Everything comes with a prize - Zane

S: Parken i Moonlight Falls
T: Eftermiddag
O: Et par folk
V: Vindstille, meget neutral ikke ret varmt eller for koldt
P: klik
Emne til: @Zane <3

---

Der var sket noget her, og Dahlia kunne ikke finde ud af hvad det var. Men af en eller anden grund, kunne hun mærke det hendes hjerte falde fra hinanden - uden at hjernen kunne følge med i hvad der var sket. Dahlia satte sig på hug et bestemt sted, og lod sine fingerspidser glide henover det halv afbrændte græs. Hun mærkede magien gnistre imod sin hud, og med et gisp så hun nogle billeder fra hvad der var sket der - men skønt hun syntes at i hvert fald et ansigt så noget så bekendt ud, så kunne hun ikke placere det. Efterfølgende rejste hun sig op med en mærkelig fornemmelse. En mørk fe var i nærheden, og fik hende til at dreje sig rundt på hælene. Hun så på denne her mand, endnu et genkendeligt ansigt der føltes så fremmed for hendes hjerne, men synet af ham fik hendes hjerte til at springe en takt over. Dahlia sank en klump og gik nærmere ham langsomt.
"Who are you?" Spurgte hun stille og kneb øjnene let. Dahlia vidste der var noget, men hun kunne ikke få det frem. Som alt andet, var det et slør efter hun var kommet hertil. Hun anede ikke noget om sit liv før, måske havde hun kendt ham før? "I.. I feel like I should know you. But.. I don't. My apologies sir, its not very polite to demand such questions," tilføjede hun hurtigt og så undskyldende ned ganske kort.

Zane var blevet fanget her. Det var den verden hvor hans ældste datter havde levet. Hun var en af de mest magtfulde og det gik ham på. Han havde derfor heller ikke forsøgt at gøre det lettere for hende. Tvært imod. Udover hans magtfulde datter, var hans to andre børn også blevet ført til denne verden. Regina havde han det fint med, men Ronnan hørte til i en fangekælder. Han burde ikke gå rundt i det fri. Zane var stadig ved at udforske verden og var endt i en park i Rebekahs kongerige. Det var en ganske almindelig park. Men den havde en beroligende effekt på ham. Han bemærkede kvinden der sad på hug over græsset. Det var ikke noget han tænkte bemærkelsesværdigt. Ikke før hun drejede rundt og stod ansigt til ansigt med ham. Han vidste der fandtes kopier her, men det var ikke en kopi. Han ville kende sin kone overalt. Han trådte et skridt nærmere da hun spurgte hvem han var. ”Just a man out for a walk.” Hun kunne tydeligvis ikke huske ham. Han havde endnu ikke besluttet om det var en god ting. Han var ikke den hun havde forelsket sig i. Han var sikker på han aldrig kunne blive det igen. Måske var det bedst hvis hun bare glemte ham. ”No need to worry my dear.” Han var overbevist om det var bedst bare at gå videre og lade som om, mødet aldrig var sket. Men det kunne han ikke få sig selv til. Han havde så mange minder med Dahlia, at det virkede respektfuldt ikke at ære dem. Hvem end hun var nu, burde han måske lære hende at kende. ”What is your name?” Spurgte han med antydningen af et smil. Stadig nu, var hun en af de få der fik ham til at smile.

Stemmen ringede i hendes hoved, og satte hendes hjerne igang med umådelig mange tanker. Prøvede at nå noget der lå gemt i en kiste langt væk. Dahlia sank en klump og åndede stille en anelse tungt ud. Han spurgte om hendes navn, og det lille smil der overraskende nok havde en ekstrem virkning på hende. Hvordan hun kort ikke følte sig fortabt, men fundet - men kunne stadigvæk ikke beskrive hvorfor, eller hvem han var? Fordi hvis han ikke var en fremmed, hvorfor spurgte han så om hendes navn?
"My name.. My name is Dahlia," svarede hun efter lidt overvejelse. "But you have to excuse me. I cannot seem to remember much, only the last couple of months. And by the look in your eyes when you saw me, you looked like you saw a ghost," pointerede hun i et meget stille og høfligt toneleje.
"Tell me sir. Have you any idea of who I am? Because I have been trying to figure it out, and for the first time in a while - I feel like I can hear my heart beat again," fortalte hun og sank en klump. En hviskende stemme sang et navn i hendes hoved, men hun kunne ikke sætte navn på ansigt. Hun brød sig ikke specielt meget om det. Alligevel fandt hun sig selv i at placere sin hånd imod hans kind, som om hun var ment til at gøre det. Det var der hendes evne begyndte at sitre lidt i hende og prøvede uden hun tænkte over det at bevæge det mørke der lå over ham væk. Dog var det der hun tog sin hånd til sig. Som om, at hun var så tæt på at få nogle svar - men hendes manerer trak hende til sig igen.
"Oh I'm terrible sorry, I.. I did not mean to offend you or anything. Can you please forgive me?" Spurgte hun med bedende øjne, som om hun ligefrem havde begået den værste forbrydelse. Men at overskride andres grænser var ikke ligefrem en positiv gerning i hendes hoved. Mest af alt hadede hun at hun følte trængen til at gøre det igen, at være tæt på ham. Siden hvornår fik hun sådanne tanker om en fremmede? Det gav overhovedet ikke meningen og forvirringen spejlet sig i de klare blå øjne.

Zane havde altid været bedre når Dahlia var i hans liv. Hun tændte for noget lys i ham ingen anden kunne. Han vidste med sikkerhed han aldrig ville elske nogen som han elskede hende. Han lod hende forklare hendes situation. ”I see,” startede han ud. ”In a way I did.”
Zane overvejede hvor vidt han skulle fortælle hende hvem hun var. Det ville være rart at have hende i hans liv igen, men han frygtede for hun ikke ville kunne acceptere den han var blevet. ”I am sorry dearie. You bear the resemblance of someone I once knew.” Måske var det bedst ikke at sige noget. Forhåbenligt kunne han få hende til at blive i hans liv på en eller anden måde. Da hun rakte ud efter hans kind, var han tæt på at tage et skridt tilbage. Det var blevet så almindeligt for ham at tage afstand til alle kærlige situationer. Men det var kun fordi ingen havde været Dahlia. Det krævede ikke mere for et glimt at lyse at åbne sig i hans mørke hjerte. Da hendes hånd var væk blev det slukket igen.
”You have no need for apologies.” Han overvejede sine handlinger nøje. Han ville gerne finde en måde at være mere sammen hende. ”Do you enjoy coffee? I have been told to try it myself,” forklarede han. ”Perhaps an kind stranger is nice to have when taking such a leap for the first time.”

Der var noget over hans ansigt, som fortalte hende at han vidste mere end han fortalte. Det var som om hun kendte ham, og alligevel ikke gjorde. En irriterende situation at stå i, men af en eller anden grund valgte hun at stole på - at han havde sine grunde. Ganske elegant vippede hun hovedet på skrå, da han nævnte ordet kaffe. Hun havde hørt om det fra et par stykker, men aldrig prøvet det. Et bredt smil ramte hendes læber over hans sidste kommentar, og nikkede lidt efterfølgende.
"I have never tried it. But it would be a pleasure to try it with you," svarede hun så på hans anmodning. "Where does one find this coffee?" Spurgte hun efterfølgende og tog automatisk hans arm for at han kunne følge hende derhen.
"Kind strangers are always nice," smilede hun til ham og flyttede blikket imod ham. Hun kunne ikke beskrive det, men det var som om at hun kunne forgabe sig i hans øjne forevigt. Dahlia kunne mærke hendes lys blive aktiveret igen, det var det værste ved den - den reagerede så snart der var noget. Det var ikke fordi, at hun ikke vidste han var en mørk fe. Det kunne mærkes på afstand, men Dahlia vidste bedre end at dømme nogle på hvad de var. Deres handlinger ville afsløre hvem de var før eller senere.
"So Zane. Tell me.." hun stoppede op da det gik op for hende. Han havde ikke givet hende sit navn, men hun vidste det. Eller gjorde hun? Hun rystede på hovedet af sig selv. "I'm sorry," undskyldte hun og flyttede blikket væk fra ham.