Welcome to Wonderland - Kol - Regina - Zane -

---

Det var en mærkelig følelse, aldrig havde hun følt sig så hel. Eller jo, men det var så længe siden at følelsen virkede uvirkelig. Den energi der strømmede igennem hendes system, syntes at have en healende effekt på hendes krop. Som om den blev genfødt på ny, måske var der gået mere tid end de vidste af som de fløj igennem tid og rum. Måske havde bidet taget hende og hunvar blot vågnet igen. Det ville være et spørgsmål hun aldrig ville vide af, for her vågnede hun og slog øjnene op. Et gisp forlod hende som hun så sig omkring. Rebekah så Kol tørre sine øjne, men før hun nåede at komme med en kæk kommentar - så kiggede hun omkring sig. Omgivelserne så bekendte ud, men som om det hele var malet sort af død. Det skreg af kaos og mørke. Rebekah kendte mørke, hun var ikke et snit bedre end Kol når det kom til brugen af mørk magi. Faktisk var hun måske værre, det kom an på personen der så an. Så vendte hun sig rundt og så slottet i det fjerne. Der spærrede hun øjnene op. De var i Wonderland. Hun var hjemme? Hvordan kunne det lade sig gøre. Let sank hun en klump.
"Welcome to Wonderland dumass," kommenterede hun lidt tørt og så tilbage på Kol. "Looks like you get to hang out with me afterall, enjoy it," tilføjede hun og vendte blikket tilbage mod slottet. Uvisheden omfavnede hende, gad vide om hendes far stadigvæk var i live? Hendes mor, Regina. Af de tre var hendes far i virkeligheden altid den hun havde været tættest med. Det var mærkeligt at være tilbage, tiden gik ikke ligesom på jorden her. En dag her kunne svare til minutter derhjemme, hvis ikke næsten sekunder - så måske var det derfor der ikke var utrolig meget forandret andet end mørket som var meningen Rebekah skulle besejre tydeligvis havde angrebet for længst.
"We need to go to that castle," fortalte hun så og pegede imod slottet.

Kol så på Rebekah da hun endte ved hans side. Han var forberedt på den kække kommentar. Hun mindede så meget som ham på det punkt. Faktisk tror han de to kunne have et godt forhold – hvis det ikke var for hele situationen med Calla og Dove. Men i stedet for en kommentar, så hun sig omkring. Hun så ud til at genkende stedet. Han rejste sig og så ligeledes rundt, indtil hun talte. ”Wonderland? Like the story?” Han fnøs og så forsat på hende. ”So are you Alice? Or no. The queen of hearts. I can be the mad hatter. I already have the mad thing down.” Han stak hænderne i lommerne. ”This isn’t exactly what I had in mind,” sagde han og overvejede hvilken forbindelse Rebekah havde til Wonderland. Hun virkede ikke ligefrem ukendt. Nærmere så det ud som stedet havde en følelsesmæssig betydning for hende. Han så mod slottet da hun pegede derhen. ”Because you’re the queen of hearts right? I knew it. I can imagine you taking peoples head off for messing up your red roses.” Han så tilbage på hende. ”Before we go anywhere, I think we should make a deal.” Han tog hænderne op fra lommerne igen. ”I know you don’t like me. I can respect it. But if we are going to survive here, we need to be on the same team. So let’s say nobody gets left behind. Deal?” Han vidste Rebekah var stærk, og hun var lige så bange for som mørk magi som han var; overhovedet ikke. Men hvem vidste hvad der gemte sig der i skyggerne. Han tog ikke nogle chancer. Hun kunne have gavn af hans hjælp lige så meget som omvendt.

She really didn´t want him to talk, but she knew that if he didn´t something was off. Rebekah looked back at him when he talked about the story.
"Fairytales was never really my thing," she pointed out - there was more to the story that that. She hated the fairytales because she had lost her home, and every story the kingdom sounded just as perfect as her home. "And I would never do such thing.. I could take their hands first and blind them by magic - so they never could touch or see my roses again," added she with a little half smirk. She looked him in the eye when he said the word deal. He would know her for her dark deals, some people feared making deals with her. she always wanted something untold in return. Rebekah always had a plan b, but she never turned her back on a deal. "Deal," she knew he was smart - you should be blind to not see that. It was slowly starting to kick in, the person she was behind the little family she had. It was the only thing keeping her together, and now she was starting to feel the darkness calling her. Rebekah started walking, it wasn´t that hard when she realized she knew where she was going.
"I have been here before, I know where we are going.. there should be some magic at the castle we can use," she told and barely looked at him. "and I don´t hate you. I just don´t like you, if I hated you - I had finished you off a long time ago," she had to point that out. The list of Rebekah´s enemies weren´t short, so to hate someone, you had to get really low. The woods were darker, and she really tried to remember the place like she remembered it - but it was too late.
"Looook, Loooook two lost puppies on the road!" One screamed and ran towards Kol and Rebekah. It was bearly human itself, with a apple head and a body made of wood - it looked like something you would only see in a movie - and its company. A woman or so you would think, and elf. The long years and small wings gave it away with the blue skin.
"Think your monster was bad, don´t look the elf in the eye. She will turn you into stone," she whispered to Kol. They had to come out with a way to make them go away - not a thing that seemed hard for someone like them. And a wall made of fire was the first thing Rebekah could think off. "you know what.. why not take this the easy way?" she asked before making them teleport in a cloud of red smoke. Standing in the dark castle, it seemed to Rebekah feel sad that it looked that way. Why was she sad about that? Rebekah got it together she wouldn´t let Kol see her like this. A guard came in.
"Who are you?" he asked ready to attack.
"I need to speak with the king, now!" she said. The guard ran off to find the king.

Rebekah gjorde det klart, hun ikke var meget for eventyr. Det var vel også fair nok. Kol havde det nok på samme måde. Han havde aldrig selv fået læst nogen for sig. Den eneste grund til han kendte til Alice i Eventyrland, var fordi han havde foræret Calla den, da hun skulle lære at læse. Selvom han ikke just var den perfekte far, havde han havde stadig opdraget Calla, og det var hans skyld. ”Oh yeah. That sounds way more rewarding.” Kol var heller ikke ligefrem en, man skulle indgå for mange aftaler med. Han havde en måde at finde et loophole og fordreje deres ord til hans fordel. Men lige denne, var han ikke bange for at indgå. Han fulgte hende, da hun begyndte at gå. "That's the nicest thing you have ever said to me."

Han nikkede blot, da hun fortalte hun havde været der for. Han ville ikke spørge mere ind til hendes fortid. Den var lang og kompliceret, var han sikker på. Hvis hun var lige som ham, ønskede hun heller ikke at tale for meget om den. ”So what is Wonderland like? Is there something I have to be aware off?” Før han havde afsluttet sætningen, var et væsen på vej imod dem. Det var et noget mærkværdigt syn. Et æble med en krop af træ. Men Kol var nu alligevel lidt interesseret i det. ”Puppies? No, appletree. We’re not puppies nor lost.” Kol så til, da et kvindelignende væsen trådte frem. Lange øre og blå hud.

Kol så hurtigt væk, da Rebekah advarede ham mod det blå væsen. Han havde ikke et behov for at ende som sten. Han ville dog gerne give dem begge en lærestreg, men før han kunne, var de teleporteret til slottet. Han rettede på sit tøj, som en vagt kom ind. Han lod Rebekah tale. ”The king? Is that a good idea? Wouldn’t he be angry with us for breaking into his castle?” Kol mærkede en underlig kløe ved hans kraveben. Han kløede sig der. Det udviklede sig hurtigt til en brændende fornemmelse. Gad vide om der rendte en kvinde ved navn Regina rundt på slottet?

Outfit

---

Vagten kom søgende efter hendes far. Hvilket fik hende til at undre sig.
"He is not here, I will send for him," svarede hun hurtigt og gik så imod det rum, hvor at selskabet var ønsket. Der havde ikke været noget påstyr i den side af slottet længe. Faktisk var det nok den eneste del af Wonderland som var urørt siden mørket havde angrebet. Det var Rebekahs del af rummet, en søster hun egentlig aldrig havde været ret tæt på. The golden child, hende der skulle redde dem alle og hvad havde deres mor gjort - ødelagt alt ved at sende hende væk. Ikke at Regina havde haft noget imod mørket da det havde ramt, faktisk havde det været befriende og mindst ikke at sprede frygt blandt folk og faktisk have en 'god' indflydelse for engangs skyld. Der havde været et mærkeligt lyn nedslag for ikke særlig længe siden, og hvis der var en ting som ikke var i Wonderland - så var det tilfælde. Og at en af vagterne søgte hendes far? Det kunne ikke være et tilfælde. Takket være det magi hun kunne, så havde hun fået sendt en ild besked til ham - bare i form af et træ i nærheden af ham ville brænde - hendes måde at sige noget forgik eller ønskede hans tilstedeværelse. Regina gik derefter imod rummet selv, hendes far havde jo angivet hende som dronning. Også efter hendes mor var dræbt for at gå imod deres rige.
Regina åbnede dørene til rummet ved hjælp af magi og trådte ind. Hun så den rødhårede og fyren ved hendes side. Det fik hende til at knibe øjnene lidt. De var ikke klædt herfra, men så tog hun et ekstra godt blik på den rødhårede pige. Der var noget genkendeligt over hende, og så snart at Regina havde plantet sine gamle minder ind på ansigtet foran hende så var Rebekah egentlig ikke til at glemme. Selvom hun ville ønske hun kunne.
"Oh dear, this was not what I expected. Next time please use the front door, and note us you visit. Sister," sagde hun så og lavede en bevægelse til de skulle følge med ud i stuen.

Zane var væk fra slottet. Han var taget ud for at undersøge lynet der var slået ned i nærheden. Han vidste lige så vel som hans yngste datter, at den slags lyn ikke var et tilfælde. Han fandt frem til fodspor i mudret. Han gjorde an til at følge dem, da et træ nær ham brød ud i flammer. Han og Regina havde en særlig måde at kommunikere. Et brændende træ betød ’vend hjem’ eller noget i den dur. I hvert fald, var han ikke i tvivl om han skulle komme tilbage til slottet. Han steg af hesten og greb fat i hans stok. Han haltede ikke som sådan, men stokken gav ham mulighed for at udføre stærkere magi end den typiske fe. Dog var magien begrænset, og ganske besværlig at få genopladet. Derfor brugte han den kun ved nødstilfælde. Det ville han mene dette var. Regina kunne være i fare. Han gned sin finger hen over en gravering af hans navn i stokken. Den var udelukkende forbundet til ham. Andre i hans familie kunne også bruge den, men ikke med lige så stor sikkerhed som ham. Hvis de brugte den til transport, kunne de ende et andet sted end hvor de ønskede. Han tænkte på slottet, og kort efter stod han i hans soveværelse. Han gik gennem slottet, indtil han nåede hen til stuen hvor Regina stod. Ved hendes side stod en rødhåret kvinde og en mørkhåret mand. Kun kvinden var genkendelig for ham. Manden kunne lige så godt være luft. Zane så udelukkende på Rebekah. ”You have returned.” Han trådte hen til hende og lagde hænderne mod hendes skuldre. Han skulle være sikker på det var hende, og ikke magi af en eller anden art. ”My daughters are reunited once again,” han så på Regina. Han virkede rigtig glad for første gang i lang tid. Selvfølgelig satte han pris på Regina. Han elskede hende, men efter hans kones død og Rebekahs forsvinden, havde han aldrig følt sig hel igen. ”You have brought a guest. Please tell a servant if you need something, and you shall have it.” Han rakte en hånd frem imod Kol, som tak for at bringe hans datter hjem. Selv hvis det ikke havde været hans fortjeneste.

Hun vendte sig mod døren da den blev åbnet, og blev helt overrasket - det var tydeligt på hende. Ikke kun personen men også tøjet, det var ikke ligefrem det tøj de havde klædt sig i da hun var her. Det var først da Regina sagde ordet søster, at det gik op for hende hvem hun stod i rum med. Regina var i live. Rebekah blinkede let før hun egentlig blindt fulgte med ind i stuen. Hun vidste for første gang længe slet ikke hvad hun skulle sige, og hendes ord blev ikke til mere da hendes far pludselig stod i rummet. Før hun nåede at sige nogeth avde han lagt sine hænder mod hendes skulder, og sagde hun var vendt hjem. Det var der Rebekah rynkede lidt på brynene, hun var her ikke for at blive. Han virkede anderledes hendes far, men hun kunne ikke rigtig placere hvad - Rebekah var heller ikke ligeså uskyldig og ren som hendes skæbne havde været i tidernes morgen. Så kommenterede han på Kol og Rebekah skulle lige til at kommentere, men valgte at ryste på hovedet. Ingen grund til at sende Kol i en fangekælder endnu.
"He is more like an assistant," tilføjede hun dog og så over på Kol. "And I'm not here to stay.. I'm very happy you are alive and all.. but I can't stay," tilføjede hun og sank en klump. Magien har var anderledes, men Rebekah var ikke i tvivl om at hun selv kunne finde en vej hjem. Men hun frygtede også at de ikke ville lade hende gå igen - måske hun kunne tage dem tilbage.
"Mom took me to another dimension.. talking about mom, where is she?" Spurgte Rebekah så og så sig lidt omkring i det mørke slot. Hun glemte næsten det der var sket før hende og Kol var landet her. Rebekahs mørke øjne fandt tilbage på sin far. Hun var ikke ligefrem klædt ganske prinsesseagitigt eller royalt for den sagsskyld. Lidt blod på huden måske, men ingen skader.
"Wonderland looks so.. different now," mumlede hun lidt for sig selv. Dog derefter tog hun sig sammen og krammede sin far, af hele familien herfra var det ham hun havde savnet mest. Hun havde kun været 14 år da hun blev taget fra familien, det havde været meget for den unge Rebekah - men hun stod her stærkere end nogensinde.

Kol så på kvinden der kom gående. Hans tatovering gik helt amok. Hans mage var denne skønhed, han ikke kunne få øjnene fra. Og så var hun dronning. Det var vel ikke det værste der kunne ske. For en tid stod han bare og stirrede på hende. Lige indtil hun kaldte Rebekah for søster. ”Sister? Are you serious?” Han tog en dyb indånding og prøvede at se alle andre steder end Regina. Han havde i lang tid ønsket at undgå dette øjeblik. Og det var lykkedes ham, men nu hvor hun stod her foran ham, havde han en ubeskrivelig trang til at massere hendes fødder og servere mad for hende. Han fulgte dem ind i rummet og stillede i baggrunden. Han blev nød til at finde en måde at charmere dette kvindfolk på, så han ikke ville visne hen og dø. Men hver gang han så på hende, kunne han kun tænke på at holde om hende og dufte til hendes hår. Han var pludselig meget interesseret i Rebekahs baghoved.

Kol så manden der kom ind. Det vidste sig hurtigt det var deres far. Hans datters mormor og hans mages far. Hvor messed up var det lige? Han så mod kongen da han rakte en hånd frem imod. ”You are so welcome. Do you have any food?” Hans blik faldt på Regina igen. ”I can bring you some, if you need. Or if you need anything else.” Han så mod Rebekah da hun kaldte ham assistent. ”I would say ally. I don’t assist anyone. Not even queens.” Han vendte ryggen til Regina og i stedet mod Rebekah. Lige indtil hun var slut med samtalen, og han skulle til at sige noget, men hun gik i stedet hen og krammede hendes far. Det gav vel god mening, men han havde virkelig brug for at tale med hende. ”Your highness,” sagde han for at få hendes opmærksomhed, men blev så mindet om han var omringet af tre kongelige. ”The red-haired one. I need to discuss something with you Rebekah.” Han gik væk fra de andre, så de kunne tale privat. ”We have problem. With your sister.” Han tog en dyb indånding og så mod Regina igen, han smilede og løftede hånden for at vinke til hende, men rynkede så på brynene. Han opførte sig som en forelsket teenager. Han var alt andet end det. Han fjernede sin trøje nok til at vise navnet ved hans kraveben. ”Remember our deal. Help me…. Make her accept me or whatever.” Han hadede at have den samtale. Især med Rebekah, som havde gjort det klart tidligere, hun ikke var stor fan af ham.

"Does it look like im joking?" Spurgte hun og rullede kort med øjnene før hun førte dem ind i stuen. Hun vidste hendes far ikke ville være væk længe, og ganske rigtig optrådte han snart foran dem. Et lille ikke så glad smil sneg sig op på Reginas læber da han nævnte at begge hans døtre var hjemme. Det var ganske sandt, hvad ville der ske nu? Regina brød sig ikke om tanken om at Rebekah ville komme tilbage bare for at tage alt fra hende her. Hun prøvede ikke at se på Rebekahs ven, som havde det med at kigge på hende. Et lille smil sneg sig op da Rebekah sagde hun ikke var her for at blive, vel det var gode nyheder. Så vendte hun opmærksomheden mod
"Does he have a name?" Spurgte hun så Rebekah, siden han faktisk var den eneste i rummet ingen udover Rebekah vidste hvad hed. Han snakkede til hende, hvilket nok var første gang hun faktisk rigtig så på ham.
"I will let you know," smilede hun lidt til ham og kneb øjnene lidt. Regina vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham, for hun anede ikke hvad han var - andet end hun kunne mærke han kunne noget magi.
"You are way to handsome to be a assistant anyways," kommenterede hun lidt efter. Det irriterede hende at se hvor glad Rebekah var for at se hendes far, hende og Rebekah havde aldrig været så tætte som mange andre søstre. Måske fordi Regina altid havde været misundelig på den anderledes og stærekre magi som Rebekah havde end feer generelt havde her i Wonderland.

Hun lod Rebekah og Kol gå da Kol skulle tale med hende. Regina vendte opmærksomheden mod hendes far.
"What are you thinking about?" Spurgte hun og kneb øjnene lidt mistænkeligt. "If she stays she might just make Wonderland what it once were - but sure you want that?" tilføjede hun spørgende og tænkte lidt.
"We might as well just let them enjoy their stay.. and I want to see where she went. Don't tell me you can feel all the magic.. she is clearly more powerful than ever," sagde hun lidt mere for sig selv, men højt nok til hendes far kunne høre det.

Zane nikkede blot til hendes forklaring om, den unge mand var hendes assistent. Manden virkede dog ikke helt enig. ”Let’s not determine anything quite yet. I am just happy you’re back here.” Han så kort på Regina, da Rebekah spurgte indtil deres mor. ”I am so sorry. She passed away.” Han kunne godt fornemme Rebekah var anderledes, stærkere. På trods af han elskede hende så højt, ville hun også kunne ødelægge hvad han havde skabt. Den chance ville han ikke være glad for at tage. Et besøg ville være fint, men i sidste ende ønskede han, hun tog tilbage hvor hun kom fra. Det hele var et langt spil for ham. Han var ikke den far Rebekah huskede. Ikke fuldkommen. Han havde en bagtanke med alting. Lige nu var det at være sikker på, Rebekah ikke blev.

Han gav hans hånd et tryk og så på ham. Han virkede underligt interesseret i Regina. Han rynkede let brynene, men lod det hurtigt gå igen. ”Are you a queen where you come from?” Hvis hun var blevet i Wonderland, var hun blevet dronning og Regina prinsesse, men det virkede til at være sket som det skulle. Han havde haft mulighed for at sprede hans kaos og havde Regina ved hans side, som ikke var i stand til at ødelægge det for ham. De to gik væk og han stod alene med Regina.

”Relax dearie,” startede han ud. ”She wants to go. I have no intention of her staying. Her powers are stronger, so the prophecy must be as well. The more we push on for her to stay, the more she wants to go. She will stay here for vacation, that’s all.” Han så på hans datter. På trods af, han altid havde været rigtig tæt med Rebekah, havde han ikke kæmpet så meget han kunne, for at hun blev. Han kunne have stoppet hans kone, men tillod det ske, så hun ikke kunne ødelægge hans planer. Nu var han tættest med Regina, som på ingen måde kunne ødelægge det for ham. Hun var på hans side. Og han var ikke sikker på, hun var stærk nok. Det var Rebekah måske.

Et smil bredte sig på Rebekahs læber.
"I am. I'm the most powerful magic user in the whole world," svarede hun med et stolt smil. Det var ingen hemmelighed trods alt. Så brød Kol ind, og hun vendte opmærksomheden mod ham. Det var underligt, kunne han ikke bare gå ind og få sit måltid og lade hende snakke med den familie hun troede hun havde mistet for altid? Dog valgte hun at besvare Kols anmodning og fulgte med ham.
"I can see that. It's all over you," kommenterede hun hurtigt da han nævnte de havde et problem. Let hævede hun et bryn som han vinkede til Regina og rystede så på hovedet af Kol. Hun vidste præcis hvad der forgik med ham, og han havde ikke behøvet af vise navnet. "You didn't have to show me. I know how it feels okay," tilføjede hun.
"My father clearly wants me to go again, and same goes for Regina. I lived longer than most people, I can tell when people are desperate for something. They want me to know what really happened here," pointerede hun og kørte hånden igennem sit hår. "But I also might just know how to help you.. but It will cost you.. you know." Endelig havde hun ham hvor hun behøvede ham. Rebekah var ligesom ham god til at finde smuthuller og få kontrollen over sådanne situationer her.
"I will help you. If you promise to never in any way make, create, do, think or even talk about hurting any member of my family - now and forever, now I simply have a thing to use against you.. and that isn't very nice is it.. to be like the rest of us," svarede hun så og smilede til ham som hun vippede hovedet på skrå. Måske var hun en anelse strid, men havde han ikke forventet det af hende? Efter alt var det ligepræcis hvem hun var og han var - som afgjorde hvordan alt kom til at gå. Rebekah var bare på en bedre side at spille på end ham lige nu. Her havde hun alt magten og der var intet han kunne overraske hende med her. Hvis han gjorde hende noget, vidste hun at selvom tingene var ændret her , at hendes far ikke ville tage det pænt.
"Lets go back," sagde hun så til Kol og vendte opmærksomheden mod sin familie igen.
"I'm sorry about that. I need to look at the tower.. where we hid the objects of Wonderland.. I need to find something to make a portal home.. I have a daughter there who might be worried sick.. and a boyfriend I just brought back to life.. so I really need to go back," pointerede hun med et hurtigt smil. At bringe folk tilbage til livet var umuligt, men Rebekah havde fundet et smuthul - god var hun jo. Og nu havde hun blot afsløret hvor magtfuld hun i virkeligheden var.

Kol følte sig intimideret af Regina. En del af det, var hendes kongelige status. Men han følte overhovedet ikke sådan om Rebekah, ikke i så høj en grad. Det måtte være på grund af den magt hun havde over ham. ”Kol,” svarede han kort da hun spurgte om hans navn. Han så mellem dem som de talte, men tænkte mere på mad. Lige indtil hans blik faldt på Regina, og han forstillede sig at han spiste sammen med hende. Han var ikke glad for situationens udvikling. Men på den anden side, hvis hans mage accepterede ham og blev her i Wonderland, kunne han forhåbentligt vende tilbage sit eget liv. Han så mod Rebekah da hun nævnte hun var den mægtigste magiker i verden. Han vidste godt hun var rigtig god til magi. Og selv om han også var det, så var han ikke noget nær så magtfuld som hendes. Især ikke med almindelig magi. Hans kræfter bestod i at lave monstre. Da han trak Rebekah til side, snakkede Regina og kongen også indbyrdes. Gad vide hvad de snakkede om?

Kol så på hende, da hun allerede vidste hvad der foregik. Han ville gerne komme med en spydig kommentar, men han måtte hellere blive på hendes gode side, hvis han ønskede hendes hjælp. ”Okay. So what if I help you get to the bottom of this and you help me with Regina?” Hun kom med endnu et krav. ”Okay. I will not hurt anyone. If we agree for me to see Calla once in a while. Supervised, of course.” Han havde indset efter hans tur igennem portalen, at han holdt mere af Calla end først antaget. Han så væk fra hende, da hun nævnte at han var som alle andre. ”No, it isn’t.” Han var ikke glad for at være sårbar og afhængig af andre. Han fulgte hende tilbage til de andre. ”I agree. Getting back is crucial. I have some unfinished business as well.”

Regina lyttede nøje til Rebekahs svar, så hun var mere magtfuld end først håbet på. Men det betød også at hun hurtigere kunne rejse - ikke sandt? Regina så hen mod Kol og Rebekah som de gik til siden. Hvorefter hun lyttede til sin far snakke, hun nikkede.
"Maybe I should sent for someone who can help them then, and get us the help we need without they know," forslog hun og løftede hagen lidt. Regina elskede sin datter Tianna, men hun var også ustabil når det kom til sin magi. Specielt fordi det var en magi hende og Zane ikke altid forstod. "Will you ever tell her? That you were the one she was born to defeat?" Spurgte hun lidt efter og så på Zane. Det var deres hemmelighed. Han var mørket Rebekah skulle have udryddet, modsat Rebekah havde Regina ikke haft sådan en skæbne - hvilket også forklarede at hun var ved sin fars side igennem mørket her. Og hun elskede det. Tianna var anderledes hun havde godheden fra sin fars side af, og minede Regina om et moment of weakness. Dog virkede det til at hun i sidste ende havde fået hende guidet i den rigtige retning.
Rebekah og Kol kom tilbage til dem, og Regina lyttede nøje efter. Så hun havde vækket en fra de døde - hvor irriterende langt rækkede hendes kræfter lige? Dog valgte hun at prøve at undgå at se misundelig ud.
"Well we can't have them missing you for too long can't we?" Sagde hun og så over på sin far. "How about you and Tianna go and find what Rebekah is looking for. Tianna could use some practice after all and she knows every inch of the tower," tilføjede hun og smilede lidt til både Rebekah og sin far.
"Tianna is my daughter by the way, I will send for her. Wait here," sagde hun så og smilede derefter kort til Kol inden hun gik ind for at sende sin datter en besked.


//Jeg smider lige et svar ind over Tianna, også det Zane <3

Påklædning!

Tianna havde været ude og gå efter lynnedslaget. Hun var nysgerrig af natur, men ikke nok til at lade det kontrollere hende - helt. Hun havde set de to væsner gå rundt, men hun var ikke gået tæt nok på dem. De var tydeligvis ikke feer, og magien kunne hun tydeligt mærke - den mindede hende om sin egen. For første gang var der noget der mindede hende om sin egen slags magi. Tianna fulgte dem til de forsvandt i en rød røgsky, men valgte derefter bare at gå videre. Hun gik igennem landsbyen for at se til nogle af Wonerlands borgere, alt var så mørkt og uhyggeligt her. Frygt hjemsøgte landet og havde fyldt det med det her mørke. Alle så på hende med frygt, som om at hun ville komme og stjæle alt de havde kært.De turde ikke sige noget til hende fordi hun var trods alt prinsessen, og hendes mor dronningen og bedstefar kongen - havde opdraget hende 'godt'. Dog mærkede hun som hun gik rundt pludselig varmen fra et træ der brændte, familiens kendetegn efterhånden. I et knibs forsvandt hun i en lilla røgsky og stod i stuen ved flokken. Hun spærrede overrasket øjnene op da hun så de to personer som var kommet med røgskyen. De var ikke døde endnu, hvilket nok betød de var vigtigere end først antaget.
"I'm here," startede hun ud og så hen på de andre. "Tianna of Wonderland, and you are?" Spurgte hun og så kort på sin bedstefar spørgende efter svar.

Zane så på Regina som hun snakkede. ”Yes, that will be the best plan of attack. See if you can get Tianna here. Her magic is reckless, she will do fine for this task.” Zane så over mod Rebekah. ”I don’t see what good that would do. She will be going home soon enough. If she stays too long, her magic will being to undo ours. We need her gone. Soon rather than later.”

Rebekah kom tilbage. Zane så på hende, da hun nævnte tårnet. ”Yes, of course. Everything you need. Your daugther and boyfriend will have you home soon enough. I just hope you will stay the night. I do want to spend some time with my daughter. The darkness is upon us, going out tonight will have horrific consequences. I can have a bed made for each of you.” Zane var imponeret over, Rebekah kunne bringe folk tilbage til live. Men det skræmte ham også. Han ønskede dog ikke Rebekah skade, og så derfor helst hun ikke tog afsted før lyset var tilbage.

Zane så efter Regina, som hun forlod dem for at tilkalde Tianna. ”I do appreciate you being back here my darling daugther. For however long it may be.” Det tog ikke længe, før Tianna igen var tilbage på slottet. Hun præsenterede sig for Rebekah og Kol, før hun så på ham. ”This is you aunt Rebekah and her friend Kol. They are our guests tonight. They will need an object to open a portal. Will you help me find it, dearie?” Han gik mod dørene ud af stuen, og var sikker på Tianna ville følge efter. Hun kendte tårnets indhold bedre end nogen anden, derfor var hun også den bedste til at finde det de havde brug for.