Why do you have a tattoo of my name? (Fortidsemne) - Stephen (XXX)

"Ohh.. Yes, I don't know where that is, you'll have to take me.." sagde han, selv havde han ikke tilbragt så længe i Frankrig hellere, han kunne finde rundt, men at kende gaderne, det var ikke lige det han havde brugt sin tid på. Han kunne altid smide en besværgelse of finde det alligevel, men Gabriel kunne jo lige så godt føre ham, det virkede også mest uskyldigt lige nu, og han måtte hellere være lidt sød. Han gav hans hånd et blidt klem og lænede sig frem og trykkede et hurtigt kys mod hans varme kind, mhmm.. Han kunne bare ikke lade være, der var noget helt speciel ved Gabriel, han kunne ikke sætte sin finger på det.. Men det var der bar.e. Og gjorde Stephen helt.. Blød i knæene, hjertebanken, sommerfugle i maven, hele baduljen! Han kunne ikke huske hvornår han han sidst havde følt sådan for en mage, det var ikke sket tit, ikke på den her måde.. Det var helt særligt.

Han lænede sig tilbage igen og sendte ham et blidt smil "Oh yeah.. And maybe the fact that you diden't speak french?" sagde han og gengældte Gabriels dejlige grin, åhh.. Mere blød i knæene! "What are you studying? Anything intresting?" spurgte han, oprindeligt nysgerrig. Inden Gabriel begyndte at gå, og viste Stephen tilbage til hans sted, eller.. Hans værelse i hvert fald! Han var bare glad for at få ham alene, at få alt hans opmærksomhed.. De stærke følelse var der allerede.. Så utroligt hurtigt, han plejede godt at kontrollere det, i hvert fald meget bedre end det her.. Men han var slet ikke i tvivl, han kunne ikke få sig selv til at forlade denne dreng, ikke engang hvis han prøvede, han.. Han elskede ham.

"Oh sure, uh, we'll have to take the train though. But I know for a fact my roomie is out of town, so maybe, if you want to make good on those dates, we could... I dunno, either order takeout or see if there's something in the fridge? And then watch a movie?" Gabriel smilede skævt og gav Stephens hånd et blidt klem. Han glædede sig faktisk til at bruge mere tid sammen med sin... sin mage. Ordet var stadig underligt fjernt for ham, men tanken om at Stephen på en måde var... hans? Det var meget specielt for ham. Han havde haft enkelte kærester i sit liv, men det var aldrig rigtigt gået af mange forskellige grunde... Men måske ville det være anderledes med Stephen? Det håbede han i hvert fald, for Stephen var umådeligt charmerende og han havde jo haft det hyggeligt med ham indtil videre!

Gabriel så falsk fornærmet ud, da Stephen sagde at det at han snakkede engelsk afslørede ham for ikke at være fra Frankrig. "Je parle français couramment et avec confiance. Il est impoli de supposer, mon amie," sagde han strengt, men den falskt irriterede attitude forsvandt hurtigt i et grin. "Oh, uh... not something super interesting, I'm studying medicine. I-uh... I want to be a doctor- an anaestheologist to be precise." Han trak på skuldrene. "What about you? What brings you to France?"

Stephen nikkede som Gabriel forklarede ham hvordan de skulle komme hjem til ham. Hans roomie? Hmm.. Alene tid med Gabriel, ikke dårligt. "Yeah sure, sounds perfect to me!" sagde han og sendte Gabriel et blidt smil. Han gav blot Gabriels hånd et klem tilbage, og mærkede igen den der varme i maven tage til, som han gav en smule efter for skæbnen, lidt en gang imellem kunne man vel godt?
Hans øjne gled tilbage til Gabriel da han valgte at slå over i flydende fransk, og et grin forlod hans læber, det der fornærmede ansigtsudtryk, det var virkelig sødt! "Ssshh.. Not rude at all.. Oh and baby, I love it when you talk French to me.." sagde han drillende med en seksuel undertone i sin stemme, men det var bare dril.. Ind til videre i hvert fald da! Grinede smittede lidt af og Stephen gengældte det kærligt.
"It sounds perfectly intersting to me, so my mate is a complete nerd then?" grinede han drillende og lænede sig lidt ind mod Gabriel, "You of cause?" hviskede han stille og trykkede et hurtigt kys mod hans hår lige over øret.

- Timejump (1-2 måneder) -

"Did you use my toothbrush again? Gabriel... " brummede han irriterende som han stod med sin tandbørste i hånden, lænede sig mod dørkarmen ind til Gabriels værelse og kiggede på den lille trold, som han rodet rundt i sengen i et forsøg på at finde sig til rette. "Don't look at me like that! Use your own!" grinede han bare, som Gabriels store, blå, dådyrs øjne fandt Stephen.. Bare det blik fik hans hjerte til at hamre hårdt i hans bryst, og han rystede langsomt lidt opgivende på hovedet.. "You know I can't say no to you, when you look like that.." mumlede han bare og sendte ham et kærligt smil, før han gik tilbage til badeværelset og fik gjort sig færdig, og klar til seng!
Han gik tilbage til soveværelset og fik slukket for det store lys så kun natlampen var tændt, før han gik hen til sengen og gled ned ved siden af Gabriel, skubbede lidt til ham, så der blev plads! Stephen havde bare et par løse pyjamas bukser på og en forvasket t-shirt, der var perfekt til at sove i. Han trak dynen op sig selv og lagde sig ned på siden før hans øjne mødte Gabriel igen. "You look amazing.. This is why I love you.." hviskede han stille og rakte ud og kærtegnede blidt Gabriels kind.

Gabriel havde allerede lagt sig godt til rette i sengen, og var ved at læse de sidste par linjer af sine lektier. Det var godt nok weekend nu, men han ville gerne have overstået det, så han kunne bruge resten af weekenden med sin mage - og nu kæreste! Gabriel havde fået lov til at tage Stephen med på et par dates, og efter lidt tiggen hos sin room mate, havde Stephen fået lov til at bo sammen med dem. Alt i alt gik det perfekt.
Med et gab lukkede han bogen i, og tog sine læsebriller af, så han kunne lægge dem, og sine lektier, på natbordet. Selv havde han kun en alt for stor sort t-shirt på, som muligvis var Stephens, samt et par løse marineblå boxers. Han var igang med at lægge sig til rette igen, da Stephen stod i dørkarmen, med sin tandbørste i hånden, og Gabriel så op på ham, med de mest uskyldige hundehvalpeøjne han kunne mønstre. "I forgot it at Jonathan's place!" forsvarede han stille, med underlæben skudt en smule frem. Og som altid, faldt Stephen for den, og lod ham slippe. Det var nok ikke kun hundehvalpeblikket, men det betød ikke, at det ikke var en sejr!

Et sødt smil nåede hans læber, som han rykkede sig, så Stephen kunne komme ned og lægge sig hos ham. De havde ret hurtigt fundet ud af, at Gabriel elskede at putte, især når han sov, og det virkede ikke til at Stephen havde noget imod det. Da Stephen var på plads i sengen, tog Gabriel et øjeblik til at betragte ham, stadig med et lille smil om læberne. Han havde aldrig troet at han ville være så heldig, men her var han altså.
"I love you too," svarede han, en smule genert, med sit hjerte der bankede en smule hurtigere og en smule rødere kinder. Det var lidt noget nyt at Gabriel sagde det så direkte, men han var glad for at han havde samlet modet til sig, og at alting gik så perfekt imellem dem. Han lænede sig frem og placerede et blidt kys på Stephens læber, før han rakte ud og slukkede lyset bag Stephen. Forsigtigt nussede han sig ind til sin mage, med et tilfreds suk. Det varede ikke længe før han trygt faldt i søvn.


Klokken var nok en 3-4 stykker, da Gabriels vejrtrækning begyndte at blive hurtigere. Han lå med sit hoved under Stephens, men uroligt rullede han over på sin anden side, væk fra sin mage. Ubevist greb han fat om puden under sit hoved, og knugede stoffet mellem sine fingre, mens imaginære skygger kravlede tættere og tættere på ham. Han rystede på hovedet og mumlede 'no' stille et par gange, før han brat satte sig op.

Hans vejrtrækning blev hurtigere, på grænsen til at hyperventilere, som han så rundt i rummet. Skyggerne var ikke forsvundet, de kravlede tættere og tættere på, og han kunne mærke nogle af dem tage fat i hans ben. "No... No, no- G-Get- GET AWAY FROM ME!" Råbte han desperat, mens han febrilsk skubbede sig selv tilbage imod hovedgærdet på sengen. Han trak straks sine ben op til sig, væk fra skyggerne og op til sit bryst, mens hans blik flakkede rundt i rummet omkring ham. Skyggerne bevægede sig op imod ham, og de var overalt. På sengen, på gulvet, på væggene, på luftet og ude foran vinduet. Hans råb var som en aftrækker, der fik de nærmeste til at rive i hans hud. Han hulkede højlydt mens han desperat prøvede at skubbe hænderne væk fra sin krop, men det var umuligt, for hans hænder gik lige igennem dem. Men deres hænder rev i ham, de rev og flåede i hans tøj og hans hår, og hans hud og hans muskler og knogler, og de blev ved, de ville blive ved indtil der ikke var mere, det vidtste han at de ville.

Udefra lignede han dog en galning. Han reagerede fysisk, han havde faktisk sat sig op, skubbede sig selv op til hovedgærdet og trukkes sine ben ind til sig. Han rev desperat i sin egen hud på sine arme og ben, og i sin t-shirt, i sit hoved for at skubbe hænderne væk, men udenfor hans hoved, var det selvskadende. Flere og flere sår blev efterladt på hans hud, og flere af dem blødte. Det værste var nok et han havde formået at lave på sin kind, som var dybt nok til at blodet gled ned af hans kind og kæbe, og ned af hans hals.

Stephen himlede bare kort med øjnene, men han sagde ikke mere til det emne. Når Gabriel kiggede sådan på ham, så kunne han få lov til at bruge Stephens tandbørst så meget han havde lyst til. Hans blik ramte de lettere røde kinder og et kærligt smil bredte sig over hans læber, han elskede når han rødmede, det var det sødeste i hele verden! Han kunne ikke dy sig for at læne sig frem og kysse den ene varme kind, bare kort, før han lænede sig tilbage og sendte ham et lykkeligt smil. "Sweet dreams Angel" hviskede han stille og gengældte det blide kys, inden han selv fandt sig til rette i sengen. Han lagde sine arme om sin lille mage og lod ham trykke sin lille krop ind mod sig. Han brummede stille og lukkede øjnene som han faldt i søvn med sin mage i sine arme, intet var bedre end det.


"Hmmmff" han stønnede stille lidt utilfreds som Gabriel hev sig væk fra ham. Han vågnede dog ikke helt af det, han var for dybt inde i søvnen og drømmen var dejlig. Han vågnede først da han opdagede at det ikke var inde i hans drøm at nogen var begyndt at råbe.. Han slog øjnene op lidt desorienteret, blinkede lidt til alt mørket.. Lærte hurtigt at det var Gabriel der råbte, men af hvad og hvorfor forstod han slet ikke. Han satte sig hurtigt op i sengen og rakte ud og fik tændt den lille natlampe, så han bedre kunne se hvad der forgik.
Det gav dog bare endnu mindre mening, nu da han så at intet egentlig skete.. Men Gabriel flippede fuldstændig alligevel?! Men her var jo ingen??!! "Gabriel, what is wro-" begyndte han, men han måtte holde inde da drengen pludselig gik helt amok, han gjorde skade på sig selv!!!
"HEY!!!" råbte han så højt og kom hurtigt op på knæ i sengen så han kunne læne sing ind over den sammenkrøllede dreng og tage hårdt fat om hans håndled. Han hev dem væk fra med det samme og stirrede panisk på hans ansigt og krop.. Nejnejnej!! What was happening??!
Han prøvede at få øjenkontakt med Gabriel, men det var helt umuligt, mennesket veg tilbage, fra hvad, fra ham? Han holdte ham fast alligevel, lænede sig bare tættere på kiggede selv ind i de røde blanke øjne, hvad var det der skete? Hvorfor var han så angst? Hvad kunne Gabriel se, som Stephen ikke kunne se? Ååhh...
"Look at me Gabriel" sagde han så, hans stemme var ikke helt så panikken mere, den var mere fast, mere autoritær. "Look at me.." gentog han i en dominerende tone, ind til han endelig fik Gabriels opmærksomhed.. Han kunne tydligt se frygten i hans øjne, og det skar ham i hjertet, han blev nød til at fjerne det, nu! "I'm here.. I'm right here, It's just me, no one else, just you and me.. Feel this.." sagde han i et mere blidt tonefald, før han førte Gabriels ene blodige hånd op til sit bryst og trykkede den flad mod sit hjerte, han lagde sin egen hånd over og holdte Gabriels hånd fanget. "You feel that? Listen with your fingers.. You hear that? Focus on that.. And only that.." sagde han næsten stille nu.. Da stilheden også havde fundet vej til værelset igen, som han prøvede at vedholde Gabriels opmærksomhed og dermed få ham til at falde ned igen, give efter.. "I'm here.. I'll always will be, you're safe with me" fortalte han ham stille og kiggede ind i det store blå øjne, ventede på at frygten ville forsvinde og at Gabriel ville vågne op.
Stephen var stadig ikke sikker på hvad der var sket, hvad der forgik.. Men han havde en anelse. Af en eller anden grund lod Gabriel til at være fanget i sit mareridt, i et mareridt? I en anden verden? Der kunne være mange grunden, Stephen kunne ikke vide hvorfor.. Men det var heller ikke så vigtigt lige nu, det eneste der betød noget var at få Gabriel tilbage, tilbage til ham.

Gabriel prøvede desperat at trække sine arme til sig, da de blev holdt stille, og i starten så han slet ikke Stephen, han så endnu en af skyggerne. Han prøvede at skubbe ham væk med sine fødder, desperat efter at komme fri, men som heksen blev ved med at snakke til ham, og holdt hans hånd imod sit bryst, trængte det langsomt igennem. Han mærkede Stephens hjertebanken under sin hånd og selvom hans vejrtrækning var rystende, så prøvede han at efterligne heksens vejrtrækning, stadig med nogle hulk og snøft ind i mellem. Hans hoved var stadig et rod af stemmer og skygger der var lidt for tæt på, men alligevel var de også veget lidt tilbage, nu hvor han havde Stephen hos sig.

Forsigtigt trak Gabriel sine hænder til sig, men kun for at lægge armene om Stephens talje og krøb helt ind til hans krop. Han ville gerne forklare hvad der var galt, men i det han åbnede munden, kom der kun et halvkvalt hulk ud, og flere tårer. Han begravede sit ansigt ved Stephens hals, og lukkede sine fingre om Stephens t-shirt, lettet over at have noget virkeligt at klamre sig til. Der gik et godt stykke tid før gråden faldt ned igen, men da han gjorde blev han siddende hvor han var, og nussede forsigtigt heksens ryg med sine fingre.

"I'm sorry," peb han stille efter noget tid, og trak sig tilbage for at tørre tårene af sine kinder. Han vidste godt at han måtte se virkelig ynkelig ud, med røde plamager på sine kinder, røde øjne og en helvedes masse sår, som endelig var begyndt at hele. Han så ikke op på ham, velvidende om at det der var sket, var underligt. Det var sjældent han havde den slags anfald, men når det skete, var det som regel der folk forlod ham. Det var dér folk indså at han faktisk var syg, og besluttede at de ikke længere ville have noget med ham at gøre.

Stephen forsatte de trøstende ord, holdte Gabriel i ro, eller i så meget ro, som han kunne få lov til. Da han endelig var falden bare en lille smule ned, begyndte Stephen at heale de sår som Gabriel havde formået at tilføre sig selv. En speciel form for mørkerød magi begyndte at gniste, gnisterne fløj gennem værelset og lagde sig over Gabriels sår, og lyste det halvmørke værelse op. Stephens øjne flashede kort i den samme ildrøde farve, før alt magien igen var væk og Gabriel var healet. Thank God.

Stephen lod ham trække sine hænder til sig da Gabriel var falden lidt mere ned, selv om han stadig helst ville have ham tæt på og trøste ham, men han var stoppet med at gøre skade på sig selv, så Stephen blev nød til at slippe igen. Heldigvis lagde Gabriel sine arme om Stephen og puttede sig ind til ham, hvilket fik Stephen til at sukke en smule mere roligt.. Han var bare glad for at Gabriel ikke søgte væk fra Stephen, at han derimod gav Stephen lov til at holde om ham, til at trøste ham, til at elske ham. Han lagde hurtigt sine arme om drengen og kyssede ham forsigtigt i håret, "It's okay, I'm here, I love you" hviskede han stille. De små snøft og klynk skar stadig i hjertet på Stephen, og han ville virkelig ønske der var mere han kunne gøre for ham.. Men lige nu var der ikke meget andet at gøre end bare at holde ham tæt ind til sig og blive ved med at fortælle ham at det nok skulle gå og at han elskede ham.

Han nussede også blidt Gabriel på ryggen og blev bare ved med at gentage hvad han før havde sagt, så Gabriel ikke kunne være det mindste i tvivl. "No Gabriel, you don't get to apologize to me.. You have absolutely nothing to be sorry for, okay?" hviskede han stille og kyssede ham kort i håret igen, før Gabriel trak sig lidt tilbage, det lod til han havde fået mere styr på det hele nu, måske genvundet kontrollen igen.. I hvert fald tæt på.
Han gengældte hans blik og sendte ham et forsigtigt, blidt smil, før han lænede sig frem og trykkede et kærligt kys mod hans læber, bare et kort et. "I love you so, so much.." hviskede han stille før han lænede sig lidt tilbage, "But please.. Tell me.. What happened?" spurgte han forsigtigt.

Gabriel faldt ret hurtigt ned igen, da Stephen holdt om ham. Det føltes bare rart og sikkert. Som om at intet kunne nå ham, så længe heksen havde sine arme om ham. Det var nok også derfor han kom sig så hurtigt som han gjorde, og bagefter trak sig tilbage for at undskylde. Selvom Stephen sagde at der ikke var noget at undskylde for, følte Gabriel alligevel at han burde gøre det. Han ville så gerne være alt det for Stephen, som Stephen var for Gabriel, men når han var som han var, så var det svært. Det var nok også derfor han aldrig helt havde fået fortalt om sine mareridt. Men nu var han jo nødt til det. I det mindste vidste Stephen godt at han var schizofren, så det gjorde det vel en lille smule lettere.

"I love you too, Stephen," mumlede han stille, mens han fortsat forsøgte at tørre sit ansigt for tårer og snot. "I had a nightmare," forklarede han stille, mens han sænkede sit blik ned til sine hænder, som han gned lidt imod hinanden. "And sometimes when I get them, they don't stop when I wake up. So I keep seeing and hearing and feeling things that aren't there." Hans stemme knækkede, som han måtte holde et hulk tilbage. Tårerne samlede sig i hans øjne, og han prøvede igen at tørre dem. Men der kom bare flere tårer, som han begyndte at græde igen. "I know i-it-it's weird and I sound like a-a-a-a crazy person, but I-I can't help it. It just feels so real, a-an-and I'm so so-sorry you have to d-deal with it," peb han igennem sin hulken.

Egentlig var det ikke rigtigt mareridtet der fik ham til at græde. Det var nærmere det, at fortælle det til Stephen som var svært. Gabriel vidste at det var mærkeligt. Han havde haft en kæreste før Stephen, som han næsten havde været sammen med i et halvt år, hvor det blev for meget for hende. Hun havde været forstående for hans små særheder, især når det kom til seksualitet, men havde haft det svært med skizofrenien. Så da hun oplevede hans mareridt for første gang, havde hun hurtigt slået op, midt i Gabriels panikanfald. Han var kun 16 på det tidspunkt, så det var ikke verdens ende, men tanken om at Stephen måske ville ønske at han kunne gøre det samme var skræmmende, for han ville ikke miste heksen på grund af det. Han var nok noget af det bedste, der var kommet ind i Gabriels liv i virkelig lang tid, og Gabriel anede ikke selv hvordan det fungerede med hekse. Ville Stephen dø, hvis han slog op med Gabriel? Var han bare tvunget til at bruge sit liv sammen med ham?

Stephen gav ham tid, sad bare og nussede ham beskyttende på ryggen, prøvede at give ham den tryghed han havde brug for. Han så lidt mod de våde øjne og ud af ingen ting dukkede der en pakke med kleenex op i sengen hos dem. Stephen tog hurtigt et par servietter og begyndte bare at tørre sin lille engels ansigt fri fra tåre og snot. "A nightmare?" sagde han stille, dog bare som en lille gentagelse, ikke for at afbryde ham. Han lyttede stille, som han forsøgte at følge med i hvad Gabriel fortalte, og stadig prøvede at tåre hans tåre væk, men han begyndte bare at græde igen og flere tåre kom, Stephen kunne ikke helt følge med. Han lagde servietter væk og lagde sine arme tæt omkring den lille dreng igen. Han lænede sig lidt frem og kyssede ham blidt i panden. "Sshhh.. Little Angle, don't cry.. It's gone now, it's okay, I'm here, I'll protect you.." sagde han forsigtigt, i et forsøg på at trøste ham så godt som han nu kunne. Den hulken der kom fra Gabriel var fuldstændig hjerteskærrende og han kunne ikke helt holdte sine egne tåre inde længere, at se en man elskede i sådan en tilstand, det var ikke til at holde ud jo. "No don't say that, don't apologize, I know you can't, it's okay, you don't sound like that to me.. And I know it does, it's horrible, but it's gone now, I'm here.. I will always be here Gabriel! So if you ever do, have one again.. I'll be here to comfort you, and hold you tight, till it's all over. I will always be here, I love you so much" hviskede han og krammede ham tæt ind til sig, "And if you want me to.. I can take it away, make you forget all about it.." sagde han stille forsøgende og lod sine fingre glide op i hans hår hvor han nussede ham lidt forsigtigt der i nakken. "Or I can go get ice cream, and we can watchs movies all night? Whatever you want, I'll give you anything" sagde han forsigtigt og strøj ham lidt over håret før han kyssede ham i panden igen. Før han gjorde noget han godt vidste han ikke måtte, men han gjorde det nu alligevel, før han blev nød til at vide det jo.
Han rakte ind i hans minder og trak et ret nutidigt et ud, ikke at han fik Gabriel til at opleve det igen eller fik det til at forsvinde, han så det bare selv, og gispede stille, som han oplevede hvad drengen netop havde oplevet. Pludselig forstod han mere end bare sådan, og han sukkede stille mod hans hår, det var direkte forfærdeligt, og han anede ikke hvad han skulle gøre ved det, ikke andet end bare at holde ham tæt og kysse ham til det stoppede, til frygten stoppede.. Panikken.. Han elskede ham så meget, ville gøre alt for ham, bare han gav ham lov til at tage det væk måske? Men det gjorde han sikkert ikke, Gabriel brød sig ikke om at Stephen pillede ved hans minder.. Han sukkede stille og trak ham tættere ind til sig, hvis det overhovedet var muligt. "I don't think you're crazy or weird, I thing you're perfect, You're my little Angel you know, and nothings gonna change that.. You could be a serielkiller and I would still love you.. You could do, or say anything, and I would still you love.. No matter what happens.. I just wanna be with you.. Forever!" sagde han stille og kyssede ham forsigtigt igen, bare på håret.

Gabriel snøftede forsigtigt, mens han lyttede til Stephens trøstende ord, og nussede sig tættere ind hos heksen, så han kunne mærke hans kropsvarme imod sig igen. Han lukkede langsomt øjnene, mens han blev ved med at lytte. Ind i mellem nikkede han for at vise at han sikke var faldet i søvn endnu, og hver gang der blev placeret et kys imod hans hud eller hår, lænede han sit op imod det, for at vise at han værdsatte det. Det var rart at blive trøstet sådan her. Ikke at være alene med sine tanker. Hans snøften og hulken stoppede langsomt, og til sidst var det kun de små gisp efter vejret, der lød fra ham ind i mellem, for ellers var han stille.

"... Ice cream and movies. I don't want to forget this," sagde han hæst, og nussede sig tættere ind imod Stephen, da han sagde this' for at understrege hvad det var han ikke ville glemme. Ja, mareridtet havde været skræmmende, men alt hvad Stephen gjorde, hans reaktion på hvad der var sket, og hans måde at håndtere det på, gjorde at Gabriel var lidt okay med det. Han hadede stadig at få mareridt, men når det nu skulle ske, var det her klart det bedste udfald man kunne håbe på.
Det var først ved det næste, som Stephen sagde, at Gabriel trak sig lidt væk. Han rakte op, og kørte sine fingre igennem Stephens hår, førte nogle totter væk fra hans ansigt, for at kunne se ham bedre, før han lænede sig op og placerede et blidt kys på has læber. ”Thank you. And I love you too,” mumlede han stille, og kyssede ham blidt et par gange igen. Stephen nåede ikke rigtigt ud og hente is eller finde ud af noget med en film, for Gabriel blev ved med at kræve små uskyldige kys fra ham, og hver gang han prøvede at rykke sig, rykkede mennesket sig tættere ind imod hans krop. Til sidst endte de bare med at ligge på sengen det meste af natten, og mumle små 'I love you's imellem deres kys, indtil Gabriel, eller Stephen, eller måske de begge faldt i søvn.


Der var gået to måneder siden Gabriels mareridt, og næsten 4 måneder siden han havde mødt Stephen. De havde været igennem lidt af hvert allerede, med flere mareridt, angstanfald og usikre stunder fra Gabriels side. Øjeblikke hvor han havde bange for at han ikke var nok for Stephen. Men hver gang havde heksen kysset hans kinder, pande eller næse og forsikret ham om at han var nok, efterfulgt af en masse putten og nussen Dette var blot en af grundene til at Gabriel havde besluttet at nu skulle det ske. Ham og Stephen skulle... de skulle... shit... Gabriel så sig selv i badeværelsesspejlet, og så hvordan hans kinder blev rødere bare ved tanken om hvad det var han ville. Han følte sig som en rødmende jomfru! Ikke at det var langt fra virkeligheden... Men det var der ingen, som behøvede at minde ham om!

Gabriel rystede på hovedet som han gik over og hev et par rene boxers frem, samt en af Stephens t-shirts. Han havde oprindeligt overvejet om han burde gøre noget stort ud af sig selv, et eller andet så han ikke bare så ud som han gjorde til hverdag men vidste hvor meget ekstra pres det ville lægge på ham, og at han i sidste ende ville bakke ud af det hvis han gjorde sådan noget. Så han havde gjort hvad han kunne uden det var forfærdeligt tydeligt at han ville i seng med sin mage. Taget et grundigt bad, forberedt sig selv - eller rettere, sin krop - til hvad der skulle ske, og så var det ellers bare på med noget behageligt tøj.

Da han var kommet i en smule tøj, gik han på bare fødder ind på sit værelse, hvor han satte sig på sin seng, kravlede forsigtigt ind på midten, tændte for fjernsynet og hurtigt fandt en film, som ikke ville være distraherende. På skrivebordet ved siden af sengen, var der placeret og tændt et par duftlys, på natbordet på den anden side af sengen havde han forlegent lagt en pakke kondomer, sammen med noget glidecreme. Derudover havde spredt nogle rosenblade på sengen, som var redt med nyt sengetøj på, og generelt var der pænt ryddet i hele lejligheden. Gabriels roomie var ude af bygningen, og ville ikke være hjemme før næste nat, mens Stephen var sendt ud for at løbe nogle ærinder, og specifikt havde fået at vide at han ikke måtte komme hjem før klokken 9. De havde allerede spist aftensmad – Gabriel havde lavet en af Stephens yndlingsretter – da han var 'kommet i tanke om' at han havde glemt at købe nogle ting. Nu var klokken lidt i 9, og Gabriel begyndte langsomt at kunne mærke nervøsiteten. Bare det hele gik godt!

Han stod med brevet i den ene hånd og med cigaretten i den anden hånd. Han røg normalt ikke rigtig, men i stressede situationer krævede hans krop alligevel et ekstra kick af nikotin. Han røg den langsomt, havde god tid, han måtte ikke komme hjem, havde ingen ide om hvad Gabriel nu havde gang i? Han havde opført sig lidt mærkeligt den sidste uges tid, havde han ikke? Stephen kunne ikke helt lade være med at blive bekymret. Men der var noget andet der bekymrede ham endnu mere, ordene i brevet. Sendt fra England til ham, en invitation om at tilbringe julen hos sin kære søster i Moonlight Falls. Han havde ikke set hende i de sidste par måneder og der stod hun savnede ham. Men det der stressede ham var jo ikke så meget lige den del, for han elskede sin søster, og han savnede også hende! Men.. Han havde aldrig fortalt Gabriel om.. Alt det.. Hvem han var i virkeligheden, hvem hans søster var. Og hvordan inviterede man så lige sin kæreste som var uanede om hans titel, med til en royal jul?
Ikke engang Rebekah vidste hvad han lavede i Frankrig, hun ville gerne have han kom hjem, nu. Han pakkede brevet sammen og smed det i baglommen igen.
Langsomt blev han færdig med at ryge cigaretten og han smed den bare fra sig i sneen på fortovet ved siden af sig. Han havde sat indkøbsposen fra sig på gaden og samlede den op igen nu. Han bevægede sig tilbage mod lejligheden, kulden gravede lidt i hans fingre, men det var hvad det var. Klokken nærmede sig ni? Hvorfor måtte han ikke komme tilbage før klokken ni? Det bekymrede ham, alt bekymrede ham faktisk, Gabriel bekymrede ham stort set dagligt, og så var der Rebekah nu. Mon hun ville komme og lede efter ham, hvis han ikke svarede hende? Og ville hun overhovedet forstå et nej? Sikkert ikke? Han blev nød til at finde på en undskyldning, et eller andet han kunne sige til Gabriel, så han kunne tage derover, snakke med hende i virkeligheden, det var langt nemmere at forklare det sådan, end i et brev.. Men tanken om at forlade Gabriel, også selv om det bare var i en kort stund, fik det alligevel til at gøre ham mere utilpas en bare lige sådan.
Han fandt døren og låste den op, inden han bare gik op af trapperne. Næste dør, låse op, ind stille sko, rive jakken af. Ud i køkkenet, få varerne på plads igen. "Hey Gabe I'm back!" kaldte han bare mod det værelse der tilhørte hans lille engel, nå ja og ham vel også? Han havde da fået en nøgle, men han var her jo også praktisk talt hele tiden, og hvor skulle han ellers være? Der var intet andet sted i hele verden han havde lyst til at tage hen jo. Hvis han bare kunne sidde og kigge på sin mage like 24/7, så var han godt tilfreds faktisk.
Efter at have fået tingene på plads gik han ud på toilettet og børstede sine tænder, Gabriel var ikke specielt fan af hans rygerri, og selv om han nok ikke helt kunne skjule det alligevel. Han smed tandbørsten tilbage i koppen og forlod badeværelset igen lidt efter. Han gik tilbage til værelset, "So I saw they would send this cool show about tigers here around nine, if you wanna..... watch it..... with.... me...." sagde han, før han nåede dørkarmen ind til værelset og da han havde fået skubbet døren lidt op gik han fuldstændig i stå. "What in..." sagde han en smule forvirret, og så sig lidt omkring. LIKE WHAT??
Hans øjne stoppede kort op ved rosenblandende, kørte over til duftlysene, og lidt tid efter ramte de også kondomerne og glidecremen. LIKE REALLY??
Hans øjne gled tilbage til en lille mus der sad i sengen, og et lettere drillende smil gled hen over Stephens læber. Damn. "Hey Gabriel.. Whatcha doin'?" sagde han så i sin drillende tone, som han lagde armene lidt over kors og lænede sig ond mod dørkarmen. Blikket i hans øjne blev en smule mørkere som han betragtede den uskyldige lille engel der i sengen, og han måtte virkede kæmpe for at holde et grin inde.. Jamen det var da det sødeste.. Af det sødeste, af det sødeste, han nogen sinde havde set! Hans lille mus ville have sex med ham? Og se lige hvad han havde gjort! Han var simpelhen bare.. Ja.. Men det var jo Gabriel, selvfølgelig.. "So that's why, you been acting weird all weak?" grinede han bare lidt.. Damn.

Nervøsiteten steg til uanede højder da Gabriel hørte døren gå op, og ærligt talt hamrede Gabriels hjerte så hårdt i hans brystkasse at han et øjeblik var bange for at besvime. Det tog al viljestyrke i hans krop ikke at rejse sig, fjerne det hele og gemme det væk under sin seng, som om at der slet ikke var sket noget. Bortforklare den behagelige lugt med at han havde gjort rent eller sådan noget, og bare... lade som ingenting. Men han holdt sig hvor han var, siddende i skrædderstilling, indtil det var for sent at gøre andet.

Gabriels kinder blev straks rødere i det døren gik op, og han var pænt sikker på at hans hjerte var på vej ud af hans krop for at løbe sin vej. Lige nu ville han ønske at han kunne gemme sig under sin seng og bare glemme alt det her - det var for meget ikke? Stephen var ikke jomfru, så meget vidste han da, og han fandt det måske... Barnligt? Men alligevel mødte han forlegent heksens blik, da han var færdig med at tage deres omgivelser ind og bagefter drillede ham. Han var ret sikker på at hans kinde ikke kunne blive rødere uden han blev til en tomat eller sådan noget!
"I- Uhm..." han sank en klump og afvigede sit blik, sinden han fortsatte med at tale. "I just wanted to do something... nice? For you?" Det lød mere som et spørgsmål end et svar på Stephens spørgsmål, og han gned nervøst sine hænder imod hinanden.

Det næste spøgsmål gav bare Gabriel endnu mere lyst til at lægge sig ned under sengen og gemme sig væk. Havde han været så åbenlys? Han havde virkelig prøvet på ikke at afsløre sig selv! "I... yeah," svarede han og så væk. Ihh, det her var jo bare pinligt! Lidt nervøst kravlede han ud af sengen, og rejste sig fra den, og gik over til sin mage. Han lagde blidt sine hænder på heksens kinder og stilte sig helt op på tæer så han kunne placere et blidt kys på hans læber. Det første blide kys blev hurtigt efterfulgt af endnu et, denne gang en smule mere krævende, og han rakte op for at køre sin ene hånd blidt igennem Stephens hår. De havde skam kysset rigeligt siden de var kommet sammen, og havde da også ladet de uskyldige kys udvikle sig videre. Men det var som om at når de nåede et hvis punkt, hvor undertøjet skulle af, så blev Gabriel for nervøs til at fortsætte. Men sådan skulle det ikke være idag! I dag ville han gerne give Stephen noget igen, for alt hvad han havde gjort indtil videre. Ikke fordi han følte at han skyldte heksen noget, men fordi han for nyligt havde indset at... ja, han ville virkelig gerne tage det næste skridt med heksen.

Han blev blot stående i dørkarmen med armene over kors og betragtede det lille menneske med et smørret smil. Smilet voksede sig bare større i takt med at Gabriel blev mere og mere rød i hovedet, og måde han slet ikke kunne finde ord på? Han nikkede lidt for sig selv, "Oh you did, didn't you?" sagde han stadig i den lidt drillende tone, "Yes, I can see that" grinede han og rystede lidt på hovedet. Stadig blev han stående og kiggede bare på ham, som han sad der, og så mere en bare nuttet ud, så skide uskyldig! Hvordan skulle han nogen sinde.. Jeez.
Han fulgte ham med øjnene som han kravlede ud af sengen, en anelse tøvende, og kom så hen til Stephen, han så ned på ham, stod bare og kiggede lidt, tog det hele ind, nød det. "Gabriel?" sagde han stille, stadig med smilet om sine læber, som drengen nåede helt frem til ham. Automatisk bøjede han sig lidt ned ned, da Gabriel gled op på tær, bare for at møde ham halvvejs, han var blevet vant til deres højdeforskel nu, den syntes at passe perfekt faktisk. Hans øjne gled langsomt i, som deres læber mødtes og han sukkede stille mod de varme læber der tilhørte hans lille engel, hans lille engel der ville have sex! Shit.
Armene løsnede lidt op og han lod dem først falde ned langs siden før han lagde dem om hofterne på Gabriel og trak ham ind mod sig. Som deres kroppe mødtes kunne han meget tydligt mærke hvor hårdt det lille hjerte slog, og i kysset kunne han nemt fornemme den hurtige nervøse vejrtrækning. Yeah this was the real deal.. Men.. Han slap forsigtigt kysset igen og lænede sig lidt tilbage for at se på ham, "Gabe.. Are you sure?" sagde han stille, nu mere i en bekymret tone, og det smørrede drillende smil var væk igen, når det kom til Gabriels ve og vel, jokede han aldrig. Og han ville aldrig, aldrig, gøre noget med ham, som Gabriel ikke var ethundrede og ti procent sikker på! Han skulle passe på sin lille engel, sin lille uskyldige og helt igennem fantastiske engel.

Gabriel nussede Stephens kinder blidt, da deres læber mødtes, og sukkede tilfredst. Det føltes virkelig godt, og det gjorde ham roligere. Selvom det var et stort skridt, var det med Stephen, og det gjorde det bare lettere. Han følte sig godt tilpas og at mærke heksens hænder på sine hofter, hans læber imod sine og mærke varmen der samlede sig i mellem de to... Et glad suk lød fra hans læber. Ja, hvis det skulle ske med nogen, så var det altså Stephen.

Men pludselig trak heksen sig tilbage fra kysset, og Gabriel kunne ikke lade være med at mærke nervøsiteten stige igen. Havde han gjort noget forkert? Han rynkede lidt på brynene og så op på Stephen, forvirret over hvad der foregik. Men heldigvis var det bare for at tjekke op på at han stadig godt ville. Et lidt genert smil nåede hans læber, og han nikkede stille. Men det føltes ikke helt som nok. Så han tog blidt Stephens hånd og trak ham med over til sengen. Han satte sig på sengekanten, og klappede ved sin side for at vise at heksen skulle sætte sig med ham. Først da heksen sad ned ved hans side sagde han noget.
"I love you Stephen, and... I want you... More than anything or anyone else," Han sank en klump og tog blidt Stephens hånd igen. "I'm just nervous, because I want it to be worth the wait," forklarede han stille.

Smilet voksede sig lidt større ved det lille nik han fik, okay så.. Han kunne dog ikke helt få sig selv til at gøre noget, blev stående, med sine fingre mod Gabriels hofter, og sit blik fastlåst på hans ansigt. Hans øjne fandt Gabriels og han gengældte blikket, så meget kærlighed lige der, det var slet ikke til at forstå. Ind til han havde mødt Gabriel havde han aldrig troet han ville, føle det her igen, elske nogen igen? Andre end hende.. Men Gabriel havde vendt op og ned på hele hans verden, og nu var det kun ham hen elskede, nu og forevigt.

Han slap hans hofter og lod Gabriel tage hans hånd, som han blev ført hen til sengen. Han smilede lidt igen ved mødet med rosenbladende. Han samlede en af dem tøvende op og vendte den lidt mellem sine fingre, før han satte sig ned ved siden af Gabriel og vendte sig lidt imod ham. Han lyttede stille og nikkede så lidt før han sendte ham et lidt større smil. "Gabriel.." mumlede han først og rystede så bare på hovedet, før han lænede sig frem, hans fingre tog forsigtigt fat i Gabriels krave, før han trak lidt ned i hans t-shirt, eller? Stephens t-shirt, lille tøjtyv! Hmm. Hans tommeltot fandt frem til hans kraveben, hvor der endnu intet var, men hvis det gjorde det her, så ville der meget snart være en meget synlig tatovering, lige der. Hans kørte sin tommeltot hen over stedet og nussede ham stille, imens han tænkte. "You know I love you too.." sagde han stille og sendte ham et kærligt smil før han nikkede lidt for sig selv. "Gabriel, everything with you is worth the wait.. You know, every time I think of you, I consider myself to be the luckiest man alive" sagde han stille som han lænede sig lidt frem og trykkede et blidt kys mod de blødeste læber i verden. "So if you say you want me, like that, right now, I would never dream of protecting.. There is nothing I want more.. You're my soulmate, and I feel kinda honored that I finally have earned the right, to call you mine too.. So please.. Let me put my name on here.. And we will belong to each other, forever." sagde han stille som hans fingre gled hen over Gabriels kraveben igen, før han slap t-shirt, og lod sine fingre glide om i hans nakke og op i hans hår. Trykkede sine læber mod det lille menneske, endnu engang.. Krævede ham, lidt mere længselsfuldt og måske også mindre blidt nu.. Men han havde brug for ham, brug for det her, han trængte til det.. At knytte båndet mellem dem, helt og aldeles.

Gabriel sukkede stille da han mærkede Stephens fingre imod sit kraveben. Det var selvfølgelig også noget som havde været med i hans overvejelser om hvornår de skulle gøre det her. Han havde fået forklaret hvad der ville ske når de gjorde det. At der ville blive dannet nærmest et stærkere bånd, og at Gabriel ville få en lignende tatovering, hvor Stephens navn ville stå. Det var lidt intimiderende, for var der en ting han altid havde fået at vide, så var det at man ikke skulle have nogens navn tatoveret! Men... Det her var noget magi-halløj, så det var vel ikke det samme vel?

Nervøsiteten begyndte langsomt at stige igen, for hvad hvis han ikke kunne finde ud af det, og gjorde noget forkert? Men Stephens ord om at det var ventetiden værd, sammen med den lille kærlighedserklæring og kysset som fulgte hans ord, beroligede ham igen. For uanset hvad, så var det sammen med Stephen. Og Gabriel stolede på at han ville guide ham igennem det hele.
Da Stephen fortsatte med at snakke efter deres korte blide kys, krøb Gabriel en smule tættere på, og lagde sin frie hånd op heksens lår. Det føltes så surrealistisk, men samtidig også helt rigtigt at de ville være bundet til hinanden efter det her. Og selvom Gabriel var nervøs og lidt bange for at gøre noget forkert, så var det altså det her han ville, og han ville det denne aften.

Igen mødtes deres læber, men denne gang var det mere krævende fra Stephens side. Gabriel slap både heksens hånd og lår, og satte sig overskrævs på sin kærestes skød, uden at bryde kysset. Hans hænder fandt hurtig Stephens bryst og han puffede blidt til ham for at få ham ned og ligge på ryggen. Da det var lykkedes, hvilede han lidt tøvende sine hænder på heksens sider, hvorefter han lænede sig ned for at trykke sine læber blidt imod Stephens kraveben, hvor han vidste at tatoveringen med hans navn lå skjult under tøjet. Tatoveringen der havde bragt dem sammen for hvad der føltes som en evighed siden, men samtidig også som om at det var sket igår.

Gabriel fortsatte med at placere små, næsten uskyldige kys langs Stephens kraveben, hvorefter han fortsatte op af hans hals. Selvom Gabriel aldrig var gået sådan... Hele vejen med nogen før, så havde han været rimeligt tæt på. Det var ikke helt ukendt territorium! Så da hans kys nåede siden af Stephens hals, åbnede han sin mund en smule mere, så han kunne nappe lidt i huden med sine tænder. Absolut ikke noget der gjorde ondt, det var Gabriel for nervøs til! Men bare nok til at man kunne mærke det. Derefter fortsatte hans kys op, indtil han nåede Stephens læber igen, hvorefter han placerede endnu et kys, meget lig det sidste de havde delt. Ikke så blidt som normalt, og absolut ikke ligeså uskyldigt.

Følelserne ramte ham pludselig ret hårdt, varmen han havde følt i sin krop første gang han havde mødt Gabriel, eksploderede nu bare og sendte bølger af brandvarm energi rundt i hans krop, gjorde ham helt ør i hovedet. Brændte gennem ham, inden fra og ud, men, ikke rigtigt ubehaglige, ikke sådan at han ønskede at slukke den, nej, han ønskede blot at den ville brænde mere og mere, bare opsluge ham. Det virkede til at hver gang han og Gabriel rørte hinanden tog ilden fat, brændte mere intenst, til den eksploderede! Igen og igen og igen.
Hans fingre sitrede let, længdes efter at komme i kontakt med den varme bløde skin, en længsels så stor, ikke til at tøjle. Langsomt krøb de op over t-shirt, som Gabriel svang sig selv op på Stephens skød og deres kroppe blev presset tættere på hinanden. Et varmt suk gled over hans læber, som han krævende gengældte kysset, ilden skød op, overmandede ham, skubbede ham tilbage i sengen, ryggen landede blødt mod dynerne under sig. Han slap den lille engels læber og sendte ham så et blik, fyldt af alt den kærlighed han følte inde i, før han stille hviskede: "I love you.."
Øjnene gled igen langsomt i som Gabriel forsatte sin vendetta ned over hans hals, og hen over trøjen, til kravebenet. Han vred sig en smule som han udtrykte sine følelser og lyst gennem en håndfuld lave støn, fingerne krøb længere op under t-shirten, hev den langsomt af, mærkede huden under sine fingre, sitrede stille.
En stilhed fyldte rummet som kyssende nåede tilbage til hans læber, og han brummede stille, før en radio et sted i rummet langsomt blev vakt til live, og derpå begyndte at sende en bølge af stille kærlighedsange gennem værelset, begyndende med: Oasis med Wonderwall.
Han trak sine læber til sig og sendte Gabriel et kærligt smil, der lidt efter forvandlede sig til det lidt mere frække, før han bed sig lidt i læben, og endelig hev t-shirten helt hen overhovedet på ham. Han kastede den ud til siden, lod den glide ned fra sengen, før hans blik dristigt gled ned over Gabriels bare overkrop. Nok var det ikke første gang han så ham halv nøgen, han havde set ham i undertøj et par gange efter hånden, og nå ja, en enkel eller to gange nøgen, når Gabriel havde glemt at låse døren imens han havde været i bad! Åh ja, men! For hver gang han så ham, blev han bare igen og igen mindet om hvor smuk han egentlig var. "You're amazing you know that, right? So beautiful.." hviskede han stille, trykkede sine læber mod Gabriels igen. Hænderne optog pladsen omkring hans sider, før han tog lidt strammer fat, og 'kastede' Gabriel ned i sengen ved siden af sig, så han landede på ryggen, altså.. Blidt!
Han kom selv op og sidde ret hurtigt, før han bare trak sin egen sweater og t-shirt af. han vendte gled ned og ligge igen, støttede hovedet på albuen, som han gled om på siden mod Gabriel, perfekt udsyn til den smukke krop. Hans fingere dansede hen over Gabriels nøgne mave, og det beundrende blik fulgte med i mønsteret fingeren langsomt dannede.
"So.. Beautiful.." hviskede han stille mest for sig selv. Før hans øjne igen mødte Gabriels blik og han sendte ham et lidt sælsomt smil, inden lyset i værelset gik ud, og flere tændte stearinlys dukkede op omkring dem. Stephen grinede stille før han bare blinkede til Gabriel, gled op og sidde igen, fik fat i hans ben, trak dem fra hinanden, før han smuttede ind mellem dem og bukkede sig ned over den lille engel. Han trykkede sine læber mod Gabriels igen "You want me?" hviskede han stille mod de bløde læber, fingerne på opdagelse igen, ned over Gabriels bare overkrop til de ramte buksekanten, han pillede let ved elastikken, "You trust me?" forsatte han, og et lidt drillesygt smil gled kortvarrigt frem på hans læber, før det igen blev erstattet af det lidt mere kærlige.. Behave Stephen! Magien tog fat om Stephens bukser, og vupti så var de også væk, og Stephen lå tilbage i kun sine underbukser ligesom Gabriel. Stephen fik så også meget hurtigt fik fat i elastikken, lod et par fingere glide ind under den og trak sit ansigt lidt væk, bare for at se Gabriels reaktion. Til sidst spurgte han alligevel: "Do you really love me?"

Gabriel smilede blidt tilbage da Stephen afbrød kysset og han nussede ham blidt på maven. Han kunne ærligt talt falde helt i staver over Stephens smukke øjne og charmerende smil til hver en dag. Ikke nok med at han var sød og behagelig at være sammen med, så var han også tiltrækkende! Meget endda! Men så blev heksens charmerende smil pludselig en anelse frækkere, noget som oftest skete når han kom med sjofle bemærkninger til Gabriel, og snart blev hans bluse langsomt trukket af. Hans kinder blev langsomt rødere, da han sad kun i undertøj tilbage hos Stephen. Og Stephens ord hjalp da slet ikke på hans rødmen! Nej, det blev kun forværret!

Men et kys, det kunne Gabriel godt finde ud af, og det beroligede ham lidt at mærke Stephens læber imod sine. Han lagde blidt sine hænder på heksens bryst og nåede lige akkurat at falde lidt ned igen, før han blev kastet ned i sengen med et forskrækket hvin. Men det var okay, for Stephen tog noget af sit tøj af, og så føltes det lidt mere ligeligt fordelt. Gabriel sank en klump og krøb en smule ind til Stephens krop, da han også lagde sig ned, men ikke mere end at han kunne se op på sin mage, med et lille, men kærligt smil om læberne, og et blik fyldt med kærlighed. Et stille suk lød fra ham, da han mærkede heksens fingre på sin mave, og han bed let i sin underlæbe, faktisk lidt bange for at lave for mange lyde. Selvom han var fast besluttet på at han ville det her, var han stadig ret nem at gøre forlegen, men værre var det heller ikke, for det var Stephen han var sammen med, og det var beroligende i sig selv.

Gabriel fastholdte øjenkontakten med Stephen, da han satte sig op igen, og lod ham kravle ind i mellem sine ben. Deres læber mødtes endnu en gang, og Gabriel lukkede sine øjne, som han lagde armene om heksens hals. En af hans hænder gled op i hans hår, og legede blidt med nogle af totterne der, mens den anden gled ned til hans skulder og fortsatte ned, til han blidt kunne nusse sine fingre henover bogstaverne på Stephens hud.
Gabriel åbnede først sine øjne igen, da Stephen afbrød kysset med et spørgsmål, og han så op på sin mage med røde kinder, som han nikkede stille. Yeah, han ville gerne have ham. Hans mave trak sig sammen, som Stephens fingre gled ned over den bløde hud, og han sukkede stille, grænsende til et støn, som de gled længere ned. Han sank en klump, da han mærkede fingrene lege med elastikken på hans boxers, som endnu et spørgsmål blev stillet og lod langsomt sine egne fingre glide ned og blidt udforskede han sin mages overkrop, nysgerrig efter at lære den bedre at kende. "Yeah," svarede han stille, for det gjorde han, han stolede på Stephen. Gabriels kinder blev en smule rødere, da han pludselig indså at Stephen ikke længere havde bukser på, og skulle til at spørge hvordan han havde formået at gøre det, da det slog ham Magi, duh.

Da det endelige spørgsmål kom, smilede Gabriel en smule, og rakte op for blidt at trække ham ned til endnu et kys. Denne gang var det blidt, kærligt og ikke forhastet på nogle måder, lidt som første gang han havde fortalt Stephen at han elskede ham. Kysset varede et par sekunder før han trak sig tilbage, med et fåret smil om læberne. "More than anything in the world," svarede han og kyssede ham dernæst igen, denne gang en smule mere krævende end før, som han lagde sine ben om heksens hofter og trak ham dermed tættere på sig selv

Gabriels ord var virkelig alt han behøvede for at forsætte. Han sendte ham et blik til var, et blik fyld af kærlighed. Han elskede ham højere end nogen anden på denne jord.
Langsomt bøjede han sig over ham igen, kyssede ham tilbage, krævede de bløde læber. Den anden hånd fandt frem til det nøgne kraveben, og han skævlede let ved tanken, efter i nat ville det ikke være sådan mere. Efter i nat ville Gabriel være hans og han ville være Gabriels, de ville være hinandens 'soulmates'. Han kunne ikke lade være med at blive lidt rørt ved tanken, hans øjne blev kort lidt blanke, før han trak sig tilbage fra kysset, så ned på ham. Han blev nød til at se på ham, han kunne ikke tage sine øjne fra ham, han var den smukkeste skabning han nogen sinde havde set! Han kunne kigge på ham i timevis og aldrig blive træt af det!
Han fik taget sig lidt sammen igen, og med Gabriels 'okay' til at han kunne gå videre, fik han trukket det resterende tøj af dem begge, lagde sine arme om den lille engel og krævede hans krop, krævede ham, krævede hans kærlighed.
Han elskede med ham den nat.

Mange minutter senere, lå han stadig med sine arme om Gabriel, holdt ham tæt ind til sig, kyssede ham lidt fraværrende i håret. Snuste hans duft ind, nussede ham mod ryggen. Smilet havde stadig ikke forladt hans læber, hans øjne strålede. Og på den lille engels kraveben var et tydligt aftryk af deres nat sammen, hans navn med sorte blokbogstaver. Vildt. "Please don't ever leave me"
hviskede han stille mod det mørke hår. Lod øjnene glide i og overgav sig så også til søvnen, blev lullet i søvn af menneskets dybe åndedræt mod sit bryst.


Det var okay egentlig, for de havde jo aftalt at mødes senere! Og nu var det endelig blevet senere, og han kunne forlade festen for at mødes op med Gabriel i stedet, en person han meget hellere ville være sammen med alligevel. Den eneste person han faktisk ville være sammen med, den eneste person han savnede konstant og hele tiden; hvert minut, hvert sekund de ikke var sammen.
Men Gabriel havde sagt han ville holde nytår med sine venner, han havde jo også inviteret Stephen med. Det var ikke fordi han var blevet glemt eller noget! Men Stephen gav alligevel mennesket lidt plads, de kunne ikke bare sidde derhjemme og hænge op og ned af hinanden hele tiden jo, Gabriel havde også brug for at komme ud, hygge med venner og familie, også uden Stephen.
Stephen gjorde gerne det samme, men han var dårlig til at få venner og han han talte ikke med sin familie så meget for tiden. Han havde talt kort med Rebekah, bare for at fortælle hende han var okay, han havde det godt, alt var fint, men det var også det.  
Men nu var tiden inde! Han forlod derfor festen han var til, kendte ikke nogen godt nok til han behøvede fortælle han gik, eller hvor han skulle hen.
Det var ikke så langt fra hvor Gabriel var, han havde lige haft ringet, de havde aftales at mødes i parken, så kunne de gå hinanden i møde. Det var perfekt!
Uden for var det godt nok koldt, men det sneen over alt og den stjerneklare himmel gjorde at det var okay alligevel. Det var smuk, en perfekt aften, en perfekt nat.
Som han gik gennem gaderne følte han nærmest han svævede på en lille lyserød sky, for helt ærligt, så lykkelig var han faktisk.
Han nåede parken før Gabriel, han vidste hvilken vej han kom fra så han forsatte hurtigt gennem den, og som han kom ud på den anden side, fik han øje på ham på den anden side af vejen. Et bredt smil tegnede sig om hans læber, og han tog sig bevidst til inderlommen på sin jakke, hvor der lige nu gemte sig en lille sort æske.
Aldrig havde han været så lykkelig før i sit liv, aldrig. Han løftede hånden og vinkede til ham, ventede på englen skulle få øje på ham og krydse gaden.
Så ville han tage hans hånd, føre ham hen til søen, deres sted, der hvor de havde været den aften! Og mange gange siden. han ville se ham lige ind i øjnene, fortælle ham præcis hvorfor han elskede ham. Og så ville han gå på knæ foran ham, tage den lille sorte æske ud af lommen og åbne den for ham, og han ville spørge ham: Marry me Gabriel?
Og...
...
...
...
...
HHHHHHHHHHHHHHNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNNN!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Gabriel var pakket godt ind i sin vinterjakke, mens han gik igennem Paris' gader. Han havde hygget sig med nogle venner fra skolen og drukket lidt, men nu var han altså på vej hen for at mødes med en væsentligt vigtigere person. Hans kinder fik farve bare af tanken! Det sidste 1½ år havde virkeligt været vildt. Han havde mødt sin mage, boet med ham næsten lige siden og deres forhold var kun blevet stærkere. Ærligt talt havde han aldrig været så glad i hele sit liv, som han var nu. Jo, det var da stadig svært ind i mellem, men når det var sådan, så var han samtidig velvidende om at Stephen ventede på ham derhjemme, klar til at åbne sine arme op og holde ham indtil alting var bedre, eller i hvert indtil han kunne håndtere hvadend der var galt. Og nu var det ham han skulle mødes med! For at være ærlig, havde Gabriel brugt et godt stykke tid her til sidst på bare at holde øje med sin mobil, tjekke hvornår han kunne tillade sig at smutte.

Og når man snakkede om solen! Gabriel fik snart øje på Stephen på den anden side af vejen, som stod og vinkede med et stort smil om læberne, og Gabriel vinkede straks tilbage. Han gik ud til vejen og så sig hurtigt om. Han kunne se en bil nærme sig ret hurtigt, og rynkede lidt på panden, men blev stående hvor han var. Det var modigt taget i betragtning af at der lå is på vejen. Eller måske nærmere dumdristigt.

Men som bilen nærmede sig, satte den ikke farten ned, og pludselig skred den på isen der havde lagt sig på vejen. Lygterne var rettet direkte imod Gabriel, der stod med store øjne rettet imod bilen og... Den lille krop blev kastet igennem luften og lå livløst på fortorvet, mens bilen fortsatte ud af vejen, uden så meget som at sænke farten. Gabriel kunne ikke mærke noget, men så blot til som hans blik blev slørret og en høje piven lød for hans ører. Og så blev alt sort.

Such a nice little snack! Oh see, the cutie is walking up! - "Mr Moreau?" lød den kølige, fløjsbløde stemme - tilhørende den charmerende læge - Dr. Alias Bordy Yahweh.
"Mr Moreau? Can you here me? You've been in an accident" forklarede han roligt, dog før han kunne nå at sige mere, blev han skubbet hårdt til siden. Den irriterede og måtte man sige det? Temmelige uhøflige - på ingen måde charmerende, faktisk ret utiltrækkende dumme heks, havde skubbet ham til siden. Grebet om Gabriels hånd og klemt den ind mellem sine egen hænder. Idiot! Go away!! Leave him to me - and fuck off!
"Gabriel, Gabriel can you here me?!!! It's Stephen!!!" råbte den dumme heks op, Alias havde bare lyst til at tysse på ham - Sssshh shut up, stupid! Or I'll kill you, right here, right now!
"Mr Sinclair, if you could just please - b.." startede han ud i et lettere professionel tone - men heksen sendte ham bare et par hårde øjne, der gav Alias mere lyst til bare at knurre, og så flå halsen op på ham! You stupid creator! You go fuck yourself! Let me do my job!!
"Gabriel, Gabriel it's me!! I love you, I love you Gabriel!" lød heksen halvkvalte stemme, ansigtet helt smasket til i tåre og snot - Disgusting! Ewwww!! He's so ugly - go away ugly - leave the boy to me - I'll take good care of him - I'll promise!
Hans øjne fokuserede hen på drengen igen, ventede på opstandelsen - meget mere var der vel ikke at gøre - en forklaring var tiltrængt - men den dumme heks insisterede åbenbart på bare at være dum, så? What can you do - but wait.. hmm.

Da Gabriel vågnede op igen var det ikke til smerter. Faktisk kunne han næsten ikke mærke sin egen krop, det føltes lidt som om at han fløj på en sky. Det var mørkt, ingen tanker, ingen smerter, ingen krop der tyngede ham. Sådan var det i hvert fald i noget tid. Men som han vågnede mere og mere, var det som om at han blev tungere, som om der var en kæmpe sten på hans bryst der pressede ham længere og længere ned på den hårde madras.

Han åbnede langsomt sine øjne, gibbede med dem og så direkte op i et par perfekte blå øjne, som han var så vant til at blive helt fortabt i. Stephen. Gabriel rynkede lidt på panden, det var som om at han var under vand, og han kunne ikke rigtigt høre hvad der blev sagt. Det hele var dæmpet og det eneste han faktisk følte at han kunne gøre, var at se op i Stephens øjne. Han prøvede at løfte sin venstre hånd for at nusse hans kind, ligesom han altid gjorde, men den føltes underligt tung. Han flyttede sit blik fra Stephen til sin hånd, der var bundet ind i gips helt op til lige under hans arm, og hans fingre blev holdt sammen med tape. Okay så. Han prøvede at løfte den anden, men den føltes lige så tung og da han så ned på den, var der både drop og en dims til at måle hans hjerte.

Det åbnede op for at lægge mærke til resten af sin krop. Han havde et rør i halsen, et der trak vejret for ham. Presset på hans bryst var fra forbindinger, og han kunne ikke mærke sine ben. Han så op på Stephen og kunne nu svagt forstå hvad han sagde. Han elskede ham. Gabriel ville så gerne sige det tilbage, fortælle Stephen at han også elskede ham, men alt der lød var en hæs klynken fordi han prøvede at rette på sig, og det var hans krop ikke så tilfreds med.

"Don't move okay, just blink if you can hear me?" hviskede han forsigtigt, i det de mest smukke øjne i univseret åbnede sig og kiggede op på ham. Hans hjerte sank helt ned i maven på ham, det gjorde så ondt - så ondt som det aldrig før havde gjort. Han snøftede lidt igen og prøvede at tage sig sammen, nu Gabriel havde brug for ham! Det blev han jo nød til! Han løftede en hånd og brugte ærmet til at tørre de våde øjne lidt, før han skævede kort til doktoren, for så bare igen at kigge på Gabriel - Doktoren var som luft for ham, han kunne lige så godt ikke have været der - for ham var Gabriel den eneste vigtige eksistens jo.

"It's okay, it's okay! I'm here, just please, don't move.." Hviskede han, som han lænede sig ned og trykkede et varmt kys mod Gabriels panden, som hans fingre forsigtigt fandt frem til en af Gabriels hænder, meget forsigtigt lagde han sine varme fingre omkrig de lidt kolde, og holdte ham så godt i hånden som det nu var muligt. Fuck..
"I.. I.. Love you.." mumlede han så bare, som hans stemme knækkede over igen og han begyndte at græde helt ude af kontrol - men hvad skulle han gøre? Han skulle han sige? Han følte sig så fortabt, hvorfor kunne han ikke bare, fikse det!!!
Han kneb øjnene lidt forsøgende sammen, prøvede igen, og igen, som han allerede havde gjort hundred gange allerede, men der skete stadig ikke noget - som om nogen bare havde slukket for hans evner?! Please, please, let me help him!!

Gabriel blinkede et par gange for at være sikker på at Stephen vidste at han kunne høre ham, selvom hans hoved stadig svømmede. Alting føltes så tåget, det eneste han rigtigt kunne koncentrere sig om var Stephens stemme og hans varme hænder. Han følte sig fanget i sit eget hoved, ude af stand til at svare Stephen på grund af røret i hans hals, der trak vejret for ham.

Et par tårer fled ned af Gabriels kinder da Stephen tog hans hånd og fortalte at han elskede ham igen. Han ville så gerne sige det tilbage, men han kunne ikke. Men han kunne godt få et lille smil på læberne, og klemme svagt om heksens hånd. For at vise at han hørte ham, måske endda til dels vise at han også elskede ham. Han kunne ikke bevæge sine fingre så meget, men han kunne nok til at nusse Stephens hånd med sin tommelfinger. Han så frem til at bedøvelsen gik væk og han kunne komme ud af sengen, hjem til dem igen og putte indtil han var rask nok til at komme tilbage til sine studier. For han var overlevet og et par brækkede knogler kunne ikke holde ham sengeliggende alt for længe... vel?

It would be so easy, one grab, one quick snap! Dead, dead and silent - see that would be great! Hans mørke øjne hvilede på heksen, som de morderiske tanke summede omkring i hans hoved - for hver sekund der gik, blev tanken om at ende heksens liv mere og mere tiltalende. Først ville han bare gerne blive fri for ham så hurtigt som muligt, men som tiden tikkede langsomt afsted og heksen begyndte at gå Alias mere og mere på, blev metoderne for hans død, kun mere og mere drabelige.
"Mr Sinclair, maybe I could get a couple of seconds alone with Mr Moreau here?" prøvede Alias så igen, i et forsøg på at få det lille menneske for sig selv - men egentlig også for at få heksen til at holde kæft, så han faktisk kunne forklare drengen hvad der var sket, og hvad der var galt. Det blev dog ikke taget særlig godt imod, for heksen sendte ham et blik så koldt som is - hvilket Alias nok egentlig måtte tolke som et nej?

"Go fuck yourself!" råbte heksen af Alias, han havde drejet ansigtet lidt og Alias kunne se hvor meget heksen græd nu - han rynkede let på næsen af afsky. Vreden sad et sted dybt i ham, som de morderiske tanker nu forsatte endnu mere ivrigt end før - men det var okay, det var ikke første gang nogen havde råbt efter ham på hospitalet, og nok heller ikke sidste gang. I'll just snap his neck later, it'll be fine!
"Very well then" sagde Alias roligt, som hans mørke øjne havde bevæget sig tilbage til Gabriel, det trak ganske let i den ene mundvige, hvilket var det nærmeste Gabriel ville komme på et smil fra Alias. Derefter forlod han stuen og lod de to drenge alene - det var vel hvad de havde brug for lige nu? Alias kunne altid komme tilbage senere - når heksen sov..