All the best people are crazy, right? - Lector

S: Natklubben, Nightmare
T: Midnat
O: Fulde folk, fest og ballade
V: Neutralt, en anelse køligt
P: Et par sorte bukser, en rød tank top med en striktrøje over. Håret hænger løst.
Emne til: @Lector <3

---

Det var ikke ofte hun kom her, men heller ikke unaturligt at finde hende her. Det var det eneste sted man faktisk kunne få mennesker hen, hvor de ville glemme alt bagefter - når de forlod Moonlight falls ville de glemme hver eneste lille ting de havde oplevet inde i byen. Hvilket Calla personligt var fan af, for det var ikke alle dage hun var stor fan af hvad hun gjorde. Men som hvert andet rovdyr havde hun brug for hvad hun havde brug for så hun kunne overleve, om det så krævede hun gik til angreb på andre. Calla havde allerede haft tænderne i tre mennesker, og hun kæmpede mod sig selv for ikke at fange sig selv i flere. Ikke lige med det samme i hvert fald. Hvad der dog fik hende draget herhen? Mon det var kampen om at finde ud af hvem hun egentlig var? Det var det sikkert. Det var en kamp som ikke bare blev kæmpet engang imellem, men hele tiden og gerne hele dagen lang. Det var langtfra nemt at være vokset op med den far hun havde ,og det faktum hun nu stod med hendes mors side af familien i live - og villig til så mange ting og pludselig have så mange ting. Det var for meget for Calla, og derfor fandt hun sig selv i dårlige vaner og trykke rammer. Fordi hvad var bedre end at være den der havde kontrollen over situationen, når alt andet i ens liv var ude af kontrol?

Musiken var dragende og hun fandt sig selv fange, med armene omkring forskellige folk. Bevæge sig til musikken som var hun dens slave lige nu og her. Frihed. Det var en følelse hun ikke kunne få nok af, og den opslugte hende fuldstændigt. Calla glemte alt. Tid og sted. Næsten hvem hun kort var, alt sammen i musikkens forunderlige verden.

Ude foran Rainiers hytte stod der igen i aften en mand gemt i skyggerne. Han kiggede frem bag et træ og betragtede vinduet oppe på første sal, hvor han kunne skimte hendes værelse. Mørket havde lagt sig fra længst, men han kunne tydeligt se lyset fra hytten, lyse noget af skoven op. Han blev bare nød til lige at tjekke op på hende, selv om det var herfra, på afstand. Han skulle vide hun var okay. Han hørte så en hund gø et sted inde fra hytten og han vendte sig væk fra denne, tegnede en oval cirkel med fingeren som afspejlede den portal han havde lavet en meter væk, den lyste kraftigt mørkerød på denne aften. Han forlod skoven og gik gennem portalen. Så stod han ellers midt på et danse gulv! Hvad? Hvordan var det helt præcis han var kommet herhen? Han havde da haft et andet sted i tankerne. Nå, ligegyldigt, nu når han alligevel var her, på klubben? Så kunne han lige så godt få smidt noget alkohol ned og få vagt stemmerne til live igen, så behøvede han i det mindste ikke at være alene mere. I det han forsøgte at komme væk fra dansegulvet, hvilket var svært med alle de berusede væsner der dansede fuldt rundt, kom han til at skubbe en pige i ryggen med sin albue. Han vendte sig hurtigt om og bøjede sig ned i et forsøg på at gribe hende i hendes fald, og han nåede lige præcis at gribe hendes hånd og trække hende hårdt mod sig, inden hun ramte gulvet. Han stod lidt med hende i sine arme inden han slap hende igen, hans øjne ikke til at tage fra hende. ”I'm sorry! That was my fault.. Oh maybe.. I could bye you a drink? Make it up to you?” sagde han så endelig og sendte hende et undskyldende men charmerende smil. Hun var uden tvivl noget særligt, det der glimt i hendes øjne, det gjorde ham sulten..