Why do you have a tattoo of my name? (Fortidsemne) - Stephen (XXX)

Sted En by lidt udenfor Paris
Tid 20:30 - fredag d. 8. August, 1998
Vejr Skyfrit, omkring 31°C
Omgivelser Unge væsner, pool-ting, alt sådan noget. Billede af området
Outfit Link
Tag @Stephen

---

Det var ikke tit at Gabriel kunne prale med at tage til fester, og egentlig havde han heller ikke rigtigt regnet med at komme til nogen før han overhovedet var startet på sin uddannelse. Men her var han, fordi han var så heldig at stifte bekendtskab med en fra hans fremtidige klasse, ved navn Jonathan. Han kom også fra London, og de to havde snakket sammen en del frem til de skulle flytte til Paris, og havde også booket flybilletter sammen for at de ikke skule tage helt alene derhen. Det havde været rart at der var en anden med i samme båd, og det at have nogen med sig i lufthavnen havde dulmet hans paranoia over at tage til et fremmed land. Det viste sig så, at Jonathan havde en del venner i Frankrig, og han havde besluttet at hive Gabriel med til fest hos en af dem. Om det var godt eller skidt ville jo så vise sig senere. Indtil videre var der nok omkring 25 personer, der var dukket op, så de var ikke flere end at det stadig var behageligt at være der. Men faktisk anede Gabriel ikke hvor mange der kom, og det lød heller ikke til, at ham det var hos vidste hvor mange der ville dukke op.

Men for nu, så sad Gabriel på pool-kanten, med benene i vandet, mens Daniel prøvede at overtale ham til at hoppe i. "Come on Gabriel! You can't go to a pool party, and then just decide to not get in the pool!" udbrød Jonathan, nærmest forarget, hvorefter han plaskede vand op på Gabriel. "Hey, quit that!" svarede han, grinende, og plaskede noget vand på Jonathan med sin ene fod. Hvad han ikke havde regnet med var, at Jonathan ville gribe fat i hans ben, og deres øjne mødtes i komplet seriøsitet. "You wouldn't dare." "I definitely would." Jonathan fik et bredt smil om læberne, hvorefter han hårdt trak Gabriels ben til sig, og dermed effektivt fik hevet den mindre dreng i vandet.

Det varede ikke længe før Gabriel kom op af vandet, med sin bluse klingende til sin krop, og sit mørke hår helt nede i øjnene, hvortil der kom nogle små fnis fra nogle af dem omkring dem, som havde set hvad der var foregået. Han kørte sine fingrene igennem sit hår for at få det væk, og prøvede at se vred ud, men kunne ikke fordi han var så tæt på at grine "See, this is why I'm glad I declined to be your roommate!" udbrød Gabriel forarget, og plaskede vand lige tilbage i hovedet af den anden dreng. "Alright, alright I'm sorry!" Med et triumferende smil, svømmede Gabriel tilbage til kanten og løftede sig selv op af vandet.

"I'm gonna take one of your beers as a consolation prize," sagde han så, falsk fornærmet, og begyndte at gå over til den pose de to havde taget med, med drikkevarer. På vejen tog han sin skjorte og t-shirt af, og smed dem ved siden af posen, hvorefter han greb en af de øl, som Jonathan havde købt. Normalt drak Gabriel ikke alkohol specielt ofte, men det var nu meget hyggeligt indtil videre.

"Please.. Go get a room!" lød en drillende stemme fra.. En eller anden. Stephen hørte ikke rigtig efter, han havde sine hænder rundt om en kvindes bagdel, hendes hænder plantet solidt i hans nakke, som de begge to var fuldstændigt væk i at 'spise' hinandens ansigter, i form af et mere end bare vådt kys. Begge to plantet i poolen hos den veninde, som pigen han kyssede med kendte. Stephen var selv havnet her på grund af en af hans venner, der faktisk allerede var taget hjem. Han havde åbenbart kedet sig, havde prøvet at lokke Stephen med.. Men ja.. Det var selvfølgelig ikke lykkes. Han havde travlt, travlt med at leve sit liv, bare lidt.. Inden.. Gabriel. Fucking idiot! Han kendte ikke engang drengen.. Manden.. Men han hadet ham som bare pesten. Som altid havde han blot fortalt folk at tatoveringen var på grund af hans døde bror, eller når det var et pigenavn, var det en død søster.
Det var dog først da pigen stoppede kysset, øh.. Hvad var det nu hun hed? Eh.. Ligegyldigt.
Hun havde åbenbart fået øje på noget der var mere spændende, hvilket irriterede Stephen lidt. Han vendte sig om så han også kunne se hvad der forgik, ligesom et eller andet fjols blev skubbet i poolen med tøj på. Han trak let på skulderen og vente sig mod hende igen, prøvede at genoptage kysset, men nu ville hun pludselig hellere have noget at drikke, han sukkede opgivende men sendte hende så alligevel et charmerende smil. "Okay, I'll join in just one minut.." svarede han hende og grinede lidt da hun så på ham, han nikkede mod sine boner og hun grinede igen som hun forsvandt hen til trappen.. Han betragtede hende stige op af vandet og så så væk.. Han skulle lige.. Falde ned, han skulle ikke op sådan her jo.
Han drejede hovedet mod drengen der før var faldet i vandet, underligt nok så tiltrak han Stephens opmærksomhed. Han betragtede ham som han steg op af vandet og snakkede til en eller andet, måtte være en ven eller sådan noget. Han kunne ikke helt tage sit blik fra ham.. Var det ikke som om at han.. Virkede bekendt eller sådan noget? Han blev ved med at betragte ham til han så endelig vendte sig mod Stephen så han kunne se ham ordenligt. Hans øjne lukkede sig fast på hans ansigt, og han begyndte langsomt at bande for sig selv.. "Fucking hell.. SHIT!" heldigvis ikke alt for høj.. Der var vidst ikke nogen der lagde mærke til ham. Han svømmede så hen til kanten og kom selv op fra vandet. Han selv kun iført et par løstsiddende knælange badebukser med et eller andet solsystem-tema.
Han gled op på land og greb ud efter et eller andet håndklæde for lige at tørre det værste vand af sig. Hans øjne igen på Gabriel. Kunne slet ikke stoppe det. Fucking shit.
Han bevægede sig rundt om poolen og tættere på knægten, skulle lige have ham lidt tættere på for at tjekke ham bedre ud.. Og så... Kom han i tanke om tatoveringen.. Fucking SHIT! Han så sig panikken rundt.. T-shirt... T-shirt.. Please? Nope? Really! Shitty shit. Okay men, han kunne vel godt have en bror der hed det sammen som.. Gabriel.. Han sukkede opgivende og gik hen til drengen.. Han kunne jo ikke gøre andet?
"Hey pretty eyes, you missed something" sagde han drillende, da han så at Gabriel havde taget noget af sit våde tøj af, men.. Ikke resten.
Han var nu ret nuttet egentlig, sød.. pæn.. flotte øjne.. Yeah.. yeah.. It could work.. Sure.

Gabriel opdagede hverken at der var en i poolen som begyndte at bande, eller den fascination som kom fra personen bagefter. Faktisk havde han slet ikke ænset noget som helst, før der var en mand der sagde at han havde misset noget. Gabriel vendte sig imod stedet hvor stemmen kom fra, for at tjekke om det nu også var ham, som der blev snakket til. Og rigtigt nok, fik han øjenkontakt med en ung mand, som så ud til at være nogle ældre end Gabriel selv. Normalt kunne han ikke fordrage når folk talte sådan til ham, men der var bare et eller andet bekendt ved manden, som gjorde at han blev for overrasket til at blive vred. I stedet fandt et lettere skævt smil hans læber, og han lo lavmeldt. "Oh yeah? And what might that be?" spurgte han, hvorefter han tog en tår af sin øl.

Som han betragtede manden kunne han ikke ryste følelsen af sig, at han burde vide hvem den her fyr var. Normalt var Gabriel ret god til at huske navne og ansigter, men selvom han havde en følelse af at de kendte hinanden, havde han ingen ide om hvad manden skulle hedde. Hvad værre var, at Gabriel ikke rigtigt kendte nogen i Frankrig, så han kunne virkelig ikke finde ud af hvor de skulle have mødt hinanden, hvis det endelig var. "Okay, this is gonna sound a little weird, but do I know you from somewhere? You seem... familiar somehow." Han gik en smule tættere på manden, men ikke mere end at afstanden var socialt acceptabelt mellem fremmede. Han rystede så på hovedet af sig selv. Som om at han kendte en som denne her mand, det var latterligt. Gabriel var en asocial nørd, hvorimod at han var ret sikker på at han havde set manden her snave med en eller anden i poolen, og han virkede som en typisk 'cool dude.' De var ikke ligefrem typerne, som burde kende hinanden.

He could be one of the guys who tried to bully you into committing suicide. I wish he succeeded.

"No, nevermind, the heat must be getting to me, there's no way we'd know eachother, is there? Anyway, my name is Gabriel." Han rakte sin højre hånd ud imod manden med et kejtet, men charmerende smil om læberne. Han var ikke typen der lod sit blik vandre alt for meget, og da slet ikke når han først lige havde mødt en person. Så han havde endnu ikke opdaget tatoveringen med hans navn.

Stephen havde glemt alt om tøsen han havde gramset på i poolen, hun var fortid nu, fuldstændig ligegyldig faktisk. Hans øjne kunne ikke andet end at beundre Gabriel. Langsomt men intenst skød en voldsom længsel op i ham, den følelse han kendte lidt for godt, og han var på ingen tvivl om at det her, var hans Gabriel. Så skulle han bare lige overbevise drengen om det også.
Et blødt grin forlod Stephens læber som Gabriel svarede ham igen, so the boy got som attitude? He liked that. "Well it's a pool party, right? I guess you're wearing to much clothes? Want some help to get out of it?" sagde han flabet og sendte Gabriel et frækt smil. Selvfølgelig havde han den slags intentioner og selv om at de to først ville blive bundet til hinanden efter en tur i høet, så kunne Stephen fra nu af kun tilhøre ham. Hans race og dermed hans hjerte, havde forrådt ham.
Han kunne ikke lade være med at grine stille da Gabriel spurgte om de kendte hinanden, fuck nej! Det her var uden tvivl deres første møde, så meget vidste han da alligevel.

"I don't think so.. How could I ever forget those pretty eyes?" sagde han flabet, men der var alligevel en kant af sandheden i det, for det ville han aldrig kunne.
Han tog også et skridt frem da Gabriel besluttede sig for at introducere sig selv, han greb hans hånd og gav den et blidt klem, inden han lidt modvilligt slap ham igen, måske havde han holdt fast for længe? Det eneste han kunne tænke på var at han ville ønske han kunne holde fast lidt længere.. Bare det at deres hud mødtes gav ham en intens følelse af begær.. Han skubbede det væk med et suk. Fucking hell altså!
"You should really drink some water then.." sagde han med ægte bekymring, hvis Gabriel ikke kunne finde ud af at passe på sig selv, skulle Stephen nok gøre det for ham i hvert fald. For sjovt nok, så var Gabriel fra nu af, Stephen et og alt, og han ville til hver en tid sætte sit liv over Gabriels, men på samme tid.. Hvis han passede på Gabriel, passede han på sig selv, så det var vel bare en win win situation. "Yeah I know Gabriel.. It's nice to finally meet you, I'm Stephen" sagde han, tilbage i den lidt drillende tone, men stadig med et par bekymrede øjne på drengen.

Gabriel opfattede ikke rigtigt mandens opførsel som flirtende, eller bare nogenlunde interesseret, han opdagede aldrig rigtigt sådan noget. Han grinte dog en smule over mandens tilbud om at hjælpe ham ud af tøjet. "Nobody here wants to see that, trust me," svarede han og kørte sine fingre igennem sit hår, rodede lidt i det, så det ikke lå så flat længere. Da deres hænder mødtes, havde Gabriel en underlig fornemmelse i sin krop. Om det var på grund af manden, eller alkoholen kunne han dog ikke placere, men det var ikke noget man kunne se på ham. Det var nok også derfor det endt emed at være Stephen der trak sin hånd til sig først, og Gabriel rømmede sig lidt, en smule flov over at have holdt hans hånd for længe. Shit, hans sociale færdigheder var rustne.

Something that never existed, can't be rusty.

"Touché," mumlede han lavt, overhovedet ikke tydeligt nok til at andre kunne høre det, men alligevel dækkede han over det ved at rømme sig lidt, og det passede alligevel perfekt med at svare Stephens råd om at drikke noget vand. "Probably, but for now I'm choosing beer. Gotta make some dumb decisions while I can still afford them." Han trak på skuldrene, stadig smilende, og tog endnu en tår af sin øl.
Smilet falmede dog ved Stephens ord. Endelig? Havde han hørt om Gabriel før? Og i så fald, hvor fra? Endelig faldt hans blik på tatoveringen ved mandens hals, og han kunne mærke en form for paranoia sætte ind. "Why do you have a tattoo of my name?" sagde han, knapt mere end en hvisken. Han kunne mærke sit hjerte hamre afsted, men han anede ikke hvad han skulle gøre.

"But oh honey, that isen't at all true.. I would totally want to see that" svarede han Gabriel og lagde hovedet på skrå som hans blik gled ned til hans gennemblødte shorts og et frækt smil spredte sig på hans læber. Han blev stående hvor han stod og betragtede Gabriel som han lod alle de stærke følelse tage over, han måtte knytte sine næver i frustration, og for at holde sig selv tilbage. Ellers havde han nok bare rakt ud og trukket Gabriel ind til sig, og det ville nok have været en kende underligt, og skræmme drengen fra vid og sans.
Det var tydeligt at han ikke kendte til hekse og deres skæbner, ikke med den måde han reagerede på Gabriel lige nu og da han så tatoveringen. Havde han vidst det, havde han nok reageret på en anden måde.. Der havde været forskellige måder, nogen bedre end andre, tit var han Stephen næsten død før der blev reageret rigtigt også.
Han vidste godt at han derfor burde gøre det her lidt mere forsigtigt, men det var bare ikke den han var, han var flirtende og flabet. Han var ikke bange for at åbne munden og hvis han kunne så fortalte han gerne sin egen mening om alt og alle.
"Don't worry, I'm gonna make you drink some water.. Or I'll trow you back into the pool" sagde han drillende og grinede lidt af sin egen død syge humor, but yeah.
"Well sweetie.. Not that it isen't stupid of you to just assume that this is your name.. Like? There could be a million others Gabriel's out there, who would be the reason why I got this.. Buuuut.. You're actually right, this is YOUR name, cute huh? Mhmm and the reason? Sure you wanna know?" sagde han stille og holdte Gabriels øjenkontakt som han talte og nu ventede på svar.

På grund Stephens ord og det blik han sendte, fik Gabriels kinder en del mere farve, og han slog kort blikket væk, med et lille smil om læberne. Gabriel havde altid været anset for at være for nørdet og sær til at folk lagde an på ham, men var det ikke det Stephen gjorde? Eller var det bare en form for drilleri, som gik over hovedet på ham? Det kunne sagtens være det, så derfor svarede han ikke tilbage på det. "Alright, fine, I promise I'll drink some water when I'm done with this. Happy now?" Han grinte lidt mens han snakkede, hvilket gjorde det tydeligt at det mest af alt, bare var i sjov.

Stephens svar hjalp ikke rigtigt på noget, faktisk hjalp det kun med at gøre Gabriel mere nervøs. Han kunne mærke sit hjerte hamre løst i hans bryst, da han blev spurgt om han ville vide hvorfor tatoveringen var der, og den første tanke han fik var, at manden var sindssyg og stalkede ham. Men så huskede han sin roomies snak om magiske væsner, hvordan hun var en vampyr og fortalte at der fandtes mange andre væsner end hende. Måske var det dét? Et eller andet magisk hokus pokus halløj, som Gabriel ikke forstod? Det virkede bare langt ude. Men uanset hvad, ville han gerne vide hvad grunden var.
"Yes I do," svarede han med en stemme der lød mere selvsikker end han egentlig var.

"Yes, that would make me extremely happy" sagde han med et glimt i øjet og sendte Gabriel endnu et charmerende smil. Hans øjne fokuserede på den røde farve der havde spredt sig på hans kinder, han fandt det meget sødt, meget uskyldigt. Han så blik endte endnu en gang med at glide ned af drengen foran sig, overvejede imens hvordan han skulle forklare det uden at skræmme Gabriel væk, det ville ikke være så godt hvis han gjorde.
Lige gyldigt hvad var hans liv nu i hænder på denne fyr, så skulle han bare finde ud af hvad drengen havde tænkt sig at gøre med det. Det var ret meget magt at have over en anden person, og det ville ikke være første gang at de gik galt, hvis Gabriel valgte forkert. Hans øjne nåede tilbage til hans ansigt og betragtede den panik der lyste ud af de blå øjne, og gjorde at den selvsikre tone i hans stemme virkede lidt malpalceret.
Han sendte ham derfor et venligt smil, så godt som han nu kunne, stadig ikke specielt glad for sitationen selv egentlig, han kunne bare ikke stoppe det.. Hvis bare han kunne..
"I can always tell you later.. I'm not sure this is the right place for that?" sagde han så til sidst og så sig rundt, de var jo ikke ligefrem alene her, det var måske en lidt for alvorlig samtale, "Oh what the fuck.. I'm a witch, and you.. lucky boy, are my mate.. And that's why I've got at tattoo of your name" forklarede han alligevel og ventede på hvordan end Gabriel havde tænkt sig at reagere på det, det var slet ikke sikkert han anede hvad en heks var, eller mage for den sags skyld.. Fucking hell. Han håbede ikke han skulle til at forklare alt det, for det orkede han ærligtalt ikke.. Han orkede intet af det her! Men han kunne ikke flytte sig, han kunne ikke tage øjnene fra ham, og jo længe han kiggede på ham, jo mere faldt han for ham.. Bare sådan uden videre.. Love at first sight.. Sure thing.

Gabriel rynkede på panden, da Stephen forklarede at han var... en heks? Vent, var hekse ikke kvinder, og burde han så ikke være en troldmand eller sådan noget? Eller var det mindre Harry Potter, og mere realistiske hekse? Som i dem man jagede og dræbte tilbage i 1500-tallet?

And now you're presuming he isn't just fucking with you. Gullible.

Han rystede på hovedet som et nej, for han havde en følelse af at Stephen faktisk fortalte ham sandheden. Men det der med at Gabriel var hans mage... Det skulle de nok snakke lidt mere om, for det lød meget intenst. Han så sig omkring, og besluttede at nej, det skulle de nok ikke snakke om her, hvorefter han tog Stephens hånd i sin. "Let's go talk inside," mumlede han, og begyndte at gå ind imod huset. Terrassedøren ind til stuen stod åben, så han førte ham indenfor, og så sig lidt om, til han fandt køkkenet, hvor han endte med at gå ud, da der ikke var fulde unge derude.

”Okay, I'm new to all this magic stuff, and I really don't understand what this whole 'mate' thing is about, but I want to.” Gabriel slap ikke rigtigt Stephens hånd, men hans greb løsnede sig en smule, så hvis den anden gerne ville trække hånden til sig var det muligt. Et eller andet sted var han vel lidt bange for at det var en joke. At Stephen ville grine af at han faldt for det, sagde han var syg i hovedet for at tro på det, at han var desperat, et eller andet i den stil. Han var bange for at det var noget som de andre til festen havde bedt ham om at gøre, og at det var en joke for dem alle. Derfor turde Gabriel heller ikke rigtigt at se Stephen i øjnene. I stedet så han bare ned på deres hænder, Stephens højre hånd i Gabriels venstre.

Et let gisp forlod hans læber da Gabriel sådan uden videre tog hans hånd og så var han ellers på slæb efter menneske drengen. Så dumt. Han kunne mærke varmen fra Gabriels hånd sprede sig til hele hans krop, den der irriterende inderlige dybe varme. Hans hjerte satte også farten op af en eller anden dum grund, stupid! "O.. Kay" mumlede han bare og fulgte tryllebunden efter den hånd der holdte hans egen, fuldstændig som den slave han var, fucking Gabriel.
Han så sig om i køkkenet og kiggede ud af vinduet på resten af selskabet, men der var ikke rigtig nogen der havde lagt mærke til dem, gad vide hvad pigen var i gang med, måske ledte hun efter ham? Han var egentlig ret ligeglad, men, hvis han kunne.. Bare spole tiden tilbage, hans blik gled over på Gabriel. Nej, glem det. Der var selvfølgelig intet han hellere ville end at være sammen med Gabriel. Altid.
"Mhmm, you want to? Understand or to be my mate?" sagde han en anelse drillende, prøvede at køre den nervøse energi i knæ, brugte sin sarkasme, sin charme, det var hans bedste våben i virkeligheden.
Han slap dog på ingen måde Gabriels hånd, kunne ikke, den var som limet fast nu. Men den anden. Han rakte ud efter Gabriel, hånden sneg sig omkring hans talje og han fangede ham mellem køkkenbordet og sig selv. Han tog et skridt frem mod ham, så han de stod tæt, han pressede sig dog ikke op af ham på nogen måde, gav ham alligevel lidt plads til at trække vejret på. Han sendte ham et halv flabet og halvt nervøs smil. "Well there isen't really much to tell.. I'm yours, thats the only important part" sagde han stille og mødte Gabriels øjne igen, "Oh, and if you reject me, I'll die.. " sagde han så og trak på skulderne, inden han lænede sig ind og trykkede sine læber blidt mod Gabriels, så alle følelserne rigtig eksploderede i maven på ham. Oh my.. I love him.

Gabriel følte sig underligt nervøs, faktisk næsten så det var ubehageligt... Men Stephens spørgsmål fik alligevel et lille grin ud af ham, og et genert, men sødt smil på hans læber. Det var alligevel meget rart at situationen blev trukket lidt ned til jorden, med lidt humor. Det var nok en af de mere underlige situationer han havde været i, det måtte han indrømme... Men med alt det han var blevet introduceret for henover de sidste par dage i Frankrig, så virkede det ikke helt så umuligt. "If you're telling the truth... Then maybe both?" svarede han, ukarakteristisk tillidsfuld i forhold til hvordan han normalt var. Der var bare et eller andet ved den måde Stephen snakkede, som virkede ægte. Eller måske var han bare godtroende? Det ville tiden vel vise.

Gabriel blev dog en smule overrasket, da han mærkede en arm om sin talje, og Stephens hud imod sin egen. Det kunne sagtens have været nok til at få Gabriel skræmt væk... Men fordi han stadig havde lidt rum til at trække vejret, så føltes det ikke ligeså slemt. Men det var ikke ens betydning med at det ikke var grænseoverskridende.  Han så op på sin såkaldte mage, og følte sig lidt mere tryg, da han kunne se noget nervøsitet i smilet.
Så Stephen var hans... Det var en underlig tanke, at sådan noget kunne ske. Han stilte sin øl på køkkebordet, hvorefter han rakte forsigtigt op, og førte en tot af brunt hår om bag heksens øre, så han kunne se hans ansigt helt, mens han snakkede. Men da han hørte den sidste tilføjelse, spærrede han øjnene op, og kunne slet ikke få sig selv til at slappe af i kysset. Han slap Stephens hånd, så han kunne lægge begge sine hænder imod hans kinder, og dermed holde ham hvor han var, da han selv lænede sig en smule tilbage, til deres læber ikke længere rørtes længere.

"You can die from that?!" udbrød Gabriel, forskrækket over tanken om, at han potentielt kunne have dræbt sin mage, hvis han havde afvist ham... Vent! Var det at han ikke kyssede ham også en måde at afvise ham på?! Var Stephen døende lige nu?!? Åh gud, hvad skulle han så gøre for at det ikke var skadende? Skulle han kysse ham igen? Men hvad hvis Stephen nu kunne mærke, at han ikke havde specielt meget erfaring med at kysse folk! Kunne han stadig tillade sig at kysse ham for at gøre tingene godt igen?? Åh nej, hvad hvis det allerede var for sent?
"Oh god, that didn't count as rejection, right?! I don't want to not kiss you, but you just risked your life, and I got really scared for a moment!" Han så bekymret efter et eller andet tegn på om han havde formået at såre Stephen på en eller anden måde.

Stephen lod sig faktisk overraske lidt over hvor nemt det her var, Gabriel var virkelig naiv. Ikke at det ikke var godt, det kunne han godt arbejde med, det gjorde faktisk alting en smule lettere.
Han slap drengen både med læber og hænder da Gabriel tog fat i ham og skubbede dem fra hinanden. Nå! "Hmm?" brummede han stille og kiggede på det lille vidunder, han var satme sød! Hvorfor ville han ikke kysse, helt ærligt! Come oooooon!
Stephen spottede panikken i Gabriels øjne og rystede langsomt på hovedet, et smil om læberne inden han grinede lavt og gav en stille knurren fra sig, "I wanna say yes, just so you will kiss me.. But no.. You're not rejecting me right?" sagde han bare drillende og tog sine hænder op og lagde dem om Gabriels håndled for at få ham til at slippe sit ansigt, han sænkede begge deres hænder, og lod sine fingre glide fra hans håndled ned til hans hænder for igen at holde ham i hånden, for det måtte han jo godt? Ik? Måtte han før i hvert fald.
"Don't be scared, I'm fine" sagde han i en lidt blidere tone, han kunne ikke helt være så hård overfor Gabriel som han nok havde håbet han ville kunne, men han var hans mage, han kunne ikke.. En fucking skid.
"Mhmm.. I could not, not kiss you.. You're the love of my life" sagde han så bare helt ærligt, det var han.. Dette liv i hvert fald, og lige nu var det også det eneste der betød noget.

Gabriel rystede på hovedet, nej, han afviste ikke Stephen. En ting var, at Stephen var hans mage, noget andet var, at han nu vidste, at han kunne dø, hvis han blev afvist. Han ville ikke sige at han elskede ham lige nu og her, for han kendte ham knapt nok, men noget følte han da. Han var bekymret for heksen, og ville helst gerne gøre så han ikke følte at han sad fast med Gabriel, men at det faktisk var noget han ville kunne lide.

Han så ned på deres hænder, og gav Stephens hænder et blidt klem, hvorefter han så op på ham igen, med et blidt smil om læberne, der tydeligt viste at han var lettet over at der ikke var sket ham noget. Det var altid noget, at det ikke var så små ting der skulle til for at tælle som en afvisning.
Smilet falmede dog en smule, da han blev kaldt hans livs kærlighed. Men de kendte jo knapt nok hinanden, hvordan kunne han... Oh. Var det også en del af at være mager? At Stephen var tvunget til at elske Gabriel? Han rynkede lidt på panden, og rettede så blikket imod sit navn på Stephens krop. Det var faktisk ret tragisk, at han ikke fik lov til selv at vælge. Han slap Stephens ene hånd, og rakte op for blidt at følge bogstaverne med en finger. "But you don't even know me..." Han holdt en kort pause, hvorefter han så op på Stephen igen, med rynket pande.

"Can I take you on a date?" spurgte han pludseligt. Hvis Stephen skulle elske ham, ville han gerne have at der skulle være mere bag det end skæbne eller magi. Godt nok ville han ikke sige at heksen havde været heldig, men når han måtte nøjes med Gabriel, så ville han altså gerne have at det ikke var fuldstændigt elendigt. Det, og så håbede han at det kunne vække nogle flere følelser i ham selv, så han kunne give den kærlighed som Stephen fortjente. Han havde trods alt lige risikeret at miste sig liv for at fortælle Gabriel at de var mager. "I don't care what we do, as long as I get to know you better. You're stuck with me after all, and I want to make it up to you, so it feels less forced for both of us."

En varme følelse spredte sig fra Stephens fingre, da Gabriel gav hans hænder et klem, og hele vejen til hans hjerte og han lukkede øjnene kort for bare at nyde det ene øjeblik. Hvem vidste hvordan resten af deres liv.. Sammen.. Ville blive. Hvis han da fik lov til at være sammen med Gabriel resten af Gabriels liv, han var jo bare et menneske, og hvis de var heldige ville Gabriel leve et langt liv og dø af alderdom, det ville Stephen sætte pris på. Hvis ikke Gabriel blev træt af ham inden altså.. Det var før gået galt.. For hvem gad også leve sammen med en de ikke havde følelser for længere? Og så var Stephen selvfølgelig endt op død. Han håbede ikke det ville gentage sig, men lige stolede han selvfølgelig blindt på drengen.. Kærlighed gør blind, ik?
"Well it dosen't really matter.." sagde han med et let skuldertræk, skæbnen ville at det var Gabriel han skulle elske, og så var der ikke en skid nogen af dem kunne gøre ved det.
Han fulgte Gabriels ansigtsudtryk der hele tiden ændrede sig, han virkede godt nok en del forvirret, men hvad var der også til at sige til det? Hvis han aldrig havde hørt om hekse og mager før, så var det også noget af en mundfuld at skulle sluge.
Et let grin forlod hans læber da Gabriel inviterede ham på en date, det var fanme kært! Men.. Oh my God altså! "Of cause you can, I would love that!" sagde han glad og sendte Gabriel et kærligt smil, før han lyttede til hans helt fantastiske stemme lidt mere.
"Don't say it like that, I'm not stocked with you! I want to be with you, more than anything.. But if you don't want me.. I can.. Go.." sagde han stille som smilet igen var forsvundet og han havde sluppet Gabriels hænder.. fuck.

Gabriel kunne mærke en underlig varme i sit bryst, da Stephen sagde ja til at gå på en date med ham, og han kunne selv ikke lade være med at smile. Han var næsten for sød til at Gabriel ville tro på, at de virkelig var mager. Ikke fordi at han troede at Stephen løj, men fordi Gabriel aldrig rigtigt var heldig når det kom til andre personer. Generelt blev han anset for at være underlig, især når folk fandt ud af at han var skizofren og havde angst... Men det håbede han ikke ville blive tilfældet her!

Men så blev tonen pludselig ændret, og Gabriels hænder føltes pludseligt kolde da Stephen slap dem. Åh nej, havde han nu sagt noget forkert? De havde knapt nok mødt hinanden, og nu havde han allerede fucket det op... Men han besluttede hurtigt at han ikke ville slås ud så hurtigt. Stephen fortjente bedre, og han var virkelig pæn når han smilte, så nu måtte Gabriel træde i karakter! Forhåbentlig ville det ikke gå helt galt.
"Nononono, don't go! I promise I really want you- but not that way- or not yet- well, that came out wrong, what I mean is, uhm..." Fuck, okay, han kunne ikke finde ud af ord, der ikke kom forkert ud. Han bed sig kort i underlæben, før han lagde begge sine hænder på Stephens kinder, og stilte sig op på tæer, så han kunne placere et blidt kys på hans læber. Det måtte da vise, at han gerne ville, ikke?

Efter lidt tid trak Gabriel sig tilbage fra kysset, med væsentligt rødere kinder end før, men trak ikke sine hænder væk. I stedet kærtegnede han blidt Stephens kinder med sine tommelfingre, med et lidt usikkert smil på læberne. "I want this to work out Stephen, I really do... But I also want it to feel right for both of us. So would you indulge me, just a bit, and let me take you out on a few dates first?"

Stephen kunne ikke helt møde hans øjne, han tog i stedet et forsigtigt skridt væk fra Gabriel, ikke helt sikker på om han bare skulle gå eller hvad han skulle gøre. Han var en smule bange for at være ærgelig. Han var prøvet at blive afvist mere end en gang før, og det gjorde lige ondt hver evige eneste gang. Den værste smerte man kunne drømme om, og så bare.. værre. Han så alligevel op da Gabriel talte til ham igen, selv om han gerne ville se væk og bare gå.
Han sukkede stille ved Gabriels ord og kunne stadig ikke helt få den der følelse af tvang af sig, ikke på grund af sig selv, men for Gabriel, følte han sig tvunget? Han ville gerne bare tænke 'too bad' men det var totalt umuligt. Han blev revet ud af sin tankestrøm da Gabriel tog fat i ham og hans øjne fandt tilbage til hans, og så stod alting ellers bare helt stille igen.
Da deres læber mødtes denne gang, var det langt bedre end første gang. Alt eksploderede bare, følelserne væltede ud af ham, og han kunne på ingen.. Absolut ingen måde, lade være med at række ud og ligge sine arme om Gabriel for at trække ham tættere ind til sig.
Varme spredte sig i hele hans krop og han kunne mærke hvordan hjertet var på vej ud af hans brystkasse som kysset stod på. Han havde prøvet det.. En million gang før.. Finde sin mage.. Det her.. Shit! Men alligevel blev han lige overrasket hver gang, hvor sindssygt det var.. Fuck om det var tvang, det var alt, det hele, hver.. Den her følelse!!
Han slap Gabriel som han slap ham, men.. Hans fingre lå stadig mod hans ryg, og han kunne ikke.. Stoppe.
Hans øjen gled tilbage til Gabriels, efter at have været lukket under kysset.. Han følte sig fuldstændig tom for ord og lod bare Gabriel tale.. Kiggede på ham imens, betragtede den svage røde farve på hans kinder.
"Okay" mumlede han så bare til sidst, og ønskede lidt han kunne tage sig sammen igen, være sig selv.. Ikke den her.. Vanvittige hjernedøde forelskede udgave.. Fucking irriterende. "Well.. It's stupid that you don't want me.. Because I'm one sexy ass which! And it will allways feel right for me, I just need to be near you? It's you who needs to go figure stuff out, I know what I want.. And of cause I will indulge you? I would do anything for you.. But right now.. I really wanna though you in the pool.. Okay?" Sagde han langsomt og tydeligt, i den sidste sætning fandt han tilbage til sit smil og som ordene havde forladt hans læber, bukkede han sig ned og svingede sine arme om Gabriels ankler, så han kaste ham over skulderne og rette sig op igen. Drengen dinglende fra hans skulder som en sæk kartofler gik han fra køkkenet og ud i haven igen, det var ikke specielt hårdt, han var stærkere end mennesker og Gabriel vejede ingen ting!
Han nåede hen til poolen ret hurtigt som hans smil voksede og så kastede han ellers Gabriel i. Meget hurtigt hoppede han dog i efter ham.. Det var jo bare for sjovt!

Da Stephen begyndte at snakke, lagde Gabriel i stedet sine hænder på heksens overarme, og nussede blidt huden under sine fingre. Han smilte skævt, som der begyndte at skinne lidt mere personlighed igennem Stephens ord, og følte sig allerede lidt bedre tilpas. Det var rart at lære ham at kende som han virkelig var, og ikke bare en smask forelsket person, som bare ville gøre Gabriel glad. Og de flabede indvendinger? Han kunne sagtens vende sig til dem. Så var der i det mindste en af dem som havde selvtillid.

Det hele var meget sødt, indtil den sidste sætning kom op og vende i Gabriels hoved. "Wait wha-" Mere nåede han ikke at sige, før han pludselig blev løftet op over Stephens skulder, med et meget maskulint hvin, efterfulgt af et grin. "Nooo, I just got somewhat dry!" udbrød han dramatisk, som de nærmede sig poolen, og sprallede lidt for at prøve at komme fri. Naturligvis virkede det ikke, Gabriel var trods alt kun et menneske, og desværre, et virkeligt uatletisk en af slagsen!

Så inden længe blev han kastet i vandet, med endnu et meget maskulint hvin. Han havde selvfølgelig været forberedt på det, så det varede ikke længe, før han svømmede op til overfladen igen, og kørte sin hånd igennem sit hår, så det ikke generede hans øjne. Poolen var ikke så voldsomt dyb, men den var dyb nok til at det var ubehageligt for Gabriel at stå på flad fod, så han måtte svømme for ikke at stå med hovedet halvt under vand. Han så sig kort rundt efter Stephen, men kunne hurtigt se at han var hoppet i med ham, og ventede derfor nu på, at han kom op til overfladen, så han kunne få nogle bank! Og med bank, mente Gabriel egentlig bare at han fik sprøjtet vand i ansigtet.

Stephen gled op til overfalden med et kæmpe grin som smilet nærmest nåede hans øre. Han fik lidt af vandet ud af sine øjne så han igen kunne se Gabriel, bare for at få sprøjtet mere vand i ansigtet! HEY! Han kunne dog ikke lade være med at grine, det var jo Gabriel! Og han så skide sød ud! Han kunne dog ikke lade være med at svømme hen til ham og få fat i hans arme så han ikke kunne plaske sådan! Han opdagede dog hurtigt at Gabriel ikke helt kunne holde sig over vandet, så han trak ham over til sig og vendte sig rundt, så han kunne smide Gabriels arme om sin hals! Han fik hurtigt fat i hans ben og løftede ham op på sin ryg, hæhæ! Så han kunne bære ham på ryggen, cutie!
Han grinte stadig da en eller anden kvindes stemme skar igennem deres sjov.. Oh shit.. Det havde han glemt jo!
"Stephen! What the fuck are you doing? Where did you go, and what are you doing with that tramp!" sagde hun højt og pegede på Gabriel. Det var pigen som Stephen før havde kysset med i poolen, han havde fuldstændig glemt alt om hende jo! Og egentlig kunne han godt se det hele virkede lidt unfair.. Men.. Det sidste ord hun sagde, skulle hun nok ikke have sagt.
"Indendia.." lød ordende meget stille fra Stephens læber, men trods alt var de meget magtfulde, han var trods alt den første skabte heks, hvis han ikke kunne håndtere en simpel besværgelse, hvem kunne så?
Et ildring skød op omkring kvinden, og spærrede hende ind, som ilden trak sig tættere og tættere på hende, begyndte hun at skrige. Men Stephen stoppede ikke.
"You will apologise!! NOW!" råbte han så, og mistede sin tålmodighed fuldstændig, ingen skulle tale sådan til hans Gabriel!!!
Alt opmærksomheden var nu vendt mod hvad der forgik hende ved poolen.. Men pigen undskyldte ikke, så Stephen forsatte.. Lod ilden slikke op af hendes ben.

Normalt hadede Gabriel noget så inderligt at blive båret rundt på. Det skete relativt ofte fordi at han var lav, ikke vejede specielt meget, og at de fleste fandt ham nuttet. Folk opførte sig som om at han var et barn lige på de punkter, og han kunne ikke fordrage det. Men det her var i sjov, og det var Stephen, så da han blev trukket op på hans ryg, kunne han ikke lade være med at grine lidt. Okay, måske følte han sig stadig lidt akavet i forhold til hele den det ting med at de var mager, men han ville virkelig gerne have at det kom til at fungere! Så han lagde armene om Stephens hals og benene om hans hofter, hvorefter han krammede sig ind til ham som en eller anden koalabjørn.

Det var meget hyggeligt og sjovt, i hvert fald indtil de blev afbrudt. Ærligt talt anede Gabriel ikke hvad der foregik - hvem var hun overhovedet? Og hvor kendte hun Stephen fra? Som den konfliktsky sjæl Gabriel var, trak han sine arme til sig, og skjulte sig lidt mere bag Stephen. Hans blik flakkede rundt, og han så hurtigt at folk kiggede på dem. Kiggede på ham. Åh gud, de ventede sikkert på at han sagde noget. At han svarede igen, talte fra sig, gjorde et eller andet for at forsvare sig selv. Men i stedet for det, så blev hans vejrtrækning hurtigere, og der samlede sig tårer i hans øjne. Ikke på grund af hvad hun sagde, men på grund af at alles øjne var på dem. Angsten begyndte at sætte ind.

What are you a crybaby? You can't even defend yourself! Who would want you as a mate? You're hiding behind Stephen like a coward, and everyone can see how pathetic you are.

Gabriel blev først trukket ud af sit begyndende angstanfald, da han hørte Stephen sige et eller andet, som ikke gav mening, efterfulgt af kvindens skrig. Han åbnede sine øjne - hvornår havde han overhovedet lukket dem? Måske da han var ved at græde? - og så til sin forfærdelse ild omkring kvinden.
Det første stykke tid, var han fuldstændigt fastfrosset, og anede ikke hvad han skulle gøre. Hvad kunne han overhovedet gøre?! Men da Stephen sagde at hun skulle undskylde, kunne han endelig få sig selv til at reagere. "Stop, you're hurting her!" Besværet skubbede han sig af Stephens ryg, og svømmede hurtigt over til kanten, og trak sig op af vandet, ovre ved kvinden, for at hjælpe hende. Han håbede virkelig ikke at hun var kommet alt for slemt til skade!

Faktisk var han fuldstændig ligeglad med om tøsen faldt død om, hendes hjerteskærende skrig rørte intet i ham. Gabriel havde overtaget hans hjerte og med så lidt plads til den slags følelser som han havde, havde han givet dem alle til Gabriel og der var ikke plads til andre. Han lod ilden vokse sig større omkring hende, lagde ikke engang mærke til den påstyr der forgik omkring ham, hun skulle sige undskyld, nu. "APOLOGIES!!" råbte han bare lidt højere, ind til han hørte en svag stemme mumlede noget: "I'm sorry! I'm sorry.. Please stop" lød hendes pinefulde stemme. Men selv nu stoppede Stephen ikke, nej faktisk så blev han bare ved, lige ind til Gabriels stemme nåede ham. Hans fingre faldt ned i vandet og ilden forsvandt i det næste sekund. Hans øjne fulgte den lille dreng glide gennem vandet og ud af poolen.
Han stod bare og glippede lidt med øjnene, ikke helt sikker på hvad han skulle stille op nu, der var en masse panik omkring ham og der blev råbt en del ting, han kunne dog se at de fleste så ret bange ud.. Men ærligtalt rørte det ham ikke, det ville faktisk have kedet ham ret meget.. Hvis det ikke var for Gabriel selvfølgelig. Han fik taget sig sammen og svømmede også hen til kanten hvor han kravlede op til Gabriel og de andre der havde samlet sig omkring kvinden, der lå noget livløs på jorden, med en del brændmærker. "Come on Gabriel.. Let's go" sagde han så bare og lagde en hånd på Gabriels skulder.. Det var nok bedst de gik nu. Selv om.. Stephen kunne selvfølgelig redde hendes liv, heale hende, nu og her.. Men om han gad det? Nej.

Gabriel kunne mærke sin mave vende sig, da han så kvinden ligge på jorden, livløs og med forbrændinger overalt på sin krop. Han ville gerne hjælpe, gøre et eller andet, men han hørte at nogen var gået ind for at ringe efter en ambulance. Det var da altid noget, men alligevel kunne han mærke bekymringen gnave i ham.
Dog blev han trukket ud af sine tanker, da han mærkede en hånd på sin skulder. Straks vendte han sig om, og så op på Stephen, stadig med tydelig bekymring i sit blik. Men han havde nok ret i at du skulle smutte. Så meget som han gerne ville hjælpe, så vidste han også at Stephen ville være i problemer hvis de blev her, og det ville Gabriel sikkert også. For slet ikke at nævne alt det der med magi - han anede jo ikke om det kun var mennesker her, eller om de andre faktisk var magiske væsner, ligesom Stephen.

Han sank en klump og nikkede, hvorefter han hurtigt, men stille gik over og hentede sine ting. Han tog sit våde tøj under armen, og trådte ned i sine sko, hvorefter han gik tilbage til Stephen, for at følge med ham. Han var stadig for rystet til at sige noget rigtigt endnu, eller at gøre noget. For nu, fulgte han bare med Stephen, så måtte han gøre noget når han var kommet mere til sig selv. Og det noget var højst sandsynligt at tage en meget seriøs samtale med Stephen om, at det her ikke var okay.

Hans fingre lagde sig om Gabriels håndled som han begyndte at trække det lille pus efter sig væk fra haven, væk fra festen. Men som de næsten havde forladt haven vendte Stephen sig dog lige om og koncentrerede sig et øjeblik, heldigvis virkede hans evne stadig, og han havde sådan okay kontrol over den lige nu, så han fjernede blot alle de tilstedeværenes minder om at Stephen nogen sinde havde været til festen, byttede sig selv ud med en anden, en eller anden mand fra hans minder, han var ligeglad med hvem det var, så længe han ikke selv kom i problemer. Han skævede kort til Gabriel og sørgede så også for at Gabriel havde forladt festen tidligt, eller.. Det kom de i hvert fald til at tro. Han rystede kort kroppen som han stoppede vanvidet og igen trak Gabriel med sig væk fra det hele, han trak ham ned af gaden, og prøvede at lægge så meget afstand mellem dem og festen, og da de havde gået lidt i stilhed stoppede han dog også endelig op og stillede sig foran Gabriel og sendte ham et listigt smil. "So? Your place or mine?" grinede han, alt for upåvirket af hele sitationen, men.. det var Stephen! Alt hvad der engang havde været godt i ham.. Var langsomt blevet trukket ud af ham gennem årene, der var ikke meget tilbage.. Måske et lille glimt.. Og hvis Gabriel virkelig kunne finde det, og holde fast i det.. Så var han fanme god. Well.. You can always try, right?

Gabriel fulgte lydløst med Stephen, som trak ham væk fra festen, fuldstændigt ude af stand til at forstå hvad der helt præcist var foregået. Det virkede som noget der aldrig burde kunne ske, og da slet ikke for en person der var så stille som ham selv. Men det var sket, og da han begyndte at indse at det ikke bare var en eller anden underlig hallucination, begyndte panikken at sætte ind. Var de i problemer? Var Stephen i problemer? Hvad ville de sige til festen? Ville de ringe efter politiet? Vidste politiet godt at der fandtes magiske væsner? Eller var det ligesom i Harry Potter, hvor normale mennesker havde deres egne love og politi, mens magiske væsner havde et andet? Og i så fald, var der nogen til festen som ikke var mennesker, og meldte Stephen til den slags politi?!
Bare tanken om alle de problemer de kunne være i, fik Gabriel til at panikke, så da Stephen vendte sig om for at spørge hvem de skulle tage hjem til, som om at alt var godt, og der ikke var sket noget, var der ikke noget at sige til, at Gabriel ikke ligefrem var begejstret. "How can you ask me that?! You just set a girl on fire in front of everyone, we could be in big trouble right now, not to mention that she barely did anything! I can't believe you!" Det var ikke særligt højt, men man kunne sagtens høre på hans toneleje, at han var frustreret, og faktisk nok også lidt bange.

Stephen søgte hans øjne og et let opgivende smil spillede om hans læber, Gabriel ville åbenbart hellere bruge tiden på at være på tværs, end at finde ud af hvor de skulle hen. Han himlede blot kort med øjnene da det han sagde, men han brød sig alligevel ikke helt om det toneleje der lagde i hans stemme, den frygt der, den måtte han hellere fjerne! "We're not in trouble, and I'm sorry if I scared you.. Just close your eyes, I'll fix it" sagde han så stille og tog et skridt tættere på Gabriel, han smilede kort til ham, før han løftede sine fingre og placerede en pegefinger på hver side af Gabriels tænding, det var lidt nemmere sådan. Han lukkede selv sine øjne, ikke sikker på om Gabriel havde gjort det samme, men det var også lige meget, det ville bare blive en anelse mere ubehageligt for ham hvis han ikke gjorde.
Som Stephen begyndte at pille ved hans minder gled Gabriel ind i en frossen tilstand, hvor han ikke kunne bevæge sig, eller bruge andre sanser. Gabriel så det samme som Stephen så, imens han flyttede rundt på nogen brikker. Han smed et slør over mindet om pigen der havde brændt, og lod i stedet for Gabriel tro at de havde haft det sjovt i poolen i lidt tid, men nu var på vej hjem til Gabriel. Han afspillede hurtigt mindet igen for Gabriel, så han kunne være sikker på at det nu var Gabriels version af hvad der var sket. Så åbnede han roligt øjnene igen og slap Gabriel helt, lod ham glide ud af den frosne tilstand igen. Stephen rakte ud og tog hans hånd og begyndte at føre ham med ned af gaden igen, "So where do you live?" spurgte han roligt, som han skævede til Gabriel, tjekkede om det virkede, men selvfølgelig havde det virket, det var en evne han var blevet god til, lidt for god til måske, det eneste der var tilbage var en smule hovedpine, men det kunne han godt klare, så længe evnen ikke backfired som den før havde gjort, og han selv fik rodet rundt i sine minder, det var ærgelig talt en del forvirrende når det skete.
Han sendte Gabriel et blidt smil som han kiggede på sin lille søde mage, hmm..

Gabriel rynkede på panden, og så forvirret op på Stephen da han sagde at han ville fikse det. Hvordan i al verden ville han fikse det?! Han var tæt på at vige tilbage, da heksens hænder nærmede sig hans hoved, men gjorde det ikke. Han så dog stadig skræmt ud, for han anede ikke hvad Stephen ville gøre, og lagde derfor også sine hænder over Stephens hænder, for at kunne skubbe dem væk hvis der skete noget. Tøvende kneb han endelig sine øjne sammen, med hamrende hjerte og så... kunne han ikke huske hvorfor han havde været bange.

Han åbnde sine øjne igen og så op på Stephen, stadig med bankende hjerte, men han vidste ikke hvorfor han havde det sådan. Et lille smil nåede hans læber, da deres blikke mødtes og da Stephen tog hans hånd, flettede han deres fingre sammen, og fulgte ellers glædeligt med. "Oh, uh, I live near Paris Diderot- or rather, I'm renting a room by a woman who lives there," forklarede han med et skævt smil. "I'm not from France, I'm just here to study for a few years, but I bet my accent made that kinda obvious" Han grinte lavmeldt, velvidende om at det var ret tydeligt at han kom fra London, i hvert fald hvis man kendte bare lidt til accenter.