HELP! He's dying! - With: Hale, Vito, Rebekah, Stephen, Archie and Miles

Sted/Omgivelser: Rebekahs Mansion i udkanten af Moonlight Falls. Entreen, gætter på den selvfølgelig er total overdådig, når det er dronnings hjem vi har tale om!
Vejr: Strom! - Det regner og blæser som en gal!
Tidspunkt: Aften/nat, hvem ved? Det er mørkt udenfor i hvert fald!
Outfit: Profilbilled, matchende bukser og blanke sko! Han har ingen jakke på, snøft!
Emne til: (Hale), @Vito, @Rebekah, @Stephen og @Archie <-- I den rækkefølge! (Med surprise visit fra @Miles)

"MOM!!! Mom! PLEASE! Are you here, mom! I need you, help me! Please!!" Råbte en desperat stemme, den knækkede over et par gange i bare panik, som han forsatte med at kalde på sin mor, please være hjemme, please please please!
Han fik knaldet døren i bag sig, lige i sidste sekund, inden vægten fra den halv vågne og halvt bevidstløse Vito, der hang om halsen på ham, endelig fik hans knæ til at bukke under. Han lod sig bare droppe håbløst ned på knæ, på det kolde stengulv i entreen, ude af stand til at gøre noget som helst andet. Han fik viklet Vitos arme fri fra sig og lod ham glide helt ned og ligge på ryggen, foran sig. Han bøjede sig ind over ham, og skubbede uroligt til hans bryst. "Vito.. Vito, can you hear me?! Please wake up.. Hold on.. Okay, help will be here soon okay! I'll promise! Just, hold on!!" hviskede han desperat til den døende heks på gulvet foran sig.
Igen ramte en bølge af ren smerte ramte Hale direkte i brystet, hans øjne blinkede intenst, som han udstødte et pinefuldt skrig, han havde aldrig.. Aldrig prøvede noget ligende! En lille smule blod ramte hans overlæbe, i det hans krop var gået i luckdown, på grund af blødningen i hjernen, blodet var begyndt at løbe ud af hans næse.
Ingen kunne vel være meget i tvivl om at Vito lige nu, ikke var den eneste døende heks i rummet! Nej, de var begge to godt på vej, den ene lidt tættere på det evige mørke end den anden.
Han brugte bagsiden af sin hånd til at tørre blodet væk, og bukkede sig igen hurtigt over Vito, som han kiggede på det smukke ansigt, eller.. Det havde det været jo, før alt det her! Nu var det forvrænget i smerte og blod var tværet ud over alt, han var ligebleg og øjnene kørte frem og tilbage bad de endnu lukkede øjenlåg. "Don't you dare.. Do you hear me Vito?! Don't you dare dye on me!! MOM!! MOOOOOOOOOOM!!!" sagde han, før hans stemme gik over i endnu en desperat råben.

Påklædning; Her

Det var ikke noget der var kommet ud af det blå. Eller jo, men havde han ikke forventet det? Lige præcis hvor slemt det ville ende med havde han selvfølgelig aldrig haft en idé om. Men ingen ønskede at dø en død som man altid havde hørt en afvist heks ville igennem. Som sagt ikke noget der kom ud af det blå. Men det var kommet snigende - langsomt. Det startede med en trykken i brystet, som kun var blevet værre indenfor.. Han anede ikke hvor længe siden det var. Han havde til at begynde med forsøgt at reperere sig selv. Men det gik slet ikke - intet virket og alt gjorde ondt. Alligevel var det først da han hostede blod op første gang at det virkelig gik op for ham at det var helt galt. At en frygt for alvor var blevet virkelig og der var ingen vej væk fra det. Han havde forsøgt en så simpelt ting som at ringe til Rayna, men det var et mislykket opkald da han ikke kunne holde mobilen ved sit øre mere end de første to bib toner. Han havde kort opfattet at der løb blod fra hans næse - men så kolapsede han og var væk et kort sekund. Alt derfra var plørret - det eneste han huskede var smerten, der bredte sig rundt i hele hans krop. En smerte der ikke var til at beskrive - noget der alt startede i brystet og bredte sig ud i kroppen.

Fra Hale havde fundet ham og til de var i det hjem han før havde fulgt ham til - havde han ikke været ved bevidsthed hele tiden. Det var dog som om at hver gang hans krop forsøgte at koble hjernen fra smerten. Blev han hevet tilbage - tvunget til at føle alt den befalede. Han bemærkede nærmest ikke hvad der skete omkring ham - kun den panik hans krop var sat i. Angsten for at dø - døden var jo nærmest lige for øjnene af ham og alligevel kunne hjernen ikke acceptere det og satte dermed en panik i gang. Hans blik fangede Hale som hans stemme fik ham til at åbne øjnene igen. Ude af stand til at svare forsvandt hans forkus fra Hale igen. Han forsøgte kort at finde ham med sin hånd, men selv det at rykke på sig var nær umuligt. Hans krop var i ulidelig smerte. Han kunne høre hans stemme. Men resten var uklart. Ikke engang de lyde han selv kom med var at høre i hans hoved, smertefulde lyde halvt i gråd. Han kunne ikke se, ikke dufte - kun føle hvordan hans krop - for at være alt for langsomt gik ned. En ting var at skulle acceptere sin skæbne og dø - men kunne de i det mindste have gjort så det gik lidt hurtigere? Bum og væk. Ikke det her. Slet ikke det her. Hvor lang tid der egentlig var gået vidste han ikke - Tidsfornemmelsen var helt væk.

Det var heldigt nok at hun vidste han ville komme forbi, ellers havde hun sikkert ikke været her lige nu. Men måske et andet sted i det enorme hjem. Dog var hun ikke i tvivl da døren blev flået op at noget var galt. Ganske rigtig, råb. Og ikke bare et normalt råb, men et hjerteskærende et som gjorde Rebekah ikke engang brugte kræfter på at løbe derhen men i stedet for bare knipse og pludselig var hun nede i forhallen til synet.
"What happened?" Spurgte hun og holdt hovedet koldt. Rebekah satte sig på hug ved den anden heks, dog gik der få sekunder før hun opdagede at der også var noget galt med Hale. Rebekah greb fat i Hale, og så ham i øjnene.
"Stay with me, okay? Just stay with me," sagde hun seriøst. Hjertet bankede, men det var ikke nu hun skulle handle følelsesmæssig. Rebekah vrissede lidt af sig selv, hun kunne umuligt nå at fokusere sin energi på at redde begge. Ikke med den mængde magi hun lige havde udøvet på Calla tideligere idag.

Naturligvis var Rebekah mere bekymret for sin egen søn end for den fremmede heks på gulvet. Ærligtalt var det ikke før en magisk forbindelse ramte hende, som gjorde hende klar over, hvor præcis den anden heks stammede fra.
"For the love of god.." vrissede hun igen, og mumlede et par ord. Et lys dukkede op og forsvandt hurtigt igen. Et advarselslys til Stephen om at han skulle komme nu, og at det var vigtigt. Rebekah løftede sin hånd henover den fremmedes brystkasse, og fokuserede sin magi på at holde ham i live. Ved at dele sin egen livs energi med de to unge hekse. Rebekah ved sig selv i læben, det skulle kunne holde nogle fra at tage endnu et skridt imod døden - i hvert fald til Stephen kom. Blodårerne i Rebekahs krop blev voldsomt tydelige som hun lukkede øjnene for at holde energien lige fordelt. "I guess this is Vito then? Okay.. Vito listen to me, I know the pain. And I'm trying to take a little of it okay?" sagde hun stille. Men der slog hovedpinen hende, og sendte en håndfuld af mørke minder efter hende - dårlig timet. Rebekah sank en klump og prøvede at holde det henne. Hvor fanden blev Stephen af.
"Archie!" Råbte hun så, for hun vidste at Archie var hjemme, og mon han ikke var hurtigere end Stephen. I hvert fald ville han kunne hente Stephen, eller Dove.

"If I should stay - I would only be in your way - So I'll go but I know - I'll think of you every step of the way!!!!" han tog en dyb indånding som musik gled et takter frem og han gled et par bag ud! Det forhindrede ham dog ikke i at skråle videre ned i en halv tom ølflaske som han lige nu brugte som mikrofon. Tv'et i hans lejlighed stod tændt og var skruet op på fuld knald som Whitney Huston guidede ham igennem teksten til: I will Always Love You, Ikke at han på nogen måde kunne ramme tonerne, det var der sgu ingen der kunne ærlig talt! Men det var især ynkeligt når forsøget stammede fra en fuldvoksen mand, der hoppede rundt i sine møbler, med røde øjne og en stemme der blev ved med at knække over, som han igen og igen snøftede og sang ned i den tiende øl flaske han nok havde drukket den aften. "And I... will always love you, ooh - Will always love you - You - My darling, you... Mmm-mm" forsatte han, før en hulken pausede ham lidt og han lige lod elendeligheden overvinde sig et par sekunder. Han gled utilfreds ned i sofaen og sad bare og rokkede lidt med til melodien imens han drak en par tåre mere af sin øl.. Lidt halvkvalt genoptog han den frygtlige sing-along: "And I... will always love you - I will always love you - I will always love you - I will always love you" lød hans halv kvalte stemme, som han rakte ud efter en pude og krammede den tæt ind mod sit bryst, mod sit ødelagte hjerte!
Et par sekunder gik hvor han bare sad og rokkede lidt med, stadig lød der en akavet pinlig hulken fra ham, godt man boede alene, og ingen nogen sinde ville se dette, eller få noget at høre om det! Nå men, så dukkede der et lille mærkelig lys op, og først blev han bare forvirret, hans alkohol level var nok lige en tand for høj til fokus? "Gabriel?" hviskede han stille og stirrede på lyset. Men efter lidt fumlen fik han tv'et sat på pause og kiggede lidt mere indgående på lyset.. Nej.. Ikke Gabriel.. Rebekah! "Not now.. No.. No.. Please.." hviskede han stille og gav et hysterisk skrig fra sig før han væltede om i sofaen og spildt øl ud over det hele!
Et minut senere rejste han.. Ok måske 5 minutter.. Og trak sig selv op fra sofaen, en lettere besværlig besværgelse senere og han havde rent tøj på, han lænede sig frem og fik fingre i lyset, hvis man da kunne sige det, og et øjeblik senere forsvandt lejligheden omkring ham, og han dukkede op hjemme hos Rebekah, midt i alt kaoset. Puuuh.. Okay.. Den slags skulle altså have en form for advarelse når man var fuld! Ok.. Fuld tryk på kvalme nu!
Han så sig lidt tøvende omkring, alt var bare sådan lidt sløret og forvirrende? "Hallo?" spurgte han tøvende og fik så øje på de tre mennesker på gulvet i entreen? What? "What are you doing? What is going on?" sagde han forvirret og nærmede sig kaoset der på gulvet.
Han genkendte selvfølgelig med det samme sin søster, men de to andre? Ok den ene virkede lidt bekendt.. Wow.. Why was this so hard? Jov vent.. Hale.. Ok, og ham den sidste? Nejnej, ham kendte han altså ikke!
Som han kom nærmere dem, eller helt hen til dem, gik det lidt op for ham at det måske var mere alvorligt end han lige kunne overskue lige nu? Helt ærligt altså.. Hvis de skulle dø, kunne de så ikke lige vælge at gøre det en anden dag.. En hvilken som helst anden dag måske? "So this is awkward.. I just came for the cake?" mumlede han, dårlig humor var hans bedste selvforsvar, yup.

Klik

Okay han var kun næsten lige kommet tilbage fra byen af, hvor han havde set Jess sammen med en anden fyr - sådan mere eller mindre. Han var gået op for at smide sig i sin seng, for ærligtalt ville han hellere være hjemme i det kæmpe hus her - end på et minimalt værelse på akademiet. Desuden havde han ingen interesse for at gå der overhovedet. Dog nåede han knap nok at trække vejret før at han syntes nogle forlangede hans assistance - igen. Archie var dog klar over situationens alvor udfra hans mors toneleje. Og der ramte lugten af blod ham, mest fordi han virkelig fokuserede på situationens alvor. Vampyrfarten takkede han for at være hurtigt derhenne, nogenlunde samme tidspunkt som Stephen ankom. Han så hen på Hale, hvorefter han lyttede til Stephens dårlige humor.
"Oh shut up Steve," sagde Archie så bare til Stephen. "Could you do something.. I don't know, more helpfull like.. or do I need to burn your ass to prove a point?" Spurgte Archie og hævede et bryn. Derefter gik han hen på hug ved Hale, for at hører hvad han kunne gøre. Det lå ikke nemt til Archie at være bekymret og han prøvede ikke at lade det skinne ud af øjnene på sig - men små glimt kunne ikke undgå at komme frem når han så hvor stor smerten Hale var i. Archie kunne ikke tåle at miste en til, det kunne han bare ikke.
"So what did you get your stupid ass into this time?" Spurgte han med en nervøs latter som han så på Hale. Den nervøse latter var Archies tegn på, at han var hvad kunne man sige, bange? Bange for at miste Hale. For det var han. At indrømme det var nok bare noget han aldrig rigtig kunne. I denne her verden var sådan nogle følelser en svaghed, og det havde han lært hårdt fra start af.

Rebekah var der heldigvis hurtigt, og hun reagerede kun lige så hurtigt, hvilket var virkelig godt, det havde han brug for lige nu! En der kunne handle, og det kunne hans mor! "Mom.." sagde han som hans stemme knækkede igen, han var helt ude af den jo. Der skete så meget, og alt det der skete, måtte ikke ske, og her var de alligevel, og det værste tænklige var sket!
Lige nu kunne han virkelig godt bare bruge et kram faktisk, men det var der altså virkelig ikke tid til! Han blev nød til at forklare, og hans mor blev nød til at redde Vito! Det blev hun bare nød til!!!
"Vito.." hviskede han forvirret da Vito kom med et par smertefulde lyde, han anede ikke hvad han skulle stille op, nussede ham bare forvirret på armen, i et håb om det måske ville virke? Please?!
Han så op da Rebekah gled ned på hug sammen med dem, og så hende i øjnene med et lidt håbløst blik. "I'm his soulmate.. I.. I.. rejected him.. It wasn't on purpose! I don't want him to die, please, I.. I.. I really like him, I think.. I wanna be with him.. Please, help me!" gispede han stille i fuldkommen panik, før han lænede sig ned over Vito. "Stay with me.. I want you, I promise!" hviskede han stille til den døende Vito, som et par tåre trillede ned over hans ansigt. Hvorfor havde han overhovedet afvist ham til at starte med?! Det var så dumt, åh så dumt!
Men alligevel var han døende selv, fra en helt anden hjertesorg, en han holdte ud i strakt arm, han ville ikke kigge på den! Tænke på hende.. Chloe.. Hendes øjne, hendes læber, hendes hår.. Hun var så smuk, og hun ville ikke have ham, det ville hun ikke, for hun havde Luca.. Og det var okay, det var det, han forstod.. Men hun var bare så.. Smuk.. Det var svært at give slip så hurtigt, også selv om man aldrig havde haft fat? Men det var det altså.
Han rettede sig lidt op og begyndte at skubbe sig selv selv væk fra de to, gav Rebekah plads til at arbejde på. Nok havde han det selv skidt, men ikke lige sådan som Vito, Vito var næsten død, Hale var kun lige begyndt.
Han nikkede hurtigt til sin mor, ja det var Vito.. Han havde fortalt hende om Vito, ikke særlig meget, men lidt.. Hun vidste godt hvem han var, lidt.. "Don't help me, help him!" sagde han bare hurtigt og lidt bestemt, da han kunne mærke hun prøvede at hjælpe dem begge, og det havde han ærlig talt ikke brug for, han havde en plan! Han blev bare nød til at sikre sig Vitos liv først, det var vigtigere.. Vigtigere end hans eget! Så meget betød drengen faktisk for ham.

Han så op i det et lys glimt forstyrrede hans øjne, og så var Stephen der pludselig, og.. Var en komplet idiot, selvfølgelig. "Shut up Stephen!! Don't just stand there, help him, he's dying! You need to help! Please help, please!!" råbte han af sin onkel. De havde ikke det mest tætte bånd, Hale syntes ærligtalt ikke Stephen var spor sjov at høre på, han var altid pisse irriterende, også når han ikke var. Der gik kun 5 sekunder og så kom endnu en person til syne, Archie! Synet gjorde Hale mere end bare lykkelig! Ja godt nok så havde de lidt 'vi hader hinanden' søskende kærlighed gående lige nu, men ikke destro mindre så elskede Hale sin bror, virkelig meget faktisk! Også selv om Archie var dårlig til at gengælde det, så kunne Hale bare elske nok for dem begge to, intet problem!
Han rejste sig endelig helt, og tog bare fat om Archies håndled og begyndte at trække ham efter sig. "I.. Changed the plan a bit, but I still need you.. To do that thing we talked about, you remember right?" sagde han da han havde fået hevet Archie lidt væk fra Rebekah, han vidste ikke helt om hans mor ville syntes så godt om det.. Men.. Det var den eneste mulighed? Måske kunne hun redde ham, men ikke når hun skulle redde Vito også.. Og hun blev nød til at redde Vito!
Han kunne ikke lade være med kort at skæve til ham.. Fuuu..
"I'm dying, I need you to turn me.. Now.." hviskede han så og mødte Archies blik, han havde bedt Archie om det her.. Før.. Vampyren havde været tøvende omkring det, ikke helt med på ideen.. Men nu blev han altså nød til det! Der var ingen vej uden om! Og Hale havde ikke tænkt sig at dø, nej!

Han havde aldrig prøvet noget lignende. aldrig drømt om at dette var muligt. Det var som om alt i hans krop langsomt blev trukket fra hinanden. Pinefuldt - og hver gang man ‘vænnede’ sig til den ene grad af smerte, trak det hele sig sammen igen og hævede niveauet bare en smule. Sådan blev det ved. Sådan havde det foregået alt for længe. Hans krop kunne snart ikke mere - som sagt var hans tidsfornemmelse forsvundet så hvor længe det egentlig havde stået på vidste han ikke - siden.. Well siden han sidst havde været i kontakt med Hale? Det var nogen tid siden. Alle musklerne i hans krop spændte op, rystede i en af og til nærmest krampe agtig bevægelse. Hans frøs men følte på samme tid en feber der virkede til at ville brænde gennem hans hud.

Han kunne høre en stemme - nej to stemmer. Hans ene hånd havde knuget sig omkring stoffet på hans trøje lige ved hans kraveben. Ikke bevidst - intet var bevidst. For han var i sidste ende ikke helt ved bevidsthed. Også alligevel - for han mærkede det hele. Selv den smule smerten forsvandt ved heksens magi. Det afgav et øjeblik et suk fra ham. En smule lettet eller mindre belastet fra smerterne. De var der dog stadig - bølgen blev måske bare holdt nede et øjeblik.
Han forsøgte at få et ord ud over sine læber men måtte opgive og kun lade navnet ‘Hale’ komme frem i en hæs rallende tone, som med det samme fik ham til at hoste og hoste igen. Han vred sig om på siden hvor endnu et host forlod hans krop og efterlod en forstærket smag af blod i hans mund og lidt efter løbende ud over hans læber. Han ville krølle sig sammen til en kugle og ikke føle mere. Han kunne ikke holde til det mere. En krop i dette stadie var ikke ment til at være i live. Hvor meget han så end ønskede det, så ønskede han nok mest bare at det ville stoppe. Det hele. Alting. Den skærende følelse i brystet.

Nej der var i sidste ende kun en ting han ønskede. Den ene ting han ikke kunne få. Det der var skyld i han overhovedet var hvor han var lige nu. Han ville have Hale - men det var jo for sent. Hans krop skreg efter ham. Det var som af falde i et uendeligt sort hul - længere og længere ned. Revet væk fra en del af sin sjæl - livslinen var blevet klippet og der var kun en omklamrende mørke i vente. Billedet af Hale var dog stadig i hans sind - for ham var det okay. For ham kunne man acceptere sin skæbne.

Heldigvis gjorde det der allerede lige nu udfoldede sig i det store hjem, dramaet i entréen for at være mere præcis, at en hætteklædt mand lige nu, uden problemer kunne snige sig ind af en af bagdørene. Ind til videre havde han blot gemt sig i skyggerne, og ladet sig selv gå ubemærket hen, noget der var svært med et hus fyldt med så magtfulde hekse selvfølgelig, for ikke at nævne vampyren der snuste rundt! Hvilket i grunden også var derfor han aldrig havde ture snige sig ind før, ikke siden den gang hvor hun havde smidt ham ud, det var altså. Men i aften havde han fået direkte instruktor til at gøre præcis dette, Jenkins havde været meget bogstavelig, godt nok havde han været vag og ikke rigtig forklaret noget i specielt mange detaljer, i hvert fald ikke når det kom til de detaljer som han gerne ville have! Men han havde lovet Miles afgang til huset, og til sin ‘familie’, hvilket de kun var i ordets betydning, han så dem ikke som sin familie, den eneste der var plads til i hans liv var Rayna, og så var den ikke længere.

Han kravlede videre rundt i skyggerne og lyttede til det der nu forgik nede i entréen, præcis som Jenkins havde fortalt ham. Han trak langsomt en pil op og lagde den klar på buen, forsigtig med ikke at skære sig på spidsen, eller i det hele taget røre ved den, giften fik den til at glinse i en mørkerød farve, han skulle bare have den til at snitte hende, og det kunne han også godt. Intet problem. Han nærmede sig langsomt entréen, forsigtigt, lydløst, klar!
Han sneg sig omkring hjørnet og den første person der trådte ind i hans synsvinkel var vampyren, det var vidst meningen de skulle være i familie eller sådan et eller andet dumt, men Miles var ærligtalt ligeglad. Han rykkede lidt længere frem til han kunne se Rebekah, han skævede kort til Stephen men manden så ærgeligtalt  ikke ud til at kunne forsvare sig selv på nogen som helst måde lige nu, Jenkins havde sagt han skulle lade ham være.. Men af en eller anden grund havde han et voldsomt behov for at såre sin familie? Gad vide hvem der havde hvisket de ord i hans øre og hjernevasket ham sådan, hmm!
Han hviskede sine ord, de var knap hørlige, men de var der og de var besværgelsen der gjorde Archie ukamp dygtig, vampyren frøs fast hvor han var og det gav Miles præcis to sekunder til at hæve buen rette pilen mod sin mor og slippe buen, han havde knap nok sluppet før han havde placeret en ny pil på buen og spændt den igen, endnu en pil fløj gennem luften og ramte Stephen i benet, den første havde ramt Rebekah i skulderen! Intet dødelig, bare lidt gift, der ville gøre begge hekse fri fra deres evner i præcis så lang tid som Miles skulle bruge på at bortføre Hale, nu skulle han bare have vampyren til at gøre hvad der skulle gøres, giften skulle føres ind i drengens krop, nu! Så han slap besværgelsen han havde smidt over Archie og så forsvandt han ellers selv i skyggerne igen, regnede ikke med vampyren ville komme efter ham, ærligtalt havde han nok at se til, ikke? Haha, idioter!

Okay som om denne her dag ikke kunne blive værre. Archie var ved at springe i luften, og måske var det næsten en fantastisk ide at denne her fremmede rolling kom frem og satte ham ud af spillet. Archie var træt af alting lige nu og ærligtalt overvejede han om han ikke bare skulle tage sig en tusinde års lur og komme tilbage efterfølgende. Dog var der ikke tid til den overvejelse lige nu. Og først da han havde fået sin følelse tilbage i kroppen så han på rollingen og tilbage på Hale.
"Fuck this," mumlede han og bed hul på sit håndled. Han greb hurtig fat i Hales nakke og pressede med den anden hånd sit håndled imod Hales læber - for ligesom at tvinge blodet ned i systemet. Det var ikke rart, men Archie havde gjort det før og det skulle blot overståes. Det næste trin ville være det sværeste for ham. Archie havde aldrig selv været en af dem der dræbte et familie medlem, heller ikke hvis han vidste de ville vågne op igen - men dette var en nødvendighed. Så i det øjeblik at han vidste, at Hale havde nok blod i sit system.
"I'm gonna kill you right after," brummede han irriteret hen til rollingen. Derefter uden at tøve, knækkede han nakken på sin lillebror - det kryb koldt henover ryggen på ham ved gerningen og han holdt den bevidstløse krop indtil sig. Han lagde kort Hale ned, eftersom han kunne se og vidste - at den pil hans kære mor og onkel var blevet skudt med lammede deres magi.
Med sin vampyriske fart var han henne foran rollingen, og greb omkring hans hals. Pressede ham hårdt op af muren.
"I don’t know what your problem is, but I’m guessing it’s hard to pronounce," vrissede han og klemte en anelse hårdere til. Dog vidste Archie også sagtens, at det kun var familie og vigtige medlemmer til den som kunne komme indenfor. "Oh I almost forgot.. I promised you I was going to kill you!" Smilede han let og fnøs derefter. Han løftede Miles en anelse højre op i luften, blokerede hans luftveje - men det var for nemt.
"Maybe I should let the newborn vamp get his first feed from you? How would that be?" Spurgte han og sukkede undrende.
"What do you think Steven?"

Det hele skete så hurtigt, han nåede nærmest ikke at opfatte noget af det jo, ikke før både Stephen og Rebekah var blevet skudt med en.. Pil? Han forstod slet ingen ting, det hjalp ikke engang da han kort fik øjenkontakt med Miles, han vidste ikke hvem det var, hvorfor var han her, hvad ville han, hvorfor havde han gjort det der? Han så lidt fortabt ud som han faldt lidt i staver, måske var det bare alt kaoset der gjorde ham helt handlingsløs? Sikkert.
Det var ikke før Archie greb fat i ham at han vågnede lidt op igen, smerten blev hurtigt meget virkelig, og ligegyldigt hvor meget han gerne ville hjælpe sin mor og onkel, så blev han nød til bare at gøre som Archie sagde, han kunne jo heller ikke hjælpe dem særlig meget hvis han var død, nej.
Villigt drak han blodet, og gjorde hvad der ellers måtte gøres, fra hans side af. Før han sendte Archie et kort blik, "Do it.." hviskede han stille.. Før.. Før.. Alting blev sort.

Det endte dog ikke med at være helt så let at gemme sig i skyggerne som han havde regnet med, Archie var for hurtig for ham, lige gyldigt hvad, han havde nok troet han kunne overliste ham på en eller anden måde, men det lykkes desværre ikke. Han vidste dog han ikke havde særlig lang tid, han skulle have givet Hale sin gift før forvandlingen var overstået, ellers ville drengen bare blive vampyr, og det var ikke det der var meningen. Så da han hørte Archie brække hans nakke, tog han et skridt frem igen, bevidt om at Rebekah og Stephen var ude af kampen lige nu, og den sidste? Drengen på gulvet, ja han var vel død eller sådan et eller andet?
Igen var Archie for hurtig og han nåede ikke frem til Hale, før Archie nåede frem til ham og angreb ham. Han gav en høj rallende lyd fra sig som han blev grebet om halsen og presset ind mod muren. Han forsøgte at få fat på en af sine pile, så han kunne skyde ham i maven eller sådan noget, han tænkte slet ikke over at bruge magi, for ham kom bueskydning altid først, da det var det han var bedst til, ud over gift altså. Han kunne dog ikke rigtig nå, ikke da han blev løftet op mod muren i hvert fald! Han prøvede at råbe tilbage af ham, at han skulle lade ham gå!
Han havde jo ikke tænkt sig at slå dem ihjel forhelved! Han havde bare gjort dem ukampdygtige, i hvad, fem minutter? Han havde forhelved travlt! Og den her åndssvage vampyr skulle bare blande sig uden om!!! "Let.. Go.." gispede han næsten uhørligt, ind til vampyren også kappede hans luftveje og han kunne mærke hvordan panikken greb i ham, skyllede ned over ryggen på ham. Det sortnede helt for hans øjne, som han prøvede at komme fri, sparkede fra sig alt hvad han kunne! Han trak buen op og slog vampyren hård i hovedet med den, bare for at få ham til at løsne grebet, bare en lille smule da!
Han fik lige nok luft ind til at mumle et par ord, og så havde han en af pilene i hånden, magi! Han tøvede ikke og stak den bare direkte ind i maven på Archie, så hårdt han overhovedet kunne! Til vampyren slap ham og han faldt ned hårdt ned på gulvet..
Et par sekunder brugte han på at hive luft ind i lungerne og hoste voldsomt.. Før hans øjne gled over til den døde heks på gulvet. Han rakte ud mod ham, mumlede et eller andet igen, og Hales slappe krop gled hen over gulvet, det sekund Miles fik fat i hans bukseben, forsvandt de begge to i en sky af lyserød magi!!

//Så er Miles og Hale out! <3

Rebekah fokuserede sine evner på at holde sin livsenergi bundet til Vito. Og måske var det også den bedste ide hun havde fået længe. I hvert fald måtte hun lukke øjnene og holde fokus på at holde Vitos hjerte igang. Pilen der ramte hendes skulder, gav et jag i hende. Væsken som skulle slukke for hendes magi brændte i hendes årer. Rebekah forsatte dog, forsatte så længe hun kunne. Hun lukkede af for omgivelserne, og selvom at giften kæmpede for at slukke hendes evner, så forsatte hun. For Rebekah var en energikilde til magi - og energi kunne man ikke bare fjerne. Det var traditionel magi og selvom det ikke var voldsom magi hun kunne lige nu - så slap hun ikke Vito - for ærligtalt var hun hans eneste livline lige nu. Svimmelheden truede hende. Hvorfor risikerede hun dog sit liv for Vito? Var det for Hale? Var det for Stephen? Gode spørgsmål der ikke kunne besvares. Dog tog det ikke specielt langtid før Rebekah mærkede styrken vende tilbage, og for at sætte ekstra gang i den magiske energi - så tog det få sekunder før alle stearinlys i forgangen blussede op ved enorm styrke. Vinduerne blæste op og lampernes pærer sprang. Det blæste op omkring dem, og Rebekah mumlede nogle ord. Det var en stærk besværgelse, men noget måtte hun jo gøre.  At placerer en forbandelse på heksens hjerte var meget mørk magi, men næppe noget nyt for Rebekah.  Hun løftede sine hænder henover hvor hans hjerte var.  Hun behøvede ikke at grave hjertet ud af hans brystkasse som mange andre nok var nød til. Rebekah var stærk nok med denne besværgelse til at trylle hjertet over i sin hånd så snart besværgelsen var udført. Det bankende hjerte var placeret i hendes hånd. Vito var i live. Rebekah åndede lettet ud, og så sig omkring. Hale var væk. Mathias havde taget ham.
"No.." mumlede hun og så på Archie.

"Surprise!" Råbte en stemme som døren blev smækket op. Regina kom smilende ind i entreen. "Oh you look like a half dead elf sis." grinede Regina efterfølgende. Så kiggede hun på Stephen, og tjekkede ham kort ud.
"Hello handsome. You should stick with that one, I like him more than the vampire," pointerede hun. Regina brugte sine magiske evner til at kaste Rebekah afsted igennem entreen så hun tabte den unge heks hjerte.
"Thank you for the gift dear sister. I will take this one. I do like my hearts," smilede hun. og samlede hjertet op. "Oh this one has an interesting heart.." fortalte hun og gik let imod Stephen. Let vippede hun hovedet på skrå og placerede sin hånd imod hans brystkasse. Regina løftede hånden ud til vampyren for at fryse ham i sin næste bevægelse.
"You really did something sissy, have you told him that? Even I can feel it. Interesting. I could rip your heart out and show you.." sagde hun og rev hjertet ud på Stephen, men han døde ikke. "Look at the boys.. so pure.. no darkness.. and then look at yours.. The dark spots shows how much darkness there is in your heart.. but look at the more glowing part.. it only shows off because she is near you.. because you share tiny bits of her heart.. fasinating. Well I will have to go again.. I might come back for this some other time. See ya soon sissy," tilføjede hun og skubbede Stephens hjerte tilbage i hans brystkasse igen. Derefter forsvandt hun med Vitos hjerte i en lille røgsky.


//Regina came for the heart and is now out <3

Rebekah havde ikke nået at reagere før, at Regina havde slået hende ud af kurs. Hun kom lidt ustabil på benene, men hvad der fik hende til at stoppe var at Regina havde Stephens hjerte i sine hænder. Regina var ikke en person som Rebekah ville spøge med. For nu var Regina her, og selvom Regina var en fe - så havde hun evner som kunne skade Rebekah og andre omkring hende. Den del af den besværgelse tilbage i tiden som havde forvandlet Stephen til heks, havde haft brug for noget af Rebekah - en del af hendes hjerte. Så snart Regina forsvandt følte hun svimmelheden igen. De sorte prikker truede hende, og hun støttede sig op af muren. Gispende efter at få en normal vejrtrækning. Bare kampen tilbage til Stephen og Vito føltes længere end den burde. Hun havde presset sin egen energi og sin magi for langt ud denne her gang. Det var hun klar over.
"Ste.." nåede hun næsten ikke at sige hans navn før hun mistede følelsen i sine ben og ramte jorden. Al magi kom med en pris, og nogle gange var Rebekah bare god til at udfordre sin skæbne.

"Wait.. Who invited the the comedian?" brummede han i en hæs stemme, som hans slørede blik fokuserede på Archie, "Try not to burn down the whole house, while you're at it.. I would like it to still be here, when I'll pass out later on.." forsatte han i den lettere fjendtlige tone, åndssvage vampyr! Han himlede blot med øjnene, før han vendte sig mod Rebekah igen, prøvede at forstå hele sitationen, men det at hans åre lige nu var pumpet fuld af en promille alt for højt til et normalt menneske at håndtere, gjorde det ikke just nemmere!
Derfor så han heller ikke pilen komme, i hvert fald ikke tids nok. Han vendte sig langsomt om, mærkede spidsen pierce sin hud, som han fik et glimt af en hætteklædt fyr. Så ramte giften hans åre og blev mikset med den allerede tilstedeværrende gift, og han gik ud som et lys.
Øjnene glippede lidt, som en stemme brød gennem overfalden, ikke helt sikker på hvem eller hvad der blev sagt. Det var nærmere det brag det gav da Rebekahs krop blev slynget gennem entreen, der for alvor vækkede ham. En strøm af smertefuld energi boblede gennem ham, som hans søster blev bragt i livsfare, "No.. Stop.." hviskede han lidt fraværrende, som han prøvede at få kontrol over sin egen krop igen.

Men for sent! Det næste han mærkede var en fuldkommen altopslugende smerte, i det heksen fra helved rev hans hjerte ud. Et skrig tvang hans læber fra hinanden, øjnene flammede ildrød, og magien nærmest eksploderede omkring ham, som rød støv der sart glitrede i luften, fik alting til at i stå, eller nærmere slowmotion langsomt? I hvert fald for Stephens øjne.
Han zoomede ind på stemme, ind på ansigtet, Regina! Holdte vejret og lukkede øjnene, som han forsøgte at komme ud af den magiske barriere eller whatever der lige nu holdte ham fast.
Hjerte blev mast tilbage i hans brystkasse, og endnu et skrig forlod hans læber, som smerte spredte sig som ild i hans brystkasse og gjorde det alt, alt for svært at trække vejret.
Og så var hun væk.

Stephens even til at bevæge sig kom tilbage det sekund heksen forsvandt. Tids nok til at høre Rebekahs bøn, ud af øjenkrogen betragtede han hende falde, og som hun faldt, satte han sig op i en hurtig bevægelse, tids nok fik han endelig koncenteret lidt af sin magi imod hende, og nåede dermed at gribe hende lige inden hun ramte gulvet.
"Bekha.." hviskede han stille, en par fingre gled hen over den iskolde kind som han forsigtigt kærtegnede hende. Hendes åndedræt var næsten ikke eksisterende, og panikken begyndte at sætte ind hos ham, som han sad der på gulvet med den nærmere livløse kvinde i sine arme, fuldkommen ligeglad med den døende, eller ikke døende heks på gulvet, eller den idiotiske vampyr et andet sted i rummet, they could go to fucking hell!!!

"Stay with me Bekha.." hviskede han bønfaldende, hjertet bankede hårdere i hans bryst. Så lænede han sig over hende og trykkede nu sine læber hårdt mod hendes. Igen eksploderede magien omkring ham, denne gang ikke så forsvarsløs som før, men i stedet skabte det en mur af rødglødende energi, der skubbede alle omkring dem væk, og holdte dem ude.
Alt imens han igennem kysset overførte noget af sin livsenergi til hende, ikke noget i forhold til hvad de allerede delte, de var allerede forbundet på så mange måder, men bare nok til at redde hende.
Og kysset? Well.. The truest form of magic is love, and how does one best express his unconditional love? A true loves kiss.