A little crazy never killed anyone ~ Lector (Manchester)

Tid: Eftermiddag, næsten aften.
Sted: Manchester Asylum.
Omgivelser: Det kæmpe Asylum i Manchester isoleret i skoven, væk fra alting.
Tøj: Trøje & Skørt.
Sko: Støvler.
Hår & Make-up: Ponytail & Make-up.
Smykker:Choker & så hendes familie ring (Billede på profilen).
Tilegnet: @Lector


Det havde været den første opgave de havde fået i psykologi, hun havde valgt at have det på højere niveau hvilket forklarede hvorfor hun i dette øjeblik havde sat fødderne på grunden der tilhørte Manchester Asylum. Hun rettede kort på det røde skørt og sørgede for at man kun lige akkurat kunne se en stribe hud mellem skørtet og trøjen hun bar så det ikke blottede alt for meget. Hun bar en sort tætsiddende læderjakke der dog var åbent og som om gik op af de mange trin der førte op til selve bygningen klikkede hendes sko let mod stenene.

De havde fået præsenteret en liste med folk de kunne vælge at snakke med, de havde alle sammen været væsner og der havde stået hvor de var henne og var lang tid de havde siddet der men ikke hvorfor de var blevet spærret inde. Amber rettede let på skuldertasken som hun bar inden hun trådte indenfor. Da hun nåede disken blev hun bedt om at efterlade både jakken og tasken, det eneste hun måtte have med videre var hendes notesblok og en kuglepen. Hun kunne mærke nerverne så småt bygge sig op som en vagt førte hende ned at den dårligt belyste gang inden han drejede af og bevægede sig ned i kælderen hvor han stoppede for at taste en kode der lukkede dem ind.
Cellerne hernede kunne man se direkte ind i, hun gik ud fra at det var lavet af noget bestemt glas der holdt dem hvor de skulle være samtidig med at det gjorde det nemmere for vagterne at holde øje med at de ikke lavede noget de ikke skulle.

Hendes hæle gav genlyd som de nærmede sig cellen for enden af gangen, udadtil viste hun ikke at hun var en anelse påvirket af det her, frygten ville kun få endnu mere af en reaktion fra dem havde hun fået af vide så hun gik med rank ryg og oprejst pande samt hun afgav en aura af kontrol og at hun ikke var til at rokke. Amber stoppede som de nåede enden af gangen hvor vagten instruerede hende i at når hun ville ud skulle hun blot trykke på knappen på væggen og så kom han og hentede hende.
Der var placeret en stol foran glasset der ledte ind til cellen så hun kunne sætte sig når det var. Hendes is blå øjne fulgte vagten som han forsvandt op af kælderen igen og først da hun hørte klikket fra døren der lukkede sig efter ham rettede hun blikket mod cellen og mod ham der befandt sig i den på nuværende tidspunkt.

[color=#666699“We always find something, eh Didi, to give us the impression we exist?"[/color] hviskede han. Stilhed fulgte, flere minutter gik. Så svarede han sig selv. "Yes, yes, we're magicians.”
Øjnene gled hurtigt fra side til side, kunne ikke stille klart, ikke nu.
En lyd brudte stilheden. klik-klik-klik. Lyden af de høje støvler nåede hans veltrænede øre. Det var ikke tit han blev forkælede med en så anderledes lyd. Han havde været der så længe nu at han kunne alle lydende fra start til slut. Det her var nyt. Han vendte sig om på maven og lå med ansigtet ned i puden på sin helt fantastiske madras, i hans helt fantastiske seng. Han skubbede sine hænder ind under sig og løftede sin krop sløvt fra sengen. Han lyttede stadig efter de klik der gav genlyd ude på gangen og hørte hvordan de kom ham nærmere og nærmere. Da lyden forsvandt havde Lector endelig rejst sig op, ved at falde ud over sengen kanten rulle hen over gulvet og sætte sig på hug foran den store glas væg, så han kunne se sin nye beundre. "LET GO OF ME WOMAN! WE CAN'T! WE MUST! LET GO!" skreg han ind mod glasset til den besøgende. Hans øjne rullede rundt i hans øjenhuler og et manisk grin forlod hans krop. En bølge af raseri imod hende rejste han sig op og slog hårdt til glasset, så det gav en ekstrem såret lyd fra sig. Han ødelagde det ikke, ikke endnu, han blev holdt hvor han skulle.
Han trak sig langsomt tilbage fra glasset, nu med sine hænder bag på ryggen og sit blik boltrede fast til denne kvinde. Han vidste godt at han vis han ikke skruede ned fra sin aggressive adfærd så kom der en læge ind, en assistent måske, og så endte han i en spændetrøje. And that was no fun!
“There’s man all over for you, blaming on his boots the faults of his feet.”
hviskede han stille og sendte hende endnu et smil, "Just a little something for your notebook.."
grinede han så og svingede sine arme utålmodigt omkring sig selv, inden han begyndte at snorre rundt i en cirkel midt på gulvet og udbrød så en høj latter "HAHAHAHAAHAHAAAAA"

Han holdt inde et kort sekund for at kigge på hende og sagde: "Are we having fun yet?!!!"
inden han igen begyndte at snorre rundt om sig selv og grine videre.