Nyctophilia - Stephen (Fortidsemne)

Tingene var ikke som det før havde været for Salem. Hun var født foran sin tid. Ingen omkring hende kunne forstå hende. Derfor var hun Rebekah taknemlig for at give hende disse kræfter. Hvad end det måtte indebære. Af en ukendt grund, havde Rebekah endt hendes liv. Salem var noget forvirret da hun første gang vågnede op igen. Hun havde fået en evne, der tillod hende at leve videre efter dødsfald. Om det var en evne hun havde fra naturens side eller på grund af Rebekah, kunne hun ikke med sikkerhed svare på. Nu var hun tvunget til at omgås en mand hun var forudbestemt til at elske, men aldrig kunne være sammen med. Han havde allerede en mage. Hun stod foran et spejl og så på det bagvendte navn. Det at det stod spejlvendt, gjorde det mindre virkeligt for hende. I hvert fald nu, hvor han ikke var i nærheden. Lige så snart hun så ham, ville hun føle en længsel for ham, ulig noget hun nogensinde før havde følt. Hun ville ignorere hendes følelser, tvinge dem ind i hende selv og opføre sig som var han blot en bekendt. Om aftenen ville hun forberede sig smerten det medførte ikke at være sammen med hendes mage og til sidst døden. Den næste dag kunne hun vågne og opleve det hele engang til. Rebekah havde fanget hende i et perfekt helvede. Alligevel ønskede hun ikke at komme væk. Hun havde brug for at lære så meget magi hun kunne. Rebekah var den ældste heks. Den første heks. Hvis ikke hun kunne lære hende det, kunne ingen. Salem trådte væk fra spejlet, og trak trøjen tilbage på plads, så navnet atter blev dækket til. Hun gik væk fra værelset og satte sig på en stol med en kop af ler og noget rent vand. Hendes mørke hår lå i næsten perfekte krøller om hendes ansigter. Hendes naturligt blege hud var blevet farvet af den stærke sol. Hun lignede heller ikke den hun havde været før. Efter at have tømt glasset, løftede hun det og lod det svæve i luften. Hun var stadig nybegynder indenfor magi, men hun var fast besluttet på at blive bedre for hver dag.

//Håber du kan bruge det