Boys night in - Andrew

Lucian havde været til aftentræning, lidt kampsport. Nu han var blevet alfa for sin egen flok, var det især vigtigt at han skulle holde sig i form. Det var en alfas vigtigste job og passe på sin flok, det havde hans far altid lært ham. Han smed sig i sin seng, så han lå op af sin dyne, det gjorde han faktisk sad halvt op. Han trak sit ene ben op imens han kiggede på et ur på væggen. Han havde lidt tid før Andrew kom. De havde aftalt de skulle have snakket om hvordan de gjorde med flokken. De havde brug for at bo et andet sted end kollegieværelser. Det var da fint nok, men de savnede vist begge noget mere stabilt og personligt. Men det kostede penge, og hvor fik man det når man også studerede. Han håbede de ville finde ud af det i aften, eller i hvert fald finde ud af det.
Han kom i tanke om han havde glemt og skrive et brev til sin mor han ville have færdigt. Så han rejste sig og gik hen og satte sig ved et skrivebord i rummet. Han fandt papir og blyant og begyndte og skrive. Han ville fortælle hende om hvor godt han havde det her, at han havde fundet sin plads. At han håbede hans far ville være stolt af ham. Hvordan han forsøgte og samle penge til at besøge hende til jul, det ville hun elske. Han savnede hende også, men han vidste også godt at hun havde det bedst i Sverige, det ville altid være hendes hjem. Han skulle også spørge hvordan det gik med flokken. Han kendte godt den alfa der havde overtaget da hans far døde. Han havde selv været for ung, og da han blev gammel nok virkede det forkert at skubbe den anden Alfa af posten, da han var en god mand. Han passede på flokken, og Lucian vidste at nu passede han også på hans mor. Han tyggede lidt i sin blyant imens han overvejede sine ord. Der gik dog ikke længe før han igen var dybt begravet i sine skriverier.

påklædning

det havde været en lang dag, først havde skoledagen skulle overstås, hvor han havde haft en ret stor test i Kemi, hvilken han havde brugt det meste af aftnen og natten i forvejen til at forberede sig til. Andrew var desværre så stor en nørd, at selvom han kunne matrialet på fingerspidserne, så brugte han lang tid på at forberede sig. Men han havde dog også fået sit 12 tal, så det var jo godt nok!
Efter skoledagen var færdig, havde han en masse lektier han skulle læse. Selvom det var fredag, og han i virkeligheden havde en hel Weekendt til at klare dem, så han behøvede slet ikke at knokle med lektier fra 3 forskellige fag. Men det var nu sådan han var indrettet. det skulle være færdigt med det samme, for så kunne han jo også altid rette i det.
Hans blik havde ramt klokken der fortalte ham at han havde travlt! Han skulle nå over til Lucian! Det havde en aftale i aften, de skulle tale om deres pack! Den var stadig meget ny, og den manglede helt sikkert noget finpusning! Og det skulle finde på en måde at skaffe penge nok til at leje et hus eller en lejlighed. Et sted som Packens kunne have hvor de kunne samles! Et møde sted, der ikke var skolen!

Han skulle også skynde sig, for hvis ikke han snart var over hos Lucian, så ville han ikke nå det inden udgangsforbudet.
Han skynde sig i bad, og fik hurtigt tørret sig, og fik kastet noget tøj på. Han smed de sidste lektier i sin taske, om ikke andet kunne han vel lave rasten os Lucian. Han vidste jo at Andrew var en nørd!
Han skynde sig over mod Lucian. Alt det her med den nye Pack var rart! Det var dejligt ikke længere at være en out sider. I alle andre Packs ville han være blevet en Omega, på grund af sin fysiske form, og det faktum at han ikke vidste hvad han var født som. Han kende jo ikke sin far..
Han kom endelig til Lucians værelse, og bankede på. Han vidste godt at han sikekrt ikke behøvede banke på, og sågar vente uden for, men det var nu en del af hans opdragelse, at man ikke bare brasede ind hos folk.
Plus... Lucian kunne jo være i gang med noget!? Han kunne have været i bad, og gå rundt uden tøj.....på!.. Andrew rystede hurtigt billederne ud af hovedet. Det var ikke måden han skulle tænke om en ven! Slet ikke sin Alpha! Men sandheden var at han nok altid havde haft et godt øje til Lucian. Han var flot, modig, og altid sød ved Andrew,.. men Lucian kende ikke noget til at Andrew var til mænd. Han vidste at Lucian var til begge dele, men.... det var jo ikke det samme som at man pludselig ville syntes det var bedt hvis ens barndoms ven, kom og sagde at han var vild med en?. Desuden! Så havde han jo også Zev.. selvom han ikke rigtig vidste hvad det var endnu.

Han var ikke færdig med at skrive brevet da det bankede på døren, han løftede et øjenbryn. Andrew vidste da han bare kunne gå ind, så hvem var det ellers på dette tidspunkt? Han rejste sig og skubbede stolen ind under bordet igen, før han gik over og åbnede døren. Han kunne ikke lade være og rulle opgivende med øjnene. Han hvilede sin ene arm på toppen af døren og lænede sig let imod den imens han sendte hans barndomsven et smil som han stod der."Hvor mange gange har jeg sagt du bare skal gå ind?" hans stemme var venlig men også opgivende. Han rykkede sig væk fra døren og vendte sig om og gik ind i rummet igen. Han behøvede ikke og fortælle Andrew han bare kunne komme ind, men åbenbart måtte han stadig åbne døren for ham.
Han smed sig i sengen halvt siddende op af dynene der stadig lå som før. Han kiggede på Andrew der kom ind i rummet. "Du ligner en der har sovet for lidt igen. Hvorfor er du oppe hele natten når vi begge ved du sagtens kan klarer de opgaver du får her?" Han kendte Andrew godt nok til at vide præcis hvorfor han så træt ud, og han vidste også at han havde klaret sin test uden nogle problemer. Men uanset hvor mange gange han mindede ham om det, så ændrede det ikke på at Andrew altid overdrev hans studier. Det var nok også noget af det han respekterede ham for. Uanset hvor klodset og fysisk svag han var, så var han mentalt en af de stærkeste Lucian kendte. Det var også derfor han var oplagt som beta, og han var stolt af at kunne kalde ham hans beta.

Han kløede sig lidt i nakken da døren blev åbnet, og han fik spørgsmålet om hvor mange gange han skulle have afvide at han bare kunne gå ind.
Han småginte lidt. "mindst en gang mere tror jeg" grinte han lidt som han gik med ind på værelset. Han gabte en smule, og rodet sig lidt i det kronisk rodet hår.
Han vende blikket mod Lucian da han spurgte hvorfor Andrew altid var længe op..
Han sende ham et skævt smil, og tog sine briller af som han havde glemt at fjerne efter lektie læsningen.
"fordi jeg i modsætningen til dig, ikke kan blive til noget med mindre jeg gør mig udmage! Jeg kan jo ikke bare tage et fysisik arbejde hvis min uddannelse går galt vel?" drillede han lidt, som han satte sig på sengen, og med det samme hev sine lektie bøger frem. "har du noget imod jeg lige laver de sidste par sider færdige?" spurgte han mens han rodet sin taske igennem. Sig det var løgen! Havde han glemt sin ene bog. Han sad helt panisk og lede sin taske igennem og ende med at vende den på hovedet og tømme alt indhold ud på Lucians seng.
Han sukkede opgivede og vældede tilbage i sengen "jeg har glemt min bog" sukkede han. Havde han virkelig kun klappet kladehæftet sammen og smidt i tasken.
Han sukkede lidt "så må jeg vel vende med at lave den færdig til i morgen" sagde han, og man kunne næsten høre på ham hvor forfærdeligt det var.

Han sad lidt, og ende med at skæve mod Lucian.
"og du skal ikke grine" brummede han bare. Han kende Lucian, han kunne helt sikkert godt side og morre sig over at Andrew gik så meget op i sine lektier, og i at det hele skulle være lavet. Mens Andrew havde gået her, havde han ikke glemt EN eneste opgave, han havde ikke afleveret EN eneste opgave for sent, og han havde ALDRIG misset noget i timerne. Så det var tydeligt at han gik meget op i det..

Han løftede et øjenbryn da Andrew kommenterede på at han måtte kæmpe for et job i modsætning til ham. Det var dog ikke på den der flabede måde, men mere overrasket og undrende, i hans øjne ville Andrew på ingen måde have problemer med at få et job, og ham selv, well han var da godt trænet og joo han kunne bare tage et fysisk krævende arbejde, dog var det ikke hans plan. Men selvom han fik udemærkede karaktere, så brugte han på ingen måde nær så meget tid på studierne, som hans barndomsven.
Han rejste sig da Andrew begyndte og hive skolebøgerne frem, det var en klassisk Andrew og han sukkede opgivende. "Det er jo intet nyt, så slå dig løs. Det er ikke ligefrem fordi vi har travlt jo." Han satte sig i vinduet og kiggede ud, han havde trukket det ene ben op, og hans ene arm hvilede derfor på hans knæ. Han var en smule distraheret i dag og det kunne man godt fornemme. Hans tanker vandrede til aftenen før hvor han havde mødt en pige i byen, men der var noget anderledes ved hende. Det var ikke fordi han havde haft sex med hende eller lign, men hendes duft blev ved med at dukke op igen, nok mest af alt fordi den stadig sad i hans jakke der hang på en knage i rummet. Hans tanker blev revet ud af minderne som han hørte hvordan indholdet af Andrews taske blev vendt ud på hans seng. Han kiggede over og fik øje på hans ven der febrilsk rodede igennem tingene. Han undertrykte et grin da han så hvordan han dramatisk smed sig tilbage i sengen, nogle gange mindede han ham mest af alt om en teenage pige der ikke fik sin vilje. Ikke at det var på en dårlig måde, mere sådan en håbløs kær nørdet måde.
Da Andrew skævede over til ham kunne han ikke længere holde grinet tilbage. En dyb og oprigtig latter forlod ham og han lænede sig let frem med en hånd på maven inden han fik kontrol over det igen. "Dude.. du trænger så meget til at få noget sex, jeg mener se lige på dig. Hele din verden bryder sammen fordi du har glemt en bog." man kunne tydeligt hører det voldsomme drilleri der lå i hans stemme, og han så bare på hans ven med et flabet smil. Han kendte Andrew godt nok til at vide, at kvinder og ham well det var ikke hans stærke side. Han havde flere gange forsøgt og ville hjælpe ham, men indtil nu havde selv ikke han kunne fixe det problem. Måske han skulle finde en nørdet sød pige, gad vide om de ville hjælpe.

Han vidste godt at han og Lucian så forskeligt på det med skolen. For Andrew var det meget vigitgt, særligt fordi han ville gøre alt for ikke at skuffe sin mor, hun havde ofret en del for at sende ham afsted, så det ville han nødig have gik til spilde!
Han var nød til at få gode karaktere så kan kunne læse videre på college! Han ville gerne være noget sort, blive til noget, så han kunne tjæne penge nok til at han kunne give sin mor en nemmere tilværelse nu hvor hun blev gammel. Hun havde aldrig haft det nemt, og havde altid arbejdet meget for at give Andrew det han havde brug for. Indtil han havdd været gammel nok til at tage et job, og tjene lidt penge ind.
Men nu hvor han var taget til athena for at studere, havde hans mor skulle arbejde meget mere igen for at have råd til sin husleje og mad. Derfor var det så vigtigt for ham at han fik gode karaktere. Men det var jo ikke noget man fortalte andre. Det var nemmere at de bare troede at han var en nørd der ikke KUNNE score, frem for at han fortalte at han ikke rigtig havde tid til det.

Han så på Lucian da han sagde at Andrew virkelig trængte til at få noget sex.
"jeg HAR....." han stoppede sig selv. Han kunne ikke sige det! han kunne ikke fortælle Lucian at han ikke var Jomfru.. Han ville bare spørge, og kræve detaljer, og Andrew kunne ikke fortælle ham om Zev, for så ville Lucian vide at Andrew også var til mænd...
Han bed sig selv i læben, og så bare ned mod indholdet i sin taske.
"Jeg har bare ikke så meget tid til at lave den" mumlede han så.
Det var ikke rart at skulle holde det her fra Lucian, og slet ikke når de var så gode venner, og at Lucian ikke mindst var hans Alpha. Det var jo meningen at han skulle kunne fortælle ham alt.. men det kunne han virkelig ikke...
Hvis først Lucian vidste at Andrew var til fyre også, så ville der nok ikke gå længe inden han også fandt ud af at han var faldet ret meget for ham. Og det var virkelig en samtale han ikke ønskede at tage med sin Alpha der rande fra den ene til den anden.

Han ville ønske han kunne blive en smule mere som ham. Ikke denne nørd, men en rigtig mand. En som kunne passe på andre, og ikke som altid skulle passes på.
Han smed tankerne væk, og så i stedet på Lucian.
"Har du forrasten fundet dig et arbejde?" spurgte han så, for at tale om noget andet,

Han så forundret på Andrew da han hævede stemmen men stoppede midt i sætningen. Det lignede ham ikke, og han kunne ikke helt find ud af hvad der lige var sket. Måske han havde skubbet for hårdt på? Han betragtede sin ven, som han i en meget mere normal tone fortsatte. Han troede dog ikke på det med tid, joo han var en travl ung mand, men det var fordi han selv valgte det. Han kunne jo sagtens klare sig på skolen, det var INTET problem for ham, det vidste han. Så hvorfor ville han ikke?
Han kunne ikke finde ud af om Andrew måske bare var genert når det kom til damer. Altså han var jo ikke grim, det kunne godt være Lucian selv ikke havde lyst til at fjolle rundt med sin barndomsven, men det ændrede ikke på at han udemærket godt vidste at Andrew var en flot fyr. Jovist han var nørdet, men Lucian havde set hvordan at kvinderne nogle gange kiggede langt efter ham. Nogle kvinder fandt ham vist utrolig tiltrækkende, men det virkede ikke som om Andrew helt indså det, eller gjorde han?
Han nåede ikke længere i sine tanker før at Andrew skiftede emne. Han overvejede og skifte tilbage til det gamle, men det virkede som om nu ikke var det rette tidspunkt. Han rejste sig roligt og gik hen til bordet han havde siddet ved før. "Jeg har noget i tankerne. Var til et møde i går,
og det ser ud til det går igennem. Jeg mangler endelig bekræftigelse, men skulle jeg gerne have i morgen." Han åbnede en kølertaske der stod på bordet og tog en øl og en sodavand op og holdt dem ud imod Andrew så han kunne vælge hvad han ville have. Der var flere i tasken, men han var trods alt en god vært. "Har indset der er en del her på skolen og i byen som kæmper med vrede eller andre ting. Nogle har evner de ikke kan styre, og nogle ender med at gøre dem selv eller andre ondt. Som du ved har jeg min evne der gør jeg ret god til de ting, og planen er jeg skal blive mentor for dem. Hjælpe dem." Han afleverede den drink til Andrew som han havde valgt og tog så selv en øl og åbnede før han lænede sig imod bordet så han halvt sad på det. Han tog en tår af sin øl og afventede sin betas reaktion.

Han måtte virkelig passe på hvad han sagde. Hvis han ikke passede på ville Lucian finde ud af hans forhold til Zev. Selvom hna selvfølgelig stolede på Lucian, så var der ting han virkelig ikke vidste hvordan han skulle fortælle ham. Af frygt for at Lucian ville ende med at se anderledes på ham, valgte han ikke at fortælle noget om at han ikke længere var jomfru, og ikke mindst... at han faktisk også var til fyre.
Ikke at han ikke kunne lide damer, eller... han havde aldrig været sammen med en. Men det var bare ikke KUN piger han kunne lide... og det var det der var det sværre at fortælle Lucian.
Han vidste godt at Lucian var biseksuel. Men han vidste også at Lucian slet ikke så på Andrew på den måde.. såh.. hvordan ville han reagere hvis han fandt ud af at hans barndoms ven også var biseksuel, og faktisk havde været lun på ham siden Andrew var 13 år gammel?

Heldigvis blev opmærksomheden omkrign dette emne huritgt fjernet da Lucian valgte at svare på Andrews emneskift. Han lyttede opmærksomt, og kunne ikke undgå at smile.
"selvfølgelig skal du være mentor" sagde han med et vip med hovedet, og et smil.
"det bliver du helt sikkert virkelig god til" sagde han med et roligt smil. Han begynde roligt at pakke sine ting ned i tasken igen.
"jeg er faktisk selv startet med et lille sidejob" forklarede han roligt.
"Jeg har lavet et opslag om at jeg gerne ville fungere som hjælpe lære for børn der endnu ikke går på skolen, eller som går på andre skoler, men har brug for hjælp til at studere... jeg har allerede 2 elever.. den ene er en hjemmestuderende elev der har brug for massere af timer.. og jeg bliver betalt godt, da forældrende vidst vil ofre hvad som helst.. de er vidst ved at give lidt op med ham.. da han jager alle sine hjælpelære væk" grinte han lidt.
Han så på Lucian med et drillende smil.
"måkse jeg skulle foreslå hans forældre at han kunne få en snak med dig" drillede han lidt.
Han satte sin taske på gulvet, ved siden af sengen.

Han skævede lidt hen mod skrivebordet, og lagde mærke til brevet der var i gang med at blive skrevet. "skriver du til din mor?... hvordan har hun det?" spurgte han med et oprigtigt udtryk. Lucians mor havde altid været så sød mod Andrew, særligt når han havde det svært. Deres mødre havde kunne støtte hinanden den gang de boede tæt på hinanden. Begge kvinder vidste hvordan det var at skulle klare sig selv med et barn. Og Andrews mor havde ofte haft brug for hjælp med Andrew, da hun ikke vidste ret meget om hvordan det var at være vareulv, eller for den sags skyld være mor til en.

Andrew lignede en der var helt oppe og kører over Lucians ide, og det fik ham til at smile. Andrew havde en måde og blive betaget og optaget af de mest simple ting, og det her var ingen undtagelse. Han nikkede med et smil som Andrew fortalte han havde fået et job. Det var gode nyheder de begge var ved at få styr på tingene, han håbede bare ikke at Andrew overdrev. "Fantastisk. Det virker da som om det går fremad for os begge 2, men jeg er sikker på du sagtens selv kan klare din nye elev. Det er jo ikke uden grund jeg har valgt dig som min beta vel." Han var ikke sikker på hvor meget tro at Andrew havde til sig selv, måske ikke så meget når det kom til at håndtere umulige unger. Men uanset hvad så var Lucians tro urokkelig, han var sikker på at det ikke ville være et problem for hans beta at håndtere de ting. "Men det siger jo nok sig selv at jeg så stopper på skolen inden længe. Har snakket med rektor og vi er enig om at om 2 uger er jeg flyttet og stoppet. Så jeg har lidt travlt med at nå og finde et sted jeg kan bo." han trak lidt på skuldrene som var det intet problem og tog en tår af sin øl før han stillede den på bordet ved siden af sit brev.
Hans blik hvilede på brevet han var i gang med før han kiggede på Andrew. "Har ikke andre og skrive til, men hun har det godt. Hun har åbenbart fundet en eller anden ny hanulv hun er blevet lidt skudt i. Hun opfører sig mest af alt som en teenager igen." Han grinte lidt før han fortsatte "Det er på tide hvis du spørger mig. Hun har været ensom i mange år, men tror ikke hun har følt det var okay på grund af mig." han trak let på skuldrene "Ohhh jeg skulle forresten hilse." Han tilføjede det sidste med et smil før han tog sin øl og gik hen go satte sig i sengen nu der var plads.
"Har mødt et par nye ulve her de sidste par dage. En ung dreng der er blevet bidt som hævn, eller det i hvert fald min teori. Han har ingen kontrol what so ever, og har været tæt på at flyve i hovedet på en af lærerene. Du ved jo hvordan det er med hormonerne og så op til første fuldmåne. jeg planlægger lidt at tage ham ind i flokken, han er en god dreng, minder mig om mange måder på dig." han sendte ham et lille smil før han lod sig læne tilbage imod sin dyne og sad afslappet på sengen. "Men du er min beta, og jeg vil ikke træffe et valg uden dig." Mange andre alfaer havde måske været ligeglad med hvad deres beta sagde, men sådan var Lucian ikke. Han mindede på mange punkter om sin far, og for ham faldt det naturligt at Andrew var med i sådan en beslutning.

Andrew lyttede opmærksomt til mens Lucian forklarede om at han stoppede på skolen, det blev selvfølgelig lidt øv, men han havde nu regnet med det når Lucian fik et arbejde. Han vidste også at det betød meget for ham at han fik et arbejde han kunne lide.

Han kunne ikke undgå at smile da Lucian talte om sin mor. Det var nok noget de havde til fældes. Det holde begge meget af deres mødre. At Andrew aldrig havde haft en far, i hvert fald ikke en han kende, og at Lucian havde, var forskellen. Men eller, vidste de begge hvordan det var at leve alene sammen med deres mødre. Af os til havde deres mødre vist også funder trøst hos hinanden, og støtte.
Andrew savnede sin mor det meste af tiden, og ville i virkeligheden nok helst være hjemme hos hende. Men hun have gjort rigtigt i at sende ham afsted. Han manglede stadig at lære meget om sin race, og sine kræfter. Noget hun ikke kunne hjælpe ham med. Og Athena var samtidig en af de mest ankende skoler, så hvis blot Andrew klarede sig godt i skolen, så kunne han komme i gang med det studie han ville og når han så var udlært og fik et arbejde, så kunne han forsørge sin mor! Give hende et nemmere og bedre liv end det hun havde nu.
Han sukkede lidt stille. ”jeg tror desværre aldrig min mor tillader sig selv at finde en anden” erkende han. Han kløede sig lidt i nakken. ”jeg ville ønske at hun begynde at leve lidt for sig selv, tage sig mere af sig selv, gøre ting som hun har lyst til, frem for kun at tænke på mig” sukkede han lidt.
Andrew største svaghed havde altid været hans mor. Hun var kvinden i hans liv! Og hun betød alt for ham. Han ville gå gennem ild og vand for hende. Og lige fra han var barn havde han altid gjort alt for at få et smil frem på hendes læber!
Noget så simpelt som at invitere hende ud og spise hvert år på hendes fødselsdag. Det havde han gjort førstegang da han var 8. det var godt nok kun i haven, og til rugbrød, men hun havde været så lykkelig. Og Andrew havde kunne se hvor meget det betød for hende! En dag ville han invitere hende rigtig ud! Købe hende en smuk kjole, og danske med hende hele natte! Lade hende drikke sig fuld i champagne og bare give hende hendes livs fødselsdag!

Han så på Lucian da han talte om en nu ulv. Han lyttede til hvad han sagde og rynkede brynene da Lucian sammenlignede fyren med Andrew ”jeg har da aldrig haft problemer med min vrede?” brummede han lidt. Okay, jo…. En gang, første gang. Men ellers var han da alt andet end en aggressiv fyr.
Han nikkede dog. "men jo! hvis du mener han kunne blive en nyttig og god del af flokken, så lad os lukke ham ind!" sagde han roligt.

Lucian kunne se hvordan at Andrews tanker vandrede væk, han sagde ikke noget for at afbryde dem. Han vidste godt hvordan Andrew havde det med sin mor, og selvom han ikke havde sagt det til ham, så vidste han godt at han savnede hende.

'”jeg har da aldrig haft problemer med min vrede?”' En oprigtig latter der kom fra dybt i maven forlod alfaen som han så det blik hans Betasendte ham. Han sagde dog ikke noget, før at Andrew havde sagt god for at lukke ham ind i flokken.
Han rettede sig op så han lænede sig en smule imod sin kammerat. "Jeg snakker ikke om hans temperament. Jeg snakker om det faktum at han er lidt nørdet, på den gode måde." Han sendte ham et drilsk smil før han rykkede sig tilbage på sin plads. "og det faktum at du også har haft svært ved og finde dig til rette med det du er." han sendte ham et smil. Han var godt klar over at Andrew ville forstå hvad han havde ment. Andrew var trods alt stadig ved og lærer hvem han var.

En stilhed bredte sig imellem dem, men det var ikke en ubehagelig stilhed. Lucian nød den lidt før han rettede sig op og gav sin kammerat et let klap på låret. "Playstation!" han hentydede tydeligvis til at de skulle spille, og han rejste sig hurtigt og gik over og åbnede et skab. Han stod med hovedet ind i det og ledte efter hans PS4, imens han snakkede videre. "Jeg mødte for resten en ung hun ulv her i går. Rødhåret, ganske charmerende." Han lod kort minderne fra deres sammenstød under træet fylde ham, og han gik i stå med det var han var i gang med et par sekunder. "Hun går åbenbart her på skolen. Hendes alfa har ladet hende rejse alene afsted." han fandt playstationen og controllerne som han begyndte og sætte det til tvet der var i lokalet.

Han skulede lidt til Lucian da han valgte at sige at de to fyre ikke lignedende hinanden på tempramant, men fordi de begge var nørdede. Det var virkelig ikke særlig Cool at blive kaldt for en nørd af sin Alpha...
Han brummede blot over kommentarene om at de mindede om hinanden. Men Lucian havde ret i den del med at han havde haft svært ved at indfinde sig med hvad han var, og hvordan han skulle leve som en vareulv. Han havde altid haft svært ved det, da han jo aldrig havde havde haft nogle der kunne hjælpe ham, og forklare ham hvad han var og hvordan han skulle leve med det.

Han vågnede mere op da Lucian klappede ham på låret, og nævnte det han jo faktisk var kommet for. At spille.
Han rettede sig mere op og fulgte Lucian med blikket mens han fandt et spil frem. Han hørte ham omtale en hun ulv. Rødhåret. Han sukkede lydløst. Nu skulle de til den igen. Andrew skulle høre om endnu en pige eller dreng som Lucian havde ordnet, eller havde i sinde at ordne.
Han måtte virkelig tage sig sammen for ikke at gå omkuld på det her.