Us against the world - Stephen [Fortidsemne]

S: Sinclair Mansion
Å: År 1990
T: Morgen
O: Hvad der nu er i deres storslåede hjem
V: Lige gyldigt lige nu.
P: Beskrives
Emne til: @Stephen <3

---

Morgen solens stråler begyndte stille at skinne ind igennem ruden, ramte hendes kind ganske blidt. Her kunne hun ligge forevigt, med hans arme omkring sig. Stille vågnede hun op til hans stærke arme omkring sig, det eneste sted hun kunne føle sig hundrede procent sikker. Tryghed. Det var nok den stærkeste følelse her, og sådan havde det altid været omkring Stephen. Selve grundlaget var nok, at han var en af dem hun havde kendt l længest tid. Men han var den eneste der forstod hende, det havde han altid gjort. Han kendte til mørket der lå over dem. Smerten ved at miste om og om igen, og være tvunget til at leve videre - som om intet var sket. Tvunget til at elske selv når man ønskede at begrave sig selv levende. Det var kun når de var her, som lige nu - hvor hun følte at det mørke blev jagtet på flugt og hun kunne finde sig selv i en indre fred.
Rebekah drejede sig en anelse rundt, så hendes font var mod ham. Hun så på ham, lod sine mørke øjne genkende hver eneste lille muskel i hans ansigt. Trække på smilebåndet uden problemer, og være ovenud lykkelig over hun faktisk var sammen med ham igen. Efter Jasons død, havde hun ikke kunne elske andre - eller det var noget andet med Stephen. Der skulle ikke meget til at drive hendes følelser imod ham, og hun fortjente vel også lidt glæde engang imellem. Stephen ville hun altid elske, selv når de ikke var bundet til hinanden så ville hun elske ham. Stille løftede hun sin hånd op, og strøg den blødt henover hans kind med sin håndryg.
"Morning," smilede hun let som hun bemærkede han var ved at vågne op. Klædt i intet andet end dynen der varmede hendes nøgne hud, og med Steph ved sin side - så var hun godt glad.

Et halv gnavent suk forlod hans læber som han rullede lidt ubestemmeligt rundt i sengen, for så bare at finde sin vej tilbage til hende. Hans arme snoede sig hurtigt rundt om hendes varme krop og han hev hende bare tættere ind til sig, i en tæt omfavnelse fyldt af kærlighed. "Sshh.. Just 5 more minutes" hviskede han stille, som hans ansigt krakelerede i et træt drillende smil. Han trak vejret dybt ind gennem næsen og sukkede nærmest helt sagligt ved duften af hende! 'The one and only - thats what true love must smell like, right?'
Hans ene øje gled op på klem og han sendte hende et lidt søvnligt blik, før han åbnede begge øjne for rigtigt at kigge på hende, "Wow.. That should be impossible.. You know that right.." mumlede han stille, inden han lænede sig lidt frem og trykkede et kærligt kys mod hendes pande. "Waking up, looking like that?" mumlede han stille, for at besvare hendes panderynken. Et lykkeligt grin hang ved hans læber og han kunne ikke lade være med at tænke på hvor.. Rart det her var? Ja rart, det var virkelig rart! Og det var ikke særlig tit han fik lov at opleve 'rart', så det betød virkelig meget. "Can't we just stay here forever?" mumlede han stille, og sukkede mildt.. Bare glemme alt andet omkring dem, og bare være lykkelige? Okay det var nok ikke nogen mulighed, men i så fald.. Bare 5 minuttere længere.. Please.