Andrew lyttede til hvad Azreal forklarede. Det var forfærdeligt.. at Azreal skulle være bundet til en bestemt rasten af dit liv som ikke ville have ham. Men.... Hvis de døde fordi deres mage ikke ville have dem... Betød det så? Han havde ondt i maven over det. Han havde ikke kendt Azreal ret længe, og han var allerede begyndt at holde af fyren. Han var så kærlig og rar, en Andrew ville kunne se dommen rigtig god ven. Måske endda en fyr han kunne have faldt for hvis han havde en chance hos ham, og hvis han så ikke allerede havde følelser for en anden. Han brød sig ikke om at se Azreal sådan her! Slet ikke.
Hvor ville han dog ønske han pludselig havde en eller anden evne til at ophæve den slags ting. At hans kys havde gjordt lige oræcpr som i eventyrene. Ophævet forbandelsen, så de begge kunne leve lykkeligt! Ikke nødvendigvis sammen, men blot så Azreal ikke skulle gå rundt med denne smerte! Han hørte hvad Azreal sagde og mærkede kysset mod hans kind. Han så på ham, og lagde tydeligt mærke til de tåre fyld øjne. Han gik tæt på ham igen og lagde armene om ham. Krammede ham og gjorde hvad han kunne for at trøste ham. Men hvad ville han kunne gøre? Ingenting.... Han ville aldrig kunne hjælpe ham af med den smerte han gik med..
//Ja det syntes jeg er en god ide. ^^
Og av den blev sørgelig til slut D:
Forumforside 