Seems like we're sleeping together - Andrew

Der stod han så. I den klode blæst, regnen lagde sig i hans hår, gjorde det fugtigt. Gjorde ham kold. Han samlede sin taske op fra asfalten, tog en dyb indåndning og fulgte trappen op til indgangen. Han slæbte sig selv igennem dørene og ind i den hal der mødte ham. Her stoppede han igen op, han havde et kort lettere krøllet sammen i sine hænder og stod blot med det foran sig og kiggede ned på det, mere eller mindre. Det han så hjalp ham dog ikke det mindste, alt var sort.
Tidligere på dagen havde han været på kontoret, han var blevet indskreven på Akademiet. Han havde måske lidt håbet på et opkald fra hans forældre, men hvad skulle de også have sagt? Held og lykke? Det var nok bedre de ikke havde ringet. De havde blot købt ham hans flybillet, givet ham lidt kontanter til en taxi, og så havde han været på egne ben igen.
Han prøvede at huske hvad kvinden på kontoret havde fortalt ham, hende der havde givet ham kortet. Han skulle bare spørge om vej jo. Det var så simpelt som det blev. Men det gjorde han ikke. I stedet valgte han omhyggeligt sin rute, og begyndte så inde i sit hovede at tælle skridtene.
Han havde tideligere øvet sig grundigt på dette, nu gjaldt det bare om at huske det. Og hvis han huskede det, så ville han kunne finde alt.
Han stoppede igen et par minutter senere, på toppen af endnu en trappe. Højre? Venstre? Han tøvede et sekund, og valgte så den rigtige vej til drenges kollegie.
Han stoppede op igen. Ventede. Forsatte, til han stod foran den dør, som han blev enig med sig selv om, måtte være den rette. Han bankede let på døren ind til værelse fire.

Lektier og atter lektier! Ikke fordi han brokkede sig! Det var jo hans eget valg, og han var jomlidy af en lektienakoman! Havde han lektier så skulle de laves, og selv når han ingen havde så tærppede han gerne! Folk fandt ham underlig, men til gengæld fik han også top karakter i alle fag ud over de fysiske! Han vidste godt at han var en nørd, og jo han vidste også godt at de ikke var særlig sexet! Men lige på det punkt var han ligeglad! Det var vigtigt at han fik gode karakterer, så han kunne komme videre på et godt college eller blot få en god uddannelse og dermed også et rigtig godt job, så han kunne hjælpe sin mor!
Han sad med hovedet i bogen med brillerne bede midt på næsen da det bankede på. Han rettede sig op, og gik over til døren og åbnede den.
Han så først lidt overrasket ud, men kom så i tanke om at der jo skulle flytte en ind. "Oh!.. du må være Ozzie! Vejlederen fortalte mig at du ville flytte ind en af dagene" sagde han og trådte lidt frem mod ham. "Er der noget jeg skal tage? Og skal jeg vide... Uhm.. hjælpe dig rundt på værelset" spurgte han så.
Andrew havde fået besked om Ozzies "handicap" som vejlederen havde kaldt det, selvom Andrew ikke brød sig om at tænke på det, på den måde!

Imens han ventede på at døren ville blive åbnet, lod han en hånd glide ned over døren, prøvede at finde et mærke, en måde hvorpå han kunne huske dette, at det her var hans værelse, hvis han altså var gået rigtigt! Han mærkede en flænge i malingen lige ved håndtaget og nikkede for sig selv, så nu skulle han nok kunne finde det igen! Ozzie hørte lyden af døren der så gik op og sendte et smil i retning af sin nye roomie, han bestemte sig med det samme for at han godt kunne lide fyren, udelukkende på grund af hans blide stemme, den var sådan.. Lækker, på den der charmerende måde, og hans smil voksede sig til et ægte et som han lyttede til stemmen. "Hallo.. It's Andrew right?" sagde han tilbage og nikkede "Yearh I'm Ozzie" sagde han glad og hørte Andrew flytte på sig, han rystede bare blidt på hovedet, han havde kun sin rygsæk med alligevel, der var ikke meget at tage. Desuden var der heller ikke meget i den alligevel, han vidste han ville blive nød til at finde ned til byen en af dagene og skaffe sig selv, hvad man nu skulle bruge for at bo her. "Hmm.. Yes please, show me around" sagde han og rakte så en hånd frem foran sig med håndfladen op ad. "Just take my hand and put it on everything while telling me what it is, that's how I see" sagde han forklarende, det var nemmeste sådan her, så ville han ikke falde over alt muligt, som han ville have gjort hvis han selv skulle gå rundt og røre ved tingene for at vide hvad det var, det var sødt af Andrew at tilbyde sin hjælp.

Han kunne ikke undgå at smile som fyren talte. "Ja det er mig" svarede han da der blev spurgt om han var Andrew. Han havde startet med at nikke, men der kunne Ozzie jo selvfølgelig ikke se! Han havde aldrig rigtig mødt en der var blind, i hvert fald ikke en han skulle snakke mere med. Så det her ville blive spændende. Han smilede som Ozzie sagde ja tak til at blive vist rundt på værelset. 
Han så på hans hånd da han sagde at Andrew bare skulle tage den og sætte den på tingene og forklare hvad de forskellige ting var. 
Han kløede sig lidt i nakken Uhm... Okay.. han skulle altså bogstaveligt talt holde fyren i hånden? Når hvad pokker! Selvfølgelig skulle fyren vises rundt. 
Andrew gik derfor over ved siden af ham, og lagde den ene hånd om ham, og den anden lod han hurtigt glide ned af Ozzies arm, for at tage hans hånd. 
Hans bevægelser var rolige så han ikke ende med at forskrække Ozzie. 

Det første han gjorde da de var kommet ind, og havde lukket døren efter sig. Var at lægge ozzis hånd med dørkarmen og lade den glide over mod væggen. "Der hænger et nøgletal her, du bestemmer selv om du vil bruge det, men der hænger mine nøgler f.eks. og et par af nøglerne til hvis du vil have låst dit skab og sådan" forklarede han. 
Han gik lidt videre, han tog det stille og roligt. Gik ikke for stærkt. De kom over i den ene ende af rummet, den venstre. Andrew stoppede ved et skrivebord. Han lagde Ozzies hånd på det, og slap den lidt, så Ozzie kunne få lov til at mærke efter selv. "Det her er min side af værelset. Det her er mit skrivebord, der oftest er begravet i bøger" han gik videre, forklarede Ozzie var alle tingene var, indtil han kom til Ozzies side, og lagde hans hånd på hans eget skrivebord. "Og det her er din side! Den er magen til min, bare spejlvendt, og ellers så spørger du bare" forsikrede han. Han så roligt op Ozzie. Det var utroligt at Ozzie så, så godt ud! Han vidste ikke hvorfor man havde den opfattelse at blinde folk altid så dårligt ud. Han stod lidt. "Uhm... Hvis jeg må spørge... Har du altid været blind?" Spurgte han roligt. Han havde sluppet Ozzie så han kunne stå selv. Også for ikke at være alt for omklamrende! 

Ozzie sendte endnu et venligt smil ud i rummet til Andrew, "Can I call you Andy then?" spurgte han glad. En smule rød farve tog plads hen over hans næseryg og kinder, da han rødmede ved Andrews berøring. Det kunne godt være han var vant til at folk tog fat i ham, eller han selv hele tiden skulle tage fat i folk, for hjælp altså, men det gjorde ham ikke mindre genert af den grund, og nogen typer gjorde ham bare mere nervøs end andre.. Og hvordan kunne han ikke være nervøs overfor Andrew? Det var jo hans nye roomie, der lå så mange forventinger i den slags, og det skulle jo helst fungere imellem dem, hvis tiden på akademiet skulle blive bare en lille smule udholdeligt. Han havde allerede nok af dårlige minder fra skoler hvor han havde boet sammen med folk der havde været.. Ja.. Ikke søde, for at sige det mildt. Han fulgte så med Andrew rundt i værelset som han viste ham tingene, og i hovedet tegnede han et så præcis kort som han nu kunne, det var stadig lidt svært for ham, men han skulle nok lære det når han havde været her i noget tid. "Okay cool.." sagde han så og rørte lidt ved det skrivebord der tilhørte ham. Da han fandt sengen fik han lagt sin taske fra sig, blidt.. Skulle jo ikke have at hans planter gik i stykker! Han åbnede langsomt tasken, og tog en plante med lange grønne blade og hvide blomster ud som han med lidt besvær fik placeret på det skrivebord der nok var hans. Ellers havde han flere potteplanter og en pose jord i sin taske.. og nå ja.. en tandbørste! Han skulle vidst på indkøb på et tidspunkt, han havde.. ingen ting.
Et let grin forlod hans læber da Andrew sagde at hans skrivebord ofte ville være begravet i bøger, så han var den type.. Det havde han sådan set ikke imod, det ville give lidt ro.. Andrew virkede til at være den der nemme type, som man let kom ud af det med, rar og venlig. "Oh.. No.. Not always.." sagde han så stille og stod et øjeblik og tænkte tilbage til sidst han havde kunnet se.. Det var ikke det rareste minde, selve grunden der til altså.. Selv om det at have kunnet se havde været.. Fantastisk, men det gjorde det også kun meget værre blind nu, han savnede det jo.

Det var måske meget godt at Ozzie var blind.... for så kunne han ikke se hvordan Andrews ansigt skiftede farve på stedet, da Ozzie spurgte om han måtte kolde Andrew for Andy! Ikke at der var noget i vejen med at han ville kalde ham det. Men, Andrew havde aldrig haft et kælenavn, så det var lidt underligt at høre det fra en fyr han lige havde mødt, og særligt en fyr som Ozzie der bestemt var en flot und mand!.
Han rømmede sig lidt som han kløede sig i nakken. "uhm.. ja.. ja det, det må du da godt" mumlede han lidt genert.

Som han viste Ozzie rundt, lagde han hurtigt mærke til hvordan han følede på alle tingene, og han gav ham god tid til at mærke efter, og få et indtryk af de mange ting.
Han hjalp ham forsigtigt rundt, og han måtte indrømme at han ikke selv havde tænkt helt på det her med at holde om Ozzie på denne måde, for han kunne tydeligt mærke at det fik hans egen puls til at stige en smule. Men nu var han jo selv en meget hjælpsom natur, så for ham var det her meget normalt! Han havde ikke lyst til at Ozzie skulle gå rundt og falde over tingene på egen hånd, så hellere hjælpe ham med at komme rundt!.

Ozzie virkede til at være en stille fyr, og det passede Andrew meget godt! Hans tidligere værelses kammarat havde været et gigantisk larmehovede! Og Andrew havde måtte anmode om at få en nu! Eleven var dog blevet bortvist på grund af vold mod en lære, og bestiddelse af stoffer. Denne fyr havde rodet helt vildt, hørt høj musik hele dagen og natten, så Andrew havde måtte finde andre steder at studere! I det hele taget havde denne fyr bare været virkelig belastende. Men Ozzie her virkede virkelig som en Andrew kunne få det godt med, måske endda sjovt!

Han lagde mærke til at Ozzie hev en plante op af sin taske, og så lidt undrende ud, men sagde nu ikke noget til det.
Han så på Ozzie da han sagde han ikke altid havde været blind. Men Ozzie virkede ikke som om det var en historie han havde lyst til at fortælle, så Andrew ville ikke spørge mere. Han så på planden. "er du glad for planter?" spurgte han roligt og satte sig på Ozzis seng mens han betragtede ham. Han kunne ikke undgå at snuse lidt efter. Da han havde gået ved siden af Ozzie havde han tydeligt kunne lugte at fyren bestemt hverkan var menneske eller ulv. Han sad et stykke tid, indtil det irraterede ham nok.
"hvad er du egentlig?" spurgte han pludselig. Og hørte hurtigt at det lød lidt hådt. "jeg mener... altså.. hvilken race er du?" spurgte han så langt mere roligt.

Ozzie stoppede op et øjeblik da Andrew gav ham lov til at kalde ham Andy og sendte ham et stort smil, "Okay Andy it is, you can call me Oz if you want to.." sagde han glad, det var hans eget kælenavn og han kunne også meget godt lide det, selv om han jo selvfølgelig også godt kunne lide sit rigtige navn, men det var bare så hyggeligt med de kælenavne der! Han drejede sig væk fra Andrew igen og begyndte at hive potteplanterne op af tasken, han håbede ikke Andrew havde noget imod han fyldte deres værelse op med planter, planter var bare så godt! Han hev så posen med jord ud og fik lidt besværligt revet hul med den, han fumlede lidt rundt og fik stillede de i alt 3 potteplanter frem på en række hvor efter han hældte jord ned i dem, og krøllede til sidst posen sammen og vendte sig med et spørgende udtryk i ansigtet mod Andrew. "Is there a trashcan?" spurgte han ham og fik smidt posen ud da Andrew havde hjulpet ham med hvor skraldespanden var. Han følte sig så tilbage til brodet med de nu fire potteplanter og en af dem med hans egen ynglings blomst! Ih den var så fin, gid han kunne se den. Han rakte ud og lod to fingre glide over blomstens blade, nå ja.. Han kunne tydeligt se den for sit indre i hvert fald. "Oh yes, I love them, this is my favorit its a Spathiphyllum, a Peace Lily.. Oh and I hope you don't mind.. Do you have a favorit flower?" sagde han, og spurgte så til det sidste, hvis Andrew havde en ynglings kunne Ozzie vise ham lidt af sine evner, han skulle jo finde på tre planter til de tomme potteplanter alligevel.
Han frøs så i hvad han var gang med da Andrew spurgte ind til hans race, han kendte kun en race der kunne finde ud af at gætte andres.. Hans lange øre blev meget opmærksomme, imens han lyttede efter hjerteslag. Som han hørte Andrews hjerte slå.. Kom han i tanke om hans varme fingre, og smilede så igen, Nej okay, ingen vampyr her! Ingen grund til at gå i panik nu Ozzie, det skal nok gå. Han vendte sig om mod ham.. Måske var det bare et normalt spørgsmål for folk der boede her? Måske. "Elf.. And you?" sagde han så og sendte ham et lidt genert smil, han var ikke god til at folk spurgte til hans race.. han var ret.. unormal.. og hans race var.. et mysterium for ham selv også, han kunne ikke så godt svare på sprøgsmål, faktisk var han ikke engang sikker på han var elver, men det var jo det han lignede, så? Ja.

Andrew fik vist Ozzie hen til en skraldespand. Og satte sig derefter tilbage i sofaen, og betragtede Ozzie. Han smilede som han forklarede om blomsterne, og at han elskede dem, og at denne der var hans ynglings blomst! Det var sjældent at man så mænd der var så glad for blomster og planter. Han så lidt overrasket ud da Ozzie spurgte indtil om Andrew havde en yndlings blomst.
Han tænkte lidt, og kunne ikke undgå at smile lidt.
"min mor elsker Nelikker" kommenterede han så. Han så lidt på de tomme krukker. "jeg har ikke videre en selv, men jeg holder af Nelikker fordi min mor elsker dem" sagde han med en varm stemme. Hans mor betød meget, så selvfølgelig kunne han lide netop dem.

Han så på Ozzie, og blev overrakset over at høre hvad han var. Så var det derfor han duftede anderledes. Han havde ikke kunne genkende hans duft. Derfor havde han måtte spørge. "Waw... jeg har aldrig mødt en elver før" sagde han så med et bredt smil.
"Jeg er en vareulv" sagde han med en rolig stemme. De fleste fandt det mærkeligt at Andrew var en vareulv, da de fleste fandt vareulve som værende nogle højtråbende store bøller. Og Andrew var lige det modsatte

Ozzie stod lidt og så ud i mørket imens han ventede på et svar fra Andrew, han var også blevet lidt nysgerrig på hvad han så var, noget han havde mødt før? Måske noget han aldrig havde mødt, hvem vidste? "Nelliker?" sagde han roligt og nikkede så, han vendte sig mod en af potteplanterne igen og mærkede sig frem til den han skulle bruge, hvor efter han så stak sin hånd ned i den lidt varme jord. Et mildt suk forlod hans læber, det var så rart! Langsomt voksede et par rosa røde nelliker op mellem fingre på ham, og han smilede lidt for sig selv, han tog hånden op fra jorden og lod sine fingre glide over blomsterne.. What a feeling! Han sendte Andrew et glad smil over skulderen, *Oh how nice, the Peace Lily was my sisters favorit, that's why I like so much myself!" sagde han glad, han havde gjort det til hans ynglingsblomst fordi det havde været hans søsters ynglings. Hans smil blev lidt bredere da Andrew fortalte ham at han aldrig havde mødt en elver før og at han selv var varulv, uh! Sådan en havde han da i det mindste kendt, så det var ikke helt nyt for ham. "No me neither.. But I knew a werewolf once.. He was nice, like you" sagde han så, han havde heller aldrig selv mødt en elver, desværre! Det ville være ret fantastisk hvis han gjorde, så kunne han få afklaret en masse spørgsmål.

Et smil spredte sig på hans læber da han så hvordan blomsten voksede op mellem hans fingre! Sikken en fantastisk evne at have! Det måtte da være helt vidunderligt at have sådan en evne og at kunne den slags! Men det passede jo meget godt med at han var en elver! 
Han hørte hvad han sagde med fredsliljen. Han kunne dog ikke lade vær med at bide mærke i at Ozzie sagde at blomsten VAR hans søsters yndlings blomst. Var? Såh.. det var den ikke længere? 
Han ville ikke spørge ind til det! Det ville være forkert Det ham! Så godt kende de slet ikke hinanden endnu! De havde lige mødt hinanden, så han kunne ikke tillade sig at smage i den slags ting. 
Han kunne ikke undgå at smile da Ozzie sagde han havde mødt en anden vareulve som var lige så venlig som Andrew. Dejligt at der fandtes flere af dem! Mange havde fået en opfattelse af vareulvende som om de var sådan nogle der lavede ballade held tiden, og var nogle store fjolser, og klemte ret kloge.. 
Andrew var bestemt uden for den stadistik! Han var temmelig klog, sød og venlig og så var han en lille fyr, selvom det lå til vareulve at være fysisk stærke. Altså.. det var han jo også, i forhold til et menneske.  Men i forhold til andre ulve... Der var han sku nok lidt svag... 
Men han havde nu ikke så mange problemer med det! 
Han så lidt på Ozzie "hvilke fag har du forrasten?" 

Ozzie rørte let ved blomsten igen og slap den så, han havde ikke helt bestemt sig for hvad der skulle i de sidste potteplanter, men det ville han nok finde ud af på et tidspunkt, han kunne jo altid skifte det lidt ud en gang imellem, måske fik han lov til at plante nogen af dem i haven? Det ville han gerne, ville være fedt. Han vendte sin opmærksomhed tilbage til Andrew og tænkte lidt, han var faktisk ikke helt sikker på at det var blevet bekræftet endnu, han havde ikke selv læst det brev hans forældre havde modtaget og ja.. Det havde bare skubbet ham ud af døren og afsted, det var derfor alting var sådan lidt forvirrende for ham nu, han havde ikke fået nogen rigtige informationer, men det fik han vel forhåbentlig senere. "Well.. I was hoping for Comparative literature and languages studies..." sagde han så roligt og sendte ham et smil. Han håbede lidt på han snart ville få en bogliste eller sådan noget, så han kunne se om der var noget han skulle skaffe som han ikke allerede havde.. Ja altså han havde jo ikke noget med lige nu, men han havde jo sine ting et eller andet sted, og hans forældre havde lovet at sende det til ham.. Han vidste bare ikke hvor lang tid der ville gå, men det var forhåbenligt snart. How about you Andy? What subjects do you got?" spurgte han Andrew.

Han smilede roligt da han hørte hvilke fag Ozzie ville have, vågede valg når man ikke kunne se, men så igen, man kunne jo lære tingene på en anden måde. Man behøvede vel ikke altid bruge sine øjne.
Han syntes det var sejt af Ozzie at han valgte netop de fag når nu han nok ville få en smule svære ved det end de fleste andre, men det var kun virkelig sejt af Ozzie. "Det er fedt at du vælger sådanne fag" sagde han roligt med et smil.

Han rejste sig roligt fra sengen da Ozzie spurgte til hans fag. "jeg har Biologi som hovedfag, så har jeg kemi, Geografi og har lige fået historie som ekstra fag" sagde han med en roligt stemme. Det var nemt at høre på Andrew at han brænde for disse fag. Geografien måske ikke så meget, men det var mere for at fylde sine fag ud.. selvom han nok havde flere fag end de fleste!..
Han gik lidt over mod sit skrivebord. "oh... uhm jeg er lidt af en læseorm, såh.. jeg er ret stille, ikke at du ikke må snakke, det kan jeg godt klare, men nogle gange bliver jeg temmelig opslugt når jeg laver lektier" erkende han som han satte sig og så ned i sine bøger igen, der lå spredt ud over hele bordet sammen med hans papir og noter!

Ozzie grinede bare lidt og rystede på hovedet til Andrew, var det fedt? At han valgte disse fag.. Tjaa.. Det var vel ikke så meget anderledes fra andre fag. Men Andrew havde måske alligevel fat i noget, som alle andre troede han at Ozzie ikke kunne læse.. Ikke kunne følge med i en normal skole. Men han tog fejl. Ozzie var mere end bare god til blindskrift, han ville næsten vælge at tro at han kunne læse hurtigere på blindskrift end han ville kunne normalt, hvis han havde kunnet se. "Maybe, I'm pretty good at braille, so it's fine.. I just need to get a list of books for the this term, so I can get them in braille.." sagde han roligt, han vidste ikke om nogen af de papirer han havde fået stukket i hånden, var en bogliste.. Han blev nød til at vente til den kom pr. email, så hans computer kunne læse det højt for ham.

Han lyttede til Andrew og nikkede, det var i hvert fald det helt modsatte af hvad han selv havde af fag så.. Naturvidenskabelig.. hmm. "Sounds cool.. But also pretty though.." sagde han så, glad for at han selv kun havde to fag, han ville nok ikke kunne klare mere end det.. Ja det kom selvfølgelig an på læsestoffet men ja.. Nu synes han så heller ikke at der var flere fag der intresserede ham, han var ikke til det videnskabelige.. Sport kunne han slet ikke, det kunsteriske holdte han sig langt væk fra.. Han kunne dog både tegne og spille guitar, men.. Gjorde det ikke længere, det var der en der havde ødelagt for ham. Så ja.. det han havde nu var vel det der var tilbage? Han kunne måske godt have taget historie, men det havde han nok ikke tid til.

"Fine by me.. I'll try and keep it down" sagde han venligt til Andrew, så han havde fået sig en rigtig nørd som værelseskammerat, jaja så, det var jo fint, Andrew virkede sød, så det var helt fint ja. "Hmm.. Maybe you could tell me.. How you look? Only.. It makes it easier for me to Imagine it in my mind.." spurgte han Andrew.. Normalt havde han nok bedt om at få lov til at røre ved hans ansigt.. Men det var der bare ikke særlig mange der brød sig om, så måske det her var den mest sikre vej at gå?

Andrew smilede lidt da Ozzie sagde at han nok skulle prøve at være stille. "Nah.. det skal du ikke tænke på, jeg kan studere næsten lige gyldigt hvad!.. plus.. det er første gang jeg har en Roomie så glæder mig faktisk lidt til at her bliver lidt mindre stille" sagde han med et smil.

Han så så Ozzie da han spurgte om Andrew kunne forklare hvordan han så ud. Han så lidt ned af sig selv. "Uhm.." ja hvordan så han egentlig ud? 
Han smilede dog lidt, som han rejste sig, og stillede sig foran Ozzie. Han tog blidt hans hænder. "Her.. du kan se selv" sagde han og satte Ozzies hænder mod dit bryst.  
"Jeg er ikke meget højere end dig som du kan mærke... 
Han smilede lidt roligt. "Hmm jeg har brune øjne og hår... Min mor kalde mig altid cakao barenet, fordi det skulle være chokolade brunt" grinte han lidt.

Ozzie smilede lidt halv generet til ham da han sagde han glædet sig til at have en roomie, nu da Ozzie havde mødt Andrew kunne han kun sige det samme. Andrew var en sød og venlig fyr og han kunne vidste ikke have ønsket for en bedre roommate end ham.
"What?" sagde han lidt forvirret da Andrew tog hans hænder og lagde dem mod hans brystkasse. En tydelig rødmen indtog Ozzies ansigt og han kunne mærke det brændte i hans kinder, alt for genert til det her. Alligevel gjorde han som han fik besked på og kørte sine fingre ret nervøst op over Andrews bryst til hans skuldre, et lidt mere sikkert sted. Hmm.. Han var i hvert fald et hoved højre, vidst ikke mere, han virkede slank og høj.. Mhmm. "Mhmm" hviskede han stille og slap hans skuldre for at lade sine fingre spidser glide nænsomt over Andrew, til han kejtet havde kørte dem rundt i hans ansigt lidt. Han smilede genert og slap ham så helt igen "Oh.. Ehm.. You look good.. I should go now" sagde han en anelse akavet og gik uden om Andrew for at nå hen til døren, "See you later Andrew, it was nice to meet you" skyndte han sig at sige inden han lukkede sig selv ud af deres værelse.

- tidspring -

Der var ikke gået mere end en uge eller to siden Ozzie var flyttet ind på skolen, men han var allerede endt op på hospitalet. Han havde ikke været særlig meget på sit værelse, og de gange han havde, havde ham og Andrew ikke snakket meget sammen, bare lidt høflighed her og der. Han var dog stadig glad for ham og Andrew virkede flink og sådan.. Typen der ikke stillede alt for mange spørgsmål, heldigvis.
Han havde været indlagt siden igår, men havde allerede fået for meget, så han forlod hospitalsvingen nu, midt om natten, måske var klokken tre, for at finde tilbage til deres værelse.
Såret på hans mave gjorde stadig pisse hamrende ondt, men det var i bedring allerede nu, og Ozzie havde brug for at komme væk, komme hjem.. Til sin egen seng og bare slappe af og få lidt ro på.
Hans hjerte bankede højt som han slæbte sig selv hele vejen, da han kom til døren måtte han bruge sin nøgle til at lukke sig selv ind og han knaldede den nok i bag sig lidt for hårdt, i sin vrede over at alting var så skide besværligt.
For faktisk var han lige nu i et ikke så godt humør, han var sur og ked af det, og der skulle ikke meget til for at gøre ham virkelig vred lige nu. Der var bare sket så meget, og det føltes næsten umuligt at skulle til at håndtere det.
På vej over til sin egen seng væltede han over et eller andet på gulvet, måske en af Andrews bøger eller sådan noget. Han begyndte at råbe op, som han lige nåede at tage fra ved skrivebordet inden han skvattede helt, alligevel kunne han mærke såret på maven gav sig lidt, og noget blod begyndte at farve hans hvide hospitals kjole rød. "Fucking shit, lort!" bandede han højt og fandt sin seng som han dumpede ned på med et højt smerte udbrud, "Av forhelved!"

Det var ikke meget han havde set til sin nye roomie... tja... faktisk var der ikke meget forskel på ikke at have en og så have Ozzie, de talte stort set ikke sammen når Ozzie endelig viste sig. Andrew var dog typen der ikke spurgte for meget ind til ting. Især fordi han kunne fornemme at alt måske ikke helt var som det skulle være.
Dette var endnu en nat hvor Ozzie ikke var hjemme og sov, og Andrew havde efterhånden vennet sig til det, og bekymrede ikke så meget mere over det. Der var vel en god grund til det.

Andrew sov ellers tungt da han blev vækket af en smækket dør, han brummede lidt, og skulle til at spørge hvad der skete, da han hørte et brag og Ozzie der kom med nogle voldsomme udbrud. Han tænde hurtigt lyset, og så hen mod Ozzie.
"Ozzie!? er du okay?!" spurgte han hurtigt som han næsten faldt ud af sengen for at komme over til ham. En meget genkendelig luft ramte dog hans næse da han kom tættere på Ozzie. Blod...
Han skynde sig hen til ham. "Ozzie! hvad der der sket?.. du bløder og.." han lagde mærke til hospital tøjet.. " har du været på hospitalet?!" spurgte han forvirret

Fuldstændig ligeglad med at have vækket Andrew, og ligeglad med hans tilstedeværelse, flåede han hospitals kjolen af og sad der bare i sine underbukser. Arret der gik lodret tværs over hans mave, var meget tydelig nu, eller måske ikke for Andrew, lyset måtte være slukket, måske månen lyste ind gennem vinduet? Hmm.. Han rakte ned og kørte et par fingre over såret, prøvede at finde ud af hvor slemt det var, det gjorde satans ondt! Havde han bare stjålet noget af det smerte stillende med sig!
Han hørte så Andrew og hans forsøg på at komme ud af sengen, "I'm just fine.. Look at me what the hell do you think!" råbte han vredt af Andrew, lod sin vrede gå ud over ham, og han var ikke engang ked af det, måske senere.. Ikke nu.
"Oh I'm bleeding? REALLY! THAT'S TOATALLY NEW INFORMATION TO ME, SHUT THE FUCK UP!!" råbte han og holdte en hånd op foran Andrew, den gnistede let og var en advarsel på at han ikke skulle komme nærmere ham, så ville han i hvert fald få stød..
"Yes, some psychopath decided to cut me up? Nice of him right?" sagde han opgivende, vreden faldt lidt igen.. Det var jo heller ikke Andrews skyld, men.. Han var bare så vred lige nu, og Andrew var den eneste til stede han kunne tage det ud på. Så ja.

Andrew var på vej hen til Ozzie da han hørte ham ligefrem råbe af Andrew. Han stoppede op og så noget chorkeret ud. det lignede ikke Ozzie?
Han bed sig i læben "det... det beklager jeg" sagde han så mens han blev stående lidt. Han ventede for at se om Ozzie så ud til at falde lidt ned. Og da han gjorde det gik Andrew hen til ham.
Han blev chorkeret over nyheden om at Ozzie var blevet overfaldet åbenbart.
"ved du hvem det var?" spurgte han chokeret. Hvem kunne finde på bare sådan at overfalde en blind fyr... men så igen... Der var også nogle der havde overfaldet Andrew for at stjæle hans taske.. de havde stukket ham ned da han nægtede.
Mon det kunne være de samme?

Han satte sig på hug foran ham, for at se på såret. "men... Ozzie.. hvorfor er du stukket af fra hospitalet? det er bedst du er der hvis du har et sår som det der" sagde han så.
Han så på Ozzie "du er nød til at tage hospitals kjolen af så jeg kan se det bedre" sagde han, måske med en lidt for kommanderende tone.

Ozzie trak dynene væk under sig for at få den over sig, han havde stoppet elektriciteten fra sine fingre igen, eller de var stoppet selv, han havde ikke helt lært at styre det endnu, men det var godt på vej.
Et smertefuldt støn lød fra hans læber som han fik lagt sig i sengen, alt for urolig til nogen sinde af falde i søvn, men hans krop var så smadret at det var virkelig rart bare at komme ned og ligge og slappe af. "Yeah, I was just like, 'Hey psycho who is torturing me, can you please tell me your name, so I can go home and look you up on tinder after?' - Fucking stupid Andy!" sagde han surt og trak dynene helt op til halsen som han stirrede ud i den sorte intethed, fucking hell.
Hans hoved drejede sig dog lidt med lyden af Andrews stemme "If you even try and touch me, I will fucking kill you!" sagde han truende, fuldstændig ligeglad med Andrews kommanderende stemme, der var fanme ingen der skulle kommandere med Ozzie, aldrig! Hvorfor troede alle at de bare kunne skubbe ham rundt som de havde lyst til? Hvorfor var det ingen i den her verden der forstod ordet nej?! Hvor svært kunne det fucking være!!!

Okay.. han var ikke vant til at høre Ozzie tale sådan! Men så igen... Han havde ikke talt ret meget med Ozzie i det hele taget. Han rynkede sine bryn, og valgte ikke at svare på den fornemmelse der kom fra Ozzie. 

Han sukkede som hun lagde sig i sengen, han så noget chorkeret ud da Ozzie valgte at sige at han ville "dræbe" ham hvis han rørte ved ham. Normalt ville Andrew nok blive mere bekymret nu, og ikke mindst pakke sammen i ikke sige mere. Men efter en del ugerden ordenligt søvn, og en masse tanker i hans eget hoved fik ham til at reagere lidt anderledes. Han rejste sig op "fint! Pas dig selv, men vær, så venlig ikke at dø her inde! Som du ved har jeg en god lugtesans, og jeg gider ikke ligge og lugte til dit stinkende lig!" Knurrede han irrateret. Han gik mod sin seng, men stoppede dog og vende sig "oh!! Min rejse sans er også god, så vær så sød at holde kæft rasten af natten! Jeg sover dårligt nok i forvejen" han fandt hen til sin seng, og lagde sig og slukkede lyset. Hvis Ozzie ville være i fred, så fint med ham!

Hans øjne var allerede begyndt at flimre og han mærkede hvordan det tog til som vreden inde i ham blev skruet mere og mere op for, han havde nærmest lyst til at gøre Andrew ondt jo. Han drejede kort ansigtet som Andrew svarede ham igen, det var faktisk ikke så godt, for det gjorde bare Ozzie mere vred og så kunne han ikke helt kontrollere sig selv! Hans sølvgrå øjne begyndte at skifte farve, og blev ved til hans øjne var helt mørkebrune, næsten sorte. Han blinkede et par gange, før han så faktisk drejede hovedet og så på Andrew. Hans ord påvirkede ham ikke på samme måde mere, for kontakten i hans hoved var blevet slået over på slukket, og hans psykopatiske mind-set var blevet slået over på tændt. Et uhyggeligt smil var nu at se om hans læber, som han lå og kiggede på den søde varulv, selv om der var slukket lys, kunne han godt se ham.
"Andddyyyy... Hey Anddddyyyy.. Skal vi lege en leg? Gemmeleg måske??!" fniste han drillende og satte sig op i sengen, som et jag af smerte gled gennem hans nyligt sammensyede sår i maven. Han væltede lidt besværet ud af sengen og kravlede over til Andrews seng, ikke helt i stand til at stå op på grund af smerten og fordi hans krop var helt smadret på alle mulige måder.. Men når han var som han var nu, mentalt ustabilt, eller psykopat, så var han ligeglad med smerten.. Han ville bare lege jo! Lege med Andrew! Så han ikke skulle kede sig! Hæhæhæ!!
"Hvorfor sover du dårligt lille skat?" grinede han drillende og satte sig på knæ foran Andrews seng, "Skal jeg synge en godnat sang for dig?" drillede han bare videre.

Han var vred. Hvis Ozzie absolut ville lege sur skid, så lad ham. Bare han holde kæft imens så Andrew kunne sove! Han var træt af det her... Var det fordi han var så sød, at alle tænkte de bare kunne tråde på ham som de ville? Nej.. ikke mere! Han var træt altid at blive behandlet på den måde? At Ozzie ikke var et hak bedre end de folk der sikker mobbede den begge kunne ikke være hans problem. 
Han lå allerede og prøvede på at sove, det var sig ikke nemt. 

Han hørte dog pludselig Ozzies stemme i rummet. Dog ikke vred som før. Han prøvede bare at ignorere ham. lille han nu også til at være flabet? Helt ærlig! 
Han hørte ham rumstere og sukkede bare. Dog da han igen hørte Ozzie stemme, og nemt kunne ægte at han var helt ved siden af hans seng "Ozzie helt ærlig! Hold mund!" Knurrede han som han satte sig og tænde lyset. Han vender blikket mod ham, men lagde mærke til hvordan hans øjne så ud. Han fik er chok "hvad i?!" Han så undrende på ham. Men knurrede over det han spurgte om med at synge godnat sang. "Selvfølgelig skal du ikke det! Bare gå i seng!" Sagde han irrateret.

Ozzie grinede bare højere som han hørte Andrews sure mine, mon ikke han nok skulle få et smil frem på de læber der? Smukke, smukke læber! Ozzie blinkede lidt som lyset blev tændt igen og han sendte Andrew et kæmpe smil, glad som han var.. Alt det forfærdelige var bare væk, så let som at blinke! "Men.. Vil du ikke lege?" bad han, stadig ret drillende som han kiggede på Andrew med sine store brune øjne, et perfekt maniske blik.
Ozzie lod sig ikke kure af den knurren der kom fra Andrew, det var ret sødt faktisk, lille brumbrum varulv! "Aawww, gør det igen!" fniste han, og rejste sig så lidt vaklende fra gulvet, før han kravlede op i sengen til Andrew, han satte sig bare oven på hans mave, et ben på hver side og kiggede ned på ham.. Ozzie var ved at blive ret bleg nu, godt nok bemærkede han ikke selv smerten særlig meget, men den var der, og hans krop var træt og udmattet, og han blødte stadig fra maven, som han sad der kun i sine underbukser, ville det være tydligt for Andrew at se Ozzies nyligt sammensyet mave.
"Men jeg vil så gerne, kom nu??" tiggede han bare Andrew og sendte ham endnu et smil, hvis Ozzie blev ved på denne måde, endte han nok bare med at besvime eller sådan noget, men han kunne ikke selv finde ud af at stoppe, ikke når han var sådan her.

Hvad var det der foregik!? Hvorfor opførte Ozzie sig sådan her? Han havde aldrig set denne side af ham. Hvad var det sket med den ellers så søde og venlige fyr? Han havde fået sm værelses kammerat? 
Han så hvordan han rejste sig, vaklende. Gjorde hans sår da slet ikke ondt? Han så bare chokeret til mens Ozzie satte sig over ham. Egentlig burde han nok skubbe ham ned, men han var så chorkeret og forvirret at han ikke vidste hvad han skulle stille op. "Ozzie.. hvad går der af dig?" Spurgte han forvirret. 

Han kunne tydeligt se hvor bleg han var, og hvordan blodet farvede hans hospitals kittel rød. Han så på ham som han plagede om at få lov til at synge. "Okay!... Hvis jeg får lov til at sy dit sår sammen! Så får du lov til at synge en godnat sang for mig!..." Han sank en klump "OG.. du får lov til at ligge sammen med mig? Aftale?" Spurgte han så og så på ham med et spørgende blik. Måske han kunne forvandle sig frem til at få lappet Ozzie sammen.

Ozzie grinede bare og rystede på hovedet af Andrew, søde lille varulv! Vuf!! "Mhmm.. Jeg vil jo bare gerne lege!" grinede han til Andrew, han løftede sine fingre og prikkede Andrew drillende i ansigtet, "Leg med mig!!" tiggede han Andrew om.
Sy ham sammen? Why? Ozzies blik gled ned over ham selv og han fik øje på blodet, et svagt smil spillede om hans læber, som han blev en smule mere bleg, grundet blodtabet og alt det han havde været ude for siden igår. Men han kunne nu godt lide det tilbud han fik, ligge sammen med ham? Det lød frækt! "FINT!" erklærede han og tog fat i hospitalskitlen og hev den over hovedet så han kun sad tilbage i sine underbukser. Han smed den på gulvet og lod Andrew se det lange sår på hans mave, det som Rainier havde skåret i ham, som sygeplejerskerne allerede havde syet sammen, men som nu bare var gået op igen.
"Hvis.. Du bider mig" hviskede han stille og lænede sig ned til Andrew for at komme tættere på ham, "Lille varulv, har den nogen skarpe tænder?" drillede han videre.