When the music calms me down - Zane

Tid: omkring midnat
Vejr: En hel del blæst og regn.
Sted: Musik lokalet
Omgivelser: ingen udover Zoila
Tag: @Zane
_________
Selvom man skulle være på sit værelse og nok også sove nu, var Zoila det ikke. Hun var ikke typen der ønskede at bryde regler og lave ballade. Men hun havde haft en hård dag og hun havde brug for bare at kunne drømme sig væk og være et andet sted end lige på jorden og i nuet.

Zoila var smuttet over på gangen med klasse lokalerne, et sted hun normalt kun opholdte sig i dag timerne til timerne og indimellem sent om aftenen når hun gerne ville drømme sig væk og være andre steder end nuet. Hun havde brugt mange timer på at finde ud af hvordan man kunne lirke en gammel nøglelås op. Særligt det sidste års tid fordi musik lokalet var begyndt at blive aflåst. Hun havde gået på Athena akademiet i 2 år nu, og havde aldrig været til en eftersidning eller været ude i ballade.

Denne aften var det lykkes hende at komme forbi nattevagterne der sikrede eleverne blev på deres værelser, en ting hun var okay god til og endnu ikke var blevet opdaget i. Hun sad ind i lokalet med papirerne på den sang hun havde øvet sig på længe. Hun elskede at synge og det fik hende til at slappe af men hun turde ikke gøre det foran andre eller i nærheden af andre. Hun var bange for at gøre sig selv til grin og ikke være perfekt nok til det. Hun ville gerne være på musik holdet men hun turde virkelig ikke gøre det foran andre. Måske det handlede om at hun ikke havde den bedste selvtillid, men det behøvede andre ikke at vide! Hun satte sig ved klaveret i lokalet og begyndte at spille i håbet om ingen ville høre hende, hun havde låst døren inde fra så folk ikke bare kunne vade ind i rummet og forskrække hende. Som hun havde spillet begyndte hun at synge, hun havde styr på tonerne og melodien og lod sig bare leve ind i sangen og musikken og glemte alt om tid sted og omgivelserne.

Det var ikke ofte at Zane var oppe på denne tid når han ikke var på tour og arbejdede på skolen, men for en gangs skyld var han - fordi han lige netop i denne uge havde fået nattevagter, så han stod for aftentimer med de skabte vampyrer der endnu ikke havde daglysringe, og derefter for at gå vagt ruter på gangene og sørge for at eleverne blev i deres senge. Normalt var der intet problem med dette... Men denne nat var der åbenbart en der var sluppet forbi enten ham eller en af de andre, da han pludselig, på sin tredie omgang, kunne høre både klaver og sang fra musiklokalet.

Han gik stille og roligt derhen - og på denne tid af natten var banken ikke så meget en nødvendighed. Hvemend der var derinde, vidste udmærket godt at de ikke skulle være derinde. Han hev nøglerne frem til musiklokalet - som musiklærer havd ehan dem selvfølgelig altid på sig - før han låste op og åbnede døren, og så stod der, i døråbningen, og så hen på varulven der sad ved klaveret.

"That's quite the singing voice you have there, but you know as well as I do, that you're not supposed to be here at this time of day. Even the vampires have to go back to the dorm rooms at eleven."

// Outfit

Zoila havde siddet langt væk i hendes egne tanker og bare nyde lyden af musikken og hendes egen stemme. Hun turde bare melde sig til musikholdet, hun ville helst ikke ende med at gøre sig selv til grin overfor de andre. Hun ville ikke ende med at skulle forlade skolen eller droppe musikholdet, fordi hun ikke var god nok lige som de andre på holdet. Hun havde hørt nogen af de andre piger synge og de sang langt bedre og langt smukkere end hende.

Hun havde ikke hørt døren blive åbnet selvom hun nok burde være mere opmærksom, men døren var låst og hun vidste der ikke ville komme nogen ind i rummet medmindre det var en lære der havde en nøgle. Dog lyden af en stemme, fik hende til at stivne og sidde helt stille hun kiggede ikke op, hun turde ikke! Hun fik problemer nu! Hun havde aldrig haft problemer og aldrig blevet straffet. Normalt ville man vel kigge op på den der talte til en, men hun gjorde det ikke, men derimod prøvede hun at skjule sig selv. Det virkede måske tåbeligt, men hvis hun lukkede øjnene kunne hun ikke se lærere og troen om at så kunne læreren heller ikke se hende var højt i hende. Alt fornuft havde lige nu forladt hendes hoved og derfor tænkte hun ikke klart. Hun sagde intet, hun sad helt stille og turde ikke bevæge sig.