Uhm... What are you doing here? - Stephen

Sted Gabriels lejlighed
Tid 02:25
Vejr Småregn, ret koldt og overskyet
Omgivelser ... Marshmallow?
@Stephen

---

Det var vel egentlig en aften som så mange andre hjemme hos Gabriel, den eneste forskel var at han rent faktisk var alene. Eller, sådan næsten i hvert fald! Han lå på siden i sin sofa, front imod sit fjernsyn hvor han havde sat en post-apokalyptisk serie på, og lige foran ham, som lå de i ske, lå Marshmallow helt perfekt til at han kunne nusse hende på maven. Han anede faktisk ikke hvor Lector var, men ærligt talt var han lidt ligeglad nu. Selvfølgelig elskede han dæmonen, i hvert fald så meget som han nu kunne i den tilstand han var i! Men Gabriel var, og havde altid været et meget indadvendt væsen, og nogle gange havde han bare brug for noget alenetid med sin kat for at lade op. Så her lå han altså, kun iført en mørkegrå t-shirt og nogle sorte joggingbukser med huller på knæene.

Lejligheden var ret minimalistisk. Stuen bestod af hans sovesofa med et stuebord foran, og overfor stod hans fjernsyn med en playstation 3. Der var stort set ikke andre møbler i hele lejligheden og hans køkken så ud præcist som det havde gjort da han flyttede ind. Det eneste der var sat til, var køleskabet. Vinduerne havde mørklægningsgardiner, som var gaffatapet så der overhovedet ikke slap noget sollys ind. Godt nok havde han en sollysring, men ærligt talt så hadede han at have den på og derfor havde han sørget for at hans lejlighed var vampyr-venlig.

Et lille gab lød fra den lille vampyr, og han rakte kort ud efter sin mobil, der lå på stuebordet for at tjekke klokken. Aj, den var jo slet ikke særligt mange! hvorfor var han så træt??
Maybe because you haven't really rested since we met Stephen?
Or maybe because we haven't been hunting and we totally should?
"Okay, but like, I can't leave now, they're about to die, and I want to see that!" Ih, hvorfor skulle stemmerne være så fandens fornuftgie?!

Men et eller andet sted i baghovedet nagede den dårlige samvittighed alligevel! Kunne han i virkeligheden ikke bare være ligeglad, jov, pisse hamrende ligeglad! Alt der var sket den seneste uge havde været rent kaos, og siden middagen hjemme hos Rebekah, var alting gået af helveds til. Han havde endelig fået sagt sin stilling på skolen op, det havde været for hans og Damiens skyld jo, men det var også ligegyldigt nu jo, der stod ikke længere drengens navn på hans kraveben.
Lige nu stod der faktisk intet, for hvad end navn der måske var der, så havde han skjult det med magi, han havde ikke tid til den slags pjat, faktisk gad han ikke at bruge sin energi på den slags mere.
Det føltes alligevel som om hans hjerte var blevet flænset ud og kastet af helveds til, og ingen gav bare en shit omkring det, vel? Men nå ja, hans hjerte var rent faktisk blevet revet ud, kvinden der havde gjort det havde dog valgt at sætte det ind på plads igen, han anede ikke rigtig hvorfor, faktisk ville han ønske hun bare havde taget det, så han ikke skulle deale med alle de her følelser, alt den her sorg.
Der var sket så meget, først alt det med Vito og Hale, Hale som stadig var forsvundet, kidnappet af en af Rebekahs sindsyge sønner! Vito hans egen søn, som han ikke havde kendt før fra bare et par dage siden, havde fået sit hjerte revet ud, men i modsætning til Stephen havde han ikke fået det igen. Så havde der været middagen hos Rebekah, og hele Jasons åndssvage frieri! Kunne det være kommet på et værre tidspunkt? Og så til sidst Kayne.. Tilbage.. Her i Gaia!
Hvordan kunne en mand rumme alt det?!

Nej vent.. Det bedste var gemt til sidst.. Gabriel.. Lille engel.. I live..
Intet under at han lige nu sad på en bar, som i bund og grund var forladt, fordi ingen ture vove sig ud på grund af zombie halløjet?? Og drak sig skide hamrende fuld, så fuld han ikke kunne fucking gå!!!
Og alligevel var det ikke nok til at distrahere hans tanker, ikke engang i bare fem minutter.. Det her var helved, og det eneste han havde lyst til var forhelved at forsvinde og aldrig komme tilbage igen, han havde vitterligt ikke en eneste grund til at leve mere..
Men kunne han dø? Næh nej.. Fucking Rebekah! Dumme fucking Rebekah og dumme fucking Jason og alt deres åndssvage kærlighed og lykkelige lorte liv!!!

Han rejste sig fra bar stolen som det hele slørede et kort øjeblik for hans øjne, han greb ud og måtte støtte sig til bordet, for ikke bare at vælte lige der på stedet. Han bundede sin whiskey og tørrede sine øjne fri fra tåre, inden han forsvandt i en mindre elegant røgsky.
Det næste sted han dukkede op var ude foran lejligheden. Han lænede sig frem og prøvede at læse navnet oven over brevsprækken, men det blev ved med at sløre og stå dobbelt, og gjorde det altså virkelig ikke nemt!
I stedet fik han åbnet døren med magi, før han bare gik ind som ejede han det hele.. En smule slingerne dog! Døren smækkede i bag ham, efter han havde lavet en lille bevægelse med hånden.
Han trådte ind og krængede bare jakken af, som han smed på gulvet, skoene fik han sparket af, og så bevægede han sig ellers frem mod den lille vampyr på sofaen.
"Make some room for me, please?" snøvlede han der ud af, før han bare faldte ned på sofaen ved siden af Gabriel, og klemte sig selv ind, uden tøven lagde han sine arme omkring ham og puttede sig tæt ind mod ham. Mhmmmm!!! Rart! "I've missed you today, how was school?" hviskede han kærligt og snusede dybt ind.
Hvad der helt præcist havde kortsluttet hans hukommelse var ikke rigtig til at vide, alkoholen, magien, sorgen? Måske en blanding af det hele.. Men lige nu var det ret tydeligt at Stephen bare.. Havde glemt at de nogen sinde havde slået op vel? Alt var bare... Som det plejede at være.. Og det var rart.

Gabriel var ved at døse hen, da han blev vækket meget pludseligt af nogen som slog hans dør op. Straks satte han sig op og kiggede efter det nærmeste våben, men nåede ikke rigtigt at finde noget, før Stephen stod foran ham. Frygten greb ham straks, en i stedet for at løbe, angribe eller gøre noget andet som han plejede at gøre når han var bange, så stivnede han, og så bare op på heksen med store øjne. Marshmallow sprang surt ned fra sofaen grundet de mange bevægelser og brummede utilfredst, som hun smøg sig forbi Stephen og ud i køkkenet. Forrædder! Så blev hun ikke engang for at beskytte ham?!

Hans blik vendte hurtigt tilbage til Stephen, som kom tættere og tættere på, og som han gjorde det, kunne Gabriel lugte... Alkohol? Fuck. Han var stang stiv, var han ikke? Det måtte han være, for pludselig lå heksen ned i Gabriels sofa, møvet ind bag ham, og så blev han trukket ned og ligge, helt tæt på Stephen.
Han anede ikke hvad han skulle gøre for at være ærlig. Normalt havde han slået enhver ihjel som prøvede at komme for tæt på, men Stephen... Stephen var mærkelig og uhyggelig, og Gabriel turde ikke rigtigt at gøre noget af det han plejede. Så han lå bare musestille og håbede inderligt på at heksen var så fuld at han faldt i søvn, så Gabriel meget pænt kunne bære ham ned til den nærmeste rendesten. "It's- uh... It's weekend so I haven't been in school. And uhm... Also, there's a zombie apocalypse, so yeah... Not a lot of school going on," svarede han nervøst.

I virkeligheden var det bare en lille tjeneste han havde gjort for, ja nogen personer han i virkeligheden ikke rigtig kendte. Men de havde mindet ham om et eller andet, bestemt mennesket, mennesket havde mindet ham om en. Desværre havde det kortsluttet hans hukommelse, og flere års minder var blevet revet ud af hans bevisthed.
Sådan at han nu var tilbage i en tid, hvor han og Gabriel stadig var et par, rigtig meget et par faktisk. Alt det forfærdelig var blevet visket væk, og kun alt det lykkelige stod tilbage. Alle de glade minder og deres brandene kærlighed. Det var virkelig alt han huskede.
Derfor reagerede han også bare med et lettere grin da Gabriel begyndte at tale i tunger. "Zombies? Haha, that's a good one.. What have you been watching?" brummede han stille, og snuste ind igen, "Mhmm.. You smell fantastic.." brummede han let og krammede Gabriel tættere ind til sig, før han lænede sig lidt frem og trykkede et ømt kys mod drengens kolde kind.
"You seem cold, I'll warm you up.." hviskede han kærligt, før han fik tryllet en dyne frem, og trak den hurtigt op omkring dem begge. "There you go, little angel" mumlede han, som de trætte øjnene gled lidt i.. Men han havde det godt, alt var godt, han var her, Gabriel var her, ja.. Alt var godt.

Okay, det her var mærkeligt, og ikke nødvendigvis på den gode måde. Gabriel var vant til mærkelige ting - han var selv lidt mærkelig, hans situation var mærkelig, hans kæreste var mærkelig og hans hverdag var mærkelig, men det her var en omvæltning alligevel. Han trak næsten ikke vejret, da Stephen lød som om at Gabriel jokede da han snakkede om zombier, og han blev kun mere forvirret, da heksen trak en dyne over dem. Hvorfor snakkede han på den måde? Han opførede sig jo som om...

Like nothing has changed. Gabriel, he forgot what happened!
WHAT DO WE DO ABOUT THAT???
... Maybe it isn't the worst thing to happen?

Gabriel rynkede på panden. Hvordan var det ikke det værste der kunne ske? Hvis han fortalte Stephen sandheden ville han blive slagtet! Exactly. Maybe this is your chance to find out what happened? Amadeus lød forhåbningsfuld. Men var det ikke at udnytte situationen? At udnytte Stephen?
Tøvende vendte han sig om, nu med front til heksen, og han så op på Stephen, som så ud til at være udmattet. Gad vide hvad der var sket? "Stephen, can you tell me about the day we met?" spurgte han så, og lagde lidt usikkert armen om Stephens talje. Var det noget han havde gjort før i tiden? Virkede det underligt? Åh gud, han måtte til at trække vejret normalt igen. Shit-shit-shit-shit-shit, han havde aldrig forsøgt at virke menneskelig før! Han prøvede at matche Stephens vejrtrækning og tvang sig selv til at se heksen i øjnene trods sin angst for det.

Faktisk blev det ikke meget bedre end det her, for når han var her, hos Gabriel, så var han lykkelig. Og når lykke ikke var noget der kom let til en som Stephen, så var det et nærmere mirakel, at den her person, den her lille helt normale dreng, havde magten til blot på et øjeblik at kunne den trætte heks, mere lykkelig end han nogen sinde havde været før. Alt før Gabriel eksisterede ikke længere, det var kun ham, det var det eneste der var vigtigt faktisk, bare Gabriel, lige der, i hans arme, for evigt og altid.
Han faldt lidt hen som han lå og varmede sig på den kærlighed det blomsterede mellem dem, uvidne om den måske kun gjaldt den ene vej rundt, men det kunne han jo virkelig ikke vide, alt han vidste var bare at han elskede Gabriel, elskede ham som han aldrig havde elsket nogen før, elskede ham så højt, og han ville elske ham herfra og forevigt. Det var et absolut fact, ligegyldigt hvad.
"Hmm?? What.." mumlede han stille træt, og slog øjnene lidt op igen, som han fik øje på den lille engel, han havde rykket på sig, de lå og kiggede på hinanden, og Gabriel havde puttet sig lidt ind til ham, med en arm omkring ham. Han smilede blidt til ham, "Yes of cause.." sagde han så stille og lænede sig lidt frem og trykkede et varmt kys mod Gabriels næse, hov, hmm.
"It was.. Ehm.. Warm that day.. You were so cute.. As you just stood there.. all wet, in those cute shorts, and.. with the hair.. And I was so.. I totally panicked actually.. But of cause I didn't show you that.. I wanted to just be cool you know.. But it felt like all of my insides just.. Burned.. And when I finally got to you I was so out of breath.. You made me crazy, and I didn't even know you.. Just the looks of you, and the fact it was you.. You.. My sweet little angel.. " hviskede han stille og kyssede ham blidt på læberne, før han rømmede sig lidt og forsøgte at forsætte. "And so, I started to flirt with you, and of cause you didn't even notice.. You were just.. Yeah.. But I couldn't just leave right? I just wanted to.. Get to know you, be with you, right.. It was a bit unusually, cause I'm usually good to just say fuck it, when I meet someone, who is.. You know.. But with you.. It was so diffrent.. I couldn't help it, Couldn't turn it off at all.. You just.. Yeah.. It was love at first sight I guess.." hviskede han tog en dyb indånding og forsatte "So we talked.. I was maybe a bit.. Annoying.. Trying to be charming, and not at all let you know how I really felt.. It was crazy.. So you.. Yeah well, you remember right? But.. We talked about the tattoo.. And what it meant.. And you told me you wouldn't reject me.. And.. That was it.. I guess.. Oh and the kiss.. ha'.. It was a good kiss.. A really awkward first kiss, as it should be, right? Ha', and I've been in love with you ever since of cause.. I love you so much, every day a little more than the last.. I don't think I could ever stop loving you, no matter what really.. You're my whole world Gabriel.." hviskede han stille før et par tåre fyldte hans øjne, som han hev krammede Gabriel tættere og kyssede ham igen, mere længselsfuldt mere lidenskabligt, med al den kærlighed han overhovedet kunne mønstre; "I just wanna give you all my love, all my life.. You're everything to me.."

Gabriel lå tavst og lyttede til Stephens ord. Hans beskrivelse af Gabriel, både hans udseende og hvordan det havde været at møde ham. Det lød som en helt fremmed i forhold til hvad han var nu. Men det var som om at han genkendte få ting han sagde. Ikke konkrete ting han havde set eller gjort, men følelser. Han kunne svagt erindre at have elsket nogen mere end noget andet i hele verden. Mere end han nogensinde ville elske nogen igen. Og den person måtte have været Stephen. Ikke? Men hvorfor kunne han så ikke bare føle det igen? Hvorfor kunne han ikke bare være forelsket i ham, huske alting der var sket?

Det var frustrerende at høre Stephen tale om ham med så meget kærlighed i stemmen. At vide, at Stephen havde alle svarene, men ikke at kunne få dem uden videre. Ikke uden at heksen blev mistænksom og fandt ud af at der var noget galt. Nej, han måtte træde varsomt hvis han skulle have flere svar ud af ham. Men for nu lyttede han blot, og nussede blidt huden under sine fingre.
Dog flyttede han forsigtigt sin hånd fra Stephens talje for at røre, nærmest overvejende, sine egne læber, mens deres første kys blev beskrevet. Akavet? Huh... Han så op på heksen, og formåede lige akkurat at flytte sin hånd inden deres læber mødtes i et lidenskabeligt kys. Ikke desperat som sidst, hvor der blev krævet noget af Gabriel, som han slet ikke havde. Men et hvor han kunne mærke Stephens kærlighed, og et øjeblik fik han det helt dårligt.

Gabriel følte at han havde taget noget fra heksen. Noget vigtigt, som han havde holdt kært. Han havde taget sin menneskelighed og kylet den ud til fordel for at fortrænge alt der var sket, og dermed også fortrænge sin egen mages eksistens. Eller rettere, sin tidligere mage. Det var ikke hans mage længere. Det havde han mistet for længst, før han overhovedet fortrængte sit liv.
Det var med en dårlig smag i munden at Gabriel så op på Stephen igen, og lyttede til det sidste han sagde. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, om han burde svare ham og lyve om at elske ham. Men i stedet puttede han sig lydløst ind til Stephen med sit hoved under heksens, og en arm om hans talje igen. "What is your favourite memory of me? Of us, together?" spurgte han så, stadig gemt væk med hovedet under hans hage.

Mhmm.. hmm.. træt! Han lukkede øjnene lidt igen, lod de enkle tåre forlade øjenvipperne og ramme Gabriels lyse lokker, et fact der underligt nok ikke havde forstyrret hans hukommelsestab. Måske fordi han et eller andet sted nok godt vidste, at den var helt galt. Men det ville han ikke indrømme over for sig selv, kunne ikke faktisk, ikke nu, det var lige så godt. Han sukkede stille kyssede ham blidt i håret, åbnede de trætte øjnene lidt igen som Gabriel stillede endnu et sprøgsmål. Et mildt grin forlod hans læber, åh altså.. Hmm.. "Easy.. First time you told me you loved me.." hviskede han stille og bevægede sig en smule på sofaen, møffede lidt rundt, prøvede at holde sig selv i gang, Gabriel ville rigtig gerne snakke lige nu, og selv om Stephen rigtig gerne bare ville sove, så ville han meget hellere gøre Gabriel glad, og det krævede lidt et svar på alle hans små spørgsmål! Så.. "It was the best day of my life.." mumlede han bare stille ind i det tykke hår, snusede dybt ind igen, han duftede stadig af Gabriel, det havde ikke ændret sig.
"We were walking along side the water, I had just made a really bad joke, so you were laughing and of cause.. It made me laugh too.. And you suddenly just stopped.. And looked at me.. With that look in your eyes.. And it made me stop too.. And I was like.. What is wrong? Did I say something wrong?! Cause your eyes was suddenly all blank.. And.. We just stod there looking at each other.. Till all the air had left my body.. It felt like.. I don't know.. But then you shook your head.. Trying to say no I guess, but your voice kinda broke.. And tears filled your eyes.. And it.. I was so afraid.. Thought I had did everything wrong.. That you wanted to end it.. Leave me.." hviskede han stille, rystede så lidt på hovedet, "But I walked over to you, took you in my arms, asked you why you was crying.. And then you told me it was because you loved me too.. And I asked you: why are you crying then? And then you told me it was because you were afraid.. And I knew exactly what you meant.. So I told you that I was afraid too.. And we stood there awhile, hugging.. I kissed your tears away, told you over and over how much I loved you, that I was never gonna leave you, that noting you could say or do would ever make me go away, I would love you forever and ever.." sagde han stille, trak vejret dybt ind, "And I think that was when you finally excepted it.. Me.. Us.. You gave in.. Stopped thinking you weren't good enough.. Stopped thinking that you would scare me away, stop thinking about all that could go wrong.. And just.. Loved me back.." hviskede han stille, før han trak sig lidt tilbage og kiggede ned på Gabriel, stadig med tårer i øjnene.
"I promised you, I promised you I would never leave, I promised you I would never stop loving you.. I promised you... and I kept my promise.. Even after.." hviskede han stille som stemmen knækkede over "I still do.. love you.. I still love you.. And I know you don't remember.. But I don't care.. I just wanna hold you.. Be with you.. I need you.."

Gabriel lyttede tavst til Stephens fortælling, overvejede hvert ord nøje og nussede ind i mellem hans ryg for at opfordre ham til at fortsætte. Men ellers lå han blot med hovedet gemt væk under heksens hage og lyttede. Der gik noget tid før Stephen trak sig tilbage, og Gabriel gjorded det samme så han kunne se op på heksen. Hans ansigtsudtryk var neutralt, indtil Stephen afslørede at han godt kunne huske noget alligevel. Der rynkede Gabriel lidt på panden som han lyttede til resten af forklaringen. At han stadig elskede ham, også selvom Gabriel ikke kunne huske det.

Han nussede Stephens lænd blidt, som han overvejede sine ord. "I remember loving a young man more than anything," sagde han så, og afveg sit blik, mens han tænkte over hvad han rent faktisk huskede. "And I remember that he sat by my bed after the accident. I always woke up to him still holding my hand, the way he held it when I fell asleep, and he looked so peaceful when he slept." Han krøb ind til Stephens bryst og indåndede hans duft med velbehag. Han havde kun været så tæt på en gang før siden han var blevet forvandlet, men det føltes alligevel hjemmeligt.

"I think I was scared of forgetting you completely, and that was the reason why I carved your name on my skin. I'm not sure though, I just remember that someone left a knife and I took it, because I just knew that it was important to have your name on my body. I didn't know whose name it was though, just that it was important to me." Han nussede sin næse imod hans bryst og lukkede sine øjne med et stille suk. "I'm sorry that I don't remember more than that," tilføjede han og trak sig tilbage for at se op på Stephen igen.

Det var umuligt at beskrive hvilke tanker og følelse der lige nu bølgede gennem hans krop. De der sagde at ens følelser blev forstærket af alkohol havde ret, det var som at hælde benzin på et allerede optændt bål. Og der var ingen måde at slukke det på, ikke nu. "It's okay Gabriel.. You don't have to.." hviskede han stille tilbage til drenge, han behøvede virkelig ikke..
Det hjalp ikke alligevel, Stephen kunne ikke vide om det var sandheden han nu fik fortalt eller om det var dårlig samvittighed der fik drengen til at sige at han huskede ham.
Alligevel blev han revet lidt med, som Gabriel bare forsatte. For det han nu sagde var ikke bare dårlig samvittighed, det var et ekko af et minde.. Men det var stadig et minde.
Og han huskede det alt for godt. Tårerne samlede sig endnu hurtigere i hans øjenkroge, og han blinkede dem desperat væk. Gabriel trak ham tilbage i tiden igen, tilbage til heleved. Et smertehav uden lige, alt trak sig sammen i maven på ham, og han hev lidt panisk efter vejret nu, klemte Gabriel ind til sig, som drengen krøb tættere på.. Prøvede at fokusere.. It's okay.. Breath.. He's here, he's okay... He's alive.. Kinda..

"Ga-Gabriel.." hviskede han stille, stemmen knækkede igen, hans krop sitrede let, rystede som han lå der og holde sin lille engel tæt ind til sig. Lyttede intenst til hans stemme, den beroligede ham en lille smule, selv om ordene bare gjorde det hele meget værre.
Han havde skåret Stephens navn ind i sin brystkasse.. Så meget havde han elsket ham. Engang. For længe siden. Ikke længere.
Han pustede langsomt ud, trak sig også lidt tilbage som Gabriel havde gjort og så tilbage på ham, "It's okay" hviskede han stille, "Can I just hold you, please?" hviskede han så igen, bange for hvilket svar han måske ville få, bange for at Gabriel afviste ham.. Efter alle de år, og så var de tilbage her til!
Selv om han måske ikke var hans mage mere, så betød han lige så meget som hvis han havde været det. Han var stadig Stephens 'soulmate' - på alle mulige måder. Han elskede ingen som han elskede Gabriel.

Gabriel lukkede sine øjne og nikkede stille ved Stephens spørgsmål. "Please do," mumlede han forsigtigt, og begravede sit ansigt ved heksens hals. Han kunne høre blodet pumpe rundt i Stephens krop, næsten mærke det under den hånd, som lige så stille havde sneget sig ind under den andens bluse for at mærke varmen fra hans hud. Det hele føltes så velkendt, men alligevel så fremmed for ham, og han følte sig splittet.

I hate to be the party pooper... But we can't live in this fantasy forever, we all know that.
"..."
As much as I hate to admit it... He's right. Now that Stephen remembers, we don't have an excuse to act anymore. This is going to be painful no matter what we do.

"I don't want to let go, ever," mumlede han stille og trak Stephen tættere ind imod sig, nærmest besiderrisk. "You can just stay here and you can tell me everything I forgot about you, until I remember. And then I can love you too, and you'll be mine to keep," tilføjede han, og trak sig tilbage, så han kunne se op på Stephen med sine store blå øjne.

Han nikkede lidt stift, thank god..
Gabriel begravede igen sit ansigt ved hans hals, hvilket fik ham til at læne sig frem og trykke sit kind mod toppen af hans hovede, næsen lidt begravet i det tykke hår, han duftede så godt. Hans arme foldede sig igen tæt omkring Gabriels lille krop, og holdte den lille engel tæt ind mod sig selv. Et gab sneg sig over hans læber og han lukkede både træt og udmattede øjnene igen. De var stadig lidt fugtige, og han kunne stadig mærke hvordan sorgen trykkede i hans brystkasse, men det var bedre nu, det var næsten okay faktisk, så længe han bare måtte ligge her og holde om ham.
Han gad ikke tænke på morgendagen, der måtte ske hvad der ville ske, en ting var sikkert, han ville elske Gabriel lige så højt imorgen, som han elskede ham lige nu, som han havde elsket ham første gang han havde set ham.

"You don't have to, not ever.." hviskede han stille og lyttede til den velkendte stemme mumle lidt ind i hans trøje, det føltes så rigtigt, hjemligt, trygt, ægte.
"Okay, I will tell you everything, I promise.." hviskede han stille, og mødte igen de blå øjne han kendte så godt, som Gabriel havde trukket sig lidt tilbage.
"Tomorrow okay? I'm gonna pass out now.." grinede han stille, som han endelig lænede sig frem og trykkede et kærligt kys mod Gabriels læber, lænede sig lidt tilbage igen, prøvede at holde øjnene åbne lidt længere, han ville ligge og kigge på ham hele natten hvis han kunne.
Men langsomt gled de trætte øjne alligevel i, "Goodnight little angel, I will always be yours to keep" hviskede han stille, kun et par sekunder efter blev hans åndedræt helt tungt, og han var forsvundet ind i drømmenes verden.

Gabriel lukkede øjnene da deres læber mødtes igen, og han rakte forsigtigt op og nussede Stephens kind. Af en eller anden grund føltes det bare rigtigt. Nej, han fik ikke sine minder tilbage, og nej, han kunne stadig ikke mærke kærligheden han engang havde følt for Stephen... Men det var som om at det var en lille bitte bid af hans fortid som han havde fat i, måske den lille bid som han havde brug for, for at starte en gnist der kunne kickstarte hans minder. Det var lidt uhyggeligt for at være ærlig... Men det var måske okay.

Deres læber skiltes igen og han så op på Stephen, med en hvis usikkerhed i sit blik, men et svagt smil nåede alligevel hans læber, da Stephen forsikrede ham om at han altid var Gabriels. Han nussede blidt Stephens kind, og nulrede sin næsetip imod heksens i et eskimokys. "Goodnight, Stephen. I won't let anyone hurt you again," sagde han stille og gav hans læber endnu et hurtigt blidt kys, inden han puttede sig ind til heksen og lukkede sine øjne. Han døsede ligeså stille hen, og for en gangs skyld var hans hoved ikke fyldt med mareridt, underlige drømme og ubehagelige stemmer bare... helt perfekt stilhed, med undtagelsen af lyden af heksens hjerte der bankede.


Det havde været underligt at vågne op med en anden person i sin seng. Eller rettere, det havde været underligt at vågne op med en anden person i sin seng, som man lå og puttede med. Han havde måtte lirke sig selv ud af Stephens greb om ham for at få bare lidt ud af sin aften. Han havde det dårligt med at efterlade Stephen alene i lejligheden, men han efterlod en lille note inden han gik ud af døren.

Hey Stephen!
I'm sorry that I'm not here to wake up with you, but I have some stuff that I need to do, so I had to leave D: I'll be right back when I'm done though!
I got some toast and cheese for you in the fridge, please feel free to take any! I'll try to pick up something tastier on my way back <3
Love, Gabriel

Lige nu sad han på et tag med et stormgevær i sine arme. Det var ladt og han så sig bare om efter nogle af de forbandede zombier der terroriserede folk. Eller Muertos, som de blev kaldt. Same shit. Han fløjtede en eller anden melodi og vippede sine ben frem og tilbage. Og snart var der nogle af bæsterne, der blev tiltrukket af lyden, og Gabriel tog snart sigte og skød dem han så lige i panden. Ha! Så kunne de lære det!
UHH, TAKE THE UGLY ONE OVER THERE!!!
"This one?" spurgte han og tog sigte imod en særligt ulækker en
YEAH, THAT'S THE GUY!
"Eat shit and die, bucko," knurrede han og trykkede triggeren ned så flere kugler skød igennem panden af zombien, og sådan blev han ved et godt stykke tid. Ingen af dem nåede særligt tæt på ham, og selv hvis de gjorde, var Gabriel for hurtig til at de sådan rigtigt kunne fange ham. Det skulle nok gå!

Stephen vågnede først sent den næste dag, det var allerede blevet mørkt uden for igen. Hans hovede snurrede lidt som han satte sig op i sofaen, prøvede at finde ud af hvor han var henne? Til han fik øje på katten på sit skød og stirrede lidt forvirret på den i stedet for, "Hey cat.." mumlede han og rakte ud og lod sine fingre løbe gennem den varme pels, det havde den åbenbart ikke noget imod!
Hvad var der sket igår? Hvor var han henne? Hvorfor havde han sådan en irriterende hovedpine! Han var virkelig tørstig og virkelig sulten. Han blev nød til at.. Vent! Gabriel!
Det hele kom lige så stille tilbage til ham, og han gned irriteret sine tændinger, hukommelsen virkede virkelig skidt lige nu, han kunne ikke huske noget fra den sidste uge, fra den sidste måned, fra det sidste år? Kun igår, kun Frankrig. Han sukkede, til gengæld vidste han godt at der var et hul, nogen gange anede han det virkelig ikke, men lige nu vidste han godt at årerne bare var tomme, ikke at de ikke havde været der. Han prøvede at snige sig ud under katten så godt som muligt, for ikke at vække den helt også.

Han kom på benene lidt sløvt og tog sig igen til hovedet, fuck!
Han opdagede lidt efter beskeden, kunne ikke helt lade være med at smile, som han læsten den. Han lagde den fra sig igen, og forsat ud i køkkenet, han åbnede først hanen og drak et par liter vand, eller sådan føltes det i alt fald. Ind til det ikke føltes som en ørken i hans mund længere. Så lavede han sig selv en af de der toast der, varmede den og alt muligt, han spiste den sammen med en øl, eller to.. Det hjalp på kvalmen og hovedepinen jo. Så smuttede han i bad, gjorde sig færdig ude på badeværelset, skiftede på magiskvis tøj. Smed sig i sofaen hos katten og kælede lidt med den, som han drak en øl mere, ventede på den lille engel.

Da der nok var gået en time eller mere, gad han ikke vente længere. Selv om katten var ret godt selskab, og han nok havde drukket sig til et ikke ædru stadie længere, så var der alligevel ikke så meget at lave? Desuden var han blevet lidt nysgerrig, hvad lavede Gabriel i det hele taget?
Han rejste sig fra sofaen, samlede en trøje op der var Gabriels og smed en besværgelse. Det næste der skete gik meget hurtigt - alkoholen havde gjordt hans sigteevne en smule ringe - alligevel dukkede han op ikke langt fra Gabriel. Hvis da bare det så ikke havde været midt i en her af zombier - eller det var måske endda ligegyldigt? Ligegyldigt at blive spist - når man i forvejen var ved at dø.
I det sekund han dukkede op havde noget ramt ham hårdt i maven. Han tog sig forvirret til såret som trøjen rullede ud af hans favn, blod havde allerede gjort hans skjorte helt gennemblødt, han var blevet ramt i maven - men af hvad? Han gled ned på jorden, kunne ikke stå op længere, han ville forbløde lige her, lige nu - livet forsvandt langsomt fra hans øjne. De døde kom nærmere ham, men han smed et skjold op, holdte dem lidt på afstand, i hvert fald ind til han ikke længere kunne holde magien. Hans øjne flakkede rundt i natten, til han fik øje på Gabriel - med et gevær - han havde skudt ham i maven.

Gabriel fik nærmest ingen tid til at reagere, da der pludselig dukkede en op lige i hans skudlinje, og var et øjeblik også ligeglad, indtil han fik set på hvem det rent faktisk var. Der var det som om at hans allerede kolde krop blev endnu koldere, som om at al blod i hans krop var frosset til og der var noget som havde hans hjerte i et jerngreb der var så stærkt at det gjorde ondt. Han kunne ikke trække vejret. "No... Stephen- NO!"

Riflen faldt fra hans hænder, ned på hans skød og faldt til jorden og lige i det den ramte jorden, hoppede Gabriel også ned. Han løb i fuld fart imod den snart livløse krop, og nåede derhen lige i det skjoldet omkring heksen begyndte at fejle. Han samlede hurtigt heksen op i sine arme, og løb igen afsted for at få ham væk fra zombierne. Og det første sted han kom til at tænke på var hans lejlighed.
Selv med Stephen på slæb, var Gabriel hurtigere og kunne let løbe fra zombierne, så det varede ikke længe før de stod foran hans lejlighed. Lidt besværet fik han nøglen op af sin lomme, og fumlede med dem på grund af hvor meget hans hænder rystede, men det lykkedes ham endelig at komme ind og smække døren efter sig hvorefter han skyndte sig op af trapperne og ind i lejligheden.

Forsigtigt lagde han Stephen på sin sovesofa, og kørte blidt sine fingre igennem hans hår. Han var smurt ind i heksens blod, men det generede ham ikke lige nu. Nej, han bemærkede det næsten ikke over tårerne som begyndte at falde ned over hans kinder i de han lyttede efter en puls, hans vejrtrækning, hvad som helst der kunne tyde på at Stephen var i live. I starten reagerede han overhovedet ikke, som han fik skubbet tøjet af heksens overkrop for at se såret. Det var dybt. Alt for dybt til at Gabriel kunne gøre noget medicinsk... Men han havde en ting. Han rakte op og bed sig selv i huden ved sit håndled, før han skubbede såret ned imod Stephens læber. Desperat prøvede han at tvinge heksen til at synke det ved at massere hans hals en smule, og det lykkedes da også, men kroppen foran ham virkede ikke til at reagere.

"Please don't die on me, Stephen," peb han stille og rakte op for at nusse ham i håret igen. "You promised you'd never leave me," hans stemme døde ud i en stille hulken, som hen krøb op på sofaen ved siden af Stephens krop. Han var så kold allerede, og lidt desperat, trak han dynen op omkring ham, som om at det ville kunne varme ham op igen. Tårerne faldt fortsat og hulkene rykkede i hele hans krop, som han trak liget tæt ind til sig, og puttede sig ind imod hans bryst som han havde gjort natten før.[/color]

Ikke engang et hjerteslag var der længere, de døde øjne stirrede udtryksløs ud i natten - krop og sjæl ude af kontakt. Stilhed, bare ren stilhed - i alt fald fra liget. Vampyrens stille hulken var det eneste tilbage - det eneste tegn på liv - for nu.
Stadig intet hjerteslag, stadig ingen puls, ingen vejrtrækningen - så stille. Ind til, ind til endelig. En let sitren, langsomt skøjtede en rødlig magi, som flimrende mørkerød lys, glimtrende over alt på hans hud.
Til det voksede sig stærkere og Stephen forsvandt bag en form for puppe, hvor han om blot et øjeblik, ville blive genfødt.
Indtil da, forsvandt han fuldkommen, umuligt at se for omverden, bare et virkelig skarpt rød lys, for skarp til at se direkte på virkelig - til magien nærmest eksploderede. Faldt omkring dem som rødt festøv.

Så kom hans nøgne krop igen til syne, dækket lidt af dynen, Gabriel så kærligt havde hevet op omkring ham. Et bankende hjerte, hamrede afslappet afsted bag brystet - hævede og sænkede sig, som han roligt trak vejret ind og pustede det ud igen.
Øjnene glippede så en smule, før han slog dem op, fandt sit fokus, fandt sin vej tilbage - det var altid en smule rodet - nogen gange værre end andre.
"Hii" hviskede han stille, som han fik øje på den forgrædte dreng, forsigtigt fik han hejst sig selv op på albuerne, blot for at få et bedre indblik i hvad der skete - håbede omgivelserne kunne hjælpe lidt måske. Han trak dynen en smule til siden, for at skimte til sit kraveben - bedste måde at få svar på, hurtigt - Benjamin? Yes he had most definitely died?
"And eh, sorry, but, who are you?" hviskede han stille, en smule uforstående over for den grædende dreng, græd han over Stephen? Men hvorfor? Hvad var der sket?? "Are you okay?" forsatte han så, lidt mere bekymret og omsorgsfuld nu.

Gabriel lå stadig og snøftede lidt imod Stephens bryst da der pludselig begyndte at ske noget. Han åbnede øjnene en smule, og så hvordan det pludselig blev virkelig lyst - og hans første indskydelse var at flygte fra lyset. Så han rullede knapt så elegant ned fra sofaen, skjulte sig halvt under den faktisk, og brugte sine arme til at dække sine øjne. Det var ren refleks efter at have undgået solen i så mange år.

Han blev liggende der, i ly fra det skarbe lys, indtil han pludselig hørte noget han ikke havde hørt før. Hjertebanken. Han vidste jo egentlig godt at Stephen ikke ville dø permanent, men det var uvirkeligt at være på tæt hold. Han sank en klump og krøb ud fra sit skjul, så han kunne titte op fra kanten af sofaen, så kun hans pjuskede hår og blå øjne var synlige. Og herfra så han op på Stephen, der netop havde sat sig lidt mere op.
Der kom ingen hilsen tilbage fra Gabriel, som han nu så heksen an igen. Han anede ikke om han ville være vred over at han var kommet til at slå ham ihjel eller ej - det trods alt en fejl som hvem som helst kunne lave okay? Men nej, der var ingen umiddelbar vrede. Han fulgte Stephens blik da han så ned på sit kraveben, og læste også navnet der nu stod der. Benjamin... han vidste ikke hvorfor det irriterede ham så meget. Han kunne jo ikke rigtigt huske Stephen - ikke mere end i små glimt, og ærligt talt kunne de glimt være hvem som helst. Han kunne ikke sætte ansigt på manden han huskede, han gik bare ud fra det var Stephen. Så hvorfor være vred over at Stephen ikke var hans?

Gabriel blev dog hurtigt revet ud af sine tanker og havde det lidt som om at der var smidt en bombe i hans bryst, der knuste hans døde hjerte og fik det til at synke helt ned i maven. Who are you? Ordene rungede højt i hans hoved. Han ville gerne sige noget. Måske sige sit navn, sige at de havde været mager, sige at han havde dræbt ham ved et uheld. Men ordene kom ikke ud, han sad bare og så op på heksen i tavshed, med et ulæseligt udtryk. Stephen var den af de to der kunne huske ting. Han huskede hvordan de havde mødtes og hvordan det var da de var sammen. Det var jo meningen at han skulle fortælle Gabriel hvem han var, ikke omvendt!

Det næste spørgsmål var i det mindste til at håndtere. "I'm fine, thanks for asking. And my name is Gabriel," svarede han stille, og slog så sit blik væk fra Stephen. Han stolede ikke på sine evner lige nu. "I'll- uhm... I'll see if I can find something for you to wear," tilføjede han så, og rejste sig op, hvilket gjorde alt blodet på ham synligt. Hans hænder og bluse var fuldstændigt sølet ind i blod, og han havde også nogle enkelte pletter på sine kinder, fra når han havde prøvet at tørre tårene væk. Han kunne ikke rigtigt forholde sig til situationen, så han gik hurtigt væk fra den, og gik ind på værelset, som egentlig var et soveværelse, men Gabriel brugte det til opbevaring. Han åbnede skabet der var lidt halvtomt, og rodede sit tøj igennem. Mon ikke han havde noget af Constantines tøj? Efter lidt roden fandt han en t-shirt og joggingbukser, som Gabriel havde hugget fra den ældre vampyr, sammen med et par løse boxershorts som sad løst på Gabriel, som ellers havde brede hofter for sin størrelse. Jo, det burde Stephen godt kunne passe. Snart kom han tilbage og rakte tøjet til heksen, fuldstændigt ligeglad med alt blodet på sig. Det var alligevel tørret så meget ind at det ikke smittede af på tøjet, så hvad skade gjorde det? Desuden tænkte han ikke så klart lige nu.

I'm supposed to remember aren't I?
En smule anstrengt lukkede han øjnene i, og forsøgte at gennem gå de sidste par timer af sit liv, men det var mere bare et uklart rødt billede, der flimrede frem og tilbage. Come on, please!
Hvorfor skulle det være så svært, så umuligt! Han kneb øjnene endnu hårde sammen, koncentrerede sig sit bedste!
Han slog først øjnene op igen da drengen talte, Gabriel hed han. "Gabriel, hallo! I'm Stephen!" sagde han hurtigt, selv om Gabriel nok allerede godt vidste det? Men et eller andet sted skulle han jo starte!
Han prøvede faktisk at få øjenkontakt med Gabriel, men det lykkes ikke rigtigt, Gabriel så ikke på ham? That's weird, isen't it? Why wouldn't he look at me? Okay, it could be normal, don't freak out!

Stephen nikkede hurtigt, "Okay?" mumlede han hurtigt, som hans øjne fulgte Gabriel der rejste sig op - egentlig havde han ikke noget imod at være nøgen som sådan? Stephen var ikke og havde nok heller aldrig været, den specielt blufærdige type - men måske det alligevel var en god ide! Mindre akavet måske.
Hans tanker blev dog igen distrahere, som hans blik faldt på Gabriels blodige tøj? What the?! Why is he.. Why, what?!
Han kunne ikke blive liggende, ikke længere! Han rejste sig op, skubbede dynen til siden og afslørede uden videre sin nøgne krop, som han hurtigt fulgte efter knægten! Who is he?!

Ind i et eller andet opbevarings rum, hvor Gabriel var i gang med at finde tøj til ham. Han stod blot i dørkarmen og rømmede sig så lidt for at få noget opmærksomhed. "Excuse me?! Why are you all covered in blood? Please tell me what happend, did you kill me?!" sagde han så bare, i en meget anklagende tone. Han stirrede lidt på det tøj, som Gabriel havde rakt ham, men gjorde ingen mine til at tage imod det, han var ligeglad, han skulle have svar på sine spørgsmål, det var vigtigere!
"Hey, look at me when I'm talking to you boy! Tell me, what happened? Who are you really? What is going on?!" sagde han, som han prøvede at synke verden og ikke lade den tage helt over - det var jo ikke engang sikkert Gabriel havde noget med det at gøre. Men helt ærligt? Når man vågnede op sådan der, og som Stephen jo godt vidst - genfødt - og fyren man var hos var indsølet i blod?! Det så ikke helt godt ud altså.

Gabriel hørte godt Stephen fulgte med, men valgte med vilje at ignorere det. Selv spørgsmålene ignorerede han, for han vidste at han bare ville bryde sammen i gråd igen. Så han prøvede bare at få Stephen til at tage imod tøjet, selvom det tydeligvis ikke nyttede noget. Stephen ville have svar på spørgsmål, som Gabriel ikke vidste om han kendte svarene til.

En blanding af vrede og sorg begyndte at koge over i ham, og med Stephens gentagende spørgsmål og stemmerne i hans hoved som begyndte at råbe og skrive op, kunne han ikke holde det inde meget længere. "SHUT UP! Yes, I killed you okay? But it was an accident! I was hired to keep some Muertos away from a specific place, you appeared right in my shot just as I pulled the trigger, and you died," svarede han med hævet stemme, tydeligvis frustreret med hele situationen. "And I didn't know what to do, because they would probably try to eat you, and I knew you could survive having your mate die or reject you, but I wasn't sure if you could survive a bullet to the chest, or being eaten by zombies, so I took you back here, and I didn't know what to do, I was so scared you were dead for good!" Han råbte praktisk talt nu. Tårerne begyndte at trille ned af Gabriels kinder mens han snakkede, og han trak ikke vejret eller noget før han havde fået hele den lange sætning ud, og dernæst begyndte at hulke endnu en gang.

"A-and no you don't remem-member me, and I-I don't remember anything, a-and you promised you'd tell me who I was..." Hans stemme døde ud i en klynken, og han lod tøjet i sine hænder falde til jorden for at prøve at tørre tårene væk. Det var ynkeligt det her... Hvad ville hans skaber ikke sige hvis han så det? Hvad ville Julien have sagt? Han var blevet straffet for mindre ting end bare at græde! Stephen så ham sikkert som svag for at reagere så voldsomt på noget så småt som at blive glemt.

Han blev faktisk lidt overrasket over, at høre Gabriel sådan hæve stemmen? Nok fordi hans udseende ikke lige indikerede den vrede, råbende type - faktisk så han list sød ud når han sådan prøvede at være sur. Måske var det hans højde, eller hans babykinder, eller hans søde øjne? Men det var bare lidt svært faktisk at tage ham seriøs. Stop it, don't be such an asshole Stephen!

I det mindste havde det hjulpet Stephen lidt af med sin vrede, så var der i det mindste kun en af dem der råbte! "Actually no, I can't survive that. All those things would kill me.. I'm just the kinda guy who doesn't stay dead.." sagde han hurtigt, måske lidt for hurtigt, før han så opdagede hovr ynkeligt Gabriel var begyndt at lyde. Før han så også fik øje på tårerne, og.. Så begyndte han også og hulke? Okay, you need to put away that stupid attitude right now, you can't be evil, not to a face like that!
"Heyy.. Heyy.. Please, don't cry okay, It's okay, It's fine, I'm not mad, sorry about what I said, I didn't mean it like that.." sagde han forsigtigt, i et forsøg på at få drengen til at falde lidt ned igen, det var jo synd, Stephen fik helt dårlig samvittighed faktisk - noget han altså ikke fik særlig tit!

"I did?" sagde han stille, som han hørte Gabriels klynken - det gik faktisk lige i hjertet. I do remember him, don't I?
Han rakte så sine arme ud og tog et skridt frem, som han lagde dem omkring Gabriel og trak den lille lyshåret dreng ind til sig, holdte ham tæt mod sig. "Please don't cry, I'll remember you, okay? Just.. Give me a few minuts - after I die everything resets, it takes some time, before I'm all up to speed again - unless.." sagde han kort lidt eftertænksomt, og gav forsøgende slip på Gabriel igen. Han kiggede ham lidt forsigtigt ind i øjnene, og brugte så sine fingre på at tørre nogen af tårerne væk. Før han placerede dem mod Gabriels tænding, "stand still" sagde han hurtigt, før han lukkede øjnene og prøvede at koncentere sig.

Der var mange minder der fyldte hans hoved, meget der flimrede forbi hans øjne, som han søgte efter noget mere - velkendt? Der var helt sikkert en masse han ikke rigtig forstod, eller kunne genkende. Ind til hans eget ansigt dukkede op et sted, igennem nærmest et slør - han så helt mærkelig ud? Havde han grædt? Havde Stephen grædt? Why am I...
Han slap hurtigt Gabriel igen, som hans egne minder begyndte at køre rundt i hovedet på ham, som hukommelsen langsomt vendte tilbage - hospitals sengen forsvandt igen, og Gabriel kom langsomt til syne. "I remember.. I love you.."

Det beroligede Gabriel en lille smule at blive trukket ind til Stephens krop, og han lagde selv sine arme om ham. Det var ikke så meget det at blive holdt om der beroligede ham (selvom det også hjalp en smule), men nærmere det at vide at Stephen var i live igen. Hans hud var varm, Gabriel kunne mærke hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig som han trak vejret, han kunne høre heksens hjerte banke og lugte det friske blod der løb rundt i hans krop.

Men Gabriel snøftede stadig lidt og tårerne faldt frit. Der var bare ikke nogen ulykkelig hulken lige nu. I hvert fald ikke mens Stephen holdt ham. Da han blev skubbet lidt væk fra heksens krop begyndte panikken igen, og han var næsten på grænsen til at hyperventilere, da Stephen tørrede tårene væk fra hans kinder. Han rakte forsigtigt op og lagde sine hænder over heksens, som for at sikre sig at han ikke ville forsvinde.

Gabriel vidste faktisk ikke hvad der foregik, den eneste gang Stephen havde pillet ved hans minder, var ved at vise ham noget selv. Men uanset hvad, så hjalp det Stephen med at huske. Hvor meget han helt præcist huskede, var ikke til at sige, men det var en lettelse at Stephen kunne huske noget! Et forsigtigt smil nåede hans læber og han måtte se så ynkelig ud med tårer der stadig trillede ned af hans kinder, men han var ligeglad. Gabriel slap heksens hænder og lagde hurtigt armene om Stephen igen, så han kunne begrave sit ansigt ved hans bryst. "I don't want to lose you ever again," mumlede han stille imod hans hud og pressede så sine læber imod hans bryst i et uskyldigt lille kys, lige over hans hjerte, før han for sig selv mumlede et eller andet halv-uforståeligt om at Stephen var hans, for det havde han selv sagt.

Stephen nussede ham blidt op af ryggen, lavede ingen mine eller andet, som hans fingre strøg over det størknede blod. Han kunne måske forslå et bad, det ville være idealistisk, men det var et helt andet 'need' end det de egentlig havde brug for lige nu. At stå der, hvor de stod, med deres arme om hinanden. Noget så simpelt som det, var alligevel af alt den betydning man kunne finde i denne verden. And those years, all those years, without this, will we ever be abel to make of for that lost time?
"You won't, I promise" hviskede han stille som, han lige så forsigtigt trak sit ansigt lidt til sig, mest bare for at se på Gabriel, han havde ikke tænkt sig at give slip.

"And.. That.. I am.." hviskede han indvilligende, der var kun en måde, måde hvorpå hans sjæl og hans krop - tilhørte ingen anden, end personen hvis hans arme var knuget omkring, imens tankerne om hvor meget han elskede den lille engel, kørte gennem hans hoved igen og igen.
"Can I show you something? It won't hurt.." forklarede han stille, som han slap ham med den ene arme og førte hånden op til Gabriels ansigt, for han let prikkede en pegefinger mod hans tænding.
Gabriels blik blev en smule sløret og det samme blev Stephens, som han lænede sin varme pande mod drengens iskolde og lod minderne flakker forbi begge deres øjne.. Helt tilbage til den varme sommerdag i Frankrig, så mange år siden.

Da han åbnede øjnene igen var de lettere blanke, han lod sin pegefinger kærtegne Gabriel blidt fra hans tænding, til hans hage, som han løftede hagen en smule op og bukkede sig ned for at møde hans læber i et varmt og vådt kys - eftersmag af salt.
Han trak sig så lidt mere tilbage, igen ligeglad med at være totalt blottet, desuden havde Gabriel set ham nøgen før, utallige gange! "That was how we first met.. At least your version of it, mine is a bit diffrent of cause - but not the way you think.." sagde han roligt - der var gået en god rum tid, det havde taget den tid at vise minderne, som deres første møde havde taget, så selvfølgelig var der gået tid.. Time never seem to wait for us.. It just keep going, even though we cannot always keep up with it..
"I'm hungry, you've got any food?" spurgte Stephen så, han var trods alt ikke overmenneskelige på samme måde som Gabriel, langt de fleste dele af ham, i alt fald fysisk, men sikkert også mentalt, forgik på stort set samme måde - han var sulten efter mad. And thirsty as well..
"And maybe something to drink as well.."

Gabriel sukkede tilfredst som han var indhylet i Stephens varme og havde lyst til intet andet end at begrave sig i varmen. Måske var det Gabriels manglende menneskelighed og opfattelse af sociale normer, men Stephens nøgenhed generede ham egentlig ikke specielt meget. Han var bare lidt bekymret for om heksen blev for kold og derfor blev syg eller sådan noget. Gabriel måtte indrømme at han ikke vidste så meget om hekses immunforsvar, men han virkede ret menneske-agtig, så måske var det det samme? Burde han få ham puttet i noget tøj nu? Eller trække ham med ind i sengen igen, så han kunne få en dyne over sig? Gabriels tanker blev dog forstyrret da Stephen ville vise ham noget. Han rynkede lidt på panden, men nikkede så, han stolede på Stephen af en eller anden grund. Han lukkede sine øjne da han mærkede heksens pande imod sin egen og lod ham vise mindet.

Mindet var... rart. Selvom det blev vist, så kunne Gabriel ikke selv huske situationen. Han så bare til som det blev vist for ham. Det var lidt skuffende måske at det ikke triggede flere minder. Men alligevel blev han rørt af det, for han kunne mærke nogle af de gamle følelser komme frem. Så da han åbnede øjnene og så op på Stephen var der faldet et par tårer ned af hans kinder. Al den ubetingede kærlighed føltes som om at den bare væltede frem i ham og så snart deres læber mødtes, lagde Gabriel armene om Stephens hals. Egentlig ville han helst ikke give slip, men han var bare blevet så træt efter alt det der var sket på så kort tid siden han vågnede, så da Stephen trak sig tilbage, lod han ham gøre det. Det gav ham også en mulighed for at tørre sine øjne mens det blev forklaret hvad han havde vist ham.

Gabriel havde fået nogenlunde styr på tårerne da Stephen spurgte om han havde noget mad og noget at drikke. "I only have some toast and cheese. But... we can go buy something different if you want?" foreslog han og smilede en smule til ham. Stemmerne i hans hoved var dybt uenige, han plejede aldrig at have andet mad end toast og ost, så hvorfor pludselig få fat i mere? Men Gabriel prøvede at være normal, bare lidt. Han kunne godt lade som om at han ikke havde ændret sig, kunne han ikke? Stephen ville sikkert ikke have noget med ham at gøre hvis han vidste hvordan han var nu, efter al torturen.

"Yes thank you, that would be great! Nono, toast is perfect" sagde han stille og sendte Gabriel et ømt men oprigtigt glad - faktisk nærmere lykkeligt smil. Den her genforening var mere end han havde ture håbe på - tilbage i klasselokalet havde alting været kaos, han havde endda været skeptisk overfor om det hele bare havde forgået oppe i hans hoved? Men det var virkeligt, Gabriel var virkelig og deres følelser var også virkelige - Cause I never stopped loving you.. And you never stopped loving me? - Om han så kunne huske det eller ej! Hans blik gled ned til Gabriels kraveben, også selv om det var dækket af tøj lige nu, så kunne han forstille sig arret inde bag ved - so he wouldn't forget..

Han blikede et par tåre væk, drejede sig en smule og tørrede sine øjne, hans blik gled ned til arret på hans eget kraveben, eller den sorte magiske blæk vel. Med en let bevægelse, strøg han en finger hen over bogstaverne og lidt rød magi opstod mellem hans fingre og tatoveringen. Da han slap igen havde magien ændret navnet til Gabriel - as it should be, there is only him.. Ever since.. The first time that you kissed me

Han drejede sig lidt og satte så automatisk retning imod køkkenet, da det var et typisk sted at opbevare mad selvfølgelig. Nu da han ikke stod nær Gabriel og var fanget i deres bobbel af ubetinget kærlighed, kunne han godt føle han var blevet lidt kold. Sådan var det vel når man krammede lidt for længe med en lille vampyr, der var ret kølig og man selv ikke havde tøj på? Hans blik søgte over til det tøj der var landet på gulvet, i det han ikke havde taget imod det, men i sekundet efter var Stephen fuld påklædt i netop samme outfit som før havde lagt på gulvet. Han trak lidt ud i kraven og brummede lidt, det kunne da umuligt være Gabriels eget tøj? Så havde han ikke kunne passe det vel.. Så hvem? Don't go there.. You haven't seen him for so long, what did you except, that he would just sit around here all alone, waiting for you to come find him? No... Non the less, you're no saint either, last time you met, you were in a relationship.. Remember? - "Hmpf.. I'm a to bit wise and to rationel when I'm sober, do you have any beers or something like that?"

Gabriel var som regel dårlig til at aflæse andre personer og hvad de tænkte... Men han var ikke dum, så da han så hvor skeptisk Stephen virkede over det tøj han havde på - han trak ud i det og så bare lidt undelrig ud i ansigtet et øjeblik - så havde Gabriel godt en ide om hvad der var galt. Han skulle til at forklare det, da Stephen spurgte om han havde noget alkohol, hvortil Gabriel rynkede lidt på panden. "No, I don't drink. Alcohol that is. But I can go get some? If you want? It's just that I stick to drinking blood, and I don't really get visitors all that often," svarede han og trak på skuldrene. Forhåbentligt undrede Stephen sig ikke over hvorfor Gabriel havde toast, men ikke alkohol. Den ville være lidt sværere at forklare for at være ærlig.

Gabriel fulgte blot Stephen ud i køkkenet og lagde så armene om hans talje bagfra. Han begravede sit ansigt mellem hans skulderblade og lukkede sine øjne med et lille suk. "It's a friend's clothes by the way. In case that's why you're being too rational. I just stole some them because they're comfy," mumlede han stille imod hans ryg og mens han snakkede nussede han blidt Stephens mave. Heksen var bare så varm og rar at røre ved, man kunne da ikke bebrejde Gabriel for at ville holde og nusse om ham hele tiden!