Welcome to wonderland - Aia

Det var morgen. Solen var stået op og endnu en dag begyndte! Så optimistisk tænkte folk i hvertfald Audrey tænkte. Men i virkeligheden kunne hun næsten ikke få sig selv skubbet ud af sengen. Da det endelig lykkedes hende gjorde hun sig hurtig færdig. Hun vidste hun havde en time inden hun skulle vise en ny studerende rundt på skolen. Hun havde klædt sig i et par short og en af hendes brors skjorter - som hun havde hugget, Ha!
Hun gik over til akademiet for at modtage den nye elev. Hun havde fået små informationer. En kvinde. Formskifter. Det var alt hun vidste. Endnu et overnaturlig væsen, kunne hun ikke snart møde et simpelt menneske. Hun trak let på skulderen og stod klar, med hænderne på sine hofter og et stort smil på læben da hun gik øje på den nye pige.
"Velkommen til Athena Akademi." Sagde hun yderst imødekommende. Der var en grund til, at hun blev sendt til disse ting, fordi at hun var en af dem på akademiet med mest overskud, og en af dem med flest fag. Desuden nok en af de mest positive mennesker man ville komme til at møde.
"Navnet er Audrey. Jeg skal vise dig rundt." Sagde hun og rakte hånden frem for at hilse pænt på den nyankommende.
"Så hvilke fag har du meldt dig på. Det vil være passende at tage udgangs punkt i at vise dig dem først.. også selvfølgelig kantinen og toiletterne. Det i hvert fald altid de to steder jeg vil vide hvor er, når jeg er et nyt sted." Hun lo lidt af sig selv. Tydeligvis en som prøvede at sprede den bedste stemning.

Aia så lidt efter sin fars bil, der den forsvandt i det fjerne. Hvorfor skulle hun anbringes her, bare fordi hendes far havde gået her? Hvis hun selv kunne bestemme var hun blevet hjemme. Hun drejede om på hælen, da nogen sagde velkommen, og fik øje på en pige, der så alt for glad ud. Endnu end jubeltosse! tænkte Aia muggent, men huskede så, hvad hendes far havde sagt. "Smil og vær venlig," bare tanken gav hende nærmest kvalme.
Alligevel tog hun kvindens hånd. "Jeg hedder Aia. Jeg skal have psykologi og astronomi," et lille smil kom frem, men det forsvandt igen ved den andens vittighed. Hun var ikke i humør til at blive underholdt, faktisk ville hun bare gerne se sit værelse og pakke ud.
Hun tog fat i hanken på sin kuffert med den ene hånd og stak den anden i baglommen på sine sorte jeans. "Skal vi?" spurgte hun med løftede øjenbryn.

Hun var nok en af dem folk blev irriteret på i længden. Men hun havde fundet sig selv i, at være den bedste version af sig selv. Derved, var hun ofte mest glad. Eller prøvede at være så optimistisk hun kunne. Hun havde fundet ud af, hun fik mere ud af livet på den måde. På trods af, at hun ikke vidste helt, hvor langtid hun havde tilbage.
"Du skal have Karma til astronomi, og enten Stephenie eller Amara til Psykologi, men det kan du se på dit skema." Svarede hun let. Så vidste Aia da det. Hun dog hende først op til værelsesfløjen, og rakte Aia sin nøgle og gik hen til døren.
"Her er dit værelse, du kan bare stille dine ting herinde. Så skal du da ikke slæbe rundt på dem imens." Sagde hun med et lettere skævt smil.
"Jeg har også de to fag du skal have... jeg håber ikke min overlegne optimisme skræmmer dig helt væk." Tilføjede hun let og kørte en hånd igennem sit hår. "Nå til kantinen." På vejen viste hun også lige toiletterne. Der var en del på skolen, fordi at de jo var så mange.

Aia lyttede kun med et halvt øre, og nærmest smed sin kuffert ind på værelset efter at have taget nøglen, hvorefter hun fulgte med igen. Hun havde ingen kommentarer til pigens kommentar om sin optimisme, men tænkte ved sig selv, at det nok blev hårdt at være her, hvis alle var som denne pige. "Er alle her som dig?" spurgte hun, da de var på vej mod kantinen. Hun satte tommelfingrene i baglommerne og studerede omgivelserne. De endeløse gange virkede allerede forvirrende og fængslende, og hun var bange for, at hun aldrig kom ud.
Egentlig ville hun hellere være hjemme, i sit gamle hus, med sine venner og med sin lille krog i kanten af haven, skjult bag en masse buske.
Hun var så langt væk i sine egne tanker, at hun helt glemte, hvor hun var og hvem hun var sammen med, og uvilkårligt kom et smil frem på hendes læber.