Why do you have a tattoo of my name? (Fortidsemne) - Stephen (XXX)

Gabriel fulgte samtalen mellem de to mænd så godt som han nu kunne, men ærligt talt var der ikke så meget han kunne få ud af det. Tankerne svømmede kaotisk rundt i hans hoved, og halvdelen af ordene de sagde, var udenfor Gabriels forståelse. Men han forstod det vigtigste; lægen ville gerne snakke med ham, og Stephen ville ikke have det. Det havde nok været smart at snakke med lægen, men på den anden side, så havde Gabriel ikke lige koncentrationsevnen til at få at vide hvad der var sket. Så måske var det okay?

Han sendte lægen et undskyldende smil før han så tilbage op på Stephen. Egentlig ville Gabriel gerne gøre mere end han gjorde. Kysse sin mage, holde om ham og undskylde om og om igen for at have skræmt ham på den måde. Han var bare så træt. Han havde kun været vågen et par minutter, men han kæmpede allerede for at holde øjnene åbne. Forsigtigt slap han Stephens hånd og rakte op for blidt at nusse hans kind. Det krævede en del energi fra ham, men at mærke heksens varme hud under sine kolde fingre var det værd.

Stephens øjne var fæstnet til Gabriels ansigt, stirrede ind i de store forvirrede øjne, i et håb om han kunne berolige dem lidt, men i sandhed var hans eget blik ikke meget bedre. Der var så mange følelser der kolliderede inde i ham, uden der overhovedet var plads til at føle så meget på en gang. En følelse endte dog altid med at overskygge de andre, eller måske var det bare fordi den i sidste ende var kilden til alle de andre? Love.. How.. Much.. I.. Love.. You..

Han hørte derfor knap nok døren smække i, da lægen forsvandt. Det var ikke som sådan fordi han havde noget personligt imod manden, lægen? Han havde bare ikke tid, bare ikke overskud, og hvad kunne han gøre alligevel? Der var absolut intet han kunne gøre! De havde allerede diskuteret det, diskuteret det igen og igen og igen - ikke at det ville blive den sidste gang, Stephen ville nok aldrig stoppe, ikke før, ikke før han fandt en vej.. I need too.. I need too so bad.. This is all my fault.. I have to make it right..
Han brød igen hulkende sammen ind over Gabriel, som den varme hånd strejfede hans kind, ude i stand til at tale mere, sige mere, gøre mere. Blev siddende, eller liggende sådan - til drengen og ham selv havde lukket øjnene hårdt i.

Det var først senere på den aften, Gabriel blev efterladt alene på i sin hospitals seng.
På gangen ude foran stuen, lød et par høje og vrede stemmer, endnu en diskussion var i gang - de talte frem og tilbage, højt og larmende, til en skreg og så.. Stilhed.. Et par trin.. Og døren gled åben..
"You awake Mr Moreau? We should talk.."

Gabriel faldt i søvn og vågnede på skift det meste af tiden. Han blev så hurtigt træt, men hans krop var også urolig, og han kunne næsten ikke være i sig selv. Da han havde været ved bevidsthed i noget tid, havde han fået fjernet røret i sin hals, fordi lægerne mente at han godt kunne trække vejret selv, så nu kunne han i princippet sige noget igen. Han var dog stadig så træt og rundt på gulvet, at han ikke rigtigt var nået til at spørge ind til sine skader, eller sige noget andet for den sags skyld. Han havde ikke engang rigtigt indset at han ikke kunne mærke sine ben, for han var på så mange smertestillende, at han næsten ikke kunne tænke.

Da lægen kom ind, lå gabriel og halvsov som han havde gjort det det meste af dagen. Han så op med trætte øjne, da han hørte lægen spørge om han var vågen, og brummede blot som svar. Hans tunge føltes for sløv til at lave ord lige nu, så han ville ikke engang prøve på det, ikke før han var lidt mere vågen igen.

"Good" svarede han i samme iskolde tone, som før. Hans blik gled ned til de papirer han stod med i hænderne, som han bare brummede lidt for sig selv - lod Gabriel vente lidt mere, før han efter et par tavse minutter endelig kiggede op igen. "It's not looking to good I'm afraid - should we just rip the bandage off" spurgte han, som han igen trak det lidt ud. Hans øjne mødte Gabriels - I see why the witch is so protective, he's a nice little snack, I might steal him, if the whiny witchy aren't carefull enough..

"Broken spine, broken ribs - some of them just bruised. Left hand, almost every finger totally crushed - and last but not least, you have a concussion" Sagde han så, som han nærmest læste op fra papirerne han stod med, det eneste han gjorde var sådan set at oversætte fra latinsk til engelsk, så den lille dreng kunne følge med da. "Any questions?" Tilføjede han så bare og sendte Gabriel et smil, som havde han lige fortalt ham om hvordan solsystemet fungerede og om der var nogen spørgsmål til det! No biggy!

Gabriel kunne ærligt talt ikke helt forstå hvad Alias fortalte ham. Altså, rent teknisk forstod han det godt, hvad der var sket, men at det var ham der skulle leve med de ting og hvad de betød for hans liv... det var en stor mundfuld at skulle sluge. Det var sådan set hele hans liv der var ændret... Han så op i loftet i stedet for på lægen mens uendeligt mange tanker fløj igennem hans hoved. "Do I... Do I have any chance of walking again?" spurgte han hæst, både fordi han ikke havde snakket i lang tid, men også fordi han var på renden til at græde.

Hvis han aldrig kunne gå igen... Så ville han skulle bruge hjælp til at komme op af trapper - faktisk ville han skulle bruge hjælp til rigtig mange ting resten af sit liv. Og det var hans venstre hånd der var blevet knust, så han ville måske ikke kunne skrive heller, hans finmotorik ville næppe ikke komme tilbage og så kunne han slet ikke blive læge. Og så var der Stephen... De ville aldrig kunne gøre de samme ting som de gjorde før. Heksen ville skulle hjælpe ham med stort set alt, og havde ikke engang valget om at kunne gå, selv hvis Gabriel sagde det var okay. De var bundet sammen resten af Gabriels og bare tanken om aldrig at kunne give Stephen de ting han havde brug for gav ham tårer i øjnene.

Alias nikkede let for at vise han accepterede spørgsmålet, eller egentlig viste det nok nærmere Gabriel havde en chance, han kunne virkelig være et røvhul på den måde. "Probably not" Sagde han så bare og trak på skulderne, "he'll have to take care of you the rest of your life, you know, and well yes, it may look like his ready for that right now, probably telling you how he'll never leave you, and he'll do anything for you.. But cute face, listen to me.. If you stay with him, it's not only your life that will be miserable.. I've seen to many try and, make it work, you know? And what, yes, they always fail.. Don't get me wrong, if you really think your love is strong enough, well, you could try.. But hey, don't call me, when the day comes, and he doesn't love you anymore, and he tell's you he only stayed with you the last couple of years out of pity? He'll break your heart.. sooner or later. Why not just end it now, I mean if you love him and all that, save him a whole bunch of suffering? If you break it off now, he'll get over it, we both know that.. But in five years? ten years? Oh he'll not just gonna stop loving you, no he'll hate you for wasting his time like that.. oh how he'll despise you, yes.. And you will feel awful, and you both get out hurt, with this huge scar, that will last a lifetime.. So why not just get it over with, now? Save you both all the trouble, all the suffering, alle the pain, free from any grudges? But oh well, that's just my opinion!"
Fortalte Alias ham så, som han var trådt tættere på imens han talte til Gabriel, de mørke manipulerende øjne fulgte hvert et ansigttræk som han talte, hver en lille reaktion, han måtte have det hele med - come on cutie, you know I'm right! Tell that stupid witch to go fuck himself - and we, the two of us, are gonna have so much fun!

Gabriel var for høj på smertestillende til at indse hvor manipulerende Alias faktisk var på det tidspunkt, måske fordi de ord han sagde ikke var fremmede. Han havde små øjeblikke af klarhed, mellem de smertestillende var begyndt at dulme af, og han fik den næste omgang. Det var ikke noget han ikke havde tænkt på før, når han så Stephen holde om hans uskadte hånd med et blik som Gabriel ikke kendte. Det var ikke den ubetingede kærlighed der normalt var, bare... bekymring. Og hvis han ikke ville kunne fungere som et normalt menneske igen, var det så altid det blik han ville få.

"But... He'll die," sagde han stille og så op på lægen med et ulæseligt blik. Noget imellem sorg over sandheden, kærlighed og længsel til sin mage og bekymring for fremtiden. Han havde da tænkt at hvis nu en af maskinerne belejligt gik i stå en aften, så ville Stephen jo ikke være tvunget til at passe på ham, men minderne gik hurtigt tilbage til deres snakke om hvad det betød at de var mager. Og en af tingene var jo, at hvis Gabriel havde afvist ham, eller døde, så ville Stephen også dø... og en ting var at slå op eller måske slå sig selv ihjel, men at trække Stephen med i faldet... det kunne han ikke.

Alias gav et sørgmodigt smil fra sig, som han rystede let på hovedet, "He havn't told you?" lød det så bare fra Alias, tonen underlagt en hvis misbilligelse imod heksens løgn selvfølgelig. "Oh but trust is so an important factor in these kind of relationships, he most have forgotten about all that, haven't he? Or maybe he doesn't love you quite as much as you think he does.." sagde han bare alt for melodramatisk, imens han løftede en hånd og kørte de iskolde fingere igennem drengens pjaltede lokker. "Dying is for the weak, such as you - not me and Stephen - we don't die, only pretty little humans, they die all the time - such a shame really, I like them quite a lot!" lød det så fra Alias, som han slikkede sig let om læberne, imens øjnene var fikseret på drengen i sengen. "He'll survive, don't you worry your cute little head about that, you have enough to worry about as it is. But I do think you should give it some thought, break it to him quick and let him suffer for a little while when he loses you - or break it to him slow, and let him suffer the rest of your miserable life, when he is forced to take care of you.." lød det hårdt fra Alias - men han var vel egentlig heller ikke kendt for sit store hjerte? Men! Han var dog kendt for sit magiske blod, og med tanken herpå, lod han hugtænderne pierce gennem huden i underlæben. Han førte en tommeltot op til det allerede healende sår, kørte den over blodet, og stoppede den i munden på Gabriel. "Think about it darling - you are both much better off, without each other!" lød det fra Alias, før han bevægede sig imod døren, og efterlod Gabriel med de mørke og rimelige ondskabsfulde tanker - samt den lyst hans magiske blod havde startet i drengen - so so weak, there won't be much to persuade there - he'll fall into my arms before the end of this week.. ha!