nu var det bare lidt nemmere at holde sig oppe. Det gav hans hænder fri mulighed for at kunne bevæge sig ned ovet fyren, skubbe lidt op i hans trøje.

For selv om der måske ikke var noget bånd fra Hales side af, ikke på samme måde som det Vito havde til Hale i hvert fald, så følte han alligevel der var noget. Noget der bandt dem sammen, en skæbne der helt sikkert havde været i et utrolig dårligt humør den dag, hvor Hale var blevet valgt som et perfekt match til Vito, men ikke omvendt? Det var ondt, det var hvad det var, og faktisk gav det slet ikke mening. Well, for Hale måske, fordi han jo selvfølgelig ikke var til fyre, og ja det var stadig tanken! Ligegyldigt hvad han lige nu fortog sig, så var det stadig tanken. Men hvorfor havde skæbnen så valgt at binde denne lille gut til ham? Det gav så absolut ingen mening, det var så ondt, alt for ondt, Vito var jo dødsdømt allerede fra første sekund? Hvordan kunne han være så rolig egentlig? Hvordan kunne Hale være så rolig, og hvad forgik der i det hele taget, hvad lavede de, eller vent, hvad lavede han?

Et par tanker begyndte at sno sig rundt i hans hoved nu, ubevidsthed blev hurtigere til bevidsthed. Selv om han stadig gengældte deres lille romance der i sengen, så begyndte det at blive mere tøvende! Bestemt som Vito ikke lod sig holde specielt meget igen, og fyren gled ind over ham, med fingerne.. Alle mulige steder.. Det begyndte at blive for meget, for voldsomt! Brutalt!
Hale gispede efter vejret, men ikke længere på nogen god måde, panikken satte sig fast i ham, og han åbnede øjnene, ja spilede dem faktisk op. Han kom virkelig til sig selv nu, det var da helt sikkert, hvad havde nu udløst det? Var det fyres, hmm, hårdhed, mod hans ben? Han kunne jo mærke ham, mærke at det var.. At han var, en ham? Det var der panikken startede, og Hale måske for første gang siden han havde mødt Vito, opdagede hvad det egentlig var han lavede. Han rev sig løs fra kysset, stirrede op på ham, lidt bleg i ansigtet, før han tog fat om begge drengens håndled og tvang dem væk fra sig selv, måske endda lidt hårdt og voldsomt? Altså han brækkede ingen knogler, men det var bestemt heller ikke blidt! "What are you doing??!" sagde han højt og så skubbede han ellers bare Vito væk fra sig, før han krøb lidt tilbage og kom op og side.
For så ellers at hoppe ud af sengen og køre en hånd gemme håret som han bare stirrede frem for sig, vågnede langsomt op af trancen.. "Don't kiss me.. Don't... I'm NOT gay! Why did you do that.. This is.. No.. I can't.. I have to go!" udbrød han og væltede næsten over sine egen ben i et forsøg på at flygte fra Vito, og altså nå ud i entreen hvor han gik i gang med at trække i sko og jakke.

Burde han have set det komme? Måske - men det gjorde han ikke. Ikke engang den tøven Hale måske havde haft med i spillet de øjeblikke der var gået før han tydeligt havde trukket sig på afstand. Han ville ønske han kunne have opsnappet et tegn på noget - så kunne han selv have stoppet? Eller bare.. Måske var det bare fordi han rykkede for hurtigt frem? Mængden af tanker der fløj gennem hovedet på Vito i det øjeblik kysset blev brudt på den måde det gjorde var ufatteligt. Han havde aldrig overvejet at det var muligt at tænke så mange ting på en gang. Hans blik faldt dog med det samme på Hale - " I'm.. " Han nåede ikke at reagere mere før han var blevet fjernet fra fyren og måtte fange sin balance for at blive siddende op og ikke falde ned at ligge. Han bed sig kort i læben og mærkede hvordan den behagelige følelse i kroppen var blevet skyllet væk af det stik modsatte. Ubehag og usikkerhed for ikke at nævne en vis flovhed. Han sank kort lidt en klump før han kort tog sig lidt til det ene håndled. Lige omkring hvor Hale havde haft fat for et øjeblik siden, måske lidt for stærkt. Det gjorde da hvert fald en smule ondt.

Hans blik flakkede et øjeblik, knuden i hans mave og klumpen i hans hals gav ham ingen tegn til hvad i alverden han lige skulle gøre af sig selv. I stedet fandt hans blik Hale igen som fyren igen sagde noget.
" .. I'm sorry.. I just.. " Han bed sig kort lidt i læben før han rynkede panden en smule, det blev dog kort efter til en svag rysten på hovedet. Han rodede sig kort lidt i håret før han skævede mod sengen. Selvfølgelig kunne han kun holde blikket fra Hale et øjeblik og det fandt hurtigt fyren igen, som han selv kom på benene. " Hale I'm sorry.. I shouldn't have.. " Han rystede hurtigt lidt på hovedet. Han vidste ikke hvad han skulle sige.
" I didnt mean to push you into something you dont.. I'm just.. " Det havde virket så virkeligt. Han kunne ikke bebrejde Hale, han kunne jo bare have accepteret det faktum at fyren flere gange havde sagt han ikke var til fyre. Respekteret det og ikke snuppet hele armen da han fik en hånd. Alligevel fortrød han det ikke helt, måske at han ikke havde givet det bare et par sekunder mere. Den følelse ville han gerne have tilbage. Han stoppede op lidt fra Hale - måske faktisk med en god afstand. Selvom han gerne ville tættere på - men nej. Han mistede nærmest pusten et øjeblik i en indre panik over det. Angsten for at have ødelagt det hele. Alting. Hvilket selvfølgelig fik ham til at tage en halv dyb indånding og lige samle sig selv et øjeblik. Også selvom det var et øjeblik han burde bruge på at få fyren til ikke at smutte. Det ønskede han jo ikke, men han kunne ikke tvinge ham til at blive heller. Han kunne ikke andet end at undskylde - andre ord ville ikke ud.

Hale opfagede knap nok hvad den anden dreng sagde lige nu, han var alt for optaget af den hurtigste mulige måde at få sine sneakers på lige nu, men selvfølgelig ville de ikke på, og de blev ved med at irriterer, og så gik snørrebåndet op igen, og han havde bare lyst til at kyle begge sko af helveds til altså! Han rev nærmest jakken ned fra krogen og stoppede sine arme i ærmerne på jakken! Han var alt for, for hvad? Vred, frustreret, forvirret!! Mest på sig selv sikkert, men det var lettere at lade det gå ud over Vito, han var jo lige der, stod der bare og undskyldte jo? For noget han sikkert ikke burde undeskylde for, taget i betragtning hvem der havde startet det hele, og så endda to gange? Men alt det lagde Hale slet ikke mærke til lige nu, han havde bare brug for en anden tog skylden, så han ikke skulle føle den her mærkelige ubehagelige fornemmelse i maven. Når man tror man er en ting, og så finder ud af at man er noget helt andet? Det aldrig rart at lære nye ting om sig selv er det? Er det ikke bedre bare at være den samme, den person man kender? For ja, den person man kender bedst, skal jo helst ikke ændre sig, så kender man jo ikke personen mere, og dermed sig selv? Okay forvirrede!

"No you shouldn't! It's wrong, this.. All this.." sagde han bare og kastede frustreret rundt med sine arme i alle mulige retninger, som han et par gange fik peget på Vito.. Han holdte sig godt nok på afstand? Var han bange? Han tog et par hurtige skridt hen mod ham og tornede sig nok lidt op over ham nu, der var alligevel en højdeforskel, og Hale kunne måske godt se skræmmende, og intimiderende ud, hvis han virkelig ville? Mørket lagde sig lidt omkring hans øjne som han kiggede på drengen foran sig, og så igen, bare ud af ingen ting.. Tog han et, et dominerende greb om drengens ansigt og trak det mod sig, lænede sig frem, pressede ham op af den nærmeste væg og trykkede sine læber hårdt mod hans! Ikke som før, slet ikke som før! Nu var det: vildt, levende, passioneret, vådt og længselsfuldt! Krævende, krævende som aldrig før! Og alle følelserne samlede sig i hans mave, som han kyssede Vito, ville ikke give slip.. Men tiden kom.. Og han stoppede kysset, for blot at blinke lidt med øjnene, forundret over sig selv måske? Hvad var det her for en sær magi, hvad gjorde drengen ved ham?! "STOP!" råbte han højt, okay måske ret skræmmende nu! Han havde sluppet Vito igen og hamrede hænderne ind i muren på hver side af hans ansigt, stadig havde han ikke sluppet den intense stirren! Han sukkede, lænede sig frem og stjal endnu et begærligt, og meget vredt! Kys. Før han slap ham og vaklede bag ud igen, stirrede tilbage på ham.. Fandt dørhåndtaget bag sin ryg. "Why are you doing this to me? Please don't.. Please.. Please.. Don't do it.. I can't... I just.. I just can't.." stemmen der talte nu var ikke vred som før, den var sårbar nu, og den skælvede let og knækkede over et par gange faktisk, fortabelsen var til at tage og føle på.. Så fortabt, så i vildrede.. Så forvirret! Blanke øjne. Han trykkede håndtaget ned og hev døren åben, ud af den og smækkede den blot i bag sig.. Ude i opgangen stoppede han bare op, frøs fuldstændig i alle bevægelser, før.. Før.. Et par lydløse tåre fik frit spil, og trillede ned over hans røde kinder, flovhed malet over hele sit ansigt.. Men der var mere, alle følelserne, så lette at læse.. Så svære at forstå!

Den intense energi der omfavnede Hale gjorde ærlig talt Vito en smule nervøs. Han frygtede måske en smule hvad han kunne finde på at gøre. Lige så meget som han frygtede at fyren forlod rummet - eller kastede med ord der kunne gøre alting lige en tand værre. Ud af vrede og frustration. Han vidste vel godt at Hale ikke.. Eller hvad? Var han faktisk oprigtigt vred over det. Kunne han det? Var det ikke ham der havde startet. Jo - men på den anden side, det faktum at hans navn var det der var placeret over Vitos kraveben lagde vel ubevidst et pres på Hales skuldre. Også selvom han ikke ligen nu virkede til at være en med tankerne på det.
" I know - I just thought.. " Han gik i stå som Hale trådte nærmere og måtte kort bide sig lidt i læben. Fyrens blik var slet ikke som tidligere - der var ikke meget af det blide og generte at finde som der ellers havde været en masse af. Alligevel var han draget til ham. Han kunne ikke benægte det - hvor meget det så end fik hans mave til at slå knude på sig selv i nervøsitet så var det der stadig - den følelse der forsøgte at trænge sig igennem og fange Hale i sin hule hånd.

Det glippede kort i ham som Hale greb fat i ham, endnu engang da han mærkede væggen bag sig. Han strittede dog ikke i mod. Hvorfor skulle han stritte imod? Hale havde ret til at reagere og om han ville indrømme det eller ej - så var kontakt for Vito lige nu lige gyldigt, god som dårlig. Han ville bare gerne bekræftes i at han ikke havde fucket det hele op. For gjorde han det, var det vel nærmest selvmord. Han lukkede øjnene ved Hales kys og varmen skød til hovedet igen. Det hele gik så stærkt - han nåede ikke at føle noget af det der skete i hans krop før han fysisk mærkede noget andet. Hales kys gav ikke samme følelse, det var hans tilstedeværelse der gav ham den rare kriblende fornemmelse - men selve kysset gjorde ikke. Måske fordi angsten i hans mave abstraherede ham fra at føle det hele.
Det glippede i ham igen da væggen var den der fik et slag. " Shit..." mumlede han kort og lukkede et øjeblik øjnene igen før han endelig skævede mod Hale. Han mærkede hvordan hele hans krop nærmest var i chok - kun med en svag sitrende fornemmelse i skuldre og arme. Hans hjerte sad helt oppe i halsen, men samtidig var det som koldt vand løb ned over hans ryg. Adrenalinen var også i spil - meget mod hans vilje men sådan var det når der skete voldsomme ting omkring en som man ikke selv havde styr over. Endnu et kys - et kys han minimalt faktisk nåede at gengælde. Han kunne ikke lade være. Han var mindst lige så tryllebunden som Hale var. Hvis ikke mere.
Han åndede ud og lod sin hånd finde sin nakke mens hans blik var rettet mod Hale. Han forstod ikke hvad der foregik i hovedet på den anden heks. Han ville ønske han gjorde. Han kunne kun agere ud fra hvad han selv følte. Hvilket var total splittelse. Han ville rende efter ham. Kysse ham igen, tvinge ham til at føle hvad han tydeligvis kæmpede imod. Men samtidig ville han give ham plads - tid. Hvad end han havde brug for. Han fugtede kort sine læber og lod øjnene glide i så snart Hale havde forladt rummet. Vito havde ingen ting at sige. Han vidste ikke hvad han kunne sige der kunne gøre noget bedre - det ville sikkert kun gøre det værre.
Han gled stille ned at sidde på gulvet mens han lod sine hænder glide op gennem sit hår, kun for at ende i hans nakke. Det var først da han sad på gulvet at han endelig åbnede øjnene igen og skævede lidt hen over gulvet. Stadig en smule i chok - okay meget. Hvad skete der lige? Hans krop rystede, men han var ude af stand til at tyde hvorfor eller om det var godt eller skidt.

Til sidst rettede han blikket mod døren. Han anede ikke hvor længe han havde siddet der. Men meget hurtigt var han på benene henne ved døren. Kun for at hive den op og træde ud i opgangen. Uden at vide om der var gået langt nok tid til at Hale var smuttet og han ville træde ud i en tom opgang, eller om fyren stadig var der - eller på vej ned. Han kunne ikke vide det. Han håbede på det sidste. Han måtte ikke gå, han havde ikke brug for han forsvandt med det samme. " Hale!? " Hans blik gled rundt før han så bare kort sank en klump.

Et par sekunder tikkede afsted, selv om det i virkeligheden føltes som noget ala flere år? Før han igen kom til sig selv, et sidste blik på døren bag sig, og en nagende følelse i maven, der prøvede at fortælle ham at han skulle vende om, få tilbage ind til Vito, sige undskyld sikkert! Men han kunne slet ikke, panikken var alt for tydelig i hans øjne, og angsten var lige til at smage på jo! Han kunne ikke! Kunne bare ikke. Så i stedet, valgte han at være en nar, noget han næsten aldrig var, faktisk.. Aldrig? Og begyndte at løbe ned af trapperne, han løb sin vej jo, han kunne ikke andet! Og på det tidspunkt Vito kom ud for at kalde på ham, var døren til opgangen allerede smækket bag ham.
Han ville sikkert få dårlig samvittighed senere, men lige nu havde han bare brug for at komme væk, lige gyldigt hvad. Han løb hen af gaden, ligeglad med regnen, ligeglad med at blive gennemblødt! Han løb hele vejen tilbage til skolen. Kort overvejede han at tage hjem til sin mor, men ærligtalt så gad han ikke tale med nogen lige nu, han ville bare være alene jo, havde brug for at være alene! Så han tog tilbage til akademiet og håbede bare på Archie ikke var hjemme, så han kunne begrave sig under sin dyne og aldrig stå op igen!

//Out.